Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / august 1990 / 18. årgang

Vi har talt for døve øren

BT kan fortælle sine læsere, at 12.000 afghanere i disse dage forsøger at komme til Danmark. Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) udtaler, at ”Danmarks flygtningeregler er for åbne og må skærpes”. Justitsministeren (Hans Engell, C, red.) vil have begrænset retten til familiesammenføringer. Den konservative formand for Udenrigsudvalget siger, at ”indvandrernes automatiske retskrav på familiesammenføring skal sløjfes”. Venstres Bjørn Elmquist udtaler, at ”barneægteskaber bør ikke have retskrav i Danmark”. Men de radikales flygtningepolitiske ordfører, Kirsten Lee, mener ikke at der ”umiddelbart er saglige grunde for at ændre flygtningeloven, da EF-flygtningekonventionen ikke giver nogen grund til at Danmark skulle komme til at virke som en flygtningemagnet”.

Godtroende

Man skal være meget godtroende, hvis man som fru Lee tør hævde, at den store ”efterspørgsel” på opholdstilladelse i Danmark ikke hænger sammen med, at de fremmede her i landet er stillet langt bedre end andre steder og at Danmark derfor vil blive det foretrukne land for alle flygtninge, som får foden indenfor i EF.

Fremskridtspartiet har i årevis forsøgt at råbe politikerne fra andre partier op i disse spørgsmål, men vi har talt for ”døve øren” og de øvrige partier har totalt afvist vore ønsker om en folkeafstemning om flygtninge- og indvandrerpolitikken. Først nu er alvoren ved at gå op for de konservative og Venstre. Man må håbe, at de to borgerlige partiers politikere endelig tør stå fast og dermed redde Danmark fra en flygtningeinvasion, som vi i dag kun kan forestille os i mareridt.

Aage Brusgaard

Gruppeformand Fremskridtspartiet

www.frp.dk

Læs også: Flygtningekonventionen bør straks opsiges:

 http://www.thedodo.info/Dronte%203/Dron0307.htm 

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 5 / maj 1993 / 21. årgang

Landsformanden har ordet 

Kære partifæller!

Tirsdag den 18. maj 1993 skal vi danske vælgere igen stemme JA eller NEJ, som vi også gjorde den 2. juni 1992. Der er intet i Edingburgh-aftalen, der reducerer Maastricht-traktatens mål. Et JA den 18. maj 1993 er derfor også et JA til Europas forenede Stater med alt, hvad dette indebærer.

Med Edinburgh-aftalen har Danmark på nogle få områder fået nogle års udsættelse til at træffe endelig beslutning om vitale forhold som fælles ansvar m.v. Som Uffe Ellemann-Jensen (V) udtalte forleden dag, baner et JA vejen for et JA til fælles hær ved en ny afstemning i 1996.

Dertil kommer, at en af de juridiske rådgivere i Bruxelles, englænderen Donald W. Allen, siger, at Edinburgh-aftalen ikke er juridisk bindende.

Desværre bruges der nu alle mulige midler, lige fra de mest gyldne løfter, til de værste trusler, for at få et vælgerflertal for et JA. Vi har i Danmark en meget lang tradition for demokratisk, politisk ledelse. Begrebet ”subsidiaritet” (der fejlagtigt på dansk er oversat til nærhedsprincippet) vil helt afgørende bryde med dansk, demokratisk tradition og fjerne vitale afgørelser fra det danske folkestyre. Fremskridtspartiet, der mere end noget andet parti står for den personlige frihed, er varm tilhænger af folkeafstemninger, men finder det forkert at true vælgerne med bål og brand til at stemme, som flertallet af politikerne ønsker.

Derfor: Når vi den 18, maj står i stemmeboksen med stemmesedlen, så er vi her i landet heldigvis sikret vores egen overbevisning, enten den så er dikteret af følelsesmæssige, demokratiske eller økonomiske hensyn.

Måtte flertallet den 18. Maj 1993 stemme således, at det både for de nulevende og for de kommende generationer må være et rigtigt og godt valg, for som Valdemar Rørdam skrev i 1917:

Danmark i tusind år

søhavn og bondegård

og fri mands arv.

Brug du os, hvor du kan,

tag´ du os, mand for mand!

Stå skal vort fædreland

som fri mands arv!

På det partiorganisatoriske område gøres der overalt i landet et meget stort arbejde for at markere Fremskridtspartiets idéer og politiske standpunkter. Opstilling af folketingskandidater er de fleste steder i orden og i mange kommuner er opstilling af kandidater til de nye byråd foretaget. Det er særdeles vigtigt, at vi i alle landets kommuner får opstillet gode fremskridtskvinder og mænd. Amts- og byråd træffer store beslutninger på skatte- og fordelingsområdet. Det er derfor for partiet særdeles vigtigt at være repræsenteret godt i disse råd.

Ud fra et fremskridtssynspunkt er det ligeledes særdeles vigtigt, at vort foreningsarbejde foregår demokratisk og i fuld overensstemmelse med foreningernes vedtægter.

Under devisen ”for den personlige frihed, mod de alt for høje skatter og overhåndtagen bureaukrati” kæmper vi i Fremskridtspartiet fortsat for et frit og bedre Danmark.

Johannes Sørensen

Landsformand

www.frp.dk

Læs også:EU-retten sætter sig over Grundloven:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/01/15/eu-retten-s%c3%a6tter-sig-over-grundloven/  

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / april 1990 / 18. årgang

VKR-vinterangrebet på folkepensionisterne 

Forliget om finansloven for 1990 blev indgået den 1. december 1989.

Den udmøntede selvsagt en del foranstaltninger, som parterne lovede, at gennemføre. Men for at regnskabet kunne gå op, var der også en uspecificeret post. Den gik ud på, at man indenfor det offentliges 1990-udgifter på ca. 580.000 millioner skulle udmønte 650 millioner i yderligere besparelser.

Da der ingen adresse var herpå, har Fremskridtspartiet i finanslovsaftalen optaget en fredning af syge, handicappede og personer over 67 år. Dem måtte de 650 millioner ikke gå ud over.

I den følgende tid kom regeringen med en del forslag om udmøntningsmuligheder for de manglende udgifter. Nogle blev godkendt. Andre blev forkastet af det ene eller det andet forligsparti.

Den 21. februar 1990 meddelte Brusgaard (Z) på et gruppemøde, at regeringen nu var kommet med et notat om yderligere en del af de 650 millioner kroner.

Notatet var skrevet på kaudervælsk, men det fremgik ganske klart, at der var tale om noget helt nyt, der overhovedet ikke tidligere havde været fremme. For at forstå indholdet måtte dog bruge ganske lang tid på studier af de lovtekster, hvori de nye regler skulle indpasses.

Det viste sig så, at der reelt var tale om et første stort skridt i en folkepensionsnedsættelse. Ikke så meget for 1990, som finanslovsforliget drejede sig om, men ganske meget for 1991 og 150 kroner månedligt fra 1. januar 1992 for de 250.000 dårligst stillede pensionister. Blev en sådan helt ny regel indført i dansk lov, ville den let forudseelige følge blive, at når staten fattedes penge engang i fremtiden, ville de 150 kroner blive forhøjet – måske på papiret ”midlertidigt” – og når de dårligst stillede folkepensionister skulle af med måske 200 kroner eller 350 kroner om måneden, ville der nok komme en geskæftig (person, der blander sig i stort som småt, red.) finansminister med krav om, at nu skulle de resterende 450.000 bedrestillede folkepensionister af med meget mere.

Efter gruppens anmodning ved de to foreløbige drøftelser den 21. februar skrev jeg på et udførligt notat om, hvordan man med respekt for finanslovsaftalen kunne finde besparelser på andre grupper. En eller anden omdelte en kladde til dette notat på morgengruppemødet den 22. februar, hvor det imidlertid blev mange andre presserende sager, der slugte det meste af mødetiden.

Brusgaard fortalte, at regeringen havde forlangt svar til 22. februar om formiddagen. Jeg kender kun hans svar for mit eget vedkommende. Det var klart og utvetydigt, at jeg ikke kunne gå med til dette frontalangreb mod folkepensionisterne.

Når regeringen havde kissejav (travlt, red.), skyldtes det, at den til sin sædvanlige partner – Socialdemokratiet – ville fortælle, at den havde et flertal med Fremskridtspartiet for at ødelægge pensionisternes kår. Og så satsede Schlüter (C) på en aftale med Socialdemokratiet om, at regeringen frafaldt folkepensionistforhøjelsen i denne omgang, så Svend Auken (A) og Lykketoft (A) overfor offentligheden kunne prale af, at det var dem, der havde forhindret Fremskridtspartiets angreb på folkepensionisterne. Til gengæld skulle socialdemokraterne så ifølge Schlüters plan indskibe sig i aftaler, så socialdemokraterne dårligt kunne vælte regeringen i det lange stykke tid fremover, som ville medgå med gennemførelser af det nye Schlüter/Auken-forlig.

Hele denne lumske plan blev lykkeligvis forpurret. Regeringen måtte kapitulere den 14. marts. Men derfor skal vi ikke falde i søvn. Schlüter og Ellemann (V) kommer med garanti med nye anslag for at forringe de ældres levevilkår.

Her må Fremskridtspartiet selvsagt gå på barrikaderne. At være Fremskridtsmenneske er jo med hud og hår, uopholdeligt at slås for, at den samlede Z-løsning på Danmarks problemer gennemføres mest muligt, hurtigst muligt. Herunder som et af de vigtigste punkter, at folkepensionisternes kår forbedres og i al fald under ingen omstændigheder forringes, så vidt det står til os.

Derimod må vi aldrig blive Christiansborgmiljøskadede, så vi i stedet for at slås for at redde Danmark spilder tid og kræfter med at henfalde til interne intriger om pamperpolitik som gummielastikkede ”gruppedisciplin-regulativer” og andet internt til at slå partifæller i hovedet med. Det kan kun danne basis for fremtidige kæmpeslagsmål indenfor Fremskridtspartiets egne rækker.

Sager af den art kan nemlig altid ses fra mange sider. Skulle det ske, at et Z-folketingsmedlem siger, nu går jeg mod gruppedisciplinen, fordi dette eller hint forslag strider mod min overbevisning, vil vedkommende selvsagt være en sølle usling, hvis han forlader sin overbevisning, om for eksempel at redde 700.000 folkepensionister – fordi der ellers ville være ubehageligheder for ham personligt. Sådanne ømskindede opportunister har vi i al fald ikke brug for i Fremskridtsgruppen.

Derimod har vi hårdt brug for anti-nikkedukker med faste, personlige standpunkter. Næsten altid bliver det udslagsgivende i den enkeltes beslutningsproces, at hensynet til holdsammenspillet i folketingsgruppen tæller højst. Men hvis en person i en sag, der for ham er et samvittighedsanliggende, tager eget standpunkt, er det al ære og respekt værd og skal selvsagt ikke hindre ham i at arbejde i Z-folketingsgruppen fremover med de 14.747 andre sager, som der i folketingsarbejdet indenfor kort fremtid også skal tages stilling til.

Z-folks eksistensberettigelse i dansk politik er at slås for det danske folk, ikke at prisgive de svage ved at forfalde til de tosserier, som de gamle partier elsker så meget, at de har ødelagt Danmark. For i stedet at svælge i alskens folketingstaktikfinurligheder.

Z-folk skal tage stilling til at udelukke selvstændigt tænkende, vil ofte ligge under for nogle løgnehistorier, de har læst i Jyllands-Posten eller andre modstanderblade eller fra andre udtalelser, der er fremsat af folk, der i virkeligheden blot attrår, at fremme egne personlige fordomme og forfængeligheder.

Mogens Glistrup

www.frp.dk

Læs også: Socialdemokratisk MF´er: 350 kr. til folkepensionister er politisk overbud: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/05/socialdemokratisk-mf%c2%b4er-350-kr-til-folkepensionister-er-politisk-overbud/ ]]> http://altanen.wordpress.com/2009/04/23/var-det-det-v%c3%a6rd-anders/ Thu, 23 Apr 2009 14:39:40 +0000 Nikolaj Hawaleschka Stenberg http://altanen.wordpress.com/2009/04/23/var-det-det-v%c3%a6rd-anders/

Kurrild-Klitgaard har haft en kommentar i Berlingerne konsekvensen af Anders Fogh Rasmussens ledelse af Venstre, som jeg først har lagt mærke til nu. I den vender han en den ideologiskset største betydning for Rasmussens lederskab: At Venstre ikke længere er et klassisk liberalt parti, men et social-pragmatisk og delvist frihedsfjendtligt parti.

Var dét det hele værd?, bliver der spurgt. Og svaret falder med det samme:

Men i takt hermed er succesen faktisk udeblevet. Venstre er siden 2001 gået tilbage ved fire valg i træk — ved folketingsvalgene i 2005 og 2007, ved kommunalvalget i 2005, og ved EP-valget i 2004, og meget tyder på yderligere tilbagegang ved de næste. Venstre ligger i dag i meningsmålingerne dårligere, end man gjorde med Uffe Ellemann-Jensen som leder, og for første gang i to årtier må man nu i meningsmålingerne slås om ikke at ryge ned som det blot tredjestørste parti.

Så hvis der blev afholdt valg i morgen, ville man stå i den paradoksale situation, at både Venstre som parti og den borgerlige lejr som helhed ville stå svagere end i årtier. I mellemtiden har man så smidt sit ideologiske ophav på møddingen og præsideret over politikker, som på flere punkter har været de stik modsatte af ens hidtidige. Det siges, at det er en kortsigtet strategi at tisse i bukserne for at holde varmen, og spørgsmålet frem til næste valg må derfor være, om en ny statsminister vil kunne nå ind og finde sig et par nye bukser.

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / august 1990 / 18. årgang

Har “det nytter alligevel ikke noget”-holdningen grebet Danmark?

Enten har den danske befolkning ikke fattet et kvæk af, hvad det er, den netop afgivne budgetredegørelse afslører, eller også er danske skatteydere hensunket i opgivelsens mørke med en “det nytter alligevel ikke noget”-holdning. De fortrænger den kendsgerning, at staten i år kommer ud med et foreløbigt anslået underskud på næsten 22 milliarder kroner og dermed forøger den i forvejen vanvittige statsgæld til næsten 570 milliarder kroner og en rentebyrde til herefter 57 milliarder kroner.

Dette rentebeløb betyder, at hver dansker, fra spæd til olding, årligt i gennemsnit skal af med et beløb på ca. 11.400 kroner, alene til renter af et statsligt overforbrug skabt af skiftende – mere eller mindre – socialdemokratiske regeringer, inklusiv den nuværende såkaldt “borgerlige” regering (V, C og B, red.).

Tænk, hvis en almindelig dansk gennemsnitsfamilie på 2 voksne og 2 børn årligt havde 45.000 kroner mere til sig selv? Nu går pengene i stedet til statsrenter, ene og alene på grund af politikeres uansvarlighed og ødselhed med skatteydernes surt tjente kroner.

Lader stå til

Gang på gang svinger regeringens medlemmer pisken over de mere og mere udpinte skatteyderes rygge med krav om, at det private forbrug skal sættes ned. Samtidig formår de samme regeringsmedlemmer ikke at styre deres egne ministeriers udgifter og overforbrug. Men det er jo også andres penge, ikke deres egne, og så er det jo “lettere” blot at lade stå til i stedet for at foretage de nødvendige, men måske også upopulære besparelser.

Udenrigsministeren (Uffe Ellemann-Jensen, V, red.) har i 1990 indtil nu et ekstraforbrug på 221,3 millioner kroner til Ulandshjælp og andre ekstraudgifter på 64,6 millioner kroner. Justitsministeren (Hans Engell, C, red.) ekstra 20 millioner til de i forvejen svulmende flygtningeudgifter. Arbejdsministeren (Knud Erik Kirkegaard, C, red.) et underskud på 322,3 millioner kroner, Kulturministeren (Ole Vig Jensen, B, red.) 196 millioner kroner o.s.v.

Det er ufatteligt, at regeringen ikke med verdens højeste skattetryk formår at holde hus med statshusholdningen. Den manglende balance skyldes ene og alene manglende mod og vilje til at foreslå reelle besparelser på de offentlige budgetter. Hvad nytter det, at befolkningen stemmer en borgerlig regering i Folketinget, når selvsamme regering blot videre-administrerer en socialdemokratisk politik? Hvad nytter det, at vælgerne sætter et ikke-socialistisk flertal i Folketinget, når regeringen ikke vil benytte dette flertal til at foretage en gennemgribende ændring af det offentlige system, men fortsat er i lommen på Socialdemokratiet? Hvad nytter det, at regeringen ligger under for socialdemokratisk hetz mod enhver “nedskæring” i de over 800.000 offentlige stillinger, når kendsgerningen er, at der er en årlig naturlig afgang fra den offentlige sektor på over 55.000 personer; stillinger, der sagtens kunne fjernes, uden at det betyder en eneste fyring?

Vanviddet fortsætter

Desværre har de uhyggelige afsløringer i budgetredegørelsen ikke lagt en dæmper på ministrenes trang til uhæmmet at bruge løs af skatteydermidler. Senest har Udenrigsministeren ansøgt finansudvalget om 400 millioner kroner til en række Ulandsprojekter og undervisningsministeren om ekstra 41 millioner kroner til flygtningeundervisning.

Budgetredegørelsen viser med uhyggelig tydelighed, at resultatet af regeringens forbrugsbegrænsende politik er slået fuldt ud igennem i form af provenuefald på alle statens indtægtskonti og i form af stigende udgifter til dagpenge og bistandsydelser i forhold til 1989. Det danske samfund har brug for, at alle hjul drejer hurtigere og det kan blandt andet ske gennem en større forbrugsomsætning, der skaber nye virksomheder og dermed flere i arbejde.

Erhvervslivets ønsker om komkurrenceforbedringer kan kun opnås ved lettelser i det vanvittige høje skattetryk, der dræber initiativlysten hos de mennesker, som bærer det danske samfund oppe. Indkomstskattelettelser er derfor den eneste ansvarlige løsning på landets problemer.

Skattelettelserne finansieres ved, at det løbske forbrug i den offentlige sektor afløses af omfattende besparelser. Væsentlige privatiseringer er også en farbar vej mod en reduktion af offentlige udgifter. En anden og supplerende vej er STØRRE MOD OG VILJE til, hos alle partier, at lægge ryg til upopulære besparelser.

Pakker sydfrugterne!

Hvis ikke den danske befolkning snart vågner op, så vil ethvert fornuftigt ungt menneske pakke sine “sydfrugter” og flytte til udlandet. Det er nemlig de kommende unge generationer, der kommer til at betale regningen for deres forældres offentlige fråseri med lånte midler.

Ingen ansvarlig regering kan, uden at foretage sig noget, blot se til, mens landets økonomi tager endnu en omgang på “gældens hurtigkørende karrusel”. Jeg vil derfor opfordre regeringen til, at årets finanslovsforhandlinger indledes allerede nu, og 1990-budgettet kan endnu nå at blive rettet op, hvis viljen er til stede hos Folketingets ikke-socialistiske flertal.

Man siger ofte, at “borgerne har de politikere, de selv fortjener”. Hvis det skulle være sandt, er danskerne tydeligvis et meget nøjsomt folkefærd.

Kim Behnke

finanspolitisk ordfører

www.frp.dk

Læs også: Hjulene skal i gang igen:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/12/09/hjulene-skal-igang-igen-derfor-ma-der-handles-drastisk-og-resolut/

Holdt i Ellemanns optik

Fra Politikens idealist-farce:

Han er utrættelig i sin stædige kamp for at skabe forståelse omkring minoriteter og udstødte mennesker, lige fra danske muslimer og sorte i USA til medlemmer af Ku Klux Klan.

Han lever op til sit ideal om at møde dem, vi ikke forstår, med kærlighed og tolerance, drevet som han er af troen på det gode i alle mennesker.

En gang imellem forekommer Jacob Holdt måske at være lidt fjernt fra virkeligheden, men han virker så ægte i sin idealisme, at det ikke svækker hans budskab.

Uffe Ellemann-Jensen har enten fået koldbrand i bylden, eller også køber han ikke sin tobak hos W. Ø. Larsen længere. Der var en gang jeg respekterede ham. Da var han speaker på TV-avisen. Siden er det kun gået ned ad bakke for herren, i hvert fald rent mentalt.

Der har i Kenya været en konference med temaet “The Kenya We Want”. Jeg læste i dag en lille artikel om den i den kenyanske avis Daily Nation. Der står bl.a.:

International experts on conflict resolution who included former Danish foreign minister Mr Uffe Eueman-Jannseen and former OAU secretary-general Dr Salim Ahmed Salim, were among the speakers.

Der gik lige et øjeblik før jeg genkendte navnet. Hvor mange stavefejl kan man få i ét navn i en avis? Tjoh, “Uffe” er jo rigtigt nok. “Eueman” har u i stedet for ll (sikker pga hurtige notater og en sjusket håndskrift!?) og der mangler et n i slutningen. “Jannseen” ved jeg slet ikke hvordan de er kommet frem til. De har skrevet a i stedet for e, puttet et n for meget ind, og også tilføjet et e.

Konklusion: Det kan faktisk lade sig gøre at lave 5 stavefejl i ét navn i en landsdækkende avis.

Danmark er blevet en af klassens dårlige drenge, siger Uffe Ellemann-Jensen, og henviser til Folketingets sløve implementering af EU-lovgivning i form af direktiver i dansk ret. Okay, han siger nu at det er Regeringens skyld at det sker for sløvt, men det må skyldes, at den tidligere udenrigsminister er i en vildfarelse omkring grundlovens § 3; det er jo lovgiver der lovgiver her i landet, i modsætning til i nogle af de andre stater, hvis synspunkter i sager omhandlende ejendomsretten og frihed i al almindelighed, Uffe Ellemann-Jensen for tiden har det med at støtte.

Da jeg gik i skole var jeg ikke en af klassens dårlige drenge. Tværtimod. Jeg var måske lidt outspoken, men stadig en af de gode drenge. Sådan var egentlig også mit indtryk af Uffe Ellemann-Jensen førhen. På mange måder er det det egentlig stadig.

Men når det kommer til indvandringspolitiken er det som om, at Uffe Ellemann-Jensen er i et religiøst korstog; og i alliance med det, som nogle har det med at kalde Systemet Politiken.

Korstog er der som sådant intet galt i. Jeg selv og en række andre liberalistiske kapitalister er i et korstog mod staten, skatten og formynderiet — og for så vidt også 24-års reglen, som vi mener er for stram og — ja, iht. EF-Domstolen i hvertfald — ulovlig.

Det der adskiller en som mig fra en som Uffe Ellemann tror jeg er grundindstillingen til EU og det lovstof, som systemet producerer. Jens Rohde fik egentlig sagt det rigtigt godt for et par uger siden: Liberale i Danmark har haft det med at anprise EU alt, alt for højt, fordi de ikke på nogen som helst måde ville have det til at se ud som om, at EU-systemet kunne gøre noget, som var forkert eller dårligt i forhold til de danske borgeres interesser.

Uffe Ellemann-Jensen dyrker stadig den kommunikationspolitik, som Jens Rohde anfægtede. Det er han også i sin frie ret til; og jeg er ikke i tvivl om, at han helt sikkert er oprigtigt i meget af det han siger og gør.

Men der er immervæk forskel på kvaliteten i og fornuften af den regulering EU-systemet spytter ud fra Bryssel. Akkurat som det er det med meget af det, som kommer ud af Folketinget (og så ikke et ord om, at mere end 70 pct. af Folketingets lovforslag er “pligtlovgivning”, som EU “pålægger” tinget).

Der er forskel på om man vælger at omfavne EU som det er, eller man er bare en anelse kritisk overfor systemets produkter.

EUs kerneområder er i sig selv fornuftige: Den frie bevægelighed af mennesker, varer og tjenesteydelser.

Det er dybt tragisk, at man overhoved har behov for et EU til at harmoniserer nationale regler på disse områder. For EU er ikke perfekt og det er harmoniseringerne heller ikke; hvem husker ikke servicedirektivet, der ikke rigtigt blev til noget? Havde vi som medlemsstater varetaget borgernes og civilsamfundets interesser mere end vi varetog statens, ville meget af den regulering vi ser fra EU være kompelt overflødig. Ja, EU ville sågar være overflødig, hvis blot medlemsstaterne omfavnede de særdelesbrugbare ideer, som den klassiske liberalisme og det kapitalistisk-økonomiske system byder. Liberalismen og kapitalismen ligger der bare og er parat til at blive brugt. Det kræver ikke store udredning af regerings- og reguleringskommissioner, ekspertudtalelser og debatter fra talerstole. Rent faktisk skulle man lade være med at gøre noget som helst; det kan da ikke blive nemmere.

Regulering og overflødig lovgivning er oftest konsekvensen af, at vi lader EU sikre os vores naturgivne friheder, fremfor at vi, ude i nationalstaterne, selv finder dem.

En typisk EU-retsakt er særdeles omfattende. Den indeholder store flotte forord, kapitler, artikler og betragtninger. De definerer ord og vendinger i selve lovteksten, selvom alle kender betydninge af dem. Og bagefter udsteder de vejledninger, der er endnu tykkere end f.eks. direktivet, så man kan læse sig frem til hvad der står i lovteksten, og forordninger så man “mere smidigt” kan implementere EU-lovgivningen i medlemsstaternes retssystemer.

Hvis man vil se forskellen på hvordan EU lovgiver og hvordan Danmark gør, så tag et kig på disse to love, der grundlæggende omhandler det samme: Aftaleloven og  Værdipapirhandelsloven.

Begge love handler om aftaler; aftaleloven om aftaler i al almindelighed og værdipapirhanelsloven om aftaler om værdipapirer.

Aftaleloven er lavet af den danske jurist Henry Ussing medens værdipapirhandelsloven er lavet af embedsmænd, der faktisk bare har copy/pastet tekst fra et direktiv over i en dansk lov. Rationelt set er der ikke nogen som helst forskel, what so ever!, på en aftale om at købe en poloshirt og så at indgå en finansiel kontrakt eller at købe en aktie.

Alligevel overregulerer man i den grad i den EU-baserede lovgivning. Seriøst, prøv at kig på de to lover side om side. Hvilken lov er nemmest at læse for os borgere, som de gælder for? Aftaleloven selvfølgelig. Den er kort, præcis og punktlig.

I Danmark kan vi godt lide kort og præcis lovgivning. Det kan vi som liberale i al almindelighed også. For mange ord fører til for stor usikkerhed og for ringe forudberegnelighed.

Sådan har jeg det også med EU generelt.

Opdatering: Ifølge Politiken er VK-partierne pinlige.

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 2 / februar 1992 / 20. årgang

Udenrigsministeren skal stå skoleret i finansudvalget

Fremskridtspartiets finanspolitiske ordfører, Kim Behnke, forlanger, at udenrigsministeren (Uffe Ellemann-Jensen, V, red.) afgiver en redegørelse i Folketingets finansudvalg, Hvis udenrigsministeren ikke svarer finansudvalget tilfredsstillende på spørgsmål vedrørende skandalen om de 500 millioner kroner fra et dansk ulandsprojekt, der er forsvundet ud i den blå luft, vil Kim Behnke forlange, at udenrigsministeren kommer i samråd i finansudvalget.

Jeg vil vide, hvad regeringen (V og C, red.) vil gøre for, at der iværksættes en tilbagebetaling af det rentefri lån, som Danmark har ydet Fillipinerne. Regeringen må hellere have en god forklaring, for ellers ser jeg ingen anden udvej end, at udenrigsministeren må i samråd i finansudvalget for at redegøre for skandalen, siger Kim Behnke.

Måske er vi ligefrem nødt til at rejse en forespørgselsdebat om DANIDAs og regeringens kontrol med u-landsmidlerne; statsrevisorerne har jo lige kritiseret DANIDA og udenrigsministeren for Kenya-skandalen.

I forvejen er skatteyderne til grin, når f.eks. de ældre ikke kan modtage de mest basale ydelser fra det offentlige samtidig med, at der bruges milliarder af kroner på det ene mere groteske ulandsprojekt end det andet. Derfor er det nødvendigt, at vi holder regeringen i en meget kort snor, hvad angår kontrollen af u-lands-milliarderne, slutter Kim Behnke.

 Pressemeddelelse fra Fremskridtspartiets finanspolitiske ordfører 

Kim Behnke

www.frp.dk  

Læs også: Vi yder Ulandene store rentefrie lån, men stifter selv milliard gæld:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/17/vi-yder-u-lande-store-rentefrie-lan-men-stifter-selv-milliard-g%c3%a6ld/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 26 / 15. august 1986 / 14. årgang

Regeringen snorksover…

“Hysteriske kællinger”, kalder socialdemokraten Mogens Lykketoft de handlende på Københavns Fondsbørs, da kurserne faldt og renten steg som følge af, at den daværende regering ikke magtede opgaverne.

“Lamme ænder skal steges i eget fedt”, lyder det nu brovtende fra udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) om de samme folk på Københavns Fondsbørs i anledning af, at udviklingen nu igen går i samme negative retning.

Nu helbreder man jo som bekendt ikke et sygt barn ved at slå termometeret i stykker, så temperaturen ikke kan måles. Derfor er det lykkeligt for de syge, at hverken Lykketoft eller Ellemann-Jensen er blevet læger. Derfor må Fondsbørsen anerkendes som et sted, hvor man neutralt luger det politiske pral væk og nøgternt vurderer de faktiske forhold. Grunden til, at Fondsbørsen og mange andre igen har mistet tilliden til de fremtidige økonomiske muligheder, skyldes naturligvis, at regeringen ikke alene sover – nej, den snorksover. Intet bliver gjort for at forbedre underskuddet på betalingsbalancen.

Tåbelige og meningsløse formål

Man øser på socialdemokratisk vis stadig ud af skatteborgernes penge til de mest tåbelige og meningsløse formål. I slutningen af 1985 skønnede regeringen, at underskuddet for 1986 i Danmarks samhandel med udlandet ville blive 18.000 millioner kroner. Alt tyder nu på, at dette formidable underskud (læs: offentligt overforbrug) nærmere bliver godt 30.000 millioner kroner! Et fantastisk tal. Ikke så underligt, at kronen befinder sig helt i bunden af valutaslangen, og sandsynligvis bliver devalueret inden årets udgang.

Hvor er det meningsløst og trist, at den nuværende regering har udartet sig til en flok dikkende lammehaler, der intet vil eller intet evner for at få ændret den socialistiske politik, der førte til Anker Jørgensens kapitulation.

Ministrenes aktiviteter og gøremål indskrænker sig efterhånden kun til rejser i udlandet og udsendelser af pressemeddelelser, hvor de fremhæver deres egne og regeringens fortræffeligheder.

“Andegård”

Bistået af en stort set tandløs presse fejes problemerne ind under gulvtæppet. De dårlige undskyldninger regeringen fremkommer med, er nærmest pinlige. Først blev eksportvirksomhederne beskyldt for, at de ikke gad sælge til andre end hjemmemarkedet, og nu er Fondsbørsen blevet en “andegård”.

Den konservative gruppeformand Knud Østergård behøver såmænd ikke at lefle for et samarbejde med socialdemokraterne efter næste valg. De fire regeringspartier er på sporet – Ankers spor!

Helge Dohrmann, MF

WWW.FRP.DK

Læs også: Kun promille til forskel på Anker og Poul:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/27/kun-promille-til-forskel-pa-anker-og-poul/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 15 / 25. april 1986 / 14. årgang

Kun for de blåøjede…

Et stadigt stigende antal henvendelser til Fremskridtspartiets folketingsgruppe har følgende indhold: “Kan Fremskridtspartiet dog ikke på en eller anden måde få regeringen til at ændre politik? Og samtidig forklare Uffe Ellemann-Jensen (V) og Poul Schlüter (C), at de vælgere, der ved sidste valg stemte på et af regeringspartierne (V, C, CD og KrF, red.), absolut ikke mente, at regeringen blot skulle sidde med armene over kors og fortsætte den skatte- og gældsætningspolitik, Socialdemokratiet har været hovedansvarlig for i mange år”.

Spørgsmål af den karakter giver et fingerpeg om, at virkelig mange efterhånden har fundet ud af sandheden, nemlig den, at vel bruger regeringspartierne og Socialdemokratiet mange gnubbede ord mod hinanden, men i realiteten er det stort set de samme love og bekendtgørelser, der vedtages og udstedes i dag, som det var tidligere.

Laden-stå-til-politik

Resultaterne, eller rettere manglen på resultater, af denne laden-stå-til-politik, udebliver naturligvis heller ikke. Kun de mest blåøjede tror vel efterhånden på, at dansk økonomi er bedre nu, end den var tidligere. Ganske vist er der udefra kommet et internationalt opsving med rentefald, lavere inflation, billigere olie og faldende dollarkurs, som absolut har været til dansk fordel, og derfor bør hilses velkomment. Nationalt og sammenlignet med udenlandske konkurrenter går det imidlertid fortsat sin skæve gang. Gælden til udlandet er blevet fordoblet, siden den nuværende regering tiltrådte. Skatter og afgifter har fået et ordentligt tryk opad i samme periode. Og hvad også alvorligt er så mister dansk eksportindustri markedsandele i udlandet.

Ud fra erkendelsen af, at firkløverregeringen gik i stå den dag Fremskridtspartiet ikke længere udgjorde det nødvendige parlamentariske flertal, og således blev afskåret fra at trække regeringen i den nødvendige retning, er det forståeligt, at mange nu bittert fortryder, at de ved sidste valg lod sig overtale af regeringspartiernes flotte valgløfter.

Det værste

Indrømmes skal det da gerne, at også Fremskridtspartiet begik fejltagelser, og dermed gjorde det sværere for vælgerne at træffe den rigtige beslutning.

Nu skal og bør tilslutningen til Fremskridtspartiet imidlertid hurtigst muligt forøges. Ikke nok med at regeringen savner mod til besparelser i den offentlige sektor. Finansministeren har tilmed lovet store lønstigninger til alle offentligt ansatte.

Det værste af det hele er dog, at de aftaler, der indgik mellem regeringspartierne, Det radikale Venstre og Socialdemokratiet, baster og binder partierne sammen i mange år. Det gælder f.eks. skattereformen, hybridnettet, miljøloven og TV2.

Helge Dohrmann, MF

WWW.FRP.DK

Læs også: Firkløveret er hverken fornyelse eller forandring: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/26/firkl%c3%b8veret-er-hverken-fornyelse-eller-forandring/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 12 / 4. april 1986 / 14. årgang

Ellemann Ebberød

Kineserne plejer at være dygtige og forsigtige økonomer. De er sparsommelige og arbejdsomme og lever i et råstofrigt land. I de sidste tre år har deres vækstrater da også været:

1982: 7,4 %

1983: 9,0 %

1984:13,0 %

altså tre gange den danske vækst. Hvor den danske vækst var for nedadgående i 1985, viste første kvartal 1985 et niveau på 23 % i Kina.

Derfor kan det ikke overraske, at kineserne i øjeblikket søger at placere et opsparet kontantbeløb til bedst mulig rente på de internationale lånemarkeder. Det drejer sig om 20.000 millioner dollars – altså nogenlunde svarende til Danmarks totale nettogæld til udlandet.

Samtidig øger Danmark sin gæld for, at Ellemann-Jensen kan spille Kong-Gulerod ved på sin rundrejse i Kina at love kineserne en rentefri milliardkredit fra Danmark.

Penge, som vi skal ud og låne til renter, der såvel dækker kinesernes og andre opspareres renter som diverse mellemhandlerlevarancer.

Men det er ikke Ellemann-Jensen, som yder disse ofre. Han og hans gammelpartikammersjukker smækker byrden over på den i forvejen alt for hårdt plagede danske befolkning.

Mogens Glistrup

WWW.FRP.DK

Læs også: Vi yder Ulandene store rentefri lån men stifter selv milliard-gæld:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/17/vi-yder-u-lande-store-rentefrie-lan-men-stifter-selv-milliard-g%c3%a6ld/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / august 1990 / 18. årgang

Spurv i tranedans 

En kvindelig politiker: “Danmark tiltrækker flygtninge som en sukkerskål tiltrækker hvepse”.

Justitsministeren (Hans Engell, C, red.) frygter, at Danmark vil virke som en magnet, der tiltrækker flygtninge, når grænsebommen hejses op.

Lyttede den 9. juni til udenrigsministerens (Uffe Ellemann-Jensen, V, red.) tale i en radioudsendelse. Jeg forstod ministerens tale derhen, at han var ret så bekymret over flygtningeproblemet.

EFs flygtningeplan skal indeholde bestemmelser om, at ytrings- og pressefriheden skal “tilpasses” af hensyn til de mange millioner muslimer, der forventes at ville invadere Europa.

Mine spørgsmål

1. Er det mon ikke på tide, allerede nu, at lægge låget på sukkerskålen og spærre magneten inde bag et solidt hegn?

2. Kan EF med et pennestrøg tilsidesætte fundamentets bestemmelser i Grundloven om ytrings- og pressefrihed? Kan problemet tænkes tacklet med en ny og skrappere “racistlov”, idet det så kun bliver en ændring af straffeloven?

3. På hvilken måde skal lille fattige, gældbundne, skatteplagede og problemfyldte Danmark skaffe midler til flere og flere flygtninges ophold og underhold?

4. Kan Danmark overhovedet hævde sig i giganternes store skuespil i Bryssel? Få rollen som “Spurv i tranedans?” (folkekomedie, red.) 

5. Nogle af vore politikere synes at være ved at vågne op. Lad os så håbe, at det ikke er blevet for sent og kun handlet efter: “Brønden lukkes først, når barnet er druknet”. Hvorfor vågner man først op nu? Det har dog i mange år ikke manglet på advarsler. Er Danmark godt på vej til at blive en “saga blot”? En lille grå og anselig spurv, der nok skal blive kommanderet til at holde kæft, trit, takt og retning.

6. Hvad er det for et spilfægteri omkring underskrivelsen af flygtningekonventionen? Et det for at stikke den danske befolkning blår i øjnene? Er Danmark ikke tvunget til at underskrive?

Svar udbedes… også på andres vegne.

Ellen Larsen

WWW.FRP.DK 

Læs også: Flygtningekonventionen bør straks opsiges: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/07/flygtningekonventionen-b%c3%b8r-straks-opsiges/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 32 / 6. oktober 1989 / 17. årgang

Skjoldslagene klinger hult

Partiet Venstre - Danmarks åh så liberale parti – har fået travlt på det sidste. Under stor bevågenhed fra medierne har partiet ladet et udvalg arbejde med fremmedpolitikken.

Udvalget har barslet, og medierne har gjort musen til en elefant. Der skal som bekendt være kommunevalg den 21. november. Og rundt omkring i kommunerne er der konstateret nogen – for at sige det mildt – frustration over den førte indvandrerpolitik. En politik som ikke mindst Venstres formand, Uffe Ellemann-Jensen, på Venstres landsmøde sidste år, slog sig gevaldigt på brystet over.

Venstrefolkene har dristet sig til at tilslutte sig Fremskridtspartiets politik. Også de elementer i den politik, man hidtil har stemt imod i Folketinget.

Dette udspil har skabt bestyrtelse hos ikke mindst de radikale. Hvad er nu det? Er det ikke længere kun Fremskridtspartiet, der tør kalde en spade for en spade? Er venstrevikingerne vågnet op til dåd?

Til beroligelse for de radikale blot dette: Det er de ikke. Skuden er ganske vist stævnet ud, men formålet synes blot at være lidt stemmefiskeri.

Til orientering for vælgerne blot dette: Nok så mange slag på skjoldene, der for øvrigt synes at være af blik, gør det ikke. Venstre bør bedømmes på den førte indvandringspolitik.

Skjoldslagene klinger hult.

Redaktionen

WWW.FRP.DK 

Læs også: Heiselberg, flygtningene – og sandheden:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/24/heiselberg-flygtningene-og-sandheden/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 3 / marts 1993 / 21. årgang

Uffe, Bertel og Anders socialiserede Danmark

Under Uffe Ellemann-Jensen, Bertel Haarder og Anders Fogh Rasmussen steg skatteplyndringen og bureaukratiet satte nye rekorder, fastslår lektor Steen Steensen, Ranum i denne artikel 

Tre politikere i moderne tid falder i øjnene. Det er Uffe Ellemann-Jensen, Bertel Haarder og Anders Fogh Rasmussen. Deres evne til at fremstå som superliberale, som forkæmpere for den enkeltes ret over for staten, forekommer imponerende. Ingen har som disse tre politikmagere i den grad formået, at socialisere samfundet. Denne præstation kommer utvivlsomt til at danne skole. I vælgerbedragets kunst tager de suverænt førstepladsen.

Uffe Ellemann-Jensens politiske stil når til randen af det perfekte. Venstre sætter mennesker over systemet, lyder kampråbet. Det kan selv styre sin næring og sin tilværelse. Statens barnepigementalitet er utålelig. Sådanne ord strømmer fra munden. Samtidig slår han i bordet for Eurostaten, den stat, der for alvor repræsenterer systems sejr over individet.

EF står over for en politisk dirigisme, en øvrighedsånd og en statslig undertrykkelse, som råber til himlen af antiliberalisme. Centrum bringer menneskelig aktivitet på formel. Uden direktiver går det ikke. Århundredets kamp for individuel frihed løbes over ende. Handlingsplanerne myldrer frem af skufferne. Tusinder af kommissærer hænger allerede på ryggen af arbejdende mennesker. En bureaukratisme uden sidestykke i Europas historie er under udvikling. Kriminaliseringen af privat virksomhed forekommer vidt fremskreden. Den institutionelle vold mod de næringsdrivende tager til. Overvågningen lurer ved hvert hjørne. Satellitterne er i kredsløb.

Folkenes selvbestemmelsesret og individets ret til et selvstændigt liv danner kernen i liberalismens lære. Just disse søjler knuser Eurostaten. Indtil benet er EF antiborgerlig. Trin for trin brydes de selvregulerende kræfter, og de embedsregulerende tager over. I spidsen for denne totalitære kraft står Uffe Ellemann-Jensen. Alligevel evner manden at træde op som næringsfrihedens fortaler. Disse store ideologiske sejre har slået verden med forbavselse og beundring.

Bertel Haarder er heller ikke nogen novice i maskeringens svære bestilling. På friskfyragtig facon har han gjort sig til bannerfører for mindre politik og kompromisløs afbureaukratisering. Frihedssnakken synes på ingen måde at mangle noget i styrke. Slip frihed løs og giv ansvar, gjalder stemmen. Desværre er mandens liberalisme ikke af denne verden. Selvbestemmelsesretten forsvares langt fra i praksis. Ude på fiskekuttere, minkfarme, gårde, dambrug, værksteder og hos skrothandleren føres en fortvivlet strid mod alskens kommissærer.

Bureaukraterne fra de offentlige institutioner ydmyger og nedværdiger selvstændige mennesker på det smerteligste. Systemet sættes ind mod et menneske i hvert sogn dagligt. Ofrene råber forgæves på Haarders hjælp.

Under den borgerlige regering raslede regelmagerne uhæmmet. Da samfundsherskerne i borgerlig forklædning kom til i 1982, fandtes ca. 15.000 love og forordninger. Ved de borgerliges afgang havde regelmængden passeret de 18.000. Erhvervslivet holdt for. I særlig grad sattes planlovene ind mod familiebrugene, rygraden i det liberale samfund. I de første syv år af den borgerlige bureaukratiseringsfase forsvandt 40.000 selvstændige virksomheder fra landkortet, heraf 30.000 i landvæsenet. Husmændene blev likvideret som klasse. Det gamle bondeparti åd sine egne børn. Unægtelig en køn tak for hundrede års trofast støtte.

Professor Jørgen Grønnegård har i bogen “Den usynlige stat” afsløret Bertel Haarder som bureaukratismens fremmeste jordemoder. På fem år blev det til 623 love og bekendtgørelser. Ingen anden minister nåede dette niveau. Alle undervisere i skoleverdenen mærker reglernes og kontrollanternes rå ånde i nakken. Staten tager ingen chancer.

Mere end nogen anden undervisningsminister pumper Bertel Haarder kapital ind i magtens yngelgårde. Statsforskningen og de højere læreranstalter tilførtes yderligere autoriteter. Hundreder af kommissærer erhvervede kandidatgraden og fik tildelt embeder og overvågningsudstyr. Ikke desto mindre formår manden at boltre sig som liberalismens bygmester. Den indsats efterlader frihedsorienterede kredse måbende.

Anders Fogh Rasmussen udgør den tredje spydspids i den liberale verbalisme. Mægtig er hans tunge. På frygtelig vis går han til angreb på statens grådige beslaglæggelse af borgernes værdier. Skat er tyveri, snerrer den drabelige stridsmand.

Så højt råbte manden som skatteminister, at ordene noget nær fordunklede de iværksatte skattestigninger. Ingen forgænger i embedet vovede et tilsvarende ran fra borgerne. Fogh føjede flere procenter til momsen. Afgiftsmetoden håndterede han mesterligt. Samtlige skatteplyndrerne på kloden lagde han bag sig. Ligesom de to andre liberale løver klarede han at spille regerings- og oppositionsrollen samtidig. Dette lærerstykke i politisk behændighed vil næppe blive overgået i en overskuelig tid.

De tre politikmagere indtager en særstilling i nyere politisk historie. Under liberalismens fane forvandlede de handlefrihed til handlingsplaner. Rasende stormede de ind i politikfrie zoner med en hær af bureaukrater i hælene. Mere end nogen satte de som ministre systemet over mennesket. Ellemann, Haarder og Rasmussen opstillede vejskilte til politisk succes. Unge hedsporer skal nok vide at følge pilene.

Steen Steensen

www.frp.dk 

Læs også: Ja, hvis Venstre også ville handle herefter: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/11/14/ja-hvis-venstre-ogsa-ville-handle-herefter-2/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 36 / 24. oktober 1986 / 14. årgang

Flygtningepolitik – og barsk logik

En historisk gennemgang af flygtningesituationen i Danmark, hvor forfatteren påviser, at andre politiske partier i dag stort set siger det samme som det de for to år siden vrægede racister efter Fremskridtsfolk for. Artiklen er skrevet før Folketinget færdigbehandlede regeringens udspil til ændringer i udlændingeloven, men tager alligevel også sigte på fremtiden.

Hvis ikke denne historie var af så ny dato som tilfældet er, havde det været fristende, at indlede med “der var engang”. Men vi skal ikke længere tilbage end til foråret 1983, hvor Folketinget vedtog at ændre udlændingeloven med virkning fra 1984. Allerede på dette tidspunkt advarede Fremskridtspartiet imod ændringen af loven, og stemte som eneste parti imod.

Der sker så det, at antallet af flygtninge, som ankommer til Danmark, hovedsageligt over Gedser-grænsen fra DDR, stiger jævnt i løbet af 1984. Offentligheden bliver dog først for alvor opmærksom på stigningen, da der i een weekend op mod jul i 1984 kommer hele 150 flygtninge. Dronningen nævner flygtningene i sin nytårstale, og debatten starter. Fremskridtspartiet markerer sig kraftigt i debatten, idet partiet forlanger at få loven tilbage til situationen før 1983. Dette simple og absolut rimelige krav bliver dog overalt i presse, radio og TV brugt som grundlag for at lave en kæmpe hetz-kampagne mod Fremskridtspartiet, hvor det bliver hængt ud for racisme, nazisme, og hvad der ellers findes af effektive skældsord.

Ved Glistrups løsladelse fra Horserød den 11. marts 1985 udtaler han, at et af de vigtigste problemer for landet er, at få stoppet flygtningestrømmen. Igen bliver såvel han som partiet udråbt til støvletrampende SS-soldater, som alene har til formål at lægge andre mennesker for had.

Problemer allerede i 1984

Tiden går, flygtningestrømmen tiltager, og det samlede antal for 1984 løber op på 14-1500 flygtninge, som melder sig ved den danske grænse. Fremskridtspartiet forsøger at komme igennem med et ønske om, at der sættes tal på, hvor mange flygtninge Danmark egentlig kan huse. Igen afvises det med skældsord og hån. Fremskridtspartiet er af den opfattelse, at Danmark skal modtage sin andel af verdens “ægte” flygtninge og afvise de mange, som alene er lykkejægere. Denne holdning bruges af partiets modstandere som endnu et bevis på partiets påståede menneskefjendskhed.

Allerede med de flygtninge, som ankom i 1984 var der opstået problemer. Jørgen Chemnitz fra Røde Kors kunne således fortælle i en Tv-avis, at de snart ikke magtede mere og at tingene var ved, at bryde sammen.

Politisk blev det da også indset, at strømmen af flygtninge ikke kunne fortsætte uhæmmet og da den største årsag til tilstedeværelsen af flygtningene var DDR’s politik, hvor alle blot sendes videre, tog regeringen sig sammen og lavede en aftale med DDR, således, at kun personer med visum til Danmark kom videre. Ingen mæglede et ord om, at det var Fremskridtspartiet, der allerede 1½ år forinden havde forudset situationen og derfor advaret imod loven, som partiet anså for at være “verdens mest liberale flygtningelov”.

Uro i flygtningelejrene

Flygtningestrømmen aftager en tid som følge af DDR-aftalen. I den korte tid er pressen mere opmærksom på de kæmpe-problemer som de allerede ankomne flygtninge, skaber i lejre rundt om i landet.

Fremskridtspartiet havde advaret imod, at man bringer grupper, der i deres hjemland er i åben krig, sammen i danske lejre. Partiet blev blot kaldt racistisk, som altid. Fakta er imidlertid, at vi her i landet har oplevet knivkampe, ildspåsættelse, vold mod politi og myndigheder, ødelæggelse af møbler og andet inventar, samt ikke mindst kampe mellem grupper af flygtninge.

Når tilhængere af flygtningestrømmen præsenteres for disse kendsgerninger, bruger de argumenter om, at “det er svært for flygtningene”…”de skal vænne sig til en ny kultur” o.s.v., – alt sammen rigtige argumenter, men absolut ikke tilstrækkeligt til at legimitere væbnede overfald o. lign. Havde danske statsborgere foretaget lignede aktiviteter, var de blevet sendt i fængsel.’

Når flygtningene laver optøjer, undskylder man det med, at de skal vente så længe på en afgørelse, og en placering i samfundet. Resultatet bliver, at man presser endnu mere på for at få steder til fast beboelse af flygtningene, et pres som gør, at danskerne bliver sat endnu længere tilbage i boligkøerne, institutionskøerne o.s.v. Vel at mærke de danskere, som betaler skat for at leve i Danmark, og som skal overholde dansk lov, eller gå i fængsel.

1986… Flygtningestrømmen tiltager igen

Efter således at have haft det meste af 1985 og halvdelen af 1986 med disse saglige beretninger om uroligheder hos de flygtninge, der allerede er ankommet, begynder strømmen af nye flygtninge at tiltage igen, denne gang ved den dansk-tyske grænse. Denne gang er det flygtninge, som først er blevet afvist i Vesttyskland, eller som har en sag kørende hos myndighederne i Vesttyskland, altså personer, som burde sendes tilbage øjeblikkeligt. Igen går der nogen tid, hvor de eneste som råber vagt i gevær er Fremskridtsfolk, dog ikke så mange som 2 år før, idet de fleste ikke længere ønsker at blive hængt ud som racister, blot fordi de påpeger nogle urimeligheder.

Så endelig bliver alle for alvor opmærksom på, hvor langt ud vi er kommet på det tidspunkt, hvor Røde Kors og Flygtningehjælpen melder om manglende husly til flygtningene. Og som ved et trylleslag er alle klar med en mening. Således udtaler Ole Espersen fra Soc. i Jyllands-Posten den 16. august: “Vi er ved at nå grænsen for, hvad vi kan klare”, “Vi må stramme loven”, “Folk, der har sager kørende i andre lande skal straks sendes tilbage”. Udenrigsminister og fmd. for Venstre, Uffe Ellemann-Jensen udtaler samme dag i Jyllands-Posten: “Vi kommer ikke udenom, at den danske lovgivning virker som en magnet”, “Der skal ikke kun være plads til flygtninge, der kan købe sig plads til Danmark”. Og endelig fastslår statsminister Poul Schlüter (C) den 20. august: “Det er et problem, at Danmark har så lempelige flygtningeregler”. Samtidig med udtaler flygtningenes ven nr. 1 Bernhard Baunsgaard (B), “Der skal laves flygtningelejre ved grænsen, så personer som ikke er rigtige flygtninge, kan sendes ud af landet med det samme”.

Og udover overstående 4 væsentlige udtalelser, kan der refereres til stribevis af læserbreve, hvor mange danskere har påpeget problemerne med flygtningene. For læsere af denne artikel vil man let kunne se, hvorledes udtalelser, der bare for 2 år siden blev kaldt racistiske når de kom fra Fremskridtspartiet, nu bliver sagt af selve dette lands ledende politikere! Og ingen råber racist!

Følg folkets røst

Gentagne opinionsundersøgelser har fastslået, at et meget stort flertal går ind for Fremskridtspartiets forslag om, at flygtningespørgsmålet afgøres ved en folkeafstemning. Den mest indædte modstander af Fremskridtspartiet og tilhænger af den massive tilgang af flygtninge, Jaques Blum, kultursociolog ved Kbhs Universitet, troede ikke på disse undersøgelser og kaldte dem manipulerede. Han lavede selv en undersøgelse og fik som resultat, at 61 % af befolkningen, vil have stoppet flygtningestrømmen!

Adskillige politikere har bebudet, at loven skal laves om. Udover de allerede citerede personer har Birgith Mogensen fra CD udtalt at flygtningestrømmen “er en belastning for danske borgere”. Hun har helt ret, derfor er det også utroligt, at Folketinget har siddet Fremskridtspartiet overhørigt i mere end 2 år.

Det er ulykkeligt for Danmark, at politikere vælger at lade hånt om forudsigelser, blot fordi de kommer fra Fremskridtspartiet. Det har kostet det danske samfund enorme summer at huse de tusinder af flygtninge, som burde have været afvist ved grænsen.

Evighedsmaskine

Ikke nok med, at man med åbne arme har modtaget flygtninge men partier som SF og de radikale har været så forelskede i flygtningene, at man fik vedtaget den såkaldte “humanitetsparagraf”, hvorefter flygtninge kan optages i Danmark, hvis man skønner, at de vil lide overlast ved hjemkomsten til deres fædreland. Eftersom behandlingen af flygtningene på et tidspunkt var oppe på 13 mdr., er det helt sikkert, at myndighederne i deres hjemland har opdaget, at de er flygtet og derfor vil de blive straffet efter disse landes love. Love, som er væsentlig mindre humane end danske, og så bliver man jo nødt til at beholde flygtningene her i landet, jfr. humanitetsparagraffen. Personer, som ved deres ankomst egentlig ikke var at regne som flygtninge!

Og så påstås det, at evighedsmaskinen ikke er opfundet!

Et land som Danmark formår ikke at løse alverdens problemer. Ved at lukke så mange flygtninge ind i landet skaber man blot endnu større problemer for danskere. Når flygtninge kommer forrest i uddannelseskøer, boligkøer o.s.v. skal det skabe utilfredshed hos den befolkning som betaler det hele.

Een rimelig løsning

Der er således kun een rimelig løsning på hele spørgsmålet: Der gennemføres en folkeafstemning om, i hvilket omfang Danmark skal modtage flygtninge og der gennemføres med øjeblikkelig virkning en situation, hvor alle ankomne flygtninge, underlægges stramme love. Deltager flygtningene således i kriminelle handlinger, skal de udvises af landet. Endelig skal flygtningelejrene ikke indrettes efter regler for hotelvirksomhed. Selvom fmd. for Kommunernes Landsforening, Thorkild Simonsen (A), i anledning af manglen på steder at placere flygtningene udtalte: “deres midlertidige bopæl må ikke være alt for primitiv”, er der en grænse. Grænsen går lige præcis der, hvor tusinder af unge danskere hvert år ved denne tid skal flytte til studiebyer og hvor de ikke kan finde noget sted at bo, hverken luksus eller primitivt. Igen er det urimeligt, at landets egen befolkning skal have dårligere kår end flygtningene.

Lad os håbe, at de politiske optøninger, som er sket på dette område bliver til noget. Det er så kun ærgerligt, at man ikke havde andet end skældsord til overs for Fremskridtspartiet, da vi for to år siden forudsagde situationen.

Men som verdenshistorien fortæller os, er personer med holdninger på tværs af den herskende klasse altid udskældt i sin egen tid. Fremskridtspartiet kan sagtens holde til at blive kaldt racistisk, men kan Danmark holde til flygtningepresset?

Kim Behnke

www.frp.dk  

Læs også: Mig er politisk flygtning:

 http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/09/15/mig-er-politisk-flygtning/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 4 / april 1992 / 20. årgang

Uffe Ellemanns millionoverforbrug må få følger 

Det er ganske utilfredsstillende, at udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens (V) konstante ønske om at “spise kirsebær med de store” har medført kæmpe budgetoverskridelser i Udenrigsministeriet, siger Fremskridtspartiets finanspolitiske ordfører, Kim Behnke, oven på finansudvalgets samråd med udenrigsministeren forleden.

Det fremgår tydeligt af budgetoverskridelsen på næsten 400 mio. kr., at det er udenrigsministerens store armbevægelser, som nu koster skatteyderne en kæmpe ekstra regning. Nok har ministeren på tillægsbevillingsloven søgt dækning for de 300 mio. kr. men dertil kommer yderligere næsten 100 mio. kroners overforbrug.

Udenrigsministeren har travlt med at fortælle om alle de ekstra møder, han har deltaget i. Det er groft, at de danske skatteydere på den måde bliver flået yderligere blot for at udenrigsministeren kan profilere sig selv blandt de store, mener Kim Behnke.

Havde udenrigsministeren tilbragt mere tid i ministeriet og brugt mindre tid på de dyre rejser, havde skatteyderne været sparet for denne skandale.

Budgetoverskridelsen må få følger. I en tid, hvor pensionister ikke kan få pleje, og hvor der spares på sygehusene, er det komplet utilstedeligt, hvis en udenrigsminister kan slippe godt fra at overskride budgettet med næsten 400 mio. kr. Udenrigsministeriet må derfor sættes på streng diæt, slutter Kim Behnke.

Pressemeddelelse fra Fremskridtspartiets finansordfører

Kim Behnke

www.frp.dk   

Læs også: Ellemann ebberød:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/10/06/ellemann-ebber%c3%b8d/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 9 / 13. marts 1987 / 15. årgang

Uffe Ellemann-Jensen – den mand er farlig!

Udenrigsministerens legen “julemand” – med finansudvalgets billigelse – på skatteydernes bekostning

Det er en farlig sag, at slippe udenrigsministeren løs på udebane. For hver eneste gang udenrigsministeren vender tilbage, har han givet “gyldne” løfter ude i den store vide verden, som finansudvalget så – stort set – kritikløst bevilger uden smålig skelen til, at “skillingerne” stammer fra surt betalte skatteyderkroner.

Nu er det jo sådan, at udenrigsministeren havde lovet lande med sultende mennesker – et eller andet sted i verden – et i forhold til Danmarks – håbløse økonomiske situation – rimeligt beløb, ville ikke mange have protesteret. Men når man ser, hvad denne udenrigsministrerielle tjenestemand øser skatteyderbetalte skattekroner ud til, må man tage sig til hovedet. Nogle få eksempler.

Sahara skal stoppes!

I et visionært øjeblik er udenrigsministerens “falkeøje” – på den umådeligt store Saharaørken og specielt den del, der støder op til den afrikanske stat Mauretanien, og mener så, at 42,2 millioner finansudvalgsbevilgede skatteyderkroner kan standse Saharaørkenens “fremmarch” mod syd. Der skal pukles meget for at betale 42,2 millioner kr., men der skal sandt for dyden ikke megen snusfornuft til at indse, at skatteyderkronerne er en dråbe i havet og derfor smidt lige ud af vinduet.

Tanzanias signalsystem!

Af en eller anden grund har udenrigsministeren set sig gal på signal- og meddelsessystemet på en fjern jernbane i den østafrikanske stat Tanzania og indtrængende anmodet finansudvalget – og fået bevilget – 20 millioner skatteyderkroner til forbedring af dette signal- og meddelsessystem på denne for danskere aldeles ligegyldige tanzanianske jernbane.

Hvilke motiver der ligger til grund for pengeudsmidningen foreligger der naturligvis intet om. Der er sikkert mange der sulter ude i den store verden, som undrende vil gå sultne i seng, hvis de havde en anelse om en så tåbelig bevilling på deres sultne mavers bekostning.

Global folkelighed!

Det er nu ikke kun udenrigsministeren, der optræder på slap line – på skatteydernes bekostning. Også undervisningsministeren har sans for det bizarre.

Sidst på året 1986 fik han bevilget 520.000 skatteyderkroner til “folkeligheden i verden og specielt Thy”, så thyboerne og “verdensborgere” til ugentlige festmiddage kan spise, synge og holde taler om de ting, de er optaget af.

Rektor Aage Rosendal Nielsen, som skal forvalte skatteyderkronerne udtaler: “Et af målene er at gøre FNs projekter forståelige for befolkningen, men da også at skaffe nye kursister”!

Der er nok ingen tvivl om, at en hulens masse underbetalte folkepensionister samt folk, der pinefuldt venter på hospitalsindlæggelse har “stor” forståelse for disse skatteyderkroneudgydelser.

JL

www.frp.dk

Læs også: Uffe Ellemanns millionoverforbrug må få følger: http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/30/uffe-ellemanns-millionoverforbrug-ma-fa-f%c3%b8lger/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 7 / 24. februar 1989 / 17. årgang

Dyre herrer leder landet

Statsministeren og udenrigsministeren er et par dyre herrer. I en sand kappestrid om – for lånte penge – at købe sympati i udlandet og samtidig indynde sig hos hjemlige socialister, smider de sådan rundt med millionerne, at det nærmest må betegnes som uforskammet.

Heldigvis lykkedes det dog at få bremset Uffe Ellemanns (V) planer om at oprette en dyr ambassade nede hos Gadaffi i Libyen, men knap var dette afgjort, før Poul Schlüter (C) følte, at nu var det hans tur. Via Folketingets finansudvalg, hvor Fremskridtspartiets medlem var det eneste, der stemte imod, blev der nu i den sædvanlige uskønne forening af såkaldte borgerlige partier og socialisterne besluttet, at efterkomme statsministerens ønske om 250 mil. kr., som Schlüter så forfærdelig gerne ville have med i lommen. når han nu skulle til Egypten for at se antikke monumenter, pyramiderne og selvfølgelig trykke præsident Mubarak i hænderne.

Dermed har Danmark i løbet af de senere år – alene til Egypten – ydet over 950 mil.. kr. Man behøver tilsyneladende ikke rejse til Egypten for at få sand i øjnene.

Helge Dohrmann

WWW.FRP.DK

Læs også: Grov forskelsbehandling:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2008/08/23/grov-forskelsbehandling-2/

Må citeres med fuld kildeangivelse:

Fremskridt nr. 19 / 22. maj 1981 / 9. årgang

Venstres vaklen er dyr for menigmand

I slutningen af maj 1978 var der i Folketinget en debat om de offentlige investeringer. Under debatten gik Venstres ordfører Uffe Ellemann-Jensen hårdt ind på, at der ikke skulle investeres i dansk udnyttelse af Nordsøens naturgas.

Uffe Ellemann-Jensen udtalte endda, at Venstre fandt, at naturgasprojektet var en uhyggelig skidt forretning for det danske samfund.

”Argumentationen om forsyningssikkerhed er ikke holdbar. Den bygger på primitive og populære forestillinger om dansk gas i danske gashaner. Der er ingen grund til at investere milliardbeløb i et nyt, dyrt distributionssystem og tvinge hundredtusinde husstand til dyre investeringer i nye boligopvarmningssystemer”.

Udtalelserne var ikke Fremskridtspartiets, men derimod Venstres, selvom jeg ord til andet sagde det samme som ordfører for Fremskridtspartiet.

Opløsningstendenserne i det danske samfund skyldes de partier, der ligesom Venstre skifter holdning, som Venstre gjorde det i naturgassagen for at tækkes Socialdemokratiet i den mislykkede SV-regering.

Ole Maisted, MF

www.frp.dk

Læs også: Er Venstres politik socialdemokratisk?:

http://fremskridtdk.wordpress.com/2009/04/06/er-venstres-politik-socialdemokratisk/

Uffe Ellemann-Jensen, som har det åh, så svært med “tonen i debatten”, og som er en af de fremmeste til at give køb på ytringsfriheden, holdt sig passiv, selv om PFLP tilbød hjælp.

Det ser mere og mere ud som om Hr. Ellemann-Jensen har haft en “undercover”-agenda. En stinker af rang er det i alle tilfælde.

OPDATERING: Uffe Ellemann-Jensen siger, at oplysningerne blev givet videre. Hø hø. Det er aben så hermed også blevet.

Eks-udenrigsminister Ellemann er i dag eks-chef for DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier, som iøvrigt kan bryste sig af et tæt samarbejde med Institut for Menneskerettigheder (IMR) i Dansk Center for Internationale Studier og Menneskeret­tigheder (DCISM) i form af fælles administration og bibliotek.

Kasper Krogh og Bent Blüdnikov skriver i dagens Berlinger:

Debatindlæg af Henrik Ræder Clausen til Politikens leder den 14. januar – brilliant!

Se også denne artikel i Nyhedsavisen…

Tragisk at Politiken stadig ikke fatter en brik af hvad det vil sige at forsvare vores frihedsrettigheder. Det starter helt forkert med at nævne Jyllands-Posten som årsag til krisen. Det er helt forbi. JP og tegningerne var anledningen til krisen – årsagen var islamiske fundamentalister, der hader vores ret til at kritisere religion og tænke rationelt.

Men en ting har Politiken fattet – det var uforvarende. Jyllands-Postens redaktører ønskede ikke denne krise. Men pludselig stod vi i den, og så gjaldt det om at stå fast. Vi var under massivt internationalt pres, uden den forventede hjælp fra vores venner, men alligevel stod vi igennem takket været en usædvanlig principfasthed og mod fra de involverede.

Nu er der ikke længere tvivl om, hvem vi kan regne med, når det gælder om at forsvare grundlæggende rettigheder. Det er godt at vide.

Til gengæld har vi en samling sekundære personer, der henter sig en billig profilering på at bagtale dem, der bærer det tunge læs. Man kunne forvente, at de ville slutte op og være solidariske i at stå fast på ytringsfriheden. Men nej, den skal absolut bruges til selvisk profilering og interne skænderier.

Uffe Elleman-Jensen, der på ingen måde har noget i klemme her, har ellers en fin fortid med at forsvare østlandenes frihed mod Sovjetunionen. Men når det gælder om at forsvare sit eget land, skrider det helt for ham. Underligt.

Politiken og TS, der har et ganske anstrengt forhold til foreninger og personer, der tager Trykkefriheden alvorligt, har derimod alt på spil. Uden ytringsfrihed ingen fri presse, og uden fri presse ingen mening i at udgive en avis. Man skulle tro, at de gik forrest i kampen mod de reaktionære religiøse fanatikere, der jo ikke engang repræsenterer et bredt udvalg af muslimer. Ikke mindst i betragtning af at Politiken med sit udspring i det kulturradikale miljø har en stolt tradition for at kritisere misbrug af religion i tide og utide.

Men nej. Solidariteten kan hurtigt kastes over bord, når det gælder om at profilere sig mod et konkurrerende blad og gøre sig interessant i intellektuelle kredse. Så skidt med at vi sætter en grundlæggende rettighed på spil.

Hvornår vender det her mon? Hvornår forstår de inde på Rådhuspladsen, at ytringsfrihed og andre grundlæggende frihedsrettigheder ikke er givet af Gud, men er vundet af mennesker med mod og hjerte for sit samfund, og at disse rettigheder skal forsvares igen og igen for at blive ved med at eksistere? Af almindelige mennesker, journalister, tegnere, redaktører, der tør sætte noget på spil og stå fast på de ting, der virkelig har værdi.

Politiken kører i mine øjne på renomeet. Den har en strålende fortid bag sig, men hvis ikke vi ser risikovillighed og principfasthed bliver avisen kørt bagud af dansen, både af de borgerlige aviser, der virkelig har værdier at stå for, og af den underskov af blogge og internetmedier, der står klar til at bide de gamle, etablerede i haserne når de sover i timen.

Og naturligvis skal JP da ikke undskylde overfor Uffe, der stadig ikke har bidraget med noget som helst konstruktivt. Det manglede bare.

Det hører til de absolutte sjældenheder, at jeg er kan erklærer mig stort set enig i hvad Politikens redaktion skriver i sin faste forsidespalte. Alt for ofte er selvsamme spalte en plakat, indeholdende både luftkasteller og postulater af spekulativ karakter.

Netop derfor er det også dejligt, at jeg faktisk er næsten fuldt ud enig i dagens leder, som handler om Jyllands-Postens underlige konfrontation med Uffe Ellemann-Jensen. Ja, og så er den endda skrevet af “ts“.

For hvad er det egentlig Jyllands-Posten har gang i for tiden? Hvis de er uenig i, hvad Ellemann-Jensen skriver kan de jo sagsøge ham. Sådan gør man i civiliserede nationer. Man forsøger ikke at censurerer dem eller undergrave deres troværdighed i offentlighede. Eller; okay, sidstnævnte er der vel ikke noget galt i som sådan, men der må også være en grænse.

Jyllands-Posten minder mere og mere om en avis, der er igang med at begå fadermord på en kær gammel liberalist, der er faldet i unåde over nået så ligegyldigt, som religion.