På trods af en travl dag med masser af møder ude i byen, nåede jeg hjem i tide til valglokalet i Birkerød – ganske vist få minutter, inden valglokalet lukkede, men tids nok til at gøre min borgerpligt ved at sætte et par store ‘C’rydser på stemmesedlerne

Hvis du overvejer at stemme borgerligt og bor i Gentofte Kommune, kan jeg anbefale dig at stemme personligt på  Thomas Christensen i forbindelse med kommunalvalget.

Jeg har kendt Thomas i over syv år og kender ham som en ung erhvervsmand med masser af energi og entusiasme. Som i alt, hvad Thomas beskæftiger sig med, brænder han for sagen og Thomas har virkelig lyst til at gøre en forskel – også på det lokalpolitiske plan. Samtidig kender jeg Thomas som en god og ligefrem ven, der bakker op og altid står klar til at hjælpe, hvis man har brug for det.

Kort sagt er Thomas et super godt bud på fremtidens borgerlige kommunalpolitiker, fuld af dynamik, holdninger og lysten til at gøre Gentofte Kommune endnu bedre. Læs eventuelt mere om Thomas og hans politiske holdninger på www.stemthomas.nu.

PS: Det er selvfølgelig helt okay for ikke-borgerlige at stemme på Thomas   Faktisk drejer lokalpolitik jo langt mere om den enkelte kommunalpolitikers personlige holdninger og integritet, end om politisk ståsted og partifarve. Kommunalpolitikerens stemme i byrådet gør derfor en stor forskel.

Skatteminister Kristian Jensen har været ude i pressen og fortælle, at han nu starter en klapjagt på ansatttes frynsegoder.

Skatteministeren vil ganske enkelt tvinge virksomhederne til systematisk at føre regnskab over samtlige frynsegoder, der tilbydes til den enkelte medarbejder. Og hvis markedsværdien af disse frynsegoder overstiger 5.500 kroner, skal dette indberettes til skattevæsenet.

Det kunne eksempelvis være firmabetalt fitness, ekstra fridage, privat brug af firmaets brobizz, gratis influenzavaccine og lignende.

Selvfølgelig skal man betale sin skat jævnfør den til enhver tid gældende lovgivning på området – ingen tvivl om det!

Men personligt synes jeg, at Kristian Jensen, som jeg ellers normalt synes er en meget fornuftig fyr, går alt for langt med hans nidkærhed for at indkradse sølle 25 millioner kroner (dette tal kommer fra Kristian Jensen selv).

Jeg vil for øvrigt tro, at det kommer til at koste de danske virksomheder betragtelig mere 25 millioner kroner at lave den påkrævede registrering. Hvad blev der lige af den borgerlige regerings fokus på lettelse af virksomhederne administrative byrder?

Jeg synes simpelthen, at det er smålighed og mistro på første klasse (skal han for øvrigt ikke selv beskattes af det?) at jagte skattekroner med nærmest 10 decimaler. Der er endda i forvejen ganske detaljerede regler på området.

Kontrol er naturligvis nødvendigt i et eller andent omfang i forhold til vort skattesystem, men det gjorde vel heller ikke noget, hvis der bare var en vis grad af tiltro og tilid til borgerne og virksomhederne.

Smålighed har vi vist i forvejen rigelig af her i landet…

Jeg har netop set et indslag i TV 2 Nyhederne omhandlende antallet af kvinder i lokalpolitik. Budskabet var, at der er for få kvinder i lokalpolitik, og næsten vanlig stil blev der i samme moment også nævnt ordet kønskvotering, som en måde at rette op på denne ubalance.

Udover, at problemstillingen også gør sig gældende i landspolitik og er reel nok et eller andet sted, er jeg stadig af den klare holdning, at det dur altså ikke kønskvotering – hverken inden for politik eller i erhvervslivet.

Det må nu engang være en blanding af lyst, engagement og politiske budskaber og holdninger, der afgør om en given person bliver valgt ind i lokal- eller landspolitk, og ikke om vedkommende er kvinde eller mand.

Det samme gælder diskussionen omkring kønskvotering i erhvervslivet, hvilket jeg tidligere har kommenteret i et andet blogindlæg.

Ingen virksomhed er tjent med at have en ledelse, der er baseret på kønskvotering. Skal virksomheder overleve i en globaliseret og stærkt konkurrencepræget verden, må man altid gå efter at rekruttere den bedst kvalificerede kandidat.

Når det så er sagt, synes jeg det er helt fint, at man gør en ekstra indsats for at motivere og hjælpe kvinder til at prøve kræfter med ledelsesmæssige opgaver.

Her til formiddag faldt jeg over et ganske interessant blogindlæg fra tidligere Oticon-direktør og Ny Alliance folketingskandidat, Lars Kolind. Han har reflekteret lidt over Ny Alliances forslag til en skattemodel med en 40 procent flad skat, som blev præsenteret under valget i november 2006.

Som bekendt blev Lars Kolind gjort til grin i pressen, da han foreslog, at man på forsøgsbasis skulle indføre denne skattemodel på Fyn, i håbet om, man så kunne tiltrække især personer med  høj indkomst og give Fyn kæmpe skub fremad, for at bruge Lars’ egne ord. Personligt hørte jeg også til den gruppe af mennesker, der synes det forslag var for langt ude, men lad det nu ligge i denne sammenhæng.

Jeg har på min blog ofte argumenteret for enten en gennemgribende skattereform eller en fjernelse af topskatten, der på så mange måder er ødelæggende for vort velfærdssamfund. Desværre bliver den offentlige diskussion altid forpludret af populisme, jantelov og misundelse (se bare senest med snakken om, at Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti vil indføre en såkaldt millionærskat).

Ganske vist har den borgerlige regering gjort noget ved skattetrykket i forbindelse med skattereformen, der træder i kraft den 1. januar 2010, men efter min mening er der ikke meget reform over disse ændringer. Det er helt fint, at vi har fået skåret lidt af topskatten og der er blevet rettet lidt til her og der. Til gengæld er det helt håbløst med den nye multimedieskat i et land, der gerne vil være førende indenfor IT.

Samtidig tør ingen politiske partier gennemføre de arbejdsmarkedsreformer, der i høj grad er behov for, og i samme moment knytte dissse reformer tæt til et nyt skattesystem. Der mangler ganske enkelt ambition og mod fra politikernes side til at gøre noget ved den tikkende bombe, der ligger i under velfærdssamfundet. Vi kan ganske enkelt ikke fastholde og tiltrække højtuddannet arbejdskraft, lige som at vi stadigvæk ikke gøre det interessant for folk at yde en ekstra indsats. Samtidigt stiger antallet af danskere på overførselsindkomst voldsomt i de kommende år.

Ifølge en udtalelse fra erhvervsmanden Asger Aamund til netavisen 180grader.dk vil 40 procent af danskerne være over 60 år i 2020, og tre ud af fire vil være på offentlig forsørgelse, hvilket betyder at der – som tingene ser ud lige nu – kun vil være en million til at forsørge resten af befolkningen. Man skal ikke være økonomiprofessor for at regne ud, at denne forsørgerbyrde bliver en umulig opgave for de erhvervsaktive til den tid.

Så nej, det er stadigvæk en god idé med en skattemodel med 40 procent flad skat til alle borgere, hvis vi i samme moment kan få gennemført de nødvendige arbejdsmarkedsreformer. Vi har brug for det og uret tikker hele tiden. 2020 er faktisk ikke så langt væk…

For et år siden skrev jeg om:

• Måske den hårdeste træning til dato…
• Om ikke andet, er det modigt gjort…

Jeg har netop læst en artikel på 180Grader.dk om, at Socialistisk Folkepartis Pernille Frahm mener, at statsminister Lars Løkke Rasmussen – af egen lomme – skal betale for kaffe, te og frugt i forbindelse med at statsministeren holdt et såkaldt privat møde med tibetanernes eksileder, Dalai Lama, den 29. maj på Marienborg.

Jeg vidste godt, at vores politikere har en tendens til, at gå op i små ting, men helt ærlig, er der ikke vigtigere ting at gå op i?

For et år siden spurgte jeg, om 1. maj har overlevet sig selv.

I den seneste tid har jeg haft ganske travlt – både på jobbet og i forbindelse med træningen til mit kommende 100 km løb. Ja, faktisk har jeg haft rigtig travlt, hvilket også forklarer den lidt begrænsede aktivitet på min blog.

Ikke desto mindre har jeg alligevel haft tid til at følge lidt med i den politiske debat i forbindelse med udnævnelsen af Lars Løkke Rasmussen som landets nye statsminister.

Der har som bekendt været skrevet og sagt meget om Lars Løkke Rasmussen i tiden op til, at Anders Fogh Rasmussen blev udnævnt til NATO’s nye generalsekretær og bestemt også i tiden efter. hvor Lars Løkke Rasmussen overtog posten som landets leder.

Meget af denne omtale har gået på, hvorvidt manden har evner og format til at være landets statsminister, specielt efter den den såkaldt “bilagssag”. Om Lars Løkke Rasmussen så har preference for et glas koldt øl engang imellem, gør ham ikke til en dårlig statsminister i mine øjne – tværtimod!

Som jeg før har givet udtryk for, er jeg selv af den overbevisning, at Lars Løkke Rasmussen er en særdeles arbejdsom, erfaren og dreven politiker. Jeg er derfor sikker på, at denne “erhvervserfaring” vil komme ham til stor gavn i arbejdet som statsminister.

Og desuagtet, hvad de mange politiske modstandere vil mene, synes jeg, vi har har fået en statsminister med mere bid i. I modsætning til Anders Fogh Rasmussen, har Anders Løkke Rasmussen ganske enkelt mere spidse tænder og han er ikke bange for at bruge tænderne i en politisk diskussion.

Lars Løkke Rasmussen er ganske vist så dreven en politiker, at han godt ved, hvornår han bliver nødt til at “holde kæft” med, hvad hans hjerte indeholder af tanker og følelser. Ikke desto mindre synes jeg, at det er prisværdig med en politiker, der godt tør bide fra sig og sige sin mening om dette og hint.

Jeg tænker i denne sammenhæng specielt på Lars Løkke Rasmussens optræden i TV 2 News’ politiske magasin “Mogensen & Christiansen”. Her angriber han de efterhånden mange politiske kommentatorer, der på den ene eller anden måde har travlt med at gøre sig kloge på politikernes og borgernes vegne (sidstnævnte del af denne sætning er for egen regning).

I forbindelse med Lars Løkke Rasmussens deltagelse i “Mogensen & Christiansen”, kommer han ind på følgende (jeg citerer direkte fra statsministerens udtalelse i programmet):

“Jeg synes efterhånden, at det er hæmmende for demokratiet, at når man f.eks. transmitterer fra debatten i går, så er der ganske lidt transmission, og så er det sådan nogen kloge hoveder som jer, som jo er så talentfulde, at man kan undre sig over, hvorfor I ikke stiller op til et eller andet. I kunne jo lægge hele landet ned og indtage Sankt Jørgens Gård (som er Statsministeriets adresse) på en weekend, fordi I lige ved, hvordan det skal gøres. Det synes jeg, er ved at være et demokratisk problem”.

Til dette svarer/spørger politisk kommentar Peter Mogensen: “Men Lars, er det ikke defensivt klynkeri fra en statsminister, der er lidt presset, at stå og sige, at det er kommentatorernes skyld alt sammen?”

Hertil svarer Lars Løkke Rasmussen: “Nej, nej, jeg giver ikke kommentatorerne nogen skyld. Jeg føler mig overhovedet ikke presset. Altså, jeg er landet i den der stol. Jeg har det godt med det, og glæder mig til at tage på arbejdet. Jeg gider bare ikke at ligge under for, med al respekt, hvordan du synes, jeg skulle holde min tale. For hvis du kan holde en bedre tale, så hold den. Og hvis du kan blive en bedre statsminister, så stil op, siger Lars Løkke Rasmussen”.

Se, det synes jeg er en statsminister med bid i!

Jeg faldt over en artikel på epn.dk, der beretter om, at ikke mindre end 76 procent af de adspurgte amerikanere i en opinionsundersøgelse svarer, at de hellere ser de kriseramte bilproducenter Ford, General Motors og Chrysler gå konkurs, frem for at bruge millarder af skatteydernes penge på at støtte disse virksomheders overlevelse.

Det synes jeg er et både overraskende og interessant resultatet – specielt for et land som USA, der i den grad hylder princippet om “Local is Best”.

Ikke desto mindre er jeg meget enig i flertallets betragtning om, at det er langt bedre at lade falde, hvad er ikke selv kan stå, når det gælder private virksomheder – også når det gælder stor amerikanske bilkoncerner.

Hvis disse virksomheder fundamentalt set er skruet forkert sammen i forhold til omkostninger og tilgang til marked og kunder, er det bestemt ikke den amerikanske stats opgave at støtte sådanne virksomheder med milliarder af dollars – heller ikke midt i en finanskrise!

Ganske vist vil en eller flere konkurser blandt Ford, General Motors og/eller Chrysler jo medfører et stort tab af arbejdspladser i USA. Men hvis der ikke er noget reelt markedsgrundlag for disse bilproducenter, er både den amerikanske stat og verdensmarkedet i det hele taget bedre tjent med, at sådanne urentable virksomheder går konkurs og forsvinder fra markedet.

Det er selvfølgelig hårdt og kynisk at tænke i sådanne baner, men sådan fungerer de frie markedskræfter nu engang.

Der er ingen tvivl om, at multimedieskatten er blevet et yndet hadeobjekt i forbindelse med den nye skattereform og jeg skal da heller ikke undlade, at tilkendegive min store utilfredshed med den nye ekstraskat.

Efter min mening er politikerne helt galt på den, når de ønsker at beskatte højteknologiske værktøjer, som er blevet en helt naturlig del af informationssamfundet.

Groft sagt virker det som om, at de politikere, der ønsker at gennemføre denne helt igennem tåbelig beskatning, åbenbart også må være teknologisk tilbagestående og uvidende om, hvordan en moderne virksomhed tackler begrebet som hjemmearbejdspladser.

Lad mig blot nævne fordelen ved, at medarbejdere i forbindelse med visse former for sygdom eller barns første sygedag alligevel er i stand til at passe deres job, så længe at de har adgang til firmaets netværk. Hertil kommer en ikke ubetragelig fordel ved, at mange medarbejdere undlader at belaste miljøet ved at blive arbejde hjemme fra en eller flere dage om måneden.

I hvert fald lader det til, at disse politikere har problemer med at se de åbenlyse samfunds- og miljømæssige fordele, der er ved at anvende hjemme-pc’er og bredbåndsforbindelser som en del af en moderne arbejdsplads.

I følge en artikel på ComOn.dk mener politisk analytiker Hans Engell dog, at landets nye statsminister, Lars Løkke Rasmussen, næsten bliver nødt til at bøje sig for den massive modstand mod multimedieskatten.

Måske er der håb?

Desuagtet, hvad oppositionen måtte mene i forhold til Anders Foghs Rasmussens udnævnelse af Lars Løkke Rasmussen som Danmarks nye statsminister, vil jeg i hvert fald gerne ønske Lars tillykke med de nye udfordringer.

To journalister fra Berlingske Tidende skrev forleden en artikel med overskriften “10 gode grunde til at Løkke bliver en god statsminister” og jeg må indrømme, at jeg er meget enig artiklens konklusioner. Faktisk tror jeg endda, at Lars Løkke Rasmussen går hen og bliver en rigtig god statsminister.

Han er folkelig, er en fantastisk kommunikator, har en enorm faglig styrke som politiker og så er manden utrolig arbejdsom. Og jeg tror, at lige netop disse kvaliteter vil være med til at gøre en forskel, specielt i disse krisetider.

Om så manden er til et glas velskænket øl engang imellem, kan på ingen måde ændre på min tro på, at vi har fået ny og yderst dygtig og kompetent statsminister i dag.

I dag kiggede jeg på min blogs statistikmodul, hvor jeg blandt andet kan jeg kan se, hvor mange besøgende jeg har på bloggen og hvad besøgende har anvendt som søgeord i eksempelvis Google, hvis de klikker sig hen på et af mine blogindlæg.

Og apropos udnævnelsen af Lars Løkke Rasmussen som landets nye statsminister (og for øvrigt mange gange tillykke med det), kan jeg konstatere, at der i dag er der er større søgning på “statsminister løn” og “statsministerens løn” end nogen andre ord eller sætninger.

Er vi danskere nysgerrige eller hvad?

For et år siden skrev jeg et indlæg om den hollandske politiker Geert Wilders’ og hans efter min mening stadigvæk tomme og unødvendige provokation.

For et år siden skrev jeg et indlæg om, at jeg syntes, det var på tide, at politikerne fik indført et samlet rygeforbud.

I forlængelse af mit indlæg fra i går om en anderledes tilgang til krisen, faldt jeg over endnu et interessant indlæg på Lars Kolinds blog.

Denne gang skriver Lars om mellemperspektivet ved den aktuelle finanskrise og hvad en lokalsamfund kan gøre for at udnytte krisen til at stå endnu stærkere i fremtiden.

Lars’ forslag kræver imidlertid en helt anden form for “selvstyre”, end lokalsamfundene, kommuner, regioner og staten giver mulighed for i dag, men ikke desto mindre er det nogle interesante tanker som han har gjort sig.

Klik her for at læse indlægget om Lars Kolinds bud på, hvordan vi som samfund kan komme stærkere ud af krisen.

Forleden faldt jeg over et efter min mening interessant blogindlæg med overskriften “Hva’ mener du så om rødvinsreformen?”.

Indlægget, der bringes på bloggen “Konversationer“, omhandler den nye skattereform (eller “rødvinsreformen, som visse personer og organisationer har døbt reformen) og den debat, som bliver eller kan blive skabt henover middagsbordene om emnet.

Det er  ganske vist et halvlangt blogindlæg, men det tager nu alligevel ikke mange minutter at læse. Til gengæld kommer man vidt omkring i forhold til diskussionerne om skattereformen og jeg vil faktisk mene, at man kan få sin horisont udvidet lidt. Det gjorde jeg i hvert fald.

I forhold til debatten om skattereformen, er min egen holdning den, at jeg ikke orker at høre mere om misundelse i forhold til lavere skat til højtlønnede. Desværre forsøger Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti at piske en stemning op omkring dette emne. De får det nærmest til at lyde som om, det er snyd og bedrag, at en højtlønnet også er den, der opnår den største skattelettelse.

Men hvorfor skabe misundelse omkring det? Hvis man pr. definition er højtlønnet her i landet, så betaler man qua skattesystemet under alle omstændigheder markant flere skattekroner til velfærdsstaten, end den såkaldt lavtlønnede. Som tallene fra blogindlægget på Konversationer.dk fortæller, skal den lavtlønnede fremover betale maksimalt 32 % i skat, hvorimod den højtlønnede skal betale maksimalt 56 % i skat.

At skattereformen så resulterer i, at den lavtlønnede “kun” får 156 kroner i skattelettelse mod 44.000 kroner til den højtlønnede, er der efter min mening ikke noget mærkeligt i. Den højtlønnede betaler går fra at betale 518.000 kroner i skat til “kun” 474.000 kroner. Den lavtlønnede går fra at betale 16.000 kroner i skat til kun 15.875 kroner. Ergo bidrager den højtlønnede med ikke mindre end 458.125 skattekroner mere til den fælles kasse, end den lavtlønnede gør.

Og hurra det. Det er helt fair i et velfærdssamfund, hvor vi har som princip, at de bredeste skuldre skal bære den største byrde. Men så meget desto mere, er der heller ikke grund til at skabe misundelse over, at den højtlønnede får mest ud af skattereformen.

Den måske lidt overraskende konklusion eller “vinder” i det omtalte blogindlæg, skal jeg ikke afsløre her. Det må du have tilgode ved selv at læse indlægget i sin fulde ordlyd på Konversationer.dk. Det tager som nævnt kun nogle få minutter og hvem ved, måske får du også udvidet din horisont?

I denne tid er det nærmest umuligt at finde en positiv historie i aviserne. Tværtimod er medierne stopfyldt med negative historier om vold, skyderier, nedskæringer, fyringer, faldende huspriser og et ultralavt bilsalg, for blot at nævne nogle eksempler.

Faktisk synes jeg, det er lige før, at man bliver helt deprimeret af at læse avis og nyheder for tiden. Af samme grund har jeg seriøst overvejet at afmelde mit abonnement på Børsen, indtil finanskrisen er ovre. Når man står midt i stormen, har man efter min mening mere brug for positive historier og det er der helt ærligt ikke meget af i Børsen for tiden.

Jeg kunne derfor ikke lade være med at få den tanke, at der må være et marked for en positiv orienteret avis – i hvert fald så længe finanskrisen kradser. Denne avis skulle så udelukkende indeholde positive historier og være med til at sprede glæde og inspiration

Ganske vist er pressens primære rolle, at være kritisk i forhold til magthavere og samfundet generelt set. Samtidigt er der næppe tvivl om, at det er meget svært at tjene penge på avisdrift. Som bekendt brændte islændingene over 700 millioner kroner af på Nyhedsavisen, inden den gik konkurs i september måned sidste år.

Men disse “modsætningsforhold” skal ikke forhindre mig i, at give idéen om den positive avis videre. Og det skal såmænd ikke koste nogen noget, at udnytte denne idé kommercielt set. Tværtimod er der frit slag og jeg kan endda garanterer, at jeg vil være den første til at tegne abonnement på den positive avis, hvis den skulle gå hen og blive en realitet

Det er altså lidt vildt at læse i en artikel i Jyllands-Posten, at Finansministeriet forventer, at der allerede næste år vil være ikke mindre end ca 1,9 millioner danskere på passiv forsørgelse.

Dermed er ca. 35 procent af hele den danske befolkning på passiv forsørgelse. Og hvad værre er, vil dette tal være stigende i mange år fremover.

Man kan undre sig over, hvorfor at politikerne så ikke – når de nu har chancen – får lavet en reel skattereform således, at der kan komme endnu flere i arbejde og bidrage til finansieringen af velfærdssamfundet. Ganske vist vil de foreslåede skatteændringer skabe flere jobs, men slet ikke nok i forhold til de stærkt stigende omkostninger til borgere på passiv forsørgelse.

Skattereformen er derfor vist mere en justering end en reel reform.

Hvornår mon politikerne finder mod til at lave en reel skattereform?

Hvornår mon politikerne tør tænke i, hvad der er godt for hele samfundet over de næste 25-50 år og ikke bare tænke i populisme, misundelse og kortsigtede meningsmålinger?

I dag fik jeg tilsendt et link til et efter min mening glimrende initiativ i form af “sig nej til finanskrisen“.

Det er firmaet Ole Nonbye A/S, der har taget initiativet til denne kampagne. Jeg kan godt have Ole Nonbye A/S mistænkt for at bruge initiativet til at gøre lidt reklame og PR for virksomheden, men det har jeg det helt fint med, hvis vi bare kan få udbredt budskabet om, at vi skal sige nej til hysteriet omkring finanskrisen.

Jeg synes specielt godt om de seks initiativer bag “sig nej til finanskrisen”:

1. Vi klipper kriseartikler ud af aviserne.
2. Det er forbudt at starte et kundemøde med at snakke om finanskrisen.
3. Vi kan gøre mere selv og giver ikke finanskrisen skylden for alt.
4. Der er altid muligheder.
5. Sig nej til finanskrisen, også på Facebook.
6. Gode ideer skal frem i lyset.

Jeg vil hermed gerne videregive opfordringen om, at vi skal sige nej til finanskrisen. Lad os lade være med at hoppe på vognen med hysteri og panik i forbindelse med finanskrisen.

Lad os derimod kæmpe os ud af finanskrisen, blandt andet ved at blive ved med at bruge penge på helt almindelig forbrug. Det vil være med til at holde gang i hjulene og bevare vores arbejdspladser!

Der er næppe tvivl om Barack Obamas fokus lige nu – i hvert fald ikke, hvis man skal tro den Wordle “word cloud”, som er blevet til på basis af de ord, som den amerikanske præsident lagde vægt på i hans tv-tale til det amerikanske folk i nat.

Jeg kunne godt ønske mig, at den danske regering og Folketinget havde samme fokus på at afbøde finanskrisens virkning på den danske beskæftigelse. Det er her og nu, at vi har brug en vækstpakke bestående af markante skattelettelser og en fremskyndelse af offentlige investeringer. Så kan vi nemlig holde gang i hjulene og dermed bevare danske jobs.

I følge en artikel på epn.dk vil 95 procent af befolkningen rent faktisk kunne få noget godt ud af den aktuelle finanskrise.

Jævnfør udtalelser fra privatøkonom hos Nordea, Ann Lehmann Eriksen, “er det trist for de 5 procent af os, der er arbejdsløse eller bliver det. Men for de andre 95 procent giver finanskrisen en masse fordele”.

Som bekendt er skatten blevet laveret for de fleste pr. 1. januar 2009. Benzin og olie er billigere, end det har været i månedsvis (hvilket blandt andet gør det billigere at bruge bilen og opvarme boligen). Renten er utrolig lav og priserne på fødevarer stiger ikke længere – snarere tværtimod. Og skal du købe en bil, er prisen på både en ny og en brugt bil lavere end for et år siden.

Så alt i alt er det på mange måder blevet billigere at være dansker i forhold til samme periode sidste år. Skal vi, der hører til de omtalte 95 % af befolkningen, så ikke bare komme ud over bakkerne og begynde at forbruge os ud af finanskrisen?

Apropos sidste uges diskussion om bankdirektørers lønninger og Helle Thorning-Schmidt heldigvis kuldsejlede forsøg på at sætte et loft på denne “faggruppes” lønninger (hvilket jeg selv kommenterede i et indlæg), faldt jeg over et interessant indlæg på Joachim Sperlings blog på Business.dk.

Han stiller blandt andet spørgsmålet ved, hvorvidt statsministerens løn på 1,2 millioner kroner om året så også er rimelig. Sperling går endda skridtet videre og sætter det op imod en række andre offentlige toplederes lønninger.

Jeg synes, det er ganske interessant læsning, men døm selv ved at klikke her og læs Joachim Sperlings blogindlæg.

Søndagsudgaven af Jyllands-Posten indeholder en interessant artikel om emnet velfærd og offentlig service og de ufattelig mange milliarder, vi bruger på det hvert år.

Selv om regeringen har øget det offentlige forbrug med ikke mindre end 47 milliarder kroner siden 2001, viser en frisk meningsmåling, at 53 procent af befolkningen, at den offentlige service er blevet dårligere siden 2001.

Personligt har jeg det fint med, at der bliver sat spørgsmålstegn ved, om vi bruger de mange milliarder kroner på de rigtige former for velfærd. Det kræver imidlertid, at både politikere og embedsmændene tør prioritere og omfordele blandt andet den såkaldte “sherry-pulje” og ikke bare gøre velfærd til en gavebod for alle. Dem, der virkelig har brug for mere velfærd og bedre offentlige service, bør også få det, men dem, der har “nok”, burde udvise en større grad af mådehold og ikke bare blive ved med at kræve.

Desværre er der meget sandhed i ordsproget om “mere vil have mere”, men det ville klæde de rigtig mange danskere, der egentlig har et ganske godt liv (mig selv inklusive), hvis vi engang imellem stoppede op og blev bedre til at nyde den enorme velfærd, som vi rent faktisk er omgivet af. Det kan godt være, at jeg er naiv, men jeg nægter simpelthen at tro på, at hele 53 procent af danskere reelt set har oplevet en dårligere offentlig service og velfærd, hvis man ser på det med de store briller.

Jeg vil gerne citere lidt fra dagens leder i Jyllands-Posten: “Lad os for en stund prøve at vende det hele på hovedet: Kunne man forestille sig, at de offentligt ansattes organisationer indkaldte til demonstration på Christiansborg Slotsplads for at sige regeringen og Folketinget tak for de ekstra 47 mia. kr., som de har modtaget, mens V og K har haft regeringsmagten? Kunne man forestille sig en parole, som handlede om en dybfølt tak for, at det offentlige brødføder 900.000 ansatte i offentligt regi foruden dagpengemodtagere, kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister, folkepensionister og delvist SU-modtagere?”

Den tidligere socialdemokratiske borgmester i Brøndby, Kjeld Rasmussen, har udtalt om det umulige i at standse væksten i velfærd, at “hvis du først har smidt noget ind til aberne, får du det ikke ud igen”. Det er ganske vist en hård ord, at bruge i forhold til den åbenbart altid aktuelle debat om de mange milliarder vi poster i velfærd og offentlig service, når borgerne åbenbart alligevel ikke kan gøres tilfredse og er umættelige.

Måske er der noget om det?