Das Werkstadthaus ist eine Werkstatt und ein Stadthaus in einem. Es liegt in der Aixer Straße 72 im Französischen Viertel in Tübingen, direkt an der Blaulach, einem kleinen Bach. Hier könnt ihr basteln, werken, sägen, schweißen, nähen, tonen, brennen – oft auch mit Anleitung und Hilfe. Hier kann man sich treffen, ein Familienfest feiern, einen Stadtteilflohmarkt organisieren, oder auch als Intitiative sich treffen.

Mehr Infos unter www.werkstadthaus.de

werkstadthaus-Logo

im Internet.

En af de ting, som virkelig irreterer mig når man diskuterer politik og lignende emner i Danmark, er ikke så meget uenighederne.. De er kun rare, det er jo netop dem, der er grundlaget for debat:o)..

Nej, tonen og trangen til at putte folk i bokse, det irreterer mig.. Man kan snart ikke diskutere noget mere, uden at risikere at blive stemplet som det ene eller det andet.. Stemmer du på DF, er du per automatik racist, stemmer du på SF eller Enhedslisten, er du “rød” og landsfjende.. Stem Radikalt og så er du pladderhumanist.. Og så videre..

Jeg har haft mange diskussioner med folk på begge fløje, hvor “begreber” som de ovenstående, samt “dhimmi”, “halalhippie”, “nazist”, “zionist” (her ikke i ordets sande betydning, men i en afledt negativ betydning) mm. bliver slynget gennem luften..

F.eks. debatten om moskéerne.. Fair nok, der er folk der er imod at de skal bygges (her tænker jeg på de to på Amager og i Nord Vest), men det gør dem ikke automatisk til racister eller det der er værre.. Det kan skyldes betænkeligheder og en frygt for hvad det vil medføre og at stemple dem, ændrer ikke deres betænkeligheder, tværtimod, så vil det kun bekræfte dem i deres betænkeligheder..

Og folk der støtter muslimers ret til at bygge moskéer her til lands, er ikke per automatik medløbere, landsforrædere, “dhimmificerede” og hvad man nu ellers kan finde på.. De fleste der støtter op om dette, gør det ud fra den overbevisning at vi har religionsfrihed her til lands, samt at man ikke bør forskelsbehandle grupper, så længe de befinder sig inden for lovens rammer..

Generelt virker det som om folk ikke er synderligt interesserede i debatten og blive mødt med holdninger der ikke stemmer overens med deres egne, og derfor tyr til at sætte folk i bås, så man slipper for at skulle forholde sig til hvad “modparten” siger.. Det er jo ikke særlig svært, bare sørg for at sætte det rigtige stempel på din “modstander”, så er alt hvad manden (eller kvinden) siger jo bare et symptom der understreger at du har ret og han tager fejl..

Jeg oplever det ofte selv, med stempler som “zionist” (eller den, tilsyneladene, populære variant “zionazi”, ih hvor er seriøsiteten bare i top) eller, fantastisk nok, “jøde”.. Eftersom at jeg er “zionist” er jeg jo en der går ind for folkedrab og undertrykkelse, så derfor har mine meninger ingen værdi.. Jeg er menneskefjende, så.. Eller, som “jøde” er jeg jo en del af en verdensomspændene sammensværgelse, så derfor vil jeg naturligvis lyve om alt og fremstille tingene i et, for mig og mine, positivt lys..

Det muslimske modstykke kan findes i anklagen om “Taqiyah”.. Muslimer kan ikke stoles på, da de har pligt til at lyve for at fremme Islam og vupti, du har med ét ca. 200.000 mennesker i Dk, som man bare ikke kan stole på..

Det går faktisk så vidt, at folk ikke behøver at læse hvad du skriver eller lytte til hvad du siger, de ved allerede hvad du mener og tænker, så derfor er dialogen overflødig..

Så come nu on.. Det er ikke DF der er problemet her i landet.. Det er ikke muslimerne.. Det er ikke “pladderhumanister” eller hvad søren vi nu vil kalde folk.. Det er hele debatten og tonen der er problemet.. Folk vil ikke lytte til hinanden, men meget gerne have at andre lytter til én selv..

Tal sammen, ik’;o)

Mvh og god weekend

[EX-COLLEGA T.] Dat ik nu, terwijl de blaren verkruimelen, nog eens dit verhaal wil lezen, dat verstoort me.

Ik dacht aan u deze morgen.
Aan dit klankbord.
Aan wat ik er nog eens op wou prikken.
Of eerder, aan hoe ik het kon zeggen.
Hoe ik het niet vastgepind kreeg.

Iedereen kent de ervaring: zin hebben in yoghurt, maar niet weten welk merk, welke smaak eens je je omsingeld weet door supermarkt. Het eindresultaat is veelal een overgave aan willekeur, een onverantwoordbare keuze om toch eens de kiwi-granaatappel uit te proberen.

En om het door te drukken: vergelijk het met mijn ervaring hier in Canadia. Ik woon er nu al op en af een hele tijd, en nog steeds weet ik niet hoe de mensen aan te spreken. Velen spreken een select gamma aan talen, en geen andere manier om uit te vinden welke dan op je bek te gaan. Dan te proberen, de ochtend met zijn vele tinten te adoreren in je vlotste Frans, om dan te gelaatsuitdrukking te kunnen zien die toont dat het allemaal vergeefs was. Om alles te herhalen, te vertalen zou een anker zijn aan het gloren, dus hou je het maar op een apolegetische glimlach.

Mijn praktische geest biedt sinds kort soelaas: de enige toren die het houdt is de vinger. De oermens in mij wijst gretig de eclairs aan bij de bakker, gepaard met een anticiperend genotsknorretje. En hoe meer ik rond me kijk, hoe meer ik besef dat weinig krediet naar die praktische geest van me gaat: het tonen blijkt hier de nationale taal te zijn. Niet verwonderlijk dan ook dat het touchscreen een Canadese uitvinding is; het is slechts een hoogtechnologische uitbreiding van hoe hier gecommuniceerd wordt.

Laatst stond ik nog eens aan de tramhalte. Le matin était vraiment adorable, les couleurs du ciel, exceptionnelles. Met nieuwverworven moed wees ik het weerpraatje met de man naast me, mijn bakker nota bene. In zijn ogen viel weinig vooruitgang te bespeuren. Met weer die glimlach, verlangen naar de begrijpende blik die bij de eclairs zit.

In vloeiend Nederlands sprak hij me aan. Of ik niet die jongen ben die woordenloos gebak verslindt. En wat ik in hemelsnaam bedoel, met al mijn rare manieren hier. En hoe ik ook zal wijzen, dat er weinig zoets hierboven zit.

Maar

Eum

Ik wil helemaal niks zeggen.
Ik wou alleen maar de hemel tonen.