Selvfølgelig husker vi det. Efteråret for tyve år siden, hvor verden pludselig ændrede sig. Porten mellem Øst og Vesteuropa blev åbnet af folkemasserne og tændte et naivt håb om fred.

Trabier og skodaer myldrede ud på Europas veje fyldte med nysgerrige naboer. Jeg husker et par unge østtyskere, der havde blaffet sig vej til Roskilde Festivalen i sommren 1990.  De  fik et mindre chock, da de opdagde, hvad billetten kostede. Jeg hjalp dem ind, og lånte dem plads i mit telt et par nætter. De havde hørt om den fantastiske festival, og jeg var bare så oprømt over over, at de havde mulighed for at komme og se den.

Nu i disse dage fejrer verden 20-året for Berlin-murens fald. Men selv om også jeg delte euforien og glæden. Selvom også jeg i dag fandt grund til at sætte lys i vinduet for at mindes det lys, der blev tændt dengang. Så harmes jeg. Jeg harmes over det store historie-tyveri, vi er vidner til. Og har været vidner til de sidste tyve år.

For den historie vi bliver fortalt er så overdøvende vinderens historie: Intet af det liv østeuropæerne levde i de 40 år, jerntæppet var en realitet, er blevet værd at mindes som andet end: Hvor var det synd for dem. Hvor var det forfærdeligt. Tilsyneladende – skal vi tro den historie der bliver fortalt – fostrede Østeuropa ingen helte i de fyrre år – på nær altså de kendte dissidenter. Ingen store kunstnere, ingen fantastiske sportsfolk, ingen store ledere, der skabte noget godt for dem, de havde ansvaret for.”

Efter genforeningen blev hæderkronede virksomheder brutalt lukket, østtyske ledere blev erstattet af vesttyske  med velsmurte tunger og D-mark springende ud af øjnene. Intet af det gamle duede tilsyneladende til noget, og hvis der skulle tjenes penge, skulle vesttyskerne nok tage sig af det. De var ligesom bedst til det.

Bynavne blev lavet om, statuer væltet, sporene af 40 års historie blev udraderet lige så målbevidst, som da kommunisterne bort-retoucherede uønskede personer fra fotos og omskrev historiebøgerne.

Måske er historietyveriet gået aller værst ud over østtyskerne. Som journalisten Jochen Martin Gutch skriver i sit Essay i Politikesn PS fra i Søndags, hvor han er lidt misundelig på vesttyskernes forhold til deres historie: “Østtyskerne må også gerne tænke tilbage og huske, men de skal altid sørge for at mindes på den seriøse, andægtige måde uden nogen form for skønmaleri. (…) DDR bliver kogt ned til to datoer. Etableringen af muren og murens fald.” Han fortæller om forsiden på Der Spiegel, der udkom i en særudgave i anledning af Tysklands 60-års jubilæum. Forsiden bestod af en kollage med helte fra den vesttyske historie. Heraf kun en enkelt østtysker: Angela Merkel. “DDR var tilsynelandende forsvundet. Landet var gledet ud af den fællestyske historie”, konstaterer Jochen Martin Gutsch.

SÅ TROR DA POKKER, at østtyskerne – og måske også de øvrige borgere i Østeuropa, bliver grebet af “ostalgi”. En forførende forståelse af tiden før murens fald. Fra dengang før verden gik af lave: Når ens historie er tyvstjålet står det vel én frit for at skrive en ny. Når man tilstrækkeligt mange gange har fået proppet i hovedet, at det man kommer af ikke er noget værd, opstår der naturligt en modreaktion.

Ostalgien er en naturlig reaktion på historie-tyveriet. Men den er ikke sund. For den gør det lige så umuligt at kendes ved sig selv, som den stændige fornedren af fortiden.

Og så her til aften, på dansk TV – primetime – fortsætter historietyveriet. Kim Bilsøe Lassen spørger Mette Fugl, der står foran Brandenburger Tor, om hvad tyskerne selv vil med denne dag. Hvorefter hun citerer – ja, rigtigt -  en vesttysker. Tidliger kansler Helmuth Kohl får lov at sætte ord på, hvad tyskerne vil med denne dag. Og dét Mette Fugl citerer den vesttyske kansler for at sige, er, at tyskerne ikke har meget at være stolte af i deres historie. Men det her, det er den store undtagelse.

 Jubii – så stjal vesten også østborgernes ret til at fejre deres fredelige sejr over kommunismen.

Jeg kan kun håbe for østeuropæerne, at de får deres historie tilbage, før det er for sent. At de får et frit og balanceret opgør med det kommunistiske styre. At de får deres sjæl igen.

 

Eurabia: Ny EU-grundlov inden

2009 og ny Euro-folkeafstemning  

for statsdannelsen og nationernes

opløsning

Tankerne er fri i det meste af Vesteuropa – sådan da. Men der er endog meget stærke kræfter, der vil noget andet. Det skal du ikke være i tvivl om.  

Den sidste med korrektsprog i England: Anti-islamisk aktivitet, er ligefrem morsom. Det driver simpelthen med angstens kolde sved og grinetåre i forening ad det udtryk. I Barcelona med 12 styk, lige noget, der blev stoppet i absolut sidste øjeblik. Ikke-europæisk kan den planlagte aktivitet faktisk godt betegnes, og så i et land med baskere og ETA. Spanien er så eftertragtet, fordi det foreskrives i den store bog at generobre det, der sidst mistedes.

Isabella I af Castilien smed dem ud af Spanien 1450-1480. Hvilke begrundelser mon hun har haft sammen med sin mand Ferdinand fra 1469, Kong Ferdinand II af Aragonien fra 1479? Castilien og Aragonien sørgede gennem ægteskabet mellem Isabella I og Ferdinand II for den militære styrke, som var nødvendig for at gå i krig mod den sidste muslimske enklave i  det, der i dag hedder Andalusien i Spanien — mauer-kalifatet Granada.

Men nu til den såkaldt demokratiske ordning med folkeafstemninger sågar: 

En ommer: 

“Sådan er det, når vælgerne har stemt forkert, så skal der afholdes en folkeafstemning mere, indtil vælgerne stemmer rigtigt.”

Nu synes der at blive mere skred i udviklingen: Rusland og Serbien skulle efter sigende have opgivet Kosovo mod at russisk gas føres igennem Serbien til Middelhavslandene. Vi skal så her i landet have en EU-afstemning snarest og helst med kort varsel om det retslige forbehold og om forsvarsforbeholdet. Vi stemmer kun Nej, og kun Ja, hvis vi forud får at vide, hvem vi skal holde med.

Der er bare det, at irernes parlament har besluttet en folkeafstemning om den ansigtopløftede EU-grundlov (med nyt navn: Lissabon-Traktaten) den 12. juni, og meningsmålinger peger på 25 pct. tilhængere. (Tilføjet den 13. juni 2008:) I can’t find any reason not to love the Irish.

Gas- og olieledninger kan betyde alt for et område, alt, også selvom ledningerne føres forbi:

Et eksempel: Havde Euro ikke været hængt op på oliehandelen med Iran, visse arabiske og nogle asiatiske stater og Venezuela, men på den europæiske realøkonomi, så ville det ikke lige have været sagen netop nu, hvor der absolut ingen problemer er med at leve op til cyberspace-klima-kravene om nedgang. Der er nedgang overalt undtaget i det danske beskæftigelsesministeriet og i de mindre troværdige, danske jobcentre. I Danmark har vi været så heldige at have en gemt, mere realistisk rapport om CO2-produktionen i landet, gemt væk for alle tilfældes skyld. Den kan så trækkes frem nu, hvor vi ikke længere skal tro på kunst-opsvinget, for til det passede den ikke lige helt, sådan fantasimæssigt, hvis du forstår ‘rent mind control-mæssigt’. De fylder os med løgn.

At andre, det vil stadig sige nogle få, vidste, at al CO2  i stratossfæren udgør lidt mere end 0,0383 procent knap 4/10.000, og den menneskeskabte del heraf en utrolig endnu mindre procentdel igen, der, gudernes skal vide, ikke betyder noget i effektsammenhæng… Og dog, når vi nu skal have Connie til at arrangere FN’s Klimatopmøde i 2009. Alt i alt kan enhver – med eller uden ‘procentregnings-genet’/indlæringen – forstå, der står meget på spil i 2009.

Nu er der indtil 2009 virkelig en chance for omlægning af handelen med de mest terror- eller anti-islamisk-aktivitet-fikserede områder af verden under forudsætningen af, at vi får vores egen danske energihandel dirigeret i sikkerhed. Europa med Rusland kan efterhånden erstatte en del af de leverancer, vi nu henter i lande, der i stigende grad kan forventes at benytte sig af terroristisk/islamisk handelspolitik vendt mod Vesten og Israel. Danmark har reelt været selvforsynende med energi de sidste ca. 20 år.

Der skal vælges hest nu: Rusland eller Eurabia

De europæiske folk skal virkelig vise modstandskraft nu; ellers får de ikke den fornødne støtte i den forestående kamp, der kommer til at stå lige så sikkert som Amen i kirken. Og den kommer lang tid før, end mange forventer.

At være i uskønt ledtog med albanere om erobringen af Kosovo fra Serbien, der netop ved en ikke-medieomtalt grundlovsændring af den 30. september 2006 bekræftede Kosovo som en del af Serbien (i øvrigt siden: 28. juni 1389), for at tiltvinge sig adgang til oliekilderne inde bagved gennem Beograd – nøjagtig som en vis anden herre i 1940-erne, der havde drømme om et Storalbanien, kan være drejet nu.

At der samtidig laves bilaterale aftaler med et tocifret antal afrikanske stater til sikring af indvandringen til Europa. At lade Tyrkiet fastholde, at 1,5 mill. armenierne ikke blev udryddet af osmannerne i 1915 er en skændsel. At lade den danske udenrigsminister nægte at svare på spørgsmålet antyder at noget er i gære.

En alternativ eller en udvidet forsvarsalliance? Rusland var med på seneste NATO-topmøde, og der skal være præsidentvalg i både Rusland og USA i 2008, hvilket ikke er en tilfældighed.

I modsætning til alt det andet vidner dette i det åbne ikke lige p.t. om et forventeligt forsvarsalliance-sammenbrud for nogle af de største lande i EU. Måske skal Tyskland eller Frankrig afvise folkemordet på 1,5 mill. kristne armeniere i 1915 officielt, og ikke gøre som hollænderne, glemme det tankepolitiske, selvom Amsterdam er ædt op og snart hele landet.

“Die Gedanken Sind Frei, wehr kann Sie…” (?)

Planlægningen af det forestående foregår i Bosnien og Marokko -fortropperne har stået i Vesteuropa længe:

Sonia

Dagens motto: Der er forskel på politik og realpolitik i følge ‘Olsen Banden’; den holder vi os til.