Lige siden kommunalvalget i tirsdags er der en stemme, der har runget i baghovedet. En stemme, der har sagt:

“Der er noget helt forkert i begrebet ‘at afgive sin stemme’.”

Og en stemme, der har fået mig til at tale med mange andre om begrebet – og har fået mig til at se, hvor meget genklang den udmelding gav.

For på mange måder rummer begrebet “At afgive sin stemme” det repræsentative demokrati i en nøddeskal. Den enkelte borger “afgiver sin stemme” under forudsætning af, at de politikere, vi stemmer på, varetager vores interesser – og forvalter vores stemmer, sådan som vi havde forventet, de ville gøre, da vi “afgav vores stemme” til dem.

Men det har to ret væsentlige konsekvenser i nutidens politiske verden, det aktuelle mediebillede og det moderne samfund.

1) Hvis vi skal være med på at gøre vores “borgerpligt” og “afgive vores stemme”, skal vi have en særdeles god fornemmelse af de politikere, vi afgiver vores stemme til. Hvad mener de reelt? Er de solide, reflekterede mennesker, der tør forbeholde sig retten til at blive klogere og dermed tør stå ved, at ethvert tænkende menneske kun har et standpunkt til man får et nyt? Hvem kan man forvente, at de indgår alliancer med og stole på, at de i hvert fald ikke indgår alliancer med? Vil de (især kommunalpolitisk relevant) blive siddende perioden ud, hvis man giver dem sin stemme? Og hvad står de EGENTLIG for – altså ikke, hvad tvinger partiparolerne dem til at lire af, når de bliver vækket klokken fire om natten af en skånselsløs journalist – men hvad er deres personlige vinkel på tingene, hvad bygger de den på – og hvordan forestiller de sig at handle på den?

Det har vi sørgeligt nok kun meget sjældent nogle reelle forudsætninger for at vide, når vi afgiver vores stemme. Vi kan prøve en af mediernes valgtests, der tvinger os til at tage stilling til en masse spørgsmål, vi ikke aner, hvad betyder eller hvad egentlig dækker over og få stukket et tilfældigt svar ud om, hvilken kandidat der (sikkert ofte ligeså forudsætningsløst) har svaret de samme ting. Vi kan prøve at se os klogere på partilederrunder, hvor deltagerne på forhånd er gejlet op som skulle de deltage i en boksekamp og sidder og slår hinanden i hovedet med løsrevne argumenter. Eller vi kan prøve at læse aviser og se nyheder, der desværre ofte har en tendens til at fokusere på alt muligt andet end politikken – eller til at behandle kommunalvalg som var de midtvejsvalg og kommunalpolitik som var det landspolitik.

Vi har kort sagt så utroligt begrænsede forudsætninger for at sætte et kvalificeret kryds, at mange – stadig med fornemmelsen af “borgerpligt” i behold – så om ikke andet sætter krydset ved nogen, de kender personligt (hvilket er fair nok, men næppe burde være reelt kvalificerende), undlader at stemme (hvilket er umuligt at afgøre bagefter, om skyldes en protest, dovenskab, manglende fornemmelse for “borgerpligt” eller uvidenhed) eller sætter et ret tilfældigt kryds, som man ikke nødvendigvis føler sig specielt stolt ved. Og efter de lange knives nat i mange tilfælde fortryder, når man opdager de alliancer, der bliver indgået under konstitueringsforhandlingerne.

Det er en meget utryg situation at “afgive sin stemme” i – og for mig at se et markant demokratisk problem. Fordi det føles stadigt mindre attraktivt at gøre sin borgerpligt, når man ikke føler, man er i stand til at gøre den ordentligt.

2) Det andet problem med begrebet “at afgive sin stemme” er, at man så (med forholdsvis god ret) får fornemmelsen af, at nu har man gjort, hvad man kunne som almindelig borger. Gjort sin borgerpligt – og dermed udliciteret sin egen handlekraft de næste fire år (eller i hvert fald indtil næste valg eller folkeafstemning). Og dermed ligner det snublende nært, at man undlader at tage det ansvar på sig i hverdagen, som i virkeligheden burde opfattes som vores daglige “borgerpligt”. Pligten til altid at medvirke til at forbedre samfundet ud af den enkeltes forhåndenværende søms princip. Pligten til at hjælpe andre. Pligten til at tænke udover sig selv og sine egne akutte behov – forstå, at selvom man ikke lige selv (eller ens nærmeste) er unge, børnefamilier, ældre eller hvad det nu måtte være for særligt udsatte segmenter, der har brug for hjælp, er det samfundets – og dermed den enkelte samfundsborgers pligt – at tænke udover sine egne behov og bidrage til, at vi alle sammen kan være her og har så gode forudsætninger for et godt liv som muligt. Pligten til at tage bladet fra munden, når småracisme og intolerance sniger sig ind ved middagsborgssamtalen. Pligten til ikke altid at søge koncensus. Pligten til at danne hinanden og nuancere hinandens verdensbilleder, så vi i fællesskab bliver klogere og mere tolerante. Alle de implicitte pligter, der er det kit, der får samfundet til at hænge sammen og gør det nemmere for os alle sammen at være her og leve en god tilværelse. De pligter risikerer at forvitre ligeså langsomt jo mere vi vænner os til, at vi har afgivet vores stemmer – og dermed udliciteret ansvaret for at skabe og udvikle samfundets sammenhængskraft til nogle andre.

Hvad enten, man stemte forleden eller ej – og hvad enten, man gjorde det på et tilstrækkeligt oplyst grundlag eller ej, bør valgdagene på alle måder opfattes som demokratiets festdage – men for mig var det en meget sørgmodig dag forleden. Og jeg har tænkt mig at gøre alt, hvad jeg kan i den kommende tid for at være med til at påpege og diskutere disse problemstillinger – og komme med forskellige konstruktive, motivationsretoriske bud på, hvordan vi hver især kan bidrage til at løse dem – og bruge vores stemmer aktivt. På valgdagene, JA. Men i virkeligheden især i hverdagene – alle de sammenhængende dage på snor, hvor hver lille handling, vi foretager os, er med til at styrke samfundets sammenhængskraft.

Lad mig høre, hvad I derude tænker – og tag endelig fat i mig, hvis du vil være med!

Los premios de la crítica operística convocados por la asociación Amics del Liceu ya se han hecho públicos.

A destacar los tres premios que se ha llevado la producción de Salome de la pasada temporada del GTL: mejor director musical, Michael Boder, mejor cantante masculino, Robert Brubaker, y mejor cantante femenina, Nina Stemme.

También destaco a Maite Beaumont como cantante revelación por su Ottavia de L’incoronazzione di Poppea y a Thomas Quasthoff como mejor intérprete de recital.

Ver Se acabó la temporada 2008-2009 (1).

El inicio de temporada de la ROH tenía unos títulos con unos repartos muy atractivos. Entre ellos estaba Don Carlo, Tristan und Isolde y Carmen, de la que habrá crónica mañana.

El pasado viernes asistí a la función de Tristan und Isolde de la que el mayor atractivo para mí era la presencia de Nina Stemme como Isolde y la de Ben Heppner como Tristan.

Después de haber escuchado a Nina Stemme la pasada temporada como Salome era muy atractivo escucharla como Isolde, un papel que pienso que le va como anillo al dedo. De hecho ya había comentado en el blog la Isolde de la Stemme hace un par de años y en la función de ayer se confirmó que es una gran Isolde.

La Stemme mostró su poderío vocal en escena. Su voz es homogénea desde los graves hasta los agudos. Su voz cremosa nos envuelve sin hacernos sufrir. A pesar de lo exigente del papel la Stemme supera sin dificultad la orquesta y al final nos regaló con un impactante Mild und leise, de esos que se recuerdan durante mucho tiempo. No es de extrañar que consiguiera poner a gran parte del público en pie, ovacionándola, al final del tercer acto.

Ben Heppner, como Tristan, fué la otra cara de la moneda. Estaba claro que los problemas con su voz que se evidenciaron de forma preocupante en el segundo y tercer actos, eran achacables a algún problema de salud porque la voz se quebraba independientemente de si la nota era aguda o no.

Era evidente que el arie no le llegaba como tenía que llegar y sin arie es difícil emitir sonidos. Al inicio del tercer acto se anunció que Heppner padecía una alergia pero que a pesar de todo acabaría la función. La quebradiza voz de Heppner en el tercer acto hizo que Tristan pareciera todavía más vulnerable. Esperemos que esté en mejores condiciones cuando venga al GTL el próximo verano para la Dama de picas.

Sophie Koch debutaba el rol de Brangäne y la verdad es que estuvo muy bien. Su voz se escuchó muy bien y la verdad es que fue un lujo tenerla en ese papel. Por suerte la tendremos el próximo Mayo en el GTL como Octavian en Der Rosenkavalier.

Michael Volle, como Kurwenal, me sorprendió gratamente. Su voz es grande y superó sin difucultad la orquesta.

Impresionante Matti Salminen, como Rey Marke, que se incorporaba al reparto después de una operación en su rodilla por lo que se tuvo de ayudar con un bastón. Su voz no mostraba muestras de cansancio y fue un placer escucharle. Mi compañera de butaca estaba pasmada con su voz.

La verdad es que ante estas tres potentes voces la de Heppner parecía más pequeña. De todas formas la belleza de su timbre estaba allí y en el primer acto y el principio del segundo, cuando parecía que estaba mejor, estuvo bastante bien.

La orquesta bajo la dirección de Antonio Pappano estuvo muy bien, consiguiendo ponerme los pelos de punta en varias ocasiones, por ejemplo en el preludio del tercer acto. Aún así es difícil estar al mismo nivel de Daniel Barenboim. El control de los silencios por parte del maestro argentino es una experiencia difícil de explicar pero que te atrapa por completo.

Mucho se ha hablado del abucheo generalizado el día del estreno de la producción de Cristof Loy. Aunque a mí no me pareció para tanto sí que hay que aclarar la falta de acierto de Loy en su empeño de desarrollar la escena en una pared situada en la parte izquierda de la escena, perpendicular al escenario, impediendo la visión de la mayor parte de la acción a los que estaban situados en las localidades de la izquierda.

Me consta que la ROH ha devuelto el importe de muchas de esas entradas. El señor Loy debiera tener en cuenta se trataba de montaje para un teatro de ópera no para un programa de televisión. Realmente imperdonable y, por tanto, justificable el enfado del personal.

La escena se complementa con un telón que se corre y descorre, según la transcurra la acción, en el se muestra como un salón de banquetes, lleno de mesas y sillas.

Durante el primer acto este salón salón me hizo pensar en el Titanic y no era ninguna tontería ya que en el fondo es una metáfora de la confianza entre el Rey Marke y Tristan, parece inquebrantable pero al final se quiebra. En cambio me pareció más acertado el uso que se hace del salón durante la batalla del tercer acto.

Otra cosa preocupante de esta producción es el reciclaje de recursos del propio Loy. Su obsesión con los cadelabros y el apagarlos con la palma de la mano por parte de Isolde y Tristan es una muestra. También veremos a Konstanze hacer lo mismo en El rapto del Serrallo de Loy que veremos el próximo Abril en el GTL.

En resumen una excelente velada, a pesar de los problemas que presentaba Heppner, que creo que será una de los títulos a recordar de esta temporada.

Me han preguntado a quién prefiero como Isolde, la Stemme o la Meier. He de decir que después de la noche del viernes me quedo con la Stemme, sin desmerecer a la Meier.

Esta función se grabó por la Radio 3 de la BBC y será retransmitida el próximo 31 de Octubre en Opera on 3.

- Erling Folkvord (Oslo)

- Torstein Dahle (Hordaland)

“Arbeidet for å få slutt på den norske deltakelsen i krigen i Afghanistan er en av de viktigste sakene for Rødt både ved høstens stortingsvalg og etterpå. Som det eneste norske partiet har vi stått fjellstøtt på kravet om å hente soldatene hjem og avslutte Norges deltakelse i fortsettelsen av krigen som startet med USAs folkerettsstridige angrep på Afghanistan 7. oktober 2001.”

“Det er sju år sia regjeringa Bondevik vedtok å sende norske styrker til krigsinnsats i Afghanistan. I desse åra har Norge deltatt i fortsetjinga av den krigen USA starta 7. oktober 2001, i strid med folkeretten og utan FN-vedtak.”

Freds- eller krigsbudsjett? | Raudt

“SVs valgprogram er overlegent alle andre program når det gjelder omfang som brukes på fredssaker”, sier Alexander Harang, styremedlem i Norges fredsråd og prosjektleder for Fredspolitisk regnskap 2009, som håper at det Fredspolitiske regnskapet vil bidra til å sette fredspolitikken på dagsorden i valgkampinnspurten. Det fredspolitiske regnskapet kårer SV og Miljøpartiet de Grønne til de beste fredspartiene, og konkluderer at norsk fredspolitikk er tjent med en rødgrønn regjering.

Årsaken til at MDG klatrer helt til topps er at partiet legger ikkevoldsprinsippet til grunn for all sin politikk. ”Vi i MDG tror ikke det fungerer å skape fred og demokrati ved bruk av vold”, sier Hanna E. Marcussen, talskvinne for partiet, som hevder at ikkevoldelige metoder har vært mest effektive til å kaste undertrykkende regimer de siste 40 årene. ”Se bare hvordan store deler av Øst-Europa frigjorde seg på slutten av 1980-tallet”, sier Marcussen, som samtidig mener at ”Krigen i Afghanistan har verken gitt landet fred eller demokrati. Vi må tenke nytt dersom vi ønsker oss en fredelig og demokratisk utvikling i Afghanistan. Vi i MDG vil hente de norske soldatene hjem fra Afghanistan, men det alene er ikke nok. Vi har også et ansvar for å bygge opp det vi har revet ned. Derfor vil vi arbeide for at norsk innsats i Afghanistan utelukkende skal dreie seg om humanitær virksomhet og hjelp til å bygge opp et reelt demokrati gjennom støtte til landets virkelige demokratiske krefter.”

Spørsmålet er hvor fredsinitiativet i SV var da de for kort tid siden arbeidet for å beholde soldater i Afghanistan? Og hvor er er dette initiativet når det kommer til jagerflydebatten hvor SV har valgt å ville gå til innkjøp av de atombombebærende JSF flyene fra Lockhead Martin, som er et samarbeidsprosjekt mellom blant annet USA, Israel og Norge? “The Defense Department and a handful of allies have launched an effort to ensure the F-35 Joint Strike Fighter program is capable of conducting the most devastating mission in modern warfare – delivering a nuclear bomb.” Norge er nå verdens største våpeneksportør i forhold til folketall og 7. største våpeneksportør reelt sett og er en viktig bidragsyter til amerikansk krigføring, og da ikke aller minst i Irak. SV har, gjennom å kjøpeslå og overkjøre sitt eget partiprogram, ikke kun sviktet sine egne velgere foruten resten av verden. Dette på tross av at de er langt mer rasjonelle, rettskafne, miljøvennlige, solidariske og fredselskende enn det blåbrune alternativet, som de har langt mer til felles med enn det partiets velgere og grasrotaktivister skulle ønske at de gjorde.

Det er å unndres over at ikke partiet Rødt har skåret høyere, men det skyldes kanskje deres anti-imperialistiske profil, hvor fred synes å være en selvfølgelig ting, men hvor det blir lagt vekt på kampen mot okkupasjonsmakter og imperialistiske pirater. Her er eksempler: ”Rødt anerkjenner nasjonenes rett til selvbestemmelse. Retten til sivil og militær motstand mot okkupasjon og undertrykking er en grunnfesta rett for alle verdens folk”, ”Samtidig skal vi ikke ukritisk omfavne alle mulige politiske bevegelser som slåss mot imperialismen. Vi tar avstand fra overgrep mot sivile, innskrenking av demokratiske rettigheter og undertrykking uansett hvor i verden det skjer eller hvem som står bak.” og ”Den antikoloniale kampen føres både politisk, økonomisk og militært.” Ingenting av dette kan jeg være uenig i!

Torstein Dahle gjorde seg bemerket i juli 2007 med en uttalelse hvor han støttet den Afghanske motstanden mot den USA-ledede okkupasjonen av Afghanistan, samtidig som han gjorde det klart at norske soldater der må være forberedt på å sette sitt liv på spill. Erling Folkvord satte nylig søkelyset på de metodene regjeringen brukte for å få plassert jagerflykontrakten i USA.

Det hele minner oss om ”den brede enigheten i forsvars- og sikkerhetspolitikken” og behovet vi som er uenige har for en ”bikkje i bakken”.

Afghanistan:

En ung norsk kvinne har stått frem i media og fortalt at hun hadde fienden på kornet, fikk ordren “Ild!”, trakk i avtrekkeren … og avsluttet livet for et tjuetalls medmennesker. På vegne av deg og meg, det er det norske folk gjennom Stortinget som har sendt styrkene til Afghanistan for “å gjøre denne jobben.”

Hvor mange spør hvordan Norge er havnet i Afghanistan? Vi er trukket lenger og lenger inn i en hengemyr som startet med USAs folkerettstridige angrep, som i neste omgang presset FN inn i tiltak for å opprette fred og sikkerhet. Med 11.9 2001 fikk USA et påskudd, men USA hadde planlagt angrepet i flere år før, en sannhet man i norske storaviser bare har kunnet lese i Stavanger Aftenblad  (aftenbladet.no, søk: 649375). Og forut for det ligger en lang historie med amerikanske maktintriger i regionen.

Norge gikk med humanitær begrunnelse inn i det som er blitt mer og mer krig. Innser de hva de er med på de som uten reservasjoner stiller opp for USA? Vi skal nå velge nytt Storting, men hva har vi å velge mellom? Hvilket parti er klart mot krig og vil legge opp en grunnleggende annerledes politikk?

Det er nå det gjelder:

På flere målinger har Rødt fått over 3% oppslutning. Det viser at sperregrensa kan være innen rekkevidde. Rødt ligger an til å gjøre vårt beste valg noensinne, men det avhenger av at alle sympatisører der ute faktisk stemmer på dem!

Erling Folkvord er 659 stemmer fra å komme inn på Stortinget, ifølge valgkampens siste Oslo-måling (Aften i går). SVs og APs Oslo-mandater er trygge, og Erling vil slå ut Venstres Ola Elvestuen hvis vi vinner de siste 659 stemmene. Et lite bidrag helt på tampen?

Valgprat.no:

Aftenposten har gjennom valgkampen driftet valgprat.no, som er en portal for politiske og valgrelaterte blogger. Erling Folkvord har blant annet blogget fra Afghanistan-turen sin og skrevet mye om sykehjemsskandalen i Altea, Spania. Nå arrangerer valgprat.no avstemning der du kan stemme på den enkelte bloggen. Klikk deg inn her og stem fram Erling! Dette kan være et lite puff på veien til stortingsplass. Etter du har stemt kan du dele stemmegivningen på Facebook.

Les hva som blir Rødts 10 første forslag på Stortinget.

Valgkampen er i ferd med å rulle i gang i disse dager, men gutta i Gatas Parlament har allerede holdt på en stund. For noen uker sida overrasket, provoserte og underholdt de mange med sin parodi på Fremskrittspartiets valgkamplåt “Fremtiden i dag”. Nå er de tilbake med enda hardere skyts mot partiet de hevder er et parti for superrikinger.

De siste dagene har jeg opplevd å våkne en god stund før vekkerklokka ringer. Jeg skal ikke påstå at jeg er lys våken når det skjer, men nærmere enn jeg har vært på lenge, og det føles braaaa! Det har nok litt med at forkjølelsen endelig begynner å slippe taket, men jeg velger å gi treninga hoveddelen av æren. Endelig begynner jeg å føle meg som meg selv igjen

I går trente vi bein!

Tok det rolig – som planlagt – og det var så absolutt fornuftig. Kjenner det i beina i dag, men slipper å gå som en parodi på en halt cowboy. Foreløpig hvertfall!

Det ble riktignok bare apparatøvelser på oss (fy skamme seg?), men det tok bra likevel. Veldig fornøyd med at senteret “vårt” har skrå beinpress, det kjennes nemlig bedre/lettere å presse seg her enn i bøy, så jeg kommer til å beholde den en stund fremover før jeg igjen tar opp knebøyen. Misforstå meg rett, knebøy er og blir beinøvelse #1, men jeg får altså veldig mye ut av en god beinpresse. Kjenner at jeg er ujevnt sterk i beina, og det er også lettere å jobbe med her enn mens jeg bøyer.

I dag er jeg i grunnen ganske sliten i hodet, så det var meeeget godt å komme hjem og få servert deilig kaffe av kjæresten. Om litt skal jeg ut og stemme (siste frist for meg i dag!), og såååå blir det vel sofan tenker jeg

Fikk forresten en pakke med treningsklær i dag, men desverre ble størrelsene helt feil på meg. Toppen ble for stor og buksa for trang og for lang Men, men..får si bedre lykke neste gang! (og enda mer penger spart..)

GOD HELG!!!

Dagbladet skal kåre hvem som har Norges stiligste interiør, og du kan være med å stemme på din favoritt. Designers Saturday Best Interior Awards deles ut under arrangementet Designers Saturday i Oslo 5. september. Prisen ble for første gang delt ut i 2005, og deles ut hvert annet år.

Gå inn her og gi din stemme.

Under finner du en av mine favoritter (foruten den Norske opera); Lokaler for Sykehuset Asker og Bærum som er tilrettelagt for behandling av rusmisbrukere. Det er lagt vekt på åpne løsninger der brukerne kan være mest mulig selvhjulpne. Farger og materialer skal virke beroligende og samlende, og minimalisere inntrykket av en institusjon. Se flere bilder
Interiørarkitekter: Eliassen og Lambertz Nilssen

Foto: Dagbladet.no

If you are unsure what political party you should vote for at the Norwegian Governmental Election 2009, do like I did, and take the Political Party Test. According to my test results, I should vote for Venstre (Left Party).

This will be my first year voting, and I have decided to vote in advance since I won’t be in Norway during the election. For information on how to vote in advance, click here.

El pasado domingo ví la función de mi turno de Salomé y volví a repetir el miércoles, con el mismo reparto.

Como ya comenté del ensayo lo peor de este título es la producción. Después de haber visto dos funciones todavía me parece más anticlimática y desafortunada que en el ensayo.

Aunque a priori la idea de que Salome haya sufrido abusos por parte de Herodes, como se desprende de la proyección que se realiza en la escena del baile, causando el vómito de uno de los presentes, no se sostiene en absoluto.

No se entiende que después Herodes la felicite cuando se supone que se ha puesto su secreto en evidencia. Y menos aún se entiende que por ello la recompense. En esas circunstancias parecería más pausible que el tretrarca encargara directamente la muerte de su hijastra en lugar de cumplir sus deseos.

Tampoco entendí qué significaba la imagen de la santa cena de Da Vinci emulando la misma escena de Viridiana de Buñuel.

Es una pena que la escena final, en la que Salome se recrea con la recompensa obtenida, la cabeza de Jochanaan, no consiga crear un auténtico clímax escénico. Salome está casi toda la escena sentada en una silla contemplando la cabeza del bautista, que más parece sacada de un museo de cera. Ni la “resurreción” del bautista en la escena final ayuda a crear un clímax final.

Foto: GTL / Antoni Bofill

Una lástima porque si esa escena final hubiera sido más potente el éxito de Nina Stemme hubiera sido aún mayor de lo que fué.

La verdad es que pocos podrían aventurar a inicio de la temporada que la gran triunfadora sería ella. Creo que la Stemme supo encontrar el tono que necesitaba el papel. Su voz de soprano dramática fué contundente, cálida y homogénea en todo el registro.

La escena final fué antológica y por ella cosechó un gran triunfo con prácticamente todo el teatro en pié. Espero que podamos volver a verla pronto en el GTL.

Entre lo destacable el Herodes del tenor Robert Brubaker que interpretó el personaje de forma muy convincente y con buena calidad vocal. Un acierto porque este papel se acostumbra a asignar a tenores de carácter.

Herodias fué interpretada por Jane Henschel que lo hizo con corrección. El papel del bautista fué interpretado por Mark Delavan al que creo que le faltó la contundencia y la autoridad para el papel. Fué el más flojo de los papeles principales.

La orquesta bajo la dirección de Michael Broder estuvo muy atinada durante todas las funciones. Los metales, una de las partes con más problemas en otros títulos,  sonaron sin problemas. Esperemos que sigan así.

La función del domingo, del turno T, apenas ofrecía huecos de butacas, no ocurrió lo mismo con la función de miércoles, del turno D, que ofrecía bastantes huecos.

Durante la función del domingo oí roncar unos momentos en los primeros minutos. Creo que el mismo que roncaba luego lanzó bravos a diestro y siniestro.

Al final de esa misma función se escuchó, entre los aplausos, algunos gritos de Fuera Matabosch.

Det er ikke fedt, at man på selve valgdagen sidder og stadig ikke aner hvem man skal stemme på! Jeg synes at hele denne valg-periode har været enormt forvirrende og jeg er ikke blevet klogere på hvem jeg vil stemme på. Jeg tog for nogle dage siden en test på DR.DK, og jeg blev blot mere forvirret. Jeg ved i hvert fald, at jeg gerne vil stemme på nogen som er IMOD euro’en – men dette er jo ikke nok til at stemme på nogen, for de skal jo også have mange af deres meninger og holdninger på plads..

Dumme valg..

Jeg lider det.
Det handler ikke om druk, fuldskab eller lignende synonymer. Det handler om toner. Stemmer.

Om at blive forelsket i toner og lytte ørerne fulde til det indvendige kollapser af trykket.
Farver og fest. Ømme ben. Dystre tanker og egoistisk fællesskab.
Som når mænd uden sort makeup eller læderjakker smadrer instrumenter, eller som når covernumre går undercover bag nylonstrømper.
Om at møde én, eller; nok flere; ukendte ansigter, med kendte undertoner.

Om kameraer der vækker forundring og driller og løber tør for film, men dog ej væk. Om drenge der snakker så hurtigt og er så rare at man på samme tid, vil have mere og gemme sig langt væk.
Som farvefyldte balloner og perlepladekreationer, på mest finurlige steder. Samt sange om vækkeure på russisk. Eller xylofon-trommestikker vendt mod keyboard-ventilationen.

Det er lidt magisk.

Yeah.

14. august 2006. Farmor, faktisk den beste farmoren på denne jord, døde etter et relativt kort sykeopphold. Dette skal ikke bli et innlegg om hvor synd det er på meg som mistet henne, men et innlegg for å hedre den vakre personen hun var – hun var nemlig en av de sterkeste og tøffeste personene jeg noen gang har møtt.

Da mamma og pappa bygde hus bodde vi hos farmor og besta(han som er gift med farmor) i litt over et halvt år. Jeg var bare noen måneder når vi flyttet inn der og jeg tror det var i denne perioden at farmor virkelig fikk god kontakt med meg og da mamma og pappa bestemte seg for å begynne på skolen begge to, da jeg var litt over året, var ikke farmor i tvil et sekund om at hun ville stille opp å passe meg mens de var på skolen. Hun kjørte og hentet meg i parken hver dag, lagde middag til meg, lekte med meg og koste med meg. De fleste av de beste barndomsminnene jeg har, er med henne. Hytteturer, gårdsturer, leker, spill og sang. Litt av grunnen til at jeg startet å spille gitar er på grunn av henne. I og med at de bodde 50 meter fra oss, tilbragte vi mye tid sammen. Vi lo, gråt, sang, skrek, danset, sov, snakket sammen. Du var så trygg og vennlig- min mamma2. Jeg kunne komme til deg uansett hva det var. Kunne si deg hva enn jeg ville. Du hørte alltid på meg. Det var ikke mange du var så kjærlig mot som meg og når du den siste gangen vi snakket fortalte meg at jeg var som den datteren du aldri fikk, visste jeg at vi følte det samme for hverandre. Et mye sterkere forhold enn vanlig.

Men uansett, rundt mars tror jeg det var, fikk vi greie på at farmor hadde blitt alvorlig syk. Hun hadde fått lungekreft. Verden min raste. For meg betydde kreft død. Min beste venn, farmor og forbilde skulle dø. De started behandling, men vi skjønte fort hvor det kom til å ende. 21. juli ble hun 64 år litt over 3 uker senere- 14. april døde hun. Det var den dagen jeg flyttet til sandefjord for å begynne på skole. At jeg reiste akkurat den dagen er det jeg angrer mest på. Den siste samtalen vår var så fin. Det var rundt klokken 13 og jeg skulle dra nedover til sandefjord. Jeg gikk inn på soverommet der du lå. Vi visste at det ikke var lenge igjen. Jeg husker du fortalte meg hvor glad du var i meg og at du skulle komme på besøk i leiligheten min i sandefjord. Jeg ga deg et kyss og sang “det kommer en dag i morgen” fra annie. En sang jeg aldri kan høre igjen. Du smilte og lukket øynene. Jeg dro og noen timer senere dro du, bare at du aldri kom tilbake. Å høre pappa fortelle meg at du var død på telefon ble så rart- jeg skjønte ikke at det var sant. Begravelsen var tøff, men jeg var glad jeg fikk holdt talen jeg hadde skrevet. Det var så mange mennesker der- presten sa det var uvanlig å se så mange mennesker i et så voksens begravelse, jeg visste du var godt likt av alle og at det kom til å komme så mange.

Det jeg savner ved deg er at du alltid var så ærlig, du pyntet aldri på det du sa. Når du sa noe, visste jeg at du var ærlig. Jeg savner deg! Alt ved deg. Små ting som lukten din, stemmen, røykpakkene, kryssord, se og hør og at du alltid var så god.

Før du døde hadde du sagt at du ville jeg skulle ha ringen din, den ringen jeg alltid komenterte fordi jeg syns den var så spesiell. Jeg tar den aldri av meg. For 7 måneder siden tatoverte jeg navnet ditt på håndleddet. Nå har jeg deg alltid med meg. Det gjør meg stolt! Hvis jeg blir bare halvparten så flott som du var blir jeg lykkelig. Det går ikke en dag uten at jeg tenker på deg. Uten at jeg lukter på parfymen din. Uten at jeg ser på bilder av deg. Uten at jeg forteller noen om deg.

Du forblir i mitt hjerte for alltid og jeg skal fortelle barna mine om hvilken flott oldemor de gikk glipp av.  For ingen kommer noen gang til å ta din plass. Ingen klarer noen gang og bli så flott som du var. Min vakre vaya. Jeg elsker deg, enda og for alltid. Håper du passer på meg hvor enn du er.

M.M

Den øvre hus af det tjekkiske parlament er sat til afstemning om, hvorvidt de vil godkende EU 's Lissabon-traktaten.

Tjekkiet – den nuværende indehaver af EU 's roterende formandskab – er en af de sidste lande, som endnu ikke har ratificeret reformtraktaten.

Det blev afvist af de irske vælgere ved en folkeafstemning i juni sidste år, men Dublin planer om at afholde en ny afstemning i år efter at have suverænitet "garantier".

Traktaten kan ikke træde i kraft, medmindre alle 27 EU-lande ratificerer den.

Den Tjekkiske lavere hus stemte 125 til 61 for at vedtage et dokument, der tager sigte på at strømline EU's institutioner til at gøre dem mere fleksible efter 27-nation bloc 's udvidelse i de seneste år.

Betænkeligheder

Uformelle meningsmålinger foretaget af flere tjekkiske aviser tyder Lissabon-traktaten vil videregive det tjekkiske senat, men kun lige, BBC 's Rob Cameron i Prag siger.

De forudser, at nok senatorer fra den konservative Borger-Demokratisk Parti (ODS) under ledelse af tjekkiske premierminister Mirek Topolánek, der har underskrevet traktaten, vil ignorere deres betænkeligheder og stemme.

Flere Medborgerkompetence Demokratiske senatorer har allerede lovet at sende Lissabon-traktaten tilbage til forfatningsdomstolen.

Tjekkiske præsident Vaclav Klaus – måske den traktat 's højeste profil modstander – har hævdet, at traktaten ville undergrave Tjekkiske suverænitet. Han har ikke sagt, når han vil underskrive det, hvis det er blevet godkendt af senatet.

LISSABON-TRAKTATEN Progress
Godkendt af Europa-Parlamentet: Østrig, Belgien, Bulgarien, Cypern, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Ungarn, Italien, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien , Sverige, UKDefeated ved folkeafstemning: Irish RepublicChallenges: Juridiske klagepunkter forsinke ratificeringen i Tyskland, polske præsident også forsinke ratificeringen, tjekkisk øvre hus endnu til at stemme om traktaten

Traktaten er set af modstandere som en måde at indføre en føderalistisk dagsorden, undergraver den nationale suverænitet.

Der er pres fra nogle tjekkiske politikere til at udskyde ratificeringen indtil Parlamentet støtter planen om at være vært for en radar base for en amerikansk missilskjoldet.

I Irland var det eneste EU-medlemsstat for at afholde en folkeafstemning om Lissabon. Andre regeringer hævder, at det er en ændring af traktaten, som ikke ændrer EU nok til at berettige en folkeafstemning.

I Tyskland traktaten er gået før forfatningsdomstol. Polen 's præsident Lech Kaczyński er også forsinke ratificeringen, at insistere på, at den irske kamp over Lissabon skal løses først.

Denne artikel er fra BBC News website. © British Broadcasting Corporation, BBC er ikke ansvarlig for indholdet af eksterne internetsider.

Er et Mikromarc bibliotek !  – Det er jeg sikker på.

Benytt sjansen og stem på Norges beste folkebibliotek i Dagbladets avstemming. Kåringen og artikkelserien er et samarbeid mellom Dagbladet, Dagbladet.no og Prosa.

Send inn din stemme: http://www.dagbladet.no/2009/02/09/kultur/litteratur/bibliotek/bibliotekkaringen/4762549/

Her er det bare å verve venner til å stemme på ditt bibliotek. Moro om det var et folkebibliotek med Mikromarc som ble stemt frem. Så kjære venner – nå er det tid for å samle inn goodwill og få oss frem i lyset.

Fra en som allerede har stemt – Elin Hansen, Ski bibliotek

“Jeg fant stemmen min” sitat fra radioen i går. Hmm tenker jeg. Hvor da? I grøfta? Er det så enkelt at man bare kan gå å lete rundt seg og plutselig finne en fantastisk stemme i handlevogna på rimi. Hvorfor har ingen sagt dette før..? Nå er jakten i gang! 

I går fikk jeg strømregning på 724! Jeg hadde ikke trodd den skulle bli så stor. Jeg var borte ca 3 uker av de 2 månedene. Så nå skal jeg bli flinkere til å sjekke på kvelden om lysene står på for så å skru dem av. For jeg har oppdaget at de som regel står på, hele tiden. Også skal jeg ikke overdrive med varmeovnene, som jeg liker å gjøre. Det som er mest irriterende med den høye strømregningen er at jeg ikke har råd til joggesko nå  

Jeg har lyst på sjokolade i dag også. Men forhåpentligvis klarer jeg å la vær ved å ikke gå på butikken. Men jeg har litt lyst til å gå til farmand, bare for å gjøre noe i dag. Komme meg ut og røre på meg. Også vil jeg at verandadøra på rommet mitt skal bli fikset, det er så utrolig frustrerende slik jeg har den nå. Bah. 

Over og ut

Du og jeg

Du så på meg,
Og jeg ble synlig.

Du hørte meg,
Og jeg fikk en stemme.

Du gikk fra meg,
Og jeg fulgte med.

Dette diktet er skrevet av Fredrik Hossmann. En 45 år gammel mann, født 15. september 1963, Han er forfatter, poet og gateartist. Foreldrene til Fredrik Hossmann het Solveig og Arne Knut Hossmann. Fredrik var yngst av fem og gikk på Forsøksgymnaset i Oslo. 17 år gammel begynte han å opptre på gaten. I 1998 begynte Hossmann med å lese andres dikt på gaten. Etter hvert begynte han å lage egne og lese de også. Etter hvert begynte Fredrik Hossman å reise rundt, men vente stadig til bake til gaten, der han leste fra sine tekster på for eksempel Karl Johans gate og Rådhusplassen i Oslo.

Diktet handler om(fra min tydning) hva en person kan gjøre med en når en stoler og følger personen. Men tillit kan forredes. ”Å vanne blomsten er like enkelt som å la være” ” La barnet vokse og gå sin vei”. Diktet er inndelt i tre vers med to verselinjer hver.

”Du” er gjentatt i starten på hvert vers og ”Og” er gjentatt i starten på hver verselinje nr.2.
Jeg tror at forfatteren, Fredrik Hossmann, prøver å vise at tillit er viktig men sårbart. Derfor har man ingen annen mulighet enn å leve med eller påvirke.
Diktet gir en liten person mot til å vokse.

Med en gang jeg leste diktet viste jeg at det var det rette diktet. Det gav meg en god og vond følelse av at forfatteren skriver følelser som forteller om stoltheten av å forbedre seg; ta sine første skritt og få sin første 6 på en prøve og lignende. Dette gjør kanskje ingen mening på samfunnet som helt, men hver og en kjenner seg kanskje igjen og tenker over det og er stolt. Eller så leser man det, angrer på noe, endrer seg og får stoltheten smygende frem.

*

Ida A