For et år siden skrev jeg et blogindlæg om et interessant interview om straf for forbrydelser. Det sket i forbindelse med, at journalist og forfatter Niels Krause-Kjær interviewede den pensionerede strafferetsprofessor Vagn Greve om hans holdninger til straf og resocialisering.

Emnet er på mange måder stadigvæk højaktuelt, så hvis du ikke allerede har hørt interviewet, så klik her for at lytte til det.

Vagn Greve:

Ønsker vi at personer kan dømmes selvom deres skyld ikke kan bevises (en politiker har sagt: Det er forkert at man kan gå fri bare fordi de mistænkte holder mund”)? Ønsker vi et samfund hvor alle der befinder sig i København kan blive visiteret? Ønsker vi virkelig nultolerance – det nye modeord?

Henrik Stagetorn:

”Hvem skal beskyttes – individet eller systemet?”

Startede med en kort skitsering af hvad der faktisk nu er muligt – overvågning, elektronisk sporing, screening osv… Der skal selvfølgelig være særlige muligheder for efterretningstjenesten, men når man giver særlige beføjelser, så er der også muligheder for misbrug.

Domstolskontrol er ikke ensbetydende med at den hellige grav er velforvaret… Effekten er overvurderet.

Det er et helt almindeligt princip at enhver er uskyldig indtil andet er bevist – men det havde man nok ikke helt for øje, da man i 2002 vedtog 1. terrorlovgivningen. Og da han første gang hørt om Tuneserloven troede han at han havde misforstået noget – men det havde han ikke. Her skrider man direkte til en udvisning uden en retssag først – det er beskæmmende. Det er betænkeligt. Det var selvfølgelig glædeligt at højesteret trak en streg i sandet – men sørgeligt at det skulle helt til højesteret.

Jeg lytter jævnligt til radioprogrammet “Krause på tværs” med journalist og forfatter Niels Krause-Kjær, da jeg finder hans journalistiske stil meget forfriskende og lige til. Samtidigt synes jeg, at Niels Krause-Kjær er god til at finde interessante emner inden for den politiske og samfundsmæssige debatsfære.

Med emnet “Bevidstløse krav om straf” var denne uges “Krause på tværs” ingen undtagelse. Niels Krause-Kjær debatterede med den pensionerede strafferetsprofessor Vagn Greve, som generelt set gerne så straffen for forbrydelser halveret, hvorimod politikerne som regel gerne vil fordoble den.

Jeg er ikke nødvendigvis enig med Vagn Greve i alle hans synspunkter, men ikke desto mindre kom han med en række interessante kommentarer til moderne strafferet og hvordan andre lande tackler denne problemstilling. Men bedøm selv – det er i hvert fald værd at lytte til interviewet, hvis du er interesseret i at høre et anderledes perspektiv i forhold til straf og resocialisering af kriminelle.

“Enhver sag på avisernes forsider følges efterhånden op af politikere, der kræver, at straffene skærpes. Det er udtryk for et primitivt reaktionsmønster – ikke et velovervejet valg af samfundsmæssige værdier,”

“Jeg bryder mig ikke om det samfund, vi åbenbart er på vej ind i, hvor vi formålsløst straffer strengere. Vi ved, at tilbagefald til kriminalitet forøges, jo flere år man sender folk i fængsel. Derfor skaber man flere ofre for kriminalitet i fremtiden, hver gang man hæver straffene,”

Sådan udtaler den oplagt fornuftige og i øvrigt liberale Vagn Greve, professor i strafferet ved Københavns Universitet og medlem af Straffelovrådet gennem snart 48 år, sig til medierne efter justitsmor Lene Espersen har forbigået rådet i forbindelse med den nyeste voldspakke, der er hendes popularitetsbuffer i tilfælde af, at befolkningen skulle føle, at dens falske retfærdighedsfølelse ikke er blevet opfyldt. Altså har vi to sæt fiaskomennesker. De, der ikke har intelligens til at skille følelser fra fornuft i forbindelse med kriminalitet, og befolkningsberoligere i form af Lene Espersen.

Falsk retfærdighedsfølelse. Der er absolut ingen mening med at bruge skatteydernes penge på at fylde de allerede propfyldte fængsler med mennesker, der er oplagt engangskriminelle. Fængsler har ét formål, og det er at holde mennesker, der er til fare for mig væk fra samfundet. Det er en meget lille del af de nuværende indsatte. Resten sidder der, fordi Henrik Qvortrup og hans lystige lejesvende ellers opildner med latterlig personlige historier om de sønderknuste kriminalitetsofre, og en svagt logisk tænkende befolkning herefter føler, at gerningmanden da skal straffe des hårdere. Men nej; hvis der bliver gjort skade på samfundet bør tilbagebetalingen ske i form af samfundstjeneste, ikke i fængsler. Fængsler rehabiliterer ikke, tværtimod. Og de koster penge for staten. Ergo er det kun de værste samfundstabere, dem uden nogle fremtidsudsigter, der skal sidde i fængsel. Resten samfundstjener, betaler bøder og/eller går i tvungen selvbetalt terapi.

Derefter, Lene, så foregår der en komplet fejlslutning hver eneste gang politikerne lovgiver uden om eksperter. Eksperter burde i første omgang være den lovgivende instans, og ikke latente morfinmaskiner som de populistliberirale i regeringen, hvis helligste formål er er dulme befolkningen. Lene Espersen er opium for masserne. Straffelovens eneste eksistensberettigelse er at sørge for at beskytte befolkningen. Det eneste tidspunkt, hvor folk skal sættes i fængsel er hvis ikke de kan rehabiliteres. Derfor bør der kun være én eneste fængselsstraf, og det er livstid. Og ikke den bløde, nuttede, socialstlivstid som vi kender, hvor man kan få sig en potteplante og spille Minestryger på et statsbetalt hotelophold i 12 år indtil man har værnet nok om sin klamme bregne til at blive lukket ud i samfundet igen på baggrund af god opførsel. Nej se, det bliver til falsk tryghedsfornemmelse. Der er en vrangforestilling om, at det kun er englebasser, der forlader fængselsgangene, men det er jo i bedste tilfælde de samme, der blev smidt til lagring en årerække før.

Derfor: Spar penge på fængsler, tjen penge på samfundstjeneste og få et bedre retsystem og mulighed for en sænkning af skat på arbejde.