han var fascineret af mig, han troede på mig. men jeg svigtede, og derfor kastede han mig bort igen. dét er det værste ved det. det er dét, der skærer i mit unge, skrøbelige hjerte

jeg havde lovet mig selv, jeg aldrig igen måtte skuffe

Denne mailen sendes i dette øyeblikk til både den aktuelle redaksjon og til NRK:

Hallo i natten. 

Jeg er en student som gjerne vil komme med litt tilbakemeldinger hovedsaklig rettet mot de nye folka som plutselig er satt ved roret i mitt (forhenværende) yndlingsprogram på radio: “Hallo i uken” på P2. Jeg prøvde å være åpen for noe nytt og innovativt, håpa inderlig at det fortsatt skulle være like latterfremkallende.. Men da jeg satt og hørte på det første programmet blei jeg rett og slett flau. Hva har dere gjort med det utrolig morsomme, helt sprøe radioprogrammet som tok alle sakene som blei tatt opp fullstendig på kornet? Hva er greia med “Hallo i helsen” og alle de rare oppdelingene dere plutselig har innført? (For ikke å snakke om vignetten, som i beste fall kan beskrives som en parodi på en parodi av en slags nyhetssendingsvignett.) Hvor er den ærlige, underfundige humoren? Hvor er det blitt av de helt latterlige sangene som var så dårlige at de var geniale? Jeg skjønner at det ikke akkurat er lett å ta over etter Kalvø, B. Holm og Michelet altså, men.. Seriøst. Det jeg ikke skjønner er hvorfor programmet skal hete det samme og “være det samme” når det ikke er det. Det nye programmet er en hul etterlikning. Summa summarum: jeg er utrolig skuffa. Det beste hadde kanskje vært å kutte hele programmet fra lista, og heller lage et nytt konsept, siden dette nye “Hallo i uken” helt klart ikke klarer å fylle sine egne sko uten å få gnagsår.

Med høflig indignert hilsen

(undertegnede)

Mens jeg venter på neste mønster i sokkalongen har jeg strikket flere sokker. Denne gangen har jeg brukt et garn som heter Fotnote og det er nettopp det dette garnet vil bli i min verden, en fotnote.

Jeg mener at et godt sokkegarn skal ha spenst, noe dette garnet ikke har: det er slapt og slaskete, men det er både godt å strikke med og mykt å ha mot huden så det egner seg sikkert til andre ting f.eks. sjerf. Uansett så har jeg strikket toogethalvtpar sokker med dette slappe garnet bare fordi det var så godt å strikke av, mønsterne jeg hadde valgt var fine og garnet gliset så vakkert… Ok, jeg lot meg forføre, men jeg gidder ikke å strikke den siste grønne sokken.

Garn: Fotnote

Pinner: 2,5

Mønster: ‘vog on av Aleta Fera

Dette er en herresokk og derfor er tuppen litt rar…

Garn: Fotnote

Pinner: 2,5

Mønster: RetroRibSocks av Evelyn A Clark. Jeg fant dette mønsteret i boken ‘Favorit socks’ som har Ann Budd og Anne Merrow som redaktører

Garn: Fotnote

Pinner: 2,5

Mønster: Monkey av Cookie A

Egentlig har jeg tenkt at jeg aldri skulle strikke det samme sokkemønsteret to ganger, men det er mulig jeg gjør et unntak for Monkey og skylder på garnet…

Det er det dere kommer her for, am I right?
Selvsagt har jeg rett. Men i dag må dere nok surfe skuffet videre, for jeg føler meg overhodet ikke morsom i dag. Beklager.

Med mindre dere ikke kommer her for humor da, men av en eller annen syk annen grunn jeg ikke vil vite en gang. Da er jo det helt supert, i dag i alle fall, for da kan du jo surfe videre på internettet uten antydning til skuffelse.

Men tilbake til dere som faktisk vil le. Hvis dere fortsatt er her. Jeg sa riktignok at dere måtte surfe skuffet videre, men jeg løy! For hvem er det som sier at jeg må stå for all humoren? Ikke jeg i alle fall. Nei, i dag skal jeg, som den late satanen jeg er, heller sende dere videre. Jeg vet at jeg da senker min egen funksjon fra humorist til mellommann, men akkurat i dag skal jeg nok kunne leve med det. Jeg får heller komme sterkt tilbake i morgen.

I mellomtiden får dere kose dere med Amerikas beste humorside på internett siden 1958 (se, du humrer allerede), Cracked.com! Selv om de titt og ofte overvurderer morsomheten som ligger i ordet fuck, så er det rimelig bra det som står der allikevel.

Du kan enten trykke på linken i teksten over eller bildet for å komme til siden

 Nå har det vært alt for mye trist snakk her inne.  Jeg er forhåpentligvis frisk langt frem i tid nå. Og jeg skal ikke ta opp alle tankene som fyker rundt i hode mitt nå, det er ekstra mange siden sommerferien nærmer seg og jeg må planlegge ferie. Kanskje jeg skal bare jobbe i hele sommer? Hvorfor ikke liksom?

Ok. En trist ting til før jeg begynner å snakke om hva meg og Ann Bergitte gjorde i dag. I sommer skal lille søsteren og lille broren min til Italia med stefaren min. Jeg spurte han om jeg også kunne være med. Hadde vært kjempe kjekt, det er så lenge siden jeg har reist til utlandet med familien. Trur sist gang var i november 06, og det var ikke med alle medlemmene av familien en gang, da reiste vi i bryllup til Filippinene.

Uansett. Han sa at han skulle tenke litt på det. Plutselig en dag så sa hun at viss han bestemte seg for og la meg være med så skulle hun betale for min reise. Jeg ble kjempe glad men jeg hadde ikke noen forhåpninger til at jeg fikk være med utenom at det hadde vært kjekt. Kjekt å reise, kjekt å være med dem, kjekt å komme seg på ferie, kjekt å komme seg vekk fra alt som er stress.

I dag ringte han da og sa at det var kjekt at jeg ville være med å slikt, men at denne turen syntes han at de burde ta alene. (først så forstår jeg ikke helt med hva han mener med alene, fordi lille søsteren min og broren min skal være med, moren og faren hans, søsteren hans og ungen hennes. Det er vertfall de jeg vet om.) Jeg viste ikke at det gikk an til å bli så skuffet over noe som ikke skulle bety så mye. Jeg var jo allerede klar for å få et nei til svar, men det var tungere å høre det enn jeg hadde trudd det skulle vær.

Jaja. Ingen ferie på Malin. Men over til i dag. Meg og Ann Bergitte tok hoppe –le -bli sliten bilder i dag. Om du vet hvor vanskelig det er å ta gode hoppebilder med stativ med å trykke på knappen å kjeppe seg tilbake på plass for og vær klar til å hoppe på det perfekte tidspunktet? Veldig vanskelig! Derfor skal jeg heller vise deg noen andre bilder vi tok som ble litt bra når jeg fikk redigert de.   

Er jeg frastøtende? spurte hun.

Han nølte akkurat sekundet for lenge før han sa med fast stemme,

Nei! Overhodet ikke!

Hun så på ham, han så bort,

og hun bøyde hodet for ikke å vise skuffelsen.

Hun snudde ryggen til ham og stengte stemmen og gråten inn.

Når en dag starter med at man forsover seg, da er det tydeligvis dømt at resten av dagen ikke skal gå som man planlegger. Iallefall sitter jeg igjen med den følelsen etter i dag.

Jeg tuslet ut av mitt varme hjem akkurat i tide til å rekke bussen (noe som i for seg var en av de bedre tingen som skjedde). Dagen der karakteren på eksamen skulle bli gitt ut hadde nemlig kommet. Nervøst stod jeg ute i kulda, med en røyk i munnen. Jeg tok liksågodt to på rappen, for jeg hadde ganske så god tid. Karakteren som lyste mot meg var en skuffelse, MEN jeg bestod. Skuffelsen var vel egentlig ikke så vanskelig for de andre i klassen å se, jeg synes jeg  hadde fortjent hakket høyere, ikke noe mer i forhold til nivået og hva de andre fikk, missfortåd meg rett. Men det et stor forskjell på en E og en D akkurat i dag! Og den diskusjonen er ferdig før den har startet!

Siden det er fredag, betyr det jobb, iallefall i 3 av 4 tilfeller i min verden. Dermed var det å hoppe på bussen, svelge nederlaget og klistre på det største falske smilet du kan tenke deg.  Kundene glimret med sitt fravær store deler av kvelden. Utenom de faste folka som spiller på hest, men de er liksom alltid der på en måte.

Og når vi snakker om hest. Maskinen fungerte som den skulle sånn frem til 2 timer før stenge tid, og selvsagt da de fleste skulle spille. Plutselig lager den en hel del merkelige lyder og vil ikke ta imot lappene deres.  Han ene ble ganske så gretten og gav meg skylda for at han hadde gått glipp av en gevinst på 13 000 kroner. Varsellampene lyste i hodet mitt på det tidpunktet, og jeg tror han skjønte greia, for han smilte og sa det ikke var min feil etterpå. Ikke det at humøret mitt ble så mye bedre, men samvittigheten fikk da et lite plusspoeng.

Fikseren Kristin skrur og ordner litt, og dermed fungerer den tålvis iallefall. At den ser ut som et takras får heller bare være. Den fungerer iallefall så kundene får sitt.

Når man er alene på jobb på kvelden, er det 3 kasser som må telles opp. Travkassa stemte ihvertfall, Tippekassa derimot, den aner jeg ikke hva som har skjedd med, men vi får tro det ordner seg i morra.

Klokka tikket sakte fremover, forutenom den lille tiden min kjære Siri kom på besøk. Takk vennen Det hjalp veldig på humøret mitt, selv om det kanskje ikke virka slik på deg.

Plutselig var klokka stengetid, og jeg omtrent løp for å låse døra. Å tryne hadde vært toppen, men jeg klarte underlig nok å stå på bena! Fornøyd? Ja, det kan du banne lenge for. Teller kassa gjør jeg, og er egentlig bare klar for å dra hjem. Men selvsagt måtte det være noe mer som ikke ville være venn med meg. Joda, nå ville ikke skriveren fungere nå. Så om jeg har for mye, for lite eller et ypperlig oppgjør, det er det ingen andre enn datamaskinen min som vet! Jeg krysser iallefall fingrene for at jeg får ordnet opp det i morra, så ikke stakkaren etter meg må slite med samme styret.

Jeg er glad for en ting, og det er at jeg åpner i morra, så jeg kanskje får orden i kaoset jeg har skapt i stand, med god hjelp av uvillig teknikk!

Klokka ble halv elleve, og jeg har låst døra. Siri slår til med enda en god gjerning, nemlig å kjøre meg hjem, så jeg skulle slippe å vente i nesten en time på bussen. Jeg setter meg inn og sier “Det hadde jo vært typisk om vi skulle klare å kollidere nå”. Siri er flink til å kjøre, så jeg var ikke redd for at det skulle skje. Men det finnes andre idioter på vegen, så det var faktisk ikke langt unna at vi faktisk havna oppi en slik en udelikat situasjon.

Så konklusjonen er at ting ikke alltid blir som du vil, men som regel overlever man uten de største skadene. Min største skade i dag er et langt overflatekutt på høyre underarm. Og det er utrolig om du kjenner til meg og min klønethet, satt sammen med en porsjon uflaks, slik som en dårlig dag.

Jeg må forresten få gitt en offentlig unskyldning til alle de stakkarene som fikk se meg så gretten som jeg var. Det var jo ikke deres feil! Og en ekstra stor takk til Nina som gav meg en klem når jeg virkelig trengte det. Det betydde faktisk mye, og fikk meg i bedre humør med en gang.

Hvorfor er det sånn at de dagene min kjære Siri har en bra dag, da er mine dager skikkelig dritt? Det er dagens spørsmål det!

Og det er faktisk ikke noe særlig behagelig å få leamus i tunga. Uten av vi snakker så mye mer om den saken, for jeg har venner som er like ille med kofferttankegangen som det jeg er!

Nej, spillet har ikke undertitlen “Raising a Glitch”, men det er den undertitel jeg har set mig nødsaget til at give spillet. Jeg var egentligt ret positiv overfor spillet, men en fejl der gør at man ikke kan gennemfører er utilgivelig.

Spillet er som sådan klassisk fantasy. Men spiller den nyligt opvågnede “Overlord”, og skel med hjælp fra sine “minions” forsøge at genopbygge sit rædselsregime. Det er ikke medrivende eller nytænkende, men det virker. En hel del referencer til forskellige klassiske fantasyromaner giver dog en del.

Grafikken er dårlig for et PS3-spil! Så er det sagt. Styringen er klodset og kameraet er til tider utilgiveligt dårligt. Der er underlige ureglmæssigheder i spillet. F.eks. kan den almægtige “Overlord” ikke hoppe, hvilket gør ham fuldstændig afhængig af hans minions.

Jeg ville egetligt have skrevet noget pænt om spillet! Sagen er den at jeg efter 23 timers spil, stødte på en fejl der gør at man ikke kan gennefører spillet – utilgiveligt. Bundkarakter!

- Nei!

De hører ikke etter. Eller de later i hvert fall som om de ikke hører.

- Absolutt ikke! Dere får ikke lov til å drive reklame! Jeg liker ikke reklame! Reklame er løgn! Hører dere? Det er synd å lyve!

Figurene vil drive reklame for bloggen her, fordi det i dag er andre runde i konkurransen på Tordenbloggen. Men jeg syns det er å gå for langt. Vi har klart oss gjennom første runde, og da rekker det. Blir vi med videre tror jeg figurene blir helt spinnville! Og dessuten er det cup, så noen blir slått ut om vi vinner, og da blir de sikkert veldig skuffa. Hun som kan bli skuffa over det, heter Lill Kristin Syversen, og driver bloggen Sjelsord (jeg hvisker nå, så ikke figurene skal høre det: bloggen hennes er veldig bra, faktisk, så derfor er det helt fortjent om hun går videre).

Men slikt tenker ikke figurene på! Neida! De vil drive reklame, de!

En av dem, den nudistiske Sleivkjefthunnen, åler seg inn i skjermfeltet mitt, og kremter.

- Greit, vi skal ikke drive reklame. Men … kremt … er det lov å flørte da?

- Flørte?

Jeg er skeptisk. Figurene er noen luringer. Men flørt er jo både hyggelig og spennende, så jeg nikker.

- Men bare her i bloggen, ikke noe løping rundt i andre medier, eller i virkeligheten! Jeg forbyr deg å flørte ute i virkeligheten!

Hjelpe meg om figurene fikk slippe ut i virkeligheten for å flørte! Huff!

Sleivkjefthunnen nikker lydig, og fyker ut av skjermbildet med et underfundig smil. Et tastetrykk seinere er hun tilbake med bildet av seg selv og en av kongens gardister!

- Hva? Jeg sa jo at virkeligheten var off-limits!!!

- Men han er jo så søøøt!

- Nei, ikke på tale! Fjern det bildet!

- Men jeg har ikke vært ute i virkeligheten nå! Det var da vi gikk for å snakke med kongen at jeg møtte denne gardisten! Ikke nå! Og han er jo så kjempesøøøt, med dusk og alt, og jeg tenker på ham hele tida …

- Så du flørtet med ham da?

- Ja! Det var ikke nå! Ville ikke drømme om å ikke gjøre som du sier, vet du!

Det vet jeg ikke, men hun har uansett et poeng, og jeg er litt svak for kjærlighe… Hei! Vent litt!

- Sleiva! Du er jo sammen med Sleivkjefthannen! Du kan ikke flørte med Kongens gardister når du er sammen med Sleivern! Det går bare ik…

- Jo! Er ikke sammen med ham lenger! Han er en surpomp!

- Sleiva; det der er ikke pent sagt! Både Sleivern og Surpompen vil bli lei seg nå!

- Jeg elsker ikke Sleivern lenger!

Akkurat da dukker Sleivern opp i skjermbildet. Han ser vantro på Sleiva, men hun merker det ikke, og jeg er for paff til å si noe. Sleiva fortsetter å snakke.

- Han tar ikke på meg, og kysser meg nesten ikke. Han bryr seg bare med musikk og slikt. Sist lørdag hadde jeg stjå… leid en film på et sånt nettleiested, en erotisk thriller, som vi skulle se sammen, men han skulle på konsert med Oslo Filharmoniske Orkester liksom, så det ble ingenting av det! Jeg ble drittsur!

- Så derfor elsker jeg ikke Sleivern akkurat nå! Det er over, finished, end of story! Og da kan jeg flørte med Kongens gardister så mye jeg vil!

- Se så flott han er da, gardisten min! Han er ikke en slik kjedelig plink-plonk-elsker som Sleivern. Gardisten er stiv og strunk han, og med fryktelig farlig gevær! Det er en slik en jeg vil være sammen med! Nemlig!

Jeg ser at Sleivern blir stadig tristere ettersom hun prater. Hun har kanskje rett i det hun sier, men jeg syns så forferdelig synd på ham der han står, med bøyd nakke og hengende hode.

Til slutt ser Sleiva at jeg stirrer forbi henne, og da oppdager hun at Sleivern står der, og at han har hørt hva hun sa …

Han sier ingenting. Hun lukker munnen. De står stille, og jeg sitter hjelpeløs, med tårer i øya.

Så slenger Sleiva med nakken (hun har en nydelig nakke) og stryker forbi ham og ut av skjermbildet. Hun roper til meg fra ute på serveren:

- La bildet stå, eller slett det om du vil! Det spiller ingen rolle!

Jeg ser Sleivern rykke til når hun sier det siste. Det er som hun sier at han ikke spiller noen rolle i livet hennes lenger. Jeg prøver å si noe til ham, noe som kan trøste, men han snur seg bare, og lusker ut på serveren. Skjermbildet er tomt etter ham.

Jeg føler meg ganske tom også.

Ikke kan jeg poste reklame eller flørt eller noe slikt nå. Dette er bare for trist! Jeg tror hun elsker ham enda, men det tror jeg teller lite nå, når hun har klart å såre ham så dypt. Jeg føler virkelig med Sleivern nå, der han stikker seg bort i en glemt kveil på serveren. I håp om at han skal komme tilbake og lese dette, skriver jeg et dikt til ham, en tekst som ikke vil trøste noe særlig, men som kanskje kan hjelpe ham å sette ord på den umulige kjærligheten …

SJØMANNSVISE

Du og jeg, kjære leser,
er i samme båt, samme bok,
samme umulige forsøk på å nå
fremmede kyster.

Nådeløse seilere
i fraværets farlige vind,
kompetente og tøffe gaster
på Den Flyvende Hollender.

Styrer et fordømt skip,
binder oss fast til roret
i jakten på inderlighet.

Huden er våre ømme seil,
truer med å revne i stormen
av lidderlige erfaringer.

Himmelen er likegyldig.
Ingen Gud vokter skjebnen.
Vi drukner sjelenøden i havet
og slår rep om virkeligheten.

Jeg leser seint, hvisker du.
Men du leser godt, skriver jeg.
Og så flyr boka ut av hendene våre.

Ta vare på deg selv, kjære leser, og send en tanke til alle som har det slik Sleivern har det i dag …

Jeg er redd for at en del lesere ikke finner det de er ute etter når de kommer hit til meg.

For eksempel har folk klikket seg inn etter å ha søkt etter

• armhevinger uten armer
• sitrontre dyrke
• hvordan avokadoplante
• avokadoplante
• karse sex

og til sist, den mest populære:

• anal.

Det virker som om en gartnerblogg kunne gjort det godt — men først skal jeg lære meg å holde planter i live. Hvorfor noen som ikke har armer har lyst til å ta armhevinger er beyond me — de gjør vondt! Jeg har ikke prøvd sex med urter enda, noe sier meg at det ikke ville gitt så mye. Og analsex finner du dessverre ikke hos meg, du får spørre naboen.

Jeg ble umåtelig fornøyd med meg selv når jeg så at posten Anal Fuck fikk følgende intro på bloggrevyen:

anal fuck

41 minutter siden i dagbok / personlig fra kamikaze

Min favorittprofessor var en gammel ærverdig mann med velfrisert skjegg, grå dress og slips (i motsetning til andre matematiske genier, visste han å kle på seg). Han begynte alltid forelesningen med å henge dressjakka pent på en…

Det lyder som innledningen til en erotisk novelle jeg kunne tenke meg å lese, men ettersom jeg ikke kan gjennomgå teksten uten å tenke på professoren min, tror jeg ikke at jeg kommer til å skrive den novellen. Beklager!

Will Wright (skaberen af bl.a. Sim City og The Sims 2) har været otte år om at få sin ide udviklet – otte år! Det er ikke løgn! Godt nok er det kun fire af de år der er gået med reel produktion, men det er alligevel ret lang tid. Ideen var god: “Følg en organismes udvikling fra amøbe til rumudforskende nation”. Kan den lange produktionstid så leve op til hvad slutproduktet er blevet til? Svaret må være: “Tja”. 

Man starter sit liv som en uanende amøbe, og arebjder sig igennem en grundlæggende udvikling til at kunne kravle på på land. Efterhånden som ens hjerne udvikles, bliver spillet  mere og mere baseret på interaktioner med andre væsner. Ultimativt udvikler ens organisme sig til at blive et verdensherskende og rumudforskende væsen.

Det lyder spændende og interessant. Det er det også – de første par timer. I starten går spillet hurtigt, men man bliver aldrig rigtig fordybet i spillet. Til gengæld får man alt rigligt af fordybning og micro-management, i spillets sidste og afgørende fase. Man får aldrig rigtig fornemmelsen af, at ens valg har en stor betydning for resten af spillet – selvom det skulle være pointen!

Grafikken er flot, og spillet kører godt. I de timer jeg har spillet, er jeg ikke stødt på nogen fejl eller crash. De værktøjer man bruger i spillet er også gode og meget nemme at bruge – man føler virkeligt at man har indflydelse på hvordan ens organisme ser ud.

Alt i alt er der tale om en rigtig god ide. En god ide der dør en smule i udførelsen. Jeg ved ikke om det er den tegneserieagtige grafik, eller om det er det børnevenlige interface der gør det, men der er bare noget der ikke er som det skal være. Jeg kan, med andre ord, ikke rigtig anbefale spillet. Lad være med at storme ud og købe det, vent til det falder lidt i pris – eller endnu bedre, lån det på biblioteket.

Når jeg nu har lavet et EM-Dreamteam, syntes jeg da også, at der skal være en modpol, som UEFA formodentlig ikke har tænkt sig at offentliggøre… Der har været mange om budet, men disse 11 syntes jeg har gjort sig fuldt fortjent til at opnå en plads i start-elleveren på et EM Flopteam!.!

Målmand: Antonis Nikopolidis, Grækenland (Et par drops og en international pension til Nikopolidis)
2. Målmand: Rüstü Recber, Tyrkiet (Ja, ja, han blev vel “helten” i kampen mod kroaterne, men droppet forinden og katastrofekampen mod tyskerne tæller en hel del ned)
3. Målmand: Ricardo, Portugal (Flyvsk og excentrisk)

Forsvar: David Rozehnal, Tjekkiet (Tung og sløv i optrækket)
Forsvar: Eric Abidal, Frankrig (Droppet til anden kamp og rødt kort i tredje… Good Times..)
Forsvar: Willy Sagnol, Frankrig (Elendig back og elendig udtagelse af Domenech)
Reserve Forsvarer: Marco Materazzi, Italien (En katastrofal kamp mod Holland blev også hans sidste)
Reserve Forsvarer: Christian Chivu, Rumænien (Skulle være inspirator for resten af holdet, men var nærmest usynlig i store dele af slutrunden)

Midtbane: Torsten Frings, Tyskland (Kæmpe skuffelse på den tyske midtbane)
Midtbane: Jacek Krzynowek, Polen (En stor fejlaflevering)
Midtbane: Gennaro Gattuso, Italien (Et stort frispark)
Midtbane: Simone Perrotta, Italien (The Invisible Man)
Midtbane: Jeremy Toulalan, Frankrig (At Domenech holdte fast i stenstøtten Toulalan gennem hele turneringen, finder jeg meget mærkværdigt, men nu er Domenech heller ikke den mest hensigtsmæssige træner)
Reserve Midtbane: Florent Malouda, Frankrig (Droppet til sidste kamp mod Italien efter en mildt sagt skuffende slutrunde)
Reserve Midtbane: Franck Ribery, Frankrig (At han skulle blive skadet i 0-2 nederlaget mod Italien summer meget godt op, hvordan hans turnering har været)
Reserve Midtbane: Claude Makalele, Frankrig (Fik ikke stoppet forfærdentligt meget og når han gjorde, var der frispark)
Reserve Midtbane: Angelos Basinas, Grækenland (Midtbane med en daihatsu-motor)
Reserve Midtbane: Joao Moutinho, Portugal (Den lille tekniker fyldte ikke meget på den portugisiske midtbane)

Angriber: Mario Gomez, Tyskland (Ikke mindre end den ringeste spiller ved hele slutrunden.. At han gang på gang var i startopstillingen, begriber jeg virkelig ikke.. Buhet ud, da han blev udskiftet i sidste gruppekamp)
Angriber: Ebi Smolarek, Polen (Beenhakker vælger at placere deres mest kreative spiller oppe i front, hvor han overhovedet ikke kommer til fadet… Mere usynlig end Casper det Venlige Spøgelse)
Reserve Angriber: Mladen Petric, Kroatien (Man så ikke meget til den form, som han har vist i den tyske bundesliga)
Reserve Angriber: Thierry Henry, Frankrig (Et mål og en tynd kop te ligesom resten af franskmændene)
Reserve Angriber: Luca Toni, Italien (Spillede egentlig okay, men mage til uskarphed skal man sgu lede længe efter, og han er trods alt angriber)

Træner: Raymond Domenech, Frankrig (Kuk, Kuk)

Spillere som Lehmann, Kranjcar, Liberopoulos, Lewandowski, Engelaar, Ambrosini, Barzagli, de Rossi, Anelka, Karagounis, Nilsson, Thuram, Katsouranis, Svensson, Andersson, Galasek og Bystrov kandiderede også alle til en plads i truppen, men der er trods alt kun plads til 23 spillere i en EM-trup.

Slutrundens Mest Skuffende: Frankrig (Ude efter indledende gruppespil og et farvel til eksentriske Raymond Domenech)

Slutrundens Overachiever: Tyrkiet (Klasse af tyrkerne at komme så langt som de gjorde på trods af dumme karantæner og ærgelige skader)

Slutrundens Spillemæssige Skuffelse i Forhold Til Deltagelse: Tyskland (Ja, ja de kom til finalen, men det var sgu ikke på grundlag af sprudlende fodbold..! Typisk tysk kan man påstå!)

Slutrundens Liverpool: Italien (Snoooooork)

Slutrundens Dumbass: Volkan Demirel (Flot at få rødt kort i en ganske neutral spilsituation)

Slutrundens Dida: Antonio di Natale (Di Natale bliver skadet og triller uden for banen, men vælger så at rulle ind på grønsværen igen, hvorefter han fortsætter sit glimrende skuespil, så spillet stoppes… Usportsligt..? Ja!! En Oscar værdigt..? Nej, men måske kan han få en Golden Globe!!)

Slutrundens D’oh: Delt mellem Petr Cech (Skidt drop af klassekeeperen sendte Tjekkiet mod exit) og Rüstü Recber (Kæmpedrop i semifinalen mod tyskerne)

Slutrundens Comeback Kid: Denis Kolodin (Efter en katastrofekamp mod spanierne i indledende gruppespil, hvor han kostede mindst to mål, var han solid som en klippe i resten af turneringen, og russerne manglede ham helt sikkert i semifinalen, hvor han havde karantæne)

…og det finner jeg ut først NÅ? Nå som det ikke er flere ledige billetter. Jeg må si meg dypt skuffet over meg selv for øyeblikket. Ekelte ting går man liksom ikke glipp av.

Jeg må vel bare ta hintet, det er ikke noe annet å lære av det. Det er på tide å titte frem fra min egen lille verden og følge med en smule ekstra. Men fortsatt bittert!

Så er streiken avblåst – personlig var det en rar, pussig og skuffende følelse. Trodde virkelig at det skulle streikes til langt utover sommeren og høsten. Resultatet er vel ikke mye å skryte av heller. Ingen lovnader om ekstra i år, og eventuelt skal man få ekstra hvis lønnsutviklingen for utdanningsgruppene har vært dårligere enn andre kommunalt ansatte. Pussige greier.

Den negative lønnsutviklingen for utdanningsgruppene, og spesielt undervisningspersonalet, er jo dokumentert over år – helt siden lærerne fikk KS som motpart. Som jeg har sagt tidligere – i høstens lokale forhandlinger må altså lærerne få minimum 6,23% økning for å ta igjen lønnsutviklingen til andre kommunalt ansatte. 6,23%! Det kommer aldri til å skje. Dermed skal det være duket for et skikkelig gulloppgjør i 2009 – i og med at den negative lønnsutviklingen fortsetter. Hmm…det er noe som skurrer her. Ja – nå kom jeg på det: Dette betyr antakeligvis enda flere løgner og løftebrudd fra KS. Vi har jo hørt akkurat det samme det siste året fra alle parter: Den negative lønnsutviklingen må snus! Så streiket Unio, og så fikk vi flere løfter om løftebrudd.

En liten trøst frem til 2010: Lokale tillegg som blir gitt i lokale lønnsforhandlinger i høst skal ligge på topp – også etter justeringene per 1. mai 2009. Vel og bra, men hva med 2010 – da blir de vil spist opp igjen – hadde nær sagt som vanlig. Da er vi like langt igjen, så kan vi jo streike på nytt, få nye løfter som ikke blir innfridd osv – helt til andre kommunalt ansatte har rast forbi utdanningsgruppene i den kommunale sysselsettingen.

Ser ut til at dette blir en evig runddans med mange, dype og lange daler – dessverre!