Sminkedamen siger jeg skal kigge op i loftet og drypper omgående mine røde øjne. Hun smører mit ansigt ind i to forskellige slags foundation. Pudrer mig. Giver mig voks i håret og i mine øjenbryn. Dette er ikke virkelighed. Normalt har jeg æblekinder og ser lidt træt ud. Jeg låner hendes computer og godkender en kommentar på min blog fra Lars Løkke Rasmussen, hvori han siger tak for inspirationen og linker til dagens tale. Dette er virkelighed.

Dagen er startet med at min blog blev citeret fra talerstolen i åbningstalen på årets landsmøde for Venstre. Det er Statsministeren, der citerer mit blogindlæg. Tilsyneladende fordi, at når man googler “den danske drøm”, er det første svar mit blogindlæg med samme titel fra maj 2008. Det har Statsministeren gjort. Og nu sidder jeg i sminken i DR Byen og venter på at komme i Ugen Med Clement, sammen med en standupkomiker, en vejrpige og Danmarks klima- og energiminister, Connie Hedegaard. Sidstnævnte spørger venligt om jeg er vant til at være på tv, hvortil jeg ganske ærligt kan svare nej. Derefter beroliger hun mig og giver mig et par tips om, hvordan jeg gør mig bedst. “Glem at der er publikum og kameraer, kig på Clement og svar på det han spørger om. Det går meget hurtigere end du tror”, siger hun – stadig meget venligt og med fuld øjenkontakt.

Jeg aner ikke hvordan jeg kommer ned af trappen med følgespot og steadycam i ansigtet og da programmet er slut kan jeg intet huske af hvad jeg har sagt i interviewet, kun at jeg har været med – at jeg har haft mine femten minutters fame og at Warhol tilsyneladende havde ret. Det er først, da jeg timer senere er tilbage i Odense, at jeg opdager at de spillede Aerosmith “Walk this way”, da jeg gik ned af trappen – og at jeg faktisk fik formuleret flere sammenhængende sætninger, som svar på spørgsmål fra værten.

På en måde føler jeg mig lidt som et dyr fanget i forlygterne fra en tonstung lastbil, der kører meget hurtigere end mine reflekser kan hjælpe mig. På den anden side føler jeg en lille ligegyldighed overfor projektet, for det er ikke mit. Det jeg gerne vil sige, siger jeg her – og har sagt her. På min blog. Og her bliver det fundet – ikke i en ugentlig og fælles spotlight med minutknaphed, men når det er relevant for nogen. Som det altså viste sig at være relevant for Statsministeren, da han googlede den danske drøm fra et hotelværelse i Singapore.

I dag er verden anderledes. Jeg blev ikke citeret af nogen officiel person i morges. Jeg skal ikke på tv i aften. Jeg er ikke længere det første svar på Google, når man søger efter den danske drøm. Den plads har nyhedshistorierne om Statsministerens tale. Det er fint. Det kan godt være at jeg har opmærksomhedsrelapse lige nu, men der er ingen pointe i at forsøge at fastholde spotlightet. For jeg har ærlig talt ingen andre formål med fastholdelsen end at fodre mit ego. Jeg har ikke mere at byde på eller byde ind med lige nu. Og jeg trænger til ro. Ro til at tænke over det, som Statsministerens tale handlede om – og som mit oprindelige blogindlæg handlede om, nemlig den danske drøm. Hvad er det for et tankemæssigt fællesgods, der driver os til at sejle på tømmerflåden sammen og ikke gøre oprør og skubbe de andre ud over kanten, for at få maden for os selv?

Verdenshistorien har vist os, at vi danskere skal finde det store i det små. Vi har ikke uendelige kilometer af land eller en undergrund fyldt med utømmelige naturressourcer. Vi er ikke nok til at gå i krig, vi er ikke store nok til at være uindtagelige, vores økonomi er for lille til at betyde noget i en handelsblokade. Vi har det store i det små og det er vi specialister i. Vi har fået uendeligt meget mere ud af det vi har og det vi kan, end så mange større lande har fået ud af meget mere. Primært fordi vi har specialiseret os i at respektere individet uden at sætte fællesskabet over styr.

Den danske drøm er ikke at blive citeret af Statministeren og komme i Clement (forstå mig ret, jeg er dybt beæret over det første og synes det andet var sjovt), vores drøm er snarere at kunne være os, sammen og hver for sig. Vores fattige er rige i forhold til de fleste andre landes fattige, til gengæld er vores rige ikke superrige – ligesom vi ikke er en supermagt. Men de er dog rige og vi er dog en magt. Spændet i Danmark er ikke så stort. Vores bjerge er bakker og vores dale forsænkninger. Vores vinter er lunken og vores sommer kølig. Men vores hjerter – de sidder sgu på det rette sted. De banker for en historie om et af verdens ældste fællesskaber, hvor ingen skal tro de er noget, men der fandmegalemig heller ikke er nogen, der skal tro, at de ikke er.

Vores sværd er tveægget – for når vi bliver smålige med storheden går det galt. Så bliver det hurtigt uklædeligt at se en af verdens rigeste og sikreste nationer, sidde på sine værdier af frygt for at jeg ikke skal få nok. Sandheden er jo, at der er rigeligt til alle. Når fællesskabet bliver for småt, bliver det en spændetrøje, der ikke rigtig passer til vores danske temperament. Derfor er det også altid befriende at se den månedlige historie om danskeren, der lærer minoriteten at kende – og pludselig ikke ønsker den sendt hjem eller over kommunegrænsen. Dér blomstrer den danske folkesjæl og den danske drøm. At selvom vores fællesskab er småt, er vi ikke en ensrettet elite, men en gruppe af fællesskabsorienterede fritænkere, der sætter den enkeltes mulighed for at være med højest. Hvis man altså vel at mærke er kommet ind.

At hytte sit eget skind er frygtelig menneskeligt, men meget lidt del af den danske drøm. For hvordan skal vi passe på hinanden, hvis vi kun passer på os selv? Jeg får en glidende fornemmelse af vi står i et vadested, mens jeg kører over den natbelyste Storebæltsbro. Det er tillokkende at skifte hest og ride ud i solnedgangen alene. Sørge for sig selv. Klare sine egne behov. Skyde skylden på Janteloven og give de andre fingeren. Men er det rigtigt? Og er det folkesjælen? Eller er vi, som der er sagt utallige gange, alle socialdemokrater i hjertet, som symbol på at vi faktisk har et fællesskab, hvor ingen er større end fællesskabet men fællesskabet aldrig er større end den enkelte? Jeg tror ikke en dansker kan forklares via hans eller hendes politiske standpunkt. Partipolitikken i Danmark har for få smagsvarianter på hylderne til at kunne være andet en færdigretter i den frysedisk, hvis udvalg stort set kun har tilpasset sig siden anden verdenskrig da vi købte huse og da vi fik biler. Den laveste fællesnævner kan aldrig blive andet end den ukrydrede og henkogte gryderet. Men en dansker kan forklares med retten til at have det godt med andre og sig selv. Og kan sagtens finde et politisk individ at sætte sin stemme ved, som repræsenterer netop det. Den ret er ikke hævdvunden og det er faktisk den der står i vadestedet.

Derfor er det så vigtigt at rette ind, fremfor at rette åen ud. De politiske beslutninger vi som folk træffer, skal ikke være af angst, men af vilje. Det skal sgu være fordi vi vil noget, det skal ikke være for at undgå noget. At være dansker er en holdsport, hvor der er plads til individer på holdet – men drømmen er fælles. Det gør det mere trangt på vinderpodiet, men nemmere at komme derop. Det gør også at vi er mange om at dele æren, til gengæld er den indenfor rækkevidde for flere. Det kan godt være vores verden er lidt mindre, men netop derfor er den så meget større. Derfor blev jeg glad da Statsministeren kom forbi.

Lokaltog

Osmund Ueland holdt i går en gjesteforelesning på Universitetet på Ås. Der gjentok han sine poenger fra en kronikk i Aftenposten tidligere i år:  Snakket om høyfartstog vil

lede oppmerksomheten vekk fra det som er utfordringen: en forpliktende planlegging og budsjettering av dobbelspor slik at dette kan ealiserers i løpet av 10 år.

Det var en inspirerende og kunnskapsrik Ueland som foreleste for studentene:
- Dette handler om vilje til å satse på infrastruktur, sa han.  Den viljen finnes ikke i dag.

Sterke ord, men de som tviler, kan jo ta med seg tommestokk ut til de nye dobbeltsporene for å måle. De behøver ikke gå langt.

Uelands hovedpoeng er at samferdsel ikke er viktig nok i Norge i dag. Det ligger ingen forpliktelse i Nasjonal transportplan eller Stortingets vedtak. Det hjelper ikke hva politkerne sier, manglende utbygging taler sitt tydelige språk.

Stortinget vedtok i 1997 å bygge dobbeltspor i pendlertriangelet.  Med dagens utbyggingstakt går det 40 år før det er ferdig. Dagens bit for bit utbygging er også 40% dyrere enn sammenhengende utbygging. Det er åpenbart at det er god samfunnsøkonomi med raskere utbygging; man får mer jernbane pr krone og raskere full effekt av hele strekningen. -Hvorfor gjør vi likevel ikke dette?

Naturviterne elsker tog, som prinsipp, og ihvertfall de som har tilgang til et når de trenger det.

Vi ønsker både utbygging av dobbeltspor i pendlertriangelet;  Oslo-Skien- Halden, og høyfartstog mellom de største byene.

Det første vil gjøre det billigere å bo et stykke fra arbeidsstedet på Østlandet, i praksis lette presset på boligmarkdet i Oslo. Dobbeltspor gir halvering av reisetid og dobling av frekvens! Det andre vil gi flyene en karftig konkurrent. Forutsatt hastighet og frekvens vil tog være et godt alternativ for mange reisende.

Hva skal vi gjøre for å få dette til? Det trengs alianser. Næringslivet, kommuner og fylkeskommuner lokalt og regionalt, og ikke minst flere departementer må engasjere seg. Dette burde jo være en viktig oppgave for både næringsdepartementet, miljøverndepartementet og kommunal- og regionaldepartementet. Ikke minst for statsministeren selv. Første bud er å bli enige om trase. Det er bedre at jernbanen bygges nå enn at det utredes videre for å finne en mulig bedre plassering! Deretter må det prioriteres kraftig. Det blir tydelig i årets budsjett, med litt mer til alt.  Det er ingen prioritering!

Jeg har sansen for Uelands poenger:

Skal man gå en mil må man ta første skrittet først. Det er greit å snakke om turens høydepunkt (høyfartstog), men om man ikke starter turen, ja ikke engang har sko på beina, har slikt skryt ingen mening. Derfor må dobbeltspor mellom pendlerbyene komme på plass først, og raskt!

God Tur!

Tak til tegneren Carsten Gråbæk!

Se: http://www.statsministeren.net/index.html

Efter fogh tidliger i dag kom med udtalelser som:

“Jeg besvarer ikke spørgsmål om NATO-post”,

“Jeg har svaret på den her sag adskillelige gange, og jeg siger det samme denne gang. Jeg passer mit arbejde, og jeg glæder mig dagligt over alle de flueben, jeg kan sætte ud for regeringens arbejde”

“Jo, men jeg må holde mig til, hvad jeg allerede sagde ved starten af pressemødet. Nemlig at jeg ikke har til hensigt at svare på spørgsmål om Nato”

“Jeg har jo svaret på den her sag i utallige omgange, og jeg kan i det hele henholde mig til, hvad jeg allerede har sagt. Jeg har ikke mere at tilføje”

“But the answer will be exactly the same”

“Well, I have no comment whatsoever at this stage”

Her til aften skriver berlingske.dk at Fogh nu er klar til topposten hos nato:

Anders Fogh Rasmussen (V) har meddelt de ledende NATO-lande, at han er klar til NATO-post, ligesom han har bedt om de store landes opbakning, siger kilder tæt på processen.

 

Spekulationerne er blevet realiteter. Ifølge Berlingske Tidendes kilder har statsminister Anders Fogh Rasmussen blikket stift rettet mod posten som NATO-generalsekretær og er definitivt indstillet på at forlade dansk politik.

 

Berlingske Tidende erfarer endvidere, at Fogh på sin rundrejse for nylig til London og Berlin under personlige samtaler med de to landes regeringsledere aktivt erklærede sin interesse i posten og sit ønske om opbakning fra de store NATO-lande.

Læs resten af artiklen på berlingske.dk

JP analyserer i ondagens avis Foghs hastværk med at få skattereformen i hus, uanset hvor smal den måtte blive. Avisen peger på næste uges NATO-møde som grunden til at det skal gå så stærkt. Statsministeren udtalte at han forventer at forhandlingerne vil forløbe over nogle få dage og ikke uger. Så resultatet er sikkert i hus inden weekenden er omme, for som Lars Løkke siger “når statsministeren siger det, så skal alle bestræbe sig på at overholde det.”

JP beskriver Foghs ‘drejebog’ for skatteforhandlingerne, hvor alt på forhånd er aftalt med DF. Hvordan Pia Kjærsgaard  før forhandlingerne gjorde det klart for Lars Løkke og Lene Espersen hvilke krav hendes parti skulle have i hus – med det absolutte krav om at Socialistisk Folkeparti ikke måtte deltage. DF vil åbenbart ikke have en bred aftale fordi de er bange for SF’s fremgang.

Pia Kjærsgaard gør det samme som hun som formand for DF altid gør – først kommer hun med alle de holdninger der repræsenterer størstedelen af partiets medlemmer; bedre vilkår for de svageste, de lavtlønnede, de ældre – og så forråder hun dem. Som bannerfører imod en skattekommission inden 2007 valget og med en Fogh der kritiserede oppositionen for netop dette forslag – så kommer der nu en reform der indeholder de fleste forslag fra regeringens nedsatte skattekommission.

Det er hykleri af værste skuffe – denne reform er usolidarisk og absolut ikke til fordel for de svageste og lavestlønnede som Pia K. ellers ynder at kalde sig beskytter af. Inden weekenden vil hun så præsentere nogle symbolske ‘indrømmelser’ givet af regeringen – ‘indrømmelser’ som hele tiden har været aftalt. At kalde det forhandlinger er rent teater.

En anden artikel beskriver hvordan Fogh er bange for at Lars Løkke skal få skæld ud – som det skete efter arbejdsmarkedsreformen – og siger derfor til at oppositionen at de bare skal skælde ud på ham hvis der er noget de er utilfredse med. Venstres kronprins skal fredes og derfor siger både Fogh og Løkke at det ikke er sidstnævnt ansvar. På trods af at Lars Løkke er chefforhandler og derfor burde have en smule ansvar for hvad der sker ved bordet. Desværre er Fogh nødt til at tage til udlandet (igen) for at mødes med sine NATO-kolleger og så er der ingen tilbage til at babysitte Løkke. Det er endnu en grund til at få færdiggjort ‘forhandlingerne’ i løbet af et par dage.

Fogh siger at han godt kan forstå at Løkke føler sig udsat som chefforhandler og minder befolkningen om at finansministeren absolut intet ansvar har:

“Så kan jeg godt forstå, at han vil synliggøre det, som også er realiteten, nemlig at jeg sidder og kigger strengt på, at de forhandlinger bliver afsluttet hurtigst muligt. Og så kan de skælde ud på mig, kan de.”

Siger Fogh.

Den ukendte forfatter må ud af skabet - vend om mester!

Spring til artikel om den ukendte forfatters lod…

Google har gang i et bogprojekt af enorme dimensioner. I dag læser jeg i Time om projektet og forstår, at det er noget som angår alle forfattere og forlæggere på hele jorden. Og så er der denne herlige formulering:

If you hold such an interest in a book or other material in a book, this settlement could bind you unless you timely opt out.

Altså ikke noget med at sove i timen! ‘Aftalen’ er ikke afhængig af din positive tilmelding men af – om du melder fra eller ej!

Det kan da umuligt være gældende ret hverken i Danmark, Europa eller USA. Så kunne alle mulige gå og lave aftaler bag om ens ryg og sige: “Jamen vi hørte jo ikke noget fra dig!”

Rend og hop siger jeg!

I dag har Liv Sigen Navarsete gått ut å beklaget forslaget om en ny blasfemibestemmelse. Årsakene til dette er at ingen klarer å formidle budskapet med den nye loven. Beslutningen ble tatt i går etter at Jens Stoltenberg avholdt en pressekonferanse der han skulle prøve å forklare den nye foreslåtte loven.

Det jeg synes er bra med denne saken er at Liv Sigen Navarsete har gått ut å beklaget forslaget og sagt offentlig at hun gjorde en feil. Dette er mer Jens Stoltenberg har gjort. Han sitter enda å tviholder på muligheten for lønnsøkning. I en sak der både Kristin Halvorsen og  Liv Sigen Navarsete har tatt et standpunkt om å si fra seg lønnsøkning i 2009, henger vår kjære Statsminister etter. Jeg synes han burde lære litt fra sine regjeringsmedlemmer. Det er mulighet til å snu

Link: Dagbladet.no
Link: Dagbladet.no
Link: VG.no
Link: TV2.no
Link: Dagbladet.no
Link: Dagbladet.no
Link: Vg.no

Apropos sidste uges diskussion om bankdirektørers lønninger og Helle Thorning-Schmidt heldigvis kuldsejlede forsøg på at sætte et loft på denne “faggruppes” lønninger (hvilket jeg selv kommenterede i et indlæg), faldt jeg over et interessant indlæg på Joachim Sperlings blog på Business.dk.

Han stiller blandt andet spørgsmålet ved, hvorvidt statsministerens løn på 1,2 millioner kroner om året så også er rimelig. Sperling går endda skridtet videre og sætter det op imod en række andre offentlige toplederes lønninger.

Jeg synes, det er ganske interessant læsning, men døm selv ved at klikke her og læs Joachim Sperlings blogindlæg.

I dag valgte Statministeren likevel ikke å gripe inn i avgjørelsen til Gjedrem om å framskynde rentemøte i følge vg.no. Det verserte mange rykter om at Jens Stoltenberg ville gripe inn hvis ikke Gjedrem hadde et rentemøte i løpet av neste uke. Dette blir altså ikke å skje.

Jeg støtter Sveriges Statsminister i hans forslag om å kjøpe Svenskt. Jeg ønsker å gi denne oppfordringen videre til vår egen Statsminister. Fredrik Reinfeldt sier, at har du kjøpt gaver som det står “made in china” på, har du ikke gjort mye for å hjelpe økonomien. Dette synes jeg er en veldig krass uttalese, men det trengs kanskje i disse tider.

Db.no hadde ikke fått tak i Statsministeren for å få en kommentar. Men jeg synes at dette er et godt forslag. Det er viktig å støtte vår egen næring. Det betyr ikke at vi kommer oss ut av finanskrisen, men alle munne drar. Så igjen:

KJØP NORSK

I dag kunne vg.no skrive at Statsministeren vurdere å gripe inn i rentefastsettelsen til Norges Bank. Jens Stoltenberg har gitt uttrykk for at Svein Gjedrem burde holde et eksraordinært rentemøte og ikke vente til 17. desember for å sette ned renten.

På mange måter er jeg enig med Stoltenberg. Når landet er kommet i den situasjonen vi er i, nytter det ikke å sitte å vente til 17. desember for å gripe inn. Man må sette handlinger bak ordene. Nå har Gjedrem for første gang gått ut og sakt i klartekst at styringsrenten skal ned. Da gjenstår det bare å se med hvor mye?

Jeg synes at Stoltenberg burde være forsiktig med å blande seg inn arbeidsoppgavene til Norges Bank. Dette kan gi dårlige signaler til omverden. Det siste vi trenger er en Statsminister som ikke har tillit til Sentralbanksjefen. Dette kan igjen føre til at det norske folk mister all tiltro til det Norges Bank og deres arbeidsoppgaver. Dette er ikke å se på som en vinn-vinn situasjon. Jeg håper at Stoltenberg ikke blander seg inn og at Gjedrem for avholde sitt rentemøte 17. desember. Kanskje får det Norske folk en god overraskelse Sentralbanken rett før jul?

Som mange andre har også jeg fått med meg at mediene med jevne mellomrom nevner noe om en finanskrise, den er vistnok ganske omfattende og riktig så ille. I allefall om man skal tro alt som skrives. Trygt føles det i allefall at sentralbanksjefen går ut og sier at det ikke blir riktig ille i Norge – bare ille. Dette betrygger nok alle som kjøpte hus når boligprisene var på topp, renten på sitt laveste, og det som ut som vi levde på små, rosa skyer. Vi har levd som små konger og dronninger i Norge de siste årene, og før krisen kom var det verste som vi snakket om høye bensinpriser på 13 og 14 kr literen! Huff og huff, vi hadde det fælt. Og mediene, godt geleidet av FRP, hamret løs på Kristin Halvorsen som ikke bygde barnehager, sykehus og skoler i fleng – siden hun hadde lovet at det var dette hun skulle gjøre!

Vel, Kristin gjorde da, noe av det mest riktige hun kunne gjøre. Hun holdt tilbake. Hun spinket og sparte det hun klarte, slik at når dårligere tider kom – så kunne hun bruke mer. Hun har nok i starten fått ganske god hjelp av gode finansrådgivere, og læreren min på skolen mente hun hadde fått tidenes raskeste kræsjkurs i makroøkonomi – aldri før hadde man sett et medlem av oposisjonen gå fra bruk-bruk mentalitet til “vi må nok holde igjen, for det er det eneste fornuftige!”. Og jeg er så glad at de rådgiverne klarte å omvende henne, fordi nå er det dårlige tider, og Halvorsen har plutselig fått rom til å leke litt mer. Jeg regner med Halvorsen nå får litt lettere for å forsøke å nå valgløftene sine. Noe jeg vil tro Halvorsen setter pris på.

En annen tanke jeg gjør meg er alle oppslagene på nyhetene på TV. Der roper og skriker man som aldri før om at alle trenger hjelp i og med at finanskrisen kommer. Nettopp, den kommer. Den er ikke her enda. Vi har smått begynt å se antydninger til den i Norge, og flere og flere roper etter krisepakker fra regjeringen. Så nå skal visst regjeringen komme med en krisepakke til alle sammen! Hva med igjen å holde litt tilbake slik at regjeringen kan komme på banen igjen når det blir verre?

Det siste i finanssituasjonen jeg finner interessant er situasjonen rundt vår kjære statsminister som kan ha gitt innside informasjon til DnB Nor sjefen. Kan ha er her viktige ord som mange ikke merker seg. Det er ikke tvil om at det er bemerkelsesverdig at de snakket sammen en del rett før en krisepakke ble lansert, men vi må samtidig huske på at de er venner! Og sist jeg sjekket brukte venner av og til å snakke sammen. Igjen braser FRP ut og krever fult innsyn i alt som er sagt og gjort, og mitt spørsmål er da; hvis alle som vil skal ha innsyn, kan vi ikke da bare drite i Kredittilsynet og ikke minst Økokrim? Det må jo være opplagt at de ikke kan jobben sin hvis alle andre skal ha innsyn og komme med sin dom?

I’m right now reading the book (only available in danish) “Tid til forvandling” about the party Venstre and their way to power in Denmark. Venstre have won the last three elections and apart from a policy that has made Venstre the biggest party in Denmark, this is also a very insightful book on how they planned the change and development of Venstre. I recently read a quote that “Not only is Anders Fogh our prime minister, he is also the best planner in the country”.

Interesting reading so far for sure.. will update this when I’m done.

Man kunne med Birthe Rønn Hornbechs kronik forleden i Politiken tro at hun trådte i karakter. Det viste sig i Deadline på DR2 i går aftes, at hun bare trådte forkert, eller rent ud trådte i spinaten. Hele postyret, der kom ud af kronikken, var blind alarm!

Efter kronikken fik vi tydeligt nok af statsministeren at vide at Birthe Rønn Hornbechs måde at bidrage til debatten på var en undtagelse og at gentagelse ikke ville blive accepteret.

Alligevel talte Birthe Rønn Hornbech så i går, som om det var et ganske almindeligt indspark i regeringens interne debat, som hun havde bidraget med, og nu havde så flertallet talt og besluttet sig til det modsatte af hendes synspunkter, og det vil hun så rette sig efter!

Hun ville heller ikke vedkende sig sin kritik af det såkaldte Dansk Folkeparti. Om det parti havde hun ikke andet at sige end godt, de var gode at forhandle med, og hun har det bedste forhold af verden til partiets spidser. Hun vidste ikke noget om, hvem der havde lavet den famøse annonce – som om det ikke 100% var og er det såkaldte Dansk Folkepartis ansvar! Hun talte også, som om den nu var begravet, men den kan da downloades fra deres hjemmeside den dag i dag. Hun sagde dog, at partiet vedkendte sig som antimuslimer et par timer!

Partiet håner hende direkte på hjemmesiden med dette citat fra et læserbrev i Politiken 14.10.95: »Jeg vil ikke have en personlig sekretær i Folketinget med slør. Jeg vil slet ikke have en sekretær, der tilhører islam«.

Hvad vi overværede i Deadline med Birthe Rønn Hornbech var simpelthen ”frikadellens flugt over plankeværket”. Kronikken og Deadlineinterviewet må blive et godt studieobjekt på ethvert retorikstudie.

Jf Information

Jf. Politiken 18.5.08, Politiken 20.5.08

Hvad der bliver den personlige konsekvens for Birthe Rønn Hornbech af hendes velargumenterede kronik i Politiken igår, har vi endnu til gode at få at vide.

Hvad der imidlertid står helt klart er, at det såkaldte Dansk Folkepartis gedigne løgnekampagne vandt over argumenter. Reklamefolk er imponerede. Hvor løgnen truede magtens fundament, valgte den at følge reklameløgnen, åbenbart uvidende om, at den så allerede går sin egen undergang i møde, for mer vil have mer. Det er ikke selve det, at ville lovgive for påklædning i retten, som er det først kritisable - men anledningen: Løgnekampagnen.

For nu at minde om det, som er løgn, når jeg bruger så stærkt et ord:

I annoncen står:
“Og Domstolsstyrelsen har besluttet, at du som borger fremover skal acceptere, at du i retten møder en dommer indhyllet i tyranniets slør.” Dét har Domstolsstyrelsen ikke besluttet, og løgnen understreges af billedet af en burka-klædt person med en auktionshammer i hånden. Hvad Domstolsstyrelsen har udtalt er, at der er så mange andre kriterier, der skal være opfyldt, for at man opnår et dommerembede, at det bliver irrelevant om dommeren bærer tørklæde, når blot ansigtet er synligt.

Det er paradoksalt, at netop som vi har fået en demokratikanon får vi demonstreret, at et flertal tror, at det eneste element i demokratiet, der tæller, er flertallets MAGT.

Jf. Information

Jf. Politiken

PS:

“Ingen har, mig bekendt, fastslået, at det stopper ved hovedtørklædet eller sagt, at burkaen ikke er omfattet af Domstolsstyrelsens accept af, at danske dommere må bære muslimske og islamistiske symboler. ” . siger Peter Skaarup i dag i et læserbrev i Information. Vrøvl vrøvl vrøvl. Peter Skaarup følger overhovedet ikke med i debatten – eller hvad? Afgørelsen har jo udtrykkeligt fastslået at ansigtet skal kunne ses! Højesteretsdommer Niels Grubbe siger det engang til i et interview i Politiken 11.5.08, som kan læses på Domstolsstyrelsens hjemmeside:»Vi er selvfølgelig også kede af, at der er blevet givet udtryk for under debatten, at vi har besluttet, at dommere må sidde tilhyllet. Det kan undre os, at nogen kan sige, at vi har truffet en beslutning om det. Al den stund vi bare har sagt, at der ikke er noget til hinder for at have et hovedtørklæde på, så længe ansigtet ikke er tildækket«.
Peter Skaarup er da ligeglad med hvad Domstolsstyrelsen rent faktisk har sagt. Han ved selvfølgelig hvad de har sagt. Alligevel bliver han ved med at sige, at det er konsekvensen af Domstolsstyrelsens afgørelse, at der ved en dansk ret kommer til at sidde en dommer i burka, selvom det er lodret løgn. At han gider skrive sådan noget sludder i Information, kan da undre. Er der een eneste læser af Information, der ikke ved, at det er løgn, hvad han siger?

I Politikens kronik idag melder Birthe Rønn Hornbech endelig klart ud, at hun accepterer Domstolsstyrelsen redegørelse for hvad der er gældende lov, og at hun synes at sådan skal det fortsat være. At Venstres politiske ordfører Inger Støjberg tager afstand fra hende er da morsomt, når det sker uden andet argument, end at hun er uenig, hvad der jo knapt nok kan kaldes et argument. Det viser niveauet: En kronik spækket med argumenter jordes med, at flertallet mener noget andet!

Konsekvensen af Birthe Rønn Hornbechs kronik kan vi så endnu gisne om. Mit bud bliver, at hun må gå af efter en kammeratlig samtale med statsministeren. Hun har skrevet kronikken for at slippe ud af det ministeruim med æren i behold. Efter den kronik kan hun umuligt sige, at hun afventer afgørelsen fra det nedsatte udvalg og vil rette sig efter dens afgørelse. Hun har med kronikken fortalt det udvalg, hvad deres konklusion nødvendigvis må blive og det kan de andre næppe stå model til.  Holder statsministeren møde i øjeblikket? Dagens mand: Birthe Rønn Hornbech – om hun også er morgendagens mand er lidt spændende…

En kvindelig dommer med burka? I de samfund, som pålægger kvinder at bære burka, vil det naturligvis aldrig forekomme, at en kvinde bliver dommer.

De danske dommere har erklæret, at det for dem handler om, at dommeren følger dansk lov, derfor er det ikke et problem, hvis en dommer bærer tørklæde.

Det såkaldte ’Dansk Folkeparti’ har som forsvar for deres tåbelige burka-anonnce fremført argumentet, at overdrivelse fremme forståelsen. I hvilken verden er det et gyldigt argument? Blandt fulde folk og nazister, men ikke i en demokratisk debat.

Vi har ikke brug for løgne i den demokratiske debat. Hvis hinduer, kristne, jøder eller muslimer vil kalde sig sådan, men underkaster sig dansk lov, tager vi dem på ordet.

Den gamle sang vi sang engang: Vil dansken i verden  fægte, men dølger åsyn og navn, jeg ved at hans ånd er ej ægte, jeg tager ham ej i favn, gælder stadigvæk. Det er slet ikke en muslim, som skjuler sig – det er det såkaldte ’Dansk Folkeparti’, der i stedet for argumenter bruger løgn og overdrivelser.

Og det parti lader en dansk regering sig kuske rundt af! Og giver os mulighed for at tro, at de blot behændigt vil give Dansk Folkeparti, der med sit navn tager os alle som gidsler, skylden for de rådne synspunkter, der i sidste ende vil føre til døden for den solidariske velfærdsstat. At statsministeren tager afstand fra ’støttepartiet’ i den aktuelle sag som i andre betændte sager, virker som spin for galleriet uden praktisk betydning. Realiteten er jo, at Venstre og Det konservative Folkeparti nu med dækning i en ’undersøgelse’ prøver at finde en undskyldning for at føje den udemokratiske fortrop.

Citat fra avisen.dk: ”Peter Skaarup mener, at folket er med partiet og ikke med Uffe Ellemann og de andre kritikere, fordi en ny måling foretaget af TV2 viser, at et flertal af den danske befolkning går imod dommeres brug af tørklæder i retssale.” –

 ”En måling foretaget af TV2” kan for mig slet ikke konkurrere med domstolsstyrelsen i uafhængighed. Et demokrati er ikke karakteriseret som sådan ved standretter eller meningsmålinger.

Man skal ikke forveksle meningsmålinger med demokrati. Demokratiet har institutionaliseret domstolsvæsenet netop for at komme stemningsdomme til livs. Ingen skal dømmes efter en ”meningsmåling”. Ingen lov skal vedtages af en ”meningsmåling”, som slet ikke tåler sammenligning med en folkeafstemning og dens procedurer. Lige så lidt som der skal administreres efter ”meningsmålinger”.

Meningsmålinger kan netop få luft under vingerne af f.eks. et partis løgnagtige annoncer.

 Debatten i Politiken

Debatten i Information

Kronprinsen fanget i politisk virvar

I orkanens øje står en mand. Han har en krone på hovedet. En krone af det pureste guld. En krone der i den grad tynger ham. Han ville ønske, han for en tid kunne bytte kronen af guld ud med en af laurbær. Men det kan han bare ikke.

For manden med guldkronen er vores egen kronprins Frederik, og kronen af laurbær er symbolet på hans indtræden i Den Internationale Olympiske Komité, IOC.
En post som Kronprinsen havde drømt om i mange år, og som nu endelig så ud til at være indenfor rækkevidde.

Men der er en grund til brugen af datid i ovenstående sætning. For efter den seneste politiske virak om sommerens lege i Beijing, der nu har antaget olympiske dimensioner, sidder Kronprinsen uhjælpeligt fast i et politisk spil, som han ikke må være med i.

Senest har kulturministeren meldt ud, at han kraftigt overvejer et boykot af åbningsceremonien d. 8.august. Det sker som følge af et stigende pres fra ikke mindst den danske befolkning, som nu er ved at vende sig mod en officiel boykot af legene. Den indstilling styrkes dagligt, og det ligner mere og mere et politisk fravær fra dansk side.

Statsministeren mener ganske vist, at der i tilfælde af politisk udebliven ikke er noget i vejen for at Kronprinsen deltager ved åbningsceremonien. Men det scenarie vil formentlig kræve den groteske situation at Kronprinsen ignorerer den rådgivningsgruppe, han har fået tilknyttet…af statsministeriet. En gruppe der har til hensigt netop at skåne-skærme Kronprinsen for ømtålelig politisk stillingtagen.

Går Kronprinsen imod sine spindoktorer bliver han for alvor politisk aktør. En rolle Kronprinsen jo selv har undsagt sig. Derudover vil selv Kronprinsens enlige tilstedeværelse ved åbningen unægtelig tolkes som hele det officielle Danmarks blåstempling af legene og medføre en storm af protester.

Hvis Kronprinsen omvendt følger en eventuel dansk udebliven fra den officielle åbning, har han med statsgaranti underskrevet sin egen dødsdom hos Jaques Rogge og de andre IOC-brødre. Og så er laurbærkransen for altid visnet og død.

Det er ikke sjovt at være en lille prins i et stort politisk spil. Frede skal nok snart spænde buen…og skyde en hvid olympisk pil efter at komme med i den internationale sportsklub for slipsedyr – IOC.

Noen få ord om alt dette som begynner på 1. Statsministeren ser inn i kamera og ber om våpenhvile på Gaza; vi hviler etter et nytt overdådig måltid mens vi nipper til vinen, senere noen ord om arbeid og ledighet, og mens det knatrer og smeller i nyttårsraketter utenfor lærer vi at vi går inn i dette nye året med nøyaktig to kriser med oss i bagasjen.

Én mer enn i fjor.

Men året har begynt i hvitt, hvitt i større mengder enn jeg kan huske på lenge, hvitt i kilovis på alle greiner og hustak. Som om 2009 slett ikke er noe nytt år, men et gammelt år. Et år hentet tilbake langt borte fra, den gang vintrene kunne være som dette; vi har gått tur herfra ned og rundt Heimdal kirke, alt dette enda mer som kulisser nå i all denne snøen, alt dette fremdeles eksisterende men likevel så lett å gå forbi. Det er første i første og dagen består av et stoff man setter spor i, men som like raskt raderer dem ut.
Det er nyttår, men det er et år som ikke er nytt på allverdens måter.