Nu hvor jeg har været igennem alle andre emner for min blog (og lidt til: valg i U.S.A.), når jeg så til det der egentlig er hovedemnet for den: Muren (bemærk det store M) eller som Pink Floyd valgte at kalde den, the Wall.

   Jeg er sikker på at De, ærværdige læser, lige siden de fandt frem til min blog har spekuleret over hvorfor den hedder som den hedder. De har måske læst det første indlæg eller Om The Wall, og dog har De kun fundet små indikationer om hvad jeg egentlig overhovedet mener med udtrykket Muren, udover at der tale om en ordleg med en egentlig mur hvor man kan hænge ting op (som f. eks. indlæg). Lad os begynde fra begyndelsen.

   Som man læse om det på siden Lidt om mig, er der to bøger der i særdeleshed har markeret mig, så er det George Orwells 1984, og Aldous Huxleys Fagre Nye Verden. Da jeg læste dem gik det op for mig hvor meget samfundet virkelig kan påvirke selve den måde hvorpå vi tænker. Hvor megen indflydelse gruppens meninger kan have på vores handlinger. Det skræmte mig, for at være ærlig. I 1984 havde det siddende regime oppisket en stemning i befolkningen der gjorde at ikke bare samfundet som helhed kontrollerede ethvert individs handlinger, men også at ethvert individ virkede som en art tankepoliti på sig selv. I Fagre Nye Verden, så man hvordan et samfund uden nogen egentlig politisk struktur, udover en teknokratisk ledelse, ved hjælp af materiel rigdom og euforiserende stoffer skabte den opfattelse i sig selv at alle var lykkelige. Dermed havde man i realiteten afskaffet hele skønheden ved den menneskelige eksistens, for ikke at nævne individets frihed. Det var blevet gjort umuligt at tænke den tanke at man var ulykkelig, ved hjælp af hjernevaskning.

   Der er naturligvis blevet draget paralleller imellem de to bøger da de to beskrive lignende samfund. Det er blevet sagt at “hvor 1984 beskriver mennesket ødelagt af vore værste rædsler, beskriver Fagre Nye Verden menneskets ruin efter vore højeste ønskers realitet”. Personligt tror jeg også at den sidste både er mere skræmmende, og bedre beskriver det samfund vi lever i i dag, selvom der ganske vist ikke står helt så slet til. Og dog.

   Min overbevisning er at vi gradvist vil nærme os den fagre nye verden mere og mere, uden nogensinde at nå den. Som når man føjer nitaller efter et komma, man nærmer sig mere og mere det højere tal uden dog nogensinde at nå det. Muren er den størrelse inde i vore hoveder og i gruppens fælles bevidsthed, der siger at der bare er nogle ting man gør og andre ting man ikke gør, der siger at noget er normalt og at man helst ikke skal være for langt fra det. Muren afgrænser det område vi skal holde os indenfor.

   Nogle vil mene at Muren slet ikke er så dårlig en ting endda, den norm Muren lægger er jo fin nok. Til dels er det rigtigt, Muren har jo helt ret i at man ikke bare går hen og dræber nogen, for derefter at stjæle en tyver. Mit problem er for det første, at det burde vi have vores fornuft og menneskets universelle sans for etik til at fortælle os (moral er særegen for en tid og en kultur, etik er universel og gældende for alle mennesker), for det andet lægger Muren en hel del ting oven i. I Danmark er det f. eks. set som en god ting at få har for meget og færre har for lidt. Undskyld at jeg tillader mig at bemærke det, men hvordan kan det være dårligt at have for meget? Kan man overhovedet have for meget? Jeg mener, hvis nu man har det godt med at være rig og har tjent sine penge ærligt, hvorfor skulle man så skamme sig? For det tredje og sidste, så er der det åbenlyse: Muren fratager os vores frihed. Har vi nu ikke lov til at tænke selv? Har vi ikke lov til at have vore egne meninger? Hvorfor skulle samfundet pådutte os nogle meninger som vi slet ikke har? Hvis nu man selv tænker sig frem til at det er skammeligt at være ufatteligt rig, jamen så fint nok. Men den ret fratager Muren os. Derfor er muren farlig og derfor skal alle dens afskygninger bekæmpes til det sidste.

   Nogle gange bliver jeg bare så trist til mode, når jeg kommer i tanke om at Muren måske slet ikke kan bekæmpes. Måske ligger den så dybt i os, implementeret fra den allertidligste barndom, bygget højere, stærkere og tættere under skolegangen, og taget i brug så ofte ude i den virkelige verden at det måske er fuldkommen umuligt at slippe af med den. Det er en tanke jeg finder trist, og da den alligevel ikke nytter noget, ynder jeg at tænke det modsatte.

   Måske kan vi lære at se bort fra alle de regler vore over-jeg’er har vedtaget uden at spørge os først. Måske kan vi lære helt at overhøre de små stemmer der hvisker i baghovedet om at det her, det gør man bare ikke. Det ville være dejligt hvis man kunne. Jeg prøver ihærdigt hver eneste dag og hvis jeg nogensinde oplever at det lykkes vil De, ærværdige læser, være den første der får det at vide.

I mange år har norsk venstreside forkrøplet samfunnet med utspekulert hatstemplingsjournalistikk. En stor del av norsk presse har som hovedanliggende å distribuere antipati og sympati.

Hovedhensikten blir der å distribuere emosjoner, felle dommer, styre antipati og sympati- og dermed utøve makt. En stor del av media i Norge er full av fordommer. Årsaken er at media reflekterer eiernes politiske interesser, påvirkning av sittende regjernings innflytelse og fortjenestemotivet.

Sympatien deles ut til de som media er enig med. De fremstilles gjerne som uskyldige ofre for dem man er uenige med. Antipatien deles ut til de media er uenige med og ikke har de politisk korrekte oppfatningene. For å bekjempe meningsmotstandere best mulig, brukes emosjonelt ladede beskrivelser og spekulasjoner fremfor fakta. Noen media har langt på vei forlatt sine tidligere mål om sannferdig journalistikk og formidling av nyheter. I steder har de blitt formidlere av eventyr, kulturtrender og motemeninger. Kilder kontrolleres ofte ikke, de skiller klinten fra hveten og trykker klinten.

Ensretting
Lovpriser pluralistisk norsk kultur, men vil ha

* EN kringkastingsorganisasjon styrt av staten og ingen andre,
* EN skole og ingen private skoler,
* EN statskirke og ingen frikirker.

Valgfrihet vil sosialist-partiene ikke ha dersom den ikke passer deres fanatiske maktutøvelse.

Minoriteter tolereres kun i den grad de har samme oppfatning eller motstandere som media har, ellers ikke.

Pressestøtte
gis med begrunnelse i å opprettholde mangfoldet i norsk presse og dermed grunnlaget for at ytringsfrihet og at alle partier skal kunne komme til orde.

Den påståtte motivasjonen stemmer ikke med hvordan reglene og praksis for pressestøtte. Den har ikke normale inntakskriterier, og like tildelingskriterier i forhold til opplag og avistype. Resultatet er at – noen får lite elller ingen pressestøtte, andre med politisk korrekte meninger får uforholdsmessig mye.

Slik sett virker pressestøtten konkurransevridende til fordel for politisk korrekte media. Derfor burde ESA-domstolen ta tak i dette.

Maktmål for media
Men tilbake til journalistikken som lider av den gamle sosialistsyken.

Folk skal lære å tenke på kommando, føle på kommando, og ha de politisk korrekte holdningene. Det var det som var vitsen med det tidligere kringkastingsmonopolet. En stat, en kringkasting, en skole og en statskirke. La ikke folk få smaken på frihet.

Slik sett er sosialistene interessert i å opprette “Tankepoliti” i ren 1984-stil. Den motbydelige hatstemplingsjournalistikken (slander) er fremste våpen.