Oberstdorf Online

Täler Oberstdorfs

I dag er dagen hvor vi fejrer vores demokrati og vores frihedsrettigheder. Vi har frihed til at sige, hvad vi vil. Vi har frihed til at organisere os, som vi vil, vi har pressefrihed og vi har forsamlingsfrihed.

Og denne dag hvert år står politikere rundt i hele landet og med stolthed holder taler om vores demokrati, om vores frihed, som regel krydret med aktuelle skrækeksempler på at disse rettigheder skal forsvares hver dag – eksempelvis har tørklæder, der sidste år var et stort tema – jeg undres stadig over at tørklæder kan være et skrækeksempel.

Jeg er fuldstændig enig i, at der er trusler mod disse rettigheder – ikke kun i Danmark, men på verdensplan.

Jeg har dog valgt at bruge min taletid i dag på en rigtig god historie, som jeg synes har fået lidt for lidt spalteplads i medierne. En historie om hvordan Danmark nu har forpligtet sig til at sikre lige muligheder for at personer med handicap kan deltage i vores samfund på lige fod med alle andre.

– i dag vil jeg med stolthed  holde tale om at vi d. 28. maj kom vi et godt stykke tættere på at have lighed. En lighed, der er medvirkende til at handicappede nu  er langt bedre stillet når det handler om at udnytte deres frihedsrettigheder. En lighed, som vil gøre handicappede til en del af fællesskabet.

D. 28. maj ratificerede Danmark FN’s handicapkonvention.

Handicapspørgsmål blev tidligere i vidt omfang set som vel­gørenhed båret af medfølelse og omsorg og som et rent socialt anliggende, der drejede sig om forsorg. Men efter 1981, det internationale handicapår, blev gjort klart, at det drejer sig om ligestilling og integration.

Handicapkonventionen er ikke kommet nemt til verden. Siden slutningen af 80’erne har forskellige lande verden rundt, forsøgt at samle opbakning til en fælles konvention.

Den 13. December 2006 var der endelig en tekst FN’s generalforsamling kunne vedtage.

Nu, yderligere to ½ år senere, har Danmark, dog som et af de sidste lande ratificeret denne.

Handicapkonventionen cementerer et såkaldt paradigmeskifte i handicappolitikken: Handicappolitik handler ikke længere om god vilje men derimod om rettigheder, lige muligheder og ikke-diskrimination. Den fastslår, at alle menneskerettigheder også gælder for mennesker med handicap.

I hverdagen tænker vi at det nok ikke er det store problem, men for dem som i dag rammes af diskrimination er det.

Mange af jer der er tilstede i dag er politisk aktive – tænk hvis I blev forhindret i at deltage i det politiske liv pga. et handicap!

Jeg har en døv veninde, der er aktiv i enhedslisten, eller i hvert tilfælde gerne ville være det. Hun har brug for tolk for at deltage i møderne. Sidst hun søgte om at få tolk med til landsmødet, fik hun bevilliget tolk halvdelen af tiden – og skulle derfor vælge mellem at deltage i den politiske debat eller de politiske afstemninger. Hun var faktisk heldig. Mange får afslag! Eksempelvis i fredags til en begravelse sad en døv pige til sin bedstefars begravelse – uden tolk.

Generelt set diskrimineres handicappede dagligt når det gælder adgang til kulturarrangementer, adgang til tilgængelige undervisningsmaterialer, e-blanketter og diverse selvbetjeningsløsninger i det offentlige.

Med ratificeringen håber og tror jeg at disse daglige diskriminationer bliver færrere.

Ifølge konventionens artikel 19 anerkender deltagerstaterne, at alle personer med handicap har lige ret til at leve i samfundet med samme valgmuligheder som andre. Deltagerstaterne skal træffe effektive og passende foranstaltninger til at gøre det lettere for personer med handicap fuldt ud at nyde denne rettighed samt fuldt ud at blive inkluderet og deltage i samfundet.

Handicapkonventionen giver ikke mennesker med handicap nye rettigheder. Den præciserer derimod, hvordan staterne skal sikre de eksisterende grundlæggende menneskerettigheder, når det handler om mennesker med handicap. Konventionen er derfor et vigtigt instrument, når man skal beskrive, hvordan de enkelte sektorer, kommune, region og stat, skal forhindre, at mennesker med handicap ikke bliver diskrimineret, og at deres rettigheder respekteres. Ratificeringen var første store skridt – nu foreligger der et stort arbejde med at få implementeret den.

Til konventionen hører også en tillægsprotokol, som er frivillig for landene at underskrive. Den giver mulighed for at klage til den internationale overvågningskomite.

Jeg ved at de partier, der i fællesskab har arrangeret dette Grundlovsmøde – også i fællesskab har kæmpet for at Danmark skulle undeskrive tillægsprotokollen, men desværre frygtede VKO, hvad det ville have af konsekvenser for Staten. Jeg tænker på hvad det kan have af konsekvenser for de handicappede.

Det havde selvfølgelig været en endnu bedre historie, hvis Danmark havde bakket konventionen op med denne klagemulighed. Men jeg er dog stadig glad og stolt over at Danmark nu har forpligtet sig til at sikre lige muligheder for at personer med handicap kan deltage i vores samfund på lige fod med alle andre.

På søndag skal vi til stemmeurnerne. Det ene kryds handler om ligestilling i kongehuset. I øjeblikket er der en heftig debat om denne afstemning, og jeg vil ikke her anbefale et ja, et nej eller en blank stemme – jeg vil, uanset udfaldet af søndagens afstemning, håbe og kæmpe for at vi kan få en debat om Gundloven. For selvom den sikre os frihed og demokratiske rettigheder, så kan den godt blive bedre.

Hvilket signal ville det ikke være hvis vores Grundlov også sikrede menneskerettighederne?!

Fortsat god Grundlovsdag!

Jeg slapp forberedelsesposten fredag, da vi skulle se forestillingen Chicago på Trøndelag teater. Pål er skuespiller der, og Ingrid er dramaturg, så det ble litt av teaterbryllup. Og Chicago var en flott opptakt, med Pål i den mannlige hovedrollen som den sleipe, pengegriske og skruppelløse forsvarsadvokaten Billy Flynn. 35 gjester fra bryllupet var blant publikum under forestillingen, og satte sitt preg på den med ivrig trampeklapp overalt hvor det var mulig, og særlig når Billy Flynn var på scenen som Pål, eller omvendt, og det var han jo stort sett hele tiden utover musikalen. Bandet forstod ogs hva det gjaldt ut, og spilte brudemarsjen til Mendelssohn både som avskjedsmusikk til Billy, og til stykket. Den var på alle måter helt på sin plass, den er jo skrevet for en 1800-talls oppsetning av “En midtsommernatts drøm”, og er ordentlig teatermusikk, egentlig. Begeistring vakte det i hvert fall blant publikum, og blant ensemblet, det er jo alltid gøy når teateret møter virkeligheten lite grann, og teaterkarakteren Billy Flynn blir minnet om at han egentlig er skuespilleren Pål Christian Eggen, som skal gifte seg i morgen.

Etterpå hadde Ingrid bestilt hall (jeg er fristet til å skrive det litt stort, det er jo stort at hun og Pål gifter seg, de bestilte en hall) på utestedet “Ni muser”, noen minutters gange fra teateret, og der fikk bryllupsgjestene sin første samling og mulighet til å snakke sammen over en god øl og to og tre, og vin, og mer. Etter hvert begynte også folkene fra Chicago å renne inn, mange av dem er jo selvsagt venner av brudeparet, og invitert til festen, og det var en plage for meg at jeg måtte gå såpass tidlig, det var jo morgendagen som skulle bli den store. Og jeg skulle være toastmaster, og hadde fortsatt en del å ordne og planlegge, og et søvnunderskudd å rette opp i.

Søvnunderskuddet ble rettet opp gjennom en god natts søvn. All energi og ro kom på plass gjennom en god frokost på Nove hotell i Trondheim sentrum, jeg var sågar kjølig nok til å lese dagens aviser, fremfor å forberede taler og poenger. Disse ble forberedt mellom frokosten var ferdig mellom ti og elleve en gang (egentlig ti på lørdager og hverdager, men jeg pleier alltid å strekke det litt), og avgang til vielsen klokken 1330. Jeg kjente jo flere av de involverte, og de jeg ikke kjente hadde jeg et oppriktig ønske om å bli kjent med, så å finne på noe å si var ganske lett. Ingrid og jeg hadde jo også snakket litt på fredagen, om hvordan det skulle være. Og alt dette er jo nokså uviktig, det er jo bryllupet og festen som teller, og her var det bare gjester som var innstilt på å gjøre dette bryllupet alle tiders, og som også var sikre på at det kom til å bli det.

Vielsen i Ihlen kirke var riktig så postmoderne med kvinnelig prest, julesangen Deilig er jorden, Beatlessangen I want to hold your hand og om det ikke var “No livnar det i lundar” som ble sunget, i hvert fall en sang av den typen. Presten forsøkte dristig å imøtekomme teaterpublikummet med å sitere Ibsens ord og Brand, i stedet for Guds ord og Bibelen, det var Agnes og sommerfuglen, selvsagt, og jeg gjetter på at hun fant sitatet i en samling sitater mulig å bruke i bryllup, og ikke i en av sine mange lesninger av Ibsens stykke. Hun siterte Paulus’ store ord også, selvsagt, og var mer på hjemmebane da. Brudeparet skinte uansett over alt det andre som foregikk, Ingrid i en nydelig, gammel brudekjole som også hennes mor hadde brukt, atskillig mer dydig og heldekkende enn hva som gjelder i dag, men Ingrid bar den med en verdighet og skjønnhet som viste at den gamle stilen slett ikke er fortapt mot den nye. I konrtast til dette stod brudgommen Pål C. Eggen, som fortsatt var forkledd som Billy Flynn, han hadde måttet farge håret og legge an bart, og det var vel flere enn jeg som tenkte at her var det en sleip forsvarsadvokat fra mellomkrigstidens Chicago som giftet seg, og ikke en staut, norsk bondesønn (eller sønnesønn) fra Gudrbandsdalen (egentlig Espedalen).

Bryllupsfesten – middag og taler

Etter nødvendig og trivelig fotografering og gratulasjoner, var det en kort times venting inntil festen skulle starte klokken fire på lokalet til Trondheims naturvitenskaplige senter (om jeg her husker navnet rett, det gjør jeg kanskje ikke) noen meters gange unna kirke. Jeg benyttet tiden til å gå gjennom de små talene mine og det lille programmet mitt, kvalitetstid i den denne dagens varme Trondheimssolen. Forlover Marte kom snart etter at hun var ferdig med fotograferingen sammen med brudeparet, og vi brukte resten av tiden til å forberede det vi skulle ha. Klokken var ikke mye over tre da vi gikk bort til lokalet vi skulle være, og slapp greit inn. Det var det flere som gjorde, de var greie og samarbeidsvillige de som jobbet der, og lot oss tusle rundt og til og med kjøpe øl og andre ting de som ville det, mens de dekket opp og forberedte til storfest. Jeg skulle gjerne husket navnet på dem og anbefalt dem.

Klokken fire bel apertiffen servert, men det var nok flere enn jeg som følte at vi allerede var i gang, flere hadde tatt plass ved bordene utenfor, og flere tuslet rundt og snakket med kjente og halvkjente, slik man skal gjøre under apertiffer. Jeg tuslet rundt og forberedte dem som skulle være på talerlisten om når de skulle være, og fikk avklart med Ingrid de siste spørsmål som hadde dukket opp om avviklingen, det var finvær alle steder. Hovmesteren var også enkel å ha med å gjøre, diskret og fin, og han hadde ingen problemer med at vi hadde glemt hans kopi av kjørelisten i en bag i kirken, eller hvor den var glemt. Så lenge han hadde siste taler før hver servering, var alle ting i orden for ham. Det var bare å begynne festen.

Og festen begynte et kvarter før planlagt, kvart på fem ønsket brudeparet Ingrid og Pål velkommen utenfor i solen. De hadde laget en liten velkomsttale der de skulle lese litt hver, og leste elegant litt over i den andres replikker, for å løsne litt på den allerede nokså ledige stemningen. Mottakelsen av talen garanterte allerede for suksess, en suksess som sant å si har vært garantert helt siden de bestemte seg for å gifte seg, de er jo et flott par med flotte venner.

Vel plassert langs bordene gikk praten øyeblikkelig summende, og jeg stod som en lærer i klasserommet og ventet på at bråket skulle legge seg og forsamlingen falle til ro, men akkurat som i klasserommet skjedde dette aldri. Med en helhjertet klinking på glasset kom jeg imidlertid til orde, som den outsider og toastmaster jeg var (de andre gjestene lot seg imidlertid alle fint plassere inn i gtre grupper, stamme (familie), gessel (barndomsvenner fra østlandet) og skinnvester (trøndervenner), jeg var ingen av delene og ergo toastmaster), og i den godt muntre stemningen skulle det mye til å si noe som ikke ble godt mottatt, så det unngikk jeg ved å si nokså nøyaktig det jeg hadde tenkt. Det var som det gikk et jubelbrus gjennom forsamlingen, og det jubelbruset gav seg aldri.

Maten og vinen er et avsnitt for seg, scampi og kreps (eller var det reker?) til forrett, marinert lam til hovedrett og noe med aprikos til dessert, jeg er ikke så flink til å huske alle matrettene når de blir for fashionable (godt skrevet, Eivind), men jeg tar igjen når det gjelder å spise dem og å nyte dem. Vinene var fransk, argentisk og igjen fransk, og det er hva jeg husker av dem, ved siden av at de alle var nydelige, og også ble servert i nydelige mengder. Maten, vinen og serveringen hadde vært helt velegnet til å spille hovedrollen i mange selskaper, men her ble den redusert til en biting gjennom noen usedvanlig fine taler, og altså en usedvanlig fin forsamling.

Planen var å ta brudens foreldre mellom for- og hovedrett, så brudgommens foreldre underveis i middagen, og deretter resten av de viktige talene frem til servering av desserten, der resten skulle komme. Det var også ønske om en liten pause mellom hver tale. Men brudeforelre i perlehumør, Jens og Gerd, satte med sin starttale en meget høy standard, artig og med nødvendig alvor, som slike taler skal være, og da det under middagen ble brudgommens far, Svein Eriks tur, innledet han en intet mindre enn imponerende serie taler fra Eggen-familien. Der var fortellertradisjonen i orden.

Vanligvis pleier folk kjede seg litt under taler, i hvert fall under noen av dem, men her var talene virkelig god underholdning. De tok også lang tid, og i de ønskede pausene forsvant vanligvis en god del gjester ut for å ha seg en sigarett og en prat med andre enn de nærmeste bordpartnerne, eller inn for å stå i kø til de tre toalettene. Det dro seg dermed godt ut, men ikke en ansiktsmine var irritert, når gjester utenfor ble kalt inn, kom de inn med et smil, og alle taler ble fulgt oppmerksomt, og med god grunn. Brudgom Pål Christian hevet seg kanskje et aldri så lite over de andre, slik det også er hans plikt som brudgom, etter å ha satt serier med latterbølger og rørte smil og sukk gjennom publikum, avsluttet han med ektefølt kjærlighet og alvor, og den kvinnelige delen av gjestene tok høyre hånd med et lommetørkle til øyet, som skulle det være koreografert.

Forlover Erlend har jo teaterbakgrunn, det samme har forlover Marte, og de virket ikke plaget av presset de andre fine talene måtte ha satt på dem, de opprettholdt nivået med sine taler, og til slutt under middagen avsluttet selveste teatersjefen, Otto Holmlung, og han hadde vært ute en festmiddag før. Dette var tale som satt. Forresten hadde bruden Ingrid en rørt tilsvarstale til sin brudgoms Påls, med noen typiske rettinger av faktafeil i talen hans, det er jo ikke alltid vi menn klarer å huske første møtene så godt, og Pål for sin del bommet med to år, og plasserte første møte en tid hvor han ikke var i Bergen, og Ingrid fortsatt var russ. Marte hadde sin tale under desserten, flyttet dit, fordi den inneholdt et sangnummer, og innledet med det de mer uformelle talene, og altså desserten.

Her kom det også et nytt høydepunkt i taler fra Eggen-familien, stammens eldste, som han kalte seg, han Ola, som jeg etterpå fikk høre var nærmere 80, noe som ikke er til å tro, og jeg egentlig ikke tror ennå. På upåklagelig Gudbrandsdalsdialekt (eller Espedalen, som lokalkjente sikkert vil høre) holdt han en tale med stil og sjarm som satte ungdommen greit på plass, de gamle er eldst, dette var en fryd å høre på. Tante Marit til Ingrid holdt en tale som på ny fikk både latteren frem underveis, og tårene frem etterpå, før brudgommens bror Jon Ola fullendte familien Eggens seiersgang gjennom talene, med å etablere seg et talerom, eller hva vi skal kalle det, som ingen av de andre mange, lange talene hadde berørt, dette var tale fra bror til bror, og da kan det godt være litt kjærlig rølpete og ertete, talen ble også forhøyet med energisk gange frem og tilbake på gulvet i midten av hesteskoen vi satt i. Venninne Michelle holdt også en fin tale til Ingrid, med et venninneperspektiv neppe mange av oss til stede kjente til, og til slutt var det skuespiller Hans Petter som holdt en mer enn utradisjonell takk for maten tale.

Bryllupsfesten – Festen

Deretter var det bare kaffe og fest som gjensto. Brudeparet innledet dansen med en upåklagelig brudevals, og var så fornøyd med at folk danset etterpå, at de egentlig ikke var særlig interessert i å påkalle oppmerksomheten for at de skulle skjære bryllupskake. De ble heldigvis overtalt.

Det var rikelig med kaker, rikelig med kaffe, og cognac i glasset og mer drikke i baren. Dansen tok seg selvsagt øyeblikkelig opp igjen, det var ingenting å frykte, og noen ville også bare sitte utenfor å slappe av i den vakre, lyse Trondheimsnatten. Den var også så varm at vi kunne sitte i dress og sommerkjoler uten å bli nevneverdig plaget, tvert imot, det var nevneverdig deilig.

Nevnes må også bandet the coverlåters, som har som et av sine viktigste prinsipp at de aldri skal øve, og jeg tror for egen del at de ikke egentlig har noen andre prinsipper. Forlover Erlend og brudgom Pål er i hvert fall med i dette bandet, og om spillingen kanskje etterlater noe tilbake å ønske, så går de i underholdningsverdi utenpå de fleste.

Videre utover ble det bare mer prat, dans og moro, noe for enhver, alle gikk bare rundt og gliste til verden, som gliste tilbake. Noen underholdningsbidrag utenfor programmet var da det led mot slutten, og en utenfor på plassen ringte inn til han som for anledningen og øyeblikket var DJ, og lurte på muligheten for nachspiel. Underholdningen lå i at telefonen det ble ringt til også fungerte som musikkavspiller, slik at det tapre og desperate nachspielforsøket kom ut over høytaleranlegget. Til heftig dans, har jeg lyst til å si.

Klokken tre var det slutt. Ingrid fryktet litt på forhånd at det kanskje var litt tidlig, men alle var godt fornøyde etter nærmere 11 timer sammenhengende fest med god mat og drikke, og meget godt lag. Vi som bodde på Nova hotell tuslet oss i alle fall hjemover, Erlend med kjæreste, Marte og jeg, og vi var slett ikke særlig opptatte av hva det ble til med dette nachspielet. Vi var opptatte med å være så fornøyde som vi følte oss.

Takk til Ingrid og Pål for en flott fest, og for at dere er slikt et flott par med slike flotte venner, der jeg er en av dem. Gratulerer også med ekteskapet og med hverandre! Det er dere vel fortjent!

I disse svinaktige tider kan det være verdt å minne om hvordan tilstanden kanskje burde ha vært i 1941.

Churchills tale til de allierte delegater
“Blood, Toil, Tears and Sweat”

Talene er flotte. de er fra en helt annen tid, men de har en form som jeg syns virker i dag også, særlig dette med lengde. Retorikk er spennende.

Leul, această unitate bănească oficială a ţării noastre, a început să circule începînd din anul 1867, denumirea sa fiind luată de la talerul cu figura de leu pe revers, monedă batuta în Ţările de Jos la începutul secolului al XVI-lea.

De la bun început leul a avut ca unitate divizionară banul. In legătură cu acest lucru vă întrebăm următoarele : ştiţi în cîte feluri se poate schimba un leu avînd la dispoziţie monede de 25, 15 şi 5 bani ?

давно меня мучала проблемка о белом цвете снега. ну не получается он таким как я его вижу. синий и всё. и хоть когда… перепробывал всё. казалось бы..
и тут я на ткнулся на пост Talera
посмотрел я так на его фотки. красиво. красивая по моему обоина у него есть.
ну и я решил:

блин. а всё так проста оказалось. выставляешь баланс белого по эталонному снимку.
смотришь в видеоискатель. щёлк. и всё. фотай тот снег и любуся потом на компе..

Artikel von: ryanairblog

Wie schon Berichtet, plant der Flughafen Hahn im Hünsrück, die bislang größte deutsche Ryanair-Basis, die Einführung einer Terminalgebühr in Höhe von 3 Euro. Dieser so genannte Hahn-Taler soll dazu beitragen, den Flughafen aus sen roten Zahlen zu führen.

Auf Grund dieser geplanten Zusatzgebühr, hatte Ryanair angekündigt, mehrere Maschinen vom Hahn abzuziehen.
Wie der “Cochemer Wochenspiegel” am Samstag berichtete, soll es sich dabei um 6 der bisher 11 stationierten Maschinen der irischen Low-Cost Airline handeln.

Am gleichen Tag berichtet der “Wochenspiegel” allerdings auf seiner Internetseite, die Iren planen einen kompletten Rückzug ihrer Flotte vom Hahn.

Ryanair selbst wollte die Berichte weder bestätigen noch dementieren. Eine Ryanair-Sprecherin verwies auf eine Pressekonferenz, welche am Dienstag am Flughafen Hahn stattfinden wird.

Flughafen Frankfurt-Hahn, bisher größte Ryanair Basis in Deutschland

Quelle: FR-Online

Eirik Newth har mye bra og jeg følger ivrig med på det han skriver. Han driver også en fremtidsblog han kaller for 2050 og der har han lagt ut en nyttårstale av en tenkt statsminister i året 2050. Skremmende bra lesning.

Talen kan du lese her.

Auf der einen Seite haben wir Erdenrund mit Bergen, Tälern, hohen Ebenen und tiefer See.

Auf der andern Seite haben wir Landkarten und den Kompass.

Beide gibt es wirklich. Aber beides bedeutet Nichts ohne einen, der sich der einen Seite bedient, um sich auf der andern  Seite zurecht zu finden.

Der Flughafen Frankfurt-Hahn, derzeit Ryanairs größte Basis in Deutschland, gab heute bekannt, dass am dortigen Flughafen ab April 2009 eine zusätzliche Passagiergebühr von 3€ pro Fluggast, der so genannte “Hahn-Taler” eingeführt wird.

Begründet wird die Entscheidung damit, dass der Flughafen seit Jahren Verluste fährt und durch diese Aktion wirtschaftlicher geführt werden soll.

Als Reaktion kündigte der irische Billigflieger Ryanair an, sein Angebot ab Hahn deutlich zu reduzieren. Frankfurt-Hahn sei eine von nur zwei Bases, an der Ryanair Verluste macht. Eine Erhöhung der Flughafengebühren würde viele Passagiere davon abhalten von Hahn zu fliegen, womit das derzeitige Streckennetz reduziert werden müsse.

Die Pressemitteilung von Ryanair finden Sie HIER
Die Pressemitteilung des Flughafens HIER

   Så er enden på valget i U.S.A. nået. I lidt mere end ti måneder er det valg, de grupper, de personer og de holdninger blevet gennemdiskuteret og analyseret på kryds og tværs, ja, vi er nærmest blevet bombarederet, om ikke hjernevasket med indtryk, reportage, analyser og blogindlæg (!) om hvordan dette her nu kunne ende. Det ved vi jo så nu. Jeg har ventet med at skrive det her indlæg fordi jeg også ville have Baracks første handlinger og de første reaktioner med (og så også fordi jeg har manglet tid…).

   Vi kan jo begynde med de sidste hændelser før valget. Den vigtigste var nok Barack Obamas meget omtalte reklame på en halv time, sendt i den bedste sendetid. Udover at han i denne reklame skitserede de planer han har for sit land (som man kan læse om i mit indlæg om dem), så formåede han også at gøre det igen han har haft succes med i de sidste mange måneder. Han viste sig selv som, for det første en samlende figur der kan bringe amerikanerne sammen som ét folk på tværs af økonomiske, etniske eller religiøse skel, for det andet som en hel kandidat. Han var, i denne video, ikke bare den første sorte mand der har haft en reel chance for at blive amerikansk præsident, men en mand med visioner for sit land og for sit folk. Man kunne tydeligt se at der var blevet gjort alt for at vise Obama som en stor og samlende mand, der blev vist folk fra alle geografiske områder i landet og fra de dominerende etniske grupper: hvide, sorte og latinamerikanske, med klassisk musik i baggrunden. Der blev dog også begået en fejl, en temmelig forudsigelig én oven i købet. Der var jo en overhængende risiko for at det ville blive en kende forlorent. Samlet set var det OK nok, men dervar lige nogle få øjeblikke hvor man tænkte “lort, han gør sig selv til grin lige nu”. Men tiden har jo vist at det holdt. Jeg synes også reklamen var en god idé. Samlet set lykkedes det for ham at få sit budskab ud til fantastisk mange mennesker, på en måde så at man ville kunne træffe en saglig beslutning om hvorvidt ma nu også ville stemme for ham, i stedet for de sædvanlige 5-minutters reklamer, hvor man har så kort tid at man alt for ofte forfalder til tom snak eller fjendebilleder.

   Da Barack Obama så belv valgt for snart 2 uger siden, så kom var der jo mange reaktioner til det. De vigtigste var nok hans egen og hans modstanders (som kan læses her for McCain og her for Obama). Han selv holdt et brag af en tale på lidt over en halv time. Han omtalte igen sine projekter (politikere har desværre fået den dårlige vane i vore dage altid at gentage samme sætninger for forklare hvad de mener, f. eks. “We can’t drill our way out of the problem”), men han brugte også meget tid på, ja lad os sige ikke særlig konkret snak. For en gangs skyld kunne man måske sige at en meget følelsesladet tale var helt på sin plads. Det var på en måde meget flot at se tusndvis af mennesker råbe “YES WE CAN!” sammen med deres idol, men på den anden side var det bare også lidt åndssvagt. Min samfundsfagslærer på Duborg-Skolen sagde faktisk noget meget sigende om dette “Ja, nogle gange når jeg sidder i biografen og ser sådan en rigtig tøsefilm, så hænder det jeg sidder og tænker “Ajj, det her er bare for åndssvagt”. Sådan havde jeg det faktisk da jeg stod op kl. 5 om morgenen  for at se Barack Obamas tale, men pludselig, så mærkede jeg at tårene, ja de begyndte at løbe ned af kinderne på mig”. På den ene side er det bare tom snak, men så alligevel, det er jo rigtig nok at lige netop den aften havde U.S.A. taget et stort skridt. John McCains tale var præget sf stor værdighed. Han erkendte også det storslåede i at en sort nu havde bevist at intet var umuligt i Amerika, og når der blev buet af Obamas navn viftede han med hænderne som en sand gentleman. Han udtrykte sin store beundring for U.S.A.’s næste præsident og forsikrede sit land om at han nu ville gøre alt i sin magt for at hjælpe ham. Mest af alt takkede han alle sine tilhængere varmt og fortalte om hvor stolt han var når han tænkte at de fulgte ham. ”Det var mit livs store ære at lede denne kampagne” sagde han. Måske for sidste gang fik vi hans berømte løftede tommelfingre at se, før han forsvandt.

   Nu har vi altså 4 Obama-år i sigte. Der er en del ting vi kan forvente, ikke kun gode for den sags skyld. Der er dog allerede gode tegn på nuværende tidspunkt. Selvom Obama endnu ikke er officielt tiltrådt, det er først den tyvende januar, så er han allerede begyndt på arbejdet. Da U.S.A. er i en meget dårlig stand i øjeblikket bliver præsidentens arbejde des sværere, og derfor er det bedst at begynde hurtigt. Han valgte allerede to dage efter sin valgsejr en stabschef (Chief of Staff), hvilket ca. svarer til vores departementchef i statsministeriet, eller måske mere rammende, premierministeren i Frankrig. Den heldige udkårne er den jødiske Repræsentant Rahm Emanuel, der har en lang karriere bag sig og god erfaring i bagagen, bl. a. som rådgiver for Præsident Clinton og medlem af bestyrelsen for Freddie Mac, et føderalt firma der køber pantbreve, sætter dem sammen og sælger dem videre, hvilket forøger den kapital der er på boligmarkedet. Han har desværre et meget positivt syn på Israel, men det kan jo selvfølgelig bruges til at få Isrelerne til at overholde aftaler (selvom jeg har mine tvivl). Han overvejer også hvordan udenrigsministeposten skal besættes. Valget står imellem to tidligere modstandere, latinamerikaneren Guvernør Bill Richardson af New Mexico, en meget erfaren herre, der har U.S.A.’s FN-ambassadør eller Hillary Clinton. Da Hillary ikke er så erfaren som hun siger, ville jeg foretrækker Richardson, omend dette valg potentielt kunne splitte demokraterne.

   Desværre er U.S.A.’s ude på dybt vand lige nu. Hele verden oplever en af de værste finanskriser i et århundrede, og nu er det jo sådan at en stat eller en regering reelt ikke kan gøre så meget ved en kriseramt økonomi. Fankrig har været ramt af krise i 30 år nu, og alt er blevet prøvet. Markedet er en så kompleks ting med så mange faktorer at dét der tilsyneladende gavner meget vel kan være skadeligt og omvendt, og alt statsledere kan gøre i krisetid er at se ud som om de gør det der skal til og folde hænderne og bede. Der skulle Anden Verdenskrig til for at løse sidste krise.  

   Dette er bare et endnu større problem end som så, fordi det ikke er en helt normal præsident Amerikanerne har valgt sig. Da Barack Obama er sort er det af den ypperste vigtighed at han formår at løse finanskrisen.  U.S.A. har endeligt taget skridtet frem, og har valgt en sort præsident, men det betyder ikke at racismen er død, det betyder at de har givet det en chance. Men hvis Barack Obama viser sig at være en fiasko, så vil alt det gå til spilde, fordi så vil folk ubevidst tænke på hans farve som faktor. Så bliver det grimt.

    Der er et andet spørgsmål man kan stille sig selv. Før Obama stillede op til præsidentvalget havde han en række holdninger, som han jo helt naturligvis har måttet moderere under valgkampen. Der er emner der er blevet undgået og der er meninger der er blevet ændrede. Spørgsmålet er: hvem vil Obama følge? Sit gamle jeg, eller sit nye jeg. Logikken ville svare det gamle. Nu er han jo valgt, han har ikke mere at bevise, han kan jo gøre havd han vil nu. Historien viser os bare mange eksempler på det modsatte. Vejen til magten korrumperer siger man, og Obama har været undervejs meget, meget længe. 

   For de sorte vil valget af Obama nok ikke ændrer så meget konkret. Måske vil der værre flere tiltag for at bringe de sortes andel af fængselsbefolkningen ned (50% af de indsatte er sorte imod 15% af hele befolkningen). Det der virkelig er vigtigt her, det er symbolet. Obama har som sagt vist at alt er muligt for alle i U.S.A., hvilket mange sorte sikkrt har betvivlet indtil nu. De har endegyldigt fået bevist at også deres stemmer bliver hørt og at også de har ret til og bør deltage i samfundsdebatten. Måske vil det have en positiv effekt, hvem ved? 

   Men valget af Obama betyder meget mere end bare det, som jo egentlig i sig selv er en del. Dette valg markerer “enden på begyndelsen” af noget der allerede begyndte ved midtvejsvalget for 2 år siden, i 2006. Der fik Demokraterne overbevisende flertal, både i Senatet og i Repræsentanternes Hus. Dette var i sig selv en nyhed, men dette valg betyder at Amerikanerne nu går igennem en demokratisk periode igen. I de sidste 50 år, har der kun været to demokratiske præsidenter, begge fra Sydstaterne, begge på partiets, om ikke højrefløj, så dog centrum. Men Obama, han er jo på partiets venstrefløj, desuden er han fra midtvesten, og kan vel dårligt beskrives som et konservativt valg. Mit gæt er at Demokraterne ved sidde med de bedste kort på hånden i de næste mange år, sikkert helt indtil næste krise U.S.A. vil gå igennem.

   Men selvom alt dette selvfølgeligt er meget godt, så tror jeg alligevel mange af mine læsere vil blive overraskede, måske endda skuffde, over den politik Barack Obama vil føre. Jeg blev næsten overvældet da jeg så at 41% af mine læsere har sagt at de støttede Barack Obamas politik “helt og holdent”. Nu kan det selvfølgelig være jeg ikke kan dansk (det kan det faktisk godt!), men i min verden betyder ”helt og holdent” altså 100%. Så 41% af min læsere støtter altså Amerikaneres frie adgang til skydevåben, de støtter øget olieboring eller brugen af kulkraft, de støtter atomkraft, Afganistankrig, indtrængning på Pakistans suveræne territoium eller en pro-israelsk mellemøstpolitik? Det må man tro, eller også så er der bare nogen der bliver meget skuffede. Barack Obama er også amerikaner, og i de kommende år forbliver U.S.A. altså U.S.A. 

   Under alle omstændigheder er et sikkert. Verdens mægtigste land har fået sig den bedste præsident man realistisk kunne håbe på. Fra et amerikansk perspektiv er han symbol på en ny tid og liberale holdninger, han er et frisk pust af rettigheder, frihed og forandring, han kan virkelig få én til at tro på at der er bedre tider forude. Nå Amerikanerne siger de vil gøre noget, så gør de det, og når Obama siger han vil have næste generations el-biler bygget i U.S.A., så kommer det til at ske. U.S.A. er ikke bare en samling stater, det er også en samling kulturer, etniske gupper, holdninger og religioner, men ved hjælp af sin kulturelle åbenhed og sin midtsøgende politik, kan U.S.A.’s motto måske endelig få lov til at gå i opfyldelse: Af mange, én.

E PLURIBUS, UNUM

Hvor er den sød

Har i dag været til en god konference.

Nu har jeg i et år været aktiv debattør vedr. prostitution og menneskehandel – to emner jeg mener har meget forskellige udgangspunkter.

Uanset at jeg nok var uenig med størstedelen af dagens oplægsholdere/paneldebatdeltagere vedr. hvilke metoder vi skal gribe til for en bekæmpelse af trafficking (vi var nemlig ikke overraskende enige om, at der jo skal gøres noget), så var det vidunderligt at emnet faktisk blev behandlet rimelig seriøst.

Der skal lyde en tak til konferencier, arrangører, debattører m.fl. for at det ikke, som den første konference (april 2008) endte med usmagelig og usaglig mudderkastning. Og det var meget glædeligt at SIO faktisk havde taletid (selvom det betød at programmet skulle ændres).

Kort fortalt så var emnet for dagens konference ”Menneskehandel og prostitution”.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs åbnede konferencen med ord som at det også handler om at sætte ind mod fattigdom, hvis vi skal gøre en indsats mod menneskehandel. Gid Regeringen dog ville sætte handling bag ordene og f.eks. hæve udviklingsbistanden.

Derefter fulgte korte oplæg fra forskellige. Nell Rasmussen (Servicestyrelsen) startede. Hun talte denne gang mest om lovgivning, men i pausen snakkede vi kort om det uheldige og problematiske i at Servicestyrelsen bør være en instans som prostituerede har tillid til, da de jo står for en del af de sociale tilbud, men at kampagner som ”Hvem betaler prisen” jo laver et hul i dette tillidsforhold, ved at opstille et billede de færreste prostituerede kan genkende sig selv i.

Birgit Petersson, psykiater og lektor, havde et indlæg om og seksualitet og aggression, men talte i stedet om kønsstereotyper – hun tegnede det traditionelle billede af den testosteron-fyldte mand med hår på brystet (og manglende potens) overfor den stakkels undertrykte kvinde. Og hvordan nutidens unge spejlede sig i sådanne billeder. Det hverken tror eller håber jeg, men hvis det er bevist må jeg jo bøje mig. Kan dog glæde mig ved at de unge mennesker (gud hvor lyder jeg gammel) jeg kender, udviser langt større intelligens end hun tillagde dem.

Herefter gik jeg desværre glip af en stor del (arbejde) af Charlotte Matthews indlæg om hvad der vides om kvinders (ofrenes) sundhedstilstand. Jeg nåede kun at få med at hun, på baggrund af noter fra Reden havde skrevet speciale om ca. 16-17 ofre for menneskehandel. Ikke overraskende de det vist ret skidt.

Dorrit Otzen fra Reden var desværre syg.

Sidste formiddagsindlæg var fra Sus, Formand for SIO, der meget humoristisk satte spørgsmålstegn ved hvor meget antallet af prostituerede var steget – hum mente jo ikke det kunne være eksploderet, fordi hun havde da ikke indtryk af at hun repræsenterede en brancheforening i fremgang, hvilket jo normalt er positivt. Hun påpegede at den sammenligning af tallene fra reelt set svarede til at sammenligne bananer med bluser (mine ord) – det er ikke sammenlignelige tal. Det er forskellige ting der er undersøgt – den ene undersøgelse handlede om hvor mange prostituerede, der var på arbejde en almindelig hverdag, mens den anden undersøgte hvor mange prostituerede der er i Danmark.

Sus fortsatte med en kritik af Servicestyrelsen og kampagnen ”Hvem betaler prisen” og påpegede hvordan debatten herhjemme er videnstømt. Desuden gjorde hun opmærksom på at det værste ved at arbejde som sexarbejder var stigmatiseringen.

Efter frokosten var der paneldebat. Jeg sad i panelet med Britta Thomsen (MEP – S), Louise Feilberg Levy (EP-Kandidat – V), Line Barfod (MF – ENH) og Yildiz Akdogan (MF – S).

Og vi fik alle 6-8 minutter til at indlede – du kan se min indledning her:

Jeg synes selve debatten gik godt – havde regnet med at den havde handlet mere om prostitution som var en del af konferencetitlen, men til min positive overraskelse blev det virkelig forsøgt ikke at blande emnerne sammen.

Konferencen blev afsluttet med oplæg fra Jan Høst Schmidt, Repræsentationschef ved EU-kommissionen og Bent Isager-Nielsen, politiinspektør ved Vestegnens politi. Bent Isager-Nielsen var meget fornuftig og nuanceret, for I lejlighed til en dag at høre ham, så udnyt den, Vil dog påpege at jeg ikke var 100% enig i alle hans udtalelser, men det gav stof til eftertanke.

Afslutningsvis vil jeg sige at det er en dejlig fornemmelse at opleve at der faktisk er sket en holdningsændring – prostituerede har nu en anerkendt mening og det er virkelig et positivt skridt for den videre debat.