Der hvor Ungdomshuset stod er det nå ingenting, et tomrom som fungerer som en slags parkeringsplass, og ingen vet hva som vil skje med tomten.

Jeg møtte regissøren bak filmen 69 på tomten, og snakket med ham om opptøyene i forbindelse med at aktivistene ble ryddet ut av huset mars 2007. (Bilde via Wikipedia CC)

Hør utdrag fra intervjuet med Nikolaj Viborg.

Nikolaj dro frem en rekke interessante aspekter som jeg håper å få med når jeg nå skal begynne å redigere intervjuet. Jeg har tenkt spesielt mye på det han sa om at bråk mellom aktivister og politiet/politikere ofte kan forutses i en konfliktopptrapping av typen vi nå ser med innføringen  av Lømmelpakken. Nikolaj snakket om at det nå vil bli slått uforholdsmessig hardt ned på ikke-voldelig sivil ulydighet, noe som vil tvinge de som likevel vil demonstrere til å finne nye og mer ekstreme ytringsformer.

Jeg er redd for at det kan få svært uheldige konsekvenser. Det kan vise seg at et slikt ønske om å ha full kontroll fører til at man mister kontrollen.

Set på en facebook-side omhandlende et lettere ambitiøst projekt om at genopbygge ungdomshuset på Jagtvej 69.

Lovløse zoner

Vi har en bandekrig, hvor rockere og indvandrere skyder på hinanden. Sideløbende har vi en anden slags ”krig”: Grupper af indvandrere og autonome forsøger at skabe det, som man i udlandet kalder ”lovløse zoner” eller ”no-go områder”. Det vil sige områder, hvor staten (politiet) forhindres i at udøve sin magt, og hvor gadens kræfter tager over.

(kilde: Pittelkow/J.P 24 aug.09)

Det skatteyderbetalte autonomhus på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter, er nu blevet en no-go-zone, som det ses på nedenstående fotos.

Øverste to fotos viser ingangsportalen til autonomhuset og “lovløs”-zonen.

Nabobygningen; Rentemesterhuset, som er en privat ejendom, er konstant udsat for graffitihærværk fra autonomhusets brugere. Som regel når kommunen at fjerne graffiti fra gadens bygninger i løbet af ugen (hvilket der årligt afsættes 500.000 kroner til). 

Området omkring autonomhuset ligner nu en veritær losseplads. Her på fotos ligger en stak gamle cykler og en stak brosten.

Autonomhuset set inde fra gårdspladsen, der også rummer den endnu eksisterende cafe fra det tidligere kulturhus. Også her ligner det en slagmark nu med komplet nedslidning og langt fra den lyse, venlige gårdsplads, som cafegæsterne kunne sidde ude på.

Nu er cafeen lukningstruet pga. stort underskud, da der ikke kommer nogen besøgende mere.

…eller humanioranørdernes hævn!

Udenrigstjenestens Seoul-Man spontaninviterede ganske uventet de gamle quizz-masters til Festival of Endless Gratitude II (a.k.a. Troelsfest).

F.o.E.G. var en kunst- og musikfestival som blev afholdt den 20.-24. maj 2009 i Remisen bag Enghave Station. Jeg er ikke helt klar over hvad temaet for festivalen egentlig var, men da jeg dukkede op den onsdag hvor arrangementet startede, kunne jeg sammen med Ex-trommeslageren og Krogstrup-bloggen lade Udenrigstjenestens Seoul-Man lede os ind i Københavns undergrunds bankende humanistiske hjerte.

Folk omkring os var for tænkende og kunstneriske til Ungdomshuset, men samtidig alt for ustrukturerede til KUA. Stramme stumpende bukser, fedtet hår og briller, nussede tweedjakker kombineret med østtyske retro-plade-tasker. Publikum var en opvisning i genren “alternativ tænker”, og midt i det hele stod vi fire, direkte ankommet fra arbejdet, og  iklædt alt alt alt for borgerlige uniformer. Havde vi kunne sluge vores tøjs påsyede heste og krokodiller havde vi gjort det uden at blinke.

Vi havde desværre misset aftenens to første musikalske indslag: First World War Architecture samt Tristan Perichs 1-bit musik. Så efter at have studeret kunstdelen af festivalen stillede vi os med hver vores økologiske fadøl i baren for at se free jazz-duoen Black Hand.

Black Hand

Black hand består af to skæggede herrer i sært tøj, der spiller trommer og baryton-sax. De fleste numre blev afviklet ved, at trommeslageren høvlede løs på trommesættet alt imens saxofonisten ved hjælp af hyletoner forsøgte at spille ham op. Remisens hangar-akustik forvandlede det i forvejen specielle lydtæppe til ren støj, og vi måtte alle fire indrømme, at duoens musikalske pointe aldrig rigtigt gik op for os. Der var dog et par af “stamgæsterne” der så ud til at nyde lyd-collagen, og vi blev følgeligt velsignet med synet af et par meget blege, følsomme (og muligvis også lidt skæve) unge mænd med forsigtige overskæg der rystede arytmisk til musikken. Allerede på dette tidspunkt havde aftenen udviklet sig til noget man ikke oplever hver dag.

Næste indslag var imidlertid helt anderledes overvældende. Aymeric Hainaux er en fransk vokal-kunstner (Human Beatbox med mere), som vi til at starte med troede var en hjemløs der havde bevæget sig ind på scenen. Da først hans optræden startede, blev vores fordomme imidlertid gjort til skamme, og han leverede en helt igennem overraskende, rytmisk og cool præstation. Aymeric havde med to dages varsel tomlet herop fra Frankrig, og optrådte for et par hunderede kroner og et gratis måltid mad.

Aymeric Hainaux

Jeg vil ikke linke direkte, men opfordrer alle, der måtte læse dette, til at søge efter videoer med Aymeric Hainaux på youtube. Dem jeg har set er ikke engang repræsentative for, hvor vild han er, men de burde give et lille indblik i, hvor mange underlige lyde en mand kan lave med sin mund. 

Således opstemte regnede vi med, at aftenen var reddet.  Men de efterfølgende grupper: Satanism around Hollywood og Thulebasen var i sammenligning med Aymeric et skridt tilbage. Den ene gruppe var to fyre med guitarer der indianerråbte ind i deres mikrofoner sammen med et par saxofoner, og der var der lidt for meget alternativ efterskole over det andet band. Vi fik alle et par ikke helt økologiske hot dogs fra vognen udenfor imens.

Det næste band blev for vores vedkommende også aftenens sidste, og det var samtidig en slags hovednavn denne aften. I hvert fald var der tale om kendte musikere. Bost-X var et sjældent samarbejde mellem Thomas Ortved fra Sort Sol og Per Buhl Ács fra No Knox. De to punk-pionerer spillede sammen med Jørgen Teller og Ron Schneiderman, som der stod i programmet: “Haven’t played together in 10-15 years? Reunited for one night – and one night only”.

Programmet talte formentlig mere sandt end nogen havde kunne forestille sig, for jeg er ikke sikker på at der var gået nogen øvesessions forud for denne koncert, på trods af de 10-15 års adskillelse. Selvom man stadig må tage remisens lyd med i ligningen, lød resultatet af kollaborationen simpelt hen forfærdeligt, og det på trods af, at det jo som bekendt også er det kunstneriske udtryk det kommer an på…

Da lydmanden (eller lydhamsteren eller hvem der ellers sad bag 8-kanals mixeren) samtidigt lod sig rive lidt for meget med af den anarkistiske stemning, havde lyden gradvist nået en styrke, der ligeså stille fik folk til at sive hjemad med hænderne for ørerne. Vi fulgte trop og afsluttede således en meget meget indtryksrig aften på Enghavevej.

Festivalen fortsatte med flere kunstenere de følgende fire dage, hvilket jeg dog ikke fik oplevet på trods af, at jeg ved indgangen havde fået udleveret et 5-dages adgangs-armbånd (150 kr.) i stedet for den endagsbillet jeg havde betalt for (100 kr.).

Tak til Trolls-Mads & venner for at få en gruppe snart midaldrende mænd til at føle, at de er med helt der fremme hvor kunsten er undergrund, og vi glemmer at alle musikoplevelser vi ellers får i dag, har udspring i de ting vi lyttede til, da vores musikforståelse blev grundlagt i starten af 1990′erne.

Kring sociala rörelser som utmanar legaliteten, som husockupanterna, finns en rad starka föreställningar kring hur de gör och hur de borde göra. I mycket är dessa föreställningar en uppvisning i konsten att argumentera mot social förändring enligt klassiskt konservativt snitt – att de som menar sig agera för förändring till det bättre i själva verket bara gör allt sämre har hävdats sedan åtminstone den franska revolutionen gick in i sin jakobinska fas. Denna typ av sociala rörelser skildras dessutom ofta i en så stark genre att de framställs som våldsamma nästan oavsett om de använder våld eller inte.
Men det finns trots allt anledning att testa några av föreställningarna empiriskt för att se vilken verklighetsförankring de har. Efter ockupationsfestivalen konstaterade även de mer sansade bedömarna att ”demokratin” tillhörde förlorarna och att ”bråk” vunnit. I resonemanget ligger att ockupanternas möjlighet att ”få” (för det är uppenbart att ”ta” inte ryms inom diskursen) ett hus hade försämrats genom helgens konfrontativa icke-våld. För vi vet ju att våld aldrig lönar sig.

Humanisten eller samhällsvetaren saknar tillgång till naturvetarens laboratorium och kliniska tester, men vi har tillgång till historien som ett fält där vi kan pröva våra tesers giltighet. Och nu slumpar det sig så lyckligt att Köpenhamn under de senaste åren varit skådeplats för en synnerligen aktiv husockupationsrörelse i samband med vräkningen av Ungdomshuset. Huset blev 1982 ett brukarstyrd men kommunalt ägt hus och det såldes 1999 till den kristna sekten Fadershuset. Husets brukare motsatte sig beslutet, befäste huset och blev i mars 2007 avhysta av den danska anti-terrorpolisen. Vräkningen, och den efterföljande rivningen av huset, blev startskottet för flera dygns våldsamma kravaller som slutade med proklamerat undantagstillstånd och hundratals gripna. Ungdomshusrörelsen varvade sedan mindre aktioner med veckovis återkommande demonstrationer. På halvårsdagen av vräkningen utbröt återigen allvarliga kravaller och i oktober genomfördes den största icke-våldsaktionen i Danmarks historia där man enligt konfrontativt icke-våld sökte besätta ett övergivet vattenverk. Den aktionen bär likheter med händelserna i Lund – av ett stort antal demonstranter lyckades några faktiskt ockupera ett hus även om polisen svarade med stor våldsanvändning.

Så lönade sig våldet då? Det korta svaret är otvetydigt ja. Efter aktion G13 inleddes förhandlingar mellan rörelsen och kommunen som resulterade i att Ungdomshuset återinstiftades. Marsnätternas våldsamma sammanstötningar ledde inte heller till att rörelsen marginaliserades, tvärtom blev den starkare så länge det fanns ett hus att kämpa för (paradoxalt nog är det bästa sättet att avväpna en husockupationsrörelse är att ge den ett hus). Mot detta går att invända att det först var när rörelsen visade sig beredd att överge molotovcocktails och gatsten som den kunde bli en legitim motpart i förhandlingarna (och lärdomen bör då bli att Lundaockupanterna måste inta en våldsam hållning som kan överges). Men kanske är det så att de som yttrar att våld aldrig lönar sig i själv verket bara söker förverkliga sin egen önskan om att utomstatliga aktörers våld inte borde löna sig genom ett performativt yttrande.

(2009-05-16_0031)

Der foreligger nu en mere præcis opgørelse vedrørende Retsopgøret i forbindelse med politiets rydning af Ungdomshuset, Jagtvej 69, de efterfølgende uroligheder og politiets masseanholdelser i 2007.

Jyllands Posten (jp.dk) bringer d. 15. maj 2009 en artikel om Retsopgøret, som har medført langt flere frifindelser end normalt i straffesager.

Ifølge redegørelsen vedrørende Københavns Politis virksomhed i 2007, rejste Københavns Politi ca. 900 sigtelser og der var ca. 800 anholdelser.

Ifølge jp.dk rejste Københavns Politi tiltale mod 112 sigtede personer, hvoraf 65 blev dømt og 47 frifundet. Dvs. 42 pct. blev frifundet.

JP skriver, at Københavns Byret varetægtsfængslede 248 personer på et grundlag, der fik forsvarsadvokater til at kalde Københavns Byret et “juridisk galehus”.

Kun 19 pct. af de varetægtsfængslede blev senere dømt. Dvs. 81 pct. af de varetægtsfængslede blev frifundet.

Præsident Søren Axelsen, Københavns Byret, forklarer den høje frifindelsesprocent med, at frifindelserne typisk er sket i sager med mange tiltalte, hvor domstolene var ude i svære juridiske fortolkninger af straffeloven.

Link til jp.dk artikel:  http://jp.dk/indland/kbh/article1694743.ece

Tænk hvis huset var blevet gammelt?

Skrevet om Ungdomshuset da det blev fjernet i København og brostene føg

Den stride blæst og snevejr lod sig mærke i Risskov i dag. Vi sneede ”inde” og udenfor kaldte det på aktion. Så jeg iklædte mig arbejdsmandstøjet, den blå termo kedeldragt og begav mig tappert ud i vejrgudernes vold.
Der stod jeg med sneplov på fortovet og bekæmpede driver, så det drev.
Total uventede, på line med den danske vinters ankomst, ramte en lunken følelse mig. Bent, du er en dydig samfundsborger. Jeg skovlede og følte mig GOD. Ja nærmeste sådan ordensduks-artig, på den fromme måde. Lad glorien komme til mig!

Det er en underlig en, sådan en retmæssig hellig følelse. Det er som om man ser sig over skulderen og retter ryggen. ”Ja ja, sådan skal det jo gøres”, fremmaner ens kropssprog til de få forbipasserende, der havde vovede sig ud. Med kropsproget er der også et snert; ”Har du nu også gjort dit”?
Men så blev jeg ramt af endnu en følelse, som havde samme temperatur som det hvide element der var offer for min plov. Jeg følte mig tåbelig. Tåbelig over det at føle mig god.
Jeg erkender, at jeg åbenbart ikke rigtig kan vedkende mig mit villa-syndrom, og billedet af mig selv som fortovsrydder. Det giver splittelse inden under termodragten.

Jeg er jo siden fødselen lusket frem fra en baggård i et kvarter nær Blågårds Plads (om end lige op ad det fine Frederiksberg). Den barndommens brokultur sidder dybt i rygraden, og bevirker at jeg stadig gør honnør med fuck-fingeren, hver gang navnet ”Den sorte firkant” nævnes.
Langsomt har jeg avanceret mod Jylland. Startende i Nibe som feriedrengen fra hovedstaden der turde sparke til en død ko på marken. Senere brugte jeg Rødding og Store Restrup højskoler som trædesten til det jyske. Nu er jeg altså endt i de riges skov, Risskov, mellem fantastiske (dyre) bilmærker – som man i øvrigt bliver blind for. I dag kører de ikke, sneet inde, ligesom min Renault 19 fra 1995.

Så mellem sne-kastene rykker brokraften stadig i min krop, og giver følelsen af at være tåbelig. Rabarberdrengen Bents venstreorienterede armsving kalder på en snebold mod borgerdyrene.
Imidlertid er disse dyr jo egentlig mennesker, faktisk naboer og genboer som hilser venligt og invitere på kaffe, når de altså ikke lige kaster sne som jeg selv.
Fandens også at verden ikke længere er sort og hvid, som den var i mine ungdomsår på Nørrebro, og vist stadig er for nogen derover.
For mig har jeg opnået at rumme splittelsen i mig selv. Jeg kan godt leve med at føle mig som tåbelig borgerdyr der retmæssigt må rydde fortovet for sne. Men ser jeg min nabo forbeholder jeg mig retten til at kyle en snebold efter ham.

I Risskov kaster vi ikke med brosten, vi kaster sne.

Da Ritt Bjerregaard og hendes venner i Københavns Borgerrepræsentation sidste år besluttede sig for at give efter for de autonomes voldsadfærd i Københavns gader ved at forære dem et gratis klubhus i Nordvestkvarteret, kom det som forventet også til at blive anlæggelsen af et center for autonomes agressive politiske aktiviteter.

Allerede dagen efter åbningen af huset, så NV-borgerne deres forhenværende kulturhus banner-udsmykket med slogans som: “Fuck, Fuck, Fuck og politisvin”!

Nu kan man høre og læse, at de autonome er ved at træne sig op til deres kampaktioner i forbindelse med det kommende topmøde i København, og som forventet blev Ungdomshuset på Dortheavej træningslejr – stik imod aftaler og regler om driften af huset!

De ansvarlige lokalpolitikere vil sikkert forventet holde sig tavse i sagen i håbet om, at deres stemmekvæg i kommunen ikke vil reagere på dette. De autonome brugere af huset er meget bevidste om, at de kan gå langt i enhver henseende, da de har sat sig i respekt, både hos polikerne og politiet.

En plus d’une nouvelle maison, le collectif de feu Ungdomshuset a maintenant un nouveau site web :
http://www.dortheavej-61.dk/

Info en anglais là :
https://squat.net/en/news/copenhagen190409.html

Comment ça marche ?
Si on veut maintenir une vraie alternative, il faut forcément faire face à celles et ceux qui violent la liberté des autres. Nous avons donc 5 lignes directrices qu’on demande à tout le monde de respecter en permanence dans la maison :

- PAS DE RACISME ! Le racisme dans les gouvernements et les espaces publics n’arrête pas d’augmenter, et il est évident qu’avoir la peau pâle rend les choses beaucoup plus simples au Danemark. À Ungdomshuset, on ne tolère aucune discrimination basée sur la couleur de peau, l’origine ethnique ou la langue.

- PAS DE SEXISME ! On nous force à rentrer dans des rôles genrés binaires, qui nous cloisonnent dans des stéréotypes comportant certaines possibilités et devoirs. De plus, les femmes sont discriminées par une remise en cause et un risque physique permanents, ainsi que des violences et abus psychologiques. Le sexisme, c’est les actes et les opinions basées sur l’idée que les hommes devraient avoir à la naissance certains privilèges sur les autres personnes.

- PAS D’HOMOPHOBIE / D’HÉTÉROSEXISME ! L’hétérosexisme apparaît dans la croyance que le sexe biologique devrait définir notre genre, notre sexualité et notre choix de partenaires. L’hétérosexisme, c’est partir du principe que toute personne est hétérosexuelle, ou croire que celles qui ne le sont pas ont tort ; c’est une forme de violence envers son entourage.

- PAS DE VIOLENCE ! La violence est une forme d’oppression fréquente, que nous ne tolérons pas. Il y a toujours une force plus grande que chaque individu : notre unité. Bien sûr, nous faisons une différence entre la violence utilisée pour opprimer les autres, et celle qui sert à se défendre contre celle-ci.

- PAS DE DROGUES DURES ! Dealer à Ungdomshuset est synonyme de bannissement définitif, et se retrouver sous l’emprise de la drogue est un excellent moyen pour se faire mettre dehors.

Politique culturelle

Nous n’organisons jamais de concert, réunion, spectacle artistique ou autre pour l’argent. Toute personne qui travaille dans la maison le fait en tant qu’activiste volontaire et personne ne se fait payer. On remboursera donc seulement les frais de dépense, la nourriture et la boisson pour les gens qui se produisent ici. Nous n’avons pas l’intention de favoriser la musique commerciale, d’autant moins que toutes les autres personnes sont bénévoles. Bien sûr, nous demandons aux personnes qui se produisent de respecter nos lignes directrices avant, pendant et après leur événement.

Activisme
Des repas à la peinture sur les murs en passant par la vente de boisson pendant les événements, tout ce qui est fait dans la maison est fait par des activistes bénévoles. Ça peut représenter un travail difficile, mais c’est indispensable si on veut créer une communauté égalitaire. Il y a différents groupes dans la maison qui travaillent sur différents types de tâches. La plupart des activistes s’impliquent dans un ou plusieurs groupes, mais il n’y a aucune obligation de faire partie d’un groupe de travail en particulier. Chaque lundi, nous faisons une réunion d’organisation ; si vous voulez vous impliquer en tant qu’activiste dans la maison, venez simplement à une de ces réunions.

Démocratie directe
Nous fonctionnons sans hiérarchie et sans chef. La plus haute instance de décision, c’est la réunion générale tous les lundis à 19h. C’est là que nous coordonnons nos efforts et que nous discutons des questions en cours concernant la maison. Tous les processus de décision sont aussi décentralisés que possible. Chaque groupe dans la maison prend ses décisions de façon autonome, mais tous les sujets peuvent être aussi soulevés lors de cette réunion du lundi. Nous ne votons jamais : nous préférons trouver des solutions qui conviennent à tout le monde. Certaines personnes disent que ça ne marchera jamais… pourtant on fonctionne comme ça depuis 1982 !

L’HISTOIRE D’UNGDOMSHUSET
Ungdomshuset (littéralement « la Maison des Jeunes ») était le nouveau nom du bâtiment auparavant nommé Folkets Hus (« Maison du Peuple »), situé au 69 de la rue Jagtvej à Nørrebro, à Copenhague.

Ungdomshuset a été construit par le mouvement local des travailleurs, afin de servir de base dans la lutte pour la justice sociale. C’est là que se tenaient les réunions et les fêtes pendant la lutte. Dans les années 1950, de nombreuses unions de travailleur-e-s / syndicats ont ensuite construit leurs propres maisons, et le bâtiment est resté plus ou moins vide jusqu’aux années 80. Dans les années 80, le mouvement squat a pris de l’ampleur, et c’est dans cette même maison que le Projet pour une Maison des Jeunes s’est retrouvé et a formulé ses demandes auprès de la mairie. Au terme de deux ans de squat intensif, la mairie a abandonné et a fini par donner Ungdomshuset au mouvement.
Ungdomshuset était un centre politique et culturel de quatre étages. C’est devenu la base de la scène D.I.Y. de Copenhague, un haut-lieu musical et un point de rendez-vous pour divers groupes autonomes et de gauche entre 1982 et 2007 jusqu’à ce que (après un conflit prolongé), le lieu soit détruit. Du fait du conflit entre le gouvernement municipal de Copenhague et les activistes occupant le centre social, celui-ci a été le centre d’une attention médiatique et d’un débat public intenses depuis le milieu des années 1990.

Des activités avaient lieu presque quotidiennement dans la maison, des réunions du lundi aux débats politiques en passant par des spectacles et des projections le week-end. De plus, la maison comportait diverses sortes d’ateliers et de locaux de répétitions pour les groupes de musique locaux.
Ungdomshuset était une alternative à un monde qui provoque des conflits entre les gens. Nous savions qu’il n’est pas possible de créer une société parfaite à l’intérieur de ce monde, étant donné que ses lois et restrictions nous écrasent, et qu’il manipule notre propre comportement également. La différence principale entre la société environnante et nous, c’est que nous nous battons en permanence contre les structures qui causent des problèmes entre les gens…

Et il est encore temps de nous rejoindre !
Dortheavej 61
2400 Copenhague NV
Danemark

I et interview med den lokale TV-station; TV-Bella, udtaler Rasmus Jarlov sig om farcen omkring ungdomshuset på Dortheavej.

Så gik Ritt Bjerregaard endelig af efter at have hærget i fire år. Desværre bliver det nok ikke begyndelsen på et skift i Københavns politik, der i forvejen ikke har ført noget godt til Københavns Kommune.
Nu venter der et kommunevalg forude, hvor vi er mange der kan håbe på et skift til en mere intelligent side, hvor fornuften for en gangs skyld ville få råderum i hovedstaden.
Det er jo ikke nogen hemmelighed, at ungdomshuset på Dortheavej bare er en beskidt ingrediens i den politiske rævekage som Ritt Bjerregaard fik bikset sammen med sine venner på venstrefløjen. Og det er sikkert og vist, at hovedparten af (også) NV-borgere gerne havde set mere intelligent handling end at se deres kulturhus blive forvandlet til en affaldsplads og skattefinansieret børnehave.
Vi er mange der håber på et markant skifte, så vi i NV kan få ryddet op efter Bjerregaards fadæse, få lukket det skrammel og smidt de kommunalt forkælede UH-brugere om i en kø, hvor de, på lige fod med andre, kan ansøge om at få et klubhus.
Der burde rejses en skamstøtte over Ritt Bjerregaard ude i Nordvest.

Her legger vi etter hvert ut litt ting om Ungdomshuset, i første omgang legger vi ut en løpeseddel som du kan henge opp der du er! Tusen takk for hjelpen : )

Kilde:180grader

Metroexpress skriver idag, at ungdomshuset som NV-borgerne måtte se tvangsanbragt i deres kulturhus, ikke har det store besøgstal som forventet.

I betragtning af den forøgede mængde grafitti-hærværk der er opstået i kølvandet på dette såkaldte ungdomshus, så vil NV-borgerne nok prise sig lykkelige over, at færrest mulige brugere benytter huset.

I artiklen nævner sociolog René Karpantschof husets geografiske placering som årsagen. Hvor det gamle gratishus (Jagtvej 69) var mere centralt beliggende, må brugerne nu ulejlige sig med busser og cykler for at komme ud til Dortheavej. Dertil skal lægges de ekstra afstande, når brugerne skal bevæge sig ud til demonstrationer og aktioner!

Måske ville løsningen være, at brugerne krævede busterminalen inde på Rådhuspladsen? Mere centralt ville det ikke kunne være. Ritt bjerregaard og hendes vennder på Rødhuset har jo vist dem at vold og ødelæggelse betaler sig ved at forære dem et stort gratis kulturhus, så hvorfor ikke kræve en ny gratis-løsning?! Kommunen betaler jo åbenbart gladeligt ud af vores surt tjente skattepenge til den slags ting!

Men så står man tilbage med et alvorligt spørgsmål:

Skulle 700 glade brugere af det tidligere kulturhus (dansere, kunsthåndværkere m.m.) virkelig smides på gaden for at 15-20 autonome kunne få et hus, som de havde tvunget sig til? Ja, det mente i hvert fald både Ritt Bjerregaard & venner samt Bispebjerg lokaludvalg.

Og prisen for dette (ca. en kvart milliard (inkl et par politirydninger), fandt de skam også værd at betale for det. Og dertil skal så lægges årlige omkostninger på over en million til at drive huset samt yderligere beløb til at rydde op efter dem (grafitti m.m.).

I marts 2007 bliver ‘Ungdomshuset’ på Nørrebros Jagvej omsider ryddet for massivt bevæbnede autonome af Politiets Antiterrorkorps. De nu hjemløse bøller inviteres indenfor på Det Frie Gymnasium, ligeledes Nørrebro, hvor de bl.a. fortsætter deres såkaldte mandagsmøder.

I maj samme år kommer det offentligt frem, at bøllerne på et sådant mandagsmøde har besluttet sig for at gøre journalister og især pressefotografer til jaget vildt. I forsøg på at ride stormen af udsender Det frie Gymnasiums bestyrelsesformand, Claus Svendsen, en pressemeddelelse via den autonome hjemmeside Modkraft. Heri bedyrer han, at skolen ikke har fundet “indicier på, at der skulle foregå noget ulovligt ved disse møder. Ej heller på mødet i går, hvor jeg deltog, oplevede jeg antaster til ulovlige aktiviteter.”

Claus Svendsen garanterer i sin pressemeddelelse altså med sin person for, at på Det frie Gymnasium planlægger unge venstreekstremister ikke f.eks. overfald på journalister. Men Junikredsen kan i dag afsløre, at gymnasiets bestyrelsesformand selv er særdeles aktiv i en berygtet autonom gruppering, der med vold og trusler systematisk har forfulgt en kritisk journalist.

Det drejer sig om foreningen Strictly Underground, der i begyndelsen af 1990erne arrangerer en række vellykkede koncerter på Christiania med internationalt kendte navne. Skjult for offentligheden finansierer Strictly Underground tæskeholdet Antifascistisk Aktion, der til gengæld stiller op som dørmænd og vagter til foreningens arrangementer.

Under en koncert i august 1993 bliver Weekendavisens musikanmelderen Lars Villemoes truet af Strictly Undergrounds gorillaer fra Antifascistisk Aktion. I en række baggrundsartikler om de voldsomme optøjer den 18. maj samme år, der blev indledt med en demonstration arrangeret af netop Antifascistisk Aktion, havde Lars Villemoes nemlig sat navn på flere straffede ledere af tæskeholdet - ikke mindst på den nuværende hovedmand bag hjemmesiden Modkraft, Martin Lindblom.

Strictly Underground bakker ikke blot offentligt op om Antifascistisk Aktions trusler mod Lars Villemoes, men forbyder ham endog adgang til Christianias førende koncertsted, Den grå Hal.

Truslerne mod Lars Villemoes bliver enden på Strictly Undergrounds kommercielle succes. En enig presse vælger at boykotte gruppens arrangementer, ligesom bookingbureauet Infra Rouge og sponsoren Carlsberg trækker sig.

Forfølgelsen af Lars Villemoes ophører dog ikke. I 1994 arrangerer Strictly Underground ‘antifascistisk 1. maj’ sammen med Antifascistisk Aktion. March-ruten bliver lagt forbi Villemoes’ privathjem: “‘Villemoes – din svindler, du hænger snart og dingler’, råbte en mindre hær af autonome i maj 1994, da de stod uden for Lars Villemoes’ opgang. Villemoes stod i vinduet og kunne se, at de skrev ‘Nazi Dø’ på hans dør, mens den ihærdigt blev forsøgt sparket ind.” (Politiken 1/2 2008).

I de kommende år bliver Strictly Underground arrangør af bl.a. techno-fester og ‘rave parties’ på Christiania, men er i offentligheden mest kendt som fast med-arrangør når Antifascistisk Aktion aggressivt fejrer 1. maj.

I september 2004 køber firmaet Agent Promocateur domænenavnet strictly-underground.dk. Firmaet står i CVR-registeret opført som en enkeltmandsvirksomhed, stiftet af en vis Morten Lund, Jægersborggade nr. 18, 5. sal på Nørrebro.

Men Strictly Onderground ejes i virkeligheden af det berygtede byggefirma Logik & Co., der hjælper til med at befæste ‘Ungdomshuset’ kort før de voldsomme optøjer i 2007. 

Samtidig drives det angivelige enmandsfirma Agent Promocateur fra Claus Svendsens privatadresse på Bygmestervej i Københavns Nordvest-kvarter. Her kan Agent Promocateur, der tilsyneladende ikke driver anden virksomhed end betaling for Strictly Undergrounds domænenavn, kun kontaktes gennem Claus Svendsen personligt.

Bag sin pæne facade samarbejder bestyrelsesformanden for Det frie Gymnasium – garanten for pressefrihed, lov og orden – altså tæt med ledende autonome fra tæskeholdet Antifascistisk Aktion om at markedsføre en berygtet voldsberedt organisation. En organisation, der med trusler og chikane har forsøgt at bringe en modig journalist til tavshed.

Politiken kan berette, at der igen har været ballade ved autonomhuset på Dortheavej mht. hvorvidt husets brugere mener at andre skal have lov til at benytte bygningen.

Alt er blevet som hovedparten af NV-borgerne regnede med og frygtede i forbindelse med oprettelsen af de autonomes kommunalt finansierede gratishus:

Et kvarter dynget til af grafittihærværk, et forhenværende blomstrende kulturhus der nu ligner lort, et dialogforum der som forventet kun er øjengejl uden nogen indflydelse, et ungdomshus der fralægger sig ethvert ansvar, og et ungdomshus der alligevel ikke overholder reglerne.

Godt nytår til Nordvestkvarterets borgere og tillykke med autonomhuset, der nu snart overtager halvdelen af den resterende kulturhusbygning!

Politiken bringer en lang artikel om ungdomshuset i København i forbindelse med endnu en dokumentarfilm (“69″) som, sædvanen tro, ser sagen fra de autonomes synsvinkel.

I artiklen bliver hele sagen om ungdomshuset rullet igennem fra Jagtvej 69, som de autonome stadig har den misopfattelse af at være retsmæssige ejere af, og til sagens slutning, hvor de autonome får tildelt det krævede gratis-hus i form af et kulturhus-kompleks i Københavns Nordvestkvarter, efter at have truet med yderligere ødelæggelser.

Hele artiklen svømmer over i Ritt Bjerregaards søforklaringer om egen formåenhed udi diplomati samt konsekvens overfor de autonome. Det er læsning der blot er til at dø af grin af.

Artiklen slutter med følgende spørgsmål og svar:

Hvad har du lært?
»Jeg er blevet bekræftet i, at man skal mødes. Man skal i dialog, og man skal lave politiske løsninger. Det er det, der virker«, siger Københavns førstedame.

Hvis man ikke er ved at dø af grin over Bjerregaards fortællinger i løbet af artiklen, så vil man med garanti være meget nær-død ved dette sidste svar. For det som Bjerregaard har lært er, at gå i dialog med de autonome, så de kan få deres vilje, og skatteborgerne i første omgang blive sparet for yderligere millionbeløb til dækning af politiaktioner og oprydningsarbejder i byen – men tvunget til at betale for den daglige drift til et autonomhus. For denne dialog inkluderer ikke størsteparten af Nordvestkvarterets borgere, der ikke ville have et autonomhus placeret her. Her var der nemlig ingen dialog eller flotte politiske løsninger. I stedet var det politiske rævekager, lusede aftaler og diktater, der tvang dette autonomhus langt ned i halsen på NV-borgerne, der nu bl.a. må se, at deres bydel bliver mere og mere  sværtet til i grafitti-hærværk.

Men denne side af historien vil til gengæld aldrig udmunde i et filmprojekt – og mestendels af politiske grunde!

Ungeren-folk fortæller historien om Jagtvej 69 … I en ny bog fortæller nye og gamle aktivister om 24 års konflikter, samarbejde, fest, ballade og barvagter. … Skriver politiken.dk.

Husets hævn

Jeg kom til verden som Folkets Hus.
Har huset kvindekonference, Lenin, Rosa Luxemburg
og tjent arbejderbevægelsen godt indtil 1956.

Brugsen ville rive mig ned og bygge en Irma.
I stedet blev min nabo revet ned og til en Aldi.

1978 gik der folkemusik i mig med Tingluti.
Og i 1982 købte kommunen mig til en masse unger.
Senere kom punken fra Saltlageret og slog sig løs.
Der gik brand og råd og svamp i mig, men jeg stod.
Og ungerne fik lappet mig mere eller mindre sammen.

Så var der vist noget med en vis fru herrinde Pia Kjærsgaard
og en sørgelig svend, Søren Pind, der ville have mig solgt.

Men hvem vil have et hus med 500 autonome, stenkastende voldspsykopater fra helvede?

Det var der to der ville for ca. to millioner kroner:
Fonden til Fremme af Blivende Økologisk Balance og den kristne frikirke Faderhuset.
Det er for lidt, siger borgerrepræsentationen
og sætter en frist på et halvt år for at finde en køber.
Den 16. november 2000 er jeg solgt og købt af Human A/S,
som viser sig at være “stråmand” for den kristne frikirke Faderhuset.

Resten af historien med den triste ende kan læses på da.wikipedia.org/wiki/Ungdomshuset eller på politiken.dk.

Fysisk er jeg død og borte, men ånden lever — og hævnen er sød.

Først er det Faderhusets tur og bagefter skal jeg afregne med dem der solgte min sjæl til en sekt.

Bloggen kommenterer mere eller mindre satirisk aktuelle nyheder fra Politiken, Berlingske Tidende etc.
-> kig og klik på menuen under “nye indlæg”, “nye kommentarer”, “editor’s picks” m.v.
-> eller se kronologisk liste (sammen med andre blogs) på da.wordpress.com/tag/danmark/.
-> Tilbage til nyeste indlæg

Websitet (klik på de øverste menupunkter — under sider) handler især om Danmarks Radio & Co.

Og om hvordan statsradiofoniens arvtagere specielt ved deres valg og vinkling af nyheder
(Børn&Bananas, Danske Danskere, JanteFjante, Myter&Traditioner, TumpeTV, Varmvind&Lunluft)
er med til at gøde jorden for Fogh, Pia den fromme K. og andre mere eller mindre fordækte nationalister
samt Sand&Salighedsmonopolister med en mission om at Danmark skal frelse verden
– og så også lige (med den anden hånd) knække The Axis of Evil.

DR&Co.s udanske dansktone sigter efter at producere konsensus om Danmarks og danske danskeres overlegenhed.
Sammen med det der trives i et sådant klima kan den meget vel være en medårsag til den senere tids voldsomme sammenstød (ReligionsRabalder, KulturKamp). Ikke kun på religiøse og etniske fronter, men også mellem kreative unge og etablerede magtstrukturer samt magthavere, som tror, de kan gå på vandet.

English abstract
This blog/site is about the connection between Danish media and nationalism, xenophobia and especially islamophobia in Denmark. As the European Commission against Racism and Intolerance (ECRI) said in its Third Report on Denmark:
…
Climate of opinion
…
104. ECRI notes with deep concern that, as indicated above, the climate in Denmark has worsened since its second report and that there is a pervasive atmosphere of intolerance and xenophobia against refugees, asylum seekers, as well as minority groups in general and Muslims in particular. The media, together with politicians play a major role in creating this atmosphere.

We are all Africans — thanks to Mama Africa!

Blåtand, ej blåøjet