Det er beskæmmende, men noget tyder på, at der er begået alvorlige fejl mht. danske soldaters sikkerhed i Afghanistan. Først var der sagen om den manglende bundpansring i mandskabsvognene (kaldet PMV). Så var der historien om de indkøbte gitre, der skal beskytte PMV’erne og Piranha’erne mod raketdrevne granater. Og for at det ikke skal være løgn, viser det sig nu også, at de danske hjelme måske er betydeligt ringere, end dem fx amerikanerne bruger, og de danske fragmentationsveste ikke yder den nødvendige beskyttelse i forhold til fragmenter og ammunition.

Alt i alt en trist historie. Og det er tilsyneladende ikke, fordi der har manglet opfordringer fra soldaterne eller fra Hærens Operative Kommando til at få gjort noget ved forholdene, tværtimod.

Men hvorfor sker det så ikke noget? Jeg nægter at tro på, at det er manglende vilje! Snarere er det endnu et eksempel på den katastrofale mangel på økonomisk styring, der har været i Forsvaret de seneste mange år. Forsvarets top har troet på, at der var penge nok, mens de operative led har kæmpet med budgetrestriktioner og sparetiltag i hobetal. Hvis det er sandt, er der noget helt galt i systemet!

Unge mænd og kvinder, der har valgt at gøre en indsats i Afghanistan, fortjener vores respekt; men de fortjener så sandelig også, at vi afsætter penge til det nødvendige sikkerhedsudstyr – alt andet vil være det rene galimatias.

Men ikke nok med at sikkerheden tilsyneladende halter; der mangler også noget så banalt som uddannelsesmateriel, så soldaterne kan træne med det materiel, de skal bruge i Afghanistan. Det kan der være mange gode årsager til; fx at det bedste materiel vi har, skal bruges i Afghanistan – men det må være lige så vigtig, at de soldater, der skal af sted, har haft lejlighed til at blive undervist i og træne med dette materiel.

Der er afsat penge i det nye forsvarsforlig til både sikkerhedsudstyr og uddannelsesmateriel, men hvis det viser sig, at et dundrende underskud i forsvaret betyder, at der alligevel ikke kan indkøbes det nødvendige udstyr, så er der altså nogen, der får ørerne gevaldigt i maskinen!

John Dyrby Paulsen, MF(S)
Forsvarsordfører

Så er det dagen efter dagen – de personlige stemmer er nu talt op og jeg fik i alt 120 stemmer. Det er jeg glad for, men det er desværre langt fra nok til en plads i Borgerrepræsentationen. Jeg er også meget tilfreds med at jeg fik stemmer i alle Københavns 9 valgkredse, med flest stemmer – nemlig 52 -  i 7. kreds Brønshøj/Vanløse der hvor jeg blev opstillet.

Tak til alle jer som stemte på mig. Jeg har lært en masse i den lange valgkamp som har været både sjov og spændende. Som bekendt er jeg meget interesseret i politik og samfundet omkring os – derfor vil jeg naturligvis fortsætte med at skrive indlæg her på bloggen, ligesom det også er muligt at jeg vil forsøge at stiller op igen i 2013.

Det glæder mig naturligvis at vi i København fortsat kan besætte overborgmesterposten, og jeg ønsker Frank Jensen et stort tillykke med de mere end 35.000 personlige stemmer, ligesom jeg også ønsker tillykke til de af mine socialdemokratiske kollegaer der opnåede valg til Københavns Borgerrepræsentation. Som bekendt gik Socialdemokrater lidt tilbage i forhold til valget i 2005, hvilket sandsynligvis skyldes den flotte fremgang som SF fik – også et tillykke til SF for det flotte valgresultat.

Nu kan der som bekendt endnu ske meget i kommunalpolitik og derfor kan det ikke med 100 pct. Sikkerhed endnu fastslås, at Socialdemokraterne kommer til at sidde på markant flere borgmesterposter i hele landet i forhold til 2005, men jeg er nu overbevist om at det også vil være tilfælde når alle konstitueringsaftaler bliver konfirmeret engang til december.

Efter den lange valgkamp sidder jeg nu hos kæresten i Letland, hvortil jeg fløj i onsdage – Kaspars har nemlig fødselsdag den 18. november, som i øvrigt samtidig er Letlands nationaldag.

I morgen er det kommunalvalg her i København. Selv om jeg er utlending i Danmark og kun har bodd her i litt over ett år, har jeg allikevel stemmerett. Alle som er statsborgere i EU eller Norden, men som bor i en kommune i Danmark, har mulighet til å ytre seg og avlegge stemme i kommunalvalget. Det er både vel og bra, men problemet er at jeg fortsatt ikke vet hva jeg skal stemme på.

Sosialdemokrat som jeg er, skulle en kanskje tro at jeg vil stemme på de veldig opplagte «Socialdemokraterne». Men så lett er det ikke. Jeg har følelsen av at dansk politikk, selv om det nok består av like mange eller kanskje flere partier som i Norge, viser færre nyanser enn hva det egentlig burde. Jeg så en debatt på universitetet i forrige uke hvor ingen av debattantene levde opp til mine forventninger om en debatt så tett opp til valget. Det var naturligvis et noe svakt skille mellom den røde og den blå fløy, men det var ingen som turte å være riktig uenige. Ingen hisset seg opp over de andres standpunkter og ingen viste tydelig at de var annerledes fra de andre partiene. Det gjorde meg usikker.

Noe av det jeg blir enda mer usikker av, er at dette valget er en kamp mellom personer, ikke partier. Hvert parti har flere kandidater som de fremmer på best mulig måte. Det er også vel og bra, men hvis det kun er personen som blir trukket frem, blir det galt. Saken, ideologien, og hvilke meninger de har og hvorfor nettopp deres parti skal få styre kommunen, er det som er viktigst. Det er ikke én person som styrer hele København. Det er et samarbeid mellom representantene i formannskapet som skal stå ved roret. Og det er deres felles verdier og standpunkt en skal stemme på.

Jeg blir frustrert når jeg sykler over Langebro og ser plakater på plakater med smilende ansikter fra de ulike partiene. Københavnere har nok assosiasjoner og holdninger til noen av dem, men de kan umulig kjenne alle. For utlendinger og andre som ikke er helt oppdaterte på den politiske fronten i sin kommune, kan det derfor med personplakater ikke oppnås annet enn førsteinntrykk om at «Han var pen,» eller «Hun ser snill ut.» Og det er faktisk ikke på dette overflatiske grunnlaget en avgjør hva en skal stemme ved et kommunalvalg!

Kun ett parti har vært så smarte å trykke plakater med budskap. «Enhedslistens» rosa plakater pryder blant annet mitt nabolag. De enkle beskjedene lyder «skabe», «dele» og «forvandle». Det appellerer til meg, fordi jeg synes det minner om Arbeiderpartiets budskap i en rekke valgkamper. Selv om «Enhedslisten» er langt til venstre på partiskalaen, og muligens for røde i forhold til mine grunnverdier, kan det hende min stemme nettopp går til dem. Som en protest mot den personvinklede valgkampen.

Regeringen er i gang med at undergrave velfærdsstaten. Modellen er for det første at lade være med at investere i den offentlige sektor.

Inflationen sørger så for resten, da der reelt år for år vil blive færre og færre penge til den kommunale service og dermed til velfærden. For det andet giver VKO ekstreme overbetalinger til det private for at overtage traditionelle offentlige opgaver. Her tænker jeg på den næsten hele mia. regeringen gav privathospitalerne i overpris. Jeg græmmes, når jeg tænker på, hvor mange operationer, vi kunne have gennemført på de offentlige sygehuse for de penge.

For det tredje giver regeringen enorme skattelettelser til de rigeste i samfundet.

Som Socialdemokrat har jeg intet ønske om, at skatterne skal på himmelflugt, men skal vi virkelig stå model til nedslidte skoler, plejehjem og daginstitutioner, hullede veje og forringet serviceniveau i kommunerne? Hvor er den økonomiske og velfærdsmæssige ansvarlighed henne?

Det velfærdsmæssige fokus vil i de kommende år ligge på børn, ældre og et bedre sundhedssystem. Det er velfærdsopgaver, der i det daglige varetages af kommunerne. Derfor er det kommende kommunal- og regionsvalg et spørgsmål om ansvarlighed. Det er på tide at sige fra til regeringens velfærdsforringelser.

I disse jæger-bog tider, hvor det med rette kan diskuteres, om Forsvaret har handlet klogt, effektivt og elegant i håndtering af sagen omkring bogen, er det forfriskende, at Rigsrevisionen og statsrevisorerne faktisk uddeler ros til Forsvaret for håndteringen af opgaven med at udsende danske soldater til fx Afghanistan.

Mens Forsvaret får ros er der drøje hug til de borgerliges ”hellige tal”, nemlig målet om at Danmark skal have 2.000 udsendte soldater. Vi har lidt over 1.400 i øjeblikket, og det er efter min mening passende, men de hårde opgaver soldaterne deltager i (Afghanistan). I det nye forsvarsforlig er målsætningen lavet om til ”op til 2.000”, og det er noget ganske andet og bedre end blot ”2.000”. Det er dog stadig ikke realistisk at vi når op på de 2.000, og det skriver statsrevisorerne klart i deres rapport.

Statsrevisorernes rapport blev offentliggjort mandag den 28/9, og er som nævnt ganske positiv overfor Forsvaret. Vanen tro, peger statsrevisorerne dog på ting, der kan forbedres, og det gælder følgende:

Det viser sig, at mange danske soldater (næsten 2 ud af 3) har oplevet mangler i deres udrustning. Det fortælles imidlertid ikke, hvad det er for mangler de har oplevet, altså om det er alvorlige eller blot ”trivielle” mangler. Det kunne være interessant, hvis disse oplevede mangler kunne kvalificeres i retning af, om det er ikke-vitale genstande, eller om mangel-procenten også gælder mere vitale genstande. (se side 21 i rapporten).

Der er en del bestillinger af materiel, der ikke er leveret. Det kan der være mange gode årsager til, fx at genstandene alligevel ikke skal bruges eller nogle nye og bedre er kommet til. Men det er ærgerligt, at det ikke kan siges hvor stor en andel af de ikke-leverede bestillinger, der er af kategorien ”Væsentlige for udsendte enheder” (øverst side 22 i rapporten).

I rapporten (side 26) er der en vurdering af forholdet mellem Hærens Operative Kommando (HOK) og Forsvarets Materieltjeneste (FMT) og en manglende serviceaftale. Det lyder som om (mellem linierne) at den manglende serviceaftale kan opfattes som et problem af Rigsrevisionen, men dette fremgår ikke klart.

Som et lille kuriosum kan fra rapporten (side 39) nævnes, at det nu specifikt er aftalt med Udenrigsministeriet, at Forsvaret fremover aflægger regnskaber for samtænkningsindsatsen rettidigt (!) – det siger noget om langsindigheden, at det ligefrem skriftligt skal aftales, at regnskaber skal afleveres til tiden – besynderligt!

• Nordtyskland vil mærke et boom indenfor prostitutionsbranchen, hvis forbuddet mod Købesex bliver gennemført.
• Menneskesmuglerne vil blive sværere at fange.
• Ældre og demente, som er ude af kontrol med deres seksualitet skal overmedicineres af hensyn til personalets sikkerhed.
• Sidst og ikke mindst så vil nogle mennesker der af uvisse grunde frivilligt søger en branche, der har et blakket ry og som rummer en stor risiko for psykiske og fysiske skader, blive forhindret i at arbejde med det de gerne vil. De vil blive tvunget ud i socialt bedrageri.

Hvad er Socialdemokraterne ude i?

De er faldet til patten overfor tilnærmelser af nogle nyreligiøse organisationer. Det er det eneste fornuftige svar jeg kan se på deres uforståelige beslutning. Hvem er 8. marts initiativet i virkeligheden?

Vi taler om at begrænse menneskers ret til at vælge en branche. Vi har frit valg af erhverv i Danmark. Folk bliver rask væk parkeringsvagter, et fag der i befolkningens øjne omend har et endnu ringere ry end de prostituerede. Der er også nogle som vil være politikere og hvor belastende er det ikke når den almene opfattelse er at de aldrig holder ord.

Jamen, hvad så med menneskesmuglingen?

Ja, den skal bekæmpes med alle midler. Her må vi gribe til et middel som EU ikke er glad for. Protektionisme!

Ganske som New Zealand har gjort det og med de erfaringer vi allerede har her i landet fra regulering af spilleautomater, så burde Danske prostituerede fremover gennemgå en uddannelse i økonomi, psykologi og hygiejne, som sikrer dem hvorefter de kan købe sig ind i et registreret bordel.

Gadeprostitution skal forbydes. Som udgangspunkt bør der være så hård en regulering at også escort piger heller ikke må arbejde udenfor de registrerede adresser. Det er et spørgsmål om medarbejdernes sikkerhed. Der kan laves systemer med overfaldsalarmer osv, hvis lokalet er indrettet til denne type forretning.

Der kan laves nogle undtagelser når vi taler om at plejehjem og bosteder rekvirerer assistance til beboere, der har behov der kan medføre et dårligt psykisk arbejdsmiljø hvis der ikke rekvireres konsulent-assistance til at løse dette problem.

Hvis erhvervet kun kan udbydes fra faste adresser vil det ikke kun mindske menneskesmugling, men det vil også få en negativ effekt på at promovere København som en by hvor at man kan holde internationale topmøder og konferencer. Klima-topmødet bliver nok det sidste større topmøde i København, hvis Socialdemokraterne kommer til og de får held med at få dette forslag igennem Folketinget. Internationale diplomater og forretningsfolk er godt vant.

Men at miste muligheden for at markedsføre København er en lille pris på en artikel fra DR’s hjemmeside mener at kunne påvise at Klima-topmødet kom i stand ved at sælge ud af borgernes retsbeskyttelse. Vi kan godt undvære at København igen får sådanne internationale sammenkomster.

Hvad vi derimod aldrig kan undvære er at folks frihed til at vælge den branche de vil arbejde vil blive fjernet. Kommer vi først derud hvor at Staten skal tillade hvem som vil arbejde med hvad, så er det nat for demokratiet. Så får vi et socialistisk samfund med 5 års planer og påtvungne valg af uddannelser dikteret af staten.

Social-demokraterne må stikke piben ind.

S / SF`s skatteudspil “Fair forandring” med en genindførelse af passagerafgiften på flybilletter kan blive til “Livsfarlig forandring” for Sønderborg Lufthavn og områdets erhvervsliv.

Ruten til København er livsnerven for Sønderborg Lufthavn, og hvis nye afgifter udhuler grundlaget, kan det hurtigt gå ned ad bakke med lufthavnens øvrige aktiviteter og i værste fald betyde lukning af lufthavnen – det er ikke lige det områdets erhvervsliv har brug for.

Forslaget forsøges godt nok solgt som en klimaafgift, men det holder jo heller ikke, når man ved, hvor få liter brændstof, der bliver brugt pr. passager.
Hvis folk i stedet sætter sig i bilen og kører til København, bliver der udledt langt mere CO2 til atmosfæren.

I de lokale socialdemokraters valgannonce skriver Jan Prokopek Jensen, at de vil arbejde for flere flyforbindelser fra Sønderborg – det lyder noget hult, når Helle Thorning Schmidt samtidig lægger gift for lufthavnens fremtid.

Nå, men forhåbentlig bliver de to partiers “flyvske planer” aldrig til virkelighed, men det er i hvert fald med til at synliggøre forskellen på rød stue og blå stue.

Den tidligere afghanske indenrigsminister Ali Jalali sagde på en forsvarskonference i London, at der ville gå 10 år, før det afghanske politi er klar til at overtage ansvaret for politiarbejdet i landet.

Men det er helt uacceptabelt, hvis der skal gå 10 år, før Afghanistan selv er klar til at tage ansvar for egen sikkerhed. Vi er i Afghanistan for at sikre et stabilt og fredeligt styre, der ikke giver husly til terrorister; men at der skal gå 10 år, før det afghanske politi og væbnede styrker er klar til at løfte deres del af opgaverne, er helt uacceptabelt. Om 10 år vil vestlige styrker have været i Afghanistan i 18 år, og så er det mere end på tide, at afghanerne selv kan tage over.

De afghanske politistyrker har tidligere været plaget af korruption, men der ydes en stor indsats for at bekæmpe dette samtidig med, at uddannelsen af nye politibetjente er i fuld gang. Man kan undre sig over, at de vestlige lande har så svært ved at leve op til deres løfter om at bidrage med politibetjente til den internationale styrke i Kabul under ledelse af danskeren Kaj Wittrup. Styrken er slet ikke oppe på fuld bemanding, og det er helt afgørende, at Vesten også på dette område er klar til at yde den nødvendige indsats.

Der skal ikke herske den mindste tvivl om, at det skal gå hurtigere end 10 år – meget hurtigere. Heldigvis er der grund til optimisme når det gælder de væbnede styrker. Målet må være, at opbygningen af ANA (Afghan National Army) fortsætter i så højt et tempo, at ANA i løbet af de næste 3-4 år på en forsvarlig måde kan overtagen en hel del af de opgaver, som fx danske styrker i Helmand har i dag.

Opstillingen af tilstrækkeligt store afghanske sikkerhedsstyrker, der kan overtage ansvaret for sikkerheden i landet, er en forudsætning for, at Danmark og de andre lande der deltager i ISAF-styrken kan udfase det militære engagement i Afghanistan på sigt. Derfor er det meget vigtigt for Socialdemokraterne at få oprustet uddannelsen af både den afghanske politistyrke og hær. Ved forsvarsforligsforhandlingerne satte vi penge af til netop at styrke forsvarets evne til at træne lokale sikkerhedsstyrker – og træningen af lokalt politi og militær vil spille en nøglerolle ved de kommende forhandlinger om en ny Afghanistan-strategi.

Det er ikke ofte at jeg føler mig entydigt på bølgelængde med imam Abdul Wahid Petersens meningstilkendegivelser, men i burkadebatten mener jeg faktisk at han har fat i den lange ende. Hvorfor bruger politikerne på Christiansborg tid, penge og kræfter på et så ligegyldigt spørgsmål der vedrører så få indbyggere i Danmark? Det fuldstændigt uigennemtænkte konservative forslag om et reelt forbud mod burkaer fik oprindeligt støtte fra både Socialdemokraterne og naturligvis Dansk Folkeparti, men først fortrød Konservative partiets eget hovedløse forslag og derefter forsøgte Socialdemokraterne en omformulering, således at det nu drejer sig om et forbud mod burkatvang. For det første ville en sådan lovgivning være vanskelig at håndhæve, og for det andet eksisterer der allerede en generel bestemmelse i Straffeloven om ulovlig tvang.

I iveren for at tækkes skeptiske vælgere hoppede både Konservative og Socialdemokraterne med på den populistiske vogn og kunne så alligevel ikke levere varen. Tilbage står nu Dansk Folkeparti som eneste troværdige deltager i hele projektet, og selv om jeg er grundlæggende uenig i Pia Kjærsgaards fremmedfjendske og nationalistiske verdenssyn, kan jeg dårligt beskylde hende for at svaje som et siv i vinden. Hun er i det mindste konsekvent i al sin demagogi. Lene Espersen har med sommerens småpinlige opsang til danskerne i Berlingske Tidende og nu burka-retræten efterhånden fået malet Konservative op i et irrelevant hjørne, hvor hun kan stå og diskutere værdipolitik med Margrethe Vestager. Det vil samtidigt være en rigtigt god idé for mine partikolleger i Socialdemokratiet at koncentrere sig om det nyligt introducerede regeringsgrundlag og glemme alt om muslimske beklædningsgenstande.

Danmark får lørdag en ny, officiel flagdag til ære for danske soldater, der har deltaget i internationale missioner, og det er godt!

Den eneste lille dråbe malurt i bægeret, jeg kan komme i tanke om, er, at initiativtageren – overkonstabel Kim Eg Thygesen – ikke kan deltage, da han passer sine opgaver som udsendt soldat i Afghanistan.

Mange vil påråbe sig en del af æren for dagen, men sandheden er, at den alene tilfalder én mand: Nemlig Kim Eg Thygesen.

Der er selvfølgelig noget symbolsk i, at netop Kim på dagen deltager i missionen i Afghanistan, også fordi Kims kamp har været så lang, og så fyldt med besynderlige forhindringer, at han flere gange må have rystet på hovedet over, hvor svært selv simple ting nogle gange kan være. Ikke mindst politisk har processen været en uskøn sammenblanding af den grundlæggende gode idé og snævre partipolitiske interesser – det har, for at sige det lige ud, politisk været en uskøn proces der ikke tåler gentagelse.

Herfra skal lyde en stor tak til Kim for, at du holdt ved og et tillykke med, at dagen nu er et faktum!

John Dyrby Paulsen
Forsvarsordfører, Socialdemokraterne

Så skal vi til det igen: Den ene dommedagsprofet efter den anden fremmaner alverdens ulykker, når S-SFs skatteforslag bliver til virkelighed. Men helt ærligt, skulle samme dommedagsprofeter (læs: Politikere fra V, K og LA) ikke prøve at holde sig til substansen frem for som en anden afrikansk åndemager at nedkalde ulykker, der ikke eksisterer.

For det første er en forhøjelse af selskabsskatten ikke den katastrofe, nogle vil gøre den til, og vi kommer ikke op på det niveau, den har været i det meste af VK(O)-regeringens levetid (28 %). Hertil kommer, at det vil være den finansielle sektor, der bidrager med det meste af selskabsskatten (når de igen begynder at tjene penge), og det er der vel ingen, der kan være imod med de store hjælpepakker, den sektor har fået.

For det andet vil ændringerne af bilskatterne netto give ca. 4 mia. kr. mere til danskerne i form af mindre registreringsafgift på miljøvenlige biler. Lad os lige ta’ den igen: Skatteudspillet giver 4 mia. kr. mindre i skatter og afgifter på biler! Hvordan borgerlige politikere kan få det til at bilafgifter stiger er en gåde! Hvis der er nogle, der taber på udspillet, er det dem der insisterer på at køre langt i meget forurenende biler; men helt ærligt: Det er vel ingen katastrofe?

Så er der den med millionærskatten: Udover at millionærskatten giver en bedre fordeling af goder, skal man huske, at dem der tjener mere end en million kr. pr. år, altså ikke bliver beskattet hårdere end de gør i dag! Det vi gør, er blot at rulle de skattelettelser VK(O)-regeringen giver til store indkomster i 2010 tilbage for de helt store indkomster. De bliver altså ikke ringere stillet, end de er i dag! At kalde det hjernedødt – som Lars Løkke gjorde – er kun udtryk for desperation og intet andet.

Nogle ting er sikkert som amen i kirken, herunder at VK(O)-regeringen indgår et smalt finanslovsforlig med DF, fordi det sikrer DF en betydelig omtale i forbindelse med ”alt det”, de har fået ud af finansloven.

Der er selvfølgelig en chance for, at VKO besinder sig og i disse krisetider indgår et bredt forlig med deltagelse af S, SF og R, men det er der nu ikke de store udsigter til, og slet ikke traditioner for.

Forløbet vil være det samme, som det plejer: En masse snak fra DF om at dette og hint skal gøres bedre; nogle få ændringer på nogle af disse områder, S hældes ud af forhandlingerne med en eller anden absurd begrundelse, og noget tid senere indgås der – en aften lige forud for en af de store TV-aviser – forlig om finansloven for 2010 mellem V, K og DF. Pia Kjærsgaard vil ved den lejlighed storsmilende på direkte TV fortælle, at forliget er mere end perfekt, og at det er svært ikke at være i strålende humør, når man får alle sine mærkesager igennem.

Det store spørgsmål denne gang er blot, om hun husker at lægge ansigtet i de rette bekymrede folder og omtaler besværlighederne for de danskere, der står uden job og trues på hus og hjem.

Glem derfor alt om brede finanslovsaftaler og gode intentioner om at lave en bred aftale. Det kommer ikke til at ske, det er den medfølgende TV- og presseopmærksomhed for kostbar til.

John Dyrby Paulsen, MF(S)

Jeg skal ikke bestemme, hvor mange gange man skal have lov til at skifte (eller stifte) parti, før det begynder at blive lidt for anstrengt og en kende useriøst. Det er heller ikke, fordi jeg skal gøre mig til dommer over bestemte politikeres holdninger og motiver, men helt ærligt, når en politiker det ene år (2007) melder sig ind i værdikampen med den kernepointe at begrænse DF’s indflydelse, og det næste år (2009) fremsætter forslag, der virker som taget direkte fra DF’s partibog over højt prioriterede forslag – så begynder det at blive en kende for rodet og lidt for beregnende.

Jeg har intet imod Naser Khader. Han er en flink fyr, og stiftelsen af Ny Alliance var en modig beslutning. At det så senere gik, som det gik, er en nærmest tragisk historie, som Khader havde sin store andel i, men ikke alene skylden for.

Khader har på tilsvarende måde sin andel i den konservative melding om burkaforbud og alskens ulykker over lige nøjagtig denne lille gruppe af undertrykte kvinder. Men han har ikke alene ansvaret for meldingen, og slet ikke Lene Espersens udsagn om, at Burka-forbudet er vigtigere end klimakampen (… øøhhh a’ hva’?). Her gik vi lige og troede, at K var blevet et rigtigt miljø-parti, men sådan er det slet ikke! Der er åbenbart mange ting, der er vigtigere end miljø, herunder tilsyneladende både et burkaforbud, og at miljøminister Hedegaard – Espersens rival til K-formandshvervet – ikke får succes på klimaområdet.

Det er meget besynderligt, og hvis K ikke passer på, ender partiet som en vittighed. Brian Mikkelsen er næsten allerede en etableret morsomhed; men helt oprigtigt: Det ville være ærgerligt, hvis det også skete for resten af det Konservative Folkeparti.

John Dyrby Paulsen, MF(S)

Lad det være hævet over enhver tvivl: For mig at se indeholder burkaen og lignende klædningsdragter et betydeligt element af kvindeundertrykkelse! Punktum. Basta.
Selvfølgelig kan der være kvinder, der frivilligt ifører sig burka – naturligvis – men pointen er jo lige så meget, at de skal have valget, om de vil eller ej. Og det er der tilsyneladende nogle (få) kvinder i Danmark, der ikke har.

Skal man så forbyde burka? Det bliver for mig at se særdeles besværligt, og det vil være et udtryk for unødvendig lovgivning – hvad skal man fx gøre, hvis en burkaklædt kvinde går på gaden? (og hvorfra ved man, at det er en kvinde?).

Det betyder ikke, at ethvert opgør med kvindeundertrykkelse ikke er vigtigt – det er det – men måske var der andre kvindeundertrykkende områder, der var mere indlysende at bekæmpe end de få burka-klædte kvinder, vi har i dette lille land?!

Hvad fx med kvinder, der tvinges til prostitution? Eller prostitution i det hele taget? Er det ikke en form for kvindeundertrykkelse? Gør de det frivilligt? Eller ”tvinges” de til det pga. pengene eller af kyniske bagmænd? Se den form for kvindeundertrykkelse er der behov for at lovgive imod, og det er for mig langt mere perspektivrigt end et burkaforbud.

John Dyrby Paulsen, MF(S)

Her gik vi og troede, at Danmark er et af verdens rigeste lande, men nu viser det sig, at vi if. OECD’s liste over de rigeste lande på blot 10 år er rutsjet fra en 6. plads til en beskeden 12. plads. Eller sagt på en anden måde: Det, der gennem hele min opvækst har været en etableret sandhed, nemlig at Danmark er et af verdens absolut rigeste lande, på blot otte år med VKO-flertal er forsvundet. Vi er ved at blive agterudsejlet – og det går hurtigt! Men hvorfor?

Ja, det sædvanlige hylekor fra CEPOS – den ultra borgerlige tænketank – mener, at danskerne laver for lidt! Ja, goddav mand økseskaft. Det må være nemt at være CEPOS-økonom: Enten er vi for dovne, eller også er skatterne for høje – og når de intellektuelle vinde virkelig flyver højt i CEPOS, er begge dele gældende. Besynderligt at en så enkel verdensopfattelse bliver taget alvorligt.

Men tilbage til den danske velstands-rutsjetur: Efter otte år, hvoraf hovedparten har været med en global økonomisk fremgang uden lige, er resultatet, at den borgerlige regering med velsignelse fra DF ikke har formået at udnytte de oplagte muligheder for fremgang og udvikling, men i stedet har satset på at begrænse den danske velfærdsstat og give skattelettelser til dem, der i forvejen tjener mest.

Den opskrift er der nu dokumentation for ikke skaber velstand og mere velfærd. Ikke at det påvirker hverken V, K eller DF, som er nødt til at holde fast i, at de gør det rigtige, det nødvendige og det gavnlige, men sandheden er, at VKO’s økonomiske politik er forkert, unødvendig og direkte skadelig for dansk velfærd og velstand.

Den socialdemokratiske samfundsmodel skabte et rigt Danmark og gjorde Danmark til et af de rigeste lande i verden. Den borgerlige samfundsmodel gør det modsatte.

John Dyrby Paulsen, MF(S)

Jeg synes, at det sker stadig oftere, at jeg ikke blot er uenig med Dansk Folkeparti, men finder deres meninger ganske og aldeles på vildspor – nogle gange grænsende til det uanstændige.

Ta’ nu bare Dansk Folkepartis kritik af kommunerne og den direkte trussel om, at hvis kommunerne ikke selv kan finde ud af tingene, så vil folkepartiet tvangsflytte opgaverne til staten.

Det er direkte uanstændigt først at være med til år efter år at stramme de økonomiske tommelskruer på kommunerne og samtidig kræve, at samme kommuner løser flere og flere opgaver. Det svarer til, at DF pisser på kommunerne og derefter kritiserer dem for at lugte.

Udover at det er uanstændigt overfor kommunerne, er det også en absurd tanke, at staten skulle kunne drive børnehaver, folkeskoler, ældrepleje osv. bedre end kommunerne – hvorfor i alverden skulle staten være det? Hvis DF tror, at velfærden i Danmark bliver bedre af, at vi skal detailstyre den fra Christiansborg, må de tro om igen.

Men DF kunne jo starte med at være lidt selvkritiske og spørge sig selv, om det er rimeligt, at kommunerne under VKO-regimet er blevet presset mere og mere på økonomien, eller om det ikke ville være langt mere frugtbart at give kommunerne mulighed for at udbyde de velfærdsydelser til danskerne, som de ønsker. Det har aldrig hjulpet at pisse på nogen, og det gør det heller ikke i denne sag.

John Dyrby Paulsen, MF(S)

Helle Thorning-Schmidt, fhv. statsministerkandidat

Se dette link fra Kristeligt Dagblad: Thorning: Ingen slinger i integrationspolitikken

Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, rider mere og mere med på højrepopulismens bølge (ganske som Villy Søvndal gør det).

Det er en meget trist udvikling. Vi er efterhånden kommet dertil, at kun Enhedslisten og de Radikale kan betragtes som humanistiske partier.

Nu er det desværre ikke alene mig, der bestemmer her i landet , men stod det til mig, så har “Macho-Helle” nu fortjent titlen “fhv. statministerkandidat”.

Halle Thorning siger:

– Jeg tror, det er vigtigt, at særligt mennesker som Poul Nyrup – som vi alle sammen har stor respekt for – ikke lader følelserne tage over. Fordi så gør vi det meget svært for de mennesker, som vi har sendt ud som vores fortrop – altså politiet – at udføre den meget, meget vanskelige opgave, vi har sat dem til, sagde Helle Thorning-Schmidt.

Her klarer hun på få linjer både at nedgøre en ægte humanist (Nyrup) samt at lovprise volds-psykopaterne i Københavns politi. Ækelt…

Kan Enhedslisten støtte fremmedfjendtlighed, xenofobi og inhumanisme? Nej, vel?

Justitsminister Brian Mikkelsen kan godt se for sig, at DF bliver en del af regeringen, men som han siger: Det kommer an på det politiske. Ja, goddav mand økseskaft. Sandheden er imidlertid, at det ikke er det politiske, der er afgørende. Spørgsmålet er nemlig ikke, om DF har indflydelse på rege-ringen – det har Pia Kjærsgaard indiskutabelt – men om, hvorvidt DF-ledelsen ønsker sig minister-biler eller ej.

Det gør DF-ledelsen naturligvis ikke, lover de i højtidelige vendinger, mens alle kan se og høre, at ministerbiler er lige nøjagtig, hvad de brændende ønsker sig.

Det skal DF-ledelsen ikke høre et ondt ord for, men DF er uomtvisteligt på vej ind i regeringen, og Brian Mikkelsen er trods alt smart nok til at indse, at regeringen i de fleste tilfælde spræller som en fisk for enden af Pia Kjærsgårds sylespidse politiske spyd. Derfor gør han en dyd ud af nødvendigheden og benytter lejligheden til – som den første – at byde DF-ledelsen velkommen i regeringen. I retur har han et lønligt håb om, at han kan få lidt goodwill hos mor Pia.

Det får han også brug for. Besværlighederne i politiet er nemlig langt fra overstået, og Mikkelsen ved, at et godt forhold til DF-ledelsen er afgørende for hans politiske fremtid.

Enkelte andre ministre har mere format og vægter politiske forlig og substans højere end leflen for DF-ledelsen – desværre er der ikke ret mange tilbage af den slags ministre i VK(O)-regeringen.

John Dyrby Paulsen, MF(S)
Forsvarsordfører

Det er uden al tvivl med meget stor sorg, at mange danskere tirsdag den 4. august 2009 blev mødt med meddelelsen om, at Svend Auken er død i en alder af blot 66 år. Stor, fordi Svend på alle måder var en stor mand. Alle danskere kendte Svend, og han var nem at holde af. Svend har haft fantastisk stor indflydelse på dansk politik og Danmark gennem næsten fyrre år, og naturligvis i særdeles har Svend haft en enorm betydning for udviklingen af socialdemokratisk politik.

Lad os bare slå det fast med det samme: Svend var en af de allerstørste socialdemokratiske politikere, vi har haft i partiets historie – derom er der ingen tvivl, og vi har mistet en frontkæmper med et meget stort format!

Svend var kendt langt ud over landets grænser for sin miljøpolitik og fremsynethed mht. vindenergi og opmærksomhed på klimaudviklingen. På begge områder var Svend langt foran sin samtid, og det var også ham, der i sin tid stod fadder til efterlønnen. Alle ved, at Svends politiske hjerte også bankede for andre ting, ikke mindst for de små i samfundet og opgøret med dem, der rager til sig på andres bekostning og ikke har plads til folk, der er lidt anderledes. Hos Svend var der hjertevarme og hjerterum, og ikke uden grund kaldes han den bedste statsminister Danmark aldrig fik.

En af årsagerne til Svends indflydelse og popularitet var hans evne til at holde taler. Jeg tror aldrig, at jeg har mødt en bedre taler end Svend. Han var fantastisk. Ikke bare til kongresser og ved store lejligheder foldede hans talegaver sig ud, men i lige så høj grad ved gruppemøder, hvor Svend altid havde vittige indlæg og sjove bemærkninger, der kunne få gruppen op af stolene og smil på læberne. Men det var aldrig bemærkninger uden brod, uden dybde eller indsigt. Man lyttede, når Svend talte, og man lyttede gerne!

En af de roller, Svend udfyldte bedre end nogen anden, var i formandsstolen i Folketinget. Svend var S-medlem af Folketingets Præsidium, der er formandskollegiet i Folketinget med Folketingets formand i spidsen, og Svend som en lige så selvfølgelig næstformand. Når Svend styrede slagets gang fra formandsstolen, var det altid med et glimt i øjet, venlighed og kvikke bemærkninger, der altid fik lokket smilet frem hos de tilstedeværende. Her var Svend også i sit es.

”Hej, jeg hedder Svend”, lød det på den altid frejdige Svend’ske facon over kaffedisken på LO-skolen i Helsingør i august 2005. Jeg var lige ankommet til mit livs første sommergruppemøde for socialdemokratiske MF’ere. Jeg glædede mig naturligvis, men var også en anelse nervøs, og jeg blev det ikke mindre, da jeg pludselig stod overfor selveste Svend Auken, som den allerførste af mine kommende kolleger. Svend kiggede op fra avisen, smilede ”Hej, jeg hedder Svend, velkommen til” og gav hånd.

Sådan var Svend, hjertevarm altid i godt humør, og altid med en kvik bemærkning til aktuelle borgerlige påfund fra V, K eller O. Jeg kan ikke sige, at jeg kendte Svend ekstraordinært godt, eller at jeg på nogen måde var fortrolig med Svend. Vi har sågar haft et par større uoverensstemmelser, men jeg har aldrig nogensinde mødt kulde eller afvisning fra Svends side, når jeg stødte ind i ham, hverken fysisk på gangene på Christiansborg eller i politiske spørgsmål – det var ikke Svends stil, tværtimod; og der var altid et varmt ”Hej John”, når jeg rendte ind i ham.

Svend var et utroligt varmt menneske, som vil blive savnet, husket og mindet. Svend vil ikke blive glemt; dertil var hans format på alle måder for stort, og mindet om ham vil leve længe – meget længe.

Æret være Svends minde!