Information 6. marts

Med mindre vi skal tvinge alle ansatte i sundhedssektoren (den offentlige forstås) op på 37.5 timer/uge og forbyder dem at have andet arbejde end det af det offentlige tilbudte – hvordan skal man så løse problemet?

Havde vi ikke også problemer med koordineringen og ventelister i det offentlige sygehusvæsen før der kom private hospitaler til – kom de private ikke netop til fordi ventelisterne i det offentlige steg og steg?

Jovist er det da frustrerende at se overlægen ‘have tid’ ovre på privathospitalet, når han ‘ikke har tid’ på det offentlige sygehus; men det er jo ikke kun lægen, det er også anæstesilægen, operationssygeplejerskerne, rengøringen, administrationen osv. osv., der skal være på plads for at det hele hænger sammen.

Det nytter ikke at blive sur på lægen (eller sygeplejersken eller…) – de gør ikke noget de ikke må i henhold til den overenskomst de nu har med det offentlige sygehusvæsen – man kan f.eks. ikke bestemme over hvad folk vil lave i deres fritid – altså når de har erlagt den aftalte arbejdstid i det offentlige.

Det kan ikke være en kur, at vi beslutter at sundhedspersonale bliver frataget retten til at bestemme over deres eget liv. Hvem vil så være sygeplejerske, læge, laborant osv.?

Er privathospitalerne ikke mere symptomerne på en dårligdom i det offentlige sygehusvæsen, end selve sygdommen?