Jeg er et sygt menneske… Jeg er et slet menneske. Et frastødende menneske. Jeg tror, jeg er leversyg. for øvrigt bekymrer det mig ikke et fnug hvad jeg fejler, og heller ikke véd jeg det mindste derom. Jeg gør ikke og har aldrig gjort noget som helst for at blive helbredet, skønt jeg har stor respekt for lægevidenskaben og for lægerne. [...N]år jeg ikke vil helbredes er det af ondskab, ikke af noget andet. […] Min lever behager at være syg – godt, så lad den rådne op!

Ovenstående udtalelse stammer fra begyndelsen af Dostojevskijs roman Optegnelser fra et Kælderdyb fra 1864, hvor hovedpersonen (af eftertiden døbt Kældermennesket) udfylder bogens første halvdel med en rablende, hidsig, defensiv, samvittighedsplaget og selvmodsigende monolog om sin egen personlighed. Kældermenneskets indre konflikt bunder i grundlæggende spørgsmål omkring lykke, videnskab og social retfærdighed – samt om sammenhængen mellem disse ting. Dostojevskij giver os, i denne roman, blandt andet et hint om hvad litteraturen kan, ud over at være et pusterum eller en pauseklovn mellem videnskabens instruktioner og religionens menings-tilskud.

At løbe panden mod en mur.

Kældermennesket har et problem: han er kommet til at tænke sig om. Han er ikke blot et rationelt menneske, udstyret med ”almindelig sund fornuft”, hvormed man forstår at begå sig i et samfund, nej han er også kommet til at overveje, hvad en sådan rationalitet egentlig indebærer. Dermed er han blandt andet stødt på videnskaben:

Det umulige – d.v.s. hér er en stenmur, her kommer du ikke længer! Hvad for en stenmur? Nå – naturlovene selvfølgelig, naturvidenskabens resultater, matematikken. […] Naturen må De tage, som den er, og alle dens resultater med. En mur er og bliver en mur…

Fjodor Dostojevskij (1821-1881)

I videnskabens beskrivelse af naturen – den materielle virkelighed – ser han noget, der ikke rigtig er til at komme uden om. Når videnskaben har sagt, at noget er sådan-og-sådan, så er det sådan. Og så virker det sådan-og-sådan, og hvis man prøver at afvige fra videnskabens anvisninger, så virker det ikke mere. Kældermennesket står over for videnskabens anvisninger om, hvad der virker. Hans eneste problem er, at han nu engang gerne vil noget andet. Ikke at der er noget særligt andet, han gerne vil, i første omgang. Han er sådan set bare blevet besat af tanken om at kunne ville noget overhovedet.

Unægtelig – har man først engang fundet formlen for al vor villen […] altså den rigtige matematiske formel – ja, så vil mennesket sikkert overhovedet ophøre med at ville… ja, det vil han aldeles sikkert.

Hvis videnskaben viser ham, hvordan alting fungerer, via kæder af årsag og virkning, og derpå anviser ham hans rette, sunde plads i denne naturorden, hvori består så sådan noget som valg eller vilje? Kan han så kun ville noget, ved at ville det usunde, det irrationelle? Det prøver han i hvert fald, og dér begynder hans kvaler, for det rationelle ligger dybt i ham og er ikke rigtig til at slippe af med.

 Just det var knuden, just deri lå den egentlige gemenhed, at jeg hvert eneste øjeblik, ja, selv i de mest edderspændte øjeblikke, var mig fuldtud og aldeles skamløst bevidst, at jeg slet ikke var så særlig ondsindet [...].

Videnskab om lykken.

John Stuart Mill

Der er selvfølgelig andet og mere på spil, end det at kunne acceptere videnskabens påstande om, for eksempel, at alle legemer i rummet er indbyrdes tiltrukne, eller at menneskekroppen er bygget op af kulstofmolekyler. Det, som Dostojevskij reagerer imod, gennem kældermennesket, er den såkaldte utilitarisme, som man i det 19. århundredes Rusland havde importeret fra Vesteuropa, og især fra England. Utilitarismen, hvis hovedskikkelser tæller Jeremy Bentham og John Stuart Mill, er en ideologi, som stræber efter størst mulig lykke, for flest muligt. Det lyder jo umiddelbart strålende, men Dostojevskijs anke er, at denne lykke er ensidigt defineret som fraværet af lidelse, således at der er en simpel, kvalitativ skala, hvorpå alle menneskers tilstand kan placeres ét eller andet sted mellem lykke og lidelse.

Jeremy Bentham

Den videnskab, som kældermennesket angriber, er egentlig utilitarismens katalogisering af alle verdens fysiske – derunder industrielle og økonomiske – fakta, som skal vise samtlige sociale klasser, at den aktuelle samfundsindretning nøje er udregnet med henblik på den optimale lykke-balance. Man har bundet lykkens ensidige karakter til den fysiske verdens urokkelige vilkår, og maner derved enhver social modstand i jorden – det er jo sund fornuft, at vi ikke kan ændre på naturlovene, som bestemmer samfundslovene.

Men denne sunde fornuft er jo alligevel nogens fornuft. Der er nogen der har valgt at bedrive denne videnskab, og videnskaben forklarer derfor ikke blot hvordan tingene fungerer; den indebærer også en række beslutninger om hvad det egentlig er, der skal fungere. For at videnskaben så at sige kan beskrive midlet, må der være udvalgt et mål, og utilitarismens totale smertefrihed er et sådant mål.

Så når kældermennesket besættes af muligheden for at ville noget andet, handler det om at han på den ene side ikke kan andet end være enig i det omgivende samfunds konsensus om, hvad der fungerer – det er jo netop dette samfunds indlysende sandheder – men at det på den anden side ikke helt fungerer for ham. Han ser det fornuftige – dvs. det accepterede – i en orden, hvori han, til trods herfor, ikke trives.

 Frihed og synlighed.

Det er her, man ikke må undervurdere betydningen af social anerkendelse. Selv om kældermennesket (tydeligvis) ikke trives sådan som tingene er, kan han heller ikke se noget egentligt alternativ, eftersom det at trives kræver anerkendelse. Der er ingen anden samfundsmæssigt anerkendt position, som han kan indtage. Der er bred enighed om, hvad det gode liv er, så når denne mand vil noget andet, må han nødvendigvis ville være ulykkelig! I dagens Danmark ville vi kalde hans holdning for politisk ukorrekt, og man ville forarges ved at tænke på, hvor mange ressourcer, vi nu skulle bruge for at få ham og hans slags på ret køl igen.

Dette er selvfølgelig ikke så aktuelt i 1860ernes Rusland, hvor romanen foregår. Her er situationen den, at Zar Alexander II i 1861 havde vedtaget et – sikkert ganske velment – dekret om at en række folk i tjenende positioner skulle frisættes. Dette resulterede blot i at mange mennesker mistede deres, om end ydmyge, så dog stadig socialt anerkendte position. I realiteten var de stadig underlagt deres gamle herrer, nu var det bare ikke officielt vedtaget; det var noget man måtte skamme sig over – samtidig med at det, ifølge utilitarismen, selvfølgelig var uundgåeligt.

Kældermennesket er blevet usynligt for sine omgivelser, og når han vil gøre sig synlig, bryde ud af sin uønskede position, skabe mere acceptable forhold for folk af hans status, støder han på utilitarismens mur inde i sit eget sind. Efter at have brugt romanens første halvdel på at udmale hele sin personligheds katalog af masochistiske selvmodsigelser og samvittighedsplagede spiralbevægelser, beretter vores helt om sit forkvaklede forsøg på at indtage gaden og skabe politisk forandring i byrummet. Hans enmands-demonstration består slet og ret i ikke at vige til side, idet han møder en højerestående officer på fortovet. Det kan synes banalt eller barnligt, men ikke desto mindre er det, i romanen, en absurd bevidstheds første tilbagevenden til virkeligheden, og den første ytring hvori den bevæger sig ud over sin egen fantaserende indre monolog.

Pludselig, kun tre skridt fra min fjende, fattede jeg ganske uventet min beslutning, kneb øjnene sammen, og – vi tørnede kraftigt sammen, skulder mod skulder! Ikke så meget som en tomme var jeg bøjet af – og som en fuldkommen ligeberettiget gik jeg nu forbi ham! […J]eg havde hævdet min værdighed, ikke en tomme var jeg veget, og for fuld offentlighed havde jeg stillet mig på samme sociale trin som han.

 God læselyst…

Dostojevskij kan det, som litteratur kan, når den er bedst: han kan udvide vores sociale forestillingsevne. Hans litterære personer er sjældent særlig detaljerede eller nuancerede; faktisk er de oftest kogt helt ned til den centrale konflikt, som de skal udtrykke. Deres tanker virker ofte absurde for læseren, men samtidig kan man ikke rigtig komme uden om en mærkværdig konsistens i de feberagtige monologer. Sagen er nemlig den, at disse karakterer repræsenterer en sammenhængende diskurs, som blot befinder sig i et samfunds blinde vinkel.

De siger lige præcis det, som falder uden for den etablerede måde at tænke på, og som derfor isolerer og piner personen selv – og forvirrer alle andre. Det vigtige er, at Dostojevskij – blandt mange andre – kan lære os at høre efter, når det skjulte, det usynlige, det gale, det ukorrekte eller det tabubelagte taler og viser os hvilke livsformer der, i lige præcis vores måde at indrette os på, falder uden for eller bliver sat i en uløselig klemme.

Our hopelessly compromised scientific establishment cannot be allowed to get away with the Climategate whitewash, says Christopher Booker.
…
A week after my colleague James Delingpole, on his Telegraph blog, coined the term “Climategate” to describe the scandal revealed by the leaked emails from the University of East Anglia’s Climatic Research Unit, Google was showing that the word now appears across the internet more than nine million times. But in all these acres of electronic coverage, one hugely relevant point about these thousands of documents has largely been missed.

Læs hele Bookers artikel her

Den danske fysiker, Holger Bech Nielsen, har fremlagt en teori om, at en slags “gud”, der kender fremtiden, forhindrer CERN-eksperimentet i Schweiz, fordi han ikke er interesseret i, at vi skal finde elementarpartikler. Det er dog ikke den rigtige Gud, sådan som vi kender ham, for selv om han kan lave mirakler, så er ham her helt sikkert ikke nær så moralsk, forklarer han.

Kilde: http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/2009/11/20/173500.htm

De er skøre de videnskabsmænd (sagde adventistpræsten).