Der findes ikke en over 30 i dette land, som ikke til uendelighed har set Thomas Nielsen, rørt, stå på talerstolen og sige farvel til sin livsgerning i LO, med ordene: “Vi har sejret ad helvede til” – og så en lille pause, hvorefter han afslutter sætningen med ordet: “godt”. Han er selv gået fra at forme støbejernsforme, med alt hvad det indebærer af brandsår og rasende varme arbejdsforhold til at være formand for den stærkeste arbejdstagerorganisation. Han er gået fra et liv præget af arbejderens knaphed på penge og tid til formandens overflod af begge. Men arbejderne er vokset sammen med ham. De har fået mere sikre arbejdsforhold, fritid og adgang til et velfærdssamfund med køleskabe, fjernsynsapparater, ferierejser og alt hvad det indebærer.

På den måde er Thomas Nielsens et glimrende billede på et væsentligt skift i vores samfund. Et skift, der basalt set udfordrer alt, som vi er kodet, udviklet og porgrammeret til: nemlig at mestre knaphed. Når vores tidlige forfædre i Afrika kiggede på deres korte og intense liv, var det i en evig samlen og jagen og som har fulgt os og følger os. Men vi skal ikke længere mestre knaphed – vi skal mestre overflod. Det er et radikalt skift og vi er ikke særlig gode til det endnu.

Nutidsmennesket kan sagtens æde sig ihjel, arbejde sig ihjel, køre sig ihjel, drikke sig ihjel, ryge sig ihjel eller tænke sig halvdød. Det er det mindste problem. Dem vi sætter på ugebladenes piedestaler er ikke længere dem som har rigeligt – for det har vi alle, men dem som kan administrere rigeligheden. Stjernerne er dem, der kan balancere et liv mellem børn, arbejde, god vin, lækker mad og stadig ikke veje mere end det anbefalede og ikke være mere stressede end at kunne leve uden et dagligt rødvinsfix. Hvorfor? Fordi det er svært.

Fremtidens Caroline Wozniackier er de mennesker, der kæmper mod den drift, der med nutidens muligheder har kræfterne til at drive os i døden. Nemlig vores egen genetiske kodning. Kroppen vil gerne have kalorier og vil gerne lagre dem til senere. Det var supereffektivt før. Nu ville en tjenstvillig og effektiv krop vide at den havde adgang til et nærmest uendeligt antal kalorier og derfor skille sig løbende af med de overflødige. Men sådan er vi ikke bygget. Vi er bygget og tænker stadig, som mennesker, der skal operere og mestre knaphed. Derfor er det svært at mestre overflod, derfor ser vi op til dem der kan.

Viden

På en måde er en søgemaskine frygtelig gammeldags i sin natur. Du taster emnet ind og den giver dig alle de sider fra internettet, der indeholder noget om det ord du skrev i søgefeltet. Hvis du skriver “reservedele”, kan du være sikker på at få en slimet grød af svar, der henter sine informationer mellem alt fra biler til symaskiner til falske kropsdele. Derfor konkurrerer søgemaskinerne i dag på relevans. Hvem kan give det mest relevante svar på den søgning, der blev afgivet. Nogle organiserer, der svar på hvem, der linker til den enkelte side og dermed hvilken rang den kan få. Andre organiserer sig ved at indeksere viden i temaer og forsøger at give svar på spørgsmål. Men uanset, så handler det om at forsøge at få en ældgammel tanke fra arkivkortets tid til at fungere i en verden, der hver dag publicerer mere viden end vi gjorde i ethvert årti i sidste århundrede.

Når vi ser på viden med knaphedsbriller, får vi et billede af hvordan man skal håndtere publiceret viden og information. Hvis vi tager det store overflodsbriller på, ender billedet med at være anderledes. I knaphedens verden er det svært at udgive og derfor skal hver enkel publikation være store tanker, der er præcise og dobbelttjekkede. Vi kan ikke spilde vores knappe trykmaskiners tid, papirets pris og distributionens begrænsede kapacitet på hvad som helst. I overflodens verden kan enhver udgive til enhver tid og intet behøver være set af andre eller bevæge sig gennem hverken en knap redaktion, produktion eller distribution. Derfor knokler de klogeste af søgemaskinerne med at skabe mening for den der søger, mere end at indeksere alt hvad der findes – for der er for det meste rigeligt.

Den store forskel er lille

Hvis vi behandler overfloden på samme måde som knapheden, ender vi som manden, der sidder på en tømmerflåde midt på havet og længes efter ferskvand. Han har saltvand og han har solens stråler, så det er en relativ nem proces at gøre vandet ferskt. Men det kræver at han ved hvordan og kan. Det samme gør sig gældende i konstant flere af livets aspekter. Vi er måske det seneste og klogeste skud på menneskestammen, men vi er stadig udstyret med en kodning i krop og sjæl, der beder os leve, som var tiderne knappe. Og med god grund. For overfloden er kommet som en syndflod. Min farmor levede gennem to verdenskrige og oplevede knaphed på alt, til langt op i halvtredserne. Hendes forældre levede i en verden uden penicillin, hvor det var nødvendigt at få 15 børn, hvis man ville klare sig som gammel. Og ja – der findes stadig masser af mennesker på kloden, der lever i lignende eller langt værre forhold. Ifølge FN er 850 millioner mennesker underernæret. Men det er samtidig med at den indiske filosof og økonom Amartya Kumar Sen, kan få en nobelpris for at påvise, at de ikke sulter på grund af mangel på mad i verden, men fordi vi er elendige til at distribuere den.

Vi er, sat på spidsen, frygteligt dårlige til at styre overflod fordi vi vores tankesæt stadig er knaphed.

Er du sulten på viktige nyheter? Da skal du bruke noen livsviktige sekunder på denne meget spesielle, meget inntrengende og, hvis du tar den til deg, i siste instans livsviktige aviskommentaren.

Buskapen har bukket under. Bare gresset er igjen til folkegruppene latuka i delstaten Øst-Equatoria i Sør-Sudan, der regnet har uteblitt som ellers i Øst-Afrika og på Afrikas Horn. Over én million mennesker har for lite mat og prøver å overleve ved å blande tørkede og knuste planter med vann.

Tørken i mai-juni har tatt knekken på avlingene. Heller ikke «det lille regnet» i halvåret før ga nok nedbør i til å redde avlingene. Sulten sprer seg fra distrikt til distrikt, over landegrensene, mens kveget, kamelene og annen buskap kreperer.

«Verst» overalt

Ordet «verste» går igjen i alarmmeldingene om sultkatastrofer som kommer inn fra flere hjørner av verden:

«Den verste krisa på ti år truer Øst-Afrika,» melder Reuters. «India rammes i år av landets verste tørke siden 1972, på 37 år,» melder AFP.

Monsunsesongen ga 23 prosent mindre regn enn gjennomsnittet. Det kan få katastrofale følger for mange av Indias 235 millioner bønder.

Samtidig er mer enn fem millioner blitt husløse av flom i andre deler av India, i delstatene Karnataka og Andhra Pradesh, viktige landbruksdelstater på Deccan-platået. Karantaka, er landets tredje største jordbruksprodusent. Minst én million tonn mais har gått tapt i de to delstatene, rundt 35 prosent av Indias totale maisproduksjon.

I Karnataka har minst 250.000 hektar jordbruksland blitt ødelagt

- Størrelsen på katastrofen er enorm, fastslår Peter Ophoff, leder for International Federation of Red Cross and Red Cresent Societies (IFRC) i India.

Tørke i fem år

Tørken har sittet igjennom fem år og ført 23 millioner mennesker i sju østafrikanske land mot alvorlig sult, ifølge Oxfam. Nøden blir forsterket av høye matvarepriser og konflikter. Verst rammet er Kenya, Etiopia, Somalia og Uganda, men situasjonen i Eritrea er også på randen.

Underernæringen er nå over alarmnivå i mange områder i «den verste humanitære krisa Oxfam har sett i Øst-Afrika på over ti år», ifølge Paul Smith Lomas, direktør for Oxfams Øst-Afrika-kontor.

Han beskriver situasjonen i det tørre Wajir, grensetraktene mot den sørvestre delen av Somalia, slik:

«I Wajir i det nordlige Kenya, fant vi nylig nesten 200 døde dyr rundt et uttørket vannhull. Folk overlever på to liter vann om dagen noen steder, mindre enn en toalettspyling. Forholdene har aldri vært så harde eller så ugjestmilde. Folk trenger desperat til hjelp.»

3,8 millioner kenyanere, vel en tidel av befolkning, trenger nødhjelp, blant annet fordi prisene ligger 180 prosent over snittet, ifølge Oxfam.

Interne flyktninger

Situasjonen over grensa, i Somalia og Etiopia, er alarmerende. Minst 1,5 millioner er interne flyktninger, og ytterligere flere hundre tusener har krysset grensa til Kenya og Etiopia, til sammen vel en seksdel av befolkningen på rundt ni millioner.

En av seks barn er konstant underernærte i Somalia, ifølge Oxfam. Konflikten gjør folk mange steder ute av stand til å dyrke mat eller høste avlinger.

- I utkanten av de fleste mindre byene fra Gedo (i sørvest) til Galkayo (i nordøst) vil dere finne nomadefamilier i åpne skur som ser etter hjelp, sa innenriksminister sjeik Abdulkadir Ali Omar til FNs interregionale informasjonsnettverk (Irin) i begynnelsen av september.

Situasjonen har forverret seg. 3,8 millioner er rammet.

Over en milliard

I Etiopia, som nå har passert Egypt som Afrikas nest folkerikeste land etter Nigeria, er 13,7 millioner i faresonen, mens 6,2 millioner trenger akutt nødhjelp, melder Abera Tola, leder for Oxfam America i Øst-Afrika. Myndighetene i Addis Abeba opererer med 5,3 millioner.

Verst rammet er husdyrnomadene i det sørlige Borena. Her har mangelen på nedbør tatt knekken på mange dyr. Husdyrnomadene selger kveg for å få råd til mat.

Ved årsskiftet sultet 1,02 milliarder mennesker, melder FNs mat- og landbruksorganisasjon (FAO) i sin årlige rapport. Tallet har trolig steget utover året. Trenden er snudd fra 1980-tallet.

Årsakslista er lang: mindre investeringer og bistand til matvaresektoren, global finans- og matpriskrise, konflikter, økt utbytting av fattige land og klimaendringer.

Fjerne mål

Utsiktene om å nå FNs tusenårsmål om å halvere fattigdom og sult innen 2015 blir stadig fjernere, selv om en beholder Kina i statistikkene.

- Det må i økende grad settes søkelys på økt matvareproduksjon i kampen mot sult. Sunn fornuft tilsier at jordbruket må prioriteres, men det motsatte har skjedd, sier FAOs generalsekretær Jacques Diouf fra Senegal i forbindelse med «Verdens matdag» fredag.

Mens 17 prosent av bistanden til fattig land var øremerket landbruket i 1980, hadde andelen i 2006 falt til 3,8 prosent. Rikere land leier landarealer i fattige land til egen landbruksproduksjon eller biobrensel. Resultatet skyldes «en bevisst og styrt politikk for mat og landbruk, handel og finans», mener Aksel Nærstad i Utviklingsfondet.

Skrevet av Peter M.Johansen, Klassekampen

På juldagen 1966 inledde New York Times en två veckor lång artikelserie om Nordvietnam. Journalisten Harrison Salisbury hade medgivits visum av Hanois regering. Han visade sönderbombade fabriker, kyrkor, broar som under nätterna byggdes upp. Bilderna och artiklarna väckte debatt. Han anklagades för att sprida fientlig propaganda. Opinionen mot kriget växte sig starkare. Dessutom visade artiklarna medborgarna att regeringen ljög om vad som verkligen hände i fiendeland.

Jag skrev tidigare i inlägget Urskiljningslöst, om den lokale reportern Sultan Munadi som dödades i Afghanistan. Han hjälpte new yorktimes journalisten George Packer att rapportera från Afghanistan. Där och fortfarande frågar jag mig om varför talibanerna egentligen inte tar hand om journalisterna, introducerar dem till deras liv och försöker få dem att skildra den positiva sidan om det liv de i Afghanistan vill skapa.

I anledning av Verdens brøddag vil jeg minne om at en milliard av de menneskene som bor på denne planeten sulter. Matvarekrisen er den verste krisen som er.

Det er på plass å sitere noen linjer fra Nordahl Griegs dikt ‘ Til Ungdommen’: “Edelt er mennesket. Jorden er rik. Finnes her nød og sult skyldes det svik.”

Det er klart at vi kan klare å sørge for at folk ikke sulter. Men da må småbrukere og landarbeidere i den tredje verden få mye mer makt. Men da må det gjennomføres radikale jordreformer.

Det internasjonale handels- og økonomiregimet, som fastsettes av organ som WTO, Verdens Økonomiske Forum (WEF), Verdensbanken, IMF og EU, må erstattes av et regime som får på plass mye mer sjølråderett og mye større sjølbergingsgrad i hvert enkelt land. Dette vil styrke matvaresikkerheten. Dessuten er det åpenbart slik at jo mer kortreist mat vi spiser, jo mindre forurensing får vi fra transport.

Den internasjonale dialogen om handel og utvikling bør kanaliseres gjennom FN-organet UNCTAD. WTO må legges ned.

Organisasjonene Food and Agricultural Organization (FAO) og Verdens Matvareprogram (WFP) må få en styrka økonomi.

Norge må produsere mer mat enn vi gjør i dag. Landbruksstøtten må økes. I tillegg er det så klart viktig at kampen for norsk utmelding av WTO intensiveres.

Lenker

En milliard sulter – verst i Kongo: http://www.bistandsaktuelt.no/Nyheter+og+reportasjer/Arkiv+nyheter+og+reportasjer/137172.cms 

Verdens brøddag: http://www.dagsavisen.no/innenriks/article318279.ece 

Fred Magdoff om verdas matvarekrise: http://marxisme.no/index.php/2008/15-nr-3-2008/255-terje-valen.html

Ronny Kjelsberg om landbruk og matproduksjon: http://venstresida.net/?q=node/862

I dag er det Verdens matvaredag. Dagen ble opprettet av FAO i 1979. Temaet i år er:

“Achieving Food Security in Times of Crisis”

(Oppnå matsikkerhet i krisetider)

Med en økning på 105 millioner flere sultende mennesker i 2009, er vi nå kommet opp i 1.02 milliarder underernærte mennesker i verden. Dette betyr at bortimot en sjettedel av verdens befolkning sulter.

Og her er det enda flere deprimerende tall publisert av Anup Shah, globalissues.org, mars 2009 (fritt oversatt):

• Nesten halvparten av verdens befolkning – over 3 milliarder mennesker – lever på mindre enn $2.50 om dagen
• Bruttonasjonalproduktet tilsammen for de 41 tyngst gjeldsrammede fattigste landene (567 millioner mennesker) er mindre enn rikdommen til de 7 rikeste menneskene i verden
• Nesten en milliard mennesker gikk inn i det 21. århundre ute av stand til å lese en bok eller å skrive navnet sitt.
• Mindre enn en prosent av de pengene verden bruker på våpen hvert år ville vært nødvendig for å få alle verdens barn på skole innen år 2000, men man fikk det ikke til
• 1 milliard barn lever i fattigdom (1 av 2 barn i verden), 640 millioner barn lever uten adekvat tak over hodet/bolig, 400 millioner har ikke tilgang på rent nok vann, 270 millioner har ingen tilgang til helsetjenester. I 2003 døde 10.6 millioner barn før de ble 5 år (eller ca 29 000 barn hver dag).

Sultrammede i Etiopia

Om at være på slankekur

Det har aldrig været meningen, at Plus-Kids skulle være et sted med løftede pegefingre – tværtimod! Derfor skynder jeg mig at sige, at dette ikke handler om slankekur, men i stedet om, hvordan man kan hjælpe sit barn til at leve sundere og med mere selvværd og glæde i sit liv. Først og fremmest naturligvis ved at få noget flot og lækkert tøj, der ligner vennernes, så barnet ikke skiller sig ud på den konto

Men en anden vigtig ting man kan gøre for på længere sigt at hjælpe sit barn – enten med vægttab eller i hvert fald med at leve et sundere liv er eksempelvis nogle af de følgende punkter:

Lad være med at fokusere for meget på, hvad dit barn spiser. Sørg blot for at udbuddet af sunde fedt- og kaloriefattige ting er stort. At der er masser af frugt tilgængelig eks., og måltiderne generelt er sunde og fornuftigt sammensat. Lad være med at sløjfe alt det “rare”. Det er ok med dessert og slik en gang i mellem. Men undgå det i hverdagen. OG frem for alt, lad være med at tale med dit barn om slankekur, kalorier og vægttab. Det øger barnets følelse af at være “forkert” og kan i sidste ende være med til at undergrave det skrøbelige selvværd yderligere.

Rigtigt mange børn vokser sig ud af evt. buttethed. Hvis dit barn er meget overvægtigt, så prøv at bruge ovennævnte tips til at undgå, det tager mere på. Hvis dit barn nærmer sig teenage alderen og har meget brug for at tabe sig, så kontakt evt. en professionel diætist og gør det til et fælles projekt at leve sundt.

Sørg for at dit barn ikke “drikker” en masse overflødige kalorier i form af eks. juice eller sodavand hver dag. Drik vand for tørst og lad de andre ting være reserveret til særlige lejligheder.

Sørg for at mælkeprodukter er fedtfattige og begræns også indtaget af alt for meget mælk. Drik vand til måltiderne, igen så barnet ikke drikker sig til overflødige kalorier.

Undgå alt for regelmæssigt indtag af fast food produkter både ude og hjemme. De er fulde af “skjulte” kalorier og fedt.

Undgå alt for store portioner – et tip kan være at spise af mindre tallerkener.

Lad være med at fokusere på og/eller tvinge barnet til at “spise op”. Det er en mærkelig ting i vores kultur – at vi altid skal spise op, når de fleste af os egentlig ville have bedst af at lade være! MEN det er i hvert fald vigtigt at respektere, når barnet selv oplever at være mæt!

Hjælp dit barn til regelmæssig motion. Det kan være lege i haven med fodbold eller andre “havespil”, hyggelige familieture på gåben i skoven, cykelture i nærområdet, at fyre den af på dansegulvet i stuen med høj musik i højtalerne eller andet rart og hyggeligt for både børn og voksne.

Undgå at spise mens I ser TV.

Vær glade, smil og leg så meget som overhovedet muligt. Det forbrænder helt vildt mange kalorier at grine ….

Afrika og flere andre land som lever i den “tredje verden”  har som de fleste vet, ikke tilstrekkelig tilgang til mat, vann, medisiner og legebesøk. Hver eneste dag dør barn pga. sult og sykdommer som malaria og aids.

 Siden Afrika er et meget ressurssterkt kontinent, kan en løsning være å inngå et sterkere partnerskap med vesten. Hvis “oss fra vesten” bistår sterkere økonomisk, vil det bli lettere for land som Afrika og benytte seg av disse ressursene. En enda bedre løsning kan være at vi setter opp en “resteautomat”. Denne såkalte “resteautomaten” vil da være en automat hvor du kan legge igjen rester etter middagen på et rullebånd, middagen blir fryst for så å bli sendt ned til fattige barn i Afrika. Helt til slutt vil brukeren få utbetalt en liten slant med penger, som takk til at han/henne bidro til en viktig sak! Men det er jo helt idiotisk og direkte dumt, tenker du som sitter og leser. Ja, kanskje det, men les dette før du krysser ut siden og aldri leser denne bloggen igjen.

Du har mest sannsynlig hørt eller tenkt tanken opp igjennom barndommen din. Du er mett og ferdig spist, men fortsatt er det middag igjen på tallerknen. Den innskrumpa tanta di gnåler ut om at du må spise opp maten: “Tenk på de fattige barna i Afrika!”. “Jaja” tenker du og graver fram litt ekstra plass i magesekken for så å dytte i deg resten av maten. Har jeg rett? Klart det. Men har du noen gang tenkt grundig over utsagnet?
  Hvis du virkelig bryr deg så spiser du opp maten og er takknemlig for at du i det hele tatt får mat. Hvis du ikke bryr deg spiser du til du er mett og lar restene ligge igjen, for så å kaste det i matavfallet. Men hva hjelper det de fattige barna i Afrika at du spiser opp maten? Og hva hjelper det de fattige barna i Afrika at du kaster maten? Tenk litt på det.
Ved å innføre en slik “resteautomat” vil alle tjene på det. Du slipper å overspise deg og bli feit og ekkel. Du får penger for mat du hadde tenkt til å kaste. De fattige barna i Afrika slipper å tenke på å bruke hele ukelønna si på mat og kan heller bruke penger på f.eks å bosette seg. Er jeg smart eller hva?

Så neste gang den sure tanta de sier at du skal tenke på de fattige barna i Afrika, still ho et ultimatum. “Ja, hva med de? På hvilken måte hjelper jeg dem ved å spise opp maten?”

Integrationskonsulent Fahmy Almajid

Integrationskonsulent Fahmy Almajid, Kbh. skriver:

De sidste par år har jeg besøgt mit fødeland Syrien flere gange om året, og den tiltagende og voldsomme fattigdom, som jeg har mødt, især i min fødeby Kamishly, har chokeret mig.
Området omkring Kamishly, som ligger i det nordøstlige hjørne af landet, var i min barndom Syriens spisekammer med frugtbare bølgende kornmarker og frugtplantager, så langt øjet rakte. Men blandt andet flere års tørke og den deraf følgende vandmangel har øget presset på de fattige i området.

Fahmy Almajid har fået tilladelse fra Politiet til at indsamle midler, som skal gå til fattige børn i Kamishly-området. Der er dannet en indsamlingskomité i Danmark, som består af tre personer, herunder en statsautoriseret revisor.

Komiteen arbejder på, at de indsamlede midler skal gå ubeskåret til børnene, således at der ikke fratrækkes administrationsomkostninger. Alle som arbejder for og i projektet er frivillige.

Læs mere om projektet: Indsamling til fordel for fattige børn i Kamishly-området

Jeg kan tilføje, at jeg kender Fahmy Almajid personligt og har 100% tiltro og tillid til ham og hans projekt!

Som et PS! kan oplyses, at Syrien huser et sted mellem 1 og 2 mio. flygtninge fra Irak. Dette er i meget høj grad med til at forværre situationen i Syrien.

Lige nu prøver jeg at distrahere mig selv, så jeg ikke går ud og spiser alt hvad der måtte være i køkkenskufferne. Lad mig lige indskyde – det går rigtig dårligt!..
I dag kommer manden først hjem kl. 19.30 (om halvanden time), og mit mad-ur startede med at rumle for en time siden. Den der rygrad, som jeg normalt er i nogenlunde besiddelse af, har jeg simpelthen afskaffet mig i løbet af graviditeten. Og som jeg skød denne blog i gang med, så kan det i dén grad ses vægtmæssigt… Jeg arbejder nu på at genanskaffe mig en modstandskraft overfor spiselige ting,  men det er dælme ikke nemt!
Og problemet er, at der jo altid er nogen til at bakke mig op i, “at det er da helt ok at spise løs, ja, det er faktisk det eneste tidspunkt i dit liv, hvor det er helt igennem tilladt”. Den salgstale hjælper ikke ligefrem på kampgejsten

Jeg er nu nået til det punkt hvor 2xmorgenmad ikke bare er normalt, det er faktisk min ret! Og da en af mine kolleger forleden kom forbi min åbne skrivebordsskuffe og højlydt konstaterede, at jeg da var velforsynet udi kiks, lakridser, kanelknækbrød, riskiks m.m. , måtte jeg bare nikke og smile (mens jeg tygger af munden og tjekker barm+mave for krummer…).  Det er jo fuldt ud legitimt at man spiser i ét væk under graviditeten, ligesom man også altid lige kan tisse eller tage en lur. Men i baghovedet har jeg et billede af den pige, jeg arbejdede sammen med for 10 år siden, som i 8. måned vimsede omkring i stiletter og fortalte om sin store craving: Æbler! Og et eller andet sted, håbede jeg i al min naivitet på, at dette også kunne forekomme mig…

MEN, nu har jeg lige fået lavet nyt pas, og i den forbindelse skulle jeg jo bruge et pasbillede. Og nej, jeg er ikke specielt fotogen, og ja, pasfotos skal partout være noget man griner af, men oveni at jeg har fået noget større kinder end normalt (hvilket nemt kan ses på billedet), har de så valgt at overoplyse indscanningen af billedet, hvilket resulterer i ligbleg Marie med semi-stirrende blik og ingen øjenbryn. Tak, Borgerservice! Jeg synes faktisk ikke det er fedt at en paskontrollør skal kigge på billedet, så på mig, så på billedet igen, for så at nikke “jatak, det ligner jo dig på en prik”…

Den globale krise i kapitalismen har haft ødelæggende virkning på verdens fattige, ifølge FNs mad- og jordbrugsorganisasion.

Krig, tørke, politisk ustabilitet og stigende madpriser er et produkt af denne krise. I dag, ifølge FNs mad- og jordbrugsorganisasion, sulter over en milliard mennesker. Altså: en af seks personer på jordkloden sulter.

Siden i fjor er 100 millioner flere mennesker trådt ind i sultens rækker. Antallet af mennesker, som sulter, er steget 11 procent. Så nu er der rundt regnet 1,02 milliarder mennesker, som sulter. Desuden ser tallet ud til at vokse, og antallet af sultende vokser nu hurtigere end befolkningen generelt.

Asien og stillehavsregionen har det største antal sultende, omkring 642 millioner. I Afrika (syd for Sahara) er der 265 millioner sultende. I hele den såkaldte ”udviklede verden” er der 15 millioner, som lider af sult. Uanset: De allerfleste af verdens sultende findes i den tredje verden. De internationale kapitalister (imperialister) henter en superprofit ud, som bruges til at ”opkøbe” arbejderklassen i Vesten, hvad enten det gælder shoppingcentre eller andet.

Tjenestemænd i FN er bekymrede for overskridelsen af denne milliard-milepæl: Det lover nemlig ikke godt for imperialismens stabilitet. Josette Sheeran i World Food Program påpeger, at mennesker, som lider af sult, gjorde oprør i mindst 30 lande i fjor. I et tilfælde førte højere madpriser til optøjer i Haiti, et oprør som væltede præsidenten.

Det findes kun ét alternativ til denne situation, og det er en socialistisk revolution.

De, som tror at kapitalismen har en bedre økonomistyring end socialismen, bør tage sagen op til nærmere eftersyn. Kapitalismen er aldrig kommet i nærheden af at løse problemet med sult. I stedet har den globale kapitalisme skabt en situation, hvor sult er elimineret i nogle relativt få rige lande, mens massiv sult dominerer næsten alle fattige lande. En milliard mennesker går sultne i seng hver dag p.g.a. kapitalismen, næsten alle i den tredje verden.

Herfra vil jeg ønske alle muslimer en god ramadan måned. Dette hellige måned, er muslimerne påbudt at faste fra solopgang til solnedgang, ikke alene faste ved ikke at spise noget, men fasten er også på andre områder. For flere ting som er tilladte i dagligdagen bliver forbudte, da mange af bloggens læser er ikke-muslimer så vil jeg helst holde mig fra det teologiske aspekt af hvad man må eller ikke må.

Denne måned er speciel, for her kan man opnå tættere kontakt med skaberen af denne verden rent spirituelt. Man kan bede frivillige bønner, læse koran eller blot et par ”dua” (salmer) om dagen, enhver god handling vil blive belønnet mange dobbelt end hvis man gjorde det i en almindelig måned! Og så er der mange der spørger: Jamen hvis Gud er så gavmild hvorfor får man så ikke bare mange belønninger hele året, frem for kun i ramadan?.
svaret til spørgsmålet her er enkel, Gud vil have at alle mennesker opdrager sig selv, forbedrer sig selv, fra dag til dag! Og hvis gud belønnet ligeså meget for samme handling i hele året som han gjorde i ramadan, så ville ramadan måned ikke være så speciel, og slet ikke have en effekt på mennesket, da mennesket som bekendt efter noget tid begynder at tage ting for givet, så snart den er vant til dem. Dette er menneskets natur, sådan er vi skabt, og derved bliver mennesket hvert år i en måned trænet i at bibeholde sit gode jeg. Ramadan er derfor ikke blot en måned hvor mennesket stopper sit indtagen fra solopgang til solnedgang, ramadan er mere end dette! Da jeg var lille fortalte min mor mig samme historie ved hver ramadan start, dengang fastede jeg ikke, men hun sagde at fasten ikke kun er når man sulter sig, hun hæftede sig ved to Ahadith (beretninger) om profeten og jeg vil her oversætte dem så godt som jeg kan.

En dag kom profeten gående i medina da han hørte to kvinder tale, den ene fastede og den anden gjorde ikke. Den fastende kvinde skældte og skreg af den ikke fastende. Den ikke fastende sagde intet men holdt kun hovedet nede og prøvede ikke at svarer hende tilbage, profeten (fred være med ham og hans husstand) gik derfor ned til den ikke-fastende kvinde og sagde til hende: Må Gud(her Allah) acceptere dit fasten!

En anden Hadith som min mor fortalte mig som barn var denne: Hvor mange af de fastende opnår ikke andet end sult og tørst?

Denne hadith mener jeg også var af profeten, her kan man jo se, at ved fasten så er det ikke kun maven som sættes på standby et par timer om dagen, for man skal gennem fasten lærer at respektere andre mennesker, fattige som rige, muslimer som ikke-muslimer etc.

Derfor vil jeg opfordrer alle muslimer i at se dette måned som en chance for at forbedre sig, for at tænke over hvad de har gjort siden sidste ramadan, for dem der ikke har forbedret sig, disse skal se det som en chance for at starte fra nu af. Gud er barmhjertig ved sine skabninger, og Gud er acceptere altid en troendes fortrydelse. For ramadan er ikke kun for at føle de fattiges sult, ramadanen er også en jihad (stræbelse) for at opnå Guds kærlighed til individet.

Hamsun är en problematisk figur: hans storhet som författare kan inte förnekas, men att ställa sig på Nazitysklands sida under kriget och propagera för att de norska trupperna skulle ge upp är inte sånt som förlåts i första taget. Det är i år 150 år sedan hans födelse, och om norrmännens ambivalenta hållning kunde man nyligen läsa om i DN. Anledningen till att jag läst Sult (på svenska Svält) har dock inget direkt med detta att göra: det var helt enkelt en av de klassiker som fanns i bokhandeln i Trondheim av norska författare.

Så, syns det då att det är ett verk av en smutsig nazistsympatisör? Nej, knappast. Huvudpersonen är så långt ifrån en arisk övermänniska man kan komma: han är istället en intellektuell på dekis, som när boken börjar pantsatt allt utom det han går och står i, och som programenligt går boken igenom och svälter. »Går« är förresten inte bara en del av en fast konstruktion: den namnlöse huvudpersonen vandrar runt över hela Oslo (eller rättare sagt Kristiania, boken kom ju ut innan de båda växt ihop), allt medan han blir allt svagare och allt mer förvirrad av hungern. Det står tidigt klart att han inte riktigt har huvudet i ordning; hans sinne hoppar mellan de mest skilda stämningar, ena stunden strålande ljus och hoppfull glädje, andra nattsvart mörker och djup ånger.

Norskan var i allmänhet lätt att följa; snart listar man ut att »lommer« är ›fickor‹ och »blyant« ›blyertspenna‹, och även om det är svårare att lista ut att »frugtsommelig« är ›gravid‹ så finns ju alltid det stora mellannätet att tillgå.

Jag hade dock svårt för boken, utan att riktigt kunna lasta den för det: jag har helt enkelt svårt för den här typen av berättelser om personer som själva borde inse att de går mot undergången, men bara går runt utan att riktigt försöka göra något åt det – kanske för att jag känner igen mig lite i beteendet. Det blir hela tiden värre och värre; man ser hur huvudpersonens olika infall gjort det svårt att behålla pengar, och trots tillfälliga framgångar på området blir det svårare och svårare att tjäna ihop till brödfödan. Detta förvärras av hans stolthet; trots att han förfaller mer och mer försöker han förgäves hålla skenet uppe.

På grund av min svårhet för den här typen av berättelser har jag dock svårt att komma med en rekommendation: jag kan se att det är ett skickligt hantverk, men vad hjälper det när själva temat gör att jag måste anstränga mig för att plocka upp boken?

Her kan du lese omtale av Hamsuns Sult


Omtale skrevet av: Solveig Moen Rusten, Deichmanske bibliotek, Kulturetaten