I denne uge har jeg kun én koncert, og det er med det franske indieband Phoenix. Jeg burde have rabat og måske endda en hurtigbane til garderoben, når jeg nu bruger 4 aftener ud af 7 i Vega.

Jeg har set Phoenix live en gang tidligere, og det var på Roskilde Festivalen i 2007, hvor de gav et brag af en koncert! Så der er høje forventninger, når de tirsdag aften rammer København.

Der er stadig få billetter til koncerten, som i øvrigt byder på Noah and The Whale som opvarmningsband.

Phoenix, tirsdag den 10. november kl. 21, Store Vega.

http://vega.dk/Kalender/Kalender/2009/11/phoenix.aspx

UPDATE TIRSDAG 11. NOVEMBER

Endnu engang er Vega fyldt til randen med indierock-elskende publikummer, der har trodset endnu en regnvåd november aften. Koncerten med Phoenix tirsdag aften var udsolgt.

Phoenix har altid formået at starte en fest – på linje med vores egne Turboweekend – og gjorde det igen og om muligt endnu bedre denne aften.

Bandet lagde hårdt ud med hittet ’Lisztomania’ fra deres nyeste plade Wolfgang Amadeus Phoenix, og derefter ’Consolations Prizes’ fra It’s Never Been Like That. Niveauet var hermed lagt og publikums forventninger om en festlig dansabel aften.

Gaffa har givet koncerten en virkelig virkelig god anmeldelse, og jeg har helt enig i anmelderens oplevelse af koncerten, og derfor linker jeg lige til Gaffa.

http://gaffa.dk/anmeldelse/35601

Så kom der endelig en ep fra det danske band Giana Factory, som bl.a. tæller Louise Foo, søster til Sharin Foo fra Raveonettes.

Første gang jeg hørte om Giana Factory var, da de varmede op for Glasvegas til en række koncerter i Danmark, Norge og Sverige i foråret 2009.

Siden spillede de på Roskilde Festvalens Pavillion Junior, trods det at de endnu ikke har udgivet noget. Roskildekoncerten fik gode anmeldelser, og nu er de så ude med ep’en “Bloody Game”, som indeholder fire numre deriblandt det super lækre nummer “Trippin’”.

http://www.myspace.com/gianafactory

Jeg er så fantastisk heldig, at jeg har en hel del venner med utrolig god musiksmag.

Roskilde Festivalen 2008 sammen med Per og Trine.

Det betyder, at jeg næsten altid har nogen at gå til koncert sammen med, og man får altid gode tips til ny dejlig musik fra dem – ligesom jeg kan videregive, hvad jeg nu er stødt på.

En anden god ven har i den forgangne uge givet mig et godt tip (uden at han faktisk selv ved det!) til et band, som jeg havde i kikkerten men endnu ikke lige fået lyttet til.

Nemlig det australske band The Temper Trap. De spillede på dette års Beatday festival, men havde fået det utaknemmelige job at åbne om lørdagen, hvor det oven i købet regnede. Jeg nåede det ikke.

Men nu har jeg købt et par numre, og det lyder super fedt. Og igen – det er dagens mantra – overvejer jeg meget kraftigt at købe billet til koncerten i Lille Vega den 23. november.

www.thetempertrap.net

Tak for det tip, Simen!

1. bytur i Silkeby er overstået!

Det har været den vildste nat siden Roskilde ‘09!

Humleshock

Chaplin

Base

Chaplin

og som Le Grande Finale:

Den Gyldne Hest!

..og så var klokken 8, og min bus gik.

Tak til generøse ølgivere – uden jer, var min nat blevet en dyr bekostning, men jeg har faktisk kun brugt 55 kr i alt.

..nu glæder jeg mig bare til jeg bliver 18, så jeg rent faktisk kan komme ind, uden at jeg skal følges med Jacob der kender dørmændene! -ikke at det ikke var hyggeligt, men det bliver rart at være sikker på, at jeg kan komme ind!

Fredag sendte jeg en sms til The Nicest Thing.

Jeg blev godt nok træt af alting, da han ikke svarede,

for i sms’en stod der,

at jeg ikke forstod hvad der var sket imellem os,

og at jeg gerne ville have snakket det lidt igennem,

for det har været pokkers akavet på det sidste,

osv.

Jeg havde håbet på et svar,

men det kom ligesom aldrig.

Weekenden gik,

A. Gun var på besøg og reddede mit liv,

og om mandagen havde jeg samlet mod nok til,

at gå hen til ham og sige:

“Skal vi gå en tur?”.

Jeg fik det bare aldrig gjort om mandagen,

for det var ham som kom til mig.

Han havde åbenbart tænkt lidt over sms’en i weekenden,

og tog nu min hånd og førte mig udenfor,

så vi kunne snakke uforstyrret.

Endelig!

-efter en hel sommer og mere til,

fik jeg svar på alle mine spørgsmål,

som har hængt som en dyne ned over hovedet på mig.

Han havde ikke helt de samme følelser for mig som jeg havde for ham.

Han skammer sig over,

at det hele gik så skævt,

for han synes også selv,

at han burde have gjort mere for at se mig igen,

fx på Roskilde,

men det fik han bare ikke gjort.

Vi snakkede om meget mere,

og det endte med,

at vi besluttede os for bare at være venner.

Nu må vi se hvordan det kommer til at gå.

Jeg er glad.

Og lettet.

Da jeg blev tilbudt at skyde billeder for organisationen ido30 (læs mere her: ido30.org) var jeg ikke sen til at svare ja. For det første skulle det foregå på Roskilde Festivalen som jeg aldrig tidligere havde besøg, for det andet var der i mit vederlag inkluderet et armbånd til Mediebyen, så jeg kunne færdes nogenlunde frit omkring på hele pladsen. For det tredje er hele idéen bag organisationen at hjælpe miljøet. 3 rigtig gode grunde til at jeg naturligvis ikke kunne sige nej til den opgave.

Jeg blev inviteret til en kort briefing med eventfirmaet bag selve kampagnen, og vi blev hurtigt enige om hvordan det hele skulle foregå. Jeg skulle møde op på Roskilde Festivalen fredag og lørdag, og så ellers dokumentere løs i form af fotos.

Jeg skulle være i Roskilde kl. 10.00 fredag formiddag, så allerede torsdag aften fik jeg pakket mit grej. I ugerne op til havde jeg stort set kun skudt i studie eller på location hvor billederne var meget opstillede, så jeg så frem til et par dage uden fast location, og med solen bagende ned fra en skyfri himmel. Scenen var sat til et par dage med fuld fart på, og masser af skud i kassen! Og jeg blev ikke skuffet!

Det blev fredag, og klokken blev 10.00. Jeg havde netop fundet vej til Roskilde og til det sted hvor de udleverede armbånd. Jeg havde fået en passérseddel med mit navn på, og for at undgå snyd, skulle jeg medbringe mit pas. Det virkede umiddelbart ret voldsomt at skulle medbringe pas for at få et armbånd, men på den anden side så var det en effektiv måde at undgå svindel på. Jeg fik hurtigt udleveret mit armbånd, og mødtes så med Jonas der var min kontaktperson de næste to dage.

Jeg fik endnu en kort briefing af Jonas. Min første dag skulle for det meste gå med at følge en gruppe på omkring 20 personer på en guidet tur rundt på hele pladsen. Det blev også til et spændende besøg backstage på en af de mindre scener, hvor et heavy metal band spillede op til dans. Ret fascinerende at opleve! Efter den guidede tur tøffede jeg rundt en times tid med Jonas og fik taget nogle stemningsbilleder fra selve pladsen, og efterfølgende ville jeg snuppe et tog hjem. Det sidste skulle dog vise sig at være sværere end man umiddelbart skulle tro!

På det tidspunkt hvor jeg skulle hjem, var klokken blevet lidt over 21. Jeg blev nødt til at vente på at solen var gået lidt ned, da jeg skulle skyde nogle aftenbilleder for en anden kunde på Festivalen. Men hvad jeg ikke vidste var, at når klokken har passeret 17, så er det ikke sååå skide nemt at komme væk fra Festivalspladsen med mindre du er i bil eller har tænkt dig at gå. Jeg havde ikke bil med, så jeg måtte vælge den sidste løsning. Og da jeg ikke kendte Roskilde, blev jeg nødt til at følge de skilte der var. Jeg fandt et skilt hvorpå der stod “ROSKILDE”, og valgte derfor at sætte min lid til, at det da måtte være den korteste vej ind til byen. Intet kunne være mere forkert! Jeg gik i fucking 45 minutter før jeg nåede banegården i Roskilde!! En tur der ikke burde have taget mere end det halve! Og ovenpå 11 timers vandren rundt på festivalen hele dagen, var en ekstra stropmarch ikke liiiige det mine fødder stod og manglede! Men hjem kom jeg da…

Og det blev lørdag. Jeg fandt endnu engang frem til min kontaktperson, og fik endnu en kort briefing omkring dagens program. Opgaven lørdag var at få skudt en masse billeder af personer iført en “Ido30″ t-shirt. Men da man ikke bare må uddele “reklamemateriale” på pladsen, fik jeg tildelt en dejlig pige ved navn Tilde der skulle følges med mig rundt, sammen med en stak af de omtalte t-shirts. Det blev til en tur på 4 timer i stegende hede! Sveden løb konstant fra samtlige porer på min glohede krop, men alligevel var det en fantastisk dag! Jeg fik mødt så mange specielle og dejlige mennesker på min tur, at jeg sent vil glemme mit første år på Roskilde – også selvom jeg faktisk ikke fik set eller hørt en eneste koncert. Og antallet af kolde øl fortæret på pladsen kan tælles på én hånd. Også selvom man lægger begge dage sammen. Så måske var min første Roskilde tur ikke den vildeste eller vådeste af slagsen, men den vil allígevel altid stå for mig som værende en weekend jeg aldrig glemmer! Stor tak til ido30 folkene for deres måde at være på, deres måde at tage imod mig på, og for at kæmpe for et renere miljø for alle!

Da jeg var færdig med at udvælge billeder fra de to dage, blev det i sidste ende til lidt over 500 brugbare fotos. Men mit favoritfoto er dette:

Jeg har de sidste par år vasket det meste af mit tøj på 30 grader, men er nu blevet meget mere bevidst omkring det. Hvad med dig selv? Vasker du også på 3o grader? I do 30, do you?

Læs mere om den gode sag og se flere af de billeder jeg tog på festivalen her: ido30.org

Solskin, høj stemning og ikke mindst fed musik! Sådan vil de fleste gerne huske sin festivaloplevelse på Roskilde. I år må man sige, at netop denne sammensætning gik op i højere enhed og blev virkelighed for tusinde af feststemte mennesker. Nedenfor har vi fremhævet de koncerter, som fik de største skulderklap af anmelderne, og så kan du efterfølgende drøne hen på biblioteket og låne musikken!

Jenny Wilson på Odeon (5 ud af 6 stjerner på Soundvenue.com + Gaffa.dk). Lån cd’er med Jenny Wilson

Whitest Boy Alive på Arena (6 ud af 6 stjerner i Politiken). Lån cd’er med Whitest Boy Alive

Gogol Bordello på Orange Scene (6 ud af 6 stjerner på Soundvenue.com + Gaffa.dk). Lån cd’er med Gogol Bordello

M. Ward på Astoria (5 ud af 6 stjerner på Gaffa.dk). Lån cd’er med M. Ward

Yeah Yeah Yeahs på Arena (5 ud af 6 stjerner i Politiken). Lån cd’er med Yeah Yeah Yeahs

Mew på Arena (6 ud af 6 stjerner på Gaffa.dk + i Politiken). Lån cd’er med Mew

Nine Inch Nails på Orange Scene (6 ud af 6 stjerner i Politiken). Lån cd’er med Nine Inch Nails

Cody på Pavilion Junior (5 ud af 6 stjerner på Soundvenue.com). Lån cd’er med Cody

Frightened Rabbit på Pavilion (5 ud af 6 stjerner på Gaffa.dk). Lån cd’er med Frightened Rabbit

/Rosenblad

Først Læseferie med gøjl.

Så eksamen til et 10-tal.

Derefter A. Gun. i en uge.

Roskilde skulle også prøves.

En uge med nordmænd på besøg og spontancykeltur i biografen (40 km pga Johnny Depp!)

Efter det, blev det Island i 2 uger.

Nu er jeg hjemme og besøger og får besøg af alle mulige dejlige mennesker, og prøver at forberede mig lidt til 2.g.

Jeg har så meget at fortælle om både Roskilde og Island, så det meste bliver nok i billedform, men jeg skal prøve at slynge en kommentar ind en gang imellem.

Happy holiday!

Jeg skulle til at rydde op på mit skrivebord(altså på computeren, selvfølgelig ) og så faldt jeg over alle de ting jeg ikke fik med i de andre indlæg. Og det skal i da ikke snydes for!

Til at starte med, billede med fik markering af hvor jeg boede:

Den gule cirkel, hvis i skulle være i tvivl

Et sidste farvel fra Van Damme Camp(søndag morgen omkring kl 4-5):

Stod vidst noget ala tak for i år roskilde.

Mandag morgen:

Og lidt jeg synes der var ret sjovt(hvis du ikke allerede har fundet ud af det stemmer jeg ikke venstre ):

En flyver fra vores kære naboer:

Teksten “Skru op for omtanken!” Passer i min verden ikke særlig godt ind med:

Der til kommer at de hele morgenen/natten havde gået og smadret diverse telte, stole, radioer og andre spændende ting.

Og lidt flere billeder fra mandag:

Til slut vil jeg endnu en gang takker for en fantastisk oplevelse!

Inden i slipper helt, vil jeg gøre opmærksom på at Coldplay har lagt et live album op på deres hjemmeside som GRATIS kan hentes! Super fedt gjort af dem! Download deres album LeftRightLeftRightLeft her:  coldplay.com/lrlrl/lr.html Kom så igang!

Endnu et år med fantastisk vejr på Roskilde!? Vejrudsigten i ugen op til ændrede sig fra time til time. Regnjakke og gummistøvler blev pakket ned, pakket ud, pakket ned og pakket ud igen. Hvad kan jeg sige; på festivalen blev der jublet, når en sky gik for solen.

Igen i år var musikprogrammet spækket med gode bands. Så det var bare at starte fra en ende af.

Vi ankom allerede onsdag aften og fik tid til at gå lidt rundt på festivalpladsen og opleve den der aftenen-før-buzz. Vi rundede lige festen i Skater-parken og så var det første nat i teltet.

Her er mine oplevelser ved årets festival.

Torsdag bød ikke på det vilde program efter min mening. Så dagen gik med at se pladsen blive åbnet med det traditionelle løb mod orange scene, hvor vi også så lidt af Petter. Ikke lige min smag. Men Mew skulle spille senere på aftenen på Arena scenen.

Det er længe siden, man sidst har set bandet live. Teltet var pakket og stemningen høj. Bandet fik en meget effektfuld entre iklædt sorte dragter, der skjulte deres ansigter, og vi fik en forsmag på deres kommende album med to nye numre.

Turen hjem til teltet gik forbi Orange Scene, hvor Trentemøller var i fuld gang med sit DJ-set og fik besøg af en masse venner. Hr. Møller havde tiltrukket stort set alle festivaldeltagere – sådan virkede det i hvert fald. Det var umuligt at komme hverken frem eller tilbage, og da lyden var alt ALT for høj, så valgte vi at mase os igennem menneskemængden og tage ‘hjem’.

Fredag lagde Miss P. og jeg ud med at arbejde om dagen. Men det var ikke en dårlig dag at skulle arbejde på Arena scenen. Vi fik nemlig både besøg af Fleet Foxes og Glasvegas.

Og her vil jeg godt pointere ulempen ved et tætpakket musikprogram. Der er ikke meget tid mellem koncerterne til at lave lydprøver, og det går ikke altid lige godt. Jeg er ikke sikker, men mit gæt er, at det var en af grundene til, at lyden i begyndelsen af Fleet Foxes koncerten var katastrofal. Bassen var alt for høj, og den gik lige i brystet på den der kvalme-fremkaldende måde. Heldigvis kunne publikum råbe til bandet mellem numrene, at bassen var “too fuckin loud!”. Hvorfor deres lydmand ikke allerede havde opdaget det, aner jeg simpelthen ikke. Resten af koncerten forløb ok lydmæssigt, men jeg tror at bandet var nervøse og måske heller ikke helt så vante med så stor en scene og publikum? Jeg håber, at de kommer tilbage til dk og giver koncert på Vega, så de ligesom kan bevise, at de kan give en god koncert.

Jeg EEEELSKER Glasvegas’ attitude. Forsanger James Allan har den der drengede attitude med et glimt i øjet, der kan få enhver pige til at smelte, og når den så kombineres med hans ru stemme med skotsk accent, så har du en kommende superstjerne.

Efter at have stået igennem endnu en metal-koncert (Down) fik vi endelig fri og mødtes med venner i Cosmopol-teltet, hvor vi lige nåede at lytte til engelske Little Boots, som denne aften var iført grøn glitterkjole og høje hæle. Jeg kendte ikke musikken, men hun trykkede den helt sikkert af med sit dansable electropop.

Vi rundede Orange, hvor Oasis skulle til at gå på. Men deres ligeglade arrogante attitude har irriteret mig i en del år, så efter at have lyttet til kopi af deres albums i 20 minutter rykkede vi videre til Odeon, hvor Jenny Wilson skulle spille kl. 24.

Der kom pænt mange mennesker til koncerten. Jenny var i tophumør, og det smittede helt klart af på publikum, som i øvrigt kunne synge med på hvert eneste nummer, hun diskede op med. Dog blev det ikke til så mange af de gamle numre, men vi fik da skrålet med på ‘Love and Youth’.

Efter koncerten fandt jeg resten af min lille Roskilde fest-gruppen hos Lise’s med store killerdrinks. Festen sluttede lidt senere på natten med det obligatoriske besøg i Gringo bar.

Lørdag viste sig at blive den varmeste dag i 33 år på Roskilde. Hvad kan jeg sige? Det var varmt! Vi lagde ud med Balstyrko på Odeon, som lød rigtig fedt. Vi kendte ikke musikken super godt, og da vi ikke kunne finde skygge (det var her at folk jublede og hujede, da en sky gik for solen), trillede vi stille og roligt over til Arena for at lytte lidt til Tim C. I skyggen af et træ lyttede vi en god halv times tid til Tim, som uden for teltet virkede lidt tam den her lørdag eftermiddag.

Vi besluttede os for at gå over i skyggen i Lounge og lytte til Peter Broderick, men den overdækkede scene kom til at virke som en sauna. De mange sovende gæster fyldte utrolig meget i den lille hal, og folks snakken ovedøvede næsten musikken, hvilket irriterede mig så meget at jeg måtte gå til sidst. Peter Brodericks musik er måske heller lige min smag, men jeg synes, at man skal give folk en fair chance og ikke fuldstændig ignorere kunstneren, når man nu har valgt at gå ind i Loungen.

Derefter var det tilbage til Arena, hvor Elbow skulle gå på kl. 17. Og det var et af de bands jeg har ventet længe på at komme til at høre. Vi kender alle nummeret ‘Teardrop’ (bl.a. brugt i en eller anden dansk tv-reklame), men bandet havde ikke givet koncert i dk siden deres første album udkom for mere end 7 år siden. Så for mig var der tale om store forventninger. Desværre kunne de ikke helt fylde det stor telt op, men de gav et brag af en koncert alligevel. Og det var fantastisk endelig at opleve forsanger Guy Garvey’s fantastiske stemme live og kunne heldigvis konstatere, at stemmen også bragede igennem i live-udgave.

Efter Elbow måtte vi på job og missede derfor I Got You on Tape på Odeon. Vi havde fire koncerter, og var altså de heldige (uheldige) vindere af at skulle arbejde ved Arena, da Malk De Koijn skulle spille. Det betød rent kaos ved pit-slusserne allerede ½-1 time inden Fever Ray koncerten!!

Der var alt for mange mennesker og som scenevagt var man faktisk lidt bange for, at der skulle ske en ulykke. Nå, men Fever Ray havde ligesom Fleet Foxes problemer med lyden; denne gang kunne man bare intet høre af Karin Dreijer’s fabelagtige stemme. Jeg nåede ikke rigtigt at registrere så meget af koncerten, for vi havde tæsketravlt.

Men ja, Malk De Koijn bragede igennem med den vildeste koncert, og levede fuldstændig op til de ekstreme forventninger, der var til dem. Det var fedt at opleve dem, også selv om jeg havde mit hyr med at smide folk ned af handicap-rampen. Dog gav denne placering mig den bedste udsigt til koncerten

Søndag var der heldigvis kommet lidt skyer, og soleksemen kunne få lov at hvile lidt. Musikmæssigt gik alle og ventede på, at klokken blev 22 og Coldplay skulle bevise, at de stadig er et af verdens bedste bands. Men inden da kunne festivalen byde på flere utrolige musikoplevelser som fx Peter Doherty, The Whitest Boy Alive og White Lies.

Peter Doherty var som sædvanlig ikke til at styre på 10 tønder land og dukkede derfor op på scenen ca. 15 minutter før koncerten i en hvid hospitalslignende morgenkåbe med et glas vin i hånden. Han hoppede ned fra scenen og løb ud gennem løbegangen til det ventende publikum og derefter ud på festivalpladsen. Jeg  troede sgu ikke på, at det kunne lade sig gøre, men Doherty leverede faktisk en overraskende god koncert. Han, en guitar og en kasse dåsebajere underholdte de mange fremmødte i godt en time. Han gav også smagsprøver fra både Babyshambles og The Libertines.

Jeg fik lov til at smutte 45 minutter og benyttede tiden til at løbe op på Odeon for at fange White Lies. De fire 20-årige drenge spillede stort set alle numrene fra deres album, men der var ikke megen snak mellem numrene. Sangene gik klart igennem, men man kunne godt ønske sig 3-4 år frem i tiden, hvor bandet forhåbenligt er mere funderet og føler sig mere afslappet til give os lidt mere end en tro kopi af albummet.

Senere på dagen var det tid til fest. Halv syv gik The Whitest Boy Alive på scenen, og de leverede den fest, som alle forventede, at de ville.

De hvide drenge fra Norge gav den gas, og selv om bandet ikke crowdsurfede (som de gjorde i Vega tidligere på året), så var publikum oppe at ringe allerede 15-20 minutter inde i koncerten. Efter koncerten nægtede publikum at gå og blev ved med at synge; det endte med en sang-battle mellem publikummer i hhv. pit A og pit B.

Nordmændene, som virkelig er de hvideste drenge i verden, afsluttede Miss P. og mit arbejde på årets festival på den fineste måde.

Efter lidt thai-mad og afslapning backstage Arena begyndte vi så småt at varme op til Coldplay med en masse øl. Vi luskede os lige til at se Yeah Yeah Yeahs koncerten fra sidelinjen, og Karen O. var i sit es. Kæft, hvor er hun da for sej!

Coldplay levede måske ikke op til alle kritikernes forventninger, men bandet levede helt klart op til mine! Når man har fulgt dem alle årene og har alle deres albums, så kunne det ikke blive andet end en hitparade. Chris Martin underholdte og koncertoplevelsen fik hjælp af en masse effekter som fx kæmpestore gule bolde, der blev kastet ud til publikum, mens ’Yellow’ gjaldede ud af højtalerne - selvfølgelig!

For mig var det den perfekte afslutning på en fed fed weekend. Glæder mig allerede til næste år!

The Dodos har æren af at have spillet én af de 3 bedste koncerter på Roskilde Festival i år, for mit vedkommende. Så det var en glædelig overraskelse, da jeg i går opdagede at de udgiver deres tredje album lige om lidt! Det har fået den makabre titel Time To Die og kan streames helt kvit og frit her. Det kan anbefales på det ypperste.

Så blev de sidste dag med koncerter og fest! Det betød dog ikke at det skulle blive en kedelig dag, nok nærmere omvendt! Dagen startede dog lidt overskyet, og da jeg stod op var der allerede mange der havde pakket telte sammen og var på vej hjem af.

Den første koncert jeg var til var med White Lies, hvilket ikke var nogen fantastisk oplevelse, faktisk tvæt imod blev jeg nok lidt skuffet efter at have hørt en del godt om dem.

Den næste koncert godt 1½ time efter var The whitest boy alive hvilket jeg må sige sammen med Lucy Love at være en af mine personlige positive overraskelser! Var virkelig en fed koncert, og faktisk har de formået at få mig til at købe deres musik efterfølgende. Da vi kom ned til Arena var der endnu engang helt fyldt op! Man kan undre sig over hvorfor der ikke er blevet lavet en scene med plads til lidt flere end de 12.000 der er plads til, men som ikke er lige så stor som Orange hvor der er plads til 60.000. Vi måtte nøjes med en plads i udkanten af teltet endnu end gang!

Kan en bebrillet norsk nørd med arme og ben af tykkelse og farve som spaghetti stå i spidsen for det mest cool combo på planeten?
Det trodser vel alle kulturens naturlove, men det er ikke desto mindre sådan det er.
Erlend Øye og hans tre berliner-kumpaner i The Whitest Boy Alive er tidens mest paradoksale og ikke mindst uforstyrreligt uimodståelige danse- og poporkester.

Kim skotte, politiken

Dog kan man sige at vandene er noget spredte, anmelderen fra politikens ibyen Kim Skotte har valgt at give koncerten 6 ud af 6 hjerter hvor imod gaffa’s anmelder har valgt at give koncerten 3 ud af 6 stjerner. Gaffa læsere deler tilgengæld holdning med mig og Kim skotte og har valgt i snit at give koncerten 5,8 stjerner, hvilket må siges at være ganske imponerende! Musik website undertonen har forunderligvis givet koncerten 2 ud af 6 mulige u’er, hvilket deres brugere igen ikke er enige med dem i:

Mht anmeldelsen af The Whitest Boy Alive, mener jeg personligt at koncerten var den bedste jeg har været til hidtil – og det er ikke så lidt jeg har fået oplevet inden for musikken.

The Whitest Boy Alive formåede, trods problemer med udstyret, at give hver enkelt tilskuer der var ved Arena en oplevelse som simpelthen ikke kan beskrives! så “SP” har højst selvsynligt ikke været til stede under koncerten.

Jeg mener at man kan afgøre koncertens kvalitet på tilskurenes reaktioner, og så vidt jeg husker var der en fest allerede efter først nummer, og denne fest fortsatte efter koncerten, selvom vagterne lukkede Arena af. Dette mener jeg bevidner om en kanon koncert!

Kan kun være enig. Jeg mener ikke at man kun skal vurdere koncerten ud fra publikums reaktioner, men også tage andre forhold i sin bedømmelse. Det at bandet efter koncerten prøvede at komme ud på scenen igen, men blev tilbageholdt af security vidner også om at det ikke kun var publikum som havde en kanon oplevelse.

De sluttede af med et nummer af med et nummer hvor teksten var noget ligende “ ååh-ååh-ååh” som forsangeren Erlend Øye fik alle til at synge med på, og en halv time efter da vi fik forbi Arena igen, gik folk stadig og sang “ååh-ååh-ååh” (inkl os selv). Så jeg har ikke rigtigt så meget tilover for de negative anmeldelser!

Efter the whitest boy, var næste koncert også på Arena med Yeah Yeah Yeahs, som virkelig også formåede at give en fantastisk koncert! Stemning var næsten forblevet i Arena, og alle folk var glad sang med og festede og virkede som om alle havde glemt det var en af de næst sidste koncerter.

Efterhånden var tiden på Roskilde ved at løbe ud, der var 2 koncerter tilbage for mit vedkommende, Coldplay og Pharfar, begge koncerter jeg bestemt ikke ville gå glip af og var ekstremt glad for jeg blev. Det var virkelig 2 store oplevelser!

Coldplay formåede at få virkelig at få alle med! Jeg har ikke set så mange mennesker foran orange som der var til Coldplay, flere havde ligget i kø 4-5 timer for at få en god plads! Jeg synes det var en super fed koncert, og med mange hits som man kendte og kunne synge med på, hvilket gjorde at de omkring 60.000 mennesker der var kommet sang og dansede under det meste af koncerten! Undrevejs var der flere fancy effekter, bla. kom der en helikopter ind over et af numrene, som skulle forestille en ufo, de kom ud og stod lidt tættere på publikum og under nummeret Yellow blev der sendt en masse gule bolde ud til publikum, alt i alt en super fed og smuk koncert! Det eneste, men bestemt også en vigtigt del af koncerten jeg kan sætte en finger på var volumen! Der var simpelthen ikke skruet højt nok op for højtalerne til at lyden kunne høres ordenligt, i forhold til de andre koncerter på roskilde. Jeg synes det var synd, men alt alt en super fed oplevelse.

Jeg vil tro det nummer der blev sunget mest med på var Viva la vida, hvilket jeg formåede at optage på mobilen, så det får i her:

og nej det var ikke bare os der var fulde i slutningen af sangen, hele roskilde fortsatte virkelige på “ååhhåååhh – ååhhhåååhh” Var fantastisk! Virkelig der man kunne mærke hvordan alle bare var med, og klar til fest!

Under selve koncerten blev der også plads til en aukustisk udgave af billie jean til minde om Michael Jackson, som også var en super smuk oplevelse! Igen var alle friske og sang med.

Jeg har fundet det på youtube her:

Til sidst var der kun Pharfar tilbage, at benytte ord kun er vidst en underdrivelse, for var virkelig fest for alle pengene, og de formåede at give den gas fra kl 00.00 til kl 3.30 hvor der blev lukket og slukket! Det starede ud med 5 soundsystemt der dystede imod hinanden, virkelig fedt at høre og der blev brugt ekstremt meget af Natasjas sange, ikke at det gjorde det mindre fedt, men var lidt overraskende for mig. Efter de havde dystet imod hinanden kom Promoe, som er kendte fra deres sommerhit Svennebanan som jeg tidligere har skrevet om inden de kom til det nummer tror jeg de spillede omkring 10-15 numre, og hver gang tænkte man, nu må det da komme! Jeg erfarede at jeg ikke er særlig stor tilhænger af deres musik ellers, men da Svennebanan kom, som det allersidste af deres numre, gik hele teltet(som forventet) helt amok og dansede, hoppede og sang med! Efter det stod der ellers reggae på programmet resten af natten! Der var mixex af både Bob Marley, Laid back og mange andre!

Da klokken blev 3.30 var det hele pludselig ovre, slut og stille. Var noget skuffet over afslutningen må jeg nok indrømme, den officielle slutning fik jeg med her( man kan åbenbart ikke høre så meget af hvad han siger) men i korte træk at der ikke er mere musik, og det er slut nu. Intet ekstranummer, ikke nogen fancy afslutning, intet bare en halv tam og kedelig mand. Jeg var skuffet, men tilgengæl også lettet, mit krop kunne ikke mere, efter at have drukket en del, sovet så lidt og hoppet, danset og skreget i så mange dage i træk var det nok også meget godt det hele sluttede på et tidspunkt – inden man blev træt af det.

Den officielle slutning:

Vi ses med garanti næste år!

Jeg skal som sagt lave en restaurant, ikke  så lidt af et projekt må jeg sige. Faktisk er det jo intet mindre end drømmen der har fulgt mig så længe jeg kan huske som jeg nu skal leve ud. Jeg har dog en tendens til at kaste mig ud i “impuls” projekter..Een af de store fordele ved at leve det store “freelance” liv er jo at man kan frit vælge hvad man vil lave om mandagen sent om søndagen og det har jeg allerede lært at værdsætte efter få måneders frihed. Der kan dog stilles spørgsmålstegn ved hvor fornuftigt det er at hive en hel måned ud af eens kalender for at begive sig ud i et projekt som alle andre har brugt mange flere måneder på. Vel og mærke IMENS man åbner restaurant.

Ikke desto mindre charmerede ideen om Roskilde Festival mig ud i et halsbrækkende projekt der kom til at hedde Manfreds, og være baseret på et par økologiske, velsmagende, vegetariske og meget simple ideer.
Jeg har aldrig selv været på festival før og var i teorien lidt fejlcastet til opgaven, jeg synes dog tanken om at skulle designe et par retter der skulle være sunde, tømmermændsplejende, interessante og først og fremmest mulige at lave til uhyrligt mange mennesker på meget kort tid som en sjov udfordring. Det hele endte med at dreje sig om ærter og jordbær. Økologiske ærter skulle i forening med porrer, kartofler og løg ende ud i en grov ærtesuppe drysset med knuste skorper og koldtpresset rapsolie. Solmodne jordbær af sorten Polka, venligst leveret af Torben og Lisbeth fra Rokkedyssegård, skulle serveres med en iskold koldskål lavet på stedet.
For at peppe det hele op fik vi ombygget et par nihola lad cykler til at kredse rundt på festivalen og tilbyde frisk-høstede danske bælgærter til det sultne festival folk.
Lidt med tanke på både at skabe lidt omsætning samtidigt med at de store Manfreds flag skulle skabe omtale for selve standen der lå i Nordic Deli, et nyt kapitel på Roskilde Festival.

Generelt må man sige det var en succes, men jeg tror vitterligt at åbne en ny stand på Roskilde Festival er som at åbne et nyt spisested i provinsen. Det tager utrolig meget arbejde at markere sig for festivalgængeren på de små 4 dage og hvis man laver et koncept der kræver at folk skal turde bevæge sig væk fra burgere, durum og shawarma er det hårdt, rigtigt hårdt.

Der blev aldrig solgt det suppe jeg havde håbet på, det hjalp heller ikke meget at Festivalen ikke havde markeret på noget kort hvor Nordic Deli nu var, men den respons der var fra de folk som slurpede koldskål som suppe var mange timers arbejde værd. Det var fantastisk at se folk reagere så positivt over noget så simpelt. Jeg var stolt over at have leveret en vare af så høj en standard til 30-35 kr og jeg er helt klar i troen på at festivalfolket er helt med på den. Det kræver bare meget mere end 4 dage at komme igennem til så mange mennesker og hvis der er energi til et forsøg mere næste år er jeg sikker på at det til den tid vil nå meget længere ud.
Muligvis skal man næste år overveje at tilbyde lidt mere, måske udbygge med en enkel ret, måske kunne byde på en kop kaffe om morgenen. Jeg vil dog stadig tro på at Manfreds med alle sine “grønne” kvaliteter kan være en “acquired taste” men vil hitte med tiden.

Manfreds i fulde omdrejninger

Endnu en for- og eftermiddag stod i tømmermændenes-tegn ved søen, jeg burde helt sikkert have hørt Balstyrko og Tim Christensen, men to koncerter der starter henholdvis 12.30 og 14.00 passede ikke lige ind i programmet med at slappe af og nyde man havde ferie!

Tilgengæld var jeg til koncert med den sort skole der fyrede den for vildt af!!

I følge anmeldelserne var der 45 graders inden i teltet, hvilket jeg kan bekræfte passer ganske udmærket! Varmt var der i hvert fald, men festen blev bestemt ikke mindre af den grund! Der blev hoppet, danset og råbt i alle 90 minutter! Der var plads til 8000 mennesker i Cosmopol hvor de spillede, og der var knap nok plads til halvdelen af de tilskuere der var kommet frem!

De klassiske beats fra Bjørn Svin – Mer Strøm var noget der sad fast restenen af aftenen, og kom da også jævnligt frem!

Efter den oplevelse gik lørdagens koncert oplevelser ned af! Den efterfølgende koncert jeg så var Pet Shop Boys, som i politikens ibyen anmeldse fik 1 ud af 6 hjerter!

Efter Pet Shop Boys, var det virkelig et stort dilemma over hvor resten af natten skulle tilbringes! De havde planlagt 3 koncerter alle med start kl 2, og jeg ville gerne se dem alle sammen. Valget stod imellem Mikael Simpson & Sølvstorm, Malk de Koijn og Deadmau5. Jeg havde fået af vide at jeg helt sikkert skulle gå efter Malk de Koijn koncerten, det var der åbenbart også mange andre der havde fået af vide! Efter at have kæmpet mig frem af i omkring en halv time, kom jeg frem til at sted hvor man kunne se lyset i loftet nogle gange, men hverken scenen eller skærmene, og man kunne høre dem der stod ved siden af en højere end mussiken der blev spillet i teltet! Der var ufattelig mange mennesker til de andre koncerter i Arena, men der her overgik alt! Var sindsygt så mange der var, og det var ikke til at komme frem eller tilbage!

Og en fin video fra youtube, fra en der har stået lidt tættere på end mig:

Taget forholdne i betragtning, og hvor mange andre jeg gerne ville høre samtidig, tog det ikke lang tid for mig at beslutte mig for at finde Cosmopol hvor Deadmau5 spillde op til fest!

Der var virkelig gange i den i Cosmopol, ikke nær så mange mennesker som i Arena, men tilgengæld blev der danset – for der var plads til det, og man var ikke i tvivl om folk var kommet her for at feste og fyre den af!

Det er svært at se på de billeder, men på billederne står dj Joel Zimmerman også kaldet Deadmau5 faktisk med et kæmpe musehovede på hovedet! Ser fantastisk ud!

Og lige et par film lånt fra forskellige brugere på youtube:

Og som prikken over i’et sluttede det hele selvfølgelig af med Super Mario game over lyden, var faktisk ret fedt(men også nørdet) at slutte af med den, og ikke bare en eller anden kedelig slutning! Super fed oplevelse, og vil til en hver tid fortrække Deadmau5 frem for Tiesto – hvis nogle skulle være i tvivl

Endnu en eftermiddag blev brugt på ved søen ( i øvrigt meget fint billede, ved ikke helt hvorfor jeg har taget det…):

Efter et par timer i solen og i vandet burde jeg have været oppe og høre Mike Sheridan, eller ville i hvert fald gerne have været det, men synes solen var mere tiltrækkende kl 15. end et super varmt telt med mange tusinde mennesker!

Den første koncert om fredagen blev derfor Nick Cave der fyrede den af på Orange, må ærligt indrømme det ikke var den vildeste koncerter jeg har været til, og derfor skal i også snydes for et billede(åbenebart!). Tilgengæld fik vi set lidt mere af selve festivalpladsen, hvilket også betød jeg så den omtalte “human carwash” og de billeder skal i da ikke snydes for:

og der var selvfølgelig sat behagelige stole op, så “udsigten” kunne nydes:

Senere på aftenen blev det tid at høre Oasis på Orange scene, det bestemt ikke en koncert, som jeg havde forventet den. De var tæt på kedelige at høre på, hvilket mange anmeldere også har skrevet i deres anmeldelse af Oasis.

Planen havde også været at skulle høre Grace Jones, så det passede meget godt med at koncerten ikke var super fed. Ikke desto mindrer lykkedes det faktisk Oasis at holdes på os 5 minutter, da vi var på vej over mod Arena, nåede vi lige til udkanten af området ved Orange, hvor efter de begyndte på Wonderwall. Det er en klassiker man bare ikke kan gå fra! Så vi blev lidt, optagelsen herunder er venligst udlånt(taget) fra youtube:

Arena var endnu engang proppet med flere end de 12.000 mennesker der kan være der, tager i betragtning af både 2MANYDJS og Gang Gang Dance samt Oasis spillede samtidig må jeg sige jeg var imponeret! Og efter at have set Grace Jones, der i en alder af 61 laver de vildeste sceneshow, har hun virkelig min respekt, det må jeg give hende! Der er satme gang i hende!

Senere kom Röyksopp på også i Arena,og denne gang var det helt umuligt at finde en plads hvor man kunne se eller høre noget, så smuttede forholdvis hurtigt.