Ayayay… Ro på! Klippet hér er ren gourmet, men tempoet er atypisk for filmen.

Sammenholdt med Up, som det meste af Danmark (med rette) iler i bifferne for at se, er Miyazakis næste film ikke vanlig kost for underholdningsmættede sjæle. Up overrasker, men leverer trods alt en vare, vi kender. Miyazaki stiller krav.

Jeg kan huske hvor overrasket jeg blev, da jeg for tre år siden vandrede alene ind og så Min nabo Totoro i Cinemaxx. Jeg havde på dét tidspunkt set Chihiro og Heksene og et par andre Miyazaki-film, og jeg havde nok forventet lidt af et actiondrama. Men Totoro er, ligesom Ponyo, lavet til små børn og tempoet er et helt andet, end dét vi er vandt til at se i moderne tegnespillefilm. Ikke desto mindre kom jeg mig over overraskelsen og nød Totoro i fulde drag.

Jeg synes Miyazaki er supermodig og røvsej, når han nu igen søsætter et småbørnsprojekt. Hans film serverer i forvejen ikke tolkninger på et sølvfad. De er meget åbne, filosofiske og svævende. Når man tilsætter de smukke tegninger og bevægelser i billederne, får man en fantastisk jordnær (jah, det er paradoksalt) oplevelse . Det er en cocktail, som jeg dyrker at dyrke, for jeg kan mærke, at Miyazaki og Ghibli kræver meget mere af mig, end Pixar eksempelvis gør med Up, som jeg kort beskrev i det forgående indlæg. Jeg er dog ikke sikker på, at man bør sammenligne de to stilarter. De gør noget helt forskelligt og bidrager begge med en kreativitet, der får hårene til at rejse sig og øjnene til at løbe i vand.

Hvis du ikke har tålmodighed til Totoro, Kiki eller Ponyo (det ovenstående klip er sandsynligvis meget mere actionpræget end resten af filmen), så prøv at se nogle af Miyazakis andre film:

Jeg kan deraf særligt anbefale:

Laputa: Castle in the sky

Chihiro og heksene (Spirited away)

Det levende slot (Howl’s moving castle)

Den lamme danske oversættelse af karakterenes navne var i sig selv til stor underholdning for hele biografen... især fuglens navn... Ha ha ha!

Njet, ikke nødvendigvis. Der er mange andre tegnefilm, som gør tricket. Til gengæld er Up efter min mening mere underspillet end de fleste pixarfilm, hvilket er en velkommen drejning. Persongalleriet tæller et par gamle mænd, en tyk dreng og en stak hunde (plus ét styk mystisk fugl).

Det er ikke fantasiverdener som Monsters Inc., Kong Fu Panda eller Toy Story vi er ude i… og alligevel sad jeg heeelt ude på kanten af sæddet og glemte alt om tid og sted hele vejen gennem filmen. Jeg er et taknemmeligt publikum, det ved jeg, men det er sjældent jeg føler mig så elegant forført som i går aftes.

Vi fik ved en fejltagelse ikke set den i 3D, men det gjorde ikke så meget. Vi gætter på, at det gjorde det nemmere at koncentrere sig om historien. Jeg så Coraline (i 3D) med Peter i New York sidste vinter (se Peters indlæg om Coraline), og det var for mig lige dele smukt og distraherende på een gang. Jeg prøvede så et par 3D-tegnefilm i Legoland for et års tid siden, og det var mildest talt skuffende. Derfor var mine forventninger meget lave, da jeg gik ind til Coraline. Heldigvis blev enhver tvivl om potentialerne i 3D til manet jorden. Det var fascinerende, og Legoland lignede et 80′er foretagende i dét relief.

Jeg forestiller mig, at de nye effekter primært vil genere det voksne publikum, idet sanseindtrykkene udfordrer den rutinerede hjernes forventninger mere end ungernes. Men det ER sjovt at se på, ingen tvivl. Desuden giver det helt nye muligheder for en biograf-renæssance. Vi kan jo ikke downloade 3D film eller se dem på vores fjernsyn derhjemme… endnu.

3D is future, dimensionalization of old movies also future, cinemas may be back! (for a while) … men lad nu være at gå ind og sats på Cars 2 – Disney spytter nok gode film ud til at man kan boykotte en enkelt.

Jeg fandt i øvrigt et postkort med reklamen for Miyazakis nye tegnefilm – den skal selvfølgelig også ses, selvom den ikke bliver i 3D.

Jeg har tidligere linket til Bobby Bumps Starts a Lodge (Så er der tegnefilm!), og nu har jeg så lige fået tilsendt et link, jeg også gerne vil dele: Bimbo’s Initiation. Denne gang er det en film fra Fleischer Studios, der også stod bag Betty Boop (hun optræder også i filmen) og Skipper Skræk mm. Det er en gammel (1931) og temmelig bizar affære, der nærmere ligner en ond drøm, end en initiatorisk oplevelse. Men alligevel meget fin:

(Cartoon Snap har en lidt bedre udgave … Wanna Be a Member?)

Greit. Jeg er ikke rett person å spørre, for til den grad jeg noensinne hadde en bittersøt første kjærlighet, så var det Gravitation. Bittersøt fordi tidens gang ville det sånn at jeg oppdaga serien først etter at den for lengst var ferdig, bittersøt fordi den får så vanvittig mye tyn for ting den ikke gjør, bittersøt fordi den faktisk fortjener tyn for ting som blir glatt oversett. Bittersøt fordi folk som tilstår å like Gravitation vanligvis er fjorten år gamle og nyfrelste hedninger som trudde at Naruto liksom var den riktig store kunsten når det kom til mannlig kjærlighet.

Jada, du har hørt om Gravitation. Du har enten hørt veldig fine ting, eller veldig stygge ting, og det er 98% sikkert at det du har hørt er riv ruskende galt. Dette er historien om en tegneserie som mye mulig var ganske så revolusjonær i sin tid og sin sjanger, og var revolusjonær nok til å være talspersonen for mesteparten av det vestlige publikumet. Den har vært elsket, den har vært hatet, den er overhodet ikke verdt noen gjeve priser men fortjener all kred den kan få.

Dette er historien om Gravitation, en fantastisk, rørende, rølpete, dritdårlig og ikke minst hylende morsom tegneserie som kanskje aldri skulle vært utgitt, men fortjener å bli lest av fleire enn de som liker BL.

Med det overstått, en kort oppsummering av seriens handling: Shuichi Shindou er en musiker av det slaget som strøk alle fag på videregående. Han har et band, han skal bli stor, men før det, så må han få seg platekontrakt (hvis det er banddrama du vil ha, les Nana). Men før han kommer dithet, så snubler han over en høy, blond og rappkjefta fremmed som erklærer at Shuichi virkelig ikke kan skrive sangtekster. Shuichi tar seg nær, og setter det for seg at han skal få den ukjente fornærmeren til å ete hatten sin. Lang historie kort: Vår høye, blonde og forøvrig ganske pottesure venn er den unge og berømte forfatteren Eiri Yuki, tilfeldigvis svigerbror til et av barndomsidolene til Shuichi som nå eier et plateselskap. Shuichi skjønner etter hvert at han er forelska i Yuki, og Yuki – all klaging til tross – gidder liksom aldri å bli kvitt han. Og da… er vi vel sånn omtrent halvveis i bok to av i alt tolv. Det tar av derfra. Så til de grader.

Gravitation er ikke en romanse. Hvis det er rødmende, stammende kjærlighetserklæringer du vil ha, så stikk over til Kare Kano. Hvis det er gutteklining, gakk hen til ebay og kjøp doujinshi, og hvis du nå absolutt må ha det i tjukke bøker, så betal penger for FAKE men ikke si at jeg ikke advarte deg. Gravitation er en komedie. En syk komedie. En komedie hvor, på et tidspunkt, vår helt blir jaga rundt i New York By av en jævla pandamecha. Det er et av de verre tilfellene, og vanligvis er det meir lavmælt – humoren ligger for det meste i at verken Shuichi eller mesteparten av folkene rundt han har noe større overskudd av sunt folkevett. Mange snåle ting skjer i livet til Shuichi, og mens alle de snåle tingene skjer, så er det to ting som konstant ligger i bakgrunnen:

Yuki, som man aldri heilt forstår seg på og som så desidert ikke er den Shuichi først trur – og Ryuichi Sakuma, det største idolet Shuichi noensinne hadde, og som gjør comeback når karrieren til Shuichi og bandet hans skyter fart. Og med disse to elementene på plass, så har Gravitation plass til noen saftige stykker drama innimellom slagene. Gravitation har en historie, og det er ikke bare historien om hvorvidt Shuichi og Yuki kan leve lykkelige alle sine dager, eller historien om hvorvidt Shuichi kan toppe listeplasseringene til Ryuichi: det er jo – som sånne historier alltid er – egentlig historien om hvorvidt Shuichi kan bli voksen nok til å vite hva som er viktigst for han, og hvor mye han vil ofre for å få det.

Og dermed har vi kommet fram til grunnen til at Gravitation egentlig ikke fortjener pengene du betaler for den: det er egentlig en forferdelig dårlig tegneserie. Maki Murakami er ikke særlig flink til å tegne. Ikke er hun noe bemerkelsesverdig talent på å tegne serier heller. Hun har jo et for så vidt godt grep på figurene, men det betyr ikke at hun har et godt grep på historien. Hun har åpent sagt at hun ikke hadde planlagt noen slutt mens hun tegna, og gud hjelpe meg, det synes. Serien har en rød tråd, men den forsvinner i bok nummer seks og dukker bare så vidt opp igjen i bok nummer elleve. Og på det tidspunkt har tegnestilen hennes forandra seg så kraftig at du neppe ville ha trudd at det var samme serien som den i bok nummer to.

Men Murakami har altså et talent her i verden: alle feil og mangle på tross, Gravitation er MORSOM. Like morsom som den ellers er dårlig, så det går egentlig opp i opp. Og det er nettopp dette som gjør serien til en aldri så liten student på barrikadene: meg bekjent var Maki Murakami den første – og for alt jeg veit, fortsatt den eineste – som laga en Boys Love-serie som var fullstendig tøvete. Hun tegner ikke “bishies“, stilen er markant annerledes enn den blomstrete shoujo-looken som jeg har forstått at de fleste BL-serier la seg etter. Rett nok har Gravitation noe grining over tapt kjærlighet og voldtekt og foreldre som bare ikke forstår seg, men det kommer ikke fra de hold man forventer seg at de skal komme – og uansett, så er det ikke det serien handler om. Rett nok følger Gravitation idealet om en liten, naiv sprett som tar lett til tårene og en høy, stoisk mann som er altfor voksen til sånt – men den snur det på hodet, og en god del av poenget til serien er at SHUICHI er den som redder YUKI. For det er ikke noen seksuelt forvirra skolegutt det er snakk om her: Shuichi Shindou har ambisjoner og tæl så det holder, og en livsfilosofi som plasserer han trygt sammen med den typen helt vi vanligvis finner i shounen-sjangeren.

Og konklusjonen? Den får du trekke sjøl. Jeg blei jo, som nevnt, kjent med serien når jeg var ung og naiv, og har aldri heilt kommet over det. Jeg syns stadig den er verdt å lese på nytt, samme hvor tynn og teit historien er, og hvor dårlig Murakami er til å tegne hender.

Over til den faktiske grunnen til at Gravitation var revolusjonær: det var den første BL-serien som blei sendt på tv. Tretten episoder, følger mangaen til bok nr. 6 og finner en heilt anna slutt. Liker vi det? Ja og nei.

Ja: til forskjell fra Murakami, så kunne folka bak tv-serien skrive skikkelige historier. Gravitation følger faktisk en skikkelig historie her, med tilhørende spenningskurve og tematisk sammenheng og sånn.

Nei: som det nesten alltid går når man overfører en historie til et annet medium, så går noe tapt på veien. I tilfellet Gravitation, så er det mye av finurlighetene til figurene, og med det, så forsvinner mye av humoren (og dramaet) som gjør mangaen spesiell. Den erstattes av meir slapstick og sånn i tv-versjonen, men det blir ikke det samme. Shuichi blir meire masete, Yuki, som faktisk er en av de beste delene av tegneserien, blir veldig mye kjedeligere, og sånn går det med alle de andre figurene. Og håret til Shuichi er rosa. Rosa. Animasjonen er så som så (men med tanke på at dette var en lavbudsjettsgreie, antakeligvis imponerende), mye flinke folk bak stemmene (Tomokazu Seki og Kazuhiko Inoue er jo ikke akkurat ukjente), den engelske dubbinga er fæl, den tyske er faktisk slett ikke så verst. Til tysk animedubbing å være, vel å merke.

Oppsummert: jeg foretrekker papirversjonen. Og ikke la deg skremme (evt. lokke) av at herregud, det er to gutter som er sammen: Gravitation handler ikke om homoromantikk. Ikke egentlig. Det er bare en bonus.

Er jeg fan af Batman? Jep! Elskede jeg Scooby Doo søndag morgen? Jep! Burde “Scooby Doo Meets Batman” så ikke være toppen af poppen? Måske!

Jeg har ikke set filmen, men faldt blot over den ved et tilfælde. Nu sidder jeg tilbage med en “køb/køb-ikke” fornemmelse. Batman er jo cool, men Scooby Doo er blevet udvandet. Jeg frygter det værste.

Er det i øvrigt ikke også topmålet af uopfindsomhed. Hvad bliver det næste? “Yogi Bear Meets The Hulk”? “Bugs Bunny Meets Spiderman”?

Jeg ser et helt nyt marked åbne sig. Hvad nu hvis fænomenet breder sig til almindelige film, musik, kunst eller køkkensager. Ender vi ud med fusionsværker som “Blender Meets AC/DC”? Eller en episk klassiker som “Monét Meets Donald Duck” – oh man, fænomenet “bastard-pop” når nye dimensioner…

Vi er vel alle vokset op med Disney, og kender alle klassikerne fra fjernsynet. Men Disney er(vel lige som alle os andre) åbenbart dovne, eller det antager jeg i hvert fald

Jeg fandt denne fine video på youtube, hvor der er nogle(sansyndligvis med alt for meget fritid) der har kigget et par disney film ignenem, og fundet ting der er minder meget om hinanden, mistæmkeligt meget. Filmen er nu meget sjov alligevel

http://www.cartoonbrew.com/brewtv/alpha9.html

Onkel Walt mister mye av magien når man blir eldre. Og når man først stifter bekjentskap med noen av bravadene til selskapet som voksen, så er det faktisk sånn at man skjønner hvorfor mamma fortsatt benekter for at historier som fortelles i tegnefilm fortjener å bli tatt alvorlig. Dagens moral: Hvis valget står mellom at dattera din må leve et liv som tang, eller at du overgir all makt over vær og vind på de sju hav til en tyrannisk heks, så skal du redde ungen. Uansett hvor forjævlig den dattera og alt anna liv under vann kommer til å få det under det kommende terrorregimet. Og sjøl om alt var hennes feil til å begynne med.

Nei, Disney, nei. Sånn funker verken foreldrekjærligheten eller samfunnskontrakten.

Med det sagt, så skjønner jeg godt at det var Den lille havfruen som skulle bli ståande som begynnelsen på den andre gullalderen til Disney. Når du har sett Oliver og vennene hans og Bernard og Bianca, så kan man ikke nekte for at havfruen Ariel og alle hennes venner og fiender leverer meir liv, magi, fargespill og bevis på hvor jævla bra tegnefilm kan gjøre ting som vanlig film ikke kan. Men hvorvidt dette eksempelet forteller en historie som holder vann (unnskyld) er en anna sak.

Skulle noen aldri ha hørt historien: Yngste datter til kongen av havet forelsker seg i en menneskeprins, går til havheksa og kjøper seg tre dager med bein og lunger i bytte mot stemmen sin. Innen den tredje dagen må gutten ha kysset henne, ellers tilhører hun heksa med hud og hår. Tradisjonen tro har Disney smurt på tjukke lag med meir dagsaktuelt drama, her i form av en tenåringsdatter og en far som ikke skjønner seg på pubertale jenter. Det mangler heller ikke på snakkende sjømat, ravende gale franske kokker, og jaggu er det ikke noen haier som seinere skulle bli vakkert parodiert av Pixar, også. Det er Disney sånn som Disney skal være, og filmen er jo forsåvidt underholdende nok, den. Hvis det bare ikke hadde vært for det problemet vi kaller for truverdig drama.

“So much for true love,” kakler heksa rett før hun blir rent i senk av rein, sann kjærlighet. Logikken brister. Som voksen – og særlig man har hørt historiene til Studio Ghibli – så sitter man der og rister på hodet når jenta uten snev av baktanke selger sjela og alle bånd til familien for sjansen til kanskje å gifte seg med en mann hun aldri engang har prata med. Oj oj, jenta er seksten år gammel, mangler enhver form for ansvarsfølelse, er dum nok til å inngå bindende kontrakter med mildt sagt tvilsomme skapninger, også skal vi synes synd på henne fordi faren fyrer seg maks? Kanskje er det jeg som er gammel og bitter, men det der er High School Musical-moral. Kjærligheta er stor, men stor nok til å unnskylde at man er en jævla idiot, det er den ikke. Filmen var nok banebrytende vakker for tyve år sida, men historien er tvilsom. Og det var den nok den gang og.

Og da har vi ikke engang gått i detalj om hvordan Disney tok et av verdens vakreste eventyr, ga det en heilt anna moral og slutt, og gjorde det til en banal kjærlighetshistorie med strenge pappaer og syngende krabber.

Den norske dubbinga, ære være Preus og Kyrkjebø, har en del tvilsomme ord og vendinger.

Disney ser ud til at gøre hvad de gør bedst i den kommende Princess & the Frog. Den kommer i hvert fald på listen over film jeg skal se.

Er du én af dem, der har set tegnefilmen Madagascar? Så kender du sikkert også pingvinerne der opklarer alt i ren James Bond / Mission Impossible stil?

(Billede fra curcirca.com)

De har deres eget tv-show. Se dem online hér. Har lige skraldgrinet til episode 1. Skal helt klart have set de andre også – ved lejlighed.

… tror jeg skal have set “Rejsen til Saturn” en dag…

Grøn karry pasta er værd at investere i once in a while (hvis man da ikke er så sej, at man laver det selv…, så langt er jeg ikke kommet endnu). Det kan købes i alle større supermarkeder og anden-etnisk-baggrund-bikse. Man kan også få rød og gul karry pasta, og det er også godt. Man skal bare altid sørge for at læse ingrediens-listen igennem for gustne iddrr-adrrr-ting som rejepasta og ansjoser.

Jeg tror aldrig, jeg har smagt gul karry pasta, så jeg kan desværre ikke informere om, hvad der gør den “gul“, men den røde er stærk i smagen, og den grønne er meget parfumeret i det.

Man kan bruge karry pasta til mange ting. Jeg har før brugt det i blandt andet supper, lasagner, deller og sammenkogte retter.

Dagens opskrift er grøn karry-risret, som er så nem at lave, at det ville være dumt at lade være. Og ja, jeg veeeeeeeed godt, at jeg ikke er så god til at tage spændende fotos af min mad, men jeg prøver – og på et tidspunkt må jeg vel efterhånden fatte det!!

Til maden. Jeg stegte en masse grofthakkede grøntsager (f.eks. kan man bruge: hvidkål, peberfrugt, mini majs, grønne bønner, hvidløg, rosenkål, gulerod, linser, broccoli, spirer, svampe, løg, porrer, majs, sukkerærter – ja… listen er lang og kunne blive meget længere, men jeg vælger at stoppe her, så må du selv fortsætte!), tilsatte kokosmælk og kogte det op, til det blev cremet og lækkert. Så smagte jeg det til med bouillonpulver, grøn karry pasta, salt, peber og svampe-sojasauce (almindelig kan nok også bruges, men svampe-sojasauce giver nu en dejlig kraftig smag – husk at bruge den med varsomhed, den er stærk!). Hvis saucen er for tynd, kan du hælde lidt Maizena blandet med vand i for at tykne. Du kan også vælge at putte fake meat i sammen med grøntsagerne. Jeg havde en rest kogte ris, som jeg bare blandede sammen med retten, mens jeg hældte kokosmælken i, men du kan også koge risene seperat. Alt i alt er det en let, hurtig, sund og velsmagende ret, der smager meget bedre, end den ser ud på fotoet.

Lige nu:

Faglitteratur:
“Sukkerbomben” af Bitten Jonsson og Pia Nordström.
Første halvdel af bogen er info omkring, hvorfor man bliver sukker-afhængig, og hvor skadeligt og hæmmende for livskvaliteten, det kan være. Anden halvdel kommer med forslag til, hvordan man former sig et liv uden sukker. Der er også gennem hele bogen en masse case-studies, hvor virkelige personer fortæller deres historier og erfaringer med afhængighed. Jeg synes, at den er dejligt motiverende, hvis man gerne vil af med sin sukker-afhængighed. Men den viser også, hvor omfattende problemet er, og gør opmærksom på, at f.eks. raffineret mel, alkohol og tørret frugt også bør undgåes. Det giver mig lidt en mavepuster at tænke på alt det, der helst skal elimineres fra kosten, og sådan er der sikkert også mange andre, der vil ha’ det. Jeg tænker, at man kan ta’ det i små skridt og finde det sted på “rangordenen”, hvor man kan få det til at fungere. Alle rådene behøver jo ikke at følges slavisk, hvis det ikke behøves – så længe man spiser for at leve, og ikke lever for at spise. Ta’ kontrollen!

Jeg har det svært ved at gi’ denne her bog – og generelt faglitteratur – stjerner, så det vil jeg lade være med at gøre. Men læs den, hvis du er interesseret i sund kost, godt helbred og måske har kampe med en indre sukker-djævel.

Tegnefilm:
“A scanner darkly” af Richard Linklater (2006).
Wow! Jeg har lige set den færdig nu, og den kan i hvert fald anbefales. Jeg er dybt fascineret af den måde, den er tegnet på – den først filmet (endda med stjerner som Keanu Reeves, Robery Downey Jr. og Winona Ryder) og bagefter tegne-ficeret. Og det fungerer bare rigtigt godt. Det giver kant til tegnefilmen, gør den mere levende. Og det er godt skuespil! Man følger en undercover narko-betjent, som prøver at infiltere en gruppe misbrugere af et forfærdeligt narkotikum, Substance D – aka Slow Death, som 20% af befolkningen er hooked på. Det er en historie om, hvor altødelæggende afhængighed er. Mere behøver man egentlig ikke at vide. Første gang, jeg så filmen, stoppede jeg ca. halvvejs, fordi jeg ikke rigtigt kunne finde hoved og hale i den og ikke kunne koncentrere mig om den, men her anden gang er jeg virkelig blevet fanget af den. Så gi’ den lige en chance.

♥♥♥♥♥♥♥♥♥ – 9 ud af 10

Poesi:
Do you carrot all for me?
My heart beets for you
With you radish face
And your turnip nose
You are a peach
If we canteloupe
Lettuce marry
Weed make a swell pear.

Øv, hvor ville jeg ønske, det var mig, der havde skrevet det. Aner ikke, hvem der har. Fandt det tilfældigt i et ukendt forum under en Google-søgning.

Links:
What we are – “dance, monkeys, dance!” Hurtig og simpel gennemgang af, hvad det er, vi mennesker i bund og grund er, og hvad det er, vi har gang i… Det sætter tingene lidt i perspektiv.
“They are the only animals who think they’re supposed to be happy, all of the other animals can just be…“

Den første film var suveræn.. 2′eren var ikke videre imponerende.. Og traileren til 3′eren har ikke de vilde grin, men derfor kan filmen jo være ok.

Have you seen my dog?

Disney har markedsført prinsessene sine i noen år nå, og det er liksom noe påfallende med hvordan alle kvinnelige hovedpersoner med Mikke Mus-logo før eller sia havner i ballkjole (med Mulan, Jane og Esmeralda som forfriskende unntak, og kanskje Megara-som-faktisk-VAR-prinsesse-i-myten. Derimot presterte de å klaske prinsessetittelen på en løve). Men det som er enda meir påfallende er at Prinsessefilmen med stor P ikke engang kom fra Eisner og co., men fra Don Bluth og Gary Goldman, fra Fox Animation Studios.

Hvem prinsesse? Storhertuginne Anastasia, yngste datter av Nikolaj II, den siste Tsaren av Russland. Anastasia takka som kjent for seg sammen med resten av familien, men ryktet om at hun skulle ha overlevd var adskillig vanskeligere å ta knekken på enn jenta sjøl. Da Anastasia kom på kino i 1997, så hadde man enda ikke avklart saken. Men historisk korrekthet var da heller aldri noe mål med filmen, det skjønner man når revolusjonen forklares som “en forbannelse som vekket misnøyens vinder i folket”. Så legg til side alle tingene du har hørt om de siste par-tre Tsarene av Russland, len deg tilbake, og minn deg sjøl på at Disney har gjort verre.

For de som ikke husker så mye fra samfunnsfagstimene: Russland var et keiserdømme. I 1914 blei det krig i Europa; i 1917 blei det revolusjon i Russland. I følge filmen, fordi munken Rasputin lovde død og fordervelse over kongefamilien. Eineste overlevende var Tsarens mor – og Anastasia, som blei borte i opptøyene. Ti år etter bor bestemor i Paris, og lover ut en stor belønning til den som kan gjenforene henne Anastasia. I Russland forlater den atten år gamle Anya barnehjemmet hun har vært på siden noen fant henne på gata, og reiser ut i verden for å finne ut hvem som engang ga henne en medaljong – en medaljon med et løfte om å møtes i Paris. I Leningrad St. Petersburg møter hun de joviale småsvindlerne Vladimir og Dimitri, som har hørt om finnerlønna til bestemor og nå jakter på “Anastasia” med enveisbiletter til Paris på innerlomma. Samtidig våkner spøkelset etter Rasputin til live, og setter det for seg at han må ta livet av det siste medlemmet av familien til Tsaren.

Vi har en heltinne med harde bein i nesa, vi har ballkjoler, vi har en sjarmerende forutsigbar kjærlighetshistorie, noen sangnumre hvor folk bryter ut i spontan synkrondans på gata, en gøyal skurk, og et litt rappkjefta flaggermus. Men har vi noe som det er verdt å betale penger for å se på?

Man skulle ikke tru det etter Shrek, men… kanskje. Det kommer vel litt an på målgruppa. Jeg er ikke bemerkelsesverdig svak for prinsesser som sådann, men jeg liker kostymedrama, og jeg liker særlig tjueåra. Anastasia leverer ingenting som Disney ikke gjorde før dem, og de gjør de nok hakket dårligere enn Disney den gang Disney fortsatt lagde tegnefilm. Det er i alle fall ikke noe du skal begi deg ut på hvis du er ute etter intelligent diskusjon av historie, eller intelligent historiefortelling, for den saks skyld. Det filmen derimot gjør bra, og meir enn bra nok, er å levere eventyret. For om historien er av den amerikanske typen idiotsikker, så er filmen likevel noe så til de grader stemningsfull, av den typen stemning som bare tegnefilm kan skildre (og, nå for tiden, CGI). Figurene er lette å like, og sangnumrene… vel, de følger i alle fall logikken til handlingen og tjener – til forskjell fra Disney på sitt verste – til å drive handlingen fremover.

Nei, jeg snakker selvfølgelig ikke fra et objektivt synspunkt – jeg var tolv år gammel den gangen. Selvfølgelig henger det tunge fall barndomsromantikk mellom meg og denne filmen. Men jeg har vokst fra både Aaron Carter og Nemi, og Anastasia har vel litt den samme plassen som Spice Girls i hjertet mitt: er det stor kunst jeg vil ha, så ser jeg på Ghibli. Men Anastasia skiller seg fra Disney på ett viktig punkt: Det er en reinspikka jentefilm. Det er Anya som er heltinnna, Anya som velger å reise ut i verden. Det er Anya som uten å være klar over det sjefer over sine to “redningsmenn”, og det er Anya som til slutt redder dagen, byen, og Romanovblodet. Mens hennes mannlige motspiller bruker mesteparten av filmens klimaks på å prøve å ikke dø. Det er et kjent faktum at menn leser historier om menn, og at kvinner leser historier om menn og kvinner. Så da får det så være at Anastasia er strømlinjeforma for kassasuksess som bare faen, for den gjør faktisk noe som Disney sjelden hadde ryggrad til: Den henvender seg til jentene. Og til forskjell fra forsøka til Disney (skjønnt de turde med salige Mulan), så gjør den et uten å avskrive Anya som en heltinne som vinner den endelige kampen med sin tålmodighet og varme.

Henvender seg til åtte år gamle jenter, vel å merke, men for dem av oss som har samme forhold til tegnefilm som andre har til splattere, så er det godt nok for en kveld for skjermen.

(Den norske dubbinga er bedre enn den svenske. Den engelske originalen er best)

Det slog mig, mens jeg lavede research til et studieprojekt omhandlende børn. At man som et led i formidlingen af projektet, må kunne barnliggøre materialet så det kommunikere ens intention om et sted for børn. Men hvilke midler bruger man lige til det? Hvordan forener man kunstnerisk (og arkitektonisk) kvalificering med barnlighed. Anime! Japanerne har en evne til at behandle seriøse emner i tegneserier og tegnefilm og deres grafiske udtryk bevæger sig i krydsfeltet mellem voksen og barn.

Anime har en særegen evne til at skabe stemning, liv og dybde med ganske få virkemidler, som vi kan lærer noget af som arkitekter, når vi vil kommunikere vores rumlige ambitioner i visualiseringer.

Haruki Murakami var ganske svær her til lands for et par år siden, og iflg. Wiki er også Hardkokt eventyrland og verdens ende utgitt på lokale forlag, muligens uvitende om at den japanske tittelen faktisk hadde “Hard-boiled Wonderland” på engelsk, et språk hvor begrepet “hardkokt” kan brukes om meir enn egg (jeg er rimelig sikker på at det ikker er heilt god norsk, og med det sagt: Kafka på stranden burde leses oversatt om så bare for dialektbruken).

Men mannen har selvfølgelig hatt en dugelig suksess i hjemlandet også, noe som merkes på den tolv episoder lange serien Haibane Renmei, hvor du finner hovedmotivet fra Murakamis “End of the World” – muren som omgir byen. Og hvilken by? Som hos Murakami, så er det byen hvor historiens hovedperson plutselig våkner opp uten noen minner om sitt tidligere liv, og blir en del av lokalsamfunnet som om dette var dagligdags. Noe det da også er.

I Haibane Renmei har vår heltinne et navn – det vil si, hun får et navn: Rakka. Sammen med navnet får hun en glorie og et par askegrå vinger, for Rakka er en Haibane. Akkurat hva en Haibane er det egentlig ingen som veit – bare at de bare kommer ut av kokonger, og at de lever adskillt fra andre folk, i et forlatt internat ved navn “Old Home”. Haibane Renmei betyr noe sånnt som “askefjærforbundet”, og handlingen i serien er dagliglivet til Rakka og de andre Haibanene på Old Home. Det er vanskelig å oppsummere utover dette, men etter hvert dukker det opp spørsmål som krever svar, og Rakkas leiting etter disse svarene er ikke alltid enkel.

Så la det være sagt, Haibane Renmei er neppe det du tvinger på lillebroren din som synes at Inuyasha er verdens beste tegneserie. Det er ikke mye blod og sverdsvinging på gang her, men det betyr ikke nødvendigvis at det gjør mindre vondt. I en verden hvor tiden står stille og ingen utvendige konflikter truer idyllen, så blir det fort en historie om mennesker, samme hvor “annerledes” de enn lever livene sine. Tematikken? Gamle slagere som vennskap og sorg og det å kunne akseptere seg sjøl og sin plass i verden og andre greier som mange andre prøver å si noe om, men kanskje ikke gjør det like vakkert som Yoshitoshi ABe.

Haibane Renmei er litt som animert poesi: det er ikke historien det egentlig handler om, men estetikken og følelsene, noe den da også takler til tusen. For det er velgjort og det er gjennomtenkt, og samme hva det kan høres ut som, så blir det aldri kjedelig. Det er en sånn serie som du bare ser på og ser på fordi historien er så befriende simpel og universet så befriende ikke-heilt-idyllisk. Det er neppe for alle, og i alle fall ikke for dem som trenger fart for å bli underholdt. Men det er så definitivt et bevis på at tegnefilm ikke må være det som amerikanerne har gjort med mediet.

(og måtte Gudene vite hvorfor traileren her er med engelsk tale, for det har ikke de tyske DVDene mine)

Jeg har skrevet om Death Note før. For de som ikke gidder å lese lange beklagelser over at folk er dumme, så var konklusjonen altså at det finnes ti tusen andre tegnserier ute i verden som fortjener pengene dine meir. Ikke minst fordi Death Note er så til de grader hypa at det er vanskelig å høre de kritiske røstene blant den skrikende fansen, som er overbeviste om at det er den smarteste og besteste og mest spennende og nå angivelig også samfunnskritiske (herregud) tegneserien ever. Faktum er altså at serien har et godt utgangspunkt som den ikke benytter seg av – den starter ålreit nok, men når den har brukt opp alle sjokkmomentene før halve løpet er kjørt, så blir den bare repetitiv, gørrkjedelig og tunglest, godt hjulpet av at figurene er så flate at man aldri greier å være opprørt på deres vegne.

Men søvnløse netter med følgende surfing på norske animeforum minnet meg på at det faktisk var en tv-versjon av den serien også, og at jeg ikke bare så den – jeg likte den også. Så jeg kan jo kanskje snakke litt om det.

Først som sist, grunnen til at jeg så Death Note på youtube var at jeg hadde hørt at den engelske dubbinga skulle være så jævli bra. Det var den også, men nok om det. Anime-serien Death Note har de samme problemene som mangaen Death Note har, med ett salig unntak: ALL DEN FORBANNA PRATINGA. Det er så fantastisk mye mindre slitsomt å få de innvikla å-jøje-Light-er-så-smart-altså forklaringene med lyd i stede for å måtte lese side opp og side ned. Dessuten var mangen stor nok til at det antakeligvis var mye penger inne i bildet, og resultatet blei deretter: Death Note ser fantastisk ut, høres fantastisk ut, og har noen ufrivillig morsomme scener når man prøver å forklare til leserne at det er ~farlige saker~ når kladdebøkene dras fram.

Greit vomfyll, rett og slett – jada, jeg har fortsatt bedre serier å foreslå, men anime-versjonen blir rett og slett ikke så slitsom som mangaen. Desverre kutta den også ned på den siste halvdelen av historien, som jeg (og få andre) likte bedre enn den første. Vel, jeg likte den mest fordi Mello og Near er hakket meir interessante figurer enn L, og jeg mistenker at de som misliker den misliker den nettopp på grunn av det som skjer med L. Kort sagt, den er lettere å fordøye enn tegneserien, og mye, mye finere å se på.

Men for å ta litt drepen på den hyggelige steminga, så vil jeg også minne alle verdens jenter om at det dumt å betale penger for en serie som har en undermoral som lyder at “nei, nei, selvsagt kan ikke kvinnfolk tenke sjæl! Det er jo derfor vi menn er her for å fortelle dem hva de skal gjøre!”

… hvorfor lå denne i min taske efter jeg var ovre at hente kartofler, løg, revet ost, mv. til min planlagte kartoffelpizza lidt senere?

De dersens kung fu tingester må være gode til at liste!!

Terkel i knipe.                                                                                                                 

Filmen handler om Terkel, som blir  mobbet på skolen, av Stein og Saki.

Men han har en venn. Han heter Jason og går med hjernrør i bukselomma hele tiden.

Søstera er en ulykkes fugl med en gaffel i øyet…

Faren kan bare si nei.

Og morra røyker huset fullt av “røyk”.

Terkel har fått en ny lærer som heter Gunnar.

Han er veldig tøff, og elsker dyr.

Han fikk en ny lærer, fordi den forrige ble kjørt på.

Terkel skal på telt tur i skogen med klassen og der støtter han på noen “små” problemer.

Altmulig mannen, Arne følger deg mellom hele filmen.

Den er drit kul, og morsom!

Dette er en film jeg anbefaler deg å se.

Filmen er Dansk, men finnes i norsk (Dubba). 

Filmen er full av Blod, Gørr, Kjærlighet, Svik, Mobbing og vennskap.

Den er fortsatt kul etter du har sett den mange ganger, men ikke like spennende.

Alle sammen er litt wannabegangsters, og Bannefreaks.

Det er ikke helt familie film, men film du kan sitte å se med kameratene dine.