notchback, originally uploaded by ZIMaDC.

Type 3 Notchback for sale

1965 early body on Late model 1972 type 3 irs pan so discs and 4 stud
Type 4 1.8l injected motor.
IRS rear end, and 914 rear brakes.
Manual gearbox
Rear sway bar
Pop out rear windows.
New freshen up of paint 6 months ago but a few minor imprefections

Interior in average condition, non standard high back black leather seats on type 3 runners, dash metalwork in cream paint finish.

www.flickr.com/photos/35807284@N02/sets/72157614845670602/

www.trademe.co.nz/Browse/Listing.aspx?id=266989459

the video shoot yesterday went incredibly well. I can’t even begin to tell you, you’ll just have to wait and see. what I can say is that some incredibly talented folks helped out, and everyone volunteered many hours of time to make this beautiful event come together so perfectly. THIS is the staircase that I ran up and down, danced on, fell on, bounced and pranced around for hours on end. today I can hardly stand up my legs are so sore, and I have bruises all over my legs. but what an amazing product.

in particular if I may for a moment thank the people involved: Gabriel Goldstein (director), Gabriel Diamond (cinematogapher), Stephanie “Syd” Yang, (rose wrangler/etc), Elizabeth Greenblatt (actor/cast manager), Daisy (stairwell guard/dog-sitter), and the extras who walked up the staircase a DOZEN times: Carlos Arias, Nathan Atkins, Sterling Ely, Christine Roberts, Priscilla Boksan, Reuben King, Ralph Lucas and Elizabeth Greenblatt.

[for the month of November I am posting 30-songs in 30-days on MySpace as a ways of making my creative process more transparent and to get your feedback on songs you might like that I rarely if ever play out in the real world - every day I am posting a new song and posting a short blurb on both this blog and the MySpace blog]

day 4

song = “breaks and mends”

this is one of the ukulele songs that will be on my next ep – which will be all ukulele songs. that ep is only in conceptual production at the moment I wrote out the words to it on a napkin one day when I was feeling particularly in need of explaining the fact that when I “feel” things I really really FEEEEEEEL them. like in my bones. it’s hard for me to know if everyone feels things the way that I do, but my research seems to demonstrate that there are Feelers and that we are a different breed. I am such a 4.

in any event. the song was fun to write and even more fun to sing. we made a video for this song a few months back but it is stuck in post-production on account of the audio being a bit of a nightmare at the moment. it was shot and edited by the lovely Iris Clearwater and I look forward to sharing it with you.

oh, and a “lilac breasted roller” is a southern African bird with a lilac breast and sometimes when they turn their faces directly into the sun, a striking green flashes from their throats, and, well, as the song say “I’m done.”

lyrics:

I’ve been wallowing in loss for a long time
I’m not trying to wallow, it just happens that way
When everything around you breaks and mends
ebbs and flows, comes and goes, starts and ends

When the wind blows in the trees you can’t imagine what that does to me
And if a pair of lilac rollers turn their beaks into the sun
And their green throats strike like lightening
Well I’m done

And when anybody laughs its my Beloved’s laugh I hea
And when anybody cries I feel my life pass in their tears

Oh Oh Oh Oh Oh Oh

Its all so fragile and enduring, I grow strong when I feel weak
And by wallowing in loss, its life I get to keep

Oh Oh Oh Oh Oh Oh

Having grown up with my friends and I driving and customising beetles (to the best of our abilities and wallets) I have always had an appreciation for the scene, ever since Bug Jam ‘90 and subsequent events since from Bug Jam to Beetle Bash to GTi International.

I find myself in my thirties and having responsibilities outside being able to run a beetle as a daily drive and the randomness that gies with it, especially with a young family, although I am sure my daughter would love it.

I’m not a great fan of the T5, yet!, but do love the T4 so opted for and bought a White SWB T4 2.5TDi.

It’s been a year, it now sports the alloys, side windows, fully insulated, carpeted, interior lights, units, and a fold out futon and flip down table, all of which was hand made or sourced and gets regular comments of appreciation when seen.

I’m getting to my point, living on the coast in the south I regularly see other vans and an increasing number so there had to be an online outlet bringing owners together, and I know I was looking for the same attitude and for want of a better word, comradery that came with owning an air cooled VDub.

What I found is obscure to say least, forums that cater for all that is the T4, tech specs and mountains of knowledge but with huge egos attached. The main problem, the mentality has detached from the VW ethos (that’s sounds pretentious sorry),

Look at all groups into cars, hot rids, customs, American, Volkswagens, even the little chavs in their Citroen Saxos, they all appreciate each others rides, attend the local T4 meets and everyone has a beer and a laugh and looks around vans, get online and it all changes.

WHY???

Money, Ego, Traders!

When an idea graduates from being a fun idea started by and managed by enthusiasts to an entity somewhat governed by management time where money is taken to maintain and others see openings to peddle there products it becomes a business, once it becomes a business it becomes something that had to be protected, but like any business that has a hierarchy that can be questioned it has disgruntled employees that can voice an opinion.

It’s a VW scene that contains many members who are not into Volkswagens, many members who are in it for profit, many egos that are just egos!

The answer, who knows, get your friends, start yout own or just stick two fingers up at the establishment and enjoy the van for what it is, a cool VDub, evolution of the bay window and the best van for taking the boards to the beach!

That’s my plan!

Ridge Racer 4 im Test: Nun schon fast 10 Jahre ist es her als Ridge Racer Type 4 in Europa über die Ladentheke ging, und uns Stunden lang am Röhrenfernseher gefesselt hat. Wir haben den Staubfänger rausgekramt und für euch nochmal in altem, neuem Glanz erstrahlen lassen und angespielt.

En af de mange fordele ved at kende til Enneagrammet er, at man får et dialogværktøj, som man kan spejle sig i. De fleste mennesker er ikke trænet i at se sig selv og have opmærksomhed på deres adfærd, men Enneagrammet giver ”neutral” mulighed for at vurdere, om man opfører sig mere 3’er agtig end man er 7’er agtig. Hvis man finder ud af, at man fx opfører sig mest 3’er agtig, men også syntes at man kan være lidt 7’er- og lidt 8’er-agtig, så kan man begynde at undersøge motivet for, hvorfor man opfører sig, som man gør. Denne neutrale mulighed for at undersøge, hvorfor man egentlig opfører sig, som man gør, er med mine øjne et godt fundament til at stige og dermed øge sin selvindsigt.

For nogle år siden deltog jeg på en workshop med Michael Goldberg, der fortalte en historie om, hvordan Oscar Ichazo havde forstået Enneagrammet, og hvordan denne opfattelse var forskellig fra Claudio Naranjo. Det særlige ved denne påstand er, at alt, hvad der i dag fortælles om Enneagrammet hos skolerne i USA og dermed også skolerne i Danmark, kommer fra Oscar og Claudio. Det ser dog ud til at psykiateren Claudio’s måde at anvende Enneagrammet på har vundet mere indpas end den mere filosofiske og eksperimenterende Oscar. Den største forskel består i, at Oscar slet ikke arbejdede med pilene. Han mente faktisk, at pilene slet ikke havde nogen egentlig betydning rent psykologisk. Han påstod også, at der faktisk slet ikke fandtes nogen typer i Enneagrammet!

Året 2008 er for THINK ABOUT IT er særligt år, ved det at vi lancerer vores Livslederkoncept. Dette koncept indeholder naturligvis viden om Enneagrammet og vi har valgt at 2008 er året, hvor vi præsenterer helt ny viden om Enneagrammet. Man kan jo sige at Det Originale Enneagram ved Oscar Ichazo jo ikke er helt ny viden, men det vil være første gange i Danmark, at der bliver præsenteret en samlet model for, hvordan Oscar opfattede Enneagrammet. Jeg vil i denne artikel ikke komme ind på de historiske perspektiver af mødet mellem Oscar og Claudio, men blot inspirere til at se Enneagrammet på en ny måde, og dermed få yderligere inspiration til at kunne se sig selv og de motiver, der ligger bag vores adfærd. Jeg kan dog afsløre at hele triade-fundamentet med den positive, negative og opløsende kraft stadig gælder, samt at typens dynamiske egenskaber også er en del af beskrivelsen.

Oscar Ichazo påstod, at der ikke fandtes typer, men at typerne fremkommer eller defineres som værende tilstande mellem to poler. Tager man udgangspunkt i Enneagrammet, så findes der en 2’er pol og en 4’er pol. Disse poler er ydertilstande, som skaber en type, i dette tilfælde Type 3. For at definere Type 3 skal man altså først kunne definere polerne 2 og 4.

En kortfattet beskrivelse af pol 2 ser således ud:
Jeg søger at skabe positive menneskelige relationer ved at forholde mig positivt til andre mennesker og deres behov. Jeg ser mig selv som en aktiv deltager i denne skabelsesproces, og jeg føler, at jeg lægger mit hjerte, liv og sjæl i dette arbejde. Det er på mange måder helt naturligt for mig at træde ind i andres behov og være den, der skaber smil og glæde. Jeg kan sagtens tilsidesætte mine egne behov, hvis blot jeg ved, at andre oplever glæde… på en måde så glædes jeg ved andres glæde. Jeg er altså den, der med hjertet er opsøgende overfor andres behov og udførende med at skabe tilstande, hvor andre får dækket deres bevidste eller ubevidste behov.

En kortfattet beskrivelse af pol 4 ser således ud:
Jeg søger at skabe en essentiel mening med mig selv og mit behov for at være producerende. Jeg har et inderligt behov for at udtrykke mig og søger en autentisk måde at gøre det på. Jeg eksperimenterer meget med ”mit udtryk” og føler at jeg kan være fanget i turbulente følelser og indre behov. Jeg føler mig mest komplet, når jeg er aktiv, i bevægelse og skaber noget, men har også en tendens til at falde sammen inden i og spekulere på om jeg har fat i den rigtige, ægte og autentiske udgave af mig selv. Jeg har et stort emotionelt ordforråd og ser mange udgaver af mig selv i andre mennesker. Jeg er altså den, der søger efter det ægte i mig selv og andre og har brug for at gøre noget ved det, jeg finder.

Type 3 bliver således defineret eller skabt mellem disse to yderpunkter, idet Type 3 skal løse begge poler opgaver/behov samtidig. Hvis man har meget Type 3 i sin personlighed, vil man derfor kunne genkende følgende:
Jeg er god til at læse på folk, hvad de har brug for (pol 2) og kan derefter let finde den udgave af mig frem som passer til situationen (pol 4). Det er lettere at lytte efter andres behov og meninger (pol 2), men jeg har også et behov om at finde min egen autentiske stemme og lytte til den (pol 4). Jeg får energi af at være sammen med andre mennesker (pol 2) og samtidig har jeg også behov for at være skabende alene og anvende alle mine menneskelige og faglige færdigheder til at producere noget (pol 4). Jeg har fokus på andres (venner, kolleger, samfund, kultur etc.) behov og stræber efter at få point ved at være den bedste til at stille andres tilfredshed (pol 2), og jeg er superfleksibel og eksperimenterede med min løsningsmetode (pol 4).

Når man er fanget mellem pol 2 og pol 4, vil der gå meget tid med at sætte sig i andres sted og samtidig forsøge at forstå sine egne følelser. Denne kan overophede ens eget følelsesmæssige system, hvorved det kan være lettere at lukke ned for det. Der findes i Type 3 en rastløshed, utålmodighed og iver for at komme videre, som kommer fra en manglende forståelse for egne behov og følelser. Denne rastløshed, utålmodighed og iver kan skabe så voldsomme følelser, at Type 3 ofte genkender den voldsomhed og beslutsomhed, der kendetegner Type 8. Mange 3’ere forveksler sig derfor med 8’ere, fordi de genkender voldsomheden, hårdheden og evnen til at skære igennem for at komme videre. Denne adfærd kommer af deres manglende evne til at fokusere på autentiske egne behov og det at finde balance mellem de to poler. Man kan sige, at når 3’eren opfører sig som 8’er sker det i afmagt.

Det er klart, at pilene ikke giver mening, når man ser typerne på denne måde, og samtidig giver begrebet vinge helt nye perspektiver. Da man ifølge Oscar reelt ikke er en type, men spændingen mellem 2 poler, vil begge vinger (poler) vil derfor være aktive hele tiden. Dermed ”er man” sine poler (og kampen mellem polerne) og kan derfor trække på den hele tiden. Man kan således i praksis som en Type 3 svinge mellem sine poler i ethvert øjeblik og anvende polerne i det moment man befinder sig i.

På den praktiske side handler det således om at skabe balance, så man ikke overspiller en pol og dermed automatisk underspiller, negligerer eller underkender den anden pol. Ser man på det enkeltes menneskets udvikling er der brug for på et tidspunkt, at man adskiller sig fra sin mor og kan stå på egne ben. Den udviklingskrise man befinder sig i, hvor man helt vil den ene, men også mærker at drivkraft mod det andet, kræver, at man finder balancen. Man skal altså lære, at man ikke kan hænge i mors skørter hele tiden, og man skal lære, at man ikke skal glemme relationen fuldkomment. Psykologisk set er dette en balance for alle gennem hele tilværelsen, og det er først ved moderens død, at den enkelte reelt opdager at balancen er sund eller usund. Hvis man ser nærmere på vores adfærd, så handler alt om at skabe balance, og det er netop det, der er udgangspunktet for Oscars måde at se Enneagrammet på.

Måske er det sådan, at vi alle kan lære af hinandens lektier – uanset, hvilket profil vi tilhører i Enneagrammet.

Kunne det tænkes, at den Enneagram Type 1, som findes i os alle sammen, skal lære noget om at være rummelig, fordomsfri og ikke-dømmende. Er det måske sådan, at hjernens fantastiske evne til at kende forskel på ting, er blevet så overophedet, at vi ikke er klar over, hvor meget vi egentlig går og opdeler, sætter i bås, kritiserer, fordømmer og kategoriserer? Måske skal vi alle lære, at være åbne overfor, at andre menneskers forskelligheder, og at det netop er forskellighederne, som giver os livskvalitet og mulighed for at håndtere de udfordringer, som livet byder på. Måske er en af vores lektier, at gå på opdagelse i at tilgive os selv for at kritisere og dømme, og måske gemmer der sig nye indsigter i nærværet med forskelligheden. I bund og grund er vi jo bare bange for det ukendte. I bund og grund er vi jo bare dyr, der bliver utrygge ved at være sammen med andre, der ikke tilhører vores egen stamme. Det er helt naturligt for vores nervesystem at vurdere om, de fremmede ondsindede eller kan vi leve samme med dem? Men måske skal vi bare acceptere, at vi alle sammen har et langt større potentiale end at være bange for de andre? Måske skal vi alle lære at dømme os elv lidt mindre, og dermed lære at dømme omgivelserne lidt mindre.

Kunne det tænkes, at den Enneagram Type 2, som findes i os alle sammen, skal lære noget om at være tilfreds med sig selv, drage omsorg for sig selv og hvile i sig selv. Er det måske sådan, at det er lettere at løse andres problemer og trøste andre, end at finde trøsten selv? Er det sådan, at det er lettere at ofre sig selv, og gøre noget for andre, for på den måde at føle sig værdifuld og finde mening med sine gøremål. Kunne det være, at nogen af dem, der kører ud med julegaver til andre – der ikke selv har råd – ikke selv kan bede om hjælp, og det derfor er lettere at vise andre, hvordan man selv godt kunne tænke sig at have det? Måske skal vi alle sammen lære, at elske os selv for at kunne elske andre, og måske handler det også om at kunne drage omsorg for os selv, at se os selv og ære os selv, før vi kan gøre det – på en ægte måde – overfor andre. Måske har vi alle en lektie, der handler om at BÅDE kunne være omsorgsfuld overfor andre OG omsorgsfuld overfor os selv?

Kunne det tænkes, at den Enneagram Type 3, som findes i os alle sammen, skal lære noget om at være tro overfor os selv og leve et autentisk liv, hvor vi følger vores drømme. Er det måske sådan, at vi har glemt at kunne lave ting, der bare glæder os, og er det blevet sådan, at alt skal have et formål. At vi ser vennerne fordi et eller andet. At vi går på arbejdet fordi noget. At vi ønsker tid sammen med børnene fordi der ellers vil ske noget ”ikkegodt”. Har vi malet os op i et hjørne, hvor vi kun kan gøre noget fordi vi skal nå noget? Kunne det tænkes, at vi kan gøre ting i livet, fordi vi bare længes efter det, fordi vi bliver glade og komplette og hele mennesker, eller fordi vi bliver mere solide og robuste, når vi følger vores passioner og intentioner? Tænk, hvis målet ikke er at gå på arbejde, have karriere, få børn i en fornuftig alder, spare op til alderdommen, have det store hus eller mulighed for at rejse. Tænk, hvis målet BÅDE var at være stræbsom og ambitiøs OG være nærværende og have livskvalitet og glædes hver dag? Hvad nu, hvis vi alle skulle lære en lektie om selvtroværdighed og evnen til at leve et autentisk liv?

Kunne det tænkes, at den Enneagram Type 4, som findes i os alle sammen, skal lære noget om at være i vores følelser og hvile i det som er. Kunne det tænkes, at det ikke altid er nyttigt at handle på følelserne, men det at være i dem er en langt større gave? Er det måske sådan, at følelser blot er historiske mønstre, der bliver aktiveret af forhold omkring os, og som egentlig ikke handler om os, men om dem omkring os. Er det måske sådan, at når andre sender os et særligt blik, så har det ikke noget med os at gøre, men bare om et blik, der virker særligt? Kunne det tænkes, at vi alle skal lære at mærke følelserne, kende dem, være i stand til at navngive dem alle sammen – men uden, at vi altid skal handle på dem, eller for den sags skyld tro, at alt handler om os og om, hvad vi netop føler lige nu? Måske er der så mange af os, der har rod i følelserne, fordi vi ikke er i stand til at være sammen med dem, men hellere vil handle på dem og få ting til at ske. Tænk, hvis vi alle skulle lære denne lektie med at hvile i os selv og ikke tolke på andres måder at være på. Hvad nu hvis vi kunne lære forskel på sande og falske følelser?

Kunne det tænkes, at den Enneagram Type 5, som findes i os alle sammen, skal lære noget om at være til stede i den virkelige verden og komme ud af forestillingerne om, hvordan tilværelsen skal leves – og så faktisk leve i tilværelsen. Kunne det tænkes, at den virkelige virkelighed er så overvældende for os, og så svært at få tag om og fatte, at det er lettere at forestille sig, hvordan den ser ud – eller kunne se ud, hvis man gik ind i virkeligheden. Kunne det tænkes, at den virkelige virkelighed er lige her, og det handler om at træde ind i den, frem for at tale om den, skrive om den eller forsøge at forstå den. Måske skal vi alle lære at leve livet, være Livsledere, ved at leve – frem for at finde en bestemt tro, filosofi, system eller model, der kan forklare, hvad livet handler om, og hvordan man fx stiger i selvindsigt. Måske burde vi alle sammen bare komme i gang med at træde ind i den virkelige virkelighed og være dér med både, krop, hjerte og hoved – fuldt ud og i bevægelse og i flow og i balance med alt det andet, der bevæger sig og flow’er. Hvad nu, hvis det bare handler om at tage skridtet ind i livet.

Kunne det tænkes, at den Enneagram Type 6, som findes i os alle sammen, skal lære noget om at stole på at tingene nok skal gå, at vi indeholder modet til at gennemføre vores projekter, og at livet skal leves og ikke forhindres. Kunne det tænkes, at denne forsigtighed eller påpasselighed eller tvivl i grunden bare handler om, at der faktisk ikke er nogen svar, løsninger eller sikre teorier, som vil bringe os i mål. Måske er livet netop det sted, hvor vi skal lære at stole på vores fornemmelser og indskydelser, og så tage livet som det er, lige der hvor vi er. Måske er det sådan, at livet er alt det som sker, mens vi planlægger og bekymrer os, og måske burde vores tvivl erstattes med mod. Er det mon sådan, at vi alle bør have mere tiltro og være bedre i stand til at overgive os og lade livet udfolde sig – mens vi lever det og ikke og ikke mens vi planlægger det eller tage hånd om de problemer, der måtte opstå. Måske er lektien til os alle sammen at have tiltro til hinanden, til fremtiden og til mulighederne. Måske er vores lektie så simpel, at vi skal lære at have tillid til os selv, til hinanden og til mennesker imellem.

Kunne det tænkes, at den Enneagram Type 7, som findes i os alle sammen, skal lære noget om at fokusere, være nærværende og fuldt til stede og lande her i nuet – lige nu. Måske er det sådan, at det er mere spændende at blive til noget, gøre noget og være på vej. Måske burde nærvær og fokus komme på skoleskemaet i en verden, hvor tingene går hurtigere og hurtigere, ændrer sig hurtigere og hurtigere, og hvor der skal træffes beslutninger hurtigere og hurtigere. Måske skal vi lære at stå så stille, at vi kan mærke, føle og vide, hvad det er vi vil med livet – og så bagefter udleve denne længsel – og ikke forsøge at udleve alle mulige længsler, muligheder og passioner. Kunne det tænkes, at hvis vi blot udlever vores egne essentielle drømme, så er det alt rigeligt til at blive gennemgribende lykkelig i denne tilværelse – og at der så slet ikke er brug for at prøve det hele af halvt. Måske er lektien til os alle sammen, at lære at stoppe op og nyde det som er og gå på opdagelse i, hvad der virkelig giver den enkelte glæde og så fokusere på den glæde der opstår i nuet – ved at være tro overfor sig selv.

Kunne det tænkes, at den Enneagram Type 8, som findes i os alle sammen, skal lære noget om at være ubetingede sammen med andre, være i stand til at vise vores sande væsen, bede om hjælp og blive taget af. Måske vil vi alle være voksne og stærke og være i stand til at klare, hvad som helst og udfylde rollemodellen som den vokse, der har styr på tingene, som tager ansvar, og som andre kan regne med. Kunne det tænkes, at vi bliver gamle for tidligt og helt glemmer at lege, glædes over bagateller og tro på det bedste i andre mennesker. Måske skal vi lære at få paraderne ned og være i stand til at give ubetinget, og ikke være for fine, voksne eller hellige til at bede om hjælp og dermed virke ”svage” og ”fortabte”. Styrken findes måske netop i at kunne vise sårbarheden, og hvem kan vise omsorg for andre, hvis de ikke kan vise omsorg for sig selv? Det er muligvis sådan, at vi alle skal lære, at hårdhed, dominans og pres kun er et tegn på afmagt og langt fra handler om styrke og selvsikkerhed. Måske skal vi lære at give ubetinget omsorg, give slip og i det hele taget give – betingelsesløst.

Kunne det tænkes, at den Enneagram Type 9, som findes i os alle sammen, skal lære noget om at engagere sig og træde ind på scenen og dele sine tanker med omverden. Måske er det sådan i nære relationer, at hvis du ikke melder ud og blot forholder dig blid og forstående, så skaber du mere konflikt og splid end, hvis omverden ved, hvor de har dig. Måske er det sådan, at alt for meget er overladt til folks egne fortolkninger, hvorved misforståelser, spildtid og frygt opstår. Tænk hvis vi var bedre til at fortælle, hvordan vi har det, udtrykke vores mening og efterfølgende handle på vores ønsker og holdninger. Måske er det sådan, at vi alle skal lære at udtrykke os, sige til og fra overfor de vigtige ting og være aktive spillere i en verden, hvor der er brug for alle – i vores udstrakte mangfoldighed. Måske skal vi lære, at holde sammen, være sammen og stå sammen – og at det kan kun lade sig gøre, hvis vi ved hvor den enkelte står. Så måske skal vi alle lære, at finde os selv og stå ved det vi har fundet.

Måske skal vi alle lære at anvende Enneagrammet mere bredt og i en større sammenhæng. Det er muligvis sådan, at vi først skal lære lektierne for os selv, men hvorfor ikke også tage fat på de øvrige 8 mere eller mindre universelle lektier. Hvert eneste øjeblik giver mulighed for at lave et ”fortsæt”. Det er ikke kun Nytåret, er har det privilegium. Hvert eneste øjeblik kan vi træne i nærvær, selvtroværdighed og det at være Livsleder. Hvert øjeblik kan vi træde ind i den virkelige virkelighed og være fuldt ud til stede. Det er blot et spørgsmål om bevidsthed.

I did it! I am actually writing a second post. How about that? I think I’m actually going to be able to pull this blog off.

Last night, I went to 9types.com and answered a couple of questionnaires to find out what type of personality I am. No expectations whatsoever, and really tried to answer each question as honestly and as accurately as possible then, hit the submit button.

Wow, I was just amazed at how accurately the test results described my personality. It was a little scary, quite frankly.

So… Meet me: Personality Type 4: The Artist -The Creative , Individualistic, Introverted, Depressive Person also known as The Romantic, or Tragic Romantic, the sensitive, withdrawn type. Surprise, surprise!

It is very interesting and would like to learn more about it.

I will definitely post more about this in the future.

Here is the Enneagram of the 9 Personality Types:

Goeiemiddag,

Tis een dag later, maar hier zijn de fotos sie; ondertussen dus begonnen met spuiten, de zijkanten zijn praktisch gedaan, en gisteren hebk de grondlaag aangebracht in de ‘koffer’. En vandemorgen hebk een eerste laag wit gespoten, hier hebk wel gne foto van, dus ask nu eens elken dag nog een laagske kan opspuite, zalt snel gedaan zijn me da gespuit enzo. Ik hoop da we hem tan kunnen gaan keuren, misschien in de loop van de komende weken e. der zitte ook fotos bij van hetgeen dak gelast heb, de buitenkanten zijn beetje effen gemaakt me plamuur, maar das nog ni gans af, want tes ni gmakklijk, want sommige stukke zijn nogal scheef getrokken van het lassen, en der is ooit gelast aan de schuifdeur, dus die is al vn zn eigen scheef. Mr ooit eens een ‘nieuwe’ schuifdeur kopen e. Hier zijn de fotokes sie;

Voila sie, hopelijk daje beetje content zijt van de fotos, en wss in de loop van de week nog een fotoke van het wit e, en mss van de zwarte bodem,

Michiel