…og verdens internettgründere jubler! Selvmordet til Murdoch stenger jo ikke internett på noen måte, slik Dagbladet skriver – og det gjør ei heller at Dagbladet nå tar penger for at folk skal kunne kommentere artiklene deres. Vi jubler for dette, fordi det åpner for konkurranse – i alle fall så lenge internett i praksis er fritt.

Denne mannen vil lukke det åpne internettet, skriver Dagbladet – som selv tar betalt for at folk skal kunne kommentere i avisen. Gidder jeg å betale for å ytre min mening, kanskje? Ser det slik ut? Gjør jeg det nå? Selvfølgelig ikke. Jeg bruker en alternativ kanal for å ytre min mening, og som konsekvens har jeg nesten sluttet å lese Dagbladet.no da det ikke er så interessant lenger uten å kunne kommentere direkte. Åpenbart leser jeg fortsatt Dagbladet, men jeg er jo veldig takknemlig for at Dagbladet nå har utvidet min horisont. Det er jo tross alt så mye annet bra der ute, dermed trenger jeg ikke bruke tiden på gamle utdøende reptiler.

Det same gjelder selvsagt Rupert Murdoch. Han ønsker å gjøre alle hans nettpublikasjoner til betalte tjenester, ikke ulikt Dagbladets sjakktrekk med å gjøre kommentering til en betalt tjeneste. (Faen, det er jo jeg som gjør dem en tjeneste når jeg kommenterer dritten deres!) I tillegg ønsker han å gjøre tjenestene usynlig fra Google…

Så, hva skjer da, egentlig. Åpenbart kommer Murdoch fortsatt til å tjene penger. Det er nok av folk som fortsatt er interessert i å bruke penger på hans tjenester, akkurat som det fortsatt finnes nok av folk som lar seg lure til å betale for å kommentere på Dagbaldet.

Alle vi andre, vi finner alternativer, vi. Sannsynligvis kommer det kjapt tjenester på banen som tar over tomrommet fra Murdoch og andre nyhetsleverandører. Dette skaper bare muligheter for folk som har lyst å komme på banen – kanskje folk som DEG!

Verden er herlig, dere!

Har nu siddet og lytted til den nye gruppe dannet af suspekt+L.O.C kaldet selvmord og album kaldet selvmord. Mange har nok allerede hørt deres debut nummer Råbe under vand hvilket er et fremragende nummer fra dem. På selve albummet befinder sig en god dyster stemning med mange følelser som vi alle kan nikke genkendende til. Lyt også til numret Selvmord på albummet “har du det ligesom mig” ohhh jaaa

Jeg skal til Selvmord Release koncert i Imperial i dag og jeg glæder mig så meget! Desværre er jeg ikke helt rask, så jeg har pakket tasken med næsespray, lommetørklæder og halspastiller, for det her vil jeg bare ikke gå glip af!

Rune har lavet en bootleg udgave af Selvmords Råbe under vand, og må indrømme at han er sluppet yderst godt fra det! Generelt synes jeg at det er meget få numre, som er super fede i forvejen, som dj’s formår ikke at ødelægge. Jeg synes Rune er sluppet godt fra det med Råbe under vand. Personligt er jo dog mere til original udgaven, men for hver gang jeg hører bootleg udgaven, synes jeg den bliver bedre – så hvem ved? Kan være det ændre sig.

Remixet har Rune selv lagt op flere steder, til fri download her: speedyshare.com/441515805.html

Desuden findes en anden udgave fra Rune’s show i the voice som er blevet uploadet på youtube(så kan du høre det, hvis du ikke gider at downloade det):

Så kom der endnu en skøn sang fra Selvmord! Smiler alligevel, optager direkte fra studiet:

Enjoy

1. Seksualitet og begær + min egen homoseksualitet.

2. Mine tanker om og angst for døden.

3. Forholdet mellem min mor og far, som jeg tror efterhånden er drænet for følelser, lidenskab, forelskelse og kærlighed (jeg vil betragte dem, søge at forstå dem, og jeg vil finde ud af, hvad der får dem til at blive sammen. I skrivende stund aner jeg det ikke).

4. Lone Hørslevs udtalelser om ensomhed + ikke at kunne formulere sig mundtligt men kun på skrift + mine egne refleksioner omkring det.

5. Min inderlige fascination af (og identifikation med) Susan Sontag + min sorg over, hun ikke lever.

6. Mine tanker omkring spiseforstyrrelser.

7. Mine tanker omkring selvmord.

8. Mine tanker omkring forelskelse.

8. Denne splittelse – eller… disharmoni i dét menneske, jeg fremstår som i praksis (ude i “virkeligheden” og blandt andre mennesker), dét menneske jeg selv opfatter mig som, og dét menneske, jeg helt oprigtigt er.

Jeg har så meget at sige. Og så kan man spørge:  “Hvorfor GØR du det så ikke?”, og hvor er det et godt spørgsmål. Jeg tror ikke, jeg er i stand til det lige nu. Jeg ved ikke, hvorfra jeg skal begynde, eller hvordan det skal endes. Goddamn.

død dagbog egoisme

eksistens

ensomhed facade fascination

filosofi fotografier

haruki murakami forfattere 

identitet kærlighed

kultur kunst lyrik musik nina johanne

passion poesi politik susan sontag SUF

savn selvmord sind litteratur

udmattelse undskyld univers

… Jeg begyndte helt at tvivle på, om der overhovedet var nogen, der læste min blog. Eller om det bare var for min egen fornøjelses skyld. Det kan nemt komme til at føles som en monoton monolog, synes jeg. Men her den anden dag fandt jeg ud af, at man via nogle statistikker faktisk kan se, hvor mange besøg der kommer på ens blog. Fra de sidste dage: Jeg gik fra 26 besøg den ene dag, 92 den anden, så 304 og i dag 377. Tre hundrede og syv og halvfjerds. Jer der læser den – for der MÅ jo være nogen out there then – jeg er meget taknemmelig og beæret over, I gider. Deeply.

En spalte i Dagbladet om selvmordene i det franske teleselskapet France Telecom

I fredags var der release på Selvmord’s musik officielle musikvideo til Råbe under vand. MTV havde fået lov til at have “eklusiv premiere” på video weekenden over, men igår aftes kom videoen så også på youtube:

De holder desuden release koncert på deres album d. 12 novmeber (albummet udkommer d. 16.) se mere om koncerten her: http://www.beatbox.nu/selvmord/

Hvis bar du så var i armene på en anden

for det her kan ikke vendes

det bliver ikke godt igen

men det ikke lettere for mig

det er som at råbe under vand

du er kun en meter for mig

men vi kan ikke nå hinanden

Det er det sidste vi har at holde fast ved

det er som at råbe under vand

Kan ikke synke for klumpen i halsen

det er som at råbe under vand

fin på facaden men ødelagt bagved

det er som at råbe under vand

kan ikke få mig til at sige

vi to ikke skal være os for altid

det er som at råbe under vand

Set mere end 30.000 gange, og en del af dem vil jeg gerne tage æren for!

I nat blev Liam’s nye projekt offentliggjort på hans blog liamoconnor.dk

Han er blevet en del af en ny gruppe ved navn Selvmord, og deres første single kan man allerede finde på Youtube, og bliver releaset på mandag. Hele deres album udkommer i slutningen af november.

Bandet består af Rune Rask(Suspekt), Andreas Duelund(Bai-D – suspekt), Jonas Vestergaard(Prinz John – Lounge Lizzards), Emil Simonsen(Orgie-e – suspekt) og så selvfølgelig Liam.

Kan faktisk godt li deres single – Råbe under vand, de minder en smule om Nephew synes jeg:)

Hør Råbe Under Vand her:

og læs mere om Selvmord på selvmord.nu -En mands selvmord starter det øjeblikket han bliver forelsket i en pige.

ALTSÅ. når jeg tænker, "jeg aldrig kunne finde på at begå selvmord", "jeg fatter ikke, nogen kan have det så dårligt" og at "jeg simpelthen elsker livet for meget til overhovedet at komme i den situation at overveje at slå mig selv ihjel" … så er det sgu da ikke en cadeau til mig selv og et klap på skulderen for at være lykkelig og "livsnyder". demonstrerer det ikke bare en total mangel på (vilje til) forståelse, mangel på indsigt?
jeg får en kvalm smag i munden over mig selv – over at kunne være så skråsikker på, at "jég i hvert fald ALDRIG kunne finde på sådan noget". måske passer det ikke, måske er jeg for hård ved mig selv – men jeg føler, jeg – ved så konsekvent at have tænkt sådan – stigmatiserer dem, stempler dem med et glødende brændemærke, som man stempler en flok beskidte køer. jeg distancerer mig, tager afstand fra det, fordi det er fremmed for mig, uhåndterligt og ubegribeligt, og fordi jeg er en kryster.
jeg forventer og forlanger ikke af mig selv, at jeg skal kunne følge (!!) et menneskes trang til selvmord, men … jeg må da forhelved (forsøge at) FATTE, at der huserer onder i denne verden, som tyranniserer menneskes liv; onder som flænser menneskes psyke og flår sjælene til blods; og dét i en sådan grad, at det kan dræbe os.
selvmord overgår min fatteevne. men dérfor giver det mig også trangen – behovet – til at vide … nej, ikke vide (for hvad ér der at vide og hvornår ved man?) – … forstå, SÆTTE MIG IND I, hvad disse mennesker tænker og føler; hvilken uudtømmelig sorg og frygt, usynlig for mig, der knuger deres bryst; hvilken uudholdelig smerte, der ligger tungt begravet i sjæl og krop – som en kødædende plante, der æder dem indefra …

Nu gik det jo lige så godt. To noveller færdiggjort, og så løb inspirationen ud. Et kort øjeblik troede jeg faktisk at min kreativitet ikke længere var lagt i lænker, men atter kunne få frit løb. To færdiggjorte noveller på to måneder! Det er bare ikke fair.

Jeg er så småt begyndt at overveje, hvorvidt min nuværende skrivestil slet ikke passer til min kreativitet - der øjensynligt lever sit helt eget liv, og kun virker på de mest ubelejlige tidspunkter – og om man burde lægge stilen om.

Min kreativitet virker åbenbart udelukkende spontant og inden for et vis tidsrum. “Kattene” blev til i løbet af en aften fordi noget – en Lovecraft novelle, et billede, en lyd – i et kort sekund triggede den og tillod mig at skrive en historie på blot en time til halvanden – hvilket heldigvis var nok til at færdiggøre novellen – for derefter fuldstændigt at forsvinde igen. Men det er ikke blot de kreative input der forsvinder det er selve motivationen og lysten til at færdiggøre værket der forsvinder, og til dags dato har jeg endnu ikke oplevet at lysten til at færdiggøre en tidligere skrivelse er vendt tilbage igen, så min computer er fyldt med halve og kvarte fortællinger som givetvis aldrig bliver færdigjort – nogensinde. Litterært selvmord og en hån mod kunsten. Intet mere. Intet mindre.

I løpet av de siste timene og dagene har jeg lest Barack Obamas Å leve en drøm. Tankene mine er ganske så kaotiske, men jeg har lyst til å forsøke å formulere de spørsmålene jeg blir sittende igjen med.

De handler lite om Obama, men mye om det som er det gjennomgående temaet i boka hans – de sorte amerikanernes syn på seg selv og på hvite. Det gjennomsyrer alt. Obamas tanker om seg selv, det han sloss med, det han sloss mot, det han underkaster seg i denne boka som er nærmere en dannelsesroman en noe annet jeg har lest på lenge. Det gjennomsyrer det lille han skriver om samfunnsspørsmål, og det er det temaet som opptar de fleste av de andre personene som får sin stemme i boka.

Temaet gjentas nærmest til det kjedsommelige, og det overrasket meg, fordi jeg ikke var forberedt på at det skulle ta en så stor plass. Men det er tydelig at dette må ha vært et av de mest sentrale temaene for Obama fra tidlig ungdom til han skrev boka som 33-åring.

Og det er spennende. Ikke fordi de svartes historie i USA er så unik, men fordi Obama ser ut til å trekke de samme slutningene jeg gjør meg etter å ha lest boka, at å skape sin identitet som svart – i motsetning til hvit er en slags flukt fra seg selv. At man ikke er i stand til å oppfatte seg selv så lenge man ser på seg selv i motsetning til en rådende kultur.

Man har noen å skylde på. Alltid.

Hva med oss som er øverst på ”stigen” hvem skylder vi på? Vi kan skylde på de under oss. Enten det nordlendinger eller hedmarkinger, slik man gjorde i Oslo på 50- og 60-tallet, eller fra 70-tallet forskjellige grupper innvandrere.

I sommer møtte jeg noen som hadde jobbet mye med lærerspørsmål i Nepal. Det var det samme der. Hvem var skyld i at man ikke nådde de målene man hadde satt seg? De nederst på rangstigen.

Men også vi sparker oppover (”Det er politikernes feil.”) som de svarte også sparker nedover (”Det er de derre niggerne. For de der, de er virkelig niggere.”)

Denne typen tenkning blir gjentatt gjennom hele boka. Man blir ganske matt etter nærmere 400 sider. Det er som om det bankes igjen gang på gang: ”Slik tenker faktisk mennesker”.

Og ja, jeg tror det er sant. Slik tenker vi. Slik reagerer vi. Slik er magefølelsen vår. Innefor sosialpsykologien snakker man om to måter å forklare ting som skjer en: Enten forklarer en det med hvordan man selv er, eller med ytre omstendigheter og andres handlinger.

Innenfor kristendommen ser man på det å gi andre skylda for den ulykken som måtte ramme en (men som man selv i bunn og grunn er ansvarlig for) som selveste ursynden. En tolkning av det som skjedde da mennesket ble kastet ut av paradis var ikke at Eva tok eplet fra kunnskapens tre, men at både hun og mannen forsøkte å gi skylda på andre for det de selv gjorde.

Så når Obama beskriver de sorte i USA som en gruppe som tenker på sine egne problemer som noe som kommer av deres stilling i samfunnet, og lar dette lamme seg, så er de i alle fall i gått selskap.

Med alle oss andre.

Eller?

Hva er det vi har sett i siste 10-20-30 årene? At flere og flere unge tar livet av seg.

I Norge, og i enkelte andre land, land hvor man i langt større grad er friere, har færre problemer og langt bedre levevilkår enn i de fleste andre samfunn.

Ja, man kan se på hver enkelts livshistorie, og finne at traumene, vanskelighetene og de særdeles vonde hendelsene som lå forut for selvmordet gjorde livet uutholdelig vondt.

Men vondere enn tilsvarende historier fra andre land?

Nei. Annerledes på mange måter, men historiene kunne like gjerne vært utspilt i helt andre sammenhenger, men uten at man gikk til den ytterligheten å drepe seg selv.

Og i det puslespillet av spørsmål som vi må ha for å forsøke å forstå hvorfor dette skjer ble jeg sittende og lure på om dette var en av brikkene.

At man ikke har noen å skylde på.

I et fritt land. I et land der det er umulig å få øye på strukturen som man kan si undertrykker. Der man heller ikke har noen å skylde på nedover. Da blir man bare stående igjen med seg selv.

Og slik sinnet til de svarte i USA retter seg mot de hvite, slik sinnet i Nepal retter seg mot de kastløse, så må mitt sinne rette seg mot… meg selv.

Det blir uutholdelig.

Jeg skriver stadig vekk meldinger til Krigere’n som jeg ikke sender. Det er flere grunner til dette.

Jeg vil ikke at han skal vite at jeg savner ham. (Hovmod).

Jeg vil ikke at han skal vite om mine selvmordstanker. Han kan ikke få vite at han er hele mitt livsgrunnlag. Eller føle at han må styrte inn døra for å sjekke at jeg er i live. Jeg er ikke lenger hans ansvar. Dessuten vil jeg at han skal føle seg hjelpesløs og skyldig, hvis jeg velger den retningen. (Vrede).

Mine tanker er mine. Jeg deler de riktignok med en liten gruppe mennesker som klikker seg inn på denne bloggen, men ingen vet hvem jeg er. (Griskhet).

De siste to årene har jeg vært en passiv tilskuer til eget liv (Latskap), men det kan bli bedre. Som en motpol til livsterminering vil jeg at min suksess og rehabilitering skal falle som en granat i skallen hans. Han skal ikke få innblikk i min progresjon. (Hovmod og griskhet igjen).

Jeg vil heller ikke at han skal vite hvor høyt jeg fortsatt elsker ham. Å miste ham ommøblerte hele solsystemet mitt. Ingenting stemmer lenger og savnet etter å kjenne ham nær meg er altoppslukende. (Begjær).

Jeg unngår å sende fyllemeldinger, selv om mange av de jeg legger ut har blitt skrevet i fylla. Jeg har drukket mer eller mindre i ett siden han gikk (Fråtseri). Jeg vet det er usunt. Og jeg vet det er hel gal fremgangsmåte, men ikke bruk unødvendig energi på å fortelle meg hvordan jeg burde takle dommedag.

Når det gjelder Suppa MedHåri, vil jeg ikke at han skal vite hvor inderlig jeg hater henne, og hvor sint jeg er fordi hun nå har det som en gang var mitt. (Misunnelse og vrede igjen).

Men spør du Henrik Ibsen er “Den store, nådeløse synd – det er å myrde kjærlighetslivet i et menneske”. Så uansett hvor mange dødssynder jeg bryter i sorgens tåkebank. Er Suppa MedHåri den største synderen. Og Kriger’n likeså fordi han valgte henne.

Denne posten vil jeg nok oppdatere innimellom. Mao hver gang jeg skriver en melding jeg ikke sender, men allikevel ikke klarer å gi helt slipp på.

Here we go!

1. jeg har gått meg bort. For mange av mine avgjørelser har vært for å tilfredsstille deg. Ikke at det gjorde deg mer hengiven. Jeg står ved korsveien og av de mange retningene jeg kan ta, finnes det egentlig bare to mulige. Døden og livet som gemen. Jeg har mistet min sjanse til å bli noe stort. Jeg er for gammel til å bli kunstner. Det er min egen feil. Jeg har ikke skapt noe på mange år. Min tid er forbi. Så fortsetter jeg nå, ender jeg i beste fall opp som en intelligent manns skulderglitter. Og det er mange variabler som skal klaffe før dét er mulig. Det mest sannsynlige utfallet er et liv som middelmådig. Med relativt lav inntekt og et moderat antall venner. Et liv blant aristokrater er ikke lenger oppnåelig. Og kanskje et menneske som er så opptatt av å bli godtatt av overklassen ikke fortjener å leve? Så der har vi den andre retningen. Umiddelbar oppløsning.

2. Jeg savner deg. Så mye mer enn jeg kunne forestille meg. Ensomheten er uutholdelig. Den ligger så tungt i lufta at jeg sliter med å puste. Jeg trenger en som vil holde meg. Trøste, vise ømhet og omsorg. Jeg har ingen slike i mitt liv. Mutter og Fatter er forpliktet som foreldre til å gi ubetinget kjærlighet. Men du vet like godt som meg at det ikke finnes nærhet i min familie. Ingen kroppskontakt og ingen følelsesutbrudd. Du var den jeg kunne støtte meg til. Den som alltid skulle være der. Uten deg er jeg ingenting. Mindre enn ingenting. Ikke elsket av noen, men aller minst av meg selv. Nå som du er i Suppa Medhåri sine armer kjenner jeg på et svik som jeg tror jeg aldri vil komme over. Mine tillitsproblemer har ekspandert langt utover det som allerede var der i forbindelse med sosialangsten. Jeg vet jeg burde snakke med noen. Men du var den eneste jeg stolte på. Den tiden er forbi. Hadde du bedt om en ny sjanse nå vet jeg ikke om jeg hadde kunnet gitt deg det. Trygghet, stabilitet og udødelig kjærlighet var fundamentet for vårt forhold. Og alt det er borte nå. Men kanskje var det bare jeg som så på forholdet vårt slik. Kanskje var planen aldri å slå seg til ro med meg. Jeg ble født til ensomhet og hver dag er ett skritt nærmere lidelsens slutt.

3. Jeg hater deg. Jeg hater deg mer enn jeg noensinne har elsket deg. Det ville vært meg en glede å systematisk fjerne organene dine, mens du hylte i angst og pinsel. Men da slipper du for lett unna. Torturen bør vare så lenge jeg gidder å holde deg i live. Suppa MedHåri er jeg for utålmodig til å ta livet av, så henne skulle jeg nok blitt ferdig med i løpet av et par uker. Jeg skulle gravd ut øyeeplene hennes med skje, trukket negler og tenner og jeg skulle latt henne trygle om å få slippe før jeg fora henne godt og begravde henne levende. Jeg vet hvordan du alltid har likt “Seven”. Hvor fint hadde det vel ikke vært å leie et lager, kneble deg til ett underlag, gi deg næring intravenøst og la deg ligge å råtne i din egen avføring i årevis. Men først skulle du få gjennomgå samme behandlingen som Suppa. Deg gidder jeg ikke begrave levende. Da hadde du visst at slutten nærmet seg og det ville vært en lettelse og mot sin hensikt. Så jeg tror jeg bare skulle latt deg forvitre. Jepp. Dette er en god plan! Gled deg fuckface!

4. Jeg har hele tiden tenkt på Suppa MedHåri som noe midlertidig. En fase du har måttet gjennom. Din rebound. Men jeg ser hvor forsiktig dere går frem. For å bevare de følelsene som har blitt brygget over år. Jeg ser hvor varsomt du behandler dette nye. Så det skal vare evig. Jeg har tenkt at musikk og film-interessegapet mellom dere burde bli et fornøyelsesproblem med tiden. Men kanskje ikke. Selv om vi har super kompatibilitet på Last.fm, har musikk som fellestrekk blitt mindre viktig med åra. Jeg tenkte også at kulturforskjellen ville bli for stor. Men du har jo alltid villet til Afrika. Nå har du sjansen. At hun er bimbo og “mindre reflektert” trenger jo heller ikke være et tilbakeslag. Bedre med enkel, blid dame enn (relativt) klok, deprimert dame. At hun foretrekker Onkel Donald fremfor intime brune puber, ser jeg lett for meg at du kan venne deg til. Du har jo egentlig alltid tilhørt kretsen omkring snobbene og hvermansen. Til tross for innslag av kunstnere og musikere etter vi møttes. Fordelen med dette er at vi vil frekventere i totalt forskjellig miljø, og hvis jeg er heldig treffer jeg deg aldri igjen. Kanskje var det slik det alltid skulle være. Vårt forhold var en blindgate. En feilkjøring. En syv år lang omvei.

5. Hvem faen er du? Jævla sellout! Dette har vi diskutert så mange ganger. Hva som er viktig i et forhold. Har du vært enig med meg for at sosialantropologen, popgutten og den overfladiske gubbejævelen i deg skulle forbli usynlig? Jeg begynner å lure på om du i det hele tatt liker rock. Kanskje har den r’n'b-dissinga bare vært et skalkeskjul. Du har stjålet så mye mer enn fremtiden min fra meg. Du har gjort de siste syv årene meningsløse. Du har blitt ett av disse individene vi har gjort narr av. Helvete! Det holdt ikke å finne deg en blåst bimbo. Hun måtte være min rake motsetning på alle tenkelige måter. Jævla drittsekk! Er du klar over hvor verdiløs jeg føler meg nå?

Du læste helt rigtigt. Jeg vil forsøge at gøre noget, som muligvis vil kunne ende med selvmord for min computer.

Jeg vil have min gamle server tilbage, og jeg kan kun komme op med en måde at gøre det på.

Egentlig kan jeg vente, men jeg vil have hurtige resultater, så derfor vil jeg forsøge at gøre dette. Selvom det måske er enden for min computers liv og endda også enden for min server.

Så bed for mig! Og lad os alle håbe, at jeg vil komme sikkert i havn!

Jeg sjekket etter puls på en død mann i går kveld. Det var ingen. Det var blod, halvåpne øyne, ben og armer i unaturlige vinkler. Og stillhet. Så sirener. Så stemmer. Så kvalme.

Så var det over på utsiden. På innsiden ser jeg bildet om igjen og om igjen. Et bilde som er så selvforklarende. Allikevel var alt så vanskelig å forstå. Det tok så lang tid før jeg i det hele tatt tenkte tanken. Han kan være død. Han er død.

Hadde vi ikke brukt de fem minuttene til å hoppe på stenene i går… Hadde vi ikke slått hjul selv om vi ikke kan det, eller stoppet opp og sett på dem som bygget sin egen båt… Hadde jeg da skrevet “Vi så en mann hoppe i døden i går.” ?

Vi vet ikke hvem du er. Vi kjenner deg ikke. Men jeg kjenner veldig mye nå. Selv om jeg ikke kjente noe da. Heller ikke puls.

Over 500 personer tar selvmord i Norge årlig. 870 000 i verden. 1 har gitt tallene et ansikt.

http://www.p4.no/story.aspx?id=316970