Du har måske allerede set Tricia Walsh Smith’s video på YouTube, som hun lavede, da hendes rige mand forsøgte at smide hende ud af deres fælles lejlighed i New York uden at have grund til skilsmisse. Klippet og de efterfølgende indslag blev til en sørgelig føljeton på nettet, hvor menneskeskæbner blev trukket gennem sølet til hundredetusinder af seeres fornøjelse.

Sladder og grove afsløringer har tidligere været forbeholdt de kulørte blade og aviser og har derfor primært centreret sig omkring kendte personer. Men nu ser vi en ny tendens til, at personlige opgør og skandaleagtige afsløringer også folder sig ud på internettet. Forbrugere revser virksomheder, de har set sig sure på, og personer kan uden filter eller frygt for injurielovgivningen lade deres meninger om hinanden komme til udtryk – til andres skade og vores underholdning.

Mor kæmper mod tvangsfjernelse

Det seneste eksempel på en personlig kamp, der bliver ført videre på YouTube, er Marianne Truelsens kamp for at få hendes tvangsfjernede søn igen. Nyhedsmagasinet Danske Kommuner beskrev historien i dag, og Marianne Truelsen har også været på TV2 Øst for nyligt.

I videoklippet på YouTube anklager Marianne Truelsen flere navngivne kommunale ansatte og langer også hårdt ud efter sin søns plejefamilie, sin advokat og andre.

Klippet er blevet set lidt over 1100 gange i løbet af den sidste måned, og du kan følge kommentarerne, Marianne Truelsen har modtaget på sin video, her.

Internettet – kan det frie ord blive for frit?

Denne seneste historie er naturligvis tragisk og minder derfor ikke ret meget om fx Tricia Walsh Smith’s saftige afsløringer fra et forlist ægteskab, men de to eksempler har det til fælles, at de begge benytter, at ytringsfriheden på internettet i mange henseender måske er en kende for fri. Injurielovgivningen gælder i nogle tilfælde, hvis man fx driver et online forum, hvor folk kan skrive indlæg. Men hvad med videoklip? Hvad med podcasts?

Uanset hvad man kan anklages for at have gjort, er der en risiko for samfundet forbundet med at undlade at gøre det strafbart at rette personlige angreb via video på internettet. Det åbner for hetz og justitsmord og personlige tragedier. Som sagsbehandler bør man som et jobkrav kunne vide sig tryg over for at blive hængt ud på internettet på denne måde.

Svaret må vel næsten til enhver tid være kvalitet, hvilket for mig der sidder og pusler med en bog indebærer, at jeg ikke vil kunne overholde min egen udfordring om 100sider.

Hundrede sider er egentlig nær ved minimumsstandard for en bog, men visse bøger fylder bare ikke så meget – ikke hvis formålet med dem skal opretholdes – og sådan ser det ud for mig.

Efter gennemskrivning og redigering mangler jeg stadig et par kapitler, men vil ikke nå op på de hundrede sider, medmindre jeg begynder at fylde ud med mere eller mindre ligegyldigt stof, hvorved hele pointen med bogen forsvinder – for ideen var jo netop at skrive en lettilgængelig fag/debatbog om anbringelser.

…………..

………………………………….

Men måske alligevel med lovappendix……………….

Hm, tæller det mon………………………………

Jeg bliver med jævne mellemrum spurgt hvordan jeg som pædagog, men også som et venligt menneske, kan være imod tvangsanbringelser. Svaret er egentlig ganske simpelt. Det er jeg ikke. I teorien altså! Hvis jeg tillægger mig en helt utopisk tilgang til den virkelighed som vi alle lever i – så nej, så er jeg ikke imod tvangsanbringelser, for vist lyder det besnærende, at vi har en socialpolitisk tilgang der vil sørge for de stakkels børn og forældre der falder udenfor normen – og sikre dem nogle nye gode vilkår, muligheder for udvikling og gode vækstbetingelser.

Men det er bare ikke det der sker, når systemet griber ind og anbringer børn. Og jeg er ikke, til forskel fra fx vores regering, en uvidende nar, der intet ved om børn, anbringelser, vores administrative system eller den praksis som udøves i den virkelige verden. Jeg lever ikke i en utopisk, desillusioneret virkelighed, og jeg foretrækker at basere mine holdninger og beslutninger på viden frem for misforstået idealisme.

I den virkelige virkelighed er det sådan, at der pt*. er knap 13.000 anbragte børn under atten år i Danmark. Af disse bor mindre end halvdelen i plejefamilie (46%) resten bor på institutioner, i eget værelse m.v. Af disse børn kan vi forvente at de vil vokse op og have langt flere problemer, højere kriminalitet, manglende forældreevne, og en overdødelighed. – Dette til forskel fra andre børn som har haft de samme kår, der også kommer fra socialt belastede familier og hvis forældre også har omsorgssvigtet dem, men som ikke er blevet anbragt udenfor hjemmet under opvæksten.

I den virkelige virkelighed er det altså sådan at vi opdrager nogle børn indenfor systemet – til at være dårligere stillet end de havde været hvis vi lod dem være i fred.

Hvor har hun så alt det der fra, spør` du måske, der findes jo ikke rigtig noget forskning indenfor området i Danmark. Det er rigtigt, det gør der ikke, men en smule findes der dog – og hvis vi kigger lidt ud i verden til nabolandene og England (som er sammenlignelige i sammenhængen) så findes der faktiskt en hel del forskning at tilgå.

Men hvordan kan det være? spør du så måske om, når du har opdaget at jeg har ret. Ja, der er der ikke helt så entydige forskningsresultater – dog er der sammentaget med psykologisk viden nogle ganske gode kvalificerede gæt.

Et sted mellem 25-60% (afhængigt af aldersgruppe) af alle børn der bliver anbragt bliver det igen og igen og igen- de fjernes hjemmefra, kommer til et børnehjem, til en plejefamilie, til en ny plejefamilie, til et nyt børnehjem osv…. Alt dette naturligvis uden at være blevet hørt om hvad de ville og om hvordan de egentlig har det.

Og så skal der jo lige pludselig ikke ret meget psykologisk indsigt til, at forstå at der er forskel på, at vokse op med én omsorgssvigtende forælder der trods alt elsker dem, i vante omgivelser, med sine søskende, venner og naboer og med en stabil skolegang, til at vokse op med skiftende voksne – som alle (set i barnets perspektiv) svigter, uden sine søskende, uden mulighed for at danne varige venskaber og relationer og uden et stabilt skoleforløb.

Men hvad kan vi så gøre, spør du nok nu. Og heldigvis har jeg da også et svar på det.

Vi skal slet ikke anbringe nogen børn – medmindre deres forældre virkelig tigger om det, eller børnene har været udsat for vold af særlig farlig karakter.

Til gengæld skal vi sætte ind og hjælpe i familien (kvalificeret hjælp, ikke de useriøse indsatser der iværksættes i dag) og vi skal forlange af vores regering at den skal omlægge socialpolitikken på området, således at kommunens primære opgave i forbindelse med en mulig anbringelse, ikke er at lede efter problemer i den eksisterende familie – men at være i stand til at kunne garantere (med erstatningsansvar) at barnet reelt vil få det bedre der hvor det bliver anbragt, at anbringelsen er stabil under hele barnets opvækst og at barnet som voksen i kraft af anbringelsen vil klare sig mindst lige så godt – som hvis det ikke var blevet anbragt!

© Harning

*Hvis du vil ha mere viden om forskning på anbringelsesområdet kan jeg som ”startlæsning” stærkt anbefale ”Anbringelse af Børn og unge udenfor hjemmet – En forskningsoversigt” af Tine Egelund og Anne-Dorthe Hestbæk fra 2003 – den fås fra socialforskningsinstituttet og indeholder en mængde data og informationer som man så kan undersøge nærmere, hvis man er særligt interesseret.

Hvis du vil vide mere om hvordan, nu voksne, mennesker har oplevet deres anbringelse, kan du finde flere oplysninger her. Eller hvis du vil vide mere om de kummerlige forhold som nogle børn har været udsat for under deres anbringelse tryk her. Eller kroniken mv i dagens Politiken om bla. Tønderpigernes opholdssted.

* Da jeg i teksten ikke skelner mellem tvangsanbringelser og frivillige anbringelser – er det fordi det er min opfattelse og erfaring at de 9% som siges at udgøre tvangsanbringelser i det samlede anbringelsestal er vildledende. I den virkelighed som jeg bliver bekendt med – så har forældre typiskt fået at vide af deres sagsbehandler, at hvis ikke de går med til en frivillig anbringelse, så vil deres børn blive fjernet ved tvang og de vil ikke få lov til at få samvær med børnene. En frivillig anbringelse bliver derved til en tvangsanbringelse.

Se også Politiken d.8sept.2008:  Penge vigtigere end børnene

]]> http://harning.wordpress.com/2007/09/01/tvangsanbragte-b%c3%b8rn-skal-hjem-igen/ Sat, 01 Sep 2007 14:04:25 +0000 harning http://harning.wordpress.com/2007/09/01/tvangsanbragte-b%c3%b8rn-skal-hjem-igen/

Forældreevne er for de fleste et ganske diffust og overordnet begreb. Sagsbehandlere og pædagoger har i årevis forsøgt at definere hvad det er der gør forældre til gode forældre og hvad det er der gør at forældre ikke kan varetage deres barns tarv. Hvor meget/lidt skal der til?

Nu er spekulationernes tid endelig forbi……..

I forbindelse med Venstres nye forslag om tvangsadoptioner af spædbørn definerer partiets Hans Andersen i Berlingske forældreevne således:

“Reglen skal ikke gælde forældre, som netop viser interesse for barnet og dermed har en evne”

Altså: forældre der viser interesse for barnet har forældreevne.

Det er jo fantastiske nyheder for alle de forældre, der idag har fået deres børn tvangsanbragt pga. dårlig forældreevne, og som gerne vil have dem hjem igen. Dem der elsker deres børn og er interesserede i dem – ligesom de allerfleste forældre nu engang er.

Det er selvfølgelig også gode nyheder for staten og kommunerne som derved sparer en masse penge.

Hans Andersens definition vækker (foruden ovenstående klarhed) – et helt nyt spørgsmål:

Hvis de forældre, der skal høre under den nye regel for tvangsadoption- ingen interesse har i deres barn – hvorfor er det så overhoved nødvendigt med tvang? Hvorfor så ikke bare venligt bede dem om, at frivilligt bortadoptere denne byrde?