TV2 frister med at de om et par timer (kl 19, lørdag) vil ha nettmøte med mediumet Tone. Under tittelen “Tone kontakter dine døde slektninger” promoterer TV2 denne “Tone” sin karriere som svindler, samtidig som de legitimerer og promoterer kvakksalveri generelt. Dette er absolutt noe TV2 som riksmedie burde holde seg for god til!

Helt siden hun var liten har Tone Marie følt hun har hatt spesielle evner. – Jeg så tidlig en aura rundt mennesker, plutselig var det for eksempel et blått lys rundt læreren.Jeg skjønte ikke hvorfor ingen andre så det, forteller hun.

Jeg vil i min beskjedenhet anbefale Tone Marie å oppsøke en øyelege.

Denne svindlerbransjen med folk som “kontakter dine døde slektninger” har de siste årene eksplodert, og at det nå blir distribuert i riksmedier uten protester burde bekymre oss. Dette er personer som bruker psykologiske triks og såkalt “cold reading” til å lure folk. De utnytter personer som er i sorg, personer som så gjerne skulle hatt en trøst – og gir de falske forhåpninger, utnytter de på det groveste, økonomisk, for å tjene penger.

Om du fremdeles skulle være i tvil om hvorvidt dette er svindel, kan du se den berømte hypnotisøren Derren Brown gjøre akkurat det samme som disse kvakksalverne i sitt TV-program Trick of the Mind, men hvor han avslører triksene:

I romjulen kjøpte jeg en Nokia N82 (et råskinn) hos Lefdal på Alna i Oslo. Telefonen fungerte utmerket på nyttårsturen til Tenerife. Et par uker senere forsvant imidlertid skjermbildet og telefonen ble naturligvis innlevert til Lefdal for undersøkelse.

Nokia N82

Lefdals verksted kom da til følgende som årsaker til problemene:
- fuktskade
- hovedkort er knekt

Og konkluderte på bakgrunn av dette: Garanti bortfaller.

Jeg måtte da gi Lefdal (en av Norges største leverandører av forbrukerelektronikk) følgende informasjon: Dette handler ikke om garanti, men om reklamasjon fordi Lefdal har solgt en defekt telefon. På Forbrukerrådets nettsider kan man lese:

• De første seks månedene skal alle feil regnes som fabrikkfeil, dersom ikke selgeren beviser noe annet. Selger har altså bevisbyrden. Etter seks måneder er det i utgangspunktet du som har bevisbyrden, men selgeren har undersøkelsesplikt.

Hvorpå Lefdal svarte at feilene på telefonen skyldes ytre skade (skjødesløs bruk) som ikke dekkes av reklamasjonen. Jeg svarte da at telefonen har vært brukt svært pent og forsiktig, og aldri har vært utsatt for regn eller dykket ned i vann.

Lefdals mann mumlet da noe om at det kan oppstå kondens når telefonen flyttes fra kalde til varme omgivelser. Jeg fortsatte da voksenopplæringen med å henvise til Forbrukerrådets nettsider der man kan lese følgende:

• Det er heller ikke en mangel hvis den samme telefonen slutter å virke etter tre år, fordi den har falt i vannet. Men telefoner skal tåle vanlig bruk. En klage kan ikke avvises pga fuktskade hvis problemet er at mobilen ikke tåler vanlig bruk, f. eks forflytting fra kulde til varme, som er helt påregnelig i Norge.

Da gjensto den påståtte knekken på hovedkortet, som Lefdal også prøvde å vri seg unna. De påstår at hovedkortet er skadet pga ytre påvirkning, selv om de overhode ikke har noen forklaring på hvordan dette kunne skje når telefonen faktisk ikke har noen utvendige skader. Igjen gir Forbrukerrådet gode tips:

• Det holder ikke at butikken påberoper seg at telefonen er skadet og derfor ikke kan repareres på garantien. De må kunne dokumentere det, og jeg tviler på at verkstedrapporten er tilstrekkelig grundig dersom saken ender i Forbrukertvistutvalget. En klemskade må kunne dokumenteres med bilder eller en detaljert beskrivelse, sier Arnt Olaf Stillerud som er jurist i Forbrukerrådet.

Sleipingene hos Lefdal forsøkte igjen å vri seg og henviste meg da til Nokia (et telefonnummer ingen svarer på). Igjen er Forbrukerrådet på den lille forbukers side:

• Selger kan ikke henvise deg til å rette klagen direkte til importør eller produsent fordi det er mest bekvemt for han. Det hender at selger avviser en reklamasjon fordi produsenten av mobiltelefonen ikke vil ta ansvar. Selger har et ansvar for sine solgte produkter uavhengig av importørens synspunkter, og har plikt til å ta stilling til en reklamasjon og å begrunne et eventuelt avslag selvstendig.

Lefdal er tydeligvis ukjent med elementær forbrukerjus og selv når de blir gjort oppmerksomme på grunnleggende forburkerretter forsøker de på sleipeste måte å sno seg unna. Det er jo meningsløst om kunden må gå til rettssak for å vinne frem. Tror Lefdal virkelig de vinner kunder ved å oppføre seg på denne måten?

En ting er sikkert: Jeg vil aldri mer kjøpe Nokia og jeg setter aldri mine bein i denne mafiabutikken.

Oppdatering: Saken ble klaget inn for Forbrukerrådet og Lefdal måtte (naturligvis) gi seg.

Security Park i Stavanger har også utspekulerte metoder for å melke intetanende bilister, i dette tilfellet endog kirkegjengere på en søndag. Omtrent 30 biler fikk bot på over 700 kr hver, totalt 21.000 kr, bra timebetaling for dette sleske selskapet som naturligvis bare henviser til reglene som mafiaen selv har laget.

Liten skrift gir bot på 700 kr.

Parkerer du med henger på avgiftsfri parkering, må du trekke to gratis p-billetter, mente Q-parks parkeringsvakt. Dette opplevde en mann på Ski. Parkeringen foran Rimi var altså gratis, man må bare trekke en gratisbillett.

Fikk ikke jobb hos Q-park, altfor intelligent.

På grunn av stort svinn ute i felten har EuroPark stadig behov for nye medarbeidere til kontrollvirksomheten. Små kvalifikasjonskrav. Må kunne lese og skrive, førerkort klasse B en fordel. Mangelfullt utviklet samvittighet (psykopati) og akutt mangel på sosial antenner en stor fordel. Aggressiv, skamløs og uhøflig oppførsel vil bli tillagt vekt. Narkomane, naskere, tiggere og andre som har god trening i å tuske til seg penger fra godtfolk oppfordres til å søke. Vanlig hvitsnippforbrytere kan forvente rask forfremmelse til administrasjonen.

Parkeringsvakt i tidligere jobb rett før han ble oppdaget av EuroParks talentspeidere.

I fjor brukte EU 475 millioner euro på subsider og eksportstøtte, og 1.3 MILLIARDER euro på å restrukturere et subsidieregime som er enormt komplisert men samtidig så generøst at Finland nå har begynt å produsere sukker. Dette inviterer selvsagt svindlere, og det er nå flere store saker under etterforskning i følge New York Times.

Svindel er sagt å være som vann, det renner dit det er lettest.  I Norge finnes det en svær honningkrukke som heter NAV, den er verdt 300 milliarder i året, den administreres fantastisk dårlig, allikevel ser svindelen ut til å være relativt liten i forhold til hvilke verdier som forvaltes.  Det er dessverre neppe riktig, mørketallene er sannsynligvis store.

(UPDATE: også pressesak i torsdagens Østlendingen)

I natt blir skattelistene lagt ut på nett. Ved å skrive inn et navn i søkefeltet på skattelister.no kan du finne fødselsår, skattekommune, poststed, nettoformue, nettoinntekt og utliknet skatt for over fire millioner nordmenn basert på ligningstallene fra 2008. I tillegg reklamerer Dagbladet med at du i år kan sammenligne nettoinntekt, skatt og formue på alle Facebook-vennene dine. Testversjonen med tall fra 2007 er allerede i funksjon.

Dette er rett og slett en skremmende utvikling at samfunnet vårt er blitt så likegyldig til personvern, at personlige opplysninger som inntekt og formue nå blir gjenstand for underholdning på facebook, der barn og unge kan sitte å sammenligne venners foreldres inntekt/formue, og naboer kan sitte å snoke i hverandres privatliv på offentlig tilgjengelige registre.

Det er ingen grunn til at folks inntekt, formue og skatt skal bli ufrivillig gjenstand for underholdning og offentlig gapestokk. Disse listene har ingen nytteverdi, annet enn for sosialister som hvert år får en mulighet til å rykke ut med mediespill om rikingene de skal “flå”. I tillegg er skattelistene en gavepakke til identitetstyver og svindlere.

Det tungtveiende argumentet her er uansett retten til privatliv. Inntekt og formue burde være en privatsak. Det er forferdelig at barn skal bli mobbet på skolen fordi foreldrene deres tjener over eller under det enkelte mener er riktig, og at folk skal bli uthengt i mediene hvert år, fordi enkelte skal få tilfredsstilt sine sosialpornografiske behov. Det er på tide å sette personvernet i fokus. Det må bli en slutt på offentliggjøringen av skattelistene!

For ei tid tilbake skreiv eg litt om Svein Magne Pedersen; mellom anna her og her. No er mannen ute på ferde igjen. Vårt Land melder no at manne krever 200 kr. i inngangsbillett til sine møter under “Mirakelhelg” i Vennesla.

“Konferanser og konserter koster ellers i samfunnet,” seier Pedersen, “og vi må ha penger til drift. Jeg har 16-17 personer på lønningslista.” Han bruker alltid dette argumentet. Men kvifor er det berre han som tek slike absurde prisar? Eg trur ikkje han har noko betalingsproblem. I den nemnte artikkelen melder Vårt Land at

…helbredelsespredikant Pedersen hadde 2,3 millioner i overskudd i fjor, men fortsetter pengeinnsamlingen med samme intensitet som før. Pedersen tjener en formue på å ta imot «helbredelsestelefoner».

Her er det mellom anna snakk om det såkalla ‘Telekirken.‘ Der kan vi lese: “Lytt til forkynnelse og motta forbønn sammen med andre som har ringt TeleKirken. Svein-Magne Pedersen ber for helse og frelse over telefonen.” Og kva kostar dette? Jo, 100 kroner! Og  no har han som kjent tatt steget heilt ut, og krev til og med inngangspengar på møtene sine. Eg trur mammon er viktigare enn Gud i den gården. Han prøver, i fylgje Vårt Land, å dekkje over dette ved å påpeike at “pengene ikke [skal] betales for helbredelse, fordi den er allerede betalt av Jesus for 2.000 å siden.” Er han verkeleg så arrogant!?

Til slutt vil eg seie at Pedersen sitt dårleg skjulte angrep på tradisjonell medisin er totalt skivebom. “Har du råd til å gå til lege, må du også ha råd til 200 kroner for å bli helbredet.” Ja, men forskjellen er at her er det folk som har tatt ei lang utdanning, som er godkjente i sitt fag. Pedersen er ein sjølvutnemd “mirakelmann.” (Eller sjarlatan, som det heiter.) “Han mener at folk sparer tusenvis av kroner ved på medisin og legeutgifter, dersom de blir helbredet av ham.” Ja, kan han seie det til dei som har brukt tusenvis av kroner på han utan at noko har skjedd?

Jeg har på min færden på international debatfora mødt en del kritik af at Danmark nu vil lave en metodisk undersøgelse af om der er nogle af de asylansøgere, der får sociale ydelser i Danmark der også får løn i udlandet.

Og det er svært at forstå hvorfor at vi er vendt rundt på en tallerken efter at have ageret gavebod i en årrække.

Men man må forstå at Danmark har spillet en stor indsats i kampen mod terrorisme.

Vi har gennemført effektive angreb imod ideoligien bag den bølge af terrorisme, der har hærget verdenen siden 11. september 2001.

Vores soldater har været aktive i både Afghanistan or Irak. Det har ikke været lette opgaver. Imodsætning til soldater fra de fleste Europæiske lande, der har haft en begrænset indsats svarende til at de har drukket øl dagen lang oppe i Kabul, så har vores soldater været i foreste linie. Det har medført tab og sorg hos familierne til vore udsendte.

Men en krig vindes ikke kun på slagmarken. Især Irak har været et problem. I modsætning til situationen efter 2. verdenskrig ude i Asien, hvor at Japanske tropper først trak sig hjem, når andre soldater fra civiliserede lande kunne overtage, så overtog man ikke bare udbetalingen af løn til den Irakiske hær. Det medførte kaos og anarki.

Det medførte at man i en periode måtte sætte private virksomheder ind for at sikre at de diplomater, der skulle ind og arbejde, kunne komme til.

Det betød også at det begyndende folkestyre i Irak skulle have hjælp. Vi må ikke glemme at det efterhånden er generationer siden at kupmagere dræbte kongen af Irak og fratog folk muligheden for at bestemme selv. De borgere, som har boet i landet er ikke vant til demokrati. Derfor måtte ressourcestærke personer i eksil rejse hjem og hjælpe dette spæde folkestyre igang. Det har så givet noget knas med regler om sociale ydelser, men at lege gavebod har været prisen for at hjælpe folkestyret dernede igang.

Nu er Irak dog kommet så vidt at de mener at de kan selv. Det har de prøvet at fortælle os ved at arrestere en af de mange vagter, som har sørget for sikkerheden for de personer, der skulle hjælpe dem: Britisk vagt kan blive hængt i Bagdad – artikel fra Berlingske.

Det er lidt af en overreaktion, da det har været velkendt at der i en krigszone kan begås små fejltalelser. Fejltalelser som også blev løst ved at man trak personer hjem, der måske var gået over stregen. Sagerne finder deres retfærdige afslutning i hjemlandets retssystem. Der er intet som bliver fejet ind under gulvtæppet.

Det naturlige ville have været at trække den Britiske vagt hjem til retsforfølgelse i England. Det gør vi også med vores nødarbejdere, når de træder over stregen.

Men sagen markerer at Irak vil trække sig ud af et samarbejde omkring indførelse af demokrati i deres land før tid. Det er derfor at vi nu går efter en metodisk undersøgelse af asylansøgere økonomi. Der er simpelthen ikke brug for den ekstra støtte til deres demokraktiske proces længere. Da Danmark mere end nogensinde før er nødlidende som velfærdssamfund og presset på vore kulturelle værdier, så må vi rydde op og skære ind til benet ganske som vores syge, pensionister og skolebørn oplever det med konstante besparelser.

Vi må tåle denne gennemgang og så skilles med Irak som venner.

Det er ikke racisme!

Artiklen taler for sig selv..

Danmark har taget imod mennesker, som flygtede fra vold og undertrykkelse. Vi har givet dem statsborgerskab og tildelt dem de samme sociale rettigheder som borgere, der hele deres liv har betalt skat til den fælles velfærd i Danmark.

UTAKNEMLIGHEDEN er himmelråbende, og bedragerne skader ikke blot deres børns nye fædreland, men også de mange, hvis nød er reel.

Hørt! sikken idiot og han kender udmærket til de danske regler. hvordan kan man be’ den danske stat om penge når man er så rig? den danske stat bør få de penge tilbage plus en masse penge oveni som en slags “erstatning”/bøde og så kan de eventuelt sætter ham i fængsel eller la’ ham betale endnu en bøde. åh bare læs artiklen..

ps: man bør undersøge noget nærmere om, hvem man giver pension og den slags til. altså de (SKAT, kommunen eller hvem det nu er) kunne jo bare taste hans navn ind for eksempel og allerede der vil de kunne se, hvem han er osv…

Mye som kommer til overflaten i disse krisetider….og godt er det at folk våger å si sannheten. Mange har ikke mer å tape lenger, frykten er borte… og flere og flere våger å gi riktigere tilstandsrapporter..

einarhammer.com

Stockholms Tingsrätt har bifallit åklagare Alf Johanssons begäran om kvarstad på Johan af Donner. Därmed kommer kronofogden att frysa tillgångar värda närmare 2,4 miljoner kronor.

Det är andra gången som åklagaren Alf Johansson ansökt om att Röda Korstes tidigare kommunikationschefs Johan af Donners tillgångar ska frysas. Det görs genom att ansöka om kvarstad hos tingsrätten. Nu har tingsrätten bifallit åklagarens begäran.

Det innebär att Kronofogden nu får beslutet från tingsrätten.

– Kvarstad är ett prioriterat område för oss. Vi börjar direkt att leta efter tillgångar. I första hand är det bankkonton och aktier. Om det inte räcker undersöker vi lösöre, som till exempel bilar och i sista hand fastigheter, säger Åke Lundholm pressansvarig på Kronofogden.

Tillgångarna kommer sedan att kontrolleras av Kronofogden till dess att Johan af Donner försätts på fri fot eller döms domstol.

Åklagare Alf Johansson begärde även kvarstad hos ytterligare en person i Röda Korset-härvan. Den begäran avslogs dock av tingsrätten. Han vill inte gå in på vem det rör sig om mer än att det inte är någon anställd på Röda Korset.

Senast på fredag ska åklagaren ta ställning till om Johan af Donner ska omhäktas eller försättas på fri fot.

Fakta

Johan af Donner sitter häktad sedan pingsthelgen, misstänkt för grova bedrrägerier mot sin arbetsgivare Röda Korset. Korrekta rubriceringar är grov trolöshet mot huvudman och grovt bedrägeri.

af Donner sparkades den 27 maj i år efter upptäckten att organisationen betalat ut stora belopp för falska fakturor. När misstankarna uppdagades började Röda Korsets egna revisorer tillsammans med externa revisorer dra i gång en omfattande granskning.

Efter det att en polisanmälan lämnats in startade chefsåklagare Alf Johansson på Riksenheten mot korruption en förundersökning. Misstankarna har successivt stärkts efter förhör med honom och en husrannsakan.

af Donner var anställd som kommunikationschef på R K. I förra veckan framkom det även att han förfalskat sina universitetsbetyg vilka inick i hans CV vid jobbsökningar.

af Donner har levt ett liv i lyx med extravagant våning, tjusig sportbil och dyra vanor. Rimmar illa med hans arbete för Röda Korset..

Röda Korset var tidigt oroade över att bidragsgivare skulle ondgöra sig och sammankoppla svindeln med Röda Korsets verksamhet. De har nu fått rätt. Givandet har minskat drastiskt sista tiden.

af Donner har tidigare arbetat för Cancerfonden i flera år, som nu undersöker om han även svindlat av dem.

Tidigare poster

Artikelsamling – Svindeln mot Röda Korset

Igår meddelade bl a Aftonbladet att en kvinnlig rektor för en friskola i Stockholm har gripits, misstänkt för grov ekonomisk brottslighet. Vare sig i Aftonbladet eller annan reguljär svensk slaskmedia har man dock mig veterligen meddelat vilken skola det rör sig om, men som någon skrev på en blogg, nog larmar muslimradarn väldigt högljutt igen.

Den alltid välinformerade och klarsynta bloggaren Roger på Muslimska Friskolan verkar nu dock ha kommit det hela ordentligt på spåret.

Enligt hans efterforskningar rör det sig (naturligtvis, är man benägen att säga) om en muslimsk friskola i Spånga utanför Stockholm vid namn Svenska Interkulturella Skolan, med arabiska och somaliska barn. Alltså en muslimsk friskola.

Varken Aftonbladet, SvD eller SVT ABC vill alltså gå ut med skolans namn. ABC nämner dock att skolan har drygt 200 elever (Svenska Interkulturella Skolan har 230) och avslöjar skolans muslimska inrikning genom att filma skolgården där två muslimska skolflickor i slöja leker.

Rektorn för den muslimska friskolan, Svenska Interkulturella Skolan, har ännu inte häktats. Det berättar två tingsrätter, Attunda tingsrätt i Sollentuna samt Solna tingsrätt idag onsdag 24 juni 2009 för bloggen Muslimska Friskolan.

Svenska Interkulturella Skolan ligger i Spånga, som tillhör den ena tingsrätten. Friskolerektorn bor i Järfälla som tillhör den andra tingsrätten. Så fort en häktning sker av kvinnan, eller målet lämnas in till tingsrätten av åklagaren, kommer fallet att registreras i någon av de båda tingsrätterna. Det beror på var man anser att brottet begåtts.

Hos Stockholmspolisen är den misstänktes namn och skolan ännu sekretess och får inte lämnas ut. Endast med medias, bloggars, Internets och åklagarens ledtrådar blir det ändå oundvikligt att den enda skolan som åsyftas kan vara den Svenska Interkulturella Skolan.

Den muslimska friskolerektorn är misstänkt för svindleri. Ekobrottet har skett i tjänsteutövningen av Svenska Interkulturella Skolan.

Svindleriet och bokföringsfusket upptäcktes redan sommaren 2007. Trots det har det alltså dröjt två år med fortsatt svindleri av skattebetalarnas pengar till denna muslimska friskola i Spånga.

SVD

Media vägrar konsekvent att berätta vilken friskola det gäller, samt att det är en muslimsk friskola. De vill till varje pris skydda bilden av islam som Sverige officiellt har. Förra gången en muslimsk friskolerektor anhölls för ekobrott, var det Svenska Dagbladet som var först med att vintern 2007/2008 berätta att det den gången rörde sig om Bismilahi muslimska förskolor. Varför ska locket läggas på denna gång?

-

Muslimska Friskolan är inte dom enda inom den svenska bloggosfären som ganska så pricksäkert identifierar skolan. På Mammans Blogg redogör författaren tämligen ingående om hur turerna kring denna friskola sett ut under åren. Från Mammans Blogg:

“Ett hett tips är att det omigen rör sig om Svenska interkulturella skolan i Hjulsta, som redan 2001 – 2005 fick skolverket på sig pga skolan drevs av ett bolag som saknade tillstånd och senare gick i konkurs. Tre gånger efter detta har skolan hotats av likvidation från bolagsverket. Pedagogisk ansvarig har tidvis saknats. 2007 fick bolaget tillståndet indragt för sin förskola pga ekonomiska problem och även då fick stark kritik av skolverket pga grundskolans ekonomiska brister som ansågs allvarliga. Se artikeln i SVD. (18/8 2007)

Enligt skolinspektionens uppföljning (25/5 2009) har skolans aktiebolag (Interkulturell utbildning Ghazal AB) obetalda skulder på mångmiljonbelopp och en rad betalningsanmärkningar på över 2 miljoner. Enligt uppgift ska pengar läckt ut från skolan och använts för egen vinning av rektorn tillika grundaren av friskolan.

Det här är inte så sensationellt som det låter. Det har under senare tid varit relativt lätt att få tillstånd och driva friskolor i och runt Stockholm. Skolverket och skolinspektörernas kvarnar mal långsamt… Det finns uppenbart gott om tid att mjölka ur en kassako…”

Man kan ju i vanlig ordning fråga sig hur pass dålig Skolverkets uppsyn över dessa friskolor egentligen är, när något som detta uppenbarligen kan tillåtas fortgå år efter år efter år, trots allvarliga varningssignaler. Eller har man en högre acceptansnivå när det gäller just invandrardrivna, religiösa friskolor?

Man kanske är rädda för att bli kallade “rasister” om man ifrågasätter vart alla pengar svenska skattebetalare slantar in i verksamheten tar vägen? Vid det här laget blir man knappast förvånad längre när nyheter som dessa publiceras. Vi vet ju sedan tidigare att invandrade “entrepenörer” har en närmast osviklig förmåga att nosa upp möjligheter att sko sig via svenskarnas skattsedlar.

Den insatte drar sig naturligtvis till minnes skandalen med den likaså somaliska förskolan Bismihali och deras förskingring av mångmiljonbelopp av skattebetalarnas pengar. Pengar som till råga på allt med största sannolikhet delvis gick till att finansiera somalisk islamistisk terrorverksamhet (aka Al Shabaab som nyligen sprängde ihjäl dussintals, anm PI).

Som man bäddar får man ligga, är ett uttryck som passar bra i sammanhanget. Svenska politiker och massmedia anser ju att företeelser som detta är något man får räkna med och tillika acceptera, det är ju dom färgstarka invandrarna som fullkomligt drypande av en för svenskarna helt överlägsen kultur som står för tjuveriet. Undrar om detta också räknas in i processen med “räddandet” av dom svenska pensionerna som ju våra “kulturberikare” sägs skall vara ytterst aktiva deltagare i?

Rebell.dk skrev delar medan
Muslimska Friskolan skrev resten.

PI berättar för alla:

Den ännu icke häktade men misstänkta rektorn är

• Naziha Ghazal, 1965-05-17, och bor i Järfälla.

Skolan, fylld av araber och somalier med slöjor på bilder.

Kadir Demirel

En svindler af værste skuffe

Alle sammen ADVARSEL pas på jeres penge og pas på jer selv, Hikmet Cengiz og  Kadir Demirel er en svindlere og har svindlet mange mennesker for penge ved at sælge rejser som ikke var gyldige. De har været i DR1’s forbrugerprogram kontant, og er i den forbindelse blevet politi anmeldt. Desværre har politiet ikke taget anmeldelsen seriøst og det har gjort at Hikmet Cengiz har kunne nå at tømme selskabet for store summer.

Kadir Demirel er hans samarbejdspartner i det her, og han står som registrant på domænet www.alobillet.dk
Alo Billet som ligger på www.alobillet.dk er deres seneste nye scam, og de vil nu forsøge at svindle flere penge fra folk.

Hikmet Cengiz er meldt til bagmandspolitiet, og det er vigtigt at du ikke bruger dine penge på nogen sider hvor du ikke føler dig tryg. Alo Billet er ikke engang en registreret virksomhed, og det eneste du betaler er penge ned i lommerne på Hikmet Cengiz og hans samarbejdspartner Kadir Demirel som er registrant på det nye domæne.

Adressen på Kadir Demirel er:

Pas på med at bruge dine penge på hjemmesiden www.alobillet.dk og pas på med at handle med Hikmet Cengiz. Jeg håber bagmandspolitiet fanger ham og putter ham bag tremmer, usle svin.

Læs også dette indlæg!

Jag har varit modig nu. Jag klättrade upp på altantaket och skulle visa mig tuff. Nu hör det ju till saken att jag är sjukligt höjdrädd. Grabbarna hade hittat ett fågelbo där under taket så jag bad P fota för jag ville se, så han står där och fotar och jag känner hur det börjar skaka i kroppen och snurra i huvudet. Panik, jag vill ner. NU! Vad fan skulle jag upp och göra. Tänkte ta ett foto på utsikten, men med mina darrande händer hade det nog inte blivit bra. P fick hjälpa mig ner, hålla i stegen stadigt. När jag klättrade ner så kände han hur hela stegen skakade Men jag gjorde det. YES! Frågan är vad jag ska göra med fågelboet, det är ju taskigt att bara liksom slänga ner det. Så hit med lite goda råd nu, vad ska jag göra med dom små äggen, kommer fåglarna att hitta igen dom ens om jag flyttar dom?

Där pilen är ligger fågelboet med äggen

Vad ska jag göra?

- Gårsdagens Politiken (4. oktober 2009), af Camilla Stockmann.

***

5. oktober

Note 1: Jeg har valgt at slette en del af min egen kommentar nedenfor efter at være blevet præsenteret for en anden beslysning af sagen, samt grundet erkendelsen af, at mine udtalelser var baseret på en ikke-eksisterende – al fald utilstrækkelig – viden, og endvidere var unødvendigt og urimeligt nedladende overfor Solomon Lyttle, hans kone, Ditte Romby og The Ivy. Jeg vil gerne bemærke, at jeg fortsat er skeptisk overfor The Ivys oprigtighed, men ikke vil dømme eller tage stilling til noget med de nuværende utilstrækkelige oplysninger.

Note 2: Læs The Ivys public statements og modstykke til artiklen i Ditte Rombys kommentar til indlægget eller på The Ivys hjemmeside, www.theivy.dk

***

[Genial artikel skrevet af meget dygtige Camilla Stockmann. Jeg fatter det simpelthen ikke – at sådanne ting finder sted – og at det ikke engang er synderligt sjældent – men snarere en typisk ting, en tendens in the art business. Hvad havde mon tænkt sig? … Nå, læs artiklen, hvis du har lyst ]

Det danske kunstfirma The Ivy, påstår at have forbindelser til blandt andre Damien Hirst. Men dokumentation er pure opspind.
Jeg er undercover i en penthouselejlighed i Ørestad i København.
Her på toppen af VM Husene er jeg museumsmandens date – det, man nok kalder en nikkedukke. Foran mig står værten Solomon Lyttle. Han er godt i gang med sin anekdote:
»Damien og jeg har været venner i 18 år«.
Den lave efterårssol bader terrassen og brager ubesværet gennem de store glaspartier og trænger indenfor, dj’en lader musikken dunke løs fra lejlighedens andensal, og gæsterne konverserer på kryds og tværs over canapeer, cosmopolitans og champagne.

Penthouse fyldt med kunstværker
Det er englænderen Solomon Lyttle og hans danske kone, Ditte Romby, der har inviteret til fejringen af deres kunstfirma The Ivys nye skandinaviske showroom.
Penthousen er rømmet for alt, hvad der minder om møbler, og tager sig nu ud som udstillingsrum. Her er kunst overalt, malerier, fotografi og skulpturer. Og det er grunden til, at jeg er dukket op: The Ivy giver indtryk af at repræsentere de store kanoner på den internationale kunstscene.
På invitationen står da også – foruden danske Kristian von Hornsleth – navnene på de helt store spillere på især den britiske samtidskunstscene: for eksempel Tracy Emin, Gilbert & George og så ikke mindst Damien Hirst – verdens p.t. rigeste kunstner og manden bag verdens dyreste kunstværk, det diamantbesatte titaniumkranium, som skulle have kostet omkring 100 millioner danske kroner bare i materialeudgifter.

»Det er faktisk mig, som har inspireret Damien til at lave sin berømte ’Psalm’-serie«, fortsætter Solomon Lyttle, mens han peger på en prisliste.
Her kan man se små miniaturegengivelser af ti af Damien Hirsts sommerfuglemosaikker. En af dem koster 550.000. Pund vel at mærke.
»Virkelig«, spørger jeg.

For godt til at være sandt
Ugen inden har jeg fået et tip, som kort sagt lyder: Det er for godt til at være sandt.
Derfor har jeg skrevet til The Ivy og bedt om at komme på deres gæsteliste. Intet svar.
Det får imidlertid min ven, der er ansat på et større dansk museum. Han modtager straks en venlig bekræftelse.
Journalisten er vist ikke velkommen, men det er museumsmanden, så nu er journalisten et vedhæng.
Venligt bliver vi begge budt velkommen, da min ven siger sit navn, og jeg kan diskret tage fotos med min mobil og ubesværet udfritte værten.
Solomon Lyttle, den yngre, noble sorte herre med designerbrille, fortsætter uden tøven:
»Ja, vi sad en aften i Damiens studio og drak øl, og jeg snakkede om min yndlingssalme. Det inspirerede Damien til at skabe billedserien og give dem salmenumre. Han slap sommerfugle ud i rummet og lod dem flyve rundt. Nogle satte sig fast i lakken på lærrederne. I de endelige motiver valgte han en komposition, som minder om kirkevinduer, for han er et meget seriøst menneske«.

Jeg svarer: »Utroligt!«, hvilket sådan set er, hvad jeg vitterlig mener, og lader Solomon Lyttle undskylde sig selv og modtage kulturattacheen fra den mexicanske ambassade, en lille venlig mand i et enormt jakkesæt.
Værker på slideshows
En meget ung og meget blond sortklædt kvinde spørger i det samme, om jeg vil donere mit dna til Kristian von Hornsleths dybhavsprojekt.
Jeg indvilliger for at kunne blive i nærheden af Solomon Lyttle, der nu forklarer kulturattacheen og et midaldrende par, hvorfor Hornsleths malerier stort set er de eneste, man fysisk kan opleve, mens rækken af internationale kunstnere bliver præsenteret i et slideshow.
Mens Hornslets assistent koncentreret ifører sig operationshandsker og tapper de dråber blod, der åbenbart skal indgå i en skulptur i Marianergraven, hører jeg Solomon Lyttle sige:
»Vi viser de dyreste af kunstnerne på slideshowet af sikkerhedshensyn. Det er meget værdifulde værker«.
Samtidig sørger han for, at hans gæster får et usb-stik med The Ivys logo på, så de kan tage slideshowet med sig hjem.
Hvis gæsterne ønsker at købe et værk, forklarer han, hvordan The Ivy vil sørge for, at kunden får dem at se på Englands førende galleri The White Cube, som The Ivy samarbejder med:
»I vil få dem præsenteret i et privat rum og får et lille glas champagne«.

»Vi kan skaffe ALT«
Værdifulde værker er hverdag for The Ivy, forstår jeg på firmaets grundlægger, Solomon Lyttles unge kone, Ditte Romby, som min ven og jeg dernæst falder i snak med på andensalen.
Den spinkle kvinde, der er iklædt sort cocktailkjole, et par drabelige stiletstøvler, og som har et væld af perler rundt om halsen, fortæller, at de allerede har erfaring med de største af verdenskunstnerne:
»Sidste år solgte vi to malerier af Picasso, og der var vist også en Matisse. I skal bare sige til«, gentager hun flere gange.
»Vi kan skaffe alt. Alt«.
Jeg ved nu, at der er to muligheder: Enten har jeg været tete-a-tete med de største hotshots længe set på den skandinaviske kunstscene, eller også er den helt gal.
Der er ligesom ingen gylden mellemvej.
Jeg beslutter mig derfor for at kigge nærmere på fænomenet The Ivy.

Første svar fra London
Damien Hirst tager ikke telefonen.
Eller det vil sige: Hans telefon bliver taget, men jeg når at tale med et større antal omstillingsdamer, sekretærer og assistenter, før jeg får at vide, at jeg hjertens gerne må skrive en mail om mit ærinde.
Det samme sker, da jeg kontakter galleriet The White Cube. Opgaven, der forekom at være lige til højrebenet, begynder pludselig at tage sin tid at få sparket i gang.
En inferiør dansk reporter kan ikke bare regne med at blive stillet igennem til Damien Hirst eller ejeren af The White Cube, Jay Joplin.
Man skriver breve. Og man håber.
Og så skriver man igen og beklager høfligt (»Undskyld, jeg henvender mig igen, men …)«, og man husker sit please og glemmer ikke at hinte, at der måske er et par informationer eller to, de muligvis selv kunne være interesseret i at få.
Og så venter man.
»Ingen ide om, hvem denne mand er«
Efter nogle dage er der på en måde hul igennem, men så alligevel ikke: Damien Hirsts talskvinde og kommunikationsdirektøren på The White Cube er tydeligvis mere interesseret i at få fat i mine informationer end i at informere mig.
Jeg faxer prislisterne, og jeg sørger for, at The Ivys slideshow, som jeg har på usb-stikket, bliver lagt ud på avisens ftp-server, så briterne kan se, hvad det danske firma præsenterer det skandinaviske kunstpublikum for.
Jeg siger intet om de rygter, jeg begynder at høre om The Ivy. Rygter er rygter.
Og måske er alt, som det skal være, begynder jeg at tænke.
Måske er The Ivy et smart nyt moderne koncept, som måske nok ikke ligner det traditionelle klassiske gallerikoncept, hvor malerierne hænger på væggen.
Måske formidler The Ivy verdenskunst på en ny måde.
Men den tanke forsvinder, da jeg modtager en mail fra Damien Hirsts tætteste medarbejder, Jude Tyrell.
Hun er direktør for Hirsts private firma Science Ltd. og har nu været i kontakt med Hirst og forelagt ham mine oplysninger.
Hun skriver:
»Damien har ingen ide om, hvem denne mand er«.
Tvivlsomt CV
Solomon Lyttles venskab med Damien Hirst er tilsyneladende opspind.
Mens jeg venter på flere svar fra England – for de kommer – vælger jeg at kigge nærmere på Solomon Lyttle.
På sit cv på Facebook skriver han, at han har en kandidatgrad fra London School of Economics. Og det undrer mig en anelse, for min research bringer mig med det samme i kontakt med natklubejere, restaurationsejere og cafeejere.
For det er her, i restaurationsbranchen, at Eric Augustus Lyttle, som manden åbenbart i virkeligheden hedder, begynder sin danske tilværelse, da han ankommer fra London i midten af dette årti.
Først omkring 2006 dukker han op på kunstscenen.
Blandt andet kan fire københavnske gallerier, V1 Gallery, Hans Alf Gallery, A Gallery og Secher & Scott, samstemmende fortælle, at de på det tidspunkt kommer i kontakt med en venlig englænder, der kalder sig Solomon Lyttle.

Danske gallerister fortryder
Han præsenterer sig som skandinavisk indkøbschef fra The Saatchi Gallery i London, endnu en af de velestimerede engelske institutioner:
Navnet Saatchi står således på Solomon Lyttles visitkort og i hans signatur på de e-mail, han sender i den periode.
Det konstaterer jeg selv, da jeg læser de gemte e-mail, som en af galleristerne, Hans Alf, indvilliger i at lade mig se.
Her kalder Solomon Lyttle sig »International Director« for Saatchi Art og henviser til The Saatchi Gallerys officielle hjemmeside i London.
Også hans kone, Ditte Romby, skriver på sit cv, som hun offentliggør på nettet, at hun har været projektansat for Saatchi Art i 2006.
Både Secher & Scott og A Gallery påbegynder et samarbejde med Solomon Lyttle i denne periode, da han lover dem henholdsvis en udstilling med Damien Hirst og en udstilling med en række Saatchi-kunstnere.
På det tidspunkt giver Solomon Lyttle ifølge galleristerne indtryk af, at han kender Charles Saatchi – den berømte galleriejer – personligt.
Men begge gallerister fortryder siden samarbejdet. Claus Lind fra A Gallery på Esplanaden forklarer:
»Aftalen med Solomon indebærer, at vi foruden de respekterede kunstnere fra Saatchi også skal udstille en kunstner ved navn Art Queen. Vi er nye. Vi tænker okay. Det virker fair nok. Men så tjekker vi op på Art Queen. Der er intet kvalitet i det. Det undrer os«.
Claus Lind finder ud af, at Art Queen er Solomon Lyttles kones kunstnernavn. Art Queen er Ditte Romby:
»Vi har ikke lyst til at udstille hende. Og det diskuterer vi frem og tilbage med Solomon, og han bliver meget vred. Og så er det, at jeg ringer til Saatchi. De er lamslåede og har aldrig hørt om manden«.
Ingen kan bekræfte forbindelserne
Men Solomon Lyttles historier om forbindelsen til Saatchi begynder tilsyneladende at aftage for helt at stoppe på et tidspunkt.
Derefter møder han hyppigere op i de københavnske gallerier og tilbyder soloudstillinger med Damien Hirst.
Flere andre gallerister fortæller, at de får at vide af Solomon Lyttle, at han er involveret i salget af Damien Hirsts berømte titaniumkranium.
Et værk, der stadig har rekorden som det dyreste samtidskunstværk.

Også Larm Gallery bliver tilbudt en udstilling med Damien Hirst. Det sker under en middag i forbindelse med kunstmessen ArtCopenhagen for præcis et år siden.
Den ene af ejerne af Larm Gallery, Lars Rahbek, husker, hvordan Solomon Lyttle ved den lejlighed præsenterer sig selv, informerer om sit tætte samarbejde med Damien Hirst og tilføjer, at den britiske kunstner netop leder efter et godt dansk galleri at udstille i:
»Alt i alt virkede det temmelig utroværdigt, og vi havde svært ved at forestille os, at Damien Hirsts assistent ville henvende sig på den måde til et galleri, som han aldrig havde besøgt«, siger Lars Rahbek.
Både de mange historier om Damien Hirst og om Saatchi-jobbet er opspind. Ingen kan bekræfte forbindelserne.
På The Saatchi Gallery i London meddeler kommunikationschef Constance Gounod mig ligeledes:
»Jeg har spurgt omkring i galleriet, men ingen har nogensinde hørt om ham«.

Den utrolige kandidatgrad
Det er nogenlunde samtidig, at jeg begynder at høre historier om, at Solomon Lyttle er knap så veluddannet, som han oplyser.
Jeg kontakter The London School of Economics for at få bekræftet rigtigheden af kandidatgraden fra 1993, som han skriver på sit cv.
Først afslår den velestimerede britiske uddannelsesinstitution at give oplysninger om en tidligere studerende ved navn Solomon Lyttle eller Eric Augustus Lyttle. Men de ombestemmer sig.
To dage efter kommer en mail fra informationschef Jessica Winterstein, der har diskuteret sagen med registreringskontoret:
»Jeg kan bekræfte, at vi intet sted har registreret, at en studerende med disse navne har været indskrevet på London School of Economics«.
Stein Bagger som kunde
Men ikke alt er opspind.
For eksempel får jeg bekræftet, at The Ivy for et år siden på kunstmessen ArtCopenhagen var involveret i et salg af giganten Picasso.
Det bekræfter to gallerier, Galerie Frans Jacobs, der ligger i både Paris og Holland, og Secher & Scott i Bredgade, der begge på det tidspunkt stadig samarbejder med The Ivy.
Galerie Frans Jacobs giver Solomon Lyttle værkerne i kommission, og Secher & Scott er med til at formidle salget.
De fortæller dog begge, at det ikke var oliemalerier, men to tegninger af henholdsvis Picasso og Miró, der blev handlet på messen.
Ifølge Anders Secher fra Secher & Scott er kunden Stein Bagger. Handlen foregår to måneder før, at selv samme Bagger går under jorden i Dubai.
En anden historie, som står til troende, er, at kunstfirmaet The Ivy er blevet søsat med en stor talentkonkurrence 1. marts 2008.

Den store talentkonkurrence
Den er ganske veldokumenteret og foregår på Sankt Petri Hotel, hvor det er meningen, at et dommerpanel bestående af prominente repræsentanter fra den internationale kunstverden skal kåre årets ’ikon’.
Flere af de dommere, som kunstnerne stilles i udsigt, viser sig imidlertid aldrig. Ej heller dukker Helena Christensen, Master Fatman og Jamiroquai op som lovet.
En af deltagerne, Christoffer Gertz Bech, skriver dagen derpå på sin blog, at arrangementet virkede »lettere mystisk«, og tilføjer:
»Jeg kunne ikke helt sige mig fri for den dér fornemmelse, man får med ting, der involverer bankoverførsler fra Nigeria, selvudviklingskurser eller Anders Bircows forretningsmodeller. Og det var jeg ikke ene om«.
Flere af de inviterede dommere er sprunget fra i dagene op til konkurrencen, og de dommere, der ender med at sidde i panelet, er utilfredse med arrangementet.
Blandt andet kunstrådgiver Peter Amby, der bliver spurgt, om han vil deltage aftenen før, og tror på arrangementets lødighed, da The Ivy nævner det store engelske galleri The Serpentine som en reference på sin hjemmeside.
Efterfølgende ønsker han at få fjernet sit eget navn fra hjemmesiden og beskriver konkurrencen som »dilettantisk og underlødig, på grænsen til det pinlige«.
Vinderen af The Ivys talentkonkurrence er den finske kunstner Mari Keto.
Hun er oprindelig smykkekunstner og har stillet op i konkurrencen med et motiv af Britney Spears skabt af similisten. På det tidspunkt er hun primært smykkekunstner, men vil fremover også arbejde med billedkunst.
Præmien er en toårig kontrakt med The Ivy, der lover hende en europaturné:
»Jeg tænkte, at jeg havde alt at vinde og intet at miste«, siger Mari Keto.

Kate Moss smurt ind i blod
»Men nu har jeg det dobbelt med The Ivy. På den ene side er jeg glad for, at de har været med til at bygge mig op. På den anden side synes jeg, at jeg har betalt en høj pris«.
Mari Keto fortæller, at hun bliver lovet udstillinger på de førende engelske udstillingssteder The White Cube og The Serpentine.
Hun får flere gange at vide, at supermodellen Kate Moss ønsker at involvere sig:
»Kate Moss skulle være så vild med et af kunstværkerne, som er en slags taske lavet af en rævesaks med Louis Vuitton-logo, at hun ville lade sig fotografere med tasken nøgen og indsmurt i blod. På et tidspunkt får jeg at vide, at jeg har fået en opgave, hvor jeg skal udsmykke biler. Jeg kunne selv vælge, om det skulle være Porsche, Lamborghini eller to andre bilmærker«, fortæller Mari Keto.
Intet af det, der stilles i udsigt, bliver til noget, bortset fra to galleriudstillinger: en i Secher & Scott i Bredgade og en i Galerie Frans Jacobs i Paris.
På det tidspunkt er samarbejdet gået skævt. Mari Keto fortæller:
»Jeg sagde til dem: I er nødt til at være ærlige over for mig. Jeg er kun interesseret i at høre, hvad der er sandt«.

Mister 25 af sine værker
I januar i år ønsker Mari Keto at komme ud af sin kontrakt, men The Ivy vil ikke slippe hende.
De nægter at udlevere hendes værker, medmindre hun betaler dem en halv million kroner.
Samtidig gør hendes advokat hende opmærksom på, at den kontrakt, som var førstepræmien i talentkonkurrencen, frarøver hende de fleste rettigheder. Hun har kun retten til at bestemme, hvornår hendes værker er færdige.
Det bekymrer hende, hvis The Ivy, som de har udtalt, vil gentage konkurrencen og tilbyde den næste vinder samme kontrakt som præmie.
I juli indgik parterne et forlig. Mari Keto fortæller, at hun slap ud af kontrakten, over et år før den udløb, men har mistet ca. 25 værker til en samlet værdi af 200.000 kroner og samtidig måttet betale 25.000 kroner til The Ivy.
Direktør Judith Bouwknegt fra Galerie Frans Jacobs bekræfter Mari Ketos historie. Hun har fortsat samarbejdet med kunstneren, men ikke med The Ivy.

»Det er en stor facade«
Da jeg får fat i galleristen over telefonen, fortæller hun, at hun oprindelig mødte Solomon Lyttle under kunstmessen Art London i 2007 og fik indtryk af, at han var seriøs.
Hun sagde derfor ja til at være dommer, og de indgik en aftale om, at hun samtidig skulle tilbyde vinderen en udstilling. Nu fortryder Judith Bouwknegt beslutningen og beskriver The Ivy som en fantasi snarere end et seriøst firma:
»Det er en stor facade. Selv om man ved, at man skal være forsigtig i den her branche, er det kommet bag på mig, hvordan de arbejder. Alt er løgn«.
Judith Bouwknegt fortæller blandt andet, at Solomon Lyttle på et tidspunkt i forløbet fortalte, at han havde to værker af den store hollandske maler Kees van Dongen til salg.
Han kunne vise hende fotos af de pågældende værker, hvis hun var interesseret. Det sagde hun ja til:
»Jeg var spændt på, hvad han ville vise mig, for vi er specialister i van Dongen.
Solomon dukkede så op med to fotografier af to værker, som jeg udmærket kendte, fordi vi solgte dem selv for ti år siden til vores bedste kunde, og han ejer dem stadig, og han anede ikke, at nogen gik rundt og sagde, at hans værker var til salg.
Jeg kunne se, at Solomon havde fotografierne fra en bog, vi selv havde udgivet. Det er sådan, de arbejder«.
Hvorfor The Ivy skulle tilbyde hende værker, som de ikke har adgang til, forstår Judith Bouwknegt ikke.
»Måske er det for at opbygge et image«.

Hornsleth har ingen kommentarer
Men The Ivy repræsenterer også sine egne kunstnere. Med rigtige værker. Efter at have mødt Kristian von Hornsleth i forsommeren har The Ivy overtaget hans management.
Aftalen er, som Kristian Hornsleth fortæller mig den eftermiddag i showroomet i Ørestad, at Solomon Lyttle skal introducere ham til de store engelske gallerister:

»Jeg er som en undervurderet fodboldspiller, der så får mulighed for at spille i en større klub«, siger han.
Da jeg får fat i ham igen og fremlægger mine informationer, er meddelsomheden en anden:
»Jeg har ingen kommentarer lige nu«, siger Kristian von Hornsleth.

Solomon Lyttle i røret
Det har Solomon Lyttle til gengæld. Da jeg ringer til ham for at genoptage vores samtale, venter han mit opkald.
Han har hørt, at jeg har forhørt mig om ham. Han er stadig venlig. Taler langsomt og tålmodigt.
Da jeg spørger til hans påståede samarbejde med The White Cube, sender han mig straks en mailkorrespondance, som han har haft med en ansat på The White Cube i august.
Der er altså en forbindelse. I mailen er det tydeligt, at galleriet sender ham nogle priser og en række digitale billeder af kunstværker. Så vidt så godt.
Da jeg spørger til Solomon Lyttles påståede 18 år gamle venskab med Damien Hirst, svarer han ikke med det samme. Men så forklarer han:
»Jeg har en ven i London, der ejer to natklubber, og han kender Damien Hirst rigtig godt«.

Jeg kan forstå på Solomon Lyttle, at han dermed mener, at troværdigheden skulle være genoprettet.
Da jeg dernæst spørger til den påståede kandidatgrad på London School of Economics, findes der ligeledes en forklaring. Det er ikke Solomon Lyttle, der selv har skrevet sit cv, siger han:
»Nej, jeg har ikke gået på London School of Economics. En af mine venner i London har adgang til min Facebookprofil, og det må være ham, der har skrevet det«.

Folk er »jaloux«
Vi taler i et stykke tid. Grundlæggeren af The Ivy, konen Ditte Romby, sender mig dernæst en lang mail, hvor hun blandt andet skriver:
»Jeg vil gerne gøre det klart, at vi som udgangspunkt ønsker at opnå det, vi siger, og vi arbejder hårdt for det. Nogle gange bliver det, som vi vil have, andre gange ikke. Sådan er forretning«.
Ditte Romby mener desuden, at min artikel »begynder at ligne injurier«, og at hun havde håbet, at hendes »hjemland var mere åbent over for mangfoldighed og nytænkning«.
At folk taler ilde om The Ivy, er kun udtryk for »jalousi«:
»Jeg synes selv, vi arbejder på et fair grundlag, og jeg ved også, at vi som virksomhed skal lære meget endnu, men helt ærligt startede alle ikke et sted?«.

Andet svar fra London
The Ivy har nu gjort mig opmærksom på, at forbindelsen til The White Cube om ikke andet eksisterer. Det antyder, at noget af det, der foregik til indvielsen af showroomet – det, som fik mig til at dukke op – kunne være lige efter bogen.
Det er sidst på ugen. Det store engelske galleri The White Cube har stadig ladet vente på sig. Men så ringer kommunikationsdirektør Honey Luard fra London:
»Det her er kommet som en overraskelse for os. Jeg kan bekræfte, at vi ikke samarbejder med Solomon Lyttle eller The Ivy, og at vi ikke var klar over de aktiviteter, som du har informeret os om«.
Det undrer mig alligevel. Jeg spørger til mailkorrespondancen med The Ivy. Den har intet med et samarbejde at gøre, ønsker Honey Luard at slå fast:
»Nej. Vi sendte materialet til The Ivy, fordi de oplyste, at de var professionelle kunstkonsulenter for nogle enkelte kunder, der var interesserede i de pågældende kunstneres værker. Men de bruger tydeligvis materialet til noget helt andet, end vores samtale handlede om. Det har aldrig været på tale, at vores materiale skulle bruges i udstillinger eller i fælles præsentationer. De har ikke ret til at bruge materialet og præsentere værkerne i den kontekst, som de gør«.
The White Cube er nu i gang med at undersøge sagen nærmere. Det samme er Damien Hirsts firma Science Ltd., oplyser direktør Jude Tyrell.