Som nogle af jer ved, så er jeg pt. i praktik hos et PR- og kommunikationsbureau. De søger nu nye praktikanter. 

Dine opgaver bliver meget varierede og vil afhænge af ’bølgegangen’ på bureauet, men du kan forvente at få berøring med: 

• Proaktivt pressearbejde og dialog 
• Udarbejdelse af PR- og kommunikationsmaterialer, herunder pressemeddelelser, nyhedsbreve og artikler mm. 
• Inputs til udvikling af kommunikations- og PR-strategier 
• Research, analyse og sparring til NewBiz oplæg. 
• Informationssøgning og opdatering af medielister 
• Hjælp til med den daglige drift (lave frokost, gå på posthuset eller til Emmerys) 

Se mere om os på www.essencius.dk 

For yderligere informationer, kontakt Gaute Parbo Niemann på 61 28 89 80. Ansøgning og CV kan sendes pr. mail til gnp@essencius.dk. (Og ja, Gaute er ham fra Spleen United )

I’m in the middle of correcting my re-loaded posts and came across this one just a few minutes ago. Now the original post included an MP3 of the band’s song Heroin Unlimited; it’s no longer available, so I deleted the link. And what happened next? My Mediamonkey, which is running on shuffle today, must have sensed my action and started to play… right, Heroin Unlimited! Sometimes I really think there’s a ghost in the system!!!

OK… now I’m starting to worry… next song on the playlist was Twilight Zone by Golden Earring! And here’s me thinking Halloween was over!

Nine Inch Nails – 1 Ghost I (MP3)

Bang Gang – Something Wrong (MP3)

I’ll keep you updated on my paranormal day!

“The city really loves you, baby
But the city never really does
The feeling of corruption stays and
And, then you think about the things you’ve lost”

Their sound has been described as “a rock version of Underworld” and reminds listeners of acts such as Cut Copy and Depeche Mode. Upon reading that, I had to take a listen to this track by the pride of Denmark, Spleen United.  I must say I was rather impressed and can hear the Underworld influence in the track called Suburbia. To me, the influence manifests itself not only in the sound but the overall attitude of the song. It simply jumps out at you and doesn’t let go.

The single was just released last week and appears on the band’s new record entitled Neanderthal which was originally released last February but appears to be getting the reissue treatment to a wider audience. A good thing to be sure because I like what I hear from these boys and they deserve to have more people hear them.

Spleen United on MySpace

“Suburbia” by Spleen United, taken from the Popantipop release, “Neanderthal”

After wowing audiences at Cinespace in Hollywood on Tuesday and Detroit Bar in Costa Mesa on Wednesday with their explosive live show, Danish dance-rock sensation Spleen United will conclude their run of LA shows at the Bootleg Theater on Friday, October 16. So start your weekend the right way, with a night of hard-hitting electro rock that BuzzBands.LA proclaimed, “will make your inner computer swoon.”

Det er jo ikke nogen hemmelighed at vi her på blaa vinyl, er ganske begejstrede for Grizzly Bear. Så derfor skal i da heller ikke snydes for multi-instrumentalisten Chris Taylor’s soloprojekt, Cant. Han har netop udgivet sin første single på sit eget pladeselskab Terrible Records, som tilsyneladende har en showcase med bl.a. danske Spleen United på årets CMJ i New York d. 23. oktober.

Han har udgivet den som 7″ i et begrænset oplag på 1000 eksemplarer. Og som en lille ekstra bonus, findes der på b-siden et cover af et endnu uudgivet Arthur Russell nummer.
Det er tydeligt at høre at han er hjernen bag de sidste 3 Grizzly Bear plader, men det er ikke nødvendigvis nogen hæmsko…tværtimod.

Døm selv – hent og lyt herunder:

Cant – Ghosts

Danish electro-rock fivesome Spleen United are bringing their dancey grooves to the States for a series of shows timed with the release of first single, “Suburbia,” on October 13. The propulsive track, built over a simple synth line and hypnotic dance beat. This single and forthcoming full-length, Neanderthal, due in January, will be released on producer Michael Patterson’s (She Wants Revenge, Beck, BRMC) founded label, popantipop records.

Spleen United (a nod to French modernist poet Baudelaire) comes to these shores decorated with a slew of Danish music awards and #1 hits. The Danes color their explosive live performances with pulsating lights and a booming sound that is equally at home in rock venues, dance clubs or arenas. So polish off your dancing shoes and prepare to let loose – Spleen United is here.

SPLEEN UNITED ON TOUR IN AMERICA
October 13 – Hollywood, Calif. @ Cinespace
October 14 – Costa Mesa, Calif. @ Detroit Bar
October 16 – Los Angeles, Calif. @ Bootleg Theatre
October 23 – New York, N.Y. @ Pier 17/ South Street Seaport (Seaport Music Festival)
October 24 – New York, N.Y. @ Santo’s Party House (Windish CMJ Party)

Musikåret 2008 har ikke været præget af (gode) udgivelser fra de helt store navne. I hvert fald ikke de store navne, som jeg kan lide. Derfor er der blevet plads til en masse mindre kendte kunstnere på listen over årets bedste udgivelser, udvalgt af yours truly. Det skal lige bemærkes, at listen ikke er prioriteret. Udvælgelsen af de ti albums har været svær nok i sig selv. 

Juvelen – 1
	Tidligere på året bloggede jeg om om Juvelens musikalske kvaliteter. Debutalbummet fra Jonas Pettersson holder stadig, og jeg kan kun anbefale at man stifter bekendskab med denne popperle, hvis man ikke allerede har gjort det. Juvelen laver super velproduceret pop i verdensklasse, med alt hvad den kan trække af falset, sprøde synthlines og stærke melodier.Lån albummet på netmusik.dk
Peter Sommer – Til rotterne, til kragerne, til hundene
	På dette album er det som om, at det hele er faldet på plads for den gode Hr. Sommer. For første gang synes jeg, at musikken yder hans (som altid) velskrevne tekster retfærdighed. Det mørke, rockede udtryk klæ’r ham. Men allerbedst er dog skivens afsluttende inderlige og afdæmpede elektroniske nummer “Chancetur”. Wow! Lån albummet på netmusik.dk
Gentle Touch – In Memory of Savannah
	Fantastisk debutalbum fra et af Sveriges fineste syntpop-bands. Ja, faktisk er det noget af det bedste synthpop, man kan opdrive nord for 80′erne. Referencerne til bands som Depeche Mode og New Order er tydelige, og melodierne er stærke, melankolske og smukke. Nok det album fra 2008, som jeg holder allermest af.Lån albummet på netmusik.dk
Spleen United – Neanderthal
	Endnu et fremragende synthrock album fra Danmarks bedste band. Jeg er vild med deres lyd, og mere er der egentlig ikke at sige om den sag.Lån albummet på netmusik.dk
Detektivbyrån – Wermland
	Et band, jeg holder utroligt meget af, og har fulgt gennem flere år. Dette er deres første egentlige album, og det er vanvittigt smukt og originalt. Tre nørdet udseende svenske fyre, der spiller på harmonika, xylofon, klokkespil, trommer og keyboards = ren magi!Lån albummet på netmusik.dk
The Presets – Apocalypso
	The Presets er årslistens dark horse. Jeg stødte på den australske gruppe ved en tilfældighed (elsker, når den slags sker), og siden er jeg blevet mere og mere glad for deres festlige og støjende electro-pop.Lån albummet på netmusik.dk
Ladytron – Velocifero
	Et dejligt upbeat album fra Ladytron. Vi er stadig i den elektroniske afdeling, men lyden er blevet mere rå og rocket, og produktionen er i top.Ladytron på MySpace
Crystal Castles – Crystal Castles
	Jeg synes, at hypen holder. Den dynamiske duos selvbetitlede debut er og bliver en af årets bedste albums. Hvis man er til bit pop/punk og elektronisk smadder, vil man ikke gå galt i byen med dette album.Lån albummet på netmusik.dk
Hocico - Memorias Atrás
	Årets dark electro/EBM album må komme fra mexicanske Hocico. Numrene og produktionen på dette album er, efter min mening, endnu bedre end tidligere. Lyden er karakteristisk for bandet, så hvis man ikke er bange for voldsomt distortede vokaler og tonstunge beats bør man bestemt tjekke dette drøn af et album ud.Hocico på MySpace
Alec Empire – The Golden Foretaste of Heaven
	Superfed udgivelse fra Hr. Digital Hardcore. Et mere afdæmpet album, hvis man kan tale om “afdæmpet”, i forbindelse med denne herre. I hvert fald er der skruet en anelse ned for det punkede og industrielle, og op for det elektroniske og melodiske. Som altid, er Alec Empire garant for høj kunstnerisk værdi og integritet.Alec Empire på MySpace

Også værd at nævne:

A. Human – Third Hand Prophecy, Beta Satan – Girls, Imperative Reaction – Minus All, The Kills – Midnight Boom, Warren Suicide – Requiem for a Missing Link, VETO – Crushing Digits

/thorlund

Med den nye Vega Player  er det muligt gratis foelge koncerter fra spillestedet Vega online. Det er indtil videre kun et udpluk af spillestedets musikportefoelje, der laegges ud paa nettet, men de koncerter, der allerede er online, holder et hoejt niveau — kunstere taeller: The Raveonettes, Kaizers Orchestra, Spleen United, Yoav & L.O.C.

Musikåret 2008 går på hæld og som lovet får I her min top-10 liste over årets bedste udgivelser. Der er ingen tvivl om, at jeg ville kunne finde mange flere albums end lige de 10 som er nævnt her. Og så er det måske værd at bemærke, at listen på ingen måde er prioriteret – det vil være fuldkommen umuligt for mig.

As in RebekkaMaria – Queen of France
	Denne solodebut fra Lampshade-sangerinden Rebekkamaria Andersson sidder lige i øjet. Rebekkamaria træder her frem som en anden femme fatale og præsenterer en helt igennem solid omgang elektropop. Lån albummet på netmusik.dk
Peter Sommer – Til rotterne, til kragerne, til hundene
	Peter Sommer er efter min mening en af Danmarks allerbedste sangskrivere. På dette udspil er han langt mere dyster og mørk både i sine tekster og i musikken. Væk er den bløde troubadour og ind på scenen er trådt en vred og vedkommende rockmusiker. Det klæ´r ham. Lån albummet på netmusik.dk
L.O.C – Melankolia; XxxCouture
	L.O.C er nok den rapper i DK med mest personlig dybde. Han har længe haft noget på hjertet og med konceptalbummet, som omhandler de syv dødssynder, når han nye højder. Lån albummet på netmusik.dk
Spleen United – Neanderthal
	Jeg er stor fan af Spleen United. Deres debutalbum var fantastisk og opfølgeren her er ligeså fantastisk. Spleen United er blevet beskyldt for at lyde som alle mulige andre. Jeg synes nu de lyder som sig selv. Synthrock når det er allerbedst. Lån albummet på netmusik.dk
Veto – Crushing digits
	Med debutalbummet There’s A Beat In All Machines lancerede Veto et af 2006’s allerbedste albums. Jeg var derfor spændt på om de kunne levere den musikalske vare endnu engang med albummet Crushing digits – og det kunne de! Ingen tvivl om, at Veto er et af DK´s bedste rockbands. Lån albummet på netmusik.dk
Henrik Hall – Chok suk og koma
	Et bragende godt album fra Love Shop medlemmet. Tekstuniverset er mørkt og dystert og popsangende så absolut fængende. Lån albummet på netmusik.dk
Nneke – No longer at ease
	Må jeg præsentere et album som oser af personlighed og musikalsk talent. Nigerianske Nneka, hvis stemme minder en hel del om Macy Grays, præsenterer her en blanding af reggae, dancehall, afrikanske rytmer, hiphop og soul. Jeg kan kun sige, at det er neo-soul i absolut topklasse. Lån albummet på netmusik.dk
Crystal Castles – Crystal Castles
	Den totalt hypede Toronto-duo debuterer her med et album hvor lydbilledet er en skøn blanding af klinisk minimal vellyd og støjende indfald. Her er du sikret en fantastisk lytteoplevelse, hvis du altså er til trashpop. Lån albummet på netmusik.dk
AD/DC – Black Ice
	Efter 8 år er AC/DC tilbage med et nyt udspil. Men her er absolut intet musikalsk nyt under solen. AC/DC gør det de altid har været bedst til; at servere en omgang svedig boogie-woogie rock. AC/DC lyder som de altid har gjort. Og det er som det skal være. Lyt til albummet her
Lulu Rouge – Bless you
	Debutalbum fra duoen Lulu Rouge. Stemningen er dubbet og melankolsk men absolut særegen. Og så gør det heller ikke noget, at både Trentemøller og Mikael Simpson spøger med i lydbilledet. Lyt til Lulu Rouge på Myspace

/Hussmann

Jeg var til Grøn Koncert i Aalborg den 20. juli 2008, og fik taget nogle billeder af D-A-D, Aqua, Spleen United, Nik & Jay og Burhan G.

Billedet her er Jesper Binzer, forsanger for D-A-D.

Karakterskala:
Karakterer gives på en skala fra 1-6, hvor 1 er uudholdeligt og 6 er suverænt. Der kan, i værste tilfælde, tildeles en dumpekarakter på 0, men i så fald bør bandet også jages med en gaffel og samtlige bandmedlemmer stikkes i begge ører så de ikke kan lave mere musik. Eks: Alphabeat.

Press Play On Tape
Scene: Pavillion Jr.
Karakter:

God gas og dygtighed, med spilleglæde ud over scenekanten. Undrer mig dog over deres Slim Shady-pastiche, som var særdeles malplaceret, og selv om 80′er-medleyen var sjov var det ikke det, publikum var kommet for at høre. Bubble Bobble og Pacman skabte størst glæde, og deres udgave af Monty On The Run var ren nørd-blær med smil til følge.

Clutch
Scene: Odeon
Karakter:

Så er jeg også venlig. De er dygtige musikere, ingen tvivl derom. Men magen til arrogance. Koncerten bliver indledt uden skyggen af bandmedlemmerne, og i stedet får vi en al for lang intro på bånd. Når bandet først går på scenen virker de uoplagte (med mulig undtagelse af trommeslageren, der var pænt engageret i hans kram) og selvfede. Det til trods for, at musikken var i overhængende fare for at blive ensformig. I er dygtige musikere, drenge, men I skal ikke hvile på laurbærrene!

Radiohead
Scene: Orange
Karakter:

Eminent velspillet og med præcis den kølige distance, der ikke udråber arrogance, men nærmere introvert professionalisme og hengivenhed til eget værk. At gøre en Orange-koncert intim er der kun få, der har kunnet præstere (som f.eks. da Shirley Manson drak sig fuld under sin Garbage-koncert i 2002). Det lykkedes Radiohead. Kun næsten modvilligt spillede de Karma Police som allersidste sang, men den blev indledt med sangen Idioteque (fra Kid A), så der skulle dén pointe ligesom være sat på plads. Selv om setlisten hovedsageligt bestod af numre fra nyeste In Rainbows, som jeg ikke synes alverden om, så fungerede det langt, langt bedre end hvis koncerten havde været én lang “hit-parade”. I så fald havde Radiohead ikke kunne prale af at være de auterer, de så inderligt gerne vil være.

Lidt røg skal de dog ha’ med: deres brug af splittet storskærm, så man kunne se alle bandmedlemmer samtidig, var fin hvis man stod tæt på skærmen, men jeg har ondt af dem, der stod et stykke væk. Og hvis man ikke var Radiohead-fan, så blev man det i hvert fald ikke dén aften. Det var en koncert for de indviede, eller bare de meget skæve.

Seasick Steve
Scene: Pavillion
Karakter:

Festivallens overraskelse må komme i skikkelsen af denne true-blood redneck son-of-a-bitch med denim overalls, langt fipskæg, skovmandsskjorte og whiskey-ånde. Slide-guitar helt fra Mississippis hede, akkompagneret af “The Mississippi Drum Machine” (a.k.a. en trækasse på gulvet, som han hamrede på med foden). Efter at se hvor mange, der er mødt frem for at se ham, udbryder Steve som noget af det første: “Wow, I thought I was gonna play to like twenty people today.”

Hans medbragte trommeslager gik så højt op i stemningen, at under en sangs afslutning væltede han bogstavelig talt bagover – heldigvis på sidste slag. Og hans søn på vaskebræt fik en slurk whiskey under introduktionen, hvorefter Steve stolt udbryder, “That’s my boy.”

Musikken var country/blues, og det er også fint nok, men mandens engagement var hvad der virkelig solgte koncerten. Han så helt og aldeles lykkelig ud, og var oppe og danse publikum i gang flere gange på trods af mandens tydeligt fremskredne alder. Man ved bare, at den mand sover med et oversavet jagtgevær under puden.

Holy Fuck
Scene: Pavillion
Karakter:

Improviseret dansemusik med galskab, kasten-sig-rundt, mærkværdige instrumenter, Casio-keyboards, båndmaskiner der blev flået ihjel, og en særdeles aktiv trommeslager. Jeg var målløs. “Holy Fuck” er præcis hvad man tænkte, da man forlod teltet efter koncerten. Man kunne også mærke på bandet, at de var sindssygt glade for at spille. Selv om de gerne ville være hårde i kanten og give publikum fingeren, så kunne de alligevel ikke lade være med at smile og komme med endnu flere skøre påfund til deres allerede dundrende lyd (lidt for meget mudder, hr. lydmand!). Deres to mikrofoner var ellers kun til effekt-brug (lidt reverb, lidt distortion, etc.), og altså ikke til at kommunikere med publikum med, men i ren affekt forsøgte den ene af de tre galninge alligevel at takke os for vores entusiastiske optræden gennem hans distortion-mikrofon. Kun enkelte gange tabte den ellers super-præcise og mildest sagt engagerede trommeslager et fill på jorden, hvilket jeg er sikker på ingen andre lagde mærke til, og han så undskyldende ud hver gang – og kvitterede få sekunder senere med et endnu hårdere fill. Og aldrig har jeg set en båndmaskine få så mange tæv. Holy fuck, indeed.

The Streets
Scene: Orange
Karakter:

Man kan sgu ikke klandre Mike Skinner for ikke at prøve. Publikum blev overøst med ros og entusiasme, og det må tages som en bonus, for Skinner kunne i virkeligheden bare have stillet sig op med sine bedste numre, fyret dem af, og taget hjem, velvidende om, at han havde leveret endnu en god fest i kraft af hans bagkatalog. Men nej, der skulle show til, og thank god for that. Det må være svært at være back-up band for den mand, for alle hans skøre påfund undervejs virker meget improviserede, og hvordan backer man en mand op, der insisterer på at få slukket al lys på hele Orange så han kan se lighterne? (And I tell you, fra luftfotoet så det meget imponerende ud at se en mørklagt Orange Scene kun lyst op af en mulliard lightere.)

Settet itself fokuserede meget på crowd-pleasere, og med crowd mener jeg hovedsageligt 14-årige piger. Der var alle tåreperserne og mid-tempo numrene, som man kunne stå og holde kæresten om livet til. Men når han endelig gad, så kunne Mike også sætte gang i en fest, og specielt “Fit But You Know It” fik smæk så den brækkede sig. Men Mike: jeg ved ikke hvem der har fortalt dig, at du kan synge. Men det kan du ikke. Heller ikke andenstemme. Lad hellere din rasta-buddy om dét.

The Dillinger Escape Plan
Scene: Odeon
Karakter:

Man skulle tro et band som Dillinger var vante til, at en vis procentdel af publikum ikke var med dem. Det handler jo alligevel om at svinge med og smadre guitarer og råbe og skrige. Men 3/4 gennem koncerten så Dillinger-banden nærmest skuffede ud, og Greg spurgte ligefrem om vi selv syntes, vi havde fortjent et sidste nummer.

Det var ikke fordi de ikke prøvede. Ben Weinman kastede sig rundt med både guitar og krop; kravlede op på højttalertårn; dropkickede selvsamme højttalertårn så det næsten væltede ned over ham; sprang ud fra selvsamme højttalertårn (som var fire store Marshaller stablet ovenpå hinanden!); og sprang ud i publikum under en superb fremførelse af Clip The Apex. Også Greg var en tur ude og uddele øvertæver. Men det var før teltet på Odeon tyndede ud til under det halve af dets kapacitet.

På trods af en ellers gedigent sammenrystet hardcore fanbase oppe i pitten, en del nysgerrige onlookers, og et band der ellers rystede alle deres moves af i et forsøg på at gejle folk op, så var indstillingen der bare ikke blandt publikum. Det hjælper måske ikke at lyd- og lysmændende var decideret sløve i optrækket.

So there you have it!
Smæk På var på festival, og fuck hvor var det godt.

Og iøvrigt fryd på Spleen United, der mistede deres lyd i en ti minutters tid under koncerten. Lyt til noget Ladytron eller Holy Fuck og tag ved lære; drop det der sodavandsdiskotek!

Og stol aldrig på en anmelder, der fortæller dig, at Alphabeat-koncerten var god — selv DR syntes, den var noget bras! Ha!

Endelig fik jeg lyttet til alle bands, som besøger dette års festival. Jeg havde skrevet en del bands ned før jeg begyndte gennemlytningen, og der var egentlig ikke ret mange tilføjelser. Blandt dem jeg har sat på spilleplanen, som jeg ikke  kendte i forvejen er The Notwist, Casiokids, Kiss Kiss Kiss og Bob Hund. Jeg har tilføjet et link til Roskilde Festivals egen fine bandbeskrivelse og et link til MySpace, så I kan høre musikken. Nogle af dagene bliver lidt hektiske…

Søndag:

13:30 – Majorian | Beskrivelse – MySpace
18:00 – The Late Parade | Beskrivelse – MySpace
19:30 – Rumble In Rhodos | Beskrivelse – MySpace

Mandag:

13:30 – Sleep With All Of Your Friends | Beskrivelse – MySpace
18:00 – Kiss Kiss Kiss | Beskrivelse – MySpace

Tirsdag:

16:30 – Jong Pang | Beskrivelse – MySpace
18:00 – The River Phoenix | Beskrivelse – MySpace
21:00 – Casiokids | Beskrivelse – MySpace

Onsdag:

19:30 – Beta Satan | Beskrivelse – MySpace

Torsdag:

18:30 – Choir Of Young Believers (Pavilion) | Beskrivelse – MySpace
19:30 – MGMT (Odeon) | Beskrivelse – MySpace
22:00 – Radiohead (Orange) | Beskrivelse – MySpace

Fredag:

14:00 – Kate Nash (Odeon) | Bekrivelse – MySpace
16:00 – Band Of Horses (Arena) | Beskrivelse – MySpace
17:00 – Gnarls Barkley (Orange) | Beskrivelse – MySpace
19:30 – Kings Of Leon (Orange) | Beskrivelse – MySpace
21:00 – Mogwai (Arena) | – Beskrivelse – MySpace
01:00 – The Streets (Orange) | Beskrivelse – MySpace
02:00 – Spleen United (Arena) | Beskrivelse – MySpace
03:00 – Familjen (Pavilion) | Beskrivelse – MySpace

Lørdag:

12:00 – The Ting Tings (Odeon) | Beskrivelse – MySpace
14:30 – José González (Odeon) | Beskrivelse – MySpace
16:00 – Tokyo Police Club (Pavilion) | Beskrivelse – MySpace
17:00 – The Fashion (Arena) | Beskrivelse – MySpace
20:00 – The Notwist (Astoria) | Beskrivelse – MySpace
00:00 – The Raveonettes (Arena) | Beskrivelse – MySpace
01:00 – The Chemical Brothers (Orange) | Beskrivelse – MySpace

Søndag:

16:00 – Enter Shikari (Arena) | Beskrivelse – MySpace
19:30 – Bob Hund (Orange) | Beskrivelse – MySpace
20:45 – Hot Chip (Arena) | Beskrivelse – MySpace
22:00 – Jay-Z (Orange) | Beskrivelse – MySpace
00:00 – Digitalism (Arena) | Beskrivelse – MySpace

Jeg havde glædet mig som et lille barn til at se Spleen United i går på Gimle. Selv om Neanderthal ikke lige var et skridt i den retning, jeg havde håbet, så havde de jo stadig et fænomenalt bagkatalog at trække på. Og den første halve times tid af deres optræden blev mine forventninger indløst.

Men så gik der gymnasie-halbal i den. Man er allerede ude på et popularitets-skråplan når fire æskestive spader dukker op helt foran til ens koncert, arm i arm, og råber deres ønskede setliste ud til bandet, som bestod af én sang (den eneste rigtig skidte sang fra debut’en, “Spleen Utd.”). Desværre blev deres forventninger også indfriet, og så stod jeg af.

Faktisk fik vi kun to rigtig gode fra debut’en – “Heroin Unltd.” og “She Falls in Love with Machines”. Resten af tiden blev vi spist af med de vamleste skæringer fra Neanderthal, inklusive all-time hadenummeret “Jungle Heart”. Ffs! Jo, de smed lige “Dominator” ind, som er en ret passabel instrumental-basker, men for fanden hvor jeg håber de snart får styret deres danselyster.

Vi har med dygtige musikere at gøre, ingen tvivl. Men jeg har ondt af dem, der gav over 140 kr. for at tage til 80′er halbal.

Spleen United
“Neanderthal”
CPH-Records 2008

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var smækforelsket ved første ørekast, da jeg hørte Spleen United’s første single, “Heroin Unlimited”, i radioen. Den havde alt: fængende melodi, skarpe men varme analoge synthesizer-lyde, og en melankolsk stemning, der omsider kunne bringe tudefjæsene fra Mew og Saybia i knæ og vise dem hvordan det skulle gøres!

Derfor var det ikke med underspillet spænding, at jeg satte opfølgeren, Neanderthal, på i hovedbøfferne. Nu vil jeg lige sige, at der ikke er noget voldsomt galt med Pet Shop Boys. Men når Spleen’s åbningsnummer, “Suburbia”, som deler titel med et langt mere overlegent Pet Shop Boys-nummer, tordner ud ad højttalerne og lyder som en billig provins-disko-pastiche, så begynder man at huske på hvorfor man holdt sig væk fra Jolly Cola i sine unge dage: For meget sukker, for lidt indhold.

Hvis man vil have en god oplevelse med Neanderthal er man faktisk nødt til at starte sin CD fra track nr. 5 og lade den fortsætte. Hvis man tilmed når at stoppe pladen før sidste nummer, “My Jungle Heart”, begynder, får man faktisk en ganske acceptabel oplevelse. Specielt næstsidste nummer, “Under the Sun”, er direkte smukt.

Hvis bare det var sluttet der. For hvis man lader pladen nå sin intenderede afslutning, “My Jungle Heart”, bliver man mødt med et gumpe-tåbeligt disco-beat, en spoken-word fremførelse på tåkrummende Valby-engelsk, og titlen fra endnu et Pet Shop Boys-hit kommer i tankerne: “What Have I Done to Deserve This?”

Hvis Bjarke Niemann, forsangeren i Spleen United, lyder ligesom Jonas Bjerre, forsangeren i Mew, og Jonas Bjerre kommer til en Spleen United koncert, er det så fordi han godt kan lide at høre sig selv synge?

Men ellers var det en super fed koncert med Spleen United, onsdag aften i Vega. Det var bare synd at den var ovre så hurtigt. Men det var 1 time og 20 minutters fantastisk energisk musik og lysshow, det kan kun anbefales

Artist:Spleen United
Album:Godspeed Into The Mainstream
Style: Synth Pop
Date: 2005

 Tracklist: 
1. Heroin Unlimited 
2. In Peak Fitness Condition 
3. Gold Ring 
4. Come on Figures 
5. Spleen UTD 
6. Into the Future 
7. She Falls in Love with Machines 
8. Streetfighter 
9. Godspeed Into the Mainstream 

下载地址:

PART1:

 57.5M  Spleen United – Godspeed Into The MainstreamⅠ.rar
匿名提取文件连接 http://pickup.mofile.com/6196164127637900 
     或登录Mofile，使用提取码 6196164127637900 提取文件
PART2:

55M  Spleen United – Godspeed Into The MainstreamⅡ.rar

匿名提取文件连接 http://pickup.mofile.com/0060034139837809 
     或登录Mofile，使用提取码 0060034139837809 提取文件

Synth Pop（合成器流行乐）{转ROCKYEAR}
合成流行乐是新风格中最独特的一种。８０年代早期，一些乐队――首先英国深受Ｒoxy音乐和Ｄavid Bowie的风格的影响――流行乐队Ｋraftuerk吸收了电子音乐的革新。最初，由于音调上没有电子伴音的变化，象Ｇary Numan，the human league 和Ｄepeche Made。这些乐队的艺术家们的音乐听起来似乎有些贫瘠，阴森，模糊地恐吓感，然而，合成流行乐的第一步变化是朝舞曲风格发展了，Ｄuran Duran综合流行乐使合成乐更热烈，更迷人，更接近舞曲点子。不久以后，许多乐队纷纷追随Ｄuran Duran，尽管一些乐队依然没有受到这种影响，他们从不依靠流行的三分钟热度。当众多的合成流行乐队很欣然接受那种不止一种风格的打击乐时，Ｄuran Duran一跃成为明星。也有一些例外――the　Ｈuman League（人类语言）和Eurythmics（韵律操）就已有多种鼓点，如Howard Jones――这个领域依然被单一韵律的音乐占据着，比如A Flock of Seagulls（一群海鸥）。到了１９８４年，合成流行已走向灭亡了，但在聚光灯的时代中，合成方式作为一种主流在流行乐中走向前台。