From Asni, we could see the Toubkal – the highest point of  Magreb – 4167m. At the Medical Center, we were very warmly welcomed.

When it was about the time to leave, a calm dens rain started. Jean Jacques (my friend) and Najda (our Moroccan friend) decided that we should take another road fort the return to Marrakech, passing by the Plateau de Kik, so I would admire the splendid mountain landscape. Well, the next 20 minutes were a true torture for me. The calm dens rain transformed in a violent rain mixed with sleet, and as we were driving on a mountain road- scary. We were at 1300-1400m  altitude, sometimes I got the impression that the sky would fall over us. Every cell of my body was in fear, I wasn’t able even to take pictures, couldn’t move. If you know the “route Napoleon”  from Sisteron to Nice – it’s twice worst!

Closer to Marrakech, the sky got clearer an the sun appeared. It felt like the nature did a bad joke: the storm, the rain, the fear and the danger – all were the past. The only thing that will count tomorrow is that today we did a good thing!

press on the photo to open the gallery.

While I was in France I decided to take the Route Napoleon over the Alps and stopped to spend a night in one of the few towns that I met on the way – Sisteron. It was quite difficult to find a hotel here. Everything was closed and when I asked people passing by about a place to stay I didn’t receive any inspiring answer. We left our car and walked through the town. On some significant square we’ve finally found a hotel that was open. There were few guests and we were immediately offered a nice suite with the view of one more landmark of Sisteron – Citadel .

Citadel is also situated on the hill. And from it’s height there is a great view of the surroundings. I was imagining how the citizens of Sisteron were watching Napoleon and his at that time only 700 soldiers marching through the valley and how easy it could be to stop them. But the locals decided to let Napoleon go and gather his big army that was later defeated at Waterloo.

Sisteron is really unique and beautiful city. But in spite of all it’s beauty and interesting history there are very few tourists. I think that’s because it’s pretty difficult to get here: the road that leads here goes through the mountains and it quite empty without any significant cities nearby. The closest ones are Marseille and Grenoble and they are ~150km away. But for me unique cityscape and rich history of this town is definitively worth the time.

From the gallery: beautiful photos of cities in France

Ved briefingen var instruktørene og både de franske og tyske metorologer enddog meget optimistiske med forventninger om Cu’er i op til 3.800m med både 2 og 3m/s.

Således optændt at den hellige ild var Stig og jeg linet op og klare til afgang blandt de første kl 12:15.

Efter et slæb ud til Gache hvor der var fint løft i den svage NV strømning af luft til 1.500m gik det hele ligesom lidt ned i omdrejninger og vi kæmpede os fra bjergkarm til bjergkam mod øst og de høje alper. Stig og jeg trøstede hinanden med, at det jo også var ret tidligt på dagen. Efterhånden var nogen af tyskerne og schweizerne da også ved at poppe op over bjergkarmene bag ved os og det begyndte at ligne sig selv med gode stigværdier og højder i nærheden af de 2.200m.

Jeg gled derfor uden betænkning fra Gautiere i 2.200m de 21km mod det store forbjerg Dormillouse hvor jeg måtte konstatere, at der intet hændte. Mod NØ stod forbjerget Morgon og lokkede med sine stejle varme sider og jeg fortsatte derfor de 6km derover – det skulle nok gå.

Men nej, Morgon virkede ikke og jeg begyndte at tabe højde stille og roligt. Jeg konturerede fra forbjerget og langt ind i Barcolonette dalen medens der nu løb meldinger ind fra de mange andre i området om problemer. Folk faldt åbenbart ud af himmelen og søgte tilbage til Sisteron.

Stig var i mellemtiden længere mod syd kommet til bjergkæden Blanche som ender i forbjerget Dormillouse og kunne melde om god ankomst dér i 2.400m og sågår efterfølgende bølge til 3.400m.

I modsætning til igår havde jeg det fint varmt og var nu nede i 1.400m og begyndte nu at forberede mig på en mulige udelanding. Dér hvor jeg lå havde jeg højde nok til at nå to udelandingspladser og der var desuden ok arealer mod vest på syd-vest siden af Serre Poncon søen men ingen var særligt indbydende. Én bestod af grus og skærver og den anden var en fin asfalt bane inde i selve Barcolonette – og markerne mod syd skulle nok vælges med omhu. Én ting var helt sikkert – jeg ville ikke sætte turboen ud før jeg lå i sikker højde over disse pladser. Det kunne jo være den ikke startede eller det der var være – ikke startede og ikke kunne indfældes igen – og så ville det gå rask nedaf.

Jeg opgav til sidst at finde det klassiske løft de 20-40m fra klipperne. Men jeg havde jo i min søgen fundet lokalt stig her og dér, så med klagetonerne fra mine kollegaer i radioen resignerede jeg og accepterede den elendige termik der stod lidt ude fra bjerget. Det blev til mange omgange hvor jeg både tabt og vandt medens jeg fik set rigeligt af skrå marker, røgfarvede barske rå klipper, vinbønder i traktorer, fåreflokke, sejlivet vegetation, forpinte træer og en enkelt brun ged der stod og gloede.

Gang på gang måtte jeg kontrollere computeren om den var enig i udelandingsmulighederne og forventede ankomsthøjder kryddert med mit eget fradrag for sikkerhed. Det var tæt på min egen grænse men efter næsten én time begyndte jeg endeligt at få højde på til 1.600m. Med de yderligere 200m besluttede jeg mig for at bevæge mig tættere på “grus-og-skærve” udelandingspladsen og lidt tættere på en uendelig grå stejl ravine hvor der altså måtte være noget termik. Og det var der.

Med fin udsigt til hele Serre-Poncon søen for foden af bjergt steg jeg endeligt op til Morgons kanter og kunne atter genoptage min stræktur. Et par svedlitre lettere og med stor appetit på den medbragte madpakke.

Erkendelsen om, at dagen ikke ville blive nogen stor dag bundfældede sig efterhånden da Stig og jeg team’ede op igen ved Guillaume hvor det sikre løft til Royal’en udeblev og vi kun med møje og besvær nåede toppen dér. Vi vendte derfor resolut omkring og tog toppen af Morgon og tilbage til Dormillouse og så turen ned af La Blanche i høj fart til Caduc hvor vi ramte en fin lille bølge til 3.500m hvor vi ligesom kunne puste lidt ud og overveje situationen.

Vi blev enige om, at fortsætte turen i forventning om hårdt arbejde og det blev det. Med godt teamwork kæmpede vi os fra klippetop til klippetop mod vinden som aldrig ville give os noget fornuftigt løft. På Caussons sydvestlige hjørne blev der tid til at nyde den lille kapellignende bygning der var bygget direkte på kanten til afgrunden. I aftensolen så de rå kalksten varme ud og en træt bjergklatrer kunne nok gemme sig for ulve og dårligt vejr dér. Men der var vist ikke nogen dør. Medens Stig og jeg kurvede krapt på den nordlige ende af Causson blev der vinket fra en lille gruppe bjergklatere der lå i læ bag en klippe. For en god ordens skyld fik de lige et lowpass i passende afstand for at se jeg værdsatte deres hilsen.

Men der blev ikke givet ved dørene for termikken blev hele tiden revet i stykker på højde med bjergkarmene. På et tidspunkt sprang vi via Authon til Gache for at nå Lure – men Lure virkede ikke! Uhørt!

Med halene mellem benene måtte vi hoppe over på Vamuse og der var der trods alt noget der virkede lidt. Herfra kom vi stille og roligt op igen via Jouere, Maluppe, Crete de Selle for så i resterne af aftensolen at angribe Pic de Bures gule grusskråninger. Men ligefedt hjalp det. Vi kurvede adskillelige gange med vingerne parallelt over skråningerne men ligefedt hjælp det. Efter 15 minutter og i samme højde som da vi ankom afskrev vi med væmmelse Pic de Bure og satte snuden hjemad via Ceuse.

Efter 6½ time og sølle ca. 300km havde vi fået nok og desuden var skumringen begyndt. Nu skulle det gøre godt med en Pizza Maurienne og en Grand Biere.

Med smukke 2/8 Cu’er på himmelen var Stig startet 3-4 slæb tidligere. Med 2-3m/s i boblerne steg jeg uden problmer op til 2.200m over Sisteron og satte straks jagten igang. Stig var allerede halvvejs oppe i de høje bjerge og nu skulle han bare indhentes. Jeg kunne delfinere over massivet øst for Sisteron og ankom i fin højde over Blayuel hvor jeg uden problemer fik tanket op igen til 2.600m.

Luften summede af tyske og schweiziske fly og på radioen kom der rigeligt med nye positions rapporter i takt med at de glade piloter kom længere og længere op igennem de høje bjerge. Stig nappede lige et vendepunkt lidt sydøst for Caduc medens jeg fik mig etableret nordligere ved toppen af Les Trois Eveche i knapt 3.000m så vi kunne følges ad herfra.

Efter at vi havde etableret kontakt ræsede vi mod nord via Blanche. Skisportsstederne lå øde og inaktive hen med brune pletter og huller i sneen. Liftstole hang og dinglede medens pylonerne stod ensomt vagt. Der var ikke faldet sne længe her heller. Fra Pic de Morgon tog vi uden problemer forbjerget til de høje bjerge Guillaume. Her fik vi ikke så meget højde men vi vred os dog rundt om hjørnet og videre mod nord-øst i en tiltagende turbulens i læ af bjerget. Da vi kom til St.Crepin havde vi oplevet en ret kraftig turbulens hvor man fik sig en ordentlig rystetur i cockpittet på hoppene over karmene. Vingerne svippede hurtigt op og ned der 9m længre ude. Jeg sendte en venlig tanke til ingeniørerne hos Schempp-Hirth og den utrolige teknologi der gør, at man overhovedet kan bygge sådan en vinge.

I et blåt hav med hvide toppe, steg vi nu op i en bølge i læ af hovedkarmen på Les Ecrins. I 3.500m var vi vel over de højeste regulære skyer. I 4.000m steg det stadig lystigt medens gletcherne under os svandt ind hurtigere end drivhuseffekten så jeg fik åbnet op for iltanlægget. Stig havde også fået fat lidt længere mod nord hvor han lå og glimtede med skydækket over De Tre Dale som baggrund og nærmest metalisk azur blå himmel. Som en sort negl med glassur på stak Mt. Blanc op i det hele og alt var bare herligt.

Stig trak dog stikket ud og drønede i den krystalklare luft de små 30km op til jernbanestationen i Bardonecchia. Den italienske by der i 1.200m ligger klemt inde mellem de høje bjerge lå således små 3km under os og det var som at klø sig i nakken at vende om der og sætte kursen direkte sydøst mod Mt. Viso’s knapt 4km høje top som næste mål. Madpakken og lidt vand blev konsumeret med 130km/t og fuldstændig stabil luft.

På vejen passerede jeg Mt. Chaberton på østsiden i sjældne 4.000m hvor en skør kugle i noget der lignede det 18-hundrede tallet fik bygget nogle enorme fæstninger i 3.100m. Herfra kunne man sikkert smide en stor kugle i hovedet på enhver man ikke brød sig om. Gad vide hvor mange dage det tog at slæbe kuglen derop i første omgang.

Her forlod jeg egentligt også på den faste kurs mod sydøst Italien for over de næste par km så flyve videre i frankrig – for så igen at flyve ind italien for at komme til Mt. Viso. Hvis man var ligeså nidkære idag som i Mt. Chabertons storhedstid havde man muligvis beskudt os.

Stig og jeg ankom nogenlunde samtidigt til Mt Visos ryg der falder dramatisk ned på østsiden til den italiensek Po-dal. Medens vi konturerede klippekarmen der adskilt bjergmassivet fra bjergmassivet så vi med ærefrygt på den kraftige læ-termik de sugede varmere og fugtigere luft op i læ side for blot at blive blæst af kanten når det nåede op.

Efter at have fumlet lidt rundt i kraftig turbulens ved selve toppen bevægede vi os så småt mod sydvest igen i knapt 60-70km/t modvind men holdt højde fint nok. Halvvejs mellem Viso og selve Barcolonettedalen fik vi under en meget flot lenticularis kontakt med bølgen og begyndte stige op med 1-2m/s.

Stig lå knapt 2km længere mod nord og i forhold til landskabet stod vi helt stille medens vi steg. Det var utroligt smukt og stille. Jeg slap rorerne og fik guffet lidt mere af madpakken, en god slurk vand og toppede af med noget godt lakridstyggegummi.

Det var bare åndeløst smukt heroppe.

Med iltanlægget der støt pumpede liv i maskineriet nærmede vi os efterhånden loftet her på 6km højde og passerede dermed min personlig rekord fra Scotland i 1989 da jeg fik guldhøjde dér i 5.700m.

Ruteflyene der lydløst tegnede kondenstriber over vores hoveder var nu så tæt på at man kunne skimte ruder og firmalogoer og dem skulle vi ikke bide skeer med. Men hold da op! Udsigten var utrolig. Mt. Blanc lå kun en armslængde væk i den -30 grader kolde luft og alpernes krumning nord og øst om Italien såes tydeligt. 3km under mig puffede Cu skyerne op under lenti’erne og jeg kunne være blevet der hele dagen.

Nå – men intet varer evigt – og Stig rev mig ud af min betagelse af udsigten med annoncering af vores næste mål mod syd. Det tog mig ulidelige 40km at smide højden til under 3.500m mod syd for ikke at ramme ind i den næste luftkorridor. Jeg mindes aldrig at have sideglidet så langt før og så endda med landingsunderstellet ude for at øge modstanden. Jeg turde ikke bruge luftbremserne efter den kraftige nedkøling af frygt for at lave krakkeleringer omkring luftbremsekasserne.

Efter en ankomst i 3.500m gik jagten dog videre på lidt lunere vis og ned til vendepunktet ved Castellan lige nord for den sidste bjergkæde til Fayance og Middelhavet . Her var der tyndet gevaldigt ud i termikken og lokalt blæste det mindst 50km/t. Det blev faktisk lidt spændende og kampen gik nu på at komme over bjergkarmene mod nord igen for at ikke at blive skyllet ned i læ.

Med udsigt ned i Frankrigs svar på Grand Canyon (Gorge de Verdon) fik jeg set dæmningen up-close-and-personal med Stigs tørre kommentar om at det var dog en intressant rute jeg havde valgt. Den forstod jeg godt.

Efter lidt tid kom jeg fri og i fin fart og højde fik vi kontakt med Mt.de Coupe og kunne drøne nord på.

Efter 6½ times flyvning og en lille ekstra tur via Blanche, Pyolit, Pic de Bure, Serres luffede vi hjem i dagens sidste sol og landede med knapt 500km i baggagen.

Dagen blev afsluttet med Pizza Maurienne og en Grand Biere – og så gik vi omkuld.

 Puedes ver la video guía de Sisterón acá.

Sisteron es una ciudad ubicada en la región francesa de Provence-Alpes-Côte d’Azur, específicamente en el departamento Alpes-de-Haute-Provence (Alpes de Alta Provenza).Se encuentra a 130 km de Marsella y a 180 de Aviñón y Niza.Es una bella ciudad de 8000 habitantes, cuyo agradable clima (un promedio de 300 días de sol) atrae numerosos visitantes todo el año.Está situada en la orilla del río Durance, a 485 m sobre el nivel del mar.Ostenta con orgullo ser la ciudad natal del famoso poeta francés del siglo XIX, Paul Arène, de haber formado parte de la Route Napoleon, el camino que Napoleón realizó a su regreso de la Isla de Elba, y, yendo más lejos, en la época del Imperio Romano, haber sido enclave de la famosa Via Domitia, en dirección al norte de Italia.Sisteron está poblada de monumentos y edificios que llaman la atención, como su catedral de estilo lombardo. Sin embargo, es su fortaleza, construida en la cima de la montaña que alberga la ciudad, lo que más impresionará a cualquier viajero.

*Notas:El camino de ronda dirige al torreón que data del siglo XIII.-La zona norte es llamada “El Invierno”, por el frío que allí se siente.-En el siglo XIX se construye la escalera subterránea que lleva de la fortaleza a la puerta norte de la ciudad.  

 Vista de Sisteron desde la orilla del río Duranze

Vista de Sisteron desde la fortaleza:

                                                   Remplaçante : Emmanuelle RICHARD

Mini Cv de Franck Pérard

Marié à Catherine
fille de Pierre LANZA Maire de Sisteron de 1977 à 1979
Papa de François Théo 12 ans et Léa Yu 3 ans (adoptée en 2005)

Profession : CHEF DES TRAVAUX, RESPONSABLE DE L’ECOLE HOTELIERE DE SISTERON

Fonction : DIRECTEUR DE LA CAMPAGNE DE MICHEL VAUZELLE AUX DERNIERES ELECTIONS REGIONALES POUR LE DEPARTEMENT DES ALPES DE HAUTE PROVENCE

Mandat : Conseiller Municipal de Sisteron
 Candidat au Conseil Général en 2001

Diplômes :
Licence sciences de l’éducation (1990)
Licence Hôtellerie Tourisme Thermalisme(1991)
CAPET Hôtellerie

Divers :A l’origine de l’ouverture de differentes sections à l’école hôtelière de Sisteron( Mention complèmentaire, BTS hôtellerie-restauration..)
Initiateur du partenariat entre une chaîne d’hôtels chinois et l’école hôtelière de Sisteron

Mini Cv de Emmanuelle Richard

Née le 23 septembre 1966
Mariée – 3 enfants

1991-1999 Conseillère clientele spécialisée au service affaires internationals du Crédit agricole à Arles (13)

1999-2007 Conseillère clientele Professionnels et Agriculteus à Veynes (05) de 1999 à 2001, puis de Sisteron
(toujours au Crédit Agricole)

2007 Professeur des écoles stagiaire suite à ma réussite au concours en juin 2007

Secrétaire de la section de Sisteron depuis octobre 2004
Présidente du tennis club de Sisteron

Der er nu intet som skærper appetiten som at være lidt bagud og vide, at bare man holder hovedet koldt kan man godt indhente de andre.

Over Liman fik jeg kun resterne af Mogens og Stigs gode bobbel og med udsigt til den nye udelandingsplads ved Marcoux (intressant nok placeret på kanten af flodlejet og blot grus) måtte jeg spejde langt mod syd før jeg kunne se noget der bare med rimelighed ville kunne holde mig over klipperne dernede. Imellemtiden kunne jeg høre hvordan Mogens og Stig ikke just havde højde og måtte slide sig op af syd-vest kanten af Coupe hvilket kostede dem de 4-5 minutter jeg skulle bruge for nogenlunde at ankomme i samme højde og position efter et langt glid uden så meget som et pip på variometret. Hvis man ikke kom op her skulle man have et meget langt glid rundt om Digne til brugbar termik og så kunne udelandingspladsen pludselig gå hen og blive et nødvendigt alternativ. Gys.

Nå – men op kom vi alle tre og vi fik lige vendt Barreme inden vi igen satte kursen mod syd via Serre de Montdenier til Lac de St. Croix (Aiguines). Basen lå dog noget lavt i 2.000m over et terræn der var i knapt 1.700m på de højeste punkter. Et spændende øjeblik kom, da vi alle tre sank ned på østsiden af Montdenier. Hvis vi ikke kom op skulle vi enten følge dalen mod syd-øst eller bide i det sure æble og glide af bagvejen mod Digne.

Jeg var heldig og fik lidt mere højde på end de andre. Mogens gik noget utålmodigt hårdt på mod Cheval Blanc og måtte tanke op lavt i terrænet bag Coupe. Det gav mig dog lige tid til at nyde den fremragende sandwhich Mogens havde lavet til mig tidligere på morgenen. Ubestemmelig men velsmagende paté med noget halvsejt kød. Da jeg kvitterede på radioen for den gode frokost spurgte Mogens bare om jeg havde fundet elastikken.

Wingman Mogens havde dog valgt denne dag til at stå på ski (!) i bjergene nær La Blanche fremfor at flyve. Han havde medbragt en radio og aftalen var at vi ville kalde ham op når vi kom i nærheden – så skulle han få lov at tage billeder af nogle low-pass over skisportsstedet. Han var væk før en vis herre stod op.

Medens vi gik der og klargjorde vores fly på gridd’en i den dejlige lune forårssol dukkede Tom Nielsen trofast igen op fra middelhavskysten iført forklædning som franskmand, komplet med noget der lignede en sort baskerhue og beklagelse over kulden (!)

Det er vist ved at blive en hyggelig tradition.

Desværre lod det til, at vejret havde låst sig fast på det dér med knapt så god højde på skyerne og lidt for meget med overudvikling. Øv – og vi som havde sat Mt. Blanc som mål for hver eneste dag. Nå, men med krum hals og i ellers godt humør kastede vi os som de første fra Sisteron ud i udfordringen. I håbet om, at vejret i løbet af dagen ville løfte sig drog vi først syd til Aiguines, indgangen til Franskmændenes svar på Grand Canyon.

Vejret var egentligt godt nok – men det var ikke just som at skyde fisk i en tønde men selvtilliden var i top så vi ville da gerne lige demonstrere at vi da sagtens kunne tøffe op ad Parcour’en selvom skyerne hang noget lavt igen mod øst.

Det var dog lidt lettere sagt end gjort. Jeg kom ret lavt ind til Coupe – et par hundrede meter under og terrænet bød ikke ligefrem velkommen på nogen rar måde. Med flaps i plus 2 fik vi dog os langsomt kantet op af den lodrette klippevæg og forbi det højeste punkt i knapt 2.200m. Herfra gik jeg direkte ind på sydspidsen af Cheval Blanc idet jeg håbede at den svage sol ville give noget løft på de stengrå skråninger der endte i sne. Men nej – det sank tvært imod og kursen yderligere mod nord og øst langs Caduc så ikke rar ud. Exit til planen om low-pass over Mogens.

Stig havde allerede besluttet sig og trak straks mod Blayeul via udløberen Limans. Nu blev det lidt lavt for mig og jeg måtte tage til takke med udsigten til Digne lidt for langt inde i de ufremkommelige bjerge. Med flaps’en i minus én og forsigtige 120km/t sneg jeg mig ind på Limans og blev da heldigvis belønnet med en fin 2m/s der bragte mig op på karmen af Limans – og snart efter var jeg med i igen på den nye kurs vi blev enige om – ud i solen og de gode cumulus’er mod vest-nord-vest.

Da vi efter en friskt stræk på knapt 100km ankom til Glandasse så det tillokkende ud at forsætte op over massivet Du Vacors med kurs mod Grenoble. Med lokal base i ca. 2.300m og ca. 5-700m over massivet lod der til at være gode muligheder for at slippe væk igen hvis det skulle lukke sammen.

Det var en meget smuk tur langs med massivet. Flere gange så vi folk med ski og rygsæk i det smukke terræn og med masser af sne må det have været en stor natur oplevelse for dem også.

15km før Grenoble mente jeg elastikken var blevet strukket nok ud og jeg gled tilbage langs kanten mod syd. På vejen ud havde jeg set et par to-sædede fly der var kommet noget lavere tilbage og jeg ville ikke ligge lige så lavt som dem.

Halvvejs henne af kanten meldte Stig at han så to enorme ørne der først havde lignet nogle mennesker der sad på kanten men pludselig var steget op i den kolde luft. Jeg så dem kun på afstand men de var store nok til at jeg forstod hvad Stig mente.

Der var fint løft resten af vejen langs massivet men mod øst byggede overudviklingen op og det så lidt skummelt ud med sigten. Vi gled derfor under skyerne i følge med et par tosædede mod vest over massivet over på vestsiden af Glandasse hvorfra der var fin sigt hele vejen tilbage til Sisteron.

Da snevejr og byger åbenbart var ved at lukke helt ned mod øst besluttede vi os for at lande relativt tidligt. Det afholdte os dog ikke for at lige sætte kursen mod øst til Serre-Poncon søen for det tilfælde at vi kunne komme op imellem snebygerne og Briancon dalen da der faktisk var et lille hul her. Det var dog ikke muligt og netop som vi gjorde klar til at vende om kaldte Mogens på sin håndradio at han godt mør og træt var på vej tilbage til Sisteron. Ret praktisk at aftale indkøb og den slags medens man flyver.

På glidet tilbage tog Stig og jeg os tid til at eksperimentere lidt med vores anti-kollisionssystem, FLARM. Logikken i systemet lader til at være ret godt. Alarmerne virkede logisk i forhold til vores indbyrdes positioner, fart og retningsvektorer. Vi kunne sagtens glide side om side uden alarm men lige så snart vi formindskede afstand relativt gik alarmerne igang. Der lader også til at være logisk forskel på om man ligger foran eller bag og hvorvidt man ligger sammen med andre fly. Logikken viste sin styrke flere gange ved specielt at være hidsig ved fly der kom bagfra – udenfor ens naturlige synsfelt såvel under som over os. Højspændingsmaster (de fleste ihvertfald) og ledninger lod også til at være fint repræsenteret i den indbyggede database. Alt i alt indtil videre en positiv oplevelse – og et forsigtigt skøn er, at 80% af de fly vi mødte havde FLARM installeret. Alle slæbeflyene lod til at have det installeret (intressant nok fik man ingen alarm når man lå i flyslæb – men lige så snart man koblede ud begyndte FLARM’en at track’e slæbeflyet).

En fin dag hvor jeg fik endnu mere fortrolighed med Ventus’en og instrumenterne.

I den stigende temperatur og dejlige vejr var Stig hurtigst ud af røret og var i luften 3 kvartér før Mogens og jeg fik os slæbt op. Som briefet ville der være en del overudvikling mod specielt øst igen (Italiensk vejr som mod sædvane fik lov at slippe ud af Po-dalen).

Starten var lidt anderledes end vanligt for årstiden idet vi blev slæbt tværs over dalen til vestsiden af Durance floden hvor jeg for første gang skulle kravle op af en bjergskråning jeg ikke kendte. Det var spændende i den spæde lave termik men op kom jeg.

Jeg var efterhånden ved at føle mig hjemme i cockpittet og efter at have tapet blandt andet bundkoblingen helt til var støjniveauet væsentligt normaliseret igen. Placeringen af kort, madpakker med mere havde også fundet en konstellation hvor det virkede naturligt og nemt at komme til. Jeg syntes også jeg sådan nogenlunde havde fået føling med flaps instillinger, hastigheder og flyets opførsel i forskellige situationer.

Det eneste jeg nu manglede var at få liv i mit backup navigationssystem – dvs. jeg manglede blot at få liv i PDA’en men det var ikke lykkedes endnu. Med LX7007 Pro’en var det nu ikke noget problem og backup IGC loggeren fungerede nu også som den skulle.

Stig trådte idag an med en stroppetur op til Col de Cabre og derefter for fuld knald mod øst til St. Crépin hvor Mogens og jeg fik os sådan nogenlunde hægtet på igen (hvad med lidt respekt for ungdommen?). Som dagen før var der dog en del overudvikling med snebyger der risikerede at spærre for vores videre færd. Selvom vi uden problemer lige kunne hoppe over bjergene ind til Barcelonette måtte vi forgæves spejde til Mt. Visio på den Italienske grænse.

Efter en kort rådslagning på radioen blev vi enige om, at sætte kursen stik vest inden vi blev burret inde.

Herefter gik det igen over stok og sten. Jeg nød mere og mere Ventus’ens opførsel under såvel langsom som høj hastighed. Det var sjovt at ligge der i tre-skibsformation med 170km/t på kurs mod Col de Cabre over dalen og forsøge på alle måder at komme hurtigere frem end de andre.

Som dagen skred frem blev overudviklingen mod øst mere og mere udtalt og vi måtte med ærgelse konstatere, at det ikke blev idag vi kom i de høje bjerge mod nord. Da vi havde vendt Col de Cabre sætte vi derfor kursen mere eller mindre stik syd over de vestlige bjerge helt ned i lavlandet til Vinon hvor vi i smukt vejr vendte flyvepladsen dér før vi endnu en gang ræsede mod nord.

Nord-øst for La Motte krøb jeg alene op af en grydeformet bjergskråning hvor en 15-20 drøvtyggende brune bjerggeder nonchelant betragtede AB. Vi var kommet noget fra hinanden på dette tidspunkt men Stig dukkede pludselig op igen og vi satte sammen kursen mod Montagne de Glandasse.

Det var ved at være lidt sent på dagen og Stig og Mogens valgte at bøje af medens jeg fortsatte alene. Da jeg ankom i 2.300m viste naturen sig fra sin smukkeste side med dramatiske skygger, lys og farver.

Med lidt over 200m overskudshøjde hjem til Sisteron gled jeg de 62km hjem i smuk aften sol og højt humør. Det er altså sådanne dage der gør hele køreturen herned dét værd.

Om aftenen indtog vi i bedste autistiske stil Pizza Morienne i restaurant Janus på flyvepladsen inden vi godt søvninge gik omkuld.

Ved briefingen kl. 10:00 kunne vi konstatere, at alt med få undtagelser var som det plejede: den franske chefinstruktør pludrer løs på Fransk – spørger om der er nogen der ikke taler fransk eller tysk – overhører alle der ikke forstår hvad han siger – og fortsætter på fransk medens én eller anden tysker med mindst Doktor eller Professor grad (det skal man have i dette her selskab) selvbestaltet oversætter efter eget forgodtbefindende til tysk for alle – tilføjet sine egne dybsindige fortolkninger og bemærkninger der lader forstå at her er der tale om et verdensmenneske.

Nå, men dagen så nogenlunde fin ud og vi fik samlet og linet op på gridd’en. Da vi blev slæbt op kunne vi konstatere, at vejret mod øst var ynkeligt med lavt hængende base og La Blanches øverste trediedel var gemt i skybasen. Vi fik dog en fin tur hvor jeg fik vænnet mig noget mere til Ventus’en. Efter en afstikker op til Pic de Bure i 3.000m drønede vi sydover til Chabre og op over Lure. Termikken var stedvis god med op til 3 m/s men eller virkede vejret lidt kedeligt med udkagninger og sorte tæpper hele vejen øst for os så langt mod nord og syd som øjet kunne række.

Vi vendte nede i Solange airspace nær Vinon og gled efter et par timer i dejlig sol tilbage til Sisteron området.

Stig Øye tonede på dette tidspunkt frem i æteren og annoncerede sin ankomst på pladsen og vi hilste alle velkommen.

Tæt på Sisteron tilbragte jeg en halv times tid med at prøve Ventus’en af i forskellige unormale flyvestillinger før jeg gik tæt ind på husbjerget og varmede lidt op med konturering. Det gik meget godt men jeg var noget misfornøjet med støjniveauet i cockpittet og jeg var ikke tilfreds med placeringen af flapsindikatoren, kort, ilt og madpakke. Der skulle lige omrokkeres lidt inden næste flyvning.

Klokken 17:55 landede jeg på Sisteron igen og med hjælp fra Jan og Ulrik der i mellemtiden var ankommet også fik jeg krænget det funklende nye nattøj på AB.

Vores indkvartering hos Madame Collombon var fin og et par glas rødvin senere gik vi alle omkuld i forventning om de helt store ture de kommende dage selvom vejrudsigten ikke var særligt lovende.

Da vi senere på aftenen nærmede os Hannover begyndte vi dog at føle os noget møre og besluttede os for at trække af autobahn’en og finde os en overnatning. Som sædvanligt kørte vi bare af én tilfældig afkørsel og fortsatte indtil vi var væk fra det værste truck’er miljø og landsbyerne blev søvninge. Her fandt vi et udemærket gästhaus hvor vi trods det sene tidspunkt blev beværtet med håndmadder i ølstuen. For at undgå dehydrering og spolering af den hyggelig steming i ølstuen måtte vi nødtvunget indtag en stor fadøl også. Trailere og biler blev meget praktisk parkeret omme i baggården – det virkede dejligt privat og uforstyrret.

Tidligt fredag morgen gik det dog galt for undertegnede idet smørrenipplen på trailen gik igennem ringfingerneglen på min højre hånd da jeg skulle spænde slingrekoblingen. Jeg måtte til gengæld lægge al vægt i. Brug altid det indvendige greb! Heldigvis havde jeg min personlige tandlæge med som i løbet af 30 sekunder erklærede at jeg ville overleve uden varige men – måske ville jeg blot miste det yderste led af fingeren. Noget forbandet blev fingeren kølet af under en vandhane og med kraftig indpakning for ikke at grisse for meget i bilen fortsatte vi noget forsinket.

Henrik Bill & Co. som var kørt natten igennem kunne per telefon oplyse, at både de og Silkeborgfolkene havde haft store problemer med føret syd på. Vistnok mest noget med et dæk der uopdaget var punkteret 50km tidligere på deres dobbelt boogie trailer og så elendigt føre i snevejr – og Silkeborg folkene noget med sommerdæk i sneføre og en bensintank der ikke rummede hvad den lovede hvorefter Klaus resolut havde cyklet videre på én af de medtagede Mt. Bikes efter mere bensin – med en Navigator i strakt arm.
Vi kom også til at mærke det dårlige føre men det gik nu fint selvom vi måtte køre forsigtigt og til tider meget langsomt pga køer. Faktisk kørte vi i sne og slud fra Kassel til midt mellem Dijon og Lyon.

Ved én af de få pauser vi overhovedet tog der ikke handlede om brændstof påfyldning eller ekspress proviantering var ved den første betalingsstation efter Mulhouse hvor Monze var næsgrusbegejstret for den hyperavancerede latrinære forordning.

Efter knapt 10 timers kørsel kom vi endelig til Grenoble og det var med stor glæde, at vi kunne konstatere at de nye broer og tunneler var taget i brug hvorfor vi på Grenoble siden slap for de ældgamle veje og byer med hårnåle sving og løsgående hunde. Turen op til Haut Croix i lidt over 1.500m var gudskelov knastør og problemfri selvom det var minus 4 grader.

Kl. 23:00 ankom vi godt udasede til Sisteron flyveplads hvor vi i buldrene mørke parkerede trailere og tøffede ned til det lokale motel Ibis hvor vi skulle have vores første overnatning.

Ondt i halsen og snottet – og regnvejr. Det er perfekt når man er svæveflyver. Hvis det nu også bare hang sådan sammen at regnvejr og arbejdsdage altid havde sammenfald.

Vejret så rimeligt ud og briefing mente da også at vi skulle kunne flyve i det meste af bjergene – dog ville det nok blive svært mod nord i de høje bjerge da termikken ikke kunne forventes at stige op over toppene.

Jeg fik slæbet umiddelbart efter Stig og over husbjerget på vej mod Trenon koblede jeg ud i midten af en fin bobbel. Stig havde koblet lidt før da han alligevel skulle have sin turbo afprøvet og han kom snurrende ind under mig. Skyene så gode ud i alle retninger selvom de som forventet ikke lå højt.

Vi besluttede os for at sætte kursen mod syd mod St. Andre først. Det gik helt fint selvom termikken ikke var særligt overbevisende. Da vi bevægede os ind over Coupe bjergkæden valgte jeg ca. 10km før St.Andre at gå mod nord via Le Cheval Blanc bjerget da jeg ikke fik særlig god højde. Det var da også lige akkurat at jeg kunne komme over passet.

Men hold da op – så meget sne havde jeg aldrig set før hernede. Det hele lignede friskpisket flødeskum og fristelsen til at lige dyppe en vinge i det for bare at se et spor minde om det at stå på toppen af et højhus og kiggede ned. Urf!

Men der var hverken termik eller skræntvind og jeg måtte fortsætte rundt om Cheval Blanc. Jeg tabte højde og indstillede computeren på udelandingspladsen Marcoux 30km bag mig og Digne. Men fremme foran ved Denjuan fik jeg bid og kunne climbe op til knapt 2.500m.

Mod nord var toppen af les 3 Eveches helt skjult i fuldstændigt fladbundede skyer. Da jeg ankom ved forbjerget Caduc og går rundt om hjørnet oplevede jeg for første gang effekten af et stort sneskred der åbenbart netop var ved at afslutte sit fald fra toppen af bjerget. Først troede jeg at det var en udsædvanlig lav cumulus tåge der er på vej op men det viste sig at være sne der blev hvirvlet op. Jeg fik små fine drys ind i cockpittet igennem luftdysen. Det var meget smukt. På den vestvendte skråning kunne jeg sne sneskredets spor ned igennem og over klippespalterne.

Uden at kurve fløj jeg de næste 40km til Guillaime hvor jeg blot skulle bruge to ture langs bjergets flødeskumsklædte top før jeg i 2.700m kunne sætte kursen mod Briancon. Men 30km senere slap vejret op – og vinden var nu gået i sydøst og pressede op mod passet til Italien. Ikke særligt ideelt. Stig sluttede sig nu til mig og vi eksperimenterede med forskellige bjerge for at se om vi ikke kunne få så meget højde at vi kunne nå Briancon og tilbage igen. Det kunne vi dog ikke hvorfor vi sætte kursen tilbage samme vej for at fortsætte mod vest.

Jeg skulle dog lige bruge 200m inden jeg stak over St. Crepin og Stig kom 2-3km foran mig. I den sene eftermiddagssol var han umulig at se. Jeg kaldt ham på radion og spurgte hvilken vej han gik. “Til Guillaime”. Ok, tænkte jeg – jeg skal altså frem først og tog en lidt nordligere kurs der ville være lidt mere direkte – men til gengæld ville kræve at jeg skulle over bjergpasset ved Tete de Lucy. Uden større besvær kunne jeg følge en udløber ind til massivet men højden var ikke imponerende. Jeg fortsatte frem ind mod passet med solen skinnede kraftigt ned igennem skyerne. Jeg vurderede, at jeg ville ankomme med ca. 140km/t og 250m plus og i modvind. På vej derhen lagde jeg mig helt ind til den venstre side af dalen for at have størst mulig operationsrum til at vende rundt. 1km derfra fik jeg reduceret synk men det holdte op og med flyet i højrekurve lige over kanten – klar til at dreje tilbage – fulgte jeg passets skarpe saddel til jeg var næsten midtfor og over før jeg vred den ud til venstre uden problemer.

Så nonchalent som muligt kaldte jeg op til Stig og fortalte ham at jeg nu passerede lige under Tete de Lucy efter at have taget bagvejen – i forventning om at han nu nok var mindst 4-5km bag mig. “Nå, det gjorde jeg også” kom det slet skjulte grinende svar.

I den store saddel mellem Pyolit og Pic de Bure fandt vi begge bølge. Stig ankom lidt tidligere og tog den vist til knapt 4.000m. Jeg bøvlede lidt med den men fik da 3.100m. I mellemtiden var en front hastigt på vej ind mod os. Under det krafitige 8/8 overcast arbejde vi os fremad til Col de Cabre og de små bjerge derude før vi vendte om og gled de 40km hjem.

Jeg ankom til Sisteron med masser af overskudshøjde og med solen helt væk bag fronten. De fleste fly var på jorden og jeg landede på asfalt banen og rullede helt frem til banenden. Klokken var 18:15 og lige over 4 timers intensiv flyvning var gennemført.

En fin-fin dag.

Vejret var fint og da Henrik fik landet i Duoen fik vi hurtigt gjort flyet klar igen og jeg lettede med Henrik i bagsædet. Efter lidt lusken rundt på Gache (herligt – 3-5m/s stig her!) og de lokale skrænter iøvrigt satte jeg kursen mod Malupe for at søge noget kraftigere termik. Der var noget bøvl men det gik sådan set fint nok med at arbejde os henover de lave bjergetoppe i knapt 1.500-1.900m.

Vi kunne på radioen høre hvordan Silkeborg folkene der også fløj Duo Discus var kommet i bølger højt over Le Lure – vistnok over 4.000m. Det var vist godt vejr – både bølger og termik.

Men jeg syntes nu det kunne være sjovere lige at tage en tur langs med La Blanche så da vi nåede knapt 2.300m gled vi derover af – som jeg plejer. Det så fint ud – men i bagklogskabens ulideligt klare lys kan jeg godt huske, at jeg ingen termisk aktivitet kunne se over hele strækningen mod øst og alarmklokkerne burde være gået i selvsving. Der var jo masser af termisk aktivitet mod vest – så hvorfor ikke mod øst?

Suk – da vi ankommer til Domillouse er der ingen skræntvind og bestemt ingen termisk aktivitet. Bjerget kan umuligt virke i den vinkel og da jeg kiggede ned mod Lac Serres Poncon ser jeg på det lille forbjerg ca. 20-30 paraponte der bestemt ikke kan climbe op til os. Luften er død. De 15 minutters glid med solen i ryggen havde også skjult et cirrus bånd der effektivt begyndte at lukke af for varmen.

Sørens osse. Jeg meddelte Henrik at jeg nu måtte arbejde med to alternativer – enten at fortsætte mod nord-øst rundt om Dormillouse til micro-let flyvepladsen helt nede ved søens bredder eller gå mod syd langs La Blanche og over platauet til Seyne flyvepladsen der godt nok først åbner 1. april grundet de plørede tilstande dér. Jeg valgte Seyne fordi jeg før havde fisket den op på knoldene nær pladsen. Og hvis vi absolut skulle lande ude – så kendte jeg i det mindste forholdende omkring pladsen. Hvis jeg fortsatte til mikrolet pladsen kunne jeg ikke være sikker på at ankomme i god nok højde.

Hmm. Det var mærkeligt at glide hen over skisportsstederne og ikke mærke det mindste løft. Solen begyndte så småt at skinne igennem. Da vi ankome til Seyne i 1.600m og ca. 400m over terræn begyndte jeg at arbejde mig henover knoldene. Sådan noget forkølet møg. Jeg meddelte Henrik at det blev en udelanding og han skulle advisere de andre per radio. Medens Henrik fik kontakt med de andre i luften foretog jeg nogle s-sving på medvindsbenet for at vurdere vinden….faktisk er vinden lokalt vendt 90 grader mod øst – hvilket jo forklarer hvorfor La Blanche ikke duede.

Nå, men Duo’en lagde sig velvillet i sideglidsstilling med fulde luftbremser og jeg fik den fladet ud 30m inde på baneenden og efter 300m udrulning fik vi standset inden banen blev til pløre. Indtil da var banen gudskelov helt fin og fast. En opringning til Sisteron bekræftede bare at slæbeflyene ikke måtte bruge banen før d. 1 april. Vi fik Christian Hansen og en vældig flink monolingual Franskmand – Allain – til at tage Golfen og klubbens Duo-vogn.

I mellemtiden vandrede Henrik og jeg ned til Seyne landsbyen for at få os noget varmt at drikke. Yeah right. Ingen seriøs restaurant eller værtshus åbner før kl. 21:00. Så det blev til et supermarked hvor lidt pølse, brød og juice blev fortæret på en iskold bænk med udsigt til flyvepladsen i det fjerne. Unge møde med børn gik i en stor bue uden om de to forhutlede typer med deres mærkelig tøj og hatte.

Præcis 2½ time efter ankom Christian og Allain i buldrende mørke med den smukkest stjernehimmel man kan forestille sig. Hele vejen rundt stod tindenderne iklædt deres sne og skinnede. Det var hundekoldt. Efter én lille time (det er meget længe i forhold til at blot at skulle skille flyet ad) var vi på vejen igen. Efter knapt 2 timer var vi nede af platuet og hjemme igen i Sisteron.

Henrik skrev faktisk for PFT – det var jo et grundigt PFT.

Sisteron ligner sig selv – og så alligvel ikke: alt er meget vådt og grønt – og bjergene ser ud til at have et godt lag sne endnu.

Der var tid til at checke flyet, få talt lidt med de piloter som allerede er her (de var frustrerede – 3 uger og kun 4 flyvedage!), få løbet en tur op til husbjerget, få sig et tiltrængt bad, få sig indstalleret i huset og ikke mindst et tiltrængt bad. Derefter husker jeg ikke så meget andet.

Flyets papirer er blevet gået efter endnu en gang, journaler checket, synsrapporter studeret, egne logbøger, medical up to date – nu mangler jeg vist kun lige at lave en sikkerhedskopi af det hele – og pakket al det andet grej der skal med.

Og så skal jeg igang med navigationsinstrumenterne og sikre mig at de er up-to-date med luftrum, vendepunkter og software versioner. No problem – jeg har hele to dage tilbage!