Jeg liker styrke, og jeg liker svakhet. Det skal stå i en komplementær dikotomi. Men jeg skal være sterk, alltid. Resten av verden kan være svak.

Jeg liker kampsport, og har trent det lenge. Problemet her er at jeg ikke kan omgås alfahanner. Ender jeg opp med å trene med macho menn pleier det å ende i blodig nærkamp. Jeg vet ikke hva som trigger det. Kanskje det er hatet mot autoriteter som slår inn, eller kanskje det er arrogansen om at de faktisk tror de er bedre enn meg. Skal jeg fortelle en hemmelighet? De fleste machomenn greier ikke å slåss. De har muskler og kraften, men ingen teknikk. Det de har lært om krigekunst er fra japanske filmer eller Bruce Willis. Så lenge man greier å hindre dem i å bruke full kraft (uansett hvor god du er så tåler du ikke en knyttneve i ansiktet) så vinner man som regel.

Før var jeg nødt å gjøre kompromiss, for det er mange machomenn i kamsportmiljøene. Nå, derimot, har jeg funnet meg min lille nisje med folk som passer sammen. Vi har samme prinsipper når det kommer til krigerkunsten. Det ender alltid i blod.

Vi samles flere ganger i uken. Møteplassen blir erklært en time før samling, og skifter fra urbane nedslitte strøk, til motorveier, til skogsområder. Man skal alltid komme seg til møteplassen til fots. Alle klarer det alltid innen fristen.

Selve kampene kombinerer flere teknikktyper. Lederen vår er godt trent i Krav Maga, som er slåssteknikken formet i den israelske hær. Vi andre har spredt erfaring med Tae Kwon Do, karate, Jiu Jitsu og annet. Reglene er fight club stil og kampen slutter ikke før en skriker stopp, tapper ut, besvimer, eller blir så sterkt skadet at man ikke kan fortsette. Den siste har vi ikke opplevd ennå.

Vi har trent sammen siden august, og blitt mer disiplinerte. Man skal prøve å hindre å skade folk så det ikke kan dekkes over. Man har jo liv man skal leve. Å gå på jobb eller studiested med blåmerker i ansiktet og opprevet leppe er ikke konstruktivt.

Selv har jeg ikke hatt større skader. Den store mistanken jeg har er at siden jeg er den minste (i størrelse og alder) så tar de lett på meg og vil ikke skade meg noe større. Det verste var en knivkamp der motstanderen min fant ut at han ville prøve å skalpere meg. Dette fikk han ikke til men et kutt i skallen fikk jeg. Han tok strupetak på meg isteden. Jeg tok igjen ved å bite han i armen. Store mannen måtte få stivkrampesprøyte.

Sensei Oleg (vår lærer og leder) har lagt sin elsk på meg og lar meg slippe unna med alt, noe som betyr at jeg kan bruke de andre som personlig boksesekk uten at det får konsekvenser. Det vil si; ingenting fikk konsekvenser før jeg utfordret sensei selv til nærkamp. Ingen våpen skulle brukes, bare ren teknikk. Han aksepterte. Jeg bruker primært Jiu Jitsu mens han bruker sine kjære Krav Maga-teknikker. Jeg trodde jeg hadde studert han grundig. Jeg trodde jeg var klar. Jeg tok veldig feil. Han lot være å brekke bein på meg men meg fikk et knuseslag mot kjeven som lot meg smake jekslene mine på en ny måte. Til gjengeld kunne jeg blinde han ved å spytte blod i ansiktet på han. Blod gir veldig god visuell effekt; det var Rambo som stirret tilbake på meg. Jeg hadde gjort han sint nå. Noen runder til der vi sparret hverandre av, og han fikk overtaket. Kroppen min lettet fra bakken og plutselig tok jeg svalestup ned i en haug med løv i utkanten av treningsarenaen. Løvet skjulte noen skarpe steiner som sa hallo til ribbeinet mitt og gav det et skikkelig knekk. Diagnosen ble bristet ribbein.

Nå blir jeg rundhåndelig bortskjemt av Oleg. Mannen var nærmest i tårer, ikke fordi jeg ble skadet, men fordi jeg ble så skadet at jeg ikke kan trene kamp på minst 4 uker. Et bristet ribbein kan brekke helt og trenge inn i lungen, noe som er litt blodige saker. Jeg har blitt oppnevnt som dommer og får sitte på sidelinjen ved siden av vårt passive medlem, den vakre Francoise, som til gjengjeld deler sin hjemmelagde veganersjokolade med meg. Livet er godt.

I perioder har jeg vondt i hjertet. Altså fysisk. Eller i følge alle andre er det muskler i området som gjør vondt, men for meg kjennes smerten i hjertet. Noen ganger er det så vondt at jeg må krølle meg sammen og klynke av smerte.

Det som er så rart, er at det føles så naturlig. Det stemmer overens med hva jeg føler. Jeg har vondt i hjertet, og det gjør vondt. Det føles bare riktig. Klart det gjør vondt?

Jeg ser for meg at hjertet mitt har sår som blør. Små sår, noen her og noen der. Noen sår er plastret sammen og er i ferd med å leges, noen sår er grodd, noen sår er åpne, og noen sår har en tendens til å åpnes igjen.

Hjertet mitt har små sår som blør. Sår som har kommet av svik, og sår som har kommet av løgner. Det har vært skuffelser, krenkelser og overtramp. Det er følelser av savn og lengsel og smerte.

Brent barn skyr ilden, er det et ordtak som sier. Det er klart jeg verner om hjertet mitt. Det er klart jeg er redd. Det er klart jeg er forsiktig. Jeg har brent meg flere ganger. Noen ganger har jeg nærmest fortjent å brenne meg fordi jeg har vært så dumdristig og naiv, mens andre ganger har det vært grådig urettferdig.

Jeg syns det er en vanskelig balansegang. Jeg syns det er vanskelig å vite når jeg kan og bør slippe taket litt, og når jeg bør holde litt ekstra fast rundt hjertet mitt. Jeg vet at både jeg og andre går glipp av noe dersom jeg stenger alt og alle ute, men jeg vet også at jeg kan brenne meg igjen om jeg åpner opp for feil mennesker og på feil tidspunkt.

Det er en vanskelig balansegang, men jeg prøver. Og foreløpig prøver jeg helst å la de åpne sårene leges litt. Bygge hjertet opp og bli et stort og godt hjerte med plass til de rette menneskene.

Men akkurat nå har jeg vondt i hjertet mitt, og at det smerter fysisk føles bare så…riktig, uansett hvor rart det høres ut. Men jeg vet at det vil gå over. Snart.

(Ikke sant?)

Jeg går ved din side. Jeg er stolt av å kjenne deg, stolt av å være din venn, og jeg stortrives i din nærhet. Men jeg krymper meg litt. Jeg blir liten. Helst vil jeg liste meg på tå for at ingen skal høre, for at ingen skal se. Jeg krymper meg i din nærhet,

i redsel for at du skal skamme deg over meg. I redsel for at du skal være flau over å være ved min side.

Det gjør vondt å føle seg liten. Ikke på grunn av deg, men for hvem jeg er.

Det handler ikke om at jeg er usikker på meg selv. Jeg bryr meg ikke om hva folk skulle mene, tenke eller si. Jeg er meg. Jeg går som jeg vil og jeg gjør som jeg vil.

Men jeg har blitt lagt bånd på før. Jeg har blitt vant med å være den som gjør noen flau ved å være ved deres side. Jeg har blitt vant med at sånn er det bare. Jeg er en outsider som andre skjemmes å være sammen med.

Jeg vet at du aldri, aldri ville tenkt på den måten, men likevel trår jeg varsomt ute blandt mennesker. Jeg skulle aldri i livet ønske å bringe skam over deg.

Vi er bare venner, men jeg bryr meg veldig om deg.

Jeg går ved din side. Jeg er stolt av å kjenne deg, stolt av å være din venn, og jeg stortrives i din nærhet. Men jeg krymper meg litt. Jeg blir liten. Helst vil jeg liste meg på tå for at ingen skal høre, for at ingen skal se. Jeg krymper meg i din nærhet,

i redsel for at du skal skamme deg over meg. I redsel for at du skal være flau over å være ved min side.

Det gjør vondt å føle seg liten. Ikke på grunn av deg, men for hvem jeg er.

Det handler ikke om at jeg er usikker på meg selv. Jeg bryr meg ikke om hva folk skulle mene, tenke eller si. Jeg er meg. Jeg går som jeg vil og jeg gjør som jeg vil.

Men jeg har blitt lagt bånd på før. Jeg har blitt vant med å være den som gjør noen flau ved å være ved deres side. Jeg har blitt vant med at sånn er det bare. Jeg er en outsider som andre skjemmes å være sammen med.

Jeg vet at du aldri, aldri ville tenkt på den måten, men likevel trår jeg varsomt ute blandt mennesker. Jeg skulle aldri i livet ønske å bringe skam over deg.

Vi er bare venner, men jeg bryr meg veldig om deg.

I bilen kysser han mig mens han lader hånden glide op over min mave og bryst til halsen. Hånden lægger sig tilrette om min hals, mens hans anden hånd glider op om min ryg og griber fat om mit løse lange hår.

Mens hans tunge bevæger sig kælent og mere krævende dybere ind i min mund, strammer han grebet om halsen. Hånden i nakken løfter sig opad og jeg retter mig op.  Sidder rank i forsædet og giver min mund til ham, mens han langsomt trækker op i mit hår.

Hånden om min strube strammer sit tag, jeg gisper og åbner munden mere. Hans tunge glider dybere ind. Jeg smager hans tunge, den smager af øl og et hint af tobak. Jeg mærker min hjerne langsomt begynde flatline, på den fede måde.

Hånden fra struben slipper sit tag og glider ned mod mit bryst. Hans fingre finder hurtigt brystvorten gennem BH’ens tynde stof. Hans fingre lægger sig fast om brystvorten og så klemmer han fastere og fastere. Små elektriske stød strømmer fra brystvorten og ned i klitoris. Min fisse sejler hurtigt, vådt.

Jeg stønner. Han slipper mit bryst, og ser ned på mit ansigt, byder mig kysse ham. Hans mund er lige præcist så langt væk fra min, at jeg mærker smerten fra de små hår i nakken da jeg rank strækker mig mod ham.

Jeg modtager hans læber som belønning. Hans kys brænder mine læber.

Han stopper, ser på mig. Jeg bliver forfjamsket og usikker og genert på den der kiksede blufærdige måde. Han smiler, griner blidt og spørger så om jeg er okay. Jeg svarer lige så forfjamsket, Ja. Han siger han kan li mig sådan.

Så kysser han mig, hans hånd er stadig bag mit hovede, den hviler mod nakkestøtten og holder om mit hår, det strammer i nakken på mig hver gang jeg bevæger mig uroligt. Jeg bevæger mig uroligt for hvert brændende kys, for hver gang hans fri hånd klemmer min brystvorte så det strømmer med elektriske stød ud af den ned ad rammer min fisse og breder sig vædende  ud.

Ind imellem holder han en lille pause fra mine brystvorter og griber om min hals. Jeg strækker mig rank og fornemmer hans store håndflade dække min strube. Jeg ønsker min hals var lidt længere, lidt smallere så hans fingre kan låse sig fast om halsen. Han strammer jeg gisper og åbner munden, for hvert gisp bremser han mit åndedrag med sin mund, med brændende kys.

Hans hænder glider igen op og skiftevis griber hans fingre mine brystvorter, fastere og fastere, stødene glider gennem min krop. Jeg er drivende våd, min fisse sejler og jeg kan mærke det sive gennem jeansne.

Jeg hvisker jeg kommer snart, hvis han fortsætter .

Han stopper og byder mig vælge. Vi tager et sted hen, hvor der er lidt mere ro end gadens travle uro og strålende belysning, jeg stiger ud alene, vi stiger ud sammen.

Min hjerne et tæt på flatlinet, det eneste jeg tænker og mærker er stødende der strømer gennem min krop, aftagende siden han stoppede og min dunkende fisse.

Vi går ind.

Han stopper mig, kysser mig og griber med et et fast tag i nakken og drejer mig rundt om hans hånd, så jeg står med ballerne presset mod ham, mærker den hårde bule i hans bukser mod mine baller. Svajer blidt fra side til side med hofterne for mærke ham. Han tillader min uro fornemmer jeg.

Hans hænder griber om mine brystvorter og niver dem. Stjernestrømme af små stød pisker gennem mig, lige ned i klitoris og jeg knækker sammen i benene. Bestemt byder han mig med rejse mig op. Jeg adlyder straks med dirrende ben.

Han knapper min skjorte op klæder mig af, hans hænder er ferme Bh’en er hurtigt væk og han glider om foran mig. Han spænder bæltet i jeansne op og åbder bukserne og trækker dem ned over mine støvleklædte ben.

Blottet står jeg foran ham. Han glider bag om mig igen. Griber min hals og trækker mit hovede bagover, hans anden hånd finder vej til min våde fisse. Han er tavs, indtil han roligt hvisker, du jo liderlig. Jeg stønner og vrider mig, fissen dunker og er på nippet til springe ud i en orgasme. Jeg mærker knapt hans ånde mod min kind da han hvisker. Din orgasme er min, jeg ejer den og bestemmer hvornår du må få den.

Det er ikke nu. Og stå så ordenligt. Jeg står. Dirrende langt ind af en sprængfarlig liderlighed.

Han byder mig tage bæltet ud af ine bukser og give ham det.

Jeg dirrer og sitre af spænding og af nervøsitet. Nu sker det når jeg at tænke i det jeg giver ham bæltet.

Han står pludseligt foran mig. Ser på mig, får mig til at slå blikket helt ned så jeg ser ned på hans fødder. Han kysser mig og spørger om han skal gå videre. Jeg nikker og vil kysse ham, hans hånd flyver op og griber mig i håret trækker mig væk fra hans læber.. mine læber kysser luften der er varm af hans ånde. Jeg står lammet, kan ikke huske ordet og så langt tilbage i tågerne kommer det, jeg hvisker det.

Han glider om bag mig. Byder mig bøje mig forover. Hans hænder glider kælende over mine baller op om mine hofter blidt og fast. Så glider bæltet hen over min hud ind mod min våde fisse.

Først et svirp på den ene balle, så et på den anden. Roligt skifter han fra side til side og rammer lige ved siden af sidste sted han ramte, mine baller bliver varme, nærme sig glødende. Han stopper op. Lader sine varme hænder kæle huden. Jeg står og holder om mine ankler og ved ikke om jeg skal sukke af lettelse eller græde af lettelse.

Hans fingre glider ind mellem ballerne, kæler for min røv og glider ned og væder sig i safterne der driver af mig. Han tommel glider rundt i ring og presser sig lidt på. Så stopper han og giver mig et par hurtige smæk på ballerne. Jeg stønner og er lige ved miste balancen. Han griber mig.

Får mig op at stå og ser på mig. Spørger om jeg er okay. Jeg nikker. Han suger sig fast i et kys, bider mine læber og presser tungen ind i min mund.

Han siger det er nok for nu. Spørger om jeg skal have orgasme. Jeg hvisker stønnende – det bestemmer du. Godt svaret – siger han. Han hånde glider ind mellem mine ben, rammer min fisse og begynder behændigt masser den. Hans anden hånd har han snoet om mit hår og løfter op i det, så jeg må ranke mig mere og mere for at det ikke strammer for meget. Godt siger han. Stå ordentligt.

Jeg står. Mine baller gløder og min fisse er glohed og dunkende. Jeg kæmper og holder igen, mens han byder mig ikke give slip.

Så byder ham mig komme. Jeg slipper og er tæt på knække sammen da orgasmen stråler stødene ud i kroppen. Han greb om mit hår holder mig oppe.

Nu skal du kneppes siger han og trækker mig ind i soveværelset. Jeg adlyder og adlyder og han tillader mig flere orgasmer inden hans stive pik trækkes ud og med et stødes op i min røv uden varsel.

Pikken når knapt glide i bund før jeg får en analorgasme og han må gribe hårdt fat om mine hofter, borer sine negle ind i min hud. Dirrende efter endnu en trækker han sig ud, smider sig og siger jeg skal slikke hans pik.

Jeg adlyder, smager hans præsperm der driver ud af hans pik. Sluger den. han skiftevis presser mit hvoede helt ned over den og hiver det gispende op igen. Før han stopper mig, byder mig slikke hans nosser, han vil sprøjte.

Hans hænder glider ned og op langs mit ansigt mens de behandler hans pik. Han stønner og så kommer han, sprøjtende ud over mit ansigt, ud i mit hår, ned over hans fingre. Jeg slikker stille og roligt safterne i mig, rengør ham.

vi falder i søvn.

For første gang i årevis ligger jeg i en mands arme i søvn…jeg sover elendigt, men ingen gamle traumer dukker op, ingen marreridt, ingen trækken helt ud mod kanten af sengen.. jeg sover elendigt fordi min krop ikke kender hans, hans dufte og lyde af søvn… jeg sover elendigt på den gode måde.

LilleQ

Iblant
er hun i en annen verden
i en annen sfære
Han angrer han ble med
på ferden

Ofte
deler de lykke
og hun kaller ham sin prins
Han sier hun er en edelsten
et smykke

Iblant
føler hun slik harme
at hun nesten blir kvalm
da viser hun ingen ømhet
ingen varme

Ofte
Ser han henne i øynene
og alt annet forsvinner
De deler ekte sannhet
begraver løgnene

Lenge
har de godtatt svik
og nektet å tilgi
De har tatt gale valg
gått over lik

Nå
vil de slutte å klandre
og leve som gullfisker i en bolle
Der intet er å finne
kun hverandre

Sympati er egenskapen å vise følelser som følge av en annen persons følelser, eller som en følge av en annen persons lidelse kilde: wikipedia

tekst fortsetter under bildet

bilde: google

En må gjerne føle med meg og ha sympati, det er helt greit, men noe jeg ikke syns er greit, er setninger som “stakkars deg” eller “jeg syns synd på deg”. Det er kanskje godt ment noen ganger, mens andre ganger er det ikke det. Selv syns jeg det lukter ironi og nedlatenhet / overlegenhet av slike setninger.

Kanskje jeg indirekte ber om det selv ved å brette ut mine følelser i form av syt og klag, men jeg mener ikke å be om det. Jeg ber ikke om sympati, men om du føler med meg så er det helt fint. Ingenting galt med det, tvert imot.

Jeg kan ikke kreve noe av noen, men i den grad det går, så ikke syns synd på meg. Don’t pity me.

Takk.

Jeg vet det er høst når jeg kan tenke på det evinnelige dødspørsmålet uten å bli deprimert. Trærne blør, mine venner, og det er helt greit. Bladene er blitt farget av dødens egne farger og mister taket på sine stolte grener. Det var vind idag, og den var like leken som meg. Rasler i bladene og river dem ned, leker med dem i virvler. Det er en dans, en lek, som det siste slaget før de legges til hvile. Kjempende til siste slutt og gir meg en vakker piruett å danse til.

Det regnet idag og, og høstjorden dunster av råtnende blad og våte vekster. Sansene kommer på høygir, luften er høstgudinnen og vinden leker med bladene og meg. Hele verden blir av blader med det sterkeste vindkastet. Omringet på alle kanter av råtnende fargeflammende blader. Gammeleika gav fra seg løvet.

Det yrer og jeg blir våt, men bare litt. Verden er høst og jeg fryder meg ut til fingerspissene. Det er nå, og bare nå, at døden er på sitt vakreste, og snart kommer de hvite begravelsen med sitt dekke. Det blir en død igjen neste år igjen. Men nå vil jeg danse med bladene.

Jeg har ingenting spennende å si for tiden. Ingenting interessant, ingenting fornuftig, ingenting. Jeg har ingenting å si.

Men jeg sa til behandleren min;

Det hadde vært å foretrekke å klikke mentalt, kutte seg og totalt miste fotfeste, enn å sitte her med tårer og snørr og kjenne på den enorme smerten og ensomheten.

Om det å bli bedre er å kjenne på og holde ut smerten, så er det nesten hakket bedre å miste kontroll og havne på galehus.

Men ellers har jeg ingenting å si.

Ingenting.

så stille
tomt

ordene formuleres
på papiret
jeg lever
jeg er

tror du

mens hjertet mitt
lar være å slå
for ekkoet
gjør for vondt

så stille
tomt

er jeg

 

skrevet av © Lise Hetland,
6 november 2009

Jeg er så skuffet.

Jeg har alltid hatt en liten beskyttende rustning ved å ha den innstillingen at mennesker er i utgangspunktet onde. Eller kalde, egoistiske, whatever. Trist tenker du kanskje, men trygt har det vært. De gode menneskene som har fortjent tillit og kjærlighet, de har fått det fordi de har fortjent det. Det har vært en grei måte å leve på. En grei måte å filtrere, selvom jeg klarer å se det utenfra at det blir veldig “sort-hvitt-tenkning, grov inndeling og sikkert en del som faller utenfor”. Bla bla bla. Motsigelser, motstridende tanker, kamp mellom fornuft og følelser, men det er en annen historie.

Jeg får stadig høre fra alle kanter at jeg må legge ned forsvaret og tro at det finnes godhet, tro at menneskene er gode. Og jeg har prøvd, og jeg prøver. Selvfølgelig ønsker jeg å tro at verden er full av gode mennesker.

Alle er enige i at verden kan være ond. Verden er brutal, folk dreper, det finnes krig, mishandling og så videre. Men det gjelder visstnok å se litt nærmere på de små tingene i livet. Det gode i mennesker.

Jeg prøver.

Men hva når jeg får bekreftet gang på gang at verden er som jeg i utgangspunktet tenkte? Jeg kan jobbe hardt og lenge for å våge å tro at mennesker er gode, men straks jeg gjør det får jeg slag i trynet.

Jeg kan ikke begripe hvordan enkelte mennesker bevisst kan gå inn for å si noe så utspekulert og ondsindig, med eneste formål å såre!? Denne gangen handler det ikke om noe jeg har erfart, men noe som har gått utover en av mine beste venner. For én gang skyld kan jeg med hele mitt hjerte forsvare mitt utgangspunkt. Jeg sier ikke det at det bare finnes onde mennesker i verden, absolutt ikke, men man skal passe seg for å være for godtroende også. Det kan være giftig for sjelen.

Jeg bevarer mine nære og kjære godt inntil hjertet fordi jeg vet at de er sjeldne.

Jeg er bare så skuffet. Skuffet over mine medmennesker. Fy skam.

Snart helg igjen, det e like godt kvar gong! Som du sikkert e fullstendig klar over e torsdagen ein dag vi må selfølgelig må igjennom før vi kan komme til fredagen. Eller nei, vent no litt, e det eigengtlig ein sjølvfølge?
Hold deg fast her kjeme det eit kraftig og rykande (!!) ferskt vitnesbyrd!

Elling sa i talen sin på søndag at “Livet er en fugl, og jeg er kvisten den sitter og hviler på.” at livet vårt kvila i Gud sine hender. Uten Gud er vi fortapte, men samtidig e vi umistelige for Han.

I dag er det torsdag, og som vanlig har eg cellegruppe da. Etter veka var eg litt på underskudd på søvn siden eg har gått 2 nattevakter. Eg tenkte eg skulle forberede meg til cellegruppe, så som tidligare pleie eg å sette meg inn på badet, siden det er godt å varmt der inne, og fordi det er så koselig når ein tenner lys der inne (og alle andre plasser), så dette gjorde eg. Etterpå forberedinga var planen å bare kvile augene litt der inne på det varme badegolvet. Oppklaring: Nei, eg tok ikkje augene ut og la dei på golvet, eg la heile meg sjølv ned for å søke varme og nærhet med golvet. Eg gjentar; ei oppklaring for sikkerhetsskyld liksom.
Eg gjorde meg ferdig med det eg skulle, og sank ned på golvet i liggande stilling. So sovna eg.
Etter 35 minutt våkna eg av eg høyrte ein mystisk lyd: pssssj, samtidig som den venstre ankelen min vart varmare og varmare. Kva var dette for noko? Ein sviande brennande smerte. Plutselig kom lukta. Lukta av ingenting anna enn: SVIDD JOGGEBUKSE. Joggebuksa brann. Inni granskauuen, buksa mi brant! Ild på kleda som var på kroppen. Kroppen som var Marita sin!!! Ingen vanlig situasjon – skulle eg her skrive “panikk” med store bokstavar ? Nei nei, eg har vore på brannkurs og beholdt roen gjennom heile situasjonen!

Fuglen sitte på greina enda! Eg e umistelig, og eg erkjenna det; eg e fortapt uten Gud! Fanpigedetastsik og jubel og fanfare og kinaputt!

Hun pleide alltid å si “jeg er ikke av denne verden”. Verden føltes så kald, så overfladisk, så giftig. Hun lurte ofte på hvordan hun skulle klare å overleve blant disse menneskene som ikke var som henne.

I hennes verden var det bare hun som hadde følelser. Hun var den eneste som så sannheten, den eneste som hadde sannheten om denne verden. Ingen andre så det, for de hadde ikke evnen. Hun var ikke av denne verden.

Noen ganger rømte hun inn i seg selv. Hun var ikke klar over det, men det hendte at de ikke fikk kontakt med henne. Ørene lyttet, men de hørte ikke. Øynene var åpne, men hun så ikke. Hun hadde nok med seg selv, og nok med sine tanker. Hvordan skulle hun klare å overleve her?

Disse menneskene som vandret rundt, som travelt forflyttet seg fra sted til sted for å fullføre dagenes gjøremål, hvem var de? Hun kunne se det i øynene deres. De levde ikke, de bare eksisterte. Hun var den eneste levende i denne verden, og det smertet å være så alene.

Ingen kunne noensinne forstå, for hennes følelser var ikke av denne verden. De var ekte. Ingen av disse kalde kroppene kalt mennesker kunne forstå hva hun følte.

Medfødt sårbarhet. En sårbarhet som ikke hørte til i denne verden blant giftige mennesker. En sårbarhet som verden ikke kunne romme.

Selvopphøyelse. Grensepsykose. Tomme ord som disse menneskene prøvde å bortforklare hennes menneskelighet med. Men ingen så, ingen kunne vite, for de hadde ikke evnen.

Forvirret. Ustabil. Fraværende. Vrangforestillinger.

Hun fikk nesten vondt i hjertet av å være vitne til naiviteten til disse menneskene. Det nyttet ikke krangle på det, for de ville aldri kunne forstå. Hun var ikke av denne verden.

Eksistens, men inget liv.

skrevet av © Lise Hetland

skrevet av © Lise Hetland, 2 november 2009

det lukter smerte
og blod
idet jeg lar vannet
renne over meg

det er vondt
men hvilken rett har jeg
til å klage

det beskyttende laget
renner bort
og det røde
får fri flyt

renner og blandes
med det rene vannet

det lukter smerte
og blod
og jeg kan syne min sjel

det er vondt
men hvilken rett har jeg
til å klage

skrevet av © Lise Hetland , 2 november 2009

(Skal. Skal ikke. Skal. Skal ikke. Skal?)

Jeg hatet dere. Jeg forbannet dere! Dere hadde såret meg, sviktet meg og gått bak ryggen min. Dere hadde gjort meg så vondt at jeg ikke lenger klarte å ha dere i livet mitt.

Om det dere gjorde var bevisst eller ikke, det kunne jeg ikke vite, men jeg klarte ikke leve med usikkerheten. Jeg kunne ikke leve med smerten og usikkerheten om hva deres hensikter var. Jeg kunne ikke begripe hvordan dere kunne gjøre meg så vondt.

Jeg ville ikke miste dere, men følelsen av å allerede være i ferd med å miste dere fikk meg til å bryte. Jeg var så såret, så sviktet. Litt verdighet ville jeg ha igjen. Hvor mye skulle jeg finne meg i? For “noe” inni meg påsto å vite sannheten om alt og alle.

Jeg prøver å gi litt etter. Jeg prøver å se det gjennom deres øyne, men det er smertefullt. Det er smertefullt å se at jeg er delskyldig. Det er smertefullt å ta innover meg at jeg selv har greid å ødelegge noe av det mest verdifulle jeg hadde.

Sinnet har lagt seg, og savnet trer frem. Jeg benektet alltid savnet. Alt jeg klarte å tillate meg selv var å være sint på dere.

Jeg skulle ønske jeg kunne si at det var min sykdom som ødela, og at det var greit. Jeg har så lyst å skrike “det var ikke meg!” Det var dette “noe” inni meg som påsto å vite sannheten om alt og alle. Dette “noe” som består av en vond klump av redsel og frykt. 

Men man slipper ikke unna med alt bare fordi man er syk, det har jeg lært meg. Jeg kan ikke alltid legge skylden på diagnosen min. Jeg vet at den påvirker meg, men jeg må lære å ta ansvar. Jeg skulle bare ønske jeg klarte å se det i tide! Hvorfor i helvete lot jeg det gå så langt.

(Tilgi meg)

Tårer
© Lise Hetland

Relatert: Å innrømme sine feil

Jeg klarer ikke helt å sette navn på følelsen jeg har akkurat nå og som jeg har hatt litt i det siste. Jeg klarer ikke helt å plassere hva det er jeg føler. Kanskje det går over, jeg vet ikke.

Det minner kanskje om en følelse av dårlig samvittighet eller skyldfølelse. Kanskje et snev av oppgitthet også. Det er så altfor lett å være “etterpåklok og angre”, og jeg prøver å fortelle meg selv “det er ikke din feil, og det var aldri din feil, du kunne ikke noe for det, og du kan ikke noe for det”.

Jeg har kasta bort så mye! Jeg har kasta bort tid og krefter på “ingenting”. Jeg har påført meg selv og andre smerte og bekymringer, for “ingenting”. Ved å være syk.

Jeg prøver å fortelle meg selv at jeg ikke kan forandre det som har vært, at det ikke er eller var min feil, og at det ikke er forgjeves. Jeg prøver å innbille meg at jeg har tillært meg verdifull kunnskap og verdifulle egenskaper på alle disse bortkasta årene.

Jeg husker smerten, jeg husker håpløsheten, jeg husker forvirringen og frustrasjonen. Jeg husker blodet, tårene, sykehus og låste dører, jeg husker skrik, syner og angst. Jeg kjenner det så godt at jeg kan smake det. Likevel føles det så fjernt. Jeg kan få tilbakefall og havne dit igjen, jeg vil ikke kalle meg 100% frisk, men nå er alt så rolig og stabilt og tomt. Hvilken verden har jeg havna i? Jeg er vant med min egen verden av kaos og faenskap og her sitter jeg igjen som et spørsmålstegn.

Jeg har kasta bort viktige og gode relasjoner. Jeg har kasta bort så mange fine ungdomsår som jeg ikke får igjen. Jeg trodde jeg skulle være takknemlig for gode tider, og det er jeg også, men ettersmaken av tapte år og tapte relasjoner er vond.

(tilgi meg)

Foto: pappa min
© Lise Hetland

Jeg har lige været til boksning – 1 ½ times tortur, men jeg elsker det!

Koncentrationen, volden, teknikken, udholdenheden, smerten, og ikke mindst den afslappede og udmattede følelse bagefter.

Nu har jeg købt tandbeskytter og håndbind, og så må jeg vel ønske mig et par handsker til min fødselsdag..

for nogen er fascinationen lingeri, det kan jeg så forholde mig til.. jeg fasineres af nyt lingeri, fornemmelserne af det mod min hud når jeg iklæder mig det.

Men jeg har flere fascinationer og sikkert også gennem tiden glemt nogen, der har været i tilknytning til bestemte tider eller mænd.

Hænder. Fascinerer mig, ret meget. Jeg kan have svært ved fjerne blikket fra de rigtige hænder. Og hvordan er de så. De er stærke, senede og maskuline  med slanke lidt kantede fingre. Fingre som kan have en tendens til at ledenes kantetehed på en og samme tid både fremhæver fingrenes slankhed og samtidig gør dem meget maskuline og sådan lidt senede knoglede. Det er hænder, der virker stærkt på mig, som hænder der kan grib mig, holde mig fast og samtidig nænsomt kærtegne. Maskulint.

Et par hænder fangede mig for en tid, da jeg opdagede dem.  De var noget helt særligt og jeg har aldrig siden oplevet hænder som dem. De fangede mig. Maskuline hænder, lange slanke kantede fingre og med håndflader der føltes seje, som var de af kraftig læder.

Fascinerende.

Jeg ønskede ikke andet end mærke hans hænder på min krop, mod min nøgne hud. Mærke den der seje stærke læderhud mod min bløde varme nøgne hud.  De tændte mig. Mine tanker kredsede konstant om dem. Læderhænderne. Jeg fik dem  kun kort at mærke og kun med mine hænder. Jeg tror min fascination og åbenbare lyst til give mig hen til hans hænders vandring skræmte ham. Jeg var ung, han var yngre.

Fascinationer. De har den der helt særlige kraft i sig, det som om de er bærer af vækst muligheder. Nogen kan vokse sig så store de bliver tvingene nødvendige for tænding og udløsning overhovedet kan komme på tale… andre gange blvier de små lækre udløsende fascinationer som kan bruges, leges med, kombineres i uendeligheder og vokse, hvile lægges i dvale for tages op igen og igen og igen.. afmaskeres og ses nøgne som man vokser sig klar til dem, klar til tage dem i brug i mangfoldighederne.

Fascinationer… mine fascinationer.. kys, kys af den dybe intense og våde slags. Jeg kan fascineres af vådeheden, så jeg må have den ud over ansigtet, vådt glinsende gnidende kys. Andre bare dybe tungeudvekslende hvor kysset indleder, fuldfører og afslutter sammensmeltningen, fastholder den og er med hele vejen, de der dybe intense kys som åbner altet i os.

Røven, den sarte røvs åbnende virkninger på mig på ham på lysten og orgasmer i det. Røvens evne til opslugethed af små krampende og detaljerede nuancer af lyster, af frigivende kraft. Af store opløsende orgasmiske kramper der spreder sig udad og omslutter mig, ham, trækker sig indad og tvinger opmærksomhed indad, nedad og centreret om pik om røv om fisse om ham og hans energier om mig og mine.

Smage. Lade tunge danse over røv, vådt støde den ind forbudt og så nydende.  Lade smagen af krop omslutte tungen, smage af salte og søde bitterstoffer, sved, saft og kraft den der tydeligt definerede smag af den anden. Af lyst, af liderlighed. Af intime detaljer, om gemte hemmeligheder og skjult angst. Smagen af helet. Smagen af mennesket. Umuligt at hemmeligholde eller skjule. Ukamoufleret smag af altet.

Dufte der pirrende danser rundt under næsen. Dufte med nær beslægtethed og sammenhør med smage. Afslørende tændende og uden ophør. Altid dufte af krop af udvikling af lyst af levende levet liv.

Fascinationer af tænkt. Der bærer tændinger, lysten og legen. Fasinationer af tanker og ideer, af fantasier udlevelsesværdige og legende, af skjulte hemmelige og forbudt art. Delbare tanker, delende lyster og legende alvorlig udforskning i grænselandets ingenmandsland. Udviklende lyst udviklende og voksende menneske. Befriende.

Fascinationer af smerte. Af smerten når røven presses til sit yderste, den der omsluttende kraftudløsende lystsmerte der breder sig cirklende lukkende, åbnende og udløsende. Smerte af ånd. Smerte af kraft. Smerte af lyst og indadvendted. Smerte af frække provokationer og beskidte ord. Smerte af slag på baller, varmene, stikkende strålende. Smerte af slag på kind, rystende varme indadvendende. Af flabethed, af indestængt liderlig pervistet udløst der i luften inden slaget rammer. Forventningen, afventningen og så, slaget. Fast hårdt, kraftfuldt dominerende kontrol. Smerten af overgivelsen.

Mange mange mange fascinationer… trange og lyster.. febrilske tanker i ring.. undertrykte udløsninger.. lyst.

Fascinerende….

LilleQ

Flere og flere bedrifter i dag er blitt veldig bevisst på å ha ett massasje- og behandlingstilbud til sine ansatte for å forebygge, og redusere lengden på sykemeldinger. Omtrent en tredel av langtidssykefraværet og uførepansjon antas å være arbeidsrelatert. Muskel- og skjelettlidelser er den hyppigste årsaken til sykefravær og uføretrygd i Norge!

1) Virker smertelindrenede; løser opp spente og ømme muskler, og mykgjør stive ledd.
2) Øker blodsirkulasjonen kraftig , øker utskillelselsen av avfallstoffer og bedrer næringstilførselen til muskler, sener og ledd.
3) Virker drenerende. Fint for deg med vannansamlinger i kroppen.
4) Senker stressnivå og er med på å senke blodtrykket.
5) Forbedrer søvn.
6) Øker fleksibilitet og bevegelsesutslag.
7) Øker kroppsbevissthet.

En behandling tar fra 15- 30 min og en beholder klærne på, noe som gjør det lettvint å bruke tilbudet. 15 min Aquamassage tilsvarer 1 time vanlig massasje!

Følge oss på Twitter http://twitter.myaquamassage.com
Besøk vår hjemmeside: http://www.aquamassage.no

398M5DW525Q8

Skulle egentlig vie ett helt innlegg til hvor vondt jeg har i høyrehånden min etter at jeg falt ut av sengen, og fortelle at jeg nå har besluttet å smekke overmadrassen min bakerst i klesskapet etter å ha vurdert både oppklipping og brenning, men så fikk jeg en skikkelig pakke-godnyhet fra verdens fineste Mari.

Stikk innom denne bloggen for å se hva jeg skal få med henne da. Og hva synes dere jeg skal velge? Jeg skulle prøve å finne noe der inne i sted, men fikk angst av at det var så mye som var dødlig-koslig og kom ingen vei. Beste julegaven i hele verden merker jeg.

foto © Lise Hetland

De sier at øynene er sjelens speil. Det har jeg alltid vært enig i, men jeg har aldri vært klar over hvor avslørende øynene faktisk kan være. Jeg vil komme med noen egne eksempler.

Mamma sa nylig til meg at hun alltid visste hvordan jeg hadde det, bare ved å se på meg. At øynene mine fikk et slags matt teppe over seg når jeg hadde det dårlig. Mamma sier at øynene mine stråler nå, og at det gjør henne glad.

Elin i Psykopp, min “arbeidsgiver” så meg sist ifjor, før jeg nå nylig prata med henne ansikt til ansikt. Hun sa at det strålte av øynene mine, at jeg hadde et helt nytt blikk i forhold til i fjor. Og i fjor var et utrolig vondt og vanskelig år for meg med mye innleggelser.

Læreren min fra ungdomsskolen som jeg først så igjen nå, omtrent 10 år senere, fortalte meg at øynene mine hadde et nytt lys, at de var klare og trygge i forhold til for så lenge siden da jeg var så syk. Den gang hadde jeg et usikkert og flakkende blikk.

På videregående sa jeg aldri noe som helst i timene. Da ei lærerinne slutta på skolen ville hun si noe om hver elev. Jeg tenkte å nei, det er ingenting å si om meg, for jeg er usynlig i timene. Jeg ble rørt da hun sa “Lise, som aldri sa et ord, men med øyne som sa alt”.

En kan prøve å skjule smerten sin med å ta på en maske og spille, men øynene vil alltid røpe deg. Jeg trodde jeg kunne skjule alt, men jeg kunne faktisk ikke det. Jeg har det bra for tiden, på en helt annen måte enn tidligere, men jeg visste virkelig ikke at øynene mine kunne fortelle så mye.

Les gjerne mitt innlegg om blikkontakt

Ka e det som bevega seg kjempemasse, men på samme tid bevega seg utrulig lite?
Dinna gåta her e basert på ei sann historie, og reflektert utfra virkelige hendingar i eige liv, eg gjer oppmerksom på at gåta VIL ta stad i dag rundt kl 2100 og i mårå ca kl 0700, du anbefalast derfor til å halde deg innandørs. Hendinga er ikkje satt opp som ein rekonstruksjon, men vil foregå som ein virkelig hendelse…Eg gjer også oppmerksomhet på at hendinga på dei to nevnte tidspunkta vil innehalde sterke scener….(på sikt)

Ingenting er som å starte og avslutte ein dag på arbeid med ei lita treningsøkt, sant? Vi snakka sykkeltur. På veg til jobb, kveldstid, får du tid til å vakne skikkelig, reflektere over liv og lyst, høre på god musikk, smile til spreke folk, ja – lista er langt. På veg frå job, morgen, får du endelig høyre resten av songen som du begynte på før jobb, du greie ikkje å tenke, noko som resultera i at andre sansa blir sterkare, luktesansen, blir på det beste idet du passera fuglekolonien rundt vatnet, hørselen blir både dårlig og bra på samme tid; musikken blir stille, mens “kra-kra”-lyden overgår det meste av tidligare definisjonar på kva lyd måtte være. Vi snakkar Marita på veg til-og frå jobb.

Sykkelen min e eg blitt veldig gla i, og eg føla meg utrulig sporty i det eg festar lyktene, og hjelmen tilslutt blir plassert som krona på verket. Eg ser så proff ut, og er stolt over at eg brukar både lys og hjelm. Ansvarlige, voksne meg.
Men det hende i dei dagar då helsedepartementet utlys at folk oppfordrast til å ta svineinfluensavaksina, kvar til sin familie, og kvar til sin helsestasjon, at eg opplevde sjokket. Eg steig opp på sykkelen og starta å trø lett bortover vegen. Eg tenkte eg måtte gire den til ein høgre gir, ettersom eg sykla superfort! (!!!!!!!!!!!). Nope, ingen resultat, giren hadde streika, i tredje giren. I all form for positivitet overbeviste eg meg sjølv på at eg ikkje hadde peiling på sykkel, og at giren på mirakuløst vis ville begynne å virke heilt som normalt igjen. Eg tok feil. Kraftig feil.
Der sitt eg på den blå sykkelen, beina trør så fort som bare juling, bare det at eg ikkje bevega meg framover, bare litt. For å sei det sånn så leve eg på dei få nedoverbakkane og der eg har gjetteleik med meg sjølv på kortid eg trur eg kan begynne å trø igjen for å kjenne i det heile litt, bare litt, motstand, det blir somregel når eg nesten har stoppa. Eg ser heilt vill ut der eg prøva å sykkle…lettare frustrert opptil fleire gongar. OG ikkje nok med det, eg har til og med lata som om eg har hatt sykkelen i ein tyngre gir ved å bevege beina mine sakte. Ganske flink skodespelar, sjø. Vegen til og frå, blir valgt utfra kor det er flest oppoverbakkar, der ikkje melkesyra kjem forgjeves,,,
Til og frå jobb 3 gongar, resultera i heile 6 sykkelturar, jeei.
Sterkare muskalar og scener…på sikt

Når psykdommen min blomstrer for fullt hender det (altfor ofte) at jeg sier og gjør utrolig mye dumt (helst på impuls) som skaper fryktelig mye problemer for meg selv, og som muligens drar med seg uskyldige(?) ofre. Når man er i en slik fase eller tilstand ser man ikke at feilen er ens egen. En kan hate og klandre verden og alle dens drittsekker fordi det er en selv som alltid har rett i alt. Å sitte på det magiske ordet sannheten.

Og når man blir bedre og lander ned på jorda igjen, kommer fornuften med sine koselige bivirkninger. Anger, skam, smerte og ødelagde relasjoner. Jeg angrer, fordi jeg ser at det jeg har sagt og det jeg har gjort har vært urimelig og urettferdig. Jeg skammer meg fordi jeg har vært påståelig og handla som jeg har gjort. Jeg kjenner smerte fordi jeg har mista viktige relasjoner og har såret andre.

Det letteste hadde vært å bare skyve den fornuftige delen av meg bort, og heller klamre meg til den trygge “sannheten” om at det er alle andre som har feil, alle andre som er slemme, alle andre – men ikke meg. Da slipper jeg å ta på meg ansvar for det som har skjedd.

Sånn sett hadde det kanskje vært mindre smertefullt å peise på fra en annen planet og frita seg for all ansvar fordi det er verden som feiler noe – ikke meg. Men hvilket liv blir det?

Jeg er kommet til et stadie hvor jeg lenge har forstått og skjønt, men hvor jeg ønsker å være ydmyk og innrømme mine feil.

Jeg har så lyst å be om tilgivelse. Jeg har så lyst å ordne opp. Jeg ønsker, men jeg er så redd. Å legge fra seg den harde og trygge beskyttelsen og faktisk vise seg fra sin sårbare side, det er så forbanna skummelt.

Jeg skulle ønske at du (dere) visste hvor vanskelig det er for meg å prøve å rette opp i mine feiltrinn. Jeg forstår og innrømmer mine feil, jeg angrer og vil gjøre det godt igjen, det er bare så fryktelig vanskelig å ta steget videre.

Jeg har så lyst å fortelle deg (dere) at jeg har lært. Jeg er bare så redd det er for sent.

(Tilgi meg)

bilde googlet

Denne teksten skrev jeg for mange, mange år siden. Den har to varianter, den ene kalt “til du som farger livets tårer om til regnbuer”, mens den andre varianten er kalt “til du som farger livets tårer om til regnbuer, og hele veien tilbake igjen”. De beskriver hver sin side av et smertefullt forhold en ikke klarer å komme ut av, fordi kjærligheten er så sterk. Det handler om å være i et smertefullt forhold med sjalusi og kontroll. Jeg starter med den fine versjonen, når kjærligheten er god. Jeg tror en må lese begge versjoner av samme tekst for å kunne forstå det vanskelige å være i et smertefullt forhold (med mindre du har vært der selv).

Til du som farger livets tårer om til regnbuer

Jeg vet ikke om det er øynene dine som berører meg eller om det er smilet ditt. Det kunne like godt vært hendene dine, eller ordene dine, eller bare måten du sover på. Kanskje det er huden din som fanger meg. Duften..Det lukter deg, bare deg, og jeg kan egentlig ikke beskrive den. Det lukter bare deg. Og det kiler inni meg, jeg kan ikke få nok.

Jeg kan ikke lenger se sannheten, eller fakta. Alt er bare så drømmende deilig med deg i mine tanker. Og det er greit det, å se rosafarger, for det kiler.

Øynene dine farger meg og pensler livets tårer om til regnbuer. Jeg føler meg tvers gjennom naken når du ser på meg, men det er greit, for jeg vet at hos deg er jeg trygg. Jeg prøver å se til endes inn i øynene dine, men det tar aldri slutt. Bak det vakre ser jeg bare noe enda vakrere igjen.

Noen ganger gjør det likevel vondt. Det gjør vondt å ligge ved siden av deg og kjenne varmen fra kroppen din og å føle huden din. Det gjør vondt å høre pusten din og kjenne hjertet ditt dunke. Det er så overveldende og det rører meg. Det føles nesten mer enn hva mitt hjerte kan motta. Og jeg kan ikke annet enn å smile i natten. Og du vet det ikke. Du vet ikke at jeg betrakter deg når du sover, og at jeg stryker over huden din og kysser deg lett.

Du farger livets tårer om til regnbuer, og jeg elsker det for det.

♥ 

Til du som farger livets tårer om til regnbuer, og hele veien tilbake igjen.

Jeg vet ikke om det er øynene dine som smerter meg eller om det er måten du ser på meg. Eller ikke ser på meg. Kanskje det er huden din som fanger meg. Duften…det lukter deg, bare deg. Og hjertet vrenger seg inni meg, for jeg kan ikke få nok. Det er du som bestemmer.

Jeg kan ikke lenger se sannheten, eller fakta. Alt er bare så fryktelig smertefullt med deg i mine tanker. Jeg klarer ikke komme meg bort.

Øynene dine misfarger meg og gjør regnbuer om til tårer. Jeg føler meg tvers gjennom naken når du ser på meg, og  jeg ønsker jeg var tildekket. Smertene er så direkte, så nære.

Jeg prøver å se meg klok på deg, men det tar aldri slutt. Jeg lengter og det gjør vondt. Og jeg må aldri føle meg vakker i nærhet av deg og verden. Da fryser regnbuer og alt blir grått. Kun du får lov å bestemme når jeg skal føle meg vakker. Og da skal ikke verden se meg. Bare du.

Jeg streber, og du vet det. Jeg tror du vil det. Jeg ønsker å føle at du noen gang kunne komme til meg, strebe etter meg. Jeg ville elsket å gi deg!

Hvor er fargene dine? Jeg ser dem av og til, men jeg ser lite av dem når du er i min nærhet. Likevel vil du ikke la meg gå. Noen ganger ser jeg små tegn på at du fortsatt elsker meg. Jeg forstår ikke. 

Og i morgen farger du livets tårer om til regnbuer. Og hele veien tilbake igjen.

bilde googlet