Idag lever vi livet litt lenger enn igår. Er du sikker på du vet hvor du er på vei? Verden er sydende av liv og likevel en avgrunn av tomhet.

Alt er en prosess. Du står aldri stille. Om livet er en vei så er alt i verden noe du går forbi, eller tar med deg et stykke på veien. Man finner andre mennesker, opplevelser, lykke, og depresjon. Du tar det med deg, og etterlater det på et punkt. På slutten av reisen er vi alle alene. Hva du har gjort i mellomtiden blir hvisket ut i sanden. Livet har aldri sin begynnelse, for tenker man på livet så lever man det samtidig.

Vi kan bruke dagene til å utforske verden, til å oppleve mest mulig, til å leve slik vi ønsker, til å føle sansene ut til det ytterste. Spør deg om det er verdt å ofre noe, eller vinne noe. Spør deg hva du elsker i livet, om du lever det eller om du er på vei dit.

Hvor er du idag, igår og imorgen? Eksisterer imorgen? Har livet eksistert fram til dette punkt?

Hva er verden? Hva er mennesket? Hva vil det sies å være et menneske? Man tolker og fortolker og kommer ingen vei. Hundrevis av maur som leter etter sannhet, men som er fanget i egne nett av fortolkninger. Vi ser verden gjennom innlærte kategorier, og kategoriene i seg selv er historiske produkter av liv som er levd tidligere. Disse liv former livene idag og sannheten idag formes av sannhetene alle tidligere liv har levd.

En sannhet som aldri viskes videre forsvinner, men alle sannheter som leves er produkter av de som tidligere er levd og vi vil kanskje derfor aldri være originale, og aldri miste mye hver gang en sannhet ikke viskes videre og dermed forsvinner i sanden når mennesket som levde den går tom for dager.

Alle er mennesker, alle er individer, men likevel lever ingen uavhengig av hverandre. Du ser det han ser som hun ser som alle har sett før. Tanker er tenkt, glemt, levd, og funnet igjen. Man kan miste ting i sanden, men sanden forsvinner aldri, og dermed vil det man mistet aldri helt forsvinne selv.

Til slutt går man tom for sannhet, går tom for dager. Man blir levende spøkelser som vandrer utover sanden. Mennesket blir selv et glemt objekt i sanden, forsvinner som sannhet, og vil aldri finnes igjen. Likevel forsvinner man aldri, og glemte sår vil rives opp igjen, de samme gledestårene vil igjen gråtes. Du lever siden han lever siden hun lever og man vil aldri helt slutte å leve. Selv om hjertet slutter å slå.

Jeg eksisterer ikke. Tror jeg. Skillene mellom meg og snøfnuggene som sakte flyter forbi hviskes ut, og jeg slutter å være… eller så er jeg mer enn noensinne. Det er når verden oppleves sidelengs at alle sanser øker til en størrelse som dekker verdensrom og som likevel ser hvert minste støvkorn. Jeg puster og jeg er. Jeg lurer på om ordene mine noen gang vil strekke ut om min egen sfære. Jeg lurer på om jeg noen gang vil bli definert som et menneske. Jeg merker at tankene mine er ord, men mer enn ord, og likevel ingenting. Verden er dempet av en parallell verden av hvit intethet, som lukker oss inne. Det fyller meg med varme. Jeg er mer vinter enn menneske. Jeg merker at tårene renner og fyller sansene med vått, salt, og overveldende følelser fra barndommen, da det var greit å gråte, da vinteren var der og jeg var alene i snø med fnuggene og stjernene og lukten av friskhet som bare kommer med isvær. Jeg la meg ned i det hvite og håpet at hvis det ble kaldt nok ville jeg forsvinne sammen med snøen og verden bare ville være tanker. Tanker som er mer enn ord, og hvitt og tårer. Da forsvant skille mellom meg og verden, og alt var godt.

Et angstfylt blikk møter livet
som er forvist

Tilværelsen haster uvitende,
kjølig og overbevist
forbi

Med skjerpede sanser
ser hun dem som glemmer

En annen virkelighet
av skremmende stemmer

Lite visste hun
om livets inderlige
klangbunn

Sakte fordrivelse av angsten
omsider forskjøvet med omsorgsfull makt

En annen slags tilværelse haster
ikke

Jeg har på fornemmelsen, at implementering eller overlevering er en god ledetråd, når man skal knække autenticitetskoden i en markedsføringsstrategi.

Der tales meget om autenticitet på mit studie, og ofte knalder begrebet frem og tilbage mellem bagatellisering og skyhøj hype. I første omgang vil jeg lede efter de rette evangelister/ambassadører til mit budskab/ min idé, inden jeg begynder at eksperimentere med natur-referencer, kropslig involvering eller sanseapparater.

Kæmper med at få forbindelserne i hovedet sat sammen. Der ligger en tung tung dyne over det meste af min tankevirksomhed. Hele baghovedet føles tungt, bedøvet, dynedækket. Søvnig.

Jeg befinder mig lige nu i en nærmest konstant rus af søvnmangel og dynetung langsom tænkning. Tanker kredser om de mest banale konstruktioner i jobbets vågne nattetimer. Tilpasse mig kroppen til nattevågen tilstand og fungere i det.

Lige over den dynetunge tankekraft eller lige under overfladen af. Midt i kroppens ruslignende splittelse mellem de normale rytmer og de nye natteravne rytmer ligger det fast…. længslerne og lysten… trangen til rummet.

Jeg undrer mig søvnigt. Undrer mig over hvor meget det fylder min bevidsthed. Hvor meget han, i rummet, fylder min bevidsthed, min viden om hans lyst, hans sans for uimodståelige lækre detaljer, ord…dryppende saftigt og fyldigt ud.

Undrer mig over hvor bundet og alligevel fuldstændig fri jeg er. Bundet af lysten, af rummet, af legen, af ord der vokser fyldigt op i munden vælder ud og smager af bittersød rummelighed. Undrer mig over min villighed til lægge fra mig, overgive mig til rummets udfoldelser, til nydelsen, til det helt særlige intime begær…den nærhed og tætte kontakt vi opnår. En lyst,en  intimitet, et rum, som er så meget mere end bare…og så ubundet.

Undrer mig over min trang til binde mig frit. Binde mig til det ubundne i rummet, i lysten, i legen, i det ubeskriveligt tæt forbundende inderlige  intime, i os…til ham, der i rummet.

Bindinger af den mest usynlige og uhåndgribelige art. Bindinger af lyst, intimitet, af rummet. Af overgivelsen. Hans. Min.

Bindinger som vokser og fylder, breder sig ud og farver min hverdag, som ligger et lag af lyst, intimitet, sansninger over alt. Bindinger af uudforskede lyster, bindinger af lysten til ham i rummet.

I vågen undrende søvnmangel tænker jeg… Bundet af lysten og usynlige tråde, som tove af lyst, knuder af liderlighed, snærrende bånd af det helt særlige intime. Stramt og med pulserende konstant strammende bindinger… Usynlige bånd kan binde strammere end synlige, usynlige bånd binder i indre…

Undrende bundet af tanker om bindinger, bundet i overgivelse til…bundet af trangen og lysten, bundet i rummets rummelige udvidelser…bundet af og alligevel ubundet bundet i bindende tankekredsløb…af lyst, af den dybe intime nærhed… af trangen til den totale overgivelse.

knuder og bindinger.. usynlige men mærkbare bånd.

LilleQ

Jeg har lavet en “film” via you tubeder viser, hvordan maleriet “TO” udvikler sig til det er færdig:

http://www.larsjakobsen.com/index.html

Århus Stiftstidende beretter om, og viser en række sensationelle farvefoto som er blevet taget i Århus omkring befrielsen i 1945.

Stiften.dk skriver:

I efteråret sidste år blev de fundet i et kamera i et dødsbo i Århus. Og da de blev fremkaldt, gjorde finderne store øjne.

Kameraet tilhørte maskinarbejder Carl Berthelsen, der boede i Langelandsgade 211. I dagene efter befrielsen den 4.-5. maj 1945 gik han rundt i Århus med sit kamera og tog billeder af befrielsesstemningen(…)
I kameraet havde han en farvefilm, og af uransagelige årsager blev filmen ikke fremkaldt.

Jeg er meget imponeret af disse foto, og hvordan man kan mærke stemningen gennem dem.

Glædelig påske !!!

To nye malerier er færdige. – Horisont og sprække af lys. Jeg har haft en mindre pause i maleriet. Det er ikke en bevist pause jeg har holdt, men er det har givet mig masser af inspiration til nye malerer.

Foråret giver i sig selv masser af lys, og man kan næsten reagere som man aldrig har mærket noget ligende når det virkligt slår igennem og at der pludesligt er lyst så lang ud på dagen. På samme måde som foråret har jeg det malerier, hvor er det dog skønt at få inspiration og overskud til at komme igang med at male igen..

Det er to “lysmalerier” som jeg har arbejdet med. Maleriet “horisont” har jeg længe haft i tankerne. Inspirationen er kommet fra solnedgangen. Når vi ser solen og dens skær, bliver horisonten en hel anden. Bygninger, natur bliver en kontrast til lyset som giver et helheds billed af verden. .

Det andet maleri “sprække af lys” er inspirationen kommet fra himmelen, en af de dage hvor solen bryder det hele, efter at have set ud gennem en sprække først.  En dag jeg sad og så på himmelen oplevede jeg dette. Jeg slet ikke i tvivl om det var en gave til et nyt maleri.

Malerier ligger nu på hjemmesiden, hvor også kan se alle mine malerier og priser. Webgallerier – Lars Jakobsen.com har fået helt ny udseende.

Webgalleriet – Lars Jakobsen.com

Å leve NÅ betyr for meg å bruke alle sansene mine hver eneste dag.

Jeg lukter på

- det jeg vil!

- jeg velger bort de luktene jeg ikke vil.. da lukker jeg rett og slett den indre nesa! Kan du det?

Jeg smaker på

- det jeg har lyst på..
god mat, drikke.. noe nytt og spennende…

Jeg hører

- og lytter..
- nyter musikk og vakre dikt

Jeg ser

- lyset!
- følger sola over himmelen
og månens vandring over nattehimmelen..

Jeg føler

- nervene ligger på utsiden av og til..
- kjenner på godt og vått og rått…

Jeg mener jeg har et par til..

- Jeg kjøper en syvende sans,
med den greier jeg å holde orden på alt det jeg ikke bruker de små grå på å huske..

Jeg har en sjette sans..

- den har våknet sakte til live de siste årene.. og det er spennende! )

Akkurat NÅ

skriver jeg disse ordene,

kjenner varmen av laptopen varme hendene

slik de ligger på maskinen

og fingrene finner bokstavene.

Akkurat NÅ

leser jeg ordene

som jeg former i

tankene

og fingrene finner bokstavene

som blir til ord..

Akkurat NÅ

er jeg spent på

en ny start..

Slettet de gamle innleggene

det var i stad,

men nå er NÅ!

Akkurat NÅ

er begynnelsen

på resten av livet mitt

Akkurat NÅ

kan jeg begynne å

gjøre en forandring!

Og jeg TØR!

*smil*!

Nu er mine foto blevet redigeret og lagt i album. Mine foto i albummet har som mine malerier, spiritualitet som et træk gennem dem. Indtil videre har jeg fire album og valg at kalde dem “Close up & special”, “månen”, “himmelys” og “tro & spiritualitet”

Du finder albummet ved at gå til Webalbum – Lars jakobsen

Webgalleriet – Lars Jakobsen.com har nu også en gruppe på facebook. Her vil kommer nyheder om igangværende arbejde. Siden på FB vil også blive opdateret med  foto, digte, aforismer og meget mere. Du kan gå til gruppen – Webgalleriet – Lars Jakobsen på Facebook her og melde dig til..

Der er nogen ting i livet vi ikke er selv er herre over. Vi bliver forelsket på “mærkelige” tidspunkter, og der går et sus gennem os helt uforventet..

En anden ting som kan gøre nogen ved os er dufte, en bestemt sæbe, en perfume, et sted der har en ganske special duft kan gøre noget godt. Dufte kan gøre at vi må handle, det sætter noget i gang i vores sanser..

I dag blev jeg forført da jeg sad på en bænk på strøget. Der satte sig en bag ved mig, og en duft af hotdogs sneg sig ind hos mig. Det er sjældent jeg spiser så fint, men jeg måtte omgående opsøge grilbaren og have en ristet hotdogs med agurkesalt og hele svineriet. Og  hvor var det da godt at blive forført.

Det bliver aldrig det samme at selv lave hotdogs, men hvis der nogen derude som har glemt hvordan man laver dem, ligger der minsanten en opskrift på dem på nettet. 

Velbekomme

   De fleste mennesker er enige om at kunst er god ting, og det er da også noget skønt. Den det den af menneskenes særegenheder jeg nok holder allermest af, vores evne til at skabe en mening af noget meningsløst. Vi har altid ejet denne evne, lige siden vi blev til som Homo Sapiens Sapiens i Østafrika, det vidner talrige fund om, såsom meget gamle fløjter eller hulemalerier. Imidlertid hersker der stor uenighed om hvad kunst egentligt er, der er blevet brugt utallige definitioner igennem tiderne. Her i dette indlæg vil jeg så kommer med min mening om sagen. I er velkomne til at fortælle om jeres i kommentarfeltet.

   Én af det ting der for det meste har været enighed om er at kunstværket, for at leve op til sin status, på en eller anden måde skal være unikt. Det skal være noget man ikke har set før, og hvis man ser det igen så er det plagiat og så er der ikke blevet skabt noget og dermed er det ikke kunst. Der også normalt enighed om at kunst skal være fuldkommen ubrugelig. Den skal bare inspirere, men den må ikke have nogen funktion. Så er vi ovre i brugskunst.

   Disse to kriterier skaber en stor gruppe ting (vil jeg kalde det i mangel af bedre ord), hvoraf der imidlertid kun er en mindre del der rent faktisk er kunst. Min tro er at kunst er noget der skal udfordre et individ på alle planer, og da ethvert menneske består af tre lag, så må kunst skulle udfordre alle disse.

   Vor første del er kroppen. Den er alt det jordlige, den er alt det vi kan sanse, vor fysiske fremtoning og vore jordiske behov. Vores anden del er sjælen, den er vore følelser, den er med andre ord anden etape af de indtryk vi får, vi sanser det først og derefter føler vi et eller andet. Vor tredje og så at sige højeste plan er ånden. Den er vore tanker, vor bevidste bearbejning og den sidste etape for vore indtryk.

   Som sagt består et kunstværk tilsvarende af tre lag, ét for hver af vores. For at udfordre vore sanser skal det være teknisk veludført. Det behøver ikke nødvendigvis at være smukt, det skal understøtte de højere lag bedst muligt på samme tid med at det skal have et vist særpræg og standse tilskuerens blik. Ifølge kunstarten er det meget forskelligt hvilke kriterier man bruger, i dramatik er det scenografien, kvaliteten af skuespillet osv. det kommer an på, imens et maleri skal være malet med en sikker hånd der vidste hvad den gjorde og gerne skal overraske. Det vigtigste er dog at det er en god basis for de højere lag.

   For at udfordre vor sjæl skal det fremprovokere følelser i os. Sammensætningen af alle de sanselige indtryk i vor bevidsthed bør skabe en følelse af noget i os, en følelse der gerne skal vare i længere tid end den hvori vi rent faktisk oplever kunstværket. Det kan begynde med en lille fornemmelse i os og så vokse sig større og større og holde i flere dage eller endda uger. Da jeg læste Maurice Druons Les Rois Maudits (De Usalige Konger) fik jeg f. eks. meget stor medlidenhed med de to unge elskende som skæbnen skånselsløst river fra hinanden, og det var en følelse da varede ved i over en uge.

   Sidst men ikke mindst skal et kunstværk udfordre vor ånd. Det skal give os noget at tænke over. Det skal fuldstændigt uden at vi gør noget plante en tanke i os, som vi så kan gå rundt og grubler over, lade ligge lidt, tage frem igen og måske en dag tænke færdig. Nogle gange kræver dette dog den rette indstilling hos kunstnyderen, man skal, om jeg så at sige, åbne sin sjæl. Da jeg, i den første time på den første skoledag efter sidste års vinterferie, hørte Claude Debussys Clair de Lune (Måneskin) fik det mig f. eks. til at tænke på min families feriested i Finland, om hvor meget jeg elskede at være der, og at det måtte være dejligt at lægge på badebroen deroppe (om sommeren) og samtidig lytte til dette stykke musik badet i måneskin. Såvidt jeg husker har jeg taget denne tanke op i indlægget Min Kristendom. Det behøver ikke på nogen måde være højere tanker, selvom det godt kan være det, for et musikstykke er det at forestille sig en historie nok det mest normale, det skal bare på den ene eller anden vis mærke én.

   Diss tre “lag” i værket bygger meget på hinanden og derfor er det temmelig vigtigt at de alle er til stede, hvis altså det er kunst man ønsker. For illustrere dette kan vi bare tage en skulptur. Kunstneren har ønsket at udtrykke sin glæde ved den kvindelige krop og følelsen af lyst. Hvis nu skulpturen imidlertid ikke ligner noget som helst, så nytter det ikke meget, for man kan ikke nå op til de højere lag. Og hvis den slet ikke inspirerer os nogen følelser, så gider vi ikke engang at tænke på den, men går bare videre til de andre skulpturer på musæet. 

   Imidlertid hænder det ofte at man udelukker en af de tre aspekter fra sit værk, eller at man i hvert fald nedprioriterer det en del, for det meste helt bevidst fordi man ikke ønsker at skabe kunst. Oftest er det tankerne man undlader at appelere til, selvom det også hænder at man udelukker sanserne. Nogle franske forfattere har også en sygelig trang til at skrive meget kedelige ting på et meget fint sprog. Det er da også helt fair nok hvis producerne bag Friends ikke ønsker at appelere til deres seeres tanker eller beder om fantastisk skuespil. Når man kommer hjem fra skolen har man måske heller ikke lige lyst til at skulle reflekterer over hvorvidt Gud er subjektiv eller objektiv. Så er det bare ikke kunst, men underholdning. Dette kaldes underholdning for scenekunstarter og litteratur, dekoration for plastisk kunst og stemningsmusik for musik. Samlet kan man vel kalde det populærkultur.

   Jeg tror at der findes tre niveauer i kulturen (jeg er i det hele taget meget glad for tretrinsstiger, og det sjove er at man meget ofte kan få én tretrinsstige til at passe med en anden), der igen hver især appelerer til de tre forskellige klasser: underklasen, middelklassen og overklassen.

   Det første trin er nok det generelle begreb kultur. Et folks kultur er noget der ligger meget dybt, og måske er det udødeligt. Det er alle de uskrevne regler, alle de gamle historier der blev fortalt foran ildstedet, tøjmoden, sproget, troen, maden osv. Hvis den ikke er udødelig, så lever den i hvert fald længe. Da kristendommen blev indført i Danmark døde den konkrete tro på de gamle guder meget hurtigt, men den tilladte tro på jætterne, på runernes magiske kræft, på glæden ved at lyset vender tilbage, den overlevede længe, til dels lever den stadig. Man kender eksempler helt op i 1800-tallet på folk der klippede nejlene af de afdøde fordi Naglfar, det skib der ville komme sejlende fra Syd ved Ragnarok, skulle bygges af de dødes nejle, og ved at fjerne dem sænkede man verdens ende. Desuden ligger Julen stadig 3 dage efter den korteste dag og den er til dels stadig Lysets Fest. Dette trin henvender sig mest til underklassen, der er den der skaber kulturen og det er ofte den der følger den.

   Det andet trin er populærkulturen, som jeg allerede har beskrevet, og som nok mest interesserer middelklassen, og det tredje trin er kunsten eller finkulturen, hvis målgruppe er overklassen og den intellektuelle elite.

   Nu er det sjove ved stiger at det ene trin bygger på det andet, og hvis man fjerner stigens første trin, så ramler hele lortet, og jeg tror det er her man skal finde grunden til den krise jeg ikke er den eneste der ser i dansk kulturliv. I Danmark er det sådan at man har afskaffet underklassen. Den er næsten væk: “I Danmark har få for meget og færre for lidt”. Den er blevet integreret i middelklassen. Grundlæggende kan man mene at dette er en god ting, det gør jeg dog ikke. Ganske vist har vi nu et samfund med større velstand end før, men til gengæld har den danske kultur ikke længere nogen gruppe at henvende sig til. Alle går rundt og leder hele tiden og spørger “hvad er danskheden?”, det er ikke mærkeligt at der er debat om det, et levende eksemplar skal man lede længe efter. Mange skikker lever ganske rigtigt videre, men de har mistet deres mening. Julen er forbrugerismens sorte messe og sproget ligner engelsk mere og mere (jeg er selv at bebrejde her). Jeg tror også det er derfor DF er så populært, de kan bilde folk ind at de er danskheden. Problemet er bare at alle de andre lag af kulturlivet bør bygge på denne grundlæggende kultur, og når nu den er væk (eller forhåbenligt ligger i dyb søvn), så mister alt det andet lidt sin mening. Der kan stadig være tale om kunst, men hvis man spørger om det er dansk kunst, så er det straks lidt sværere at svare på.

   Dermed er den lille parentes om dansk kultur lukket. Nu er jeg i hvert fald kommet med mit bud på hvad kunst er. Det er det der udfordrer os på alle planer, det der er unikt og det der komplet ubrugeligt. For at vide hvor god kunst noget er, må man imidlertid se på hvor godt det gør det, men det er en anden sag.

Jeg har for en million år siden (eller sådan føles det) skrevet en artikel til Designværkstedet omkring Scratch. Det nemme programmeringsprogram fra MIT. Læs artiklen her

Jeg havde ikke set den var blevet lagt online men det blev den i juni. Det er en ret god artikel (syntes jeg selv) om hvor nemt det er at komme i gang med at kradse hvor det klør, læs: at få stillet sin nysgerrighed mht. programmering.
Nu glæder jeg mig til at få Scratch installeret på min papsøns computer så han kan komme igang.. Vær iøvrigt ikke bange for at lade jeres børn prøve. Det kan på ingen måde ødelægge jeres computer derhjemme og det er super kreativt. Ligesom at bygge med legoklodser.

Det skal være sjovt at gå på arbejde

Det siges, at nogle unge ser jobbet som et eventyr. Et modtræk til arbejdslivets trummerum, sådan som deres forældre og ikke mindst bedsteforældre oplevede det.

Og hvad gør man så som arbejdsgiver for at imødekomme sådanne ønsker? Nogle mulige svar kan man finde indenfor tendenser, som viser sig indenfor de unges kulturforbrug; en undersøgelse foretaget af Next Generation Consulting i Wisconsin, USA viser, at unge ønsker sig en aktiv rolle i forbindelse med brug af kulturtilbud. Desuden forventer de at blive præsenteret for oplevelser, der skaber læring, kontakt og  brug af sanserne.

En anden inspirationskilde fandt jeg indenfor marketing; de unge vil deltage i diverse markedsføringstiltag. Derfor begynder flere og flere virksomheder at tænke i nye kontaktformer som “Tryverstising” og ”Tribal Marketing”.

Vil man som arbejdsgiver have fat i de unge som arbejdskraft, mener jeg på baggrund af ovenstående, at man må ty til oplevelsesledelse. Følgende elementer inkluderer alle stærke elementer af dette ledelsesfokus:

• Rekruttering
  • Tal til de unges følelser
  • Skab rammer for, at de unge kan skabe sociale kontakter – i den fysiske såvel som den virtuelle verden
  • Giv de unge mulighed for at prøve jobbet (eller elementer af det) af
• Fastholdelse
  • Skab mulighed for vedvarende læring
  • Skab motivation gennem forskelligartede belønningsformer

MEN – og men’er er der jo altid et par af … Husk at stadigt flere ser jobbet som en økonomisk  sikkerhed slev om de gerne vil have et sjovt, spændende og velbetalte job. Hvorfor? Ifølge en artikel i Tidsskrift for arbejdsliv skyldes det blandt andet, at de fleste unge faktisk er bange for at falde igennem, hvis de  prøver kræfter med eksempelvis kreative fag. Og undersøgelsen underbygges af 5-6 interviews, jeg forleden læste i en af gratisaviserne.