……halvberusad, i sömnen och med vänsterhanden.

Jag tänker idag på inkompetens, maktfullkomlighet, och av många kommentarer kallad stalinism angående vaccinationstvång.

I sidste sjælransagende indlæg nævnte jeg ofte ordet: minimalistisk scenarie (ok to ord). Så hvad mener jeg med det? Bemærk dette er min definition, andre vil nok definere det anderledes.

For mig at se er mine sidste fire scenarier minimalistiske (Ønskeøen, SystemPerfekt, Stjernetegn og Vandrer.)

Nu kalder jeg dem minimalistiske, jeg har forsøgt at kalde dem andre ting (whiteform, skabelsesrollespil, udviklingsrollespil), men hver gang har den definition mødt modstand både fra mig selv og andre. Så nu kalder jeg dem dette, så må vi se hvor længe det holder.

Så hvorfor er de minimalistiske? Jo fordi alle fire mangler ting, som jeg anser for normalt indhold i et scenarie. Nemlig:
Skrevne roller
En beskreven baggrund/ramme
En mere eller mindre planlagt historie

I stedet har alle tre scenarier indeholdt redskaber til at skabe disse ting. Der hvor jeg selv synes mine scenarier skiller sig ud fra andre lignende scenarier, er at hvis roller, baggrund eller historie er fraværende, så er det noget, man hovedsaligt skaber inden scenariet starter. I mine scenarier skal det mest skabes og udvikles under scenariet via rollespil.

Jeg formulerede følgende motto for lidt tid siden, for at beskrive, hvorfor SystemPerfekt virkede:

“Mangel på information er terror mod sindet og ekstasy for fantasien.”

Men det er på sin vis på spil i alle mine scenarier. Jeg undlader bevist visse informationer.

Mennesker, fordi de er mennesker, vil automatisk forsøge at finde disse informationer, eller finde på forklaringer, der kan dække hullerne.

Denne drift er utrolig stærk, og den er endnu stærkere, når der er flere mennesker sammen. (Det er jo sådan set sådan religioner opstår: alle skabelsesberetninger, er blot forsøg på at forklare verden omkring en.)

Så min form for minimalisme er i form af minimal mængde information. Så få informationer som muligt, og så en stak redskaber, som spillerne kan skabe deres egne informationer ud fra. Og ud af dette opstår roller, baggrund og historie.

Klaus Meier Olsen beskriver det anderledes i Unik, som læsegruppen lige har anmeldt. Her skelner han mellem den arketypiske ramme og den unikke historie. Set på den måde, laver jeg arketypiske rammer, som spillerne kan skabe unikke historier ud fra.

Det interessante er jo, at det kan man sige om alle scenarier, ja alt rollespil. Det hele er rammer til at skabe en mere eller mindre fri og uforudsigelig historie ud fra. Vandrer ligger i den frie og uforudsigelige ende, så langt som man næsten kan komme. Scenarier som ”Den Spejlvendte Virkelighed” og ”Agerbørn II: Agerlund” (ifølge Morten i hvert fald) ligger i den ufrie strukturerede ende.

Så Agerlund er et scenarie med en meget stram ramme, meget lidt arketypisk, og derfor er størstedelen af historien forudsigelig, men det er heller ikke der, fokus ligger. Fordelen er, ved at gøre historien forudsigelige, kan spillerne lægge størstedelen af deres indsats et andet sted, nemlig indlevelsen.

Hvorimod Vandrer har en meget løs ramme. Det at man skal gå, er faktisk det eneste, der er givet på forhånd. Dermed er Vandrer utroligt arketypisk. Det jeg kalder minimalistisk, i den forstand, at der er minimal mængde information og ramme. Det der er i stedet, er redskaber, som spillerne kan skabe deres egen unikke roller, baggrund og historie, ud fra.

Kort sagt, tror jeg:
Alt rollespil, systemer som scenarier, er arketypiske, og ud fra dette skaber spillerne en unik historie.
Men det sker på følgende akse:
Svag ramme, stærkt arketypisk     <————>    Stærk ramme, lidt arketypisk
Frihed, uforudsigeligt                                        Mindre frihed, forudsigeligt

Ahhh det føltes rart, det er endelig lykkedes mig at lave en nogenlunde beskrivelse af, hvad det er jeg har gjort i mine sidste scenarier. Det er ikke enestående, det er ikke unikt, Det er noget, der er til stede i alt rollespil. Men jeg har brugt det meget bevidst, som en spilfremmende mekanik. Med den indsigt, nærmer jeg mig, det punkt, hvor jeg kan gå videre fra minimalismen, og se hvad den kan bruges til i andre, ikke minimalistiske scenarier.

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / December 1993 / 21. årgang 

Jurassic Park og velfærdsstaten

Hvad er forskellen på Jurassic Park og velfærdsstaten? I det ene scenarie ses nogle kolossers sammenbrud. Der ses nogle fortidslevn, der for længst er uddøde, men som med kunstgreb holdes i live i et moderne samfund, hvor de ikke hører hjemme, inden de bryder sammen med store ødelæggelser for det omgivende samfund til følge. Det andet er en film instrueret af den amerikanske filmmager, Steven Spielberg.

I den senere tid er der blevet rettet fokus på velfærdsstatens mangfoldige problemer og evne til fortsat at bestå. De fleste, der har deltaget i debatten om velfærdsstatens fremtid har en klar forståelse for, at ”dinosaureren” er ved at styrte om, dødeligt syg.

Det har forlydt, at for at redde den udødende dinosaur skal de offentlige udgifter skæres helt til benet; lovkomplekset skal reduceres til næsten ingenting; skatterne skal reduceres markant; de offentlige institutioner skal – med få undtagelser – privatiseres, nedlægges eller reduceres til næsten ingenting; den statslige regulering af arbejdsmarkedet skal ophøre o.s.v.

Disse forslag lyder som ren afskrift af Fremskridtspartiets program som det blev præsenteret for over 20 år siden. Det er rart at konstatere, at samfundsdebattørerne nu har adopteret synspunkter som Fremskridtspartiet gennem tiderne er blevet skældt ud for.

Det afgørende spørgsmål er ikke længere, hvorvidt velfærdsstaten skal reduceres og om det skal ske med 50 eller 60 pct. det var også konklusionen på den rapport om den svenske velfærdsstats fremtid, som den forhadte Lundbeck-kommissionen udgav, til mange socialdemokraters store fortrydelse. Debatten om velfærdsstatens størrelse bør starte med en afprøvning af om velfærdsstaten kan og skal bestå. Næsten ligegyldig, hvilken indfaldsvinkel, der bruges vil svaret blive, at velfærdsstaten som model er ubrugelig i det moderne samfund.

Ud fra en simpel betragtning om, at få økonomien til at fungere mest effektivt og til befolkningens glæde og velfærd er velfærdsstaten ubrugelig. Statslige indgreb, regulering, skatter og manipulation med pengepolitikken virker som en bremse på evne til at skabe vækst og dermed forøge velstanden og afskaffe arbejdsløsheden. Dette er stort set anerkendt af alle moderne økonomer. De sidste års tildelinger i Nobelpriser i økonomi understreger den klare anerkendelse frimarkedsøkonomer nyder i den akademiske verden. Det er bare en skam, at politikerne som regel er så indskrænkede, at de krampagtigt holder fast i dinosaurer, der er uddøde for mange millioner år siden.

Nobelprismodtageren, den østrigske økonom og filosof, F. A. Hayek, samt den østrigske økonom, Von Mises har fremført, at en mellemting mellem fri markedsøkonomi og socialisme (ofte betegnet som den skandinaviske velfærdsstat) ikke kan bestå i længden. En kombination af fri markedsøkonomi og socialisme findes ikke. Enten er det socialisme eller fri markedsøkonomi. Premierministeren i Tjekkiet, Vaclav Klaus, har med ordene ”Den tredje vej er den hurtigste vej til den tredje verden” udtrykt dette forhold meget præcist.

Velfærdsstaten kan heller ikke bruges til at skabe lighed gennem økonomisk omfordeling. I dag giver næsten 80 pct. af befolkningen til næsten 80 pct. af befolkningen. Mange af de indkomstflytninger, der er forbundet med offentlige ydelser går fra de laveste indkomstgrupper til de højeste indkomstgrupper. Bl.a. Socialforskningsinstituttet har i redegørelsen, nederst ved bordet, påvist, hvordan lavindkomstgrupper via skattebetaling finansierer de bedre stilledes forbrug af f.eks. kulturgoder og lignende. Oven i den ”omvendte Robin Hood-effekt” velfærdsstaten udøver, kommer det velfærdsøkonomiske tab, som opstår, hver gang pengene skifter hænder.

Moralsk set har velfærdsstaten aldrig været berettiget. Selvom skattemidlerne indgår i et kolossalt omfordelingscirkus er det moralsk uacceptabelt, at staten som en røver stjæler op mod 70 pct. af frugten af befolkningens arbejde. At det er et politisk flertal, der står bag statens tyverier, legitimerer ikke tyveriet.

Opgøret med velfærdsstaten er derfor ikke kun et ideologisk opgør med 50 års socialdemokratisme, men også et nødråb fra de dårligst stillede, fra hvem jeg skulle hilse og sige, at velfærdsstaten ikke virker. Når København fejrer Kulturby ´96, så prøv at fortæl posedamerne på risten ved Det Kgl. Teater, at de skal være glade for velfærdsstaten. Når ventelistepatienterne enten dør eller efter måneders ventetid bliver placeret på sygehusenes gange, så oplever de velfærdsstatens bedrageri. Når fagforenings- og overenskomststyrede normeringer forhindrer ældre senile mennesker i, at blive vasket eller få mad, så fortæl dem, at velfærdsstatens strandhugst på deres livs arbejdsindkomst er i orden!

Nej, det må være slut.

Individets rettigheder

Personer har naturlige rettigheder, som ingen politiske myndigheder kan tage fra dem. Individer har ret til liv, frihed og retmæssigt erhvervet ejendom. Det eneste disse rettigheder kræver for at blive respekteret af andre er, at der ikke bruges tvang imod dem. Tvang, vold og trusler om vold er moralsk set utilladeligt uanset om det er Mafiaen eller Miljøministeriet, der fremsætter dem. Da det meste af velfærdsstatens virke decideret er baseret på tvang, er den i et moralsk perspektiv en ubrugelig størrelse.

Reduktion af staten eller revolution

Når det så entydigt er konstateret, at ligegyldigt, hvilken indfaldsvinkel, der bruges vil svaret blive, at velfærdsstaten som model er ubrugelig, er det væsentligt at vurdere, hvilke metoder, der kan bruges til at få lagt denne uddøde dinosaur i graven.

Al erfaring viser, at politiske metoder kun meget vanskeligt kan bruges. Bortset fra kollapsen af de tidligere kommunistiske stater i Østeuropa findes der ingen eksempler i historien på, at skatterne markant er blevet reduceret og at den offentlige sektor er blevet reduceret.

Kort sagt er det meget vanskeligt gennem almindelige politiske metoder, at give befolkningen frihed. I Østeuropa tog befolkningerne initiativet i egen hånd og afsatte de politikere, der i så mange år havde domineret dem, forringet deres levestandard, fjernet deres frihed og udøvet vilkårlig tvang. Med disse hændelser in mente er det ikke urealistisk, at der en dag opstår et organiseret folkeligt modtryk til den politiske misforvaltning, der i alt for mange år har fundet sted. Vi ser allerede i dag de første tendenser; den civile ulydighed bliver større og større. Det er en stor og hurtigt voksende bevægelse, der i dag bruger sort arbejde og naturalieøkonomi til at undgå skat og andre overgreb fra politikerne. Dette vil fortsætte. Hvis politikerne og de politiske institutioner skal gå ud af kampen mod befolkningen med æren i behold, er der kun en vej at gå og det er at afvikle sig selv og give friheden tilbage. Velfærdsstaten skal afl?

Kim Behnke MF Fremskridtspartiet

www.frp.dk

Læs også: Situationen er skabt af svage og udygtige politikere: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/10/situationen-er-skabt-af-svage-og-udygtige-politikere/ 

Ibland är det inte fråga om främslingsfientlighet, xenofobi eller rasism. Roten till det onda är i stället ett samhälle som förhindrar många människor från att uttrycka sig, dvs hindrar dem från att visa för sin omvärld vad de är duktiga på. När samhällssystemet förhindrar dem att utvecklas åt det håll deras anlag pekar mot, tar vissa av dessa människor till fula metoder för att hävda sig. Och de kan till och med vara omedvetna om detta. Rasisten är det obemärkta, förmenade och osynliggjorda barnet i vuxenupplaga. Xenofoben har lärts upp av sjukligt rädda och överbeskyddande föräldrar som hämmat sitt barns bestämmelse och lagt om kursen så att barnet aldrig kan nå sitt slutmål.

Hackordning är ett begrepp som är användbart i dessa sammanhang. Hur uselt man än tycker att man har lyckats i livet eller gör ifrån sig i skolan, finns alltid en svagare grupp att angripa för att minska sin bristande självkänsla för en stund. Man ger sig på dem som redan mobbas, man ger sig på flyktingar som nyligen slussats ut i samhället och som känner sig lite rädda. Dessa människor, som djupt inom sig känner sig oerhört misslyckade, tar dessutom till alkohol eller droger för att försöka lindra smärtan. Då blir det ännu värre.

En medelålders kvinna jag var bekant med hade bara en grundexamen från grundskolan. Hon hade inte lyckats med Komvux och aldrig haft en vanlig tillsvidareantällning. Hon levde på A-kassa och socialbidrag, och hon levde på sin man som hade en fast anställning. Hennes man hade ett förhållande med grannfrun, men det var hon tvungen att svälja för att kunna bli försörjd. Hon hade två bröder som var positivt inställda till andra människor, men själv hackade hon på alla som hon trodde var svagare än henne. Hon var i alla fall inte längst ned i hackordningen, och det fick henne att överleva. På bussen kunde hon ställa till med fruktansvärda scener om hon fick syn på någon som inte såg svensk ut.

Günter Wallraff, född 1942, är en mycket respekterad journalist. Hans arbetssätt, att använda falsk identitet för att genom deltagande observation, eller att på annat sätt undersöka samhällsförhållande genom mycket nära observation, under en längre period har uppkallats efter honom. Hans wallraffande har i regel resulterat i böcker. Han är mest känd för att ha uppträtt som turkisk gästarbetare i dåvarande Västtyskland, och därefter rapporterat om omfattande diskriminering samt illegalt insmugglade arbetare i boken Längst därnere från 1985.

Nu har han kommit med en ny rapport om rasismen i Tyskland. Denna gång har den nu 67-årige journalisten (åter)upptäckt att de värsta rasisterna finns i de lantliga provinserna och efterblivna städerna i forna Östtyskland. Det är välkänt att det blev en chock för många östtyskar när de vaknade upp efter ruset efter Berlinmurens fall och återföreningen med Västtyskland. De fann att de var efterblivna på väldigt många områden. Företagen i öst var föråldrade och slogs snabbt ut när den utsattes för konkurrensen från kapitalismen. Även högutbildade människor i öst – läkare, tandläkare, advokater – fann att deras utbildning vid kommunistiska universitet inte dög i det nya, enade Tyskland.

Människor från det forna Östtyskland kände sig givetvis underlägsna i det enade Tyskland. Och många av dem hävdar sig genom hackordningen. I deras ögon är invandrare och flyktingar längre ned på stegen. Det som uttrycks som rasism har sin grund i det upplevda egna misslyckandet. Samma sak har hänt med unga människor i hela Europa som inte får något jobb. Det är djupt tragiskt.

I Umeå debatteras fortfarande det faktum att Svenska kyrkan disponerar 140 kvadratmeter (Kyrkhörnan) av en nybyggd skola vid namn Sjöfruskolan. Vid större gudstjänster kommer kyrkan även att nyttja skolans inomhustorg. Ålidhems församling har i diskussioner med skolans ledning och personal förbundit sig att hålla sig till läroplanen. Skolans läroplan säger att skolan ska ge kunskap om olika religioner, bl.a. om kristen tro, och den möjlighet till påverkan och det försprång som Svenska kyrkan får genom att redan finnas i skolan har fått kritik både från icke-religiösa föräldrar och från den ganska betydande minoritet som har en annan tro än den kristna. Ålidhems församlings Kyrkoherde Lisa Tegby har påpekat att läroplanen inte hindrar kyrkan från att förmedla den kristna tron. Hon skriver i en insändare att barn har rätt till andlig utveckling enligt FN:s barnkonvention och att skolan i detta sammanhang kan vara en resurs för skolan. Hon påpekar även att skolan ska förmedla kunskap om det kulturarv vi har i Sverige och där är kyrkan en viktig del.

Umeå kommuns hyresgäst

Umeå kommun har ett system som ska tvinga de olika verksamheterna till ett bättre lokalutnyttjande. Jag ska inte gå in på det närmare utan konstaterar bara att det är en intern grej där kommunen hyr av sig själv: fastighetskontoret är hyresvärd och skolorna hyresgäster som betalar för varenda kvadratmeter de råkar ha. En skola tjänar alltså på att ha precis så många lokaler de behöver, vilket givetvis är ohyggligt svårt. Denna balans finns inte hos äldre skolor där toppen på barnkullen sedan länge är passerad, och föräldrarna brukar skrika att kommunen ska sänka hyrorna när skolorna brottas med enorma sparbeting, inte som inte har råd med nya läromedel eller till och med hotas av nedläggning. Men kommunen gör inget annat än ger med ena handen (pengar till bl.a. hyran) och tar tillbaka pengarna med andra handen (bl.a. lokalhyran). Det är de nyare skolorna som har de bästa förutsättningarna att tjäna på detta system, medan de äldre dras med många tomma lokaler i förhållande till elevantalet.

Därför är det en bra lösning för de gamla skolorna att hyra ut sina tomma lokaler till olika hyresgäster. Men Sjöfruskolan är ny, och borde inte ha tomma lokaler som kostar pengar. Samtidigt kommer skolan att behöva lokalerna om ett antal år, då barnen blir fler. Lösningen är att hyra ut de extra lokalerna tills elevantalet blir större. Tyvärr verkar det som om 140 m² redan när skolan var i planeringsstadiet har vigts åt Ålidhems församling, som tillhör Svenska kyrkan. Det har aldrig varit tal om någon annan hyresgäst. Har kommunen t.ex. frågat Umeås muslimer om de ville hyra de 140 m² stora utrymmet? Kyrkoherden Lisa Tegby antyder i en insändare att Umeå kommun är initiativtagare till avtalet, hur som helst finns ett hyreskontrakt. Vid större gudstjänster kommer kyrkan även att använda Sjöfruskolans innetorg.

Enligt Ålidhems församling har kyrkan ett demokratiskt synsätt med respekt för minoriteter. Men hur hade debatten sett ut om dessa 140 kvadratmeter i Sjöfruskolan hade vigts åt islam? Högst upp på dagordningen för Umeås muslimer står nämligen byggandet av en moské. Det har redan bestämts att det blir en ”tyst” moské utan minareter. Denna ska enligt planerna byggas intill Ålidhems kyrka, men den skulle kunna inhysas i Sjöfruskolan.

För några år sedan hade Ålidhems församling en liten lokal på Tomtebo som de kallade Åsnekyrkan, och där fanns en grupp för mindre barn som kallades Miniorerna. Det var ganska populärt bland lågstadiebarnen på Tomtebogård, som då var Tomtebos enda skola. Mina egna barn gick på de veckovisa samlingarna. Åsnekyrkans verksamhet handlade mest om pyssel, och ibland for barnen på miniorläger där de t.ex. kunde träna in en kristen pjäs som de sedan uppförde för föräldrarna. Kyrkan är faktiskt det enda sättet för oss föräldrar i kulturhuvudstaden Umeå att få in sina teatersugna barn i en dramagrupp. De 2-3 andra teatergrupperna för barn i Umeå är alltid fulltecknade. Det finns inte en chans att få in sitt barn där, även om man ställer barnet i kö redan vid födseln.

Enligt Tegby kommer Kyrkhörnan på Sjöfruskolan att ha en mer omfattande och riktad verksamhet. Barnen hamnar i grupper och samlingar, som leds av församlingens anställda och som församlingen inbjuder till ungefär på samma sätt som andra organisationer, genom brev till hemmen, affischer och annonser. Dessutom kommer de att ha regelbundna föräldraträffar. Den öppna förskola som kommer att hållas i Kyrkhörnan riktar sig till föräldrar som väljer att komma dit med sina barn som inte går i skolan. Kyrkoherden Lisa Tegby skriver också att ett mål är att få dela med sig av den kristna tron, men inte i smyg eller genom någon slags infiltration.

Religion i klassrummet eller inte?

Tegby skriver också att kyrkan kan medverka i lektioner och på temadagar på skolans och läroplanens villkor. Det kommer också att hända att skolan och kyrkan, ibland även tillsammans med t.ex. idrottsföreningar, samarbetar för att förmedla vårt samhälles värdegrund –  demokrati, rättvisa och jämlikhet till eleverna. Det har lett fram till sådant som Storsjung på FN-dagen som ibland har hållits i kyrkan.

Efter sin insändare i VK var det inte företrädare för andra religioner som skrev arga svarsinsändare, utan människor som var fientliga till religion i allmänhet. Lisa Tegby konstaterar i sin andra insändare i VK att det

”hos en del människor i vårt samhälle en märklig ängslan för mötet med religiös tro. Den har säkert många olika orsaker. Har man mött auktoritär och dogmatisk tro kan det vara ett skäl. Bristande kunskap om tro kan vara ett annat. En iver att dela med sig av sin ateistiska övertygelse kan vara ytterligare ett. Ibland leder religionsrädslan till att alla religiösa människor stoppas in samma fack; ­ alla muslimer är terroristsympatisörer och alla kristna är intoleranta. Det är djupt osakligt.”

Som det är nu är det väldigt politisk korrekt att vara fientligt inställd till Gud samtidigt som man inte tror på Gud. Detta går naturligtvis inte ihop rent logiskt, men man hör det ofta i diskussioner mellan berusade människor. Ateistisk propaganda till människor som äntligen vågat bryta sig loss från en skadlig religiös sekt är inte något bra. Oftast finns ett andligt behov kvar hos den som befriat sig eller befriats från sekten. Jag lämnar i regel rummet när sällskapet talar illa om Gud, precis som om någonting som mänskligheten har ställt till med skulle vara Guds fel. Det är aldrig Guds fel, även om misstag, brott och ohyggligheter begås i Guds namn.

Guds kärlek når dig inte om du inte vill

Gud är ett oförståeligt väsen, inte knutet till oss i tid; evig, men inte räknat i miljarder år utan som ett väsen helt utanför tiden. Gud är framför allt skapare och har aldrig någonsin varit en förstörare. Gud är universums skapare men befinner sig utanför rummets dimensioner; uppkomsten av galaxer, solar, planeter och liv följer inte en ursprunglig plan, utan skapandet pågår överallt hela tiden. Gud blickar ned över alla faser i utvecklingen på en och samma gång, Gud vet hur det ska gå för mänskligheten och därför älskar Gud oss.

O, Människa! Dold i Mitt uråldriga varande och i Mitt väsens urgamla tidlöshet var Jag medveten om Min kärlek till dig – därför skapade Jag dig, inpräglade Min avbild på dig och uppenbarade för dig Min skönhet.

Ovanstående skrevs av bahá’í-trons grundare Bahá’u’lláh år 1858 i en skrift där Gud anses tala direkt till mänskligheten genom författarens penna. För mig är det ett mycket viktigt citat. Det säger nämligen att Gud älskade oss människor redan innan vi skapades. Och strax därefter står det i denna skrift, som heter Förborgade Ord, följande:

Älska Mig, så att Jag må älska dig. Om du ej älskar Mig, kan Min kärlek på intet sätt nå dig. Vet detta, o, tjänare.

Detta citat är inte svårtolkat. Gud älskar dig hela tiden, utan avbrott. Men för att känna denna kärlek omfamna dig måste du i din tur älska Gud. Detta kanske är en andlig naturlag. Gud älskar inte stenar eller guldsmycken eftersom stenar och guldsmycken inte kan älska. Gud. Men det kan människan.

Som bahá’í-troende blir man (än så länge) inte påhoppad av religionsmotståndarna, vilka skäl de än har. Jag är osäker på hur stor andel av svenska folket som ens har hört ordet ”bahá’í”. Och av dem som hört ordet, vad vet de mer än alla konstiga apostrofer? Jag brukar i regel gissa på en lägre procentsats än mina troskamrater. De som möter oss tycker förmodligen att vi inte verkar så religiösa när vi varken har präster eller gudstjänster. Vi framstår som en organisation snarare än religion, en organisation som gärna samarbetar med FN och dess olika organisationer samt med en rad andra gränsöverskridande och respekterade organisation. Men vi är religiösa, lita på det. Teologer och statsvetare brukar kalla bahá’í för FN:s religion, men det är bara bildligt talat. I verkligheten består FN av delegater som bekänner sig till snart sagt alla religioner på jorden.  Att lyckas ena dessa, att lyckas ena alla de folk de representerar, att avskaffa vetorätten i FN:s säkerhetsutskott så att detta organ kan vara ”upprätthållande av internationell fred och säkerhet” som det står i FN-stagans femte kapitel – det är bahá’í. Men vi ber varje dag också.

Nu har det faan gått för långt! Hoppas inte detta påhitt kommer hit till Sverige. Föräldrar måste starkt ta avstånd från denna våldtäkt! Har målsman ingen bestämmanderätt över sina barn längre? Är det pappa statens roll att agera förmyndare över våra barn i kriser de själva fabricerat fram?

Edmund White skriver följande i City Boy (s. 21):

I did nothing often. As though I knew how compulsive I could be, I was almost afraid of developing habits.

Så tänker jag när det gäller dataspel (och kanske kaffedrickande). Jag har aldrig vågat prova.

und dreckige Spiel wie vor rund 2 Jahren. Kaum ist die Polizei richtig im Spiel und schaut sich das Treiben mal genauer an, verschwinden, wie durch Zufall und von Zauberhand, die Internetseiten mit den Schauermärchen über mich. Vorerst mal eine.

Und Paul Keller und seine Kumpane stellen Sich dann wieder hin und lügen das Sich die Balken biegen: Nein, nein WIR haben damit nichts zu tun WIR doch nicht.

Und findet haufenweise Dumme die es glauben. Nix Neues… .  Wenn das Aristoteles wüsste

Have fun

und die von mir vermutete Wahrheit ist nicht mehr , von niemanden, zu leugnen :

Der Sheriff von Storsund namens Anders Nyberg, seine Tocher und der angeheiratete Schwiegersohn namens Therese- und Linus Sandberg  sowie die hier schon erwähnten Nationalsozialisten und der verurteilte Amokläufer und Alkoholiker Paul Keller arbeiten zusammen. ( Informationen über Paul Keller : eins, zwei, drei, vier,fünf, sechs, sieben, acht, neuen , sowie hier am Ende des Artikels ) und das was der skrupellose Tierquäler u.a. mit seinem Wahnsinn anrichtet !! )

Die Beweise und die ganze Story später hier. Und ich wundere mich über Mordversuche mit dem Auto an mir und meinen Hunden. Der allerletzte Abschaum Schwedens hat sich gesucht und gefunden und macht gemeinsame Sache. Fehlt nur noch Holger Fabritz und die Musher- Mafia. Dann ist die Sammlung komplett.

Das ganze gibt ein exzellentes Drehbuch für einen Thriller ab,  ist aber dennoch das Geschehen im wahren Leben. Von wegen ich bin Paranoid. Leider wie so oft stellt sich nach Monaten heraus das es genauso schlimm, hinterhältig und verlogenen ist wie ich mir gedacht habe.

Und nachher gibt es noch ein kleines nettes Video von den Hobbys dieser gestörten Personen aka Sheriff und und seine Kumpanen ( In diesem Falle der Vorsitzende des hiesigen Ortsvereines  namens S., der ja einschlägige Erfahrungen  im Ermorden von Tieren mitbringt, ist er doch der aktivste “Jäger” im Ort. ) : Gestern nämlich, nachdem die Schmerzen in meinem Bein wieder erträglich waren, haben wir zu ersten mal wieder trainiert. Und als Resultat standen der werte Sheriff mit seinem neuen Freund und Ihren Mordwaffen,  sprich Autos,   fast 90 Minuten mit laufenden Motor direkt vor der Haustür um uns aufzulauern. Keine 30 Meter entfernt. DAS ist die Realität… .

So das Video ist jetzt endlich hochgeladen :

Anders Nyberg, der Sheriff von Storsund, bei der “Arbeit” ( andere hat er nämlich nicht, der roten Mercedes im Hintergrund ) . Leider sind wir erst zu spät auf die Idee gekommen mal ein Video von diesem Gestörten  und seinen Mordkumpan zu machen. Deshalb sind auch nur die letzten 7 Minuten von rund 90 Minuten auf dem Video. Und als die Herrschaften merkten, dass sie gefilmt und fotografiert werden sind sie 10 Meter weiter weg vom Haus gefahren. Was aber immer noch nur rund 30 Meter entfernt von der Einfahrt ist.  Aber man muss sich wirklich die Gesamtsituation vergegenwärtigen: Schon mehrmals hat dieser Hundemörder versucht mich und die Hunde mit seinem roten Mercedes zu überfahren. Oder die Welpen hupend durch ganze Dorf gejagt als Sie einmal abgehauen waren. Beim letzten mal konnte ich eine Massaker an der Hunden nur verhindern indem ich diesem Idioten in den Weg sprang. Und folgt mir und Bonita seit nunmehr 10 Monaten auf Schritt und Tritt mit seinem Auto oder seinem 35 Tonnen schweren Schwerlasttraktor, sobald wir das Haus verlassen. Das ist wahrlich eine extrem unangenehme Situation, weil man ständig und bei jedem Schritt vor die Tür mit seinen Hunde, Angst davor haben muss, dass dieser Geisteskranke wieder versucht die Hunde zu überfahren, im Klartext sie zu töten. Realität in Storsund , Norrbotten, Schweden, im Jahre 2009.

Have fun



( Hinweis an den skrupellosen Alkoholiker und Amokläufer Paul Keller der hier ja fleißig mit liest: Du hast mich mit deinem Mordversuch nicht klein bekommen und wirst das auch jetzt nicht schaffen weder mit Hilfe deines skrupellosen, verlausten Dreckanwaltes noch mit Hilfe deines korrupten Polizistenfreundes, noch sonst wie. Solange du mir auch nur noch eine Öre schuldest wird hier nur über meine Leiche irgendwas gelöscht. U.a. die Tierarztrechnung über fast 40.000 SEK  für Robin bezahlst du. So oder so.    Damit du klar siehst. Ich habe noch mindestens 20 Jahre Zeit um die Rechnung auszugleichen. Bette zu Gott oder dem Teufel dem zu ja näher stehst das meinen Hunden nichts passiert… . Und nun darfst du wieder zur Polizei rennen und behaupten ich hätte dich bedroht du skrupelloses >zensiert<.  Du findest mit Sicherheit wieder eine Menge Leute die dir glauben das man mit Schrott auf Menschen schießen und dabei mit Absicht NICHT treffen kann… . )

Medens personer og virksomheder flokkes til Rødekinas (PRC) hovedstad Peking for at se den forbudte by og nyde et par feriedage på den anden side af jorden i en helt anden kultur, skal man ikke forglemme, at dét Kina man besøger, er en totalitær og kleptokratisk stat, hvor ét enkelt parti dikterer alt og tilmed endda (som The Economist berettede om for et par uger siden) har fået etableret en den-ene-tjeneste-er-den-anden-værd kultur, hvor lokale partibosser uforstyrret kan fratage andre mennesker deres jord og tilmed dræbe dem, uden at det har konsekvenser for dem selv.

Vil man se Kinas hovedstad bør man tage til Tai-pei (ROC); ikke Peking.

Her er i øvrigt en video af et mennesker der bliver slået ihjel af den kommunistiske stat:

aus den letzten Tagen:

Hier mal zur Dokumentation im schwedischen Original der Brief des Schweineadvokaten Mikael Stenman an den schwedischen Datenschutzbeauftragten um mir so die Blogbeiträge über den Amokläufer zu verbieten. Dieser Winkeladvokat, der  auch schon an den miesen Immobiliengeschäfte des Paul Keller Millionen verdient hat, diesen nach seinem Amoklauf verteidigt hat und nun das arme Opfer Paul Keller vor dem bösen, bösen Hary beschützen will:

Tenor des Ganzen verlogenen Schwachsinns: Der arme, arme Paul Keller will das ganze nur noch vergessen und ganz brav sein und der böse, schreckliche Internetschmierfink  Hary hindert ihn daran… .
(Das die es immer noch nicht gelernt haben, rund 10 Strafanzeigen, die letzte während des Prozesses gegen Keller, wurden sang- und klanglos eingestellt, und selbst wenn ich mal, was unwahrscheinlich ist, verlieren sollte, mein Blog wird nicht zensiert, komme was da wolle.)

Nun dazu sage ich nur Folgendes: Genau das, neu anfangen, wollte ich auch als ich nach Schweden kam. Aber der geldgeile Alkoholiker und Amokläufer Paul Keller und sein seelenverwandter Abschaum, nebst mit ihm befreundete Tierquäler und Neonazis, haben genau das mit ihren immer neuen Schmutz- und Lügenkampagnen verhindert (und machen mir bis heute das Leben schwer). Nur zur Erinnerung sei hier mal auf den Teil der Polizeiakten über Paul Keller verwiesen in denen die ursprünglichen Internetseiten dieses Amokläufers archiviert sind., sollte man mal lesen was er damals alles geschrieben hat ) Nun schmecke er seine eigene Medizin. Zudem frage ich mich: Wenn er sich immer noch so einen Schweineadvokat vom Feinsten leisten kann, der keinerlei Moral hat und für Geld alles macht, warum bezahlt er dann u.a. nicht das:

Was mal ein sündhaft teurer Hightech-Laptop für 15.000 Euro war, nun verziert mit feinstem Einschussloch, oder wenigstens die Tierarztkosten für Robin, der durch seine Schuld für sein ganzes Leben verkrüppelt wurde, nebst Anderem? (Wie so eine Dreckssau, die nachweislich Schusswaffen völlig skrupellos einsetzt, immer noch Hunde betreuen darf ist mir auch ein Rätsel.) Und als letzte heutige Bemerkung zum Thema: Die Wahrheit ist nicht immer das, was man Gerichtsfest beweisen kann.

Zu Erfreulicherem, denn trotz allem Ärger ist derlei Müll ja hier nicht unsere Hauptbeschäftigung:

Gestern Abend um 21.00 Uhr wie versprochen geliefert: Das neue Heu, diesmal erstklassige Qualität. Die Jungs bekommen also heute alle feine, neue Unterlagen.

Blick über die Trainingsstrecke gestern morgen.

Und dann ist endlich noch die neue Einfahrt fertig geworden; die dringend nötige Erweiterung der Freiläufe wird wohl endlich auch diese Woche fertig; Massak hat sich im hinteren Freilauf schon erstklassig eingelebt – tobt den ganzen Tag vorzugsweise mit Sue und Sugar in der Gegend rum, und nicht zuletzt haben wir endlich die Zelte aufgebaut und Bonita und ich werden demnächst die ersten Übernachtungen mit den Junghunden im Zelt üben, damit diese auch das kennen (und für die Schandmäuler: Wir schlafen schon seit Wochen als Vorbereitung für Biwaks im Schnee tageweise draußen bei den Hunden in den Freiläufen, denn nur so baut man ein wirklich enges Vertrauensverhältnis auf und, was auch nicht unwichtig ist, die Hunde lernen das Schlafsäcke und anderes Equipment eben ganz bleiben müssen und das Batterien ect. – hmmm, ja, leicht unverdaulich sind und wie sie sich alle gemeinsam um und auf einen zu legen haben damit man sich so ggfl. tagelang ohne feste Unterkunft warm halten kann, auch bei minus 40 Grad ). Bin mal gespannt wie viele Zelte wieder daran glauben müssen, bei den Älteren waren es glaube ich nur so fünf Stück, bis sie verstanden hatten, dass das feine Plastik nicht zum Zerfetzen gedacht ist, egal wie viel Spaß das macht.

Ansonsten geht alles seinen gewohnten Gang, wir haben derzeit wunderschöne Herbsttage mit viel Sonnenschein.

Have fun

AP går til valg på at alle skal med. De vil ha likhet for enhver pris: Alle skal gjennom den samme skolekvernen – ingen skal få velge et alternativ til det offentliges monopol. Sykehuskøene får bare vokse – så lengen ingen velger privat. Bestemor må ta til takke med det tilbudet hun får – kun offentlige hender er varme hender. Vi skal avskaffe fattigdom – vi skal avskaffe rikdom.  Alle skal med i den offentlige kvernen – ingen slipper unna.

Jeg ønsker ikke likhet for enhver pris. Jeg ønsker et samfunn basert på valgfrihet. Jeg ønsker et samfunn som respekterer at folk er forskjellige individer og har ulike prioriteringer. Folk bør ha rett til å velge mellom ulike offentlig finansierte tjenestetilbud, uavhengig av om eieren er privat eller offentlig. Det handler om å ha tillit til  at folk flest er bedre i stand til å ta de riktige valgene, enn politikerne. Jeg har den tilliten til folk, og derfor stemmer jeg Fremskrittspartiet.

Aftenposten og Åmås oppfordrer varslere til å stå frem, men knebler deretter de individer som (allerede hardt rammet)- helt alene, fortvilte, og uten støtte fra et helt batteri av kolleger, rådgivere og advokater, våger å fortelle sine historier. Dette, ved hjelp av sin eksklusive forvaltning av retten til plutselig å velge å stanse avsløringene hvis disse ikke passer inn i det medieskapte ”virkelighetsbildet” og når avisen finner det for godt etter egen målestokk. Begrunnelsene vil ikke være så alt for nøye utarbeidet.

For en ”fremragende rettssikkerhet” media i så fall garanterer oss!

Blir vi således rett og slett manipulert og brukt som offerlam for den viktige debatt som mediene ikke tør å ta? Blir vi med den største list lokket til å utlevere oss for deretter å bli kastet til ulvene uten sikkerhetsnett hvis media ikke skulle komme til å bifalle det vi varsler om – gjerne med enda en stigmatiserende merkelapp urettmessig festet til oss, men denne gangen synlig for all offentlighet?

Mennesker uten et stort kontaktnettverk og forbindelser, uten muligheter til å innhente adekvat hjelp fra rettsapparatet skal altså bare benyttes i den store samfunnsveven som ”Sitting Ducks”? ”Shark Bait”?

Er dette en strategi som vi ønsker oss og bifaller i en samfunnsstruktur som er i en bevisst rivende oppløsning der de ansvarlige bak forfallet ønsker kapitalens ukontrollerte krefter velkommen på bekostning av både moral, etikk og menneskeverd? I denne forbindelse fremhever jeg artikkelen;

Mot og feighet

[01.06.07] ”Hvem er feig og hvem er modig i den offentlige debatt? Hvem er konform, og hvem gir et verdifullt bidrag til demokrati og ytringsfrihet? Knut Olav Åmås synes å vite svaret”.

”(…) Åmås er opptatt av «varslere». Med medienes hjelp skal de avsløre lovbrudd, feil og uregelmessigheter på sine arbeidsplasser. Til det vil jeg si: Når redaktører oppfordrer folk til å sette sine karrierer på spill må de tilby mer enn rikelig med spalteplass for å virke troverdig. Troverdigheten kommer den dag redaktørene – som Åmås – selv har mot til å kritisere sine mediebedrifter og kollegers holdninger til det som skjer i samfunnet. I full offentlighet. Noblesse oblige. (Adelskap forplikter). Også i medieverdenen (…)”.

http://www.lmd.no/index.php?article=1888

Jeg fikk ikke ”rikelig med spalteplass” engang. Aftenpostens debattledelse stanset i stedet min artikkelserie om Nav, der jeg i flere måneder hadde arbeidet med å sette søkelys på hva som egentlig foregår bak etatens lukkede dører etter bachelor i Kultur- og samfunnsfag, ved og bruke egne opplevelser for å vise frem det skjulte maktmisbruket som der tar plass.

Sperringen skjedde et par tre døgn etter at serien plutselig hadde begynt å oppnå en enorm interesse med flere tusen treff i døgnet, samtidig som avisen utga sin egen ”legitime story” om vanskelighetene i Nav som utløste en voldsom leserstorm; ”Unnlatelse og forsinkelser av utbetalinger”!

Der satt jeg tilbake, totalbombet, og indirekte definert av debattledelsen som en person av tvilsom karakter som ikke hadde vett på å stanse mine avsløringer mens leken var god og som ”de godkjente meningsbærerne” derav så det som nødvendig å gjøre for meg, da de satte hengelås på hele debatten med påstand om at jeg ble mer og mer nærgående i beskrivelser av personer som ”ikke hadde muligheten til å forsvare seg”.

Dette argumentet falt på sin egen urimelighet, for det første siden jeg ikke hadde benyttet meg av andre fiktive initialer om personene involvert i maktmisbruket enn de jeg alltid hadde brukt. For det andre hadde jeg for lengst og skriftlig informert debattledelsen om at jeg satt inne med absolutte bevis for alt jeg skrev, og hadde bedt om møte vedrørende dette – fullstendig uten gehør.

Avisens ”forklaring” på hvorfor de plutselig valgte å stanse meg holdt slett ikke vann, da tilsvarene ikke inneholdt andre ”begrunnelser” rundt forhold i saken som langt tidligere i artikkelserien var passert nåløyet uten fremsatte advarsler overhodet, og uten at tråden ble stengt. Allikevel ble altså debatt/artikkelserien plutselig stanset til slutt uten at jeg noensinne hadde mottatt et eneste varsel fra Aftenposten først, om å begrense mine ytringer. Se ledelsens tilsvar om dette i innlegget;

Artikkelserien om Nav som Aftenposten stoppet.

http://sommer17.wordpress.com/2009/06/26/artikkelserien-om-nav-som-aftenposten-stoppet-2/

Samt i diskusjonen mellom debattledelsen og meg;

http://debatt.aftenposten.no/item.php?GroupID=60&ThreadID=243384

Hvis spørsmålene jeg reiser i serien/debatten skulle ha blitt kringkastet av ansatte/ansvarlige i media slik at budskapet derav ville ha blitt antatt som ”gyldig” i sin store rekkevidde i det offentlige rom, fremført av ”godkjente meningsbærere”, ville disse i så fall ha stått i fare for å miste jobbene sine?

-Ville de ha blitt svartelistet?

-Degradert?

-Hvem holder pisken?

-Åmås?

-Hvor er det skoen trykker?

-Hvem står ansvarlig for å misligholde ”Vær varsom- plakaten”?

-Ville avsløringene kunne avstedkommet en debatt som aldri før har fått lov til å se dagens lys, og eventuelt ha utløst et opprør der rettsløse mennesker kunne komme til å gå sammen om å stille krav om verdighet, rettssikkerhet og kvalitetssikring som myndighetene så ingenlunde har ønsker om å etterkomme allikevel da økonomisk prioritering ligger helt andre steder enn hos vanskeligstilte grupper?

Ville dette igjen ha stilt uvillige politikere til veggs og fremhevet såpass ubehagelige sannheter at enkelte maktposisjoner kunne oppleves som truet?

-Har de ansvarlige for ihjeltielse av alvorlig maktmisbruk som i det skjulte rammer titusenvis av rettsløs allmue i møter med offentlig ansatte noensinne blitt konfrontert med denne ettertrykkelige og bevisste kneblingen av fakta offentlig, i debatter, i media?

Jeg har ikke sett det!

En vassen avisartikkel, og et minutts (høyst overraskende) omtale på TV-nyhetene av NAV-gruppen som ble startet av Michelle Buffy Tornholm sommeren 2008 var med på å sette i gang en voldsom interesse for denne, og flere tusen mennesker meldte seg inn i løpet av kort tid. Der er vi nå – for oss selv, og nyhetsbildet har forlatt oss;

http://www.facebook.com/group.php?gid=24884305086&ref=mf

Debatten og nyhetssendingene om Nav, inneholdt primært belysning av penger som ikke ble utbetalt / i tide. Det er selvfølgelig en katastrofe i seg selv, noe som også medførte enorme negative konsekvenser for alle de som ble rammet.

Men – maktmisbruket, udugeligheten, vilkårligheten, og de rent ut kriminelle forholdene i etaten som stille og effektivt rammer uskyldige mennesker, har aldri blitt fremhevet. Den enorme ukulturen i etaten under inkompetent ledelse ble så vidt nevnt og holdt seg vel i live et par uker til ende, i form av Lone Hansens avsløringer om misfornøyde ansatte i Nav;

http://nrk.no/nyheter/1.6491072

- og der ble fremhevet ansatte som satt og gråt på kontorene sine i beste nyhetssendetid for at ”de hadde dårlig samvittighet for alt det de ikke rakk å gjøre, for alle søknader de ikke rakk å behandle”.

Allikevel– de Nav- rammedes historier (vitnesbyrdene om maktmisbruk som gjaldt alt annet enn forsinkede utbetalinger) ble aldri førstesideoppslag eller omtalt på nyhetene. Disse ble kun forvist til uttallige fortvilte svar i blogger og avisartikler, mens de gråtende Nav- ansatte tross alt hadde en jobb og gå til der de kunne heve sin lønn, betale sine regninger og ha status som arbeidstakere, samt opparbeide seg rettigheter og pensjon.

Med min viten om hvilke uhyrligheter denne etaten var i stand til å begå mot sine kunder/brukere under ”medierådgivernes” åpenbare parodiske uttalelser i pressen som fremstod som lysår fra noe som i det hele tatt kunne tolkes som tilnærmet fornuftig argumentasjon, hadde jeg ikke empati nok igjen til en gang å heve et øyebryn!

http://sommer17.wordpress.com/2009/08/18/nav-ingen-%C3%B8nsker-a-sta-fram-med-navn-grunnet-frykt-for-represalier-fra-ledelsen/

Utdrag fra Alexander Carnera

Forfatter og skribent for norske Le Monde diplomatique;

“(…) Dumheden er en eksistensmåde og den findes overalt. Vi møder den i denne tanke-for-markedet-logik der efterhånden gennemsyrer uddannelse de fleste steder i verden. I Danmark af forskningsministeren kaldet «fra tanke til faktura», kravet om genkendelige løsningsmodeller for forskning, publicering i mainstream-tidsskrift der i sidste ende kvæler forskningsmotivationen og den virkelige nysgerrighed.
Vi møder selvsagt dumheden også i den daglige vulgarisering og banalisering af demokratiet forvandlet til talkshows, konsumprogrammer og ligegyldige events.

“Dumheden er ikke værdiernes grundlag selv eller individerne der taler, men den relation i hvilken en bestemt eksistensmåde kommer op til overfladen. Den tale vi hører har intet selvstændigt udtryk. I den er vi adskilt fra livet. Den gennemsyrer alt hvad der bliver sagt og som Deleuze påpeger: «Alt bliver en vold på den passive grund. Alt fremstår som et angreb på den fordøjelige grund.» Alt hvad der ikke passer ind må ud, alt hvad der ikke kan konkurrere på samme tåbelige præmisser tilsidesættes, alt hvad der ser underligt ud, som er flosset, som taler med en ikke-genkendelig stemme blive ikke hørt (…)”.

http://www.lmd.no/?article=11927

Her følger en opplysende artikkel rundt det store “hvorfor” som jeg, og sikkert mange med meg blir sittende og undre seg over når aldeles horrible erfaringer fra “det skjulte Norge” som blir servert pressen på et sølvfat aldri blir brakt videre, men fullstendig tiet ihjel.

Det ser ut til at skremmende mange aktører – og her tenker jeg slett ikke bare kun på journalister – ikke evner å ta inn over seg de store positive ringvirkningene åpenhet rundt slike forhold vil kunne ha bidratt med i samfunnet på sikt.

Med ihjeltielsen følger kun en taus aksept av rått parti, og den gir indirekte et uttalt samtykke til at vilkårlige overgrep bare kan fortsette å eskalere blant de ledere og ansatte som derfor provideres en gylden anledning til riktig å boltre seg i sine personlige avvik som ligger lysår fra en klok, (faglig) forsvarlig og etterprøvbar yrkesutøvelse. Hvorfor vil ”noen” ha det slik? Hvorfor knebler de ansvarlige uttallige innsigelser mot denne galskapen og derav bidrar til å opprettholde det vrengebilde som speiles i det offentlige rom ved hjelp av nettopp mediehusenes ignoranse rundt dette?;

“(…) Dårlig journalistikk kan gå fri i PFU fordi den ikke har brutt mot Vær Varsom-plakaten. Mens glimrende journalistikk kan bli felt fordi den har brutt ett punkt.

– De feige og forsikte journalistene blir aldri felt, mens de pågående og dristige risikerer nettopp dette, sier Brurås (…)”.

“Mens mange aviser for 20-30 år siden følte seg forpliktet til å dekke visse saker, er samfunnsoppdraget nå tonet ned mens pressens rettigheter blir fremhevet sterkere enn før. Uttalelser som ”VG var i sin fulle rett til å…” går igjen i rundt halvparten av uttalelsene fra PFU, forteller Brurås.

Han tror vi i fremtiden vil få veldig differensierte medier, hvor det er de spesialiserte og smale som legger vekt på pressens samfunnsoppdrag. Med andre ord blir det stadig trange kår for dydsetikken i pressen (…)”.

http://www.forskning.no/artikler/2009/mai/219029

Så kritikken skal skjules til etter valget, og selv da – etter alt jeg har erfart med selvopplevd totalknebling i det offentlige rom – selv da, vil vi mest sannsynlig kun fortsette å bli overkjørt og hjernevasket av en medieskapt ”sannhet” som blir mer og mer påfallende, og som brautende vil overskygge alle de kritiske spørsmål som aldri får lov til å bli stilt.

En reform som ville ha krevd uttalt kløkt og kompetanse både på det menneskelige og økonomiske plan, bygges og gjennomføres nå på en grunnmur av utbredt ukultur som splitter og hersker og som ties fullstendig i hjel da denne skal gjennomføres for en hver pris, og det vil – for makttoppene, være totalt og revnende likegyldig hvor mange menneskeliv som skal raseres på veien mot målet.

Roten til ondet skal med alle midler tilsløres, pressen vil som vanlig meske seg med å utgi stadig nye forskerrapporter, arbeidstilsynet vil fortsette å granske ”enkelte utilbørlige forhold”, det vil fremdeles være ”stor uklarhet” rundt hvorfor så mange ikke mottar den hjelp de spør etter og behøver for å kunne komme seg ut i arbeid, det vil stadig bli flere fattige, og enorme summer på tåkelegging av de faktiske årsaker til elendigheten vil bli ødslet ut i et stort og endeløst hav på sponsing av tom retorikk fra talspersoner som tjener til livets opphold ved å spille med i noe som vil være en eneste stor farse som de rammede, kneblede og rettsløse for lengst har gjennomskuet, men som media panisk velger å hegne om.

Tittelen på dette evigvarende skuespillet vil mest sannsynlig være ”Utfordringer”, og en evig strøm av penger som kunne ha blitt anvendt på en forsvarlig og bærekraftig utvikling bygget på et solid fundament, vil fortsatt provideres de ”ansvarlige” for at Nav har enorme problemer med å komme seg på fote, og for å rette opp alle de mange ”glipp” som har tatt plass under etatens ledelse.

Ingen konsekvenser vil ramme de ansvarlige for absurditetene der de sitter trygt og mottar lønn i millionklassen for et stykke ”arbeid” som allerede har sendt, og vil sende titusener av mennesker ut i den ytterste elendighet. Politikere vil fortsette å hevde at de har tiltro til etatens villmannskjøring som de så politisk korrekt omtaler på et ganske annet vis;

“(…) Fra Stortingets side skal vi uansett være meget forsiktig med å gå inn med sterke føringer om hvordan NAV organiserer seg. Ledelse av NAV som organisasjon gjennomføres helt sikkert mer effektivt fra arbeids – og velferdsetatens sentrale ledelse enn fra Stortinget (…)”.

http://www.dagsavisen.no/meninger/article399960.ece

Etaten har altså full støtte blant politikerne i sine stadig eskalerende spinnville påfunn uten feste i vett og forstand, som i sin jublende vilkårlighet tvinger igjennom hårreisende og utenkelige krenkelser for deres kunder;

http://www.facebook.com/group.php?gid=137450381367&ref=nf

Vi må huske at forskere frarådet Nav- reformen på det sterkeste før marerittet startet, og de ansvarlige for å ikke ta dette til etterretning var så feige å sende ut sine talerør som indirekte fremsatte påstander om at forskerne løy, da skandalen var et faktum;

“Ble advart mot NAV-reformen”

http://www.nrk.no/nyheter/1.6472753

” Nav-reformen er fordømt umulig”

http://www.nrk.no/nyheter/1.6483476

- Men så lenge man tier om de virkelige årsakene bak Nav-floppen og politikere og andre meningsbærere velger å bruke positivt ladede uttrykk som de har gått på kurs for å lære seg med oljeglatte smil som komplimenterer en falsk optimisme mot ”løsninger” de aldri vil finne fordi fundamentet aldri ble lagt – så går det hele kanskje over av seg selv?

- Hva tror du?

- Ringen er sluttet…..

- Godt Valg!

Bedre kan det vanskelig sies;

Illusjonen av valg;

http://www.aftenposten.no/meninger/kronikker/article3265150.ece

Varslerne knebles;

“(…) Pasientene hennes fikk ikke dusje, ble ikke stelt som de skulle og fikk ikke i seg nok mat. Demente pasienter kan ikke nødvendigvis si ifra når de er sultne. De pårørende tør heller ikke si ifra, de frykter at det vil straffe seg.

For sykepleieren som slo alarm internt, gikk det ikke bra.

På “Karis” ende av bordet sitter fem andre kvinner. De har fem individuelle historier. Versene er forskjellige, men refrenget er det samme.De sa ifra om uheldige, usunne eller ulovlige forhold ved institusjoner i Oslo kommune.

- Og det straffet seg (…)”!

http://www.aftenposten.no/jobb/article1520824.ece

Ytringer som er brysomme, men nødvendige;

“(…) I helseforetakene og helsevesenet heter det at ytringsfrihet er en grunnleggende forutsetning for reelt demokrati – at det moderne Helse-Norge tillater meningsbrytning, at man gjennom meningsbrytning legger grunnlaget for veloverveide beslutninger.

Dette er festtaler. Leger, sykepleiere og andre helsearbeidere vet at virkeligheten ofte er en annen når selv ulovlige, irregulære eller kritikkverdige forhold blir forsøkt avdekket. Hvor vanskelig har det ikke vist seg å være å varsle om forhold som korrupsjon, kameraderi og annen ukultur?

Ytringsfriheten, og dermed adgangen til å avdekke kritikkverdige forhold, er egnet til å motvirke at slike forhold i det hele tatt forekommer, og til å begrense omfanget. Ikke desto mindre råder det mange steder i helsevesenet en ukultur som hindrer utøvelsen av ytringsfriheten

– varslerne knebles.

http://www.tidsskriftet.no/index.php?seks_id=1400393

– Tønne-saken kneblet mediene

Varsleren i Tore Tønne-saken, tidligere BA-HR-direktør Kari Breirem, mener at medienes ytringsfrihet har blitt kneblet etter hans død.

http://www.kampanje.com/medier/article110119.ece

Mistet jobben grunnet varsling om forhold i psykiatrien – og ble dømt i retten i tillegg;

“(…) Ikke useriøs bråkmaker. Romsdals budstikke skriver 3. juni 2009: Karl Yngvar Dale er ingen useriøs bråkmaker, slik Sunnmøre tingrett urettmessig har framstilt ham som, mener Dales advokat. Dale var mest opptatt av at hensynet til pasientene og sikkerheten til de ansatte da han 29. oktober 2007 erklærte unntakstilstand ved sikkerhetsenheten. Dale så at bemanningssituasjonen var så prekær at han ikke kunne garantere for de ansattes og pasientenes liv og helse (…)”.

http://janolaf.wordpress.com/2009/07/10/mistet-jobben-grunnet-varsling-om-forhold-i-psykiatrien-og-ble-doemt-i-retten-i-tillegg/

Vi må også huske;

MARIANNE BERGVALL, lærer i videregående, tapt sak mot Hordaland fylkeskommune.

SIGRUN TOPPE OLSEN, psykiatrisk sykepleier, tapt sak mot Helse Bergen.

JULIJA LANDE, leder av Varslerunionen, tidligere verneombud i skolen, tapt sak mot Oslo kommune.

“Konsekvensene av å varsle i Norge er så livsødeleggende at det må ropes et kraftig varsku”;

Varslere er i fare;

http://www.aftenposten.no/meninger/kronikker/article3222539.ece

Ingrid ble sparket og stemplet som paranoid

http://www.dagsavisen.no/innenriks/article370118.ece

“Ingrid Eng Lilleng varslet om vanskjøtsel av eldre på et sykehjem i Oslo. Hjelpepleieren ble sykmeldt, feilaktig stemplet som paranoid og oppsagt. Nå roper hun et varsku om behandlingen av varslere”

“(…) Lilleng opplevde at svake, eldre ble behandlet dårlig, og hennes utsagn ble støttet av Fylkeslegen i Oslo etter at han hadde et tilsyn ved sykehjemmet i 1993 og viste til sine undersøkelser.

Allikevel tapte hun alle runder i rettssystemet, og sitter igjen med en kjempegjeld.

Lilleng håper at hennes historie kan mobilisere krefter i samfunnet som sikrer bedre vern av dem som tør å si fra, og skriver at hun er skremt og undres over hvor rettferdigheten finnes;

“Farligst er imidlertid likegyldigheten. Hvis den vinner fram er vi alle hardt ute å kjøre (…)”.

Det er noe fullstendig ondt og søplete over at de som sier fra om vanskjøtsel av eldre som ikke våger eller klarer og stå frem og tale sin egen sak, skal knekkes med alle midler – først av “hjelpeapparatet” og senere av rettssystemet.  Hva slags land er det vi lever i?

Enkelte ganger får maktmennesker med særdeles slette egenskaper som fortjent. Det er denne saken om en skandale av dimensjoner et strålende eksempel på. Personen som klarte og avstedkomme dette var dog ingen “hvemsomhelst”. Hun var Jurist med en lang og imponerende merittliste. Allikevel opplevde hun lenge å bli tiet ihjel i sine avsløringer, lik som den jevne allmue gjerne blir;

“Cheferne overhørte hendes advarsler”

http://stiften.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20090125/AAS/998753574/0/STIFTEN

“Jurist Bente Adolphsen var advaret, men tog chancen med en ansættelse hos Århus Kommunes socialforvaltning. Hun fik dog nok af chefernes vilkårlige afgørelser og ulovlige handlinger. Mød juristen, der fældede en socialchef, og som har rystet Århus Kommune (…)”.

“Nogle nætter vågnede hun badet i sved og bekymringer. Da tingene spidsede til, og cheferne i socialforvaltningen i Århus konsekvent undgik hende og overhørte hendes advarsler om, at de var i gang med at træffe usaglige og ulovlige beslutninger om børns anbringelser, var jurist Bente Adolphsen dybt rystet (…)”.

Bente Adolphsen bed sig fast i den saglige linie, men føler sig mobbet ud af blandt andet socialchef Leif Gjørtz Christensen, der er uddannet psykolog.

Hun endte med at få ret i sin kritik af ulovligheder, da borgmesterens afdeling med juridisk bistand udefra undersøgte socialforvaltningen. Det kostede socialchefen jobbet og udløste skarp kritik af forvaltningen for at have handlet i strid med serviceloven. Men sagen er ikke slut. Forude venter en undersøgelse om det tjenestelige ansvar i sagen og mulige sanktioner over for de ansvarlige (…)”.

“Bente Adolphsen, 58 år, er ikke hvem som helst. Hun har som jurist gennem 20 år specialiseret sig dybt i juraen i forhold til børn og familier som ansat hos bl.a. Århus Amt, statsamtet og som underviser på Den Sociale Højskole. Hun underviser og holder foredrag for politikere, kommunalt ansatte, politi, psykologer og læger over hele landet og er en af landets førende eksperter på sit felt. Derfor var det tilsyneladende også et scoop for Århus Kommunes socialforvaltning, da man ansatte Bente Adolphsen i sommeren 2006 som juridisk rådgiver (…)”.

Hun stillede en betingelse om, (da hun tiltrådte stillingen) at hun som en ufravigelig nødvendighed kunne udtale sig om lov og lovfortolkning både internt og eksternt. Og hun kritiserede til samtalen kommunen for at være lidt for selvkritisk og håbede, at hun som jurist i afdelingen kunne åbne for en bredere horisont.

“Så havde de hørt mig, og vidste, hvad de fik”

“De ville have hende”.

“Halvandet år efter – 1. november 2007 – indgav hun sin opsigelse og fratrådte en måned senere. Tom indeni, dybt rystet og desillusioneret over mødet med en ledelse i socialforvaltningen, der i så udpræget grad ikke alene overhørte og afviste hendes juridiske vurderinger og i stigende grad helt undgik hende. Men som også traf vilkårlige og ulovlige beslutninger og forskelsbehandlede borgere, selv om de blev advaret (…)”.

“Ingen dialog”

“Hun fik bare ingen svar på sine mails”.

“Der var ingen dialog. Jeg anede ikke, om cheferne havde modtaget mine mails eller taget stilling til dem (…)”.

Når hun konfronterede cheferne ansigt til ansigt med, at de var ved at træffe usaglige og ulovlige beslutninger, fik hun ikke noget svar (…)”.

“Da hun sagde op for at vende tilbage som lærer på socialrådgiveruddannelsen, kunne hun nemt opfange lettelsen hos ledelsen. Og da jurist-jobbet blev genopslået var det under en overskrift, der signalerede, at det var andet end faglighed, man især eftersøgte i stillingen. Der stod: “Tålmodig jurist søges” (…)”.

Bente Adolphsen aner ikke, om socialchefen fik ordrer ovenfra til at gennemføre de ulovlige beslutninger – fra en direktør eller det politiske system.

“Jeg har sagt flere gange både til Leif Gjørtz og souschefen, at hvis de fik ulovlige ordrer ovenfra, havde de pligt til at sige fra og lade være med at adlyde dem. Men jeg fik aldrig et svar”.

“Hendes vurdering er, at Leif Gjørtz var så skråsikker på sine egne beslutninger, at han gennemførte dem mod bedre vidende og så stort på lovgivningen (…)”.

»Det var ikke særligt sjovt at have knoklet så meget, og så føle sig tvunget til at gå. Det virker uretfærdigt, at jeg selv måtte sige op, mens Leif Gjørtz Christensen får et gyldent håndtryk. Og det undrer mig dybt, at en mand, der dokumenteret har begået lovovertrædelser, kan få et års aftrædelsesløn og derefter pension på over 200.000 kroner resten af livet. Hvorfor har kommunen ikke meldt ham til politiet for at få en undersøgelse? Var det for at undgå en skandale? Den kan vel næppe blive større.«

“Ingen tak”
“Bente Adolphsen blev mobbet ud af jobbet, men har ikke modtaget nogen form for erstatning endsige anerkendelse af Århus Kommune efter at have bragt den dybt problematiske og ulovlige sagsbehandling frem i lyset.

Alligevel er historien om hendes personlige mod og faglige integritet nået langt omkring. Hun har modtaget mange mails og breve fra medarbejdere, kolleger og andre som støtter og opmuntrer. Senest er hun blevet optaget i en »Who’s Who«-bog og et forlag i Cambridge, der udgiver bibliografier vil op­tage Bente Adolphsen i en bog om det 21. århundredes »outstanding ­intellectuals (…)”.

Knut Olav Åmås

“Å elske kritikk”;

“(…) I stedet for å hylle dissenterne og de modige varslerne, valgte Bondevik-regjeringen og moderniseringsminister Morten A. Meyer å kjøre hardt på lojalitetsbegrepet – varsling er bare legitimt hvis varsleren sier fra «på en lojal måte».

Arbeids- og inkluderingsdepartementet har nå det nye forslaget til varslerparagraf ute på høring, fristen går ut 23. mars. Stoltenberg-regjeringens paragraf om varsling er mer omfattende enn den forrige, med innholdet er stort sett identisk:

En arbeidstaker har rett til å ytre seg om politiske og faglige spørsmål, men ytringen skal ikke skape unødig risiko for skade på arbeidsgiverens saklige og tungtveiende interesser, heter det i forslaget, alt ifølge Norsk Telegrambyrå.

Fortsatt er regjeringens holdning til varsling altfor defensiv. Varsling behandles fremdeles som en sak det først og fremst gjelder å sette grenser for.

Dette er en betenkelig innstilling til hva lojalitet er. For det eneste «lojale» når en borger oppdager kritikkverdige forhold, er å varsle. Dessverre viser all erfaring at det koster å si fra – arbeidstakere mister ofte både karriere og helse.

Jeg tror det vil komme for dagen flere sterke varslersaker både i vår og i høst, i bøker og aviser.

På et like alvorlig, men mindre dramatisk, nivå, handler hele varslerdiskusjonen om å legge til rette for at ansatte og fagfolk innen helse- og sosialsektoren spesielt, offentlig forvaltning generelt og dessuten i det private næringsliv, får bruke sine kunnskaper i det offentlige rom, og ikke knebles av misforståtte og feige hensyn til strukturene og systemene de inngår i og får sin lønn fra.

Men borgeres ytringsfrihet problematiseres og hindres hver eneste dag på en bedrøvelig lang rekke arbeidsplasser og i de mest avanserte miljøer. Universitetene er ikke noe positivt unntak i så måte.

Nye, profesjonaliserte styringsstrukturer og delprivatisering av offentlige virksomheter medvirker faktisk i tiltakende grad til å begrense enkeltmenneskers frihet (…)”.

Les også;

“Er det på tide å skifte ut enkelte ansatte i Arbeidstilsynet”?

http://sommer17.wordpress.com/2009/08/18/er-det-pa-tide-a-skifte-ut-enkelte-ansatte-i-arbeidstilsynet/

Og;

Direktørene i NAV var de siste som ønsket å hjelpe, da det var de som sto bak maktmisbruket.

http://sommer17.wordpress.com/2009/08/26/direkt%C3%B8rene-i-nav-var-de-siste-som-%C3%B8nsket-a-hjelpe-da-det-var-de-som-frontet-maktmisbruket/

By Stefan Back, Imyalia Camp

ti den 8 september 2009,  07:14

———————————————

När vi hade vänstertrafik i Sverige fram till 1967 och körde vänsterstyrda bilar befann sig föraren bara någon meter från trottoaren i en stad. Många var lyckliga över det. Nostalgiker har berättat hur det bara var att sakta in och veva ner rutan om de ville tala med någon. Eller om man såg en tjej man gillade. År 1967 bytte vi till högertrafik. Sedan byggdes gågator genom alla centrum. Och dessutom har antalet bilar fördubblats flera gånger om. Så att veva ner rutan och stanna för att prata med någon är bara att glömma.

Morgontidningarna här i Sverige gör en stor nyhet av att stillahavsön Samoa går över från höger- till vänstertrafik. Men det är inte så konstigt med tanke på att det är Nya Zeeland och Australien som försörjer de flesta av örikena i Stilla Havet. Dessutom har samoaner liksom en massa andra öfolk i Stilla Havet en stor andel av sin befolkning i just Nya Zeeland och Australien. Där jobbar de och skickar hem pengarna till Samoa, Nauru, Fiji och en massa andra öar. Och i Australien och Nya Zeeland, som aldrig släppt bandet till Storbritannien, har man vänstertrafik och därmed högerstyrda bilar. De flesta av de 20.000 bilarna på Samoa är högerstyrda, och de har köpts in från Australien och Nya Zeeland. Så omläggningen till vänstertrafik var bara praktisk. Utom för landet busstrafikbolag, som inte hunnit eller haft råd att bygga om bussarna så att dörrarna sitter på rätt sida.

Samoas i maj 2007 avlidne konung, Malietoa Tanumafili II, var förresten bahá’í-troende.

Så Storbritannien har sina trådar ute över sitt samvälde. De anger dessutom tonen för alla män i världen som har en viss typ av jobb. Någon gång på 1800-talet kom kostymen och slipsen. Ordet slips kom under 1800-talet och det engelska slip betyder remsa.  I grunden är slipsen I en rosett att hålla ihop kragöppningen i skjortan med. Idag är det knappast ett plagg som behövs, men slipsen behåller sitt järngrepp om männen ändå. För dem som svettas mycket är slipsen ett helvete om man har ett jobb där man är i rörelse och där det är varmt.

Kvinnor har genom historien tagit efter männens plagg. Kvinnor i karriären har dessutom fått allt mer mansliknande plagg. Det är någorlunda snyggt på längre och smala kvinnor. Men kvinnor som lagt på sig lite fett och som inte är så många ser ut som pingviner i dessa kavajkostymer för kvinnor. Pingviner.

Jag har varit avundsjuk på män (och kvinnor!) från länder, oftast i Afrika, som inte behöver bära kostym med slips när de ska vara finklädda eller klädda som en företagare, försäljare eller chef.  I FN-byggnaden finns det massor av tips för mode- och klädskapare som vill utrota slipstvånget.

Jag börjar smått trevande med att presentera mig lite snabbt (antagligen bara jag som läser det här, så hej på mig) Mitt liv har varit 20 långa år. Man kanske kan säga att livet slutade lite grann när jag vid 11-års åldern upptäckte porren. Att någonting kan vara så lockande och farligt på samma gång. I 9-år kollade jag på pornografi dagligen. Lärde mig namn på alla p-skådisar, både manliga och kvinnliga. Jag är kort sagt expert i ett ämne ingen vill medge att de vet något om. Denna expertis hade inte varit något problem ifall det inte vore att jag samtidigt utvecklade grov ocd. Det känns som att jag har “spermat” ner allt (jag föredrar själv att säga smutsa ner, fast då kallar jag sperma smuts, vilket kan vara fel) Och det mindre trevliga är väll att jag genom mitt missbruk av porr har smutsat ner mer än många normala människor. Det här lilla inlägget är egentligen allt man behöver veta om mig och mitt liv. Sperma äcklar mig och den finns överallt. Porr-missbruk är kul men fel (för mig i alla fall). Slut på första inlägget

Materialisten er et tverrfaglig tidsskrift for forskningsformidling, teoretisk debatt, fagkritikk og samfunnskritikk, og retter seg til alle som er intellektuelt nysgjerrige. Til de som ønsker å lære og forstå mer, som er opptatt av fag- og samfunnskritikk, av forskningens grunnlag og vilkår og  hvordan forskning kan bidra i kampen mot undertrykking og urettferdige samfunnsforhold.

http://www.materialisten.no/leder/leder-08-1.html

Kristin Hobson; Leder 1-08

Fra vugge til NAV

“Den 1. juli 2006 ble Arbeids- og velferdsetaten etablert. Arbeidskontorene blir slått sammen med trygdekontorene, og i samarbeid med sosialtjenesten i kommunene utgjør disse Arbeids- og velferdsforvaltningen, eller det som vi kjenner til som NAV.

Innen 2010 skal alle innbyggere i Norge ha tilgang til et NAV-kontor. Dette er en av de største forvaltningsreformene i nyere tid der tanken bak reformen er at «brukerne» skal slippe å vandre mellom de ulike etatene i ulike bygg med forskjellige saksbehandlere, og målet er å få flest mulig ut i det man kaller for «meningsfylt arbeid».

Det er faktisk en god idé, men en gedigen skute å snu, og underveis er det noen mennesker som bukker under og drukner. Det er de av brukerne som ikke er svømmedyktige og som man glemmer å kaste en redningsbøye til under snuoperasjonen (…)”.

Dersom en bruker ikke er «rehabilitert» og «attført» innen den tiden NAV mener bør være innenfor rimelighetens grenser, risikerer hun å bli omplassert til et annet yrke totalt utenfor interesse- og/eller kompetanseområde. Det er NAV som avgjør hva som er kompetanseområde og hva brukeren kan utføre av arbeid ut fra utdannelse og tidligere arbeidserfaring, selv om saksbehandleren ikke helt vet hva det innebærer.

Riset bak speilet er at hun kan miste rettigheter til økonomisk støtte eller bli uføretrygdet dersom hun sier nei til foreslåtte tiltak. Det kan synes som om det er NAV som har definisjonsmakten av hva «meningsfylt arbeid» er”.

Jeg tilføyer;

Det er toppledelsen som fremmer en slik ukultur i etaten, og som en rekke medarbeidere i Nav med vitende og vilje og med militær presisjon så villig utøver. Flere Nav- rammede har kontinuerlig blitt tvunget ut i ørkes- og meningsløse “tiltak” som både er fornedrende og motivasjonsdrepende, og det for knappenåler og glansbilder.

Dette er fullstendig uforenlig med “Aktørmodellen” som i sin tid ble utviklet ved Arbeidsrådgivningskontoret i Oslo ( del av Aetat );

“(…) Det sentrale i aktørmodellen er at en ved utarbeidelse av handlingsplan for attføring alltid skal ta utgangspunkt i vedkommendes egne ønsker og ideer.

Ideen er å gi personer informasjon som rettigheter, regelverk, rettigheter og plikter, slik at de kjenner til muligheter og begrensninger. Vedkommende skal på dette grunnlag selv lage et forslag til handlingsplan. Dersom forslaget må justeres for å bli godkjent, skal det allikevel alltid bygge på søkers egne forslag (…)”.

Aetat lokalt forsøker å dytte arbeidssøkere inn til utprøving på (Arbeidsmarkedsbedrifter – ABM) uten at de ønsker det selv. Dette er stikk i strid med det som skal være det faglige grunnlaget for attføringsarbeidet, nemlig aktørmodellen. I aktørmodellen skal ethvert tiltak bygge på søkers egne ønsker.

Det er kun når søker ikke vet hva han/hun ønsker eller klarer at det er aktuelt med slike avklaringstiltak. Imidlertid vet jeg at det finnes saksbehandlerer som for å slippe å begrunne et avslag, vil tvinge ressurssterke mennesker i det som for dem ofte vil føles som en fornedrelse, inn i en slik bedrift. De regner med at søker da vil si fra seg hele attføringen, fremfor å nedverdiges og ydmykes, og dermed har de oppnådd det de ønsker (…)”.

http://debatt.aftenposten.no/item.php?GroupID=60&ThreadID=151613

Svært mange har blitt oppmerksomme på hva det i realiteten er som foregår selv om Nav har maskert flere absurde forhold godt under sine bedragerske “Overordnede føringer og prinsipper” som deres kunder i TEORIEN på papiret har blitt lovet, ved i kullissene å kneble sine kunder og / eller kvitte seg med de mest brysomme som våger å stille spørsmål ved Navs uetiske metoder eller som fremmer sine rettmessige krav i henhold til etatens egne forskrifter, på uttallige kreative og ulovlige måter.

Dette er hva kunder av Nav EGENTLIG har hatt krav på å kunne forvente seg av service i etatens totale omstillingsperiode frem til år 2010;

”Kompetanse i NAV-kontoret”

http://www.shdir.no/vp/multimedia/archive/00023/Kompetanse_i_NAV-kon_23659a.pdf

Datert 20.12.2007
revidert etter drøfting med Arbeids- og velferdsforvaltningens hovedorganisasjoner (…)”.

”Kompetanse i NAV-kontoret” er et rammeverk med overordnede prinsipper og føringer som dekker både den statlige og kommunale delen av NAV-kontor. Dokumentet er utarbeidet som et samarbeid mellom Sosial- og helsedirektoratet (SHdir), KS (Kommunenes Sentralforbund), og Arbeids- og velferdsdirektoratet (AID) og er drøftet med medbestemmelsesapparatet (…)”
Dokumentet har status som et styringsdokument/rammeverk og er forpliktende for samarbeidet mellom Arbeids- og velferdsdirektoratet, Shdir og KS (…)”.

”Dokumentet avgrenser seg til å gjelde kompetanse på NAV-kontor FREM TIL 2010 og gir overordnede prinsipper og føringer for utvikling av kompetanse i forvaltningen (…)”.

Og;

”Strategi for oppfølging av brukere i NAV, utformet av Arbeids- og velferdsdirektoratet og Sosial- og helsedirektoratet”;

http://www.shdir.no/vp/multimedia/archive/00029/Strategi_for_oppf_lg_29649a.doc

”(…) All samhandling mellom bruker og NAV som har til formål å understøtte framdriften i den enkeltes prosess mot et mål.

Brukeren presenterer sitt behov og sine forventninger, for at NAV skal kunne iverksette de riktige tjenestene. Gjennom en dialog som fremmer respekt, medvirkning og innflytelse skal bestillingen utformes (…)”!

I realiteten og ”bak lukkede dører”, bedrives det et samkjørt og utstrakt maktmisbruk overfor flere av Navs kunder som bryter med Navs alle prinsipper, retningslinjer og overordnede føringer.

Det bør i dag være på sin plass å ytre at disse føringene kun har blitt stående som falske forsikringer overfor kunder av etaten, og det vil ikke være en dag for tidlig å kreve at styresmaktene nå bør slå hardt ned på det store sviket som i stedet for, og i realiteten har tatt – og tar plass i en rivende utvikling – og til det fullstendig utenkelige, for kunder av Nav.

Navs kunder er rettsløse, og ingen kvalitessikringer er utformet som sørger for at brukerens rettigheter blir ivaretatt overfor denne farlige parodien av en “Arbeidsforvaltning”!

Man kan vel bare spekulere i akkurat HVOR mange det er som til sammen har blitt umyndiggjort gjennom Navs krav til å underkaste seg meningsløse påbud som etter lovverket uomtvistelig vil kunne defineres som tvang, men som udugelighetene i forvaltningen uanfektet velger og presenterer for sine “kunder” som “tilbud” der de ved styresmaktenes fravær av inngripen har blitt providert ubegrenset tilgang på utøvelse av total vilkårlighet i det ene spinngale amatørmessige innfall og påfunn etter hverandre, og som – utført av omtrent hvilket som helst annet personell enn hos Nav – ville ha medført både bøter, alvorlig påtale og fengselsstraffer i svært mange tilfeller.

I tilknytning til dette, fremhever jeg FNs Menneskerettighetserklæring av 1948 art. 12;

”Ingen må utsettes for vilkårlig innblanding i privatliv, familie. hjem og korrespondanse, eller for angrep på ære og anseelse. Enhver har rett til lovens beskyttelse mot slik innblanding eller slike angrep.

Art. 29; 1) Enhver har plikter overfor samfunnet som alene gjør den frie og fulle utvikling av hans personlighet mulig.

2) Under utøvelsen av sine rettigheter og friheter, skal enhver bare være undergitt slike begrensninger som er fastsatt i lov utelukkende med det formål å sikre den nødvendige anerkjennelse av og respekt for andres rettigheter og friheter, og de krav som moralen, den offentlige orden og den alminnelige velferd i et demokratisk samfunn med rette stiller.

3) Disse rettigheter og friheter, må ikke i noe tilfelle utøves i strid med De Forente Nasjoners formål og prinsipper.

Art. 30; Intet i denne erklæring skal tolkes slik at det gir noen stat, gruppe eller person rett til å ta del i noen virksomhet eller foreta noen handling som tar sikte på å ødelegge noen av de rettigheter og friheter som er nevnt i Erklæringen”.

Men NAV står selvsagt langt hevet over slike trivialiteter.

“Justice1” kom med oppsiktsvekkende avsløringer så langt tilbake som den tiden da han var ansatt i AETAT, og her vises det med all tydelighet at etaten i “ny drakt” – Nav – slett ikke har kvittet seg med sin inngrodde ukultur og menneskefiendtlige aktører. Det ser heller ut til at de har rendyrket “essene” som i sin tid svingte piskene på toppen, tatt dem med på lasset og fremmet et nytt og mer “virkningsfullt” totalitærvelde. Denne gang med ubegrenset tilgang på kapital, og et påtrengende synlig fravær av adekvat kritisk presseomtale og granskning av grove misligheter som tar plass overfor flere av Navs kunder;

”Møte med A-etat”

http://debatt.aftenposten.no/item.php?GroupID=60&ThreadID=151613

Og

”AVVIKLINGEN AV AETAT”

http://debatt.aftenposten.no/item.php?GroupID=60&ThreadID=151620

Her følger kronikken som støtter opp om ”Justice1”s sjokkerende informasjon;

“En helvetes jobb”

http://www.dn.no/arkiv/article33978.ece

Leder;

“I forbindelse med disse vurderingene har det hendt at NAV har insistert overfor medisinsk personell at de skal utlevere en fullstendig og uredigert journal, med andre ord hele pasientens journal med sensitive opplysninger og utredninger som er gitt legen i fortrolighet og som ikke har noe som helst med situasjonen i forhold til arbeidsliv og arbeidsevne. Enkelte leger har opplevd at NAV-ansatte har troppet opp på legekontoret for å hente den uredigerte journalen. Dette er for at NAV skal vurdere uførhetsgrad og eventuelt sjekke diagnoser, om pasienten jobber aktivt for å bli frisk eller er villig til å prøve ut om de er i stand til å arbeide. Legens medisinske kompetanse i forhold til å vurdere hvorvidt brukeren er i stand til å arbeide eller hvor lang tid en rehabiliteringsprosess muligens vil foregå, er kun rådgivende.

Det er NAV-ansatte som bestemmer uførhetsgrad og om man er midlertidig eller varig ufør, uten å inneha denne medisinske kompetansen og uten å vite noe om rehabiliteringstid når det gjelder ulike sykdommer eller skader. Det er vel egentlig unødvendig å nevne at både legeforeningen og den enkelte lege reagerer sterkt på dette av hensyn til taushetsplikten og personvern for den enkelte pasient.

Hensikten med reformen er som nevnt at brukeren skal slippe å forholde seg til flere saksbehandlere og etater. Likevel skilles det mellom NAV Arbeid og NAV Trygd. Brukerne opplever fortsatt å være kasteball innenfor én og samme etat.

NAV Arbeid har ansvar for å følge opp under sykemeldingsperioden, under rehabilitering og attføring. Dersom denne prosessen overskrider en viss tid, uavhengig av sykdom/skade og utsiktene til å bli bedre på sikt, er det fait accompli. Enten ut-i-arbeid selv om jobben ikke er «meningsfylt» for brukeren eller står i forhold til arbeidsevne eller kompetanse, eller over til midlertidig eller varig uførhet, som NAV Trygd og ny saksbehandler har ansvar for (…)”.

Jeg tilføyer;

Vedrørende taushetsplikten og Navs stadig eskalerende tilrettetaking – stadig med fravær av etikk, fornuftig skjønn og Styremakters inngripen, opprettet jeg en gruppe på Facebook for å samle underskrifter mot etatens nye overgrep;

”Ufaglærte NAV-ansatte skal IKKE lese våre pasientjournaler”!

http://www.facebook.com/profile.php?id=561176215#/group.php?gid=137450381367&ref=mf

”I all hemmelighet kan NAV lese din fortrolige pasientjournal”.

http://www.abcnyheter.no/node/93258

”NAV- ledelsen har på dette tidspunkt uomtvistelig overtrådt alle etiske og forsvarlige grenser, og tatt seg til rette langt mer enn det som kan tolereres. Dette er fullstendig uakseptabelt!

Nå må vi kreve at ansvarlige makttopper og politikere reverserer en uvettig og vilkårlig inngripen som ikke hører noen steder hjemme.

Konsekvensene av denne hodeløse overstyringen, vil blant annet være at pasienter ikke våger å gi legen alle opplysninger, og det kan bli opprettet skyggejournaler. Det er langt mer skummelt enn et litt svekket kontrollapparat, som Helse- og sosialombud i Oslo, Petter Holm så treffende understreker.

Dette må vi protestere mot (…)”.

DIN UNDERSKRIFT FOR Å PROTESTERE PÅ DETTE, KAN SETTES HER;

http://www.underskrift.no/vis.asp?kampanje=2240

Tusen takk! :O)

Totalt sett, bryter Nav med flere av lovnadene i Soria Moria – erklæringen. Jeg har merket meg spesielt Kapittel 11: Fornyelse og utvikling av offentlig sektor;

“Regjeringen ønsker en sterk og effektiv offentlig sektor som gir innbyggerne gode tjenester, valgfrihet og medbestemmelse. Offentlig sektor skal være i stand til å ivareta hensynet til kvalitet, tilgjengelighet, rettferdighet og økonomisk effektivitet.

Innbyggerne har (MERK);  krav på gode tjenester, valgfrihet og medbestemmelse. Fornyelse og utvikling av offentlig sektor berører mange politikkområder, og mange enkelttiltak og reformer vil derfor være omtalt i andre deler av dette dokumentet.

Enkeltmenneskets behov skal stå i sentrum både når det gjelder innholdet i, og organiseringen av, velferdstilbudene. Tjenestene skal så langt som mulig tilpasses den enkeltes behov. Gjennom hyppig og aktiv dialog med den enkelte skal offentlige myndigheter forsikre seg om at tilbudet som gis, samsvarer med de behov mottakeren har (…)”.

http://no.wikisource….

- Dette ville vel ha forutsatt at mennesker som ikke mottar det de har behov for og krav på sier fra, slik at de ansvarlige ble gjort oppmerksom på avviket og hadde muligheten til å handle på en konstruktiv måte. Men Nav avviser all kritikk så langt det lar seg gjøre. Flere rådgivere i etaten profilerer en uttalt stupiditet i hjerterå retorikk og graverende svada overfor mediene de få gangene de blir konfrontert med brukernes fortvilelse, og systemet er helt og holdent ugjennomtrengelig. Her frontes ikke bare illvilje, men regelrett dumskap ligger også som en tett tåke over store deler av forvaltningens ”utredning”.

Eksempel; ”Nektes uføretrygd”

http://www.lokalavisen.no/apps/pbcs.dll/article?AID=/20090604/NYHETER/674552608/1059

Navs ledelse har, med alle sine brudd på alt som kan minne om forsvarlighet, etikk, moral, rederlighet, samhandling, og med sine målrettede bevisste overtramp/overstyring av flere menneskerettigheter – til fulle bevist sin uegnethet i det å håndtere menneskelige relasjoner. En totalitær koloss troner over oss, og bekjemper et hvert tilløp til protester overfor sitt fullstendig utilnærmelige skrekkvelde, med fullstendig taushet og komplett arroganse som ingen intelligens kreves for å slippe unna med, og får således innholdet i Soria Moria – erklæringen til å fremstå som det ultimale hån overfor allmennheten (som kan leses her);

http://sommer17.wordpress.com/2009/06/28/det-st%C3%B8rste-eventyr-jeg-har-lest/

Ingen griper inn.

Leder;

“Dersom du er så heldig at du holder deg frisk, ikke blir langtidssykemeldt enten ved sykdom eller skade, ikke har jobbet deltid og har full opptjeningstid i forhold til pensjonspoeng, og i tillegg tilhører riktig årskull som vil kunne nyte godt av AFP-ordningen, da får du følge med NAV til graven uten noensinne å bære det stigmaet som følger med det å bli en bruker”.

Jeg påpeker;

Hvem står ansvarlig for denne raskt voksende fremmedgjøringen av menneskelige trygge og forutsigbare relasjoner, ivaretakelse og menneskeverd, kvalitet og omtanke, forsvarlighet og profesjonalitet?

Og;

Hvilke makttopper er det som til syvende og sist vil vise seg handlekraftige og intelligente nok til å reversere dette terrorveldet som er med på å skape særdeles usunne samfunnsstrukturer med menneskers økende behov for bistand fra ulike arenaer innenfor hjelpeapparatet?

Er det noen som evner å se sammenhenger?

Blir allmennheten noensinne innrømmet en omfattende kvalitetssikring på offentlige tjenester som så ofte blir forvaltet på vilkårlig vis?

- Eller er vi fortapt?

The End.

Følg min blogg med bloglovin

Bildet; “The Inquisition” av Francisco Goya.

Argumentene overfor slike ignorante skriblerier som avsløres i denne artikkelen, er så mange ganger tidligere grundig fremhevet i uttallige meningsbærende kronikker.

Allikevel er intellektet til en god rekke makttopper med definisjonsmakt ikke bare stagnert men også kraftig reversert (hvis det i det hele tatt fantes der til å begynne med) – og det eneste som kommer ut av en fruktbar og godt underbygget debatt som har pågått i lang tid, med forslag til gode endringer som vil ivareta menneskeverdet og løfte de vanskeligstilte, er dette!;

“Uførepensjon i fare”

“(…) Uførestønadens legitimitet vil bli svekket i befolkningen. Uføre blir nå stønadsmottakere og ikke lenger pensjonister. Dette er ikke bare en språklig endring; det handler også om verdighet. En ordning med pålagte revurderinger av arbeidsevnen uavhengig av den enkeltes ønsker vil institusjonalisere mistillit til om uføretrygdede faktisk er verdige trengende. Kanskje burde de egentlig ha jobbet?

Kombinert med framstillingen av uføretrygdede som en alvorlig trussel mot norsk økonomi, kan mistillit fra hjelpeapparatet bidra til å svekke uføretrygdens/stønadens legitimitet i befolkningen og bidra til stigmatisering. I stedet hadde det vært mulig å satse på at folk sjøl ønsker å jobbe – og lage ubyråkratiske ordninger for å kunne gå helt eller delvis tilbake til jobb når dette er aktuelt, det vil si når folk ønsker det og det finnes arbeidsgivere som tar imot dem.

Omleggingen vil også gi økt makt til Nav og en svekking av uføretrygd som sosial rettighet. Økt vekt på arbeidsevnevurderinger vil gjøre søkere mer avhengig av saksbehandler. Allerede i dag føler mange seg mistenkeliggjort i møtet med Nav; en systemomlegging med innebygd mistillit vil bare forsterke dette. Dette står i motstrid til et likeverdig samarbeid med hjelpeapparatet og prinsippet om folks rett til å ha innflytelse over eget liv (…)”.

http://web.retriever-…

- Jeg minner om alle lovnadene i Soria-Moria erklæringen – en eventyrfortelling, og jeg viser her et utdrag fra kapittel 11 (kap. 8 er og verd å merke seg);

“(…) Kapittel 11: Fornyelse og utvikling av offentlig sektor

Regjeringen ønsker en sterk og effektiv offentlig sektor som gir innbyggerne gode tjenester, valgfrihet og medbestemmelse. Offentlig sektor skal være i stand til å ivareta hensynet til kvalitet, tilgjengelighet, rettferdighet og økonomisk effektivitet. Innbyggerne har krav på gode tjenester, valgfrihet og medbestemmelse. Fornyelse og utvikling av offentlig sektor berører mange politikkområder, og mange enkelttiltak og reformer vil derfor være omtalt i andre deler av dette dokumentet.

Enkeltmenneskets behov skal stå i sentrum både når det gjelder innholdet i, og organiseringen av, velferdstilbudene. Tjenestene skal så langt som mulig tilpasses den enkeltes behov. Gjennom hyppig og aktiv dialog med den enkelte skal offentlige myndigheter forsikre seg om at tilbudet som gis, samsvarer med de behov mottakeren har (…)”.

http://no.wikisource….

Ikke minst, er det viktig å legge seg disse ord på minnet;

“(…) Det menneskelige samfunn kan fremby hverken orden eller trivsel, dersom det ikke er styrt av lovlig innsatte myndigheter, som kan bevare dets institusjoner og i den nødvendige utstrekning sørge for det almene vel (…)”.

Thomas Aquinas sier: «Den menneskelige lovgivning får bare karakter av lov i den grad den er i samsvar med fornuften; hvorav følger at den har sin autoritet fra den evige lov. Men i den monn den avviker fra fornuften kalles den ond, mister sin karakter av lov og blir snarere en form for vold (…)”.

Videre ligger det i selve almenvellets natur at alle borgere skal ha del i det, på forskjellige måter, avhengige av hver enkelts stilling, fortjeneste og livsvilkår. Dette betyr at de offentlige myndigheter må bestrebe seg på å tilgodese alles interesser uten å begunstige noen enkeltperson eller noen enkelt samfunnsgruppe (…)”.

Det felles beste krever da at myndighetene fører en politikk i overensstemmelse med dette faktum, slik at de respekterer verdienes rangordning og sørger for å fremme borgernes timelige velferd og åndelige vel i det rette forhold (…)”.

For «enhver offentlig myndighets vesentligste oppgave er å beskytte den menneskelige persons egne ukrenkelige rettigheter, og gjøre det lettere for hver enkelt å oppfylle sine plikter.»

Det vil da igjen si at dersom de offentlige myndigheter i skulle underkjenne eller krenke menneskerettighetene, ikke bare misligholder de sine plikter, men deres forordninger mangler enhver rettskraft (…)”.

Så er det da en av myndighetenes grunnleggende plikter å organisere de juridiske forhold mellom borgerne innbyrdes på en slik måte at en manns utøvelse av hans rettigheter ikke betyr noen trusel mot andres, eller hindrer andre i å utføre sine plikter. I det hele tatt, det dreier seg om å opprettholde alles rettigheter fullt og helt, og gjenopprette dem der hvor de er blitt krenket (…)”.

Pacem in Terris

Annen del: “Forholdet mellom borgerne og statens myndigheter”

http://www.katolsk.no…

Arbeid eller brød – historien bak NAV-reformen

“(…) Den nye sosialpolitikkens talemåter er ikke tilfeldig valgt.

Hvis du spør mannen om når han slo kona sist, tar du for gitt at han driver med den slags. Hvis du sier at vi skal gjøre arbeid til folks førstevalg, tar du det for gitt at trygdesøkere vanligvis ikke har arbeid som førstevalg. Da er det rimelig at trygdekutt må til for at de skal «velge» arbeid framfor trygd.

Når vi får høre at trygdene må reduseres fordi «det skal lønne seg å arbeide», må vi jo tro at det til nå har lønt seg bedre å gå på trygd enn å arbeide. Igjen får vi forståelse for at trygdene må kuttes. Hver gang noen gjentar slike fraser, følger det underliggende budskapet med om at de fleste trygdesøkere er arbeidssky. Til slutt blir det en del av det vi tar for gitt.

Ordbruken er et ledd i kampen om virkelighetsoppfatningen. I land med demokratisk styresett er kapitalen avhengig av å framstille sine interesser som flertallets interesser. Når alle tror at trygdeordningene våre misbrukes og at sykefraværet er et samfunnsproblem, er de i neste omgang klare til å stemme for nedskjæringer og kutt. Kapitalen er alltid tjent med å få samfunnet til å tro at kapitalens problemer er samfunnets problemer (…)”.

http://marxisme.no/index.php/2009/nr-1-2009/32-nr-1-2009/426-ebba-wergeland.html

Det er klart at denne “retten til og definere språket” beleilig anvendes når “legitime” grunner for å underslå nesten halvparten av pengene som skulle ha vært utbetalt til folket etter det pålagte SIFO-nivået, presenteres.

Men de tilforlatelige formuleringene er ikke annet enn et bedragersk skalkeskjul for urederlige aktører som rett og slett har annet fore på agendaen enn å gi “massene” de penger som de har krav på for å kunne opprettholde et akseptabelt livsgrunnlag. Dette må nå tas tak i og gjøres noe med! Vi må gjennomskue de bedragerske talemåtene og være bevisste på hvor vi er på vei;

“Når den menneskelige lovgivning avviker fra fornuften blir den ond. Den mister sin karakter av lov og blir snarere en form for vold”!

Pressens oppgaver i samfunnet, er å beskytte enkeltmennesker og grupper mot overgrep eller forsømmelser fra offentlige myndigheter.

Innlegget;  Om meg; Bakgrunn og historie.

- bør leses først, da denne posten er fortsettelsen på ”begynnelsen” i min sak mot NAV og som jeg hopper rett inn i med utvidelser her. Flere mail mellom meg og ledelse, saksbehandlere og mellomledere i NAV og OPT vises frem i denne posten og den vil bli oppdatert etterhvert.

Jeg belyser dette som en siste utvei, for å understreke den totale ugjennomtrengeligheten som i alle disse årene har hersket i min sak, og hvordan store unnlatelser, vilkårlighet og lovbrudd fra flere samkjørte aktører i den offentlige tjeneste har blitt tiet i hjel og lagt fullstendig lokk på. Jeg har fått nok etter å ha tatt saken hele runden ad riktige klageveier, og til og med til politi Sivilombudsmann og Statsadvokat – uten gehør.

Jeg siterer avslutningen på dette lange innlegget først;

“Når samtlige “ansvarlige” jeg har bønnfalt om hjelp ad riktige klageadganger i etaten rotter seg sammen og utøver et bevisst, langsiktig og massivt maktmisbruk mot et enslig individ som er syk og har funksjonshemminger, samt dekker hverandre, tvinger, manipulerer og underslår både informasjon og adekvat hjelp, og til slutt fremsetter falsk forklaring på meg for å kvitte seg med “brysom bruker” når alle deres “strategier” ikke får meg til frivillig å forlate “tiltaket”, da er det faktisk ingen annen vei tilbake enn å offentliggjøre hele skrekkveldet”!

Jeg minner om at hele denne Kafka- prosessen startet, da jeg spurte Fylkesdirektør for NAV Oslo, Torild Lien Utvik om hun kunne være så snill å skjære gjennom saksbehandlers avslag som jeg dokumenterte at ikke var blitt fattet på forsvarlig grunnlag,  om jeg kunne være så snill å bli innvilget et par datakurs i InDesign og Photoshop i tillegg til min utdannelse slik at jeg ville ha en synlig og funksjonell sammensatt jobbkompetanse og tilby fremtidige arbeidsgivere fordi jeg hadde funksjonshemminger, og hadde vært ute av arbeidslivet på grunn av mange års sykdom. Således kunne jeg arbeide hjemmefra de dagene jeg ikke klarte å stille på arbeid, slik at jeg kunne føle meg kompetent, og unngå å påføre arbeidsgiver ekstra belastninger ved sykefravær.

Hun kunne ikke det.

Det vil si – hun svarte meg aldri selv, men fikk saksbehandlere til å avslå alle mine søknader om bistand.

Her vises et lite utdrag fra korrespondanse som aldri tidligere er vist i sak, samt tapet møtereferat med NAV Nordstrand Arbeid av 29.04.2008;

Til Fylkesdirektør for Oslo, Torild Lien Utvik Oslo 10.08.2007

” (…) Avslaget fra (saksbehandler Hans Per Hem), vil få omfattende og ødeleggende konsekvenser for meg. Jeg ber Dem derfor om å skjære igjennom, og være så snill å lese min omtalte søknad/klage når De er tilbake fra ferie mandag 13.08.2007, for jeg kan ikke tro at ledelsen i NAV velger å håndtere en slik forferdelig sak på en så slett måte. Jeg må bare undre hvordan andre mennesker som er under utdanning eller i jobbsøk hos NAV blir møtt, og de konsekvensene som rammer både disse og derav samfunnet, i møtet med eventuelle uegnede saksbehandlere uten innsikt i eller forståelse for den enkleste form for kommunikasjon.

Jeg er fullstendig overbevist om, at når jeg orker å arbeide så hardt med å nå frem med velbegrunnede og dokumenterte forslag til videre tiltak og hjelp fra NAV – og resultatet av dette kun er videre overgrep og avslag, så aner man ikke engang rekkevidden av konsekvensene dette må få for alle de andre som ikke orker å ha den tilleggsbelastningen det er å føre en klage! Det som har tatt plass her, vet jeg at ikke er et enkeltstående tilfelle.

Jeg ber altså om Deres hjelp til å kunne skjære igjennom og ta tak i det som har skjedd så langt i min sak, og gjøre det som trengs for at jeg ikke skal lide mer i dette hittil svært tungrodde systemet.  Jeg vil altså ha Advokat til å bistå meg videre i denne saken, noe jeg finner helt absurd at jeg skulle trenge, i min fra før av svært vanskelige livssituasjon kjent til fulle av NAV!

Jeg limer videre inn e- mailen jeg sendte Hem i går, og ber Dem være så snill å lese denne også, og ta med i Deres vurdering av saken som helhet;

Til saksbehandler Hans- Per Hem                                          Oslo 09.08.2007

De ga meg altså ingen respons på mitt brev til Dere av 12.07.2007 før nå, og da først etter påtrykk fra ledelsen i NAV som jeg hadde skrevet til og klaget på vedrørende dette. De sa da De ringte meg i går, at møtet tidligst kunne foregå på min eksamensdag 17.08.2007, som De også tilkjennega at De visste om, (skjønt møtet skulle foregå tidligere på dagen samme dag som eksamen)” (Dette var til alt overmål avsluttende eksamen til bachelorgrad i Kultur- og samfunnsfag som jeg tok ved Universitetet)!

Jeg fremhevet videre sterkt i telefonsamtalen med Dem, NAVS Parole om Arbeidsmarkedstiltak. Her opplyses det:

”Man har rett på kurs som tilpasses den enkeltes behov for kvalifisering. Kombinasjoner av forskjellige tiltak og helhetstenkning, gir yrkeshemmede det de trenger for å komme ut i jobb”.

Anita Endahl som for øvrig har vært en svært ryddig, effektiv og imøtekommende saksbehandler så langt, svarte meg i telefonsamtale med henne 27.02.2006 på mitt spørsmål om det kunne være mulig for meg å t.o.m få støtte til å ta en Mastergrad etter fullført bachelor som var satt i den opprinnelige handlingsplanen, dette:

”Ja, det er muligheter for at du kan få dette innvilget på grunn av gyldig grunn som sykdom over flere år, som har fratatt deg arbeidsmuligheter og jobberfaring”.

Videre ønsker jeg å fremheve Sosialleder Wivi- Ann Bamrud sine uttalelser til LO- Magasinet Aktuell i november 2006 under overskriften ”Fokus på kasteballer”: ”

For å ha brukeren i fokus, har vi satt ned fire tverrfaglige team som går igjennom sakene. Det er ikke lov å avslå ytelser til bruker før det er diskutert i teamet, understreker hun”.

Mitt spørsmål til Dem vil da være:

- Hvilke andre tverrfaglige team hadde De rukket å diskutere min søknad med, og komme frem til et altomfattende og enstemmig avslag vedrørende min søkte ytelse/støtte til videre (…) datakurs på de ca. 1 – 3  timene det tok fra De mottok gjenpart av min søknad over e- mail fra ledelsen i NAV 08.08.2007 og til De ringte meg samme dag?

-  Jeg ber Dem om å navngi disse personene, begrunnelsen deres for de enstemmige avslagene og hvilke team disse personene sitter i, fordi gangen i dette virker meget søkt og underlig på meg. Jeg må få lov til å tilkjennegi min sterke mistro til at hele denne saksgangen har tatt plass, og til at min søknad har gjennomgått en slik omfattende profesjonell vurdering – og det på så kort tid.

Jeg forsøkte i telefonsamtalen og kommunisere med Dem rundt avslagene De ga meg, og fremholdt at De måtte forklare meg ”logikken” i at jeg, som har kjempet så hardt, selv med (kjent for Dem og NAV) alvorlig sykdom og omfattende operasjoner i tillegg til bachelor- studiet mitt, skal få avslag på mitt høyeste og veldokumenterte, velbegrunnede og skriftlige ønske om å få lov til å ta de datakursene som jeg dokumenterer at vil kunne forbedre mine muligheter på arbeidsmarkedet betraktelig, og som jeg har jobbet hardt for å finne frem til at vil være det absolutt riktige for meg med min utdannelse.

Dette begrunner også Universitetet at de vil være, når man som jeg har en bachelor i Kultur og samfunnsfag for å kunne tilegne seg økt relevant jobbkompetanse! Dette viser jeg til i søknaden og presenterte der i tillegg for Dem, linken til denne uttalelsen fra Universitetet. Jeg forklarte Dem også, at ”kun” en bachelor etter så mange års fravær i arbeidslivet uten ytterligere kurs, ikke ville gi meg gode muligheter på arbeidsmarkedet. Det måtte en helhetstenkning til her. Kommunikasjonen fra Deres side over alt dette var fraværende, og svaret De ga meg var fullstendig meningsløst og uakseptabelt!

De svarte konsekvent, og ut fra en hver vinkel jeg forsøkte å belyse dette på: ”Jeg ser det slik at du ikke trenger disse kursene”! ”Du skal i stedet få hjelp til å komme deg innenfor en IA- bedrift uten lønn! Du vil eventuelt motta lønn på sikt”! Dette blir for dumt! Jeg føler dette som et monumentalt overgrep og tilleggsbelastning, grunnet Deres omfattende viten om min totale livssituasjon! Jeg er ikke interessert i å bli overkjørt ytterligere av subjektiviteten til saksbehandlere, hvis vurderinger ikke holder mål!

Jeg mener dette er en ubegavet, hårreisende og uprofesjonell måte å møte arbeidstakere på. Jeg er i tillegg den type menneske som jobber hardt for å nå mine mål, hvilket De også ser at er bevist i opplysninger i min søknad. Derfor synes jeg at avslaget som i tillegg innbefatter Deres viten om de omfattende følgene og konsekvensene dette vedtaket får, som er (…) avskjæringen av mine videre ønsker om kurs som vil heve min jobb- kompetanse betraktelig og derav resultere i større valg- muligheter på arbeidsmarkedet, er hinsides min fatteevne. Jeg føler Deres totale avslag som et enormt overgrep (…)”.

Med hilsen

Jeanine

På denne fortvilte klagen og alle spørsmålene jeg hadde stilt Hem i henhold til hva som ifølge NAVs paroler ville være forsvarlig saksbehandling og utredning av videre oppfølging som jeg hadde tilkjennegitt at var svært viktig for meg å motta i også tidligere innsendte mail, presterer han å sende meg følgende korte tilsvar;

Oslo 10.08.2007

Hei.

”Endahl har permisjon.

Jeg ble satt på denne saken av fungerende DA-sjef Azmat Butt, da det hastet å gi deg et svar. Avslaget på ønsket ditt ble tatt etter diskusjon mellom Butt og meg”!

Jeg ble fullstendig satt ut, og sendte Utvik følgende mail;

11.08.2007

Til Fylkesdirektør Torild Lien Utvik 

Klage på Saksbehandler Hans- Per Hem fortsetter

Herunder har jeg kopiert svaret fra Hem til meg i tilsvaret han sendte over e- mail til meg på min klage. Den såkalte ”redegjørelsen” i dette tilsvaret over måten han har håndtert min sak på før sitt avslag, finner jeg fullstendig uakseptabel. Jeg ber Dem om å være så snill å ta tak i dette omgående, og delegere ansvaret for min videre handlingsplan til en annen saksbehandler øyeblikkelig, på det grunnlag av at Hem ikke har fulgt de riktige prosedyrene i NAVs forvaltning (beskrevet i tidligere mail) forut for sitt avslag  (…)”.

Jeg finner Hems avslag helt absurd, også grunnet hans unnlatelse av å engang gå inn i og se helhetstenkningen rundt dette! I telefonsamtalen vi hadde, ga Hem meg en begrunnelse for sitt avslag som jeg glemte å ta med i foregående klager. Han svarte også dette, på mitt spørsmål om hvorfor han ga meg avslag;

”DET ER FORDI AT DET DU SØKER OM, IKKE STÅR I DIN OPPRINNELIGE HANDLINGSPLAN! VI MÅ FØLGE DEN”!

Jeg trenger sikkert ikke kommentere denne inkompetansen overfor Dem, men føler at jeg ønsker å gjøre det med dette fra NAVs egne sider om ”Arbeidsmarkedstiltak”:

”Navs tilbud om arbeidsmarkedstiltak er fleksibelt og kan tilpasses den enkeltes behov for kvalifisering og arbeidstrening. Vi baserer tilbudet om arbeidsmarkedstiltak på individuell vurdering og kombinasjoner av forskjellige tiltak og helhetstenkning. Arbeidsmarkedstiltakene skal bidra til å

1. Styrke kompetanse og evne til arbeid

2. Øke mulighet for vanlig arbeid

3. Skaffe til veie kvalifisert arbeidskraft (…)!

Jeg minner om både NAVs og Hems viten om mine (…) mange års sykdom. Min (bachelor i Kultur- og samfunnsfag) er hittil det eneste jeg har å presentere for potensielle arbeidsgivere, og under denne kun, ligger heller ikke umiddelbar synlig jobbrelevans! NAV og Hem har også bred kjennskap til min nedsatte funksjonsevne, og data- kursene Hem også avslo, ville ha vært med på å heve min livskvalitet og følelse av at jeg endelig kunne klare å fungere i et relevant yrke til fulle, ved at jeg med disse datakunnskapene sammen med min bachelor kunne ha fått oppleve mestring og et velfungerende liv. Jeg kunne da i stor utstrekning ha valgt min arbeidstid selv, og jobbet med saker til forskjellige tider på døgnet selv om jeg følte meg så dårlig at jeg ikke klarte å gå ut av døra.

Jeg kunne altså hatt nettkontakt med arbeidsgiver(e), og gjort arbeidet hjemmefra og innenfor gitte frister i informasjons / konsulent og / eller research- arbeide / journalistikk, i stedet for å stille på jobb kl. 08.00 hver dag resten av livet. Dette vil Dere forstå av mitt sykdomsbilde at er fullstendig ugjennomførbart, noe som igjen ville føre til at jeg ville oppleve meg selv som utilstrekkelig og inkompetent, og etter hvert gi opp helt. Jeg har også, som kommer fram i CV Manpower, utdanning innenfor estetikk, form og farge (…).

Med Datakursene kunne jeg derfor også tilegnet meg kompetanse til å visualisere mine ideer og kunnskap, og gjøre de synlige for potensielle arbeidsgivere. Vær så snill å endelig gi meg en saksbehandler som er i stand til å gjennomføre en helhetstenkning her. Hems avslag om videreutdanning og kurs må derfor oppheves på grunn av alt nevnt i denne og tidligere klager, og omgjøres.

Vennlig hilsen

Jeanine

Ingen respons ble gitt, men jeg fikk ny saksbehandler Ingrid Raab som – på Utviks vegne – igjen avslo min bønn til Utvik da jeg gikk inn med advokat. Hun sendte meg rett til OPT (bedrift for psykisk utviklingshemmede) der jeg opplevde grov trakassering fra NB – resten er inngående beskrevet i andre poster på bloggen.

Her følger (tapet) møtereferat, fra 20.12.2007, der Ingrid Raab og fungerende Distriktsarbeidssjef June M. Fjeld innkaller meg til møte med dem i et brev med truende ordlyd, og fremsetter grove represalier over min klage på NBs trakassering av meg i OPT etter at jeg hadde gjort dette kjent for direktørene i NAV og bedt dem om å få bytte tilrettelegger og komme over i et tiltak som var kvalitetssikret;

Jeg kom til Nav- møtet i god tro om at vi skulle diskutere det som hadde tatt plass, og kommunisere rundt veien videre. Opplysningene i innkallingsbrevet var blant annet; ”På samtalen vil vi ta opp status i din attføringssak”.

- Det hersket en total isfront mot meg fra første stund, da J.M.F tok imot meg da jeg kom ET minutt for sent. Hun var svært irritert, sa at de hadde trodd jeg ikke kom, og at I.R ”var borte i gangen for å ringe etter meg”! (Jeg hadde bekreftet 3 dager tidligere over e-mail til I.R at jeg kom). Det ble ”gjort klart” for meg at ingen overgrep hadde skjedd fra OPTs side!

J.M.F og I.R gikk til frontalangrep, la alt over på meg, og sa at jeg burde inneha selverkjennelse, og ta på meg mye av skylden for hendelsesforløpet i saken. Da jeg overrasket sa at jeg ikke forstod hvor de ville hen med denne linjen å legge seg på, skyndte I.R seg i denne sammenheng å trekke inn en ting jeg helt tilforlatelig hadde sagt tidligere (da jeg var i møte med Advokat Nordhus der i sommer, og klaget på avslag på sårt tiltrengte datakurs).

Da nevnte jeg, i forbindelse med kartleggingen av min nedsatte funksjonsevne på møtet, at jeg hadde alvorlig grad av søvnapnè, og i lengre tid i tillegg hadde hatt ekstrabelastning med store søvnproblemer på grunn av naboer som festet fram til kl. 03.00 – 08.00 syv dager i uken, hvor både politi, vektere og boligbygg hadde fått klager over dette fra flere naboer, (til og med i nabooppgangen), og blant annet fra meg).

Vi kunne le godt av det da, men når I.R så ynkelig og urettferdig kastet dette i ansiktet på meg denne møtedagen, valgte hun å snedig benytte seg av denne tidligere opplysningen ved å forvrenge den til å bli en del av en særdeles stygg hersketeknikk. Hun sa:

”Vi ser jo at det er flere personer som du har vært i konflikt med over lengre tid Jeanine. Du dro jo inn en Advokat her tidligere i år og klaget da som nå, og DU ER JO TIL OG MED I KONFLIKT MED NABOENE DINE”!!!

”Hvordan vil du forklare oss det faktum at du stadig befinner deg i konfliktsituasjoner med mennesker rundt deg”?

Jeg sier at det hun kommer med her, er det ytterste lavmål. Det går ikke an å forsøke å manipulere fakta slik. Dette er et grovt overtramp!

J.M.F kommer etter hvert inn ”fra venstre” og sier svært irritert at: ”Du er den av de som Nav har hjulpet ekstraordinært lenge med yrkesrettet attføring! I hele 9 – NI ÅR har du mottatt denne støtten – og enda har du ikke klart å komme deg ut i arbeid! Det synes jeg er svært merkelig. Hva begrunner du dette med?”

Jeg spurte J.M.F om hun hadde lest min omfattende sykdomshistorie med flere operasjoner (siste var fjerning av stor svulst i halsen gjennom 4 år som til slutt vokste inn i luftrøret og ga meg store pusteproblemer, og forut for det, vant jeg en pasientskadeerstatning (over annen sykdom som medførte store smerter grunnet den gang, hele 9- års forsinket diagnose). Jo da, J.M.F svarer bekreftende og spør;

”Hva så”?

I.R trer ”støttende til”, og legger fram at de ser alt dette som såpass underlig at de ønsker at min fastlege og jeg skal komme i et snarlig møte med dem! Jeg forteller dem hvor sjokkert jeg er over måten jeg blir møtt på, over at de velter alt det jeg har belyst i min klage over på meg, og at de forsøker å sverte meg etter alle kunstens regler. ”Dere går ikke en gang inn i de faktiske forhold, det at jeg har opplevd trakasseringen/mobbingen fra NB som så ubehagelig at jeg har sendt inn en klage på dette”.

Da kaller J.M.F  meg for ”en svært vanskelig person å ha med å gjøre”, og sier at; ”Jeg opplever at du utviser en forferdelig lav toleranseterskel når vi sitter her og spør deg om ting”!

Jeg har da åndsnærværelse nok til å svare J.M.F med tommelen opp; ”Dette er jo utøvelse av ”glitrende” hersketeknikk på sitt ”beste”!

Jeg vil understreke at dette kun er et lite utdrag av hva som tok plass i møtet og som kommer frem på lydbåndet!

Klage på dette overtrampet gikk til direktør Utvik 31.12.2007 med kopi til Tor Saglie, og et tillegg til klagen ble sendt dem 11.01.2008.

Ingen reaksjon.

Deretter mottar jeg på selveste julaften 2007 innkallelse fra innklaget aktør “NB” i OPT, at jeg skal komme tilbake til henne! Jeg nekter, og sender Utvik og Saglie flere mail om at de må gripe inn. De overser dette.

Jeg sender en mail til NB og ber henne utlevere meg alt som OPT har skrevet om meg så lenge jeg har vært i “tiltaket”.

Her er svaret jeg mottar;

Vedrørende mailer sendt 31/12/07 og 2/1/08

“Det vises til mailer du har sendt de siste dagene (…)”.

Når det gjelder retten til innsyn i interne dokumenter henvises det til Personopplysningsloven § 18 og 23. Disse dokumenter anses som til bruk for intern saksforberedelse og er kun til internt bruk i OPT”.

Med hilsen

Oslo Produksjon & Tjenester AS

”NB”. Avdelingssjef Attføring.

02.01.2008

skriver jeg til NB;

“1. nyttårsdag mottok jeg e-post fra Deres sjef, Direktør Trond Stenberg, som forklarte at han var på ferie, og at jeg skulle rette alt det jeg etterlyste hos ham til Dem. Det gjør jeg her (…)”.

Det høres urimelig ut for meg at ingen dokumentasjon, ingen notater eller noe som helst er skrevet ned om meg, spesielt fordi jeg følte meg såpass trakassert av Dem at jeg opplyste om at klage ville bli sendt. Er ikke De og OPT pålagt i loven å opplyse og rapportere om avvik når store avvik skjer, slik som opplevde og fremsatte utsagn fra meg om overgrep? Slik jeg husker det fra vernepleien står det i loven at dette er pålagt.

Er det riktig å forstå Dem slik De forteller meg at absolutt ingen grep er foretatt fra Deres side, nedtegnet fra Dem eller fra Deres sjefer over dette og sendt noen som helst steder, ikke en gang opplyst skriftlig fra til NAV om? Er ingen avviksrapport sendt?

Konkret svar ønskes på dette (…)”.

Intet fornuftig svar ble gitt.

- Heller ikke på dette spørsmålet jeg måtte stille flere ganger til flere aktører i OPT og purre på. Når tilsvaret endelig kom, trodde jeg ikke mine egne øyne. Det angår et fiktivt jobbintervju som jeg skulle i treningssituasjon med i OPT med to av lederne der som var hyggelige, ga meg masse ros, og hvor en av dem (Wasshaug) sa til meg etter at det halvannen times lange “intervjuet” var over, at hadde dette vært på “riktig”, så hadde han ansatt meg på dagen! Dette var like før jeg innklaget deres kollega NB for trakassering;

Jeg skriver til NB i OPT og etterlyser referatet fra “intervjuet” som jeg spurte Wasshaug etter like før jeg dro den dagen, og som NB forsikret meg om at han ville skrive ned og gi meg litt senere;

“(…) I tilknytning til det fiktive intervjuet jeg hadde med Wasshaug og Schulstock 01.11.2007, vil jeg for det første tro at disse følger de vanlige prosedyrene denne bedriften må inneha som er vanlig for alle andre bedrifter å rette seg etter, ved å lage et journalnotat (eller kalt noe annet) på meg i etterkant av det lange intervjuet. Ellers ville jo det hele være meningsløst.

Dermed finnes det dokumenter allerede her, og jeg husker også at De fortalte meg at et sådan ville bli skrevet i etterkant. Dokumentet / notatet skal blant annet inneholde redegjørelse for hvordan jeg ble oppfattet i det halvannen times lange intervjuet jeg var der, og si noe om for eksempel min styrke og eventuelle svakheter slik at jeg skal kunne benytte meg av denne kompetansen og kommentarene som der kommer frem underveis i mine jobbsøk.

De muntlige tilbakemeldingene til meg var mange, omfattende og utelukkende positive som De selv hørte (…)”.

Wasshaug svarer meg etterhvert;

“Viser til e-post fra deg den 13.10.08 sendt meg via Tor Schulstock.  Den eneste kommentaren jeg har til dette er at vi var med på et fiktivt intervju for at du skulle trene deg i en intervjusituasjon. Det er ikke skrevet noe referat fra ”intervjuet” og vi har derfor ikke noe å tilføye i denne saken. Ha en god dag”!

Med vennlig hilsen
Oslo Produksjon & Tjenester AS
Kjell Prytz Wasshaug
Personalsjef

Her følger videre korrespondanse som fulgte litt inn i 2008 mellom meg og innklagede aktører i NAV og OPT;

Til

Distriktsarbeidsssjef J.M.F                                        Oslo 19.03.2008

Første person jeg i klagesak har varslet både OPT og NAV om at har begått overgrep mot meg, NB ved OPT, har våget å sende meg (enda en) innkallelse til møte 27.03.2008.

Her sier hun at det er De som står bak denne innkallelsen.

Hva er det som foregår?

Jeg krever at De omgående gir meg svar på følgende enkle spørsmål siden både De og I.R også er innklaget i varsel om ytterligere grov trakassering av meg, samt utførte represalier på min varsling om overgrep, til NAVs toppledelse;

Hvem er det som har gitt Dem tillatelse til å (fortsette å) utføre denne ufattelige trakasseringen?

Da håper jeg at det står klart for Dem at jeg forlanger et navn på denne personen, og det umiddelbart over min e-post; (…)”.

På bakgrunn av opplysninger gitt (som for lengst burde ha vært kjent for Dem), gjentar jeg enda en gang at jeg skal ikke tilbake til overgriperen (…)”.

27.03.2008 blir kopi av dette brevet sendt fylkesdirektør for NAV Oslo, Torild Lien Utvik og Tor Johan Saglie, med krav om en omgående orientering rundt hvordan de ville gripe denne saken an, og enda en bønn om å få bli overflyttet til kvalitetssikret foretak med egnet personell – Uten respons.

08.04.2008 mottar jeg tvert i mot og helt uanfektet enda et brev, denne gangen fra to av de innklagede aktørene I.R og J.M.F i NAV med informasjon om at et møte om meg, deriblant med min fastlege, vil bli avholdt 29.04.2009 MED eller UTEN min tilstedeværelse!

17.04.2008 informerer jeg om dette til fylkesdirektør Torild Lien Utvik, og ber henne være snill å videresende denne klagen i mail til direktør Saglie;

Til direktør Tor Johan Saglie                                   Oslo 17 .04.2008

Vedrørende overgrepssak NAV og OPT opprinnelig sendt Dem, direktør Torild Lien Utvik for NAV Oslo sør, flere ministere, journalister og statsråder 31.12.2007 med flere tillegg til denne klagen sendt dere utover i 2008.

Klage på I.R og J.M.Fs pågående trakassering av meg, med grove overtramp, som urettmessig innkalling av min fastlege på det tidspunkt jeg varsler om overgrep fra person i OPT (videre belysning av dette står å lese i artikkelserien jeg lagde på Aftenposten debatt ”Toppledelsen i NAV tier i hjel overgrepssak”);

http://debatt.aftenposten.no/item.php?GroupID=60&ThreadID=229713&s=1&page=3

- I tilknytning til varslingen, opplevde jeg omfattende represalier fra J.M.F og I.R, hvilket legeinnkallingen og omstendighetene rundt er en del av disse.

Jeg ber Direktøren omgående om å stanse denne grove trakasseringen, samt stanse møtet som I.R og J.M.F har innkalt blant annet min fastlege til 29.04.2008. Eventuell gjennomføring av møtet med min fastlege til stede, vil avstedkomme rettssak.

J.M.F og I.R har ved flere anledninger blitt krevd fjernet fra overgrepssaken. Det er ufattelig at de enda får lov til å herje på slik de gjør. Jeg ber Direktøren om å stanse disse personene umiddelbart.

Dette er også en klage på fylkesdirektør Torild Lien Utvik for Nav Oslo og saksbehandlerene satt på overgrepssaken; Jan Greger Olsen og Ole Steen Larsen i NDU, som overhodet ikke har fulgt opp eller svart meg noensinne på de spørsmålene jeg har stilt dem, eller kravene jeg har fremmet og opplysningene jeg har gitt. Således har disse latt overgriperne omtalt få lov til å utfolde seg fritt.

(Her setter jeg inn noen av e-postene jeg skrev, og hvor sistnevnte viser en enestående uegnethet i det å utøve kvalitetssikret  saksbehandling);

09.01.2008 sender jeg informasjon i e-post om alle mine klager på NAV og OPT i mail til NAVs ledelse til ny saksbehandler jeg har fått vite at jeg har i NDU; Ole Steen Larsen der saken da befant seg.

Samme dag ringer jeg ham, og det han opplyser meg om i telefonsamtalen er svært sjokkerende, og jeg setter bare rett og slett inn min respons til denne samtalen som jeg fem minutter etterpå sendte Larsen i e-post;

Oslo 09.01.2008.

”Jeg har nettopp fått vite at De er min saksbehandler, og vi har nettopp snakket sammen over telefon. Her må De korrigere meg om jeg har misforstått Dem;

De forteller meg at Fylkesdirektør Torild Lien Utvik hittil ikke har sendt Dem et eneste dokument i min overgrepssak som De er satt til å behandle. De har derimot mottatt en kort og grei redegjørelse for hva saken gjelder av min saksbehandler der: I.R – som De sier at De har å forholde Dem til for å kunne fatte et vedtak i denne overgrepssaken”. -

(I.R var altså en av de aktører jeg hadde innklaget sammen med J.M.F til direktørene i Nav; Utvik og Saglie, for grove gjengjeldelser og represalier utført overfor meg i møtet de innkalte meg til med dem 20.12.2007).

- ”Stemmer dette? Har jeg forstått Dem riktig? Hvis ikke ber jeg om at De korrigerer meg omgående, da jeg sa til Dem i telefonsamtalen nettopp at jeg ville sende Dem siste redegjørelse til Utvik (som følger her): (…)”.

14.01.2008 sender jeg Larsen purring på min forespørsel av 09.01.2008, der jeg spør om han behandler min sak på bakgrunn av alle klager spesifisert på datoer som jeg tidligere hadde sendt Utvik per e-post, og bedt henne legge ved til NDU og Larsen. Jeg spør altså om han behandler min klagesak på bakgrunn av samtlige av mine opplysninger gitt i sak.

19.01.2008, sender jeg Larsen for sikkerhets skyld hele min klagesak på NAV og OPT i detalj – ”på nytt”, i tilfelle han ikke hadde mottatt relevante mail i sak fra Utvik. Jeg hørte jo aldri fra ham, og når jeg ringte var han på ”seminar”.

- Men jeg hørte aldri mer fra Ole Steen- Larsen!

Jan Greger Olsen overtok så plutselig min sak etter Larsen – (hvilket jeg måtte finne ut av selv) – som tilsynelatende ikke hadde bidratt med noen verdens ting underveis, og jeg sendte Olsen også det hele og fullstendige sammendrag av min sak 23.01.2008.

Denne personen hørte jeg aldri noe fra, det foregikk ingen kommunikasjon mellom oss.

Klagen til Saglie fortsetter;

“Jeg har nå altså mottatt innkallelse fra NAV, atter en gang undertegnet I.R og J.M.F.

Dette viser at ledelsen i NAV overhodet ikke enda har tatt noen av mine klager på alvor eller valgt å iverksette tiltak overfor overgriperne som utrolig nok fremdeles får lov til å herje på som de lyster overfor meg (…)”.

Dette ble også fullstendig ignorert av de to direktørene i NAV.

Her følger innkallingen til meg fra NAVs innklagede aktører I.R og J.M.F;

”Vedrørende videre oppfølging av din attføringssak”.

”Vi har mottatt tilbakemelding fra Arbeids-velferdsdirektoratet om at de vurderer at NAV Oslo har gitt deg den bistand som er mulig innenfor etatens mandat og muligheter. Videre oppfølging av din attføringssak vil skje hos NAV Oslo Sør Arbeid som før.

Vi er av NAV Oslo sentralt blitt anbefalt videre fremdrift i saken din gjennom et basismøte som vi herved vil innkalle deg til. Deltagere på møtet vil være du, din fastlege, representanter for NAV Nordstrand Trygdekontor og fra NAV Oslo Sør Arbeid. På møtet vil det bli tatt opp hvordan en best kan gi deg bistand fra NAV i tiden fremover.

Møtet er berammet til, og vil bli avholdt tirsdag 29.04.08 kl. 12.30 i NAV Nordstrand Trygd sine lokaler i Ekebergveien 233. Vi gjør oppmerksom på at møtet vil bli avholdt uavhengig av din tilstedeværelse (…).

Med vennlig hilsen fungerende distriktsarbeidssjef J.M.F og fagansvarlig I.R!

Tapet Møtereferat av 29.04.2008:

Møte NAV Nordstrand Trygd 29.04.2008 REFERAT fra Jeanine (bruker av NAVs tjenester).

Til stede i møtet var min nye saksbehandler ved Nav Oslo Sør arbeid, B.B, og P.P – Tom Pettersen – fast representant for NAV i basismøter, som senere underslo min klage til Trygderetten i hele 8 måneder hvilket kan leses om her;

• NAV Nordstrand Arbeid underslår min klage til Trygderetten i hele 8 måneder – og lyver til meg om det

Fra Nav Nordstrand Trygd, møtte U.U, S.S og rådgivende lege H.P.

Jeg hadde skrevet til min fastlege og forklart at jeg ikke ga tillatelse til at hun skulle uttale seg i møtet og derav bryte taushetsplikten mellom lege og pasient. Legen møtte ikke. Det hadde jeg heller ikke forventet av henne. Jeg la blant annet ved til legen hele kronikken ”Ministerens stille overgrep”.

I.R deltok heller ikke i møtet, etter mine krav om å fjerne både I.R og J.M.F fra min sak. I.R er allikevel ikke fjernet fra min sak, fordi J.M.F skrev til meg 08.04.2008 at ”I.R vil være med på oppfølgingen av deg i tiden fremover for å sikre kontinuitet i saken din” (Selv om B.B er innstilt som ny saksbehandler). Jeg ser liten vits i å sende J.M.F spørsmål om redegjørelse for dette som ikke inngir noen mening for meg, da J.M.F tidligere har unnlatt å svare meg på viktige konkrete spørsmål stilt henne.

U.U og S.S var hvilende representanter.

U.U tok meg i mot oppe på Nav Nordstrands lokaler som faktisk lå øde og jeg trodde at jeg hadde gått feil. Hun kom ut da jeg banket på døren til bakrommet og forklarte meg at møtet skulle holdes i bomberommet i kjelleren, og der var det veldig kaldt! ”De hadde ikke stor nok plass til 6 mennesker i noen av rommene oppe”.

Det ble forklart for meg at panelet ikke hadde noen beslutningsmyndighet over hva som kunne gjøres i min sak, så de kunne bare komme med anbefalinger. Dette var et ”basismøte”. B.B ”forklarer” meg at de hadde fått tilbakemelding fra OPT om at de ikke kunne se at de hadde gjort noe galt. Det de kunne tilby meg nå, var at jeg skulle gå tilbake til NB (overgriper) i OPT, men at det samtidig utover i tiltaket ville være en annen person til stede sammen med NB!

Jeg: ”Så nå skal jeg altså være nødt til å møte overgriper OG en person til, i fortsettelsen”?

B.B: ”Vi har som sagt fått tilbakemelding på at vi ikke har gjort noe galt i denne saken”.

Jeg svarer at man ikke skulle tro at noe slikt som dette i det hele tatt skulle kunne gå an å prestere å komme med. ”Dette er nesten helt uvirkelig”!

B.B svarer at hun skjønner det, og at de ser det at jeg er i tiltak som nødvendig og hensiktsmessig.

Da spør jeg om hvorfor i all verden jeg ikke hadde fått byttet tilrettelegger.

B.B svarer enda en gang at de hadde fått tilbakemelding om at OPT ikke hadde gjort noe galt, og at jeg skulle få svar angående klagesaken min i eget brev. Noe jeg ikke hadde. Da sa B.B at hun kunne skaffe et referat fra det, og gjentok at de ikke kunne se at de hadde gjort noen feil.

Jeg: ”Men det har dere! Det kan da en hver som leser saken min sikkert oppfatte. Folk er i stand til å klare å tenke selv og se hvilke feil som er begått!

P.P ber dette om å ligge et øyeblikk, og kommer med en lang tirade om hvilke målsettinger og krav NAV har til brukere, og at jeg har gått en lengre periode nå uten å være i aktivitet.

Jeg sier at dette er feil, jeg har spurt tre andre personer om de kan være mine tilretteleggere uten å en gang motta svar. Jeg har også jevnlig sendt inn mine jobbsøk til saksbehandler.
P.P svarer at hva basismøtet bryr seg om, er veien videre. Han ber meg om å ”forsøke å la mine frustrasjoner ligge som frustrasjoner og historie, og å se fremover”!

Jeg spør etter hvert om hvorfor jeg da ikke kan ha denne andre personen som tilrettelegger i stedet for overgriper siden de nå allikevel skal være to personer ”på meg”!? (Er ikke dette å kaste bort skattebetalernes penger? Slik saken har utviklet seg har jeg heller ingen grunn til å tro at det kan være noen edle motiver som ligger bak denne vinklingen, siden NAV nå velger denne vanskelige og dyre veien å gå i stedet for å providere EN annen tilrettelegger).

Ingen har noe svar å gi meg på det tidspunkt. Legen sier etter hvert at han forstår at jeg er sterkt uenig i beslutningen, men at panelet verken har meningsberettigelse eller beslutningsgrunnlag for å blande seg bort i dette. Det må det være den institusjonen som har kommet med den beslutningen som har. Legen sier at det må være noen overordnede over dem, og panelet er ikke disse personene.

Da sier jeg at jeg ønsker navnet på personen som har besluttet dette, og at jeg har en oppfatning om at dette kan være (innklaget) J.M.F.

B.B svarer at det er NAV Arbeid, og ikke en enkeltperson som står bak denne beslutningen.

P.P innskyter at vi må stoppe situasjonen med det som har vært, og spør meg om jeg er villig til å gå inn i tiltaket med de premissene som i dag ligger til grunn!

Jeg svarer at det jo ikke bare er ”å stoppe det som har vært” når jeg blir bedt om å gå tilbake til overgriper som eneste alternativ!

P.P svarer at neida, ”DET FINNES ET ALTERNATIV TO, OG DET ER AT DU SIER DEG VILLIG TIL Å BLI MED PÅ EN UTREDNINGSSITUASJON AV DIN PSYKISKE HELSE”!

Min spontane reaksjon var å begynne å le, for skal man ta dette med humor, så måtte jo en del lik som meg ha begynt å lure på om de var med på skjult kamera! Kjetil & Kjartan show eller lignende. Jeg spør om dette virkelig er mulig, og at jeg bare ikke kan tro dette jeg hører!

P.P sier at han ønsker å forklare seg: ”Det henger sammen med rehabiliteringspenger som du da vil kunne søke om i den prosessen, OG DE AVHENGER AV AT DU ER UNDER BEHANDLING! Enten er det sykdom som gjør at du ikke kan jobbe og da må vi se på det OG BEHANDLE det, eller så er Arbeid med bistand (OPT) veien å gå, SÅ DET ER MER ENN ET ALTERNATIV HER”!

Legen innskyter at han forstår at valgene høres BIZARRE ut for meg! ”Du sier jo at du vil gå inn i et tiltak, men der ligger også konfliktsituasjonen”. Legen forklarer igjen at de ikke har

myndighet til å få gjort noe med dette, og at det eneste de kan gjøre, er å lete etter alternative måter å gi meg ytelser på når jeg setter betingelser som de ikke har noen myndighet til å etterkomme. ”Det som er til hinder for tiltaket, er hvem som skal bistå deg. Dette kan ikke vi gjøre noe med, det må øvre instanser svare på”.

Jeg spør igjen hvem jeg da skal henvende meg til, hvorpå legen svarer at en hver institusjon har sine overordnede.

P.P fortsetter å si at hvis jeg takker nei til dette de mener at er et tilbud som er nødvendig og hensiktsmessig i forhold til min tilbakeføring til arbeid, – stanser litt, og jeg innskyter: Men det er jo ingen logikk i det dere ”tilbyr”!?

P.P ber om å få fullføre, og sier at hvis jeg takker nei til tilbudene, har jeg en ”opsjon”, som ligger i det at jeg gjerne må kontakte HVEM JEG VIL AV ØVRE MYNDIGHETER!
”Vi har også fått klarert saken inn i Direktoratet som B.B sa, og fått GODTGJORT at DET DU HAR VÆRT IGJENNOM på OPT ikke har… – de har ikke gjort noen feil slik som det uttrykkes. Så er det en HELT ANNEN situasjon at DU kan oppleve det annerledes, og at DU ikke får det til å fungere med tilretteleggeren”! (Freudiansk glipp)?

Jeg svarer at jeg har beskrevet nøyaktig hva overgrepene dreier seg om, hvordan jeg har opplevd de.

P.P svarer at han ikke ville gå inn i den type karakteristikker jeg brukte om deres samarbeidspartnere, men at han registrerte at jeg mente det, ”og så får vi igjen ta og stoppe det der”! ”Hvis DU ikke ønsker Å TA I MOT det ene eller det andre av disse TO TILBUDENE som gis deg, MULIGHETENE som gis deg, ENTEN TIL KVALIFISERING ELLER BEHANDLING!!! – så må vi rett og slett avslutte”!

Jeg spør om P.P kan gjenta hva disse tilbudene bestod i?

P.P gjentar tilbakeføring til OPT som pkt. 1.

Jeg: ”Hos overgriper med faktisk ytterligere en person til stede”?

P.P: ”Av hensyn til DEG! Av hensyn til BREDDEN og KVALITETEN i tilbudet, i og med at du åpenbart ikke har den nødvendige tilliten til den personen du velger å kalle for overgriper, SÅ SETTER VI INN EKSTRA RESSURSER”!

Jeg: ”Men dette er jo helt høl i hue, hvorfor kan jeg da ikke få bytte til denne ene tilretteleggeren”???

B.B: ”Det er fordi vi mener at det tilbudet du har hos OPT er det beste tilbudet du kan få”!

Jeg sier at dette er helt vilt det de kommer med, at jeg vil ta overgrepene til retten og at de svar jeg har mottatt ikke holder mål. ”Jeg kan ikke tro noe annet enn at dette er noe du forstår selv”!

B.B: ”Dette er NAV Arbeids vurdering, og ikke en enkeltperson. Dette er et veldig godt tilbud, og du vil få god oppfølging”.

Jeg: ”Hos overgriper i OPT”?!

B.B: ”Du bruker ordet ”overgriper”, saken er den at jeg og NAV Arbeid må ha en avklaring på om du er villig til å gå tilbake til OPT, og det innen 15. mai fordi du nå står i et tiltak du ikke bruker”.

Da kommer legen inn og spør om det er PRINSIPIELLE årsaker eller PRAKTISKE årsaker som gjør at de er nødt til å servere meg den samme saksbehandleren jeg til de grader gir uttrykk for at jeg ønsker å slippe!

B.B: ”Det er jo blant annet det at vi har fått tilbakemelding om at hun ikke har gjort noe galt, og det å fjerne henne fra den tiltaksbedriften, det vil ikke være noen……….”

Jeg spør HVEM som har tatt avgjørelsen om at OPT ikke har gjort noe galt.

B:B svarer at det er det NAV Arbeid som har gjort, og at de har fått tilbakemelding fra ARBEIDS- OG VELFERDSDIREKTORATET – (der Tor Saglie sitter som direktør og har mottatt flere klager fra meg vedrørende overgrepene og trakasseringen), – om at de ikke kan se at det har skjedd noe galt i saken”!

P.P sier at de må ha en dokumentasjon, en utredning på sykdom, for alle ytelser fra NAV krever en slik dokumentasjon.

Jeg svarer at det har de jo fått! Jeg sier at jeg har bevisene med meg her på det, og slår opp permen jeg har med meg.

B.B: ”Det er noen legeerklæringer her, men det er ikke……..”

Jeg svarer at nettopp, det var de I.R krevde i møtet 20.12.2007 med min Advokat tilstede!

B.B: ”Riktig. For du har jo vært i mot det at legen din skal involveres, men det ser vi jo både i attføring og når det gjelder andre ytelser at vi er helt avhengig av et godt forhold ved det at legen er involvert”.

Jeg svarer at samtlige dokumenter (innklaget) I.R sa at hun trengte ble levert henne, og at jeg ikke hørte noe om at dette ikke var godt nok, FØR JEG VARSLER OM OVERGREP!

B.B: ”Det vi prøver å se på nå, det er muligheter nå fremover…………..Dette er tilbudet vi kan gi deg”.

Legen sier at han forstår at det mildt sagt er en dårlig kjemi mellom de som jeg tilbys av saksbehandlere, og at dette er såpass provoserende at jeg ser dette som betenkelig. Han sier at alternativet for et slikt aktiviseringstiltak er å unnta meg fra arbeidsrettet aktivisering på grunn av sykdom, og at han forstod det slik at det ikke var det jeg ønsket. ”Nei”.

Jeg spør om hvorfor dette skal være så vanskelig, og sier til panelet (som hadde fått tilsendt utdrag fra Aftenposten debatt og klage til Saglie før møtet), at hvis de hadde vært inne og sett hele denne debatten og hvilken respons jeg har mottatt i min sak fra mennesker her, så ville de sett at de fleste svarene gikk ut på at slikt som dette bare ikke gikk an! Jeg sier at dette er helt vilt, og at situasjonen ikke inngir noen mening for meg.

Legen svarer at det skjønner han!

Jeg takket for det, men legen fortsetter da med å si at han har ingen mening om hva som har skjedd forut for dette, og ingen juridisk kompetanse som ville vært en forutsetning for å kunne mene noe, så det hadde han ikke myndighet til å mene noe om.

Jeg svarer at jeg vil tro at ledelsen i Arbeids- og velferdsdirektoratet heller ikke har kompetanse nok til å håndtere min sak på en etisk forsvarlig og rederlig måte, fordi dette er en stor skandale.

P.P forteller meg da at jeg bruker store ord, men at dette møtet verken er en plass for skandaler, eller noe annet!

Jeg svarer P.P at jeg må ha lov til å uttrykke det jeg mener. ”Det skal være lov til å bruke sterke ord når man føler seg direkte voldtatt”!

P.P sier at dette var voldsomt! ”Jeg registrerer bare hva du sier, og jeg er uvant at vi som voksne mennesker skal sitte og kommunisere på denne måten”.

Jeg svarer P.P at nå synes jeg at han legger seg på et veldig lavt nivå.

P.P sier at det må jeg gjerne synes, men han syntes ikke at vi skulle kommunisere på den måten hvis målet var å få til en dialog om hva jeg skulle – og ikke skulle gjøre med de tilbudene jeg hadde fått presentert. Han måtte ta til etterretning at dette var måten å kommunisere på. Han ”forklarte” for meg at jeg før eller senere ville komme i den situasjonen at jeg ville måtte stå på egne ben i et arbeid noe som var både deres og mitt mål!

Jeg har da lenge vært himmelfallen over den tragiske, parodiske, tafatte og klønete måten ”kommunikasjonen” hadde holdt frem på i møtet med unntak av noen gode argumenter fra legen, og svarte kort og svært brydd på P.Ps vegne at jeg hadde levd i snart et halvt hundre år, slik at jeg evnet å forstå såpass

P.P stevnet frem på samme linje, med å ”forklare” meg at vi da måtte kunne samhandle om hvordan få meg best rustet ut i arbeide, hvor målet ikke bare var å skaffe meg jobben – men også å beholde den! Jeg følte blodtrykket stige enormt, på grunn av at et voksent menneske i en slik stilling som P.P som attpåtil var ”fast representant i basismøter” vitterlig skulle kunne få lov til å behandle folk på en så ukyndig måte, ved å prate til meg som om jeg skulle ha vært et barn. P.P presterte å holde frem på den samme linjen, ved å fortelle meg at jeg nå hadde kommet dit hen at jeg ble stilt krav til å gjøre ting selv, og skulle ”gå ut og søke tjeneste sammen med tilrettelegger”!

Man skal da ikke måtte være nødt til å delta i et ”møte” for å ta i mot slikt meningsløst PJATT!, og jeg tviler på at jeg er den første som har måttet sitte og oppleve en slik opptreden. Hva er dette for noe å servere godt voksne oppegående mennesker? ”Den gode dialogen” hvor man blant annet har respekt for motpartens meninger og standpunkter uten å forsøke å underminere dem for å hevde seg selv eller for å dekke over sin egen utilstrekkelighet, hadde åpenbart P.P ikke den fjerneste ringeste kjennskap til.

B.B forklarte en gang til at det ville være en person til med i møtene med NB på OPT ”rett og slett fordi DU ønsker det”!!!

Jeg svarer at nei, det gjør jeg da slett ikke! Jeg ønsker IKKE en annen person skal være der tilstede SAMMEN MED overgriper, jeg ønsker ikke at overgriper skal være til stede i det hele tatt!

B.B svarer at det er det tilbudet de har å gi!

Jeg sier at det er for dårlig, det er overhodet ikke akseptabelt. ”Jeg kan da ikke bli bedt om å gå tilbake til overgriper, og det sa jeg også fra om til min kontaktperson i NTL, at det ser jeg faktisk på som en sidestilling med prostitusjon – det at jeg er nødt til å gå tilbake til denne i ly av ubehandlet varsling om trakassering hvorav jeg også møter represalier, – for å kunne ha penger til å klare å overleve og ha til forsvarlig livsopphold”!

På dette tidspunktet hadde jeg ikke forventet annet fra P.P enn noe slikt som han da kom med: ”Men det er litt uforståelig for meg, denne saftige språkbruken” (Han dro en historie om at en i familien var fra Nord-Norge og at han var vant til en del saftige uttrykk)…og ba meg legge meg på et nivå ”hvor vi forstår hva du sier”!

Jeg svarte at de nok allikevel forsto hva det var jeg mente nå, siden jeg hadde fremlagt det i rimelig klartekst! ”Jeg har ikke lyst til å bli møtt her av nye hersketeknikker, jeg må få lov til å si fra hva jeg mener uten at du skal forsøke å dysse dette ned hele tiden”!

P.P: ”DET STØYER SÅ FÆLT NÅR DU BRUKER SLIKE ORD”! ”Det vi forsøker på, er å hjelpe deg tilbake til arbeid!

Jeg svarer at DET FINNES JO INGEN HJELP! ”Dere har jo ingen hjelp å gi som er akseptabel”.

P.P: ”JO VI HAR DET”! – ”Det er de tilbudene vi har gitt deg”.

Jeg: ”Det har jeg svart på hva jeg mener om”!

B.B innskyter at hun trenger et svar fra meg innen 15. mai.

Legen sier til meg at de ikke har myndighet til å overprøve vedtaket som kommer fra NAV Arbeid, for det ligger ikke i deres mandat.

(Ingen forteller meg altså HVEM som har fattet en slik beslutning om ytterligere overgrep som ligger i de to ”valgene” presentert for meg. Ingen forteller HVEM den øverste myndighet for dette er).

Legen gjentar to ganger at han godt kan forstå at jeg ønsker meg en annen tilrettelegger ut fra min opplevelse av det hele! Det eneste andre alternativet de har sier han, for å opprettholde yrkesliv, er en annen variant og den er ikke svelgelig for deg i det hele tatt.
”DET ER EN VEI OM Å SYKELIGGJØRE DEG”!

Jeg svarer at ja, og at det vil da være et utenkelig overgrep!

Legen sier at DET TE ER BEKLAGELIGVIS DE ENESTE TO TEORETISKE ALTERNATIVENE DE SITTER MED!

Jeg: ”Har de i det hele tatt begrunnet sitt avslag med at overgripere og OPT ikke har gjort noe galt? ”Er det dette de mener at ligger til grunn”?

B.B svarer at jeg har levert inn EN klage som har blitt behandlet!

Jeg: ”12 – TOLV klager”!

B.B: ”Ja, og vi har fått tilbakemelding fra Arbeids- og velferdsdirektoratet at det ikke har skjedd noe galt i denne saken. De har ikke gjort noe galt, og dermed så er det ingen grunn til at du skal bytte tiltakssted”!

Jeg sier at jeg studerer Jus, og at jeg vet at det er lovfestet at en person som har opplevd trakassering skal bli hørt på og tatt på alvor (De som rett og slett mener at de har opplevd det! Ingen annen ”begrunnelse” behøves)! – ”Og det blir da opp til motparten å BEVISE at sådant aldri har funnet sted”. ”Så går jeg i retten med dette her, tror jeg at jeg har en god sak”! Det blir stille i påtakelig lang tid.

P.P sier så at han ønsker å klargjøre basismøtets funksjon, og at de kun er et RÅDGIVENDE organ….At de har lagt frem en tilbudsvariant til meg og at det selvsagt er opp til meg å vurdere om jeg tar i mot…..

Jeg svarer at dette setter meg i en UMULIG situasjon, jeg opplever dette som et nytt overgrep, og at jeg med dette blir satt i en situasjon som for meg blir helt UMULIG å takle!
”Jeg ville gjerne hatt en tilrettelegger og kommet meg ut i jobb og tjent penger, men dette har jeg måttet legge på is nå fordi at saken er slik som den er! Jeg har blitt trakassert og umyndiggjort i forferdelig lang tid og ikke fått svar på en eneste en av mine klager. Bare her, i dette, har det blitt begått uttallige brudd på forvaltningsloven”!

Da sier legen følgende:
- ” Hvis denne personen som du belyser at provoserer deg så sterkt at du nærmest får en mental sperre, så kunne man jo i og for seg søke støtte innenfor FAGKOMPETANSEN for evt. å kunne ASSISTERE deg i argumentasjonen for hvilken skadevirkning dette ville kunne få for deg ved å bli påtvunget denne personen. DA ER VI INNOM evt. PSYKOLOGI ELLER PSYKIATRI, FORDI JEG ANTAR AT DET MEST PROVOSERENDE FOR DEG, EFFEKTEN AV Å BLI PÅTVUNGET DENNE PERSONEN, MÅ DA VÆRE FOR DEG – PSYKISKE KOMPLIKASJONER”!

Jeg svarer at jeg har skrevet i klager til NAV at det vil være traumatisk for meg å komme tilbake igjen til OPT og bli behandlet på den måten jeg har blitt.

P.P sier at ”Vi får slippe det der nå”!

Jeg spør hva som vil skje hvis jeg takker nei til begge ”tilbudene” som er gitt.

B.B svarer meg at da vil NAV Arbeid avslutte attføringen min med ØYEBLIKKELIG VIRKNING!

Jeg: ”Så jeg blir TVUNGET TIL å gå tilbake til overgriper med andre ord”?

Legen: ”Det høres sånn ut”! ”For det eneste alternativet vi har er det andre alternativet, og det er ikke aktuelt”.

Vi snakker om klagesak, og jeg spør om det ikke er litt dumt av meg å klage når jeg tidligere har sendt inn i hvert fall 5-6 av klagene direkte til direktør Tor Saglie – siden han aldri har giddet å svare meg med et pennestrøk – OG faktisk ser ut til å få lov til å fortsette med denne fremferden?

P.P gjør oppmerksom på at klagesaken har en helt annen prosedyre osv.

Legen sier at HVIS JEG FÅR HEFTIG PSYKOLOGISK MEDHOLD med det at å bli konfrontert med din tidligere saksbehandler vil forvolde deg STOR SKADE, vil dette evt. STYRKE saken din! ”Du må DOKUMENTERE skadevirkningen du har blitt påført, og ALLIERE DEG MED EN ELLER ANNEN INNENFOR DET PSYKISKE HJELPEAPPARATET”!

Jeg: ”MEN JEG ER JO IKKE PSYKISK SYK”!

Legen: ”Men du hevder jo i og for seg at du har opplevd et traume”?

Jeg svarer at jeg har opplevd det som svært ubehagelig å erfare trakassering på det groveste, og det at jeg skal være nødt til å komme tilbake og måtte forholde meg til samme personen. Men det at jeg skal måtte inn i noen ”HEAVY PSYKOLOGISK UTREDNING PÅ GRUNN AV DET”, finner jeg helt utrolig”!

P.P sier: ”Det er to ting du ikke velger her i livet, (og jeg satt da og ventet på at han skulle si ”skatten og døden”), – ”og den ene av dem er hvilke arbeidskolleger du får. Og det er litt med det jeg sier innledningsvis her, at VI MÅ VITE OM DU ER GODT NOK RUSTET TIL …”

Jeg avbryter rasende: ”Ja men har du da ikke LEST godt nok saken jeg sendte til deg? Har du ikke FORSTÅTT den”? (I.R og J.M.Fs enestående trakassering som reaksjon på min varsling om overgrep når de hevdet at jeg var en konfliktskapende person som kom i konflikter med alt og alle på bakgrunn av at jeg hadde fått avslag på søknad om datakurs og klaget på at jeg ikke fikk disse siden jeg hadde FYSISKE funksjonshemminger, og at jeg derfor ville kunne jobbe hjemmefra og føle meg kompetent selv de dagene jeg var syk. Jeg hadde altså vært såpass ressurssterk og målrettet på det å også RASKERE få meg en jobb med disse kursene, at jeg møtte med Advokat for å klage på avslaget). -
”Det du sier nå er jo fullstendig USAKLIG”!

Da skynder P.P seg å si at ”Nei, nå begynner tiden å gå fra oss”, og flere svarer ja!

Legen: ”Hvis du mener at det du har vært utsatt for er så traumatiserende at du definerer det som et overgrep, så har du selvfølgelig muligheten til å melde dette som en psykisk påført skade”.

Jeg: ”Jeg kan melde det til politiet”.

Legen: ”Du kan gjøre hva du vil, men du kan melde det som SKADE og få det behandlet som det, for det du hevder, er at du har blitt påført en nærmest traumatiserende behandling som kan….”

Jeg: ”Ja, jeg synes den er fullstendig uakseptabel”!

Jeg spør panelet om hva i all verden jeg skal gjøre uten penger lenger i påvente av at jeg får meg jobb. ”Sosialkontoret” blir foreslått! Jeg spør om sosialkontoret da kan si til meg med loven i hånd at neida, du får ingen hjelp fordi du valgte selv å si nei takk til et tilbud hvor du hadde penger, så vi kan derfor ikke hjelpe deg.

Se det var det ingen som hadde noe forstand på.

U.U sier: ”Du vet hvor sosialkontoret på (…) er? Ja? ”Da får du gå dit og be om en time der, fordi jeg vet ikke hvordan de vurderer dette”!

Det hersker en total stillhet da alle bare reiser seg og går ut, unntatt P.P (Tom Pettersen) og legen som forblir sittende ved bordet!

Jeg skrev igjen bønn til direktørene om å stanse dette maktmisbruket, og da ga Saglie meg sitt første og eneste tilsvar i e-post;

Han anbefalte meg sterkt å godta “tilbudene”!

Denne posten vil bli oppdatert etter hvert.

Mer bakgrunn fra sak med flere tapede møtereferater med grove represalier som tok plass, finnes i disse postene;

• NAVs ledelse ba om inspill, men knuser brukere som påpeker misligheter. Tapet referat fra grove represalier.

• Forbrytelser i den Offentlige Tjeneste (Del 2).

• Her vises blant annet at da jeg ble ført tilbake til innklaget aktør NB, så var det direktøren i OPT som hadde avvist min klage, som var satt inn som “den andre personen” panelet i møtet ikke “ante” hvem var – sammen med sin ansatte.  Først fikk jeg unngjelde stort for mine klager på dem, (møtereferat står å lese her;

• http://debatt.aftenposten.no/item.php?GroupID=60&ThreadID=229713&s=1&page=13

• og her;

• http://debatt.aftenposten.no/item.php?GroupID=60&ThreadID=229713&s=1&page=16

• - deretter skrev de meg ut av “tiltaket” i falsk rapport som jeg øyeblikkelig sendte inn og varslet om til Saglie og Utvik.

• - Ingen reaksjon!

Konklusjon;

Når samtlige “ansvarlige” jeg har bønnfalt om hjelp ad riktige klageadganger i etaten rotter seg sammen og utøver et bevisst, langsiktig og massivt maktmisbruk mot et enslig individ som er syk og har funksjonshemminger, samt dekker hverandre, tvinger, manipulerer og underslår både informasjon og adekvat hjelp, og til slutt fremsetter falsk forklaring på meg for å kvitte seg med “brysom bruker” når alle deres “strategier” ikke får meg til frivillig å forlate “tiltaket”, da er det faktisk ingen annen vei tilbake enn å offentliggjøre hele skrekkveldet!

das durchaus zweifelhafte Vergnügen, ein bisschen im Netze zu stöbern. Und was findet man da u.a.?

Der Alkoholiker und pyschopathische Amokläufer Paul Keller hatte mal wieder eine Idee. Und was für eine. Wenn es nicht mehr klappt Touristen mit seinem Luftschloss vom Elchpark Sorsele und arglose Hauskäufer mit seiner Ex-Immobilienseite zu verarschen und auch die Unterstützung seiner mafiosen Kumpel des Västerbotten Kuriers, sowie des offenbar korrupten Polizisten Hallin (siehe Aussage im Prozess um seinen Amoklauf), dann macht man eben, ja was wohl?

Das was alle hier oben machen, nicht wahr ?

Man gründet, oder versucht dies zumindest,  eine Transportfirma. Vorzugsweise natürlich indem man sich brüstet jetzt einen, man glaubt es kaum, Holztransporter zu fahren. Jawohl, Paul Keller der Tierliebhaber und Umweltfreund solange es der Brieftasche,  ( wohlgemerkt der eigenen, nutzt) unterstützt jetzt die hiesige Abholzindustrie mit seinem Holztransporter, dessen er sich,  siehe seine drittklassige Flash Homepage ganz stolz brüstet. Toll oder?

Aber was erwartet man auch von so einem dreckigen Heuchler?, bis heute hat er ja nicht mal die Schäden, die er  mit seinem Schwanzersatz, soll heißen  seiner Schrotflinte, angerichtet hat bezahlt, nicht mal den Tierarzt für Robin. Nun ja, wenigstens sind diesmal keine arglosen Landesunkundigen seine Opfer, denn die von ihm verlinkten “Partnerfirmen”, nebst Sveaskog und anderen Umweltvernichtern, werden ja wohl wissen mit welchem geistig Gestörten sie zusammenarbeiten – oder ?

Ups, der Artikel ist schon wieder viel zu lang, muss noch was tun, zu diesen Vollversagern mit Neonazikontakten und diesen Herrschaften mit mangelndem Benehmen am Telefon kommt dann später noch was…

Have fun