Interview med Anders Samuelsen d 17/9-2008

Velfærdsstaten har spillet fallit
“Lige nu er velfærdssamfundet kun for dem, som selv kan klare sig, og som er en del af fællesskabet. Og som det er lige nu, så er der 700.000 mennesker, der står uden for fællesskabet. Og det er simpelthen ikke godt nok. Og der har vi altså en kerneopgave, som jeg ser det. For det skal der tages hånd om. Der er for eksempel alt for mange på overførselsindkomst,” siger Anders Samuelsen, der svarer uden et øjebliks tøven, da han bliver spurgt, om han mener, at den nuværende velfærdsstat har spillet fallit:”Ja, det mener jeg bestemt, at den har. Det er også derfor, vi mener, at der er behov for en generel debat om velfærdsstaten,” forklarer han.

Velfærd handler om prioritering
At Liberal Alliance går imod den politiske strøm på en lang række områder er ingen hemmelighed. Det gælder også på det socialpolitiske område. Det skal ikke bare handle om, hvem der nu kan give 500 kroner mere. Når der er 700.000, som er uden for fællesskabet, så er det ikke nok, at man laver lappeløsninger. Så er man altså nødt til at se på de generelle strukturer.”

Den enkelte skal være socialt ansvarlig
Foruden et generelt opgør med den nuværende måde at tænke velfærd på efterlyser Anders Samuelsen også, at den enkelte borger bliver bedre til at vise social ansvarlighed. “Med et personligt ansvar følger også et medmenneskeligt ansvar,” påpeger Anders Samuelsen, der netop selv er blevet støtteperson for en ung knægt, der for nylig var ved at tage en overdosis narkotika.  “Jeg gør det jo først og fremmest, fordi jeg gerne vil hjælpe drengen. Det er ikke en, som jeg er i familie med, men det er en fra den egn, hvor jeg kommer fra. Og når man møder et menneske, som rækker hånden ud for at få hjælp, så synes jeg, at man har pligt til at hjælpe,” understreger Anders Samuelsen og tilføjer afslutningsvis: “Bare fordi man er liberal, betyder det ikke, at man har nok i sig selv.” (min fremhævning)

• Tillid & respekt mellem medarbejdere og ledelse.
• Bredere politisk samarbejde for Danmarks fremtid.
• Forbedret integration og støtte til dem der gerne vil, men ikke kan.
• Offentlige reformer med ansatte, ansvar og arbejdsopgaver i centrum.
• Mere liberal økonomi med styrket socialt engagement.
• Åben og nytænkende politik skal afløse forandringsangst og “vi er os selv nok”

Hvis man giver sig tid til at tænke over det (men hvem har dog det i vores pulserende liv ?) så ser ovenstående måske ikke så tosset ud.

Spørgsmålet er så hvorfor vi generelt er UTILFREDSE med de politikere vi selv har valgt ind og i særdeleshed med de beslutninger de tager ?

Svaret er nok at vi ligger som vi selv har redt, dvs. krydset er simpelthen sat uden den fornødne overvejelse – vi har travlt, men det er ikke hér vi skal spare – det er trods alt begyndelsen på vores fælles fremtid det drejer sig om

Vi skal have tiltro til dem vi stemmer ind, de skal have et kompetent bagland at trække på, og sidst men ikke mindst så skal politikken præsenteres i form af åbenlyst nødvendige lokale aktiviteter der til enhver tid er forankret i langsigtede mål omkring sundhed, arbejdsmarked, miljø, børnehaver/skoler, ældrepleje, infrastruktur og udvikling.

Som formænd for lokalforeningerne for Ny Alliance i Køge og Stevns, og netop hjemvendt fra partiets første Landsmøde i Mols Bjerge, glæder vi os over at opleve et fremtidsrettet og viljestærkt parti, der har mod, vilje og hjerte til de nødvendige forandringer med forenklende reformer, tolerance, højt til loftet og en grøn og social-liberal politik.
-
Trods mere end almindelig turbulens igennem det sidste års tid, hvor rygterne igen og igen har svirret om partiets snarlige død, så er det ikke lykkedes hverken skeptikere eller medier at få aflivet Ny Alliance. Faktum er, at Ny Alliance stadig er i live, og endda væsentlig styrket efter det første Landsmøde, som netop er blevet afholdt den 24. maj, med knapt 300 medlemmer og organisationsfolk fra hele landet.

Jeg ville have sat et billede af en klyngebombe + et offer ind her, men jeg blev dårlig da jeg så billederne på google. Du kan selv google “cluster bomb image” hvis du har mod på det….

Se så lige Jørgen Poulsen skarpe analyse af gårsdagens kliché af en beslutning om klyngebomber:

Krigens børn betaler prisen

Politisk kommentar fra Forsvarsordfører Jørgen Poulsen

For år tilbage, var jeg med til at starte Røde Kors kampagne mod de skrækkelige – ja perverse – våben, som klyngebomber er.

I dag er jeg derfor dybt skuffet over den inkonsekvente holdning, som et flertal i Folketinget har draget af en analyse, der sort på hvidt fastslår, at disse våben er totalt upålidelige og påfører civilbefolkningen helt uacceptable lidelser.

Det falder jo på sin egen urimelighed, at man ønsker at beholde et våben som i praksis har vist sig at dræbe langt flere civile end soldater. Ja et våben som rammer i flæng og dræber flere børn end soldater.

Jeg har selv set virkningerne af dette våben. For godt et års tid siden var jeg i Libanon. Her mødte jeg børnene med de bortsprængte lemmer – talte med bønderne, der ikke turde dyrke deres marker eller plukke appelsiner eller oliven, fordi der stadig hang ueksploderede bomblets i træerne.

På mange måder er de tusinder af ueksploderede små-bomber værre end ikke eksploderede landminer. Minerydderne hader dem. De er så upålidelige, siger de, at de går af, bare man ser på dem. Landminer kan man dog til en vis grad håndtere.

Folketinget har modtaget en analyse af klyngebombers effekt. En meget hæderlig analyse. En analyse som siger: ” ja, det kan dokumenteres, at de er upålidelige og medfører helt uacceptable humanitære problemer for civilbefolkningen”. Og så når et flertal i Folketinget kun frem til den konklusion, at Danmark skal skaffe sig af med halvdelen af vores beholdning. Halvdelen! I Folketingssalen i går følte jeg mig virkelig som tilskuer til en kræmmerhandel på Hjallerup marked! Det, som V, C, S, RV og DF siger, er jo i virkeligheden: “jo vi anerkender, at klyngevåben er noget skidt – og nu vil vi kun gøre halv skade”.

Jeg har efterlyst en klar tilkendegivelse fra regeringen og Folketinget om, at vi tager afstand fra disse våben og ikke vil bruge dem hverken ude eller hjemme. At vi vil lade dem erstatte af alternative våbentyper og i øvrigt kæmpe for et internationalt forbud.

Med det som Folketingets flertal i går har besluttet, melder Danmark sig – på samme måde som vi i sin tid gjorde mod landminerne – på den side, der ønsker at forlænge brugen af disse våben i årtier. Det kan vi ikke være bekendt. Krigens børn betaler prisen.

Bedste hilsener

Jørgen Poulsen

Se Naser Khaders indlæg fra d. 7/5 – Ny Alliances 1 års dag.

Ny Alliance tør tale om de nødvendige reformer og vi tør tage debatten, for vi mener det seriøst med de langsigtede visioner for et frit Danmark

På Ny Alliances fødselsdag var jeg heldig at slippe gennem nåleøjet til P1 Formiddag i diskussionen om hvorfor vi i Danmark efterhånden er blevet forbrugere af offentlige ydelser istedet for at være borgere.

Den væsentlige forskel på en forbruger og en borger er at forbrugeren er fuldstændig uden ansvar for ydelsen eller hvordan den er kommet til verden – kan vi ikke lide den så går vi et andet sted hen (de kan de ressource stærke ihvertfald gøre).

Som Borger er der derimod indbygget ansvarlighed og den er grundlaget for udvikling, motivation og engagement.

Manglen på ansvarligheden dækker alle sider af det trekantede bord: Politikerne, de offentligt ansatte og modtagere af ydelserne.

Med ansvarlighed følger tillid og respekt – og har den offentlige ansatte ikke tillid og respekt fra sit system kan opgaverne simpelthen ikke løses godt nok.
Tilsvarende har modtagerne af ydelserne ikke ansvar til at forvalte og deltage aktivt er opgaven ligeledes svært at få til at lykkedes.

Og den nuværende Regerings metode med kontrolhysteri og dokumentationsoverflod gavner ikke på tillidskontoen.

Kære politikere I må frem i skoene og tænke visionert – systemerne skal reformeres indefra med de kræfter der kender problemerne bedst. Som borgere skal vi vælge de politikere der TØR, og selv vise ansvar hele vejen rundt.

Så kan vi måske komme ud at den pacificerende og umynddiggørende hængedynd vi er havnet i gennem de sidste 30 år – et system der er bygget (efter gode intentioner) til at hjælpe men som stille og roligt fratager enhver det kommer i berøring med ansvar, engagement og motivation.

Det er ikke så underligt vi nu er sure forbrugere der stiller krav, istedet for aktive borgere der stiller op !

- eller forsøger i det mindste

Derfor må alle fremskridt vi opnår tilskrives de ufornuftige der svømmer mod strømmen og fx. påstår at vi har behov for massive reformer i det danske samfund hvis vi skal gå en positiv fremtid i møde.

Vi skal reformere skatte systemet til et simpelt foretagende enhver med indkomst kan forstå: Flad skat, fast bundfradrag – og så er den ikke længere….

Vi skal reformere sundhedsvæsnet så fokus er på forebyggelse istedet for symptombehandling, vi må tage bladet fra munden og kræve at vi alle tager et ansvar for vores eget helbred. Vores læger skal skrive recepter ud på motion og sund mad – og kan vi ikke finde ud at tage det ansvar, så må vi selv betale regningen.
Ændret fokus og meget mere fleksibilitet vil virkelig batte mht at få ressourcer derhen hvor behovet er.

Vi skal reformere dagpleje, børnehaver, folkeskole og højere uddannelser så vores “unger”  får kompetent undervisning der ruster dem til fremtiden, med undervisningmetoder der er up 2 date og med fokus på fx miljø, genbrug, vedvarende energi, IT og højtekologi mm.

Vi skal reformere ældreplejen med respekt og ansvar – selvstændighed til dem der kan og ønsker det, pleje og omsorg til dem der ikke kan selv.

Vi skal reformere arbejdsmarkedet med fuld fleksibilitet – det kunne være at det “grå guld” så ville spytte i med 10 timer om ugen og lære nogle unge føl op.

Vi skal helt enkelt reformere efter devisen “Klare retningslinier og tillidsfuld respekt”

Det er en fantastisk gave for enhver at få et ansvar og vide andre har tillid til én – deri ligger en “gratis” turbolader til de menneskelige maskiner der trækker vores samfunds maskineri.

Nej vel ? Men det er åbenbart hvad politikerene generelt er overbeviste om, hellere det end at overveje hvorfor reformer er dødhamrende nødvendige ?

Et indlysende eksempel er når 73% af Statens indtægter (455 af 625 mia) i virkeligheden er skat på arbejde.

• Personskat

• Arbejdsmarkeds- og sociale bidrag
• Moms

Når økonomien strammer og de offentlige ydelser blivere dyrere så er der tilsyneladende kun én løsning til at få flere penge ind, nemlig flere i arbejde og gerne længere arbejdstider og højere pensionsalder.

Men hvor realistisk er det så at få det antal nye skatteydere der skal til ? Hvor realistisk er det at tro vi alle gerne vil arbejde mere hver eneste dag ? Og tillige vil lade os pensionere senere ?

Meget tyder tværtimod på at de fleste af os gerne vil have kortere arbejdsdage, mere tid til familien og tidligere start på pension og otium.

Løsningsmodellen holder ganske enkelt ikke og kommer aldrig til det, så hvis økonomien skal hænge sammen (og det skal den jo) så må følgende ske:

• Ydelserne beskæres: Socialt uacceptabelt !

• Skatten hæves: Helt urealistisk !

Hvilke alternative løsninger har vi ?

• Offentlige institutioner reformeres – nedefra og indefra med viden fra medarbejderne

• Primær fokus er på ydelserne – ikke på kontrol & dokumentation

• Ydelserne fokuseres på nødvendige områder – ikke på at understøtte middelklassen

• Skattesystemet forenkles – det bliver billigere og arbejdskraft frigives

• Sundhedssystemet ændrer fokus fra behandling til forebyggelse, samtidig med at reformer og fleksibiletet indføres – dygtige medarbejdere frigives til andre sundhedsopgaver.

• Uddannelsessektoren udvikles og reformeres, tilføres nye læringsmetoder osv.

• Ældreplejen personliggøres med respekt og ansvar overfor brugerne

For en bæredygtig model har vi ganske enkelt kun én eneste holdbar løsning som kan beskrives som “Græsrods-reformer og Human Integration” – Begreberne dækker de reformer, økonomiske og praktiske tiltag der skal til arbejdsmæssigt og den integration der skal ske mellem samfunds grupper der idag ikke er med i fælleskabet og derfor heller ikke bidrager eller drager nytte af fælleskabet.

Dette er vel at mærke ikke den socialistiske “alle skal være lige” model, men en åben og humanistisk “alle er lige meget værd” model – med lige respekt for alle individer og grupper i vores samfund.

Nu er vi alle vågnet op og rystet ud af den misforståelse at systemet fungerer så børnenes tarv tilgodeses på rimelig vis.

Selv politikerne er på banen og bebuder opstramning – ganske som første gang i 1998, da det oprindelige program om Jørn og hans mor skabte en mediestorm om problematikken. Desværre viser statestikken at det ikke er blevet bedre, snarere ringere – det er hvad “10 år senere” programmet minder os om.

Jeg var rystet dengang og er det endnu mere nu, og ikke kun på grund af den aktuelle sag, men på grund af det massive omsorgssvigt der udvises af samfundet som helhed. Hvis alle parter i 1998 havde sat sig for at løse problemerne ordentligt så ville situationen være væsentligt bedre i dag.

Og hvem har så svigtet ? Det har vi alle sammen !

Du og jeg som borgere, politikerne som lovgivere, ledelsen i de offentlige systemer, og de offentligt ansatte der er ansat til at håndtere sager om svigt, forældrene osv.

Der er tale om et symptomatisk billede på et handlingslammet samfundssystem der i den grad svigter, og her drejer det sig ikke kun om tvangsfjernelse af børn, men også Sundhedsvæsenets forkerte fokus på symptombehandling, Uddannelsesinstitutionernes manglende udnyttelse af børn og unges ressourcer, minimal fokus på de såkaldt svage gruppers komptencer så de bedre kan integreres, misforstået satsning på områder vedrørende energi og miljø osv.

Hele vejen rundt har vi opbygget systemer som er blevet til sovepuder – og på samme tid forhindres det at der rent faktisk kan gøres de rigtige ting. Istedet bliver det dyrt og dårligt.

Grundreglen i børneopdragelse: “Faste rammer og masser af kærlighed” kan bruges som løsning.

De faste rammer er et simpelt regelsæt+penge der skaber det rum som fx det sociale arbejde udføres i – men uden overvågning og dokumentationsfacisme og med maximal fokus på formålet med arbejdet.
Kærligheden er den energi og interesse og positivitet som de engagerede ledere og medarbejdere bringer ind i løsningen af opgaverne.

• Vi får ikke løst problemerne før vi indser det massive omssorgsvigt der præger hele vores samfund.
• Vi får ikke et bedre samfund før vi accepterer at vores måde at handle på skal laves om.
• Vi kommer ikke videre før vi reformerer hver eneste af samfundets grundlæggende systemer.

Så det gælder om at vågne op til det ansvar vi har for vores fælleskab og vores fremtid – og ikke lade det hele glide ned i glemmebogen igen når mediestormen har lagt sig.

• Den Evolutionære forsumpning…
• Urmennesket som borger – en fatal succes…
• Velfærdsstatens success – medborgernes katastrofe…

Alle overskrifter kunne bruges om det følgende indlæg som drejer sig om overlevelse på den gode gammeldags facon.

Det er ingen tvivl om at velfærdssamfundet har spændt sig selv til bristepunktet, med alt for mange ydelser, for dyre ydelser, forkerte ydelser, og mangel på ydelser hvor de virkelig burde være.

Hvad er så årsagen og hvordan kunne det gå så galt ?

Rent biologisk og igennem årtusinder har mennesket kun lige overlevet og vi er indrettet så vi tager hvad vi kan få, vi tager de lavest hængende frugter, og vi giver bestemt ikke noget fra os uden kamp – det er mekanismer som har sikret vores overlevelse op igennem historien.

Men mekanismerne er en katastrofe i vores nuværende velfærdssamfund, hvor vi alle betaler skat til fælleskabet men i ligeså høj grad skraber til os igen – resultatet er at der ikke er penge nok til at yde de nødvendige velfærdsydelser, og der er ikke medarbejder-ressourcer nok til at yde de nødvendige services.

Alt er nemt nu, vi har intet at kæmpe for, men masser af fritid, så vi beskæftiger os med følelsesmæssigt medløberi, som fx. indignation mod Jeppe Kofod og efterfølgende godkendelse, eller vælgerstormløb til Ny Alliance og derefter en flugt derfra lige i armene på Villy Søvndal. Vi godtager tomme løfter fra politikere når der er valgkamp, og accepterer stiltiende når politikerne for gud ved hvilken gang løber fra selvsamme løfter. Så shopper vi lidt og stemmer på nogle andre næste gang.

Jeg mener det er ansvarsflugt, men også mangel på politikere med “boller” af stål. Hvis den troløse vælger skal forvandles til den ansvarlige borger, må vi alle (politikere & borgere) gøre en indsats og indse hvad der kan være et rimeligt mål for success.

Vi ønsker jo success, men dyrker den de forkerte steder, i det materielle, som medløber på historier i sladderpressen, som begejstret medlem af Ny Alliance, som støtte til Super-Villy, som selviscenesat lykkelig når vi skal signalere til omgivelserne – men hulheden og flygtigheden i det hele melder sig som hovedpiner, stress og overforbrug af lykkepiller.

Men hvor skal vi så finde vores success-mål ? Jeg tror vi skal lede efter success i de små ting, fx samvær med familien, at hjælpe en ven i nød og se hende blive glad igen, coache en kollega på arbejdspladsen osv. I bund og grund at være uselviske og nærværende – ja så røg det ud af min mund…

Politisk reaktionsevne og reformer kan ikke gennemføres før de velfærdsbulemiske (tak Morten Albæk for det udtryk) middelvælgere fravristes deres tildelte unødvendige goder.
Skal medborgerne lide afsagn skal der helt sikkert være noget andet at sætte istedet. Der skal en mental revolution til der sætter fokus på den ægte velfærd, og realisme nok til at ville give afkald for at få noget bedre.

Reformer og den nødvendige principfasthed skal bunde i åbenhed, respekt og ansvar for alle mennesker i vores samfund uanset socialstatus, politisk observans eller religiøs opfattelse.

Samtidig skal politikerne have visioner og de før-omtalte boller af stål til at føre reformer ud i livet også hvis det umiddelbart ser ud til kunne koste dem magten ved næste valg. Men det ville da være befriende med politiske ledere der siger tingene klart og tydeligt og står ved, selvom det gør ondt nogle gange.

P.S. Hvis I trænger til en opsang af den oplysende slags, så læs Morten Albæks “Nedslag” – den åbenbarer mange af de ømme punkter vi godt ved er der, men ikke rigtig får gjort noget ved

Aftenens udsendelse (1/4-08) viser med entydig klarhed hvor vigtig sund skolemad er.

20% forbedring i konditest og 10% forbedring i skriftlige prøver efter blot 4 dage med sund mad – Det råber til himlene at sund skolemad i hele folkeskolen ikke kom med i dette års finanslov – selvom Ny Alliance  skubbede på var der ikke gehør – rystende….

Som der blev sagt: “Forstil jer sund mad i folkeskolen i de næste 10 år – så vil danske skolebørn være i verdensklasse”

Hvor er de danske politikere der tør stå ved hvad de siger ?

Erstat jeres tomme snak med handling – der er det vi har behov for !

Ny Alliance sammenlignes med ny-liberalisme og USA’s neo-liberalister, specielt efter Anders Samuelsen’s udmeldinger i Søndagens udgave af Berlingske Tidende. Dette er misforstået for Ny Alliance står for Social-Liberalisme i ordets oprindelige betyding:
“Balance mellem på den ene side de liberalistiske idealer (som fx privat ejendomsret) og på den anden side statens pligt til at sikre social tryghed og økonomisk stabilitet for alle borgere i samfundet”
En sammenligning med USA’s neo-liberalister er heldigvis skudt meget forbi
Ny Alliance har stadig hjertet på rette sted det hersker der ikke tvivl om (internt ihvertfald).

Men det er tilsyneladende ikke nogen enkel øvelse at være garant for både reformer og social omtanke – og her er netop den STORE “lille” forskel. Der er kun Ny Alliance der tilbyder dette.

Dvs. er du socialdemokrat men savner den rette reformvillighed og økonomisk fornuft så er Ny Alliance en mulighed – som ikke gir køb på den sociale bevidsthed.

Er du borgerlig, men ønsker en social og intergrationspolitik med menneskelighed og fornuft som det centrale, så findes den ligeledes i Ny Alliance – igen uden at give køb på den fornuftige økonomi, og endda med mere reformvillighed end den siddende regering.

Hovedet på sømmet, det er her Ny Alliance skiller sig ud – og det er noget nyt i dansk politik, og det tager selvfølgelig lidt tid at “sælge” den ide – fordi de gamle politikere og de fleste journalister ikke helt har forstået dette nybrud endnu.