I jakten på anorakkens hemmeligheter, har jeg skjønt at jeg må sette meg inn i den norrøne kulturen på nytt. I årene rundt unionsoppløsningen i 1905, blomstret interessen for det norrøne og de norske stormaktsdagene for fullt i Norge, noe som ikke er vanskelig å forstå i lyset av den nyvunne identiteten som frigjøringen skapte.

Det sensasjonelle Osebergfunnet ble gjort i  1903, og sørget sammen med de tidligere skipsfunnene og registreringene av stavkirkene, for en veldig interesse for vikingtiden, sagaene og det gamle norske språket. Jeg må innrømme at det jammen ikke er mye som sitter fast fra skoleårene for min del, og at jeg er kjempeglad fordi jeg nå endelig har fått en god unnskyldning for å lese Karsten Alnæs` Norgeshistorie!

Koblingen fra vikinger til Grønland og anorakken kan kanskje virke litt langstrakt, men den er helt essensiell. Hans Reynolds dro til Grønland nettopp for å følge i vikingenes fotspor. Og her er en god og oversiktlig Wikipedia-lenke om bosettingen av Grønland, som rommer Eirik Raudes historie.

orsdag d. 29. oktober 2009 vil seks yngre forskere kaste et blik på Saxo som kilde til sin samtid.

Københavns Universitet, Lokale Bisp 214, Bispetorvet 1-3. kl. 10 -17.30.

Program:

Blok I 10.00-11.45

• Helle Vogt (KU) Saxo og kanonisk ret
• Per Andersen (AU) Saxo og Vederlovens procesret – var Saxo (også) jurist?

Pause 11.45-12.30

Blok II 12.30-14.00

• Thomas Heebøll-Holm (KU) Saxo og 1100-tallets danske krigsførelse: riddere og vikinger?
• Janus Møller Jensen (Nyborg Slot) Saxo og Erik Emune: Brug og misbrug af historien - fra korsfarer til skurk

Kaffe 14.00-14.30

Blok III 14.30-16.30

• Lars Kjær (Cambridge) Gaver og gæstebud: Avaritia og liberalitas i Gesta Danorum
• Kim Esmark (RUC) Humbug eller hellig handling? Saxos ritualer
• Afsluttende diskussion og opsamling ved arrangørerne

Arrangementet er gratis, men da der er begrænset plads i lokalet er forhåndstilmelding til thomasholm@hum.ku.dk påkrævet senest 22/10.

Hier sind wieder die Kuriositäten des Webs und unserer Welt zu sehen, gewissermaßen eine Art von “Ende des Internets”. Schocksachen und Schweinskram gibt´s hier nicht, denn nicht alle sind 21 oder älter, und die, die älter sind, könnten vom Anblick mancher Fotos schwer Luft kriegen oder empört sein. Diesmal:

Cultures .. einfach nur ein Spiel ?

Selten habe ich etwas gespielt, was einen so hohen Suchtfaktor besitzt.
Cultures ist ein Spiel in der Kategorie `Die Siedler`. Bei dieser Aufbaustrategie geht es darum sich und sein Volk zu entwickeln, Feinde zu besiegen und so zu Ruhm und Ehren zu gelangen.

Nun sagen viele bestimmt .. ist doch nichts besonderes? Weit gefehlt…

Was das Spiel auszeichnet ist das Micromanagment. Man kann jedem seiner Wikinger eine eigene Arbeit zuweisen und diesen entwickeln. Ein Lehmsammler wird erst Profi-Lehmsammler und dann kann er in eine Töpferei einziehen, falls man das entsprechende Gebäude schon gebaut hat. Alle Berufsgruppen bauen logisch und branchenspezifisch aufeinander auf wie zB auch der Holzfäller welcher später zum Schreiner wird um in der Schreinerei Grösse 4 Schiffe zu bauen.

Aber halt, da ist noch mehr…

Jeder einzelne Wikinger hat auch noch vom SPIELER bestimmbare Eigenschaften. Man kriegt mit der Entwicklung des jeweiligen Wikingers auch Eigenschaftspunkte, die man in Kategorien wie Nahrung, Schlaf, Regligion, etc. verteilen wie man es selber für richtig hält. Somit wird jeder Wikinger für sich selber zum Individuum.

Und dann ist da ist noch mehr:

Natürlich muss man im Spiel auch seine Bevölkerung vermehren. An sich nichts neues, denn das gab es schon? FALSCH! Hier gibt es zwei Geschlechter und jeder Wikinger bekommt einen Namen.
Man kann oder besser gesagt muß seinen Wikinger heiraten lassen, was dann zwei Effekte hat:
Erstens erhöht es die Motivation und Arbeitsmoral und zweitens kann man so auch Kinder machen. Und das ist ganz süß animiert. Man bestimmt, ob man ein Mädchen oder einen Jungen braucht und bald darauf verziehen sich die Eheleute in die ihnen zugeteilte Wohnung (Wohnzelt, Zwei-Familien-Haus, Drei-Familien Haus) und man sieht die Herzchen fliegen. Dann kommt der Storch vorbeigeflogen und bringt das Kind. Leider pufft es dann und der Storch verschwindet in einer kleinen Wolke

Insgesamt gibt es über 30 verschiedene Berufsgruppen je nach Entwicklungsstand. Man kann Strassen bauen wenn man schnellere Transporte wünscht ,sofern man Träger hat ist das auch gut, aber sonst holen sich die Figuren was sie brauchen oder der Bauarbeiter denkt sich, ich schwatze einfach weiter mit meiner Frau , dann sollte man ihn anstubsen und eine Arbeitsstätte zuweisen.

Weiterhin gibt es 3 verschiedene Völker mit denen man Handel und Diplomatie betreiben kann (Eskimos, Mayas und Indianer). Bei vielen Missionen wird man Krieg führen müssen, wofür man 9 verschieden starke Einheiten hat nämlich Bogenschützen, Speerträger und Schwertkämpfer jeweils Entwicklungsstufe 1 bis 3. Ein lustiges Sternchen über dem Kopf zeigt dann die Erfahrung des “Kriegers”. Insgesamt sind bis zu 38 Häuser zu bauen, die dann alle Kategorien und Entwicklungsstufen abdecken.

Von der Grafik her ist das Spiel wahnsinnig süß gezeichnet und sieht auch witzig aus. Jeder einzelne Wikinger ist steuerbar und vorbestimmbar vom Spieler, was für meine Begriffe ein großes Plus ist. Das einzige Minus ist, daß manchmal die Übersicht ein wenig leidet, doch das ist in Spielen dieses Genres ein bekanntes Problem. Die Musik ist leise und säuselnd und bildet hier meiner Meinung nach keinen Nervfaktor, wie man es auch schon bei anderen Produkten erlebt hat.
Besonders zu erwähnen ist hier auch das viele kleine aber feine Sachen erst zu sehen und zu hören sind wenn man an die Wikinger heran zoomt. Der Fischer hat zum Beispiel die Angewohnheit ein Liedchen zu summen aber ab und zu auch etwas entweichen zu lassen. Um in den Genuss dieser Geräuschkulisse zu kommen sollte er möglichst alleine sein (er hat halt Anstand ) und die Boxen sollte man ein wenig lauter stellen.

Dieses Spiel braucht keinen Highendcomputer sondern ist mit ganz wenig Power zufrieden. Ein P II ab 266 MHz und 64 MB RAM reicht für diesen knuffige Spiel aus, wobei aber vom Hersteller ein Pentium mit 400 MHz oder schneller empfohlen wird .. das dürfte heutzutage kein Problem darstellen oder ?

Nun zu den Versionen dieses Spieles in der Reihenfolge der Publikation :

Cultures: Die Entdeckung Vinlands (2000)
Cultures: Die Rache des Regengottes (2001)
Cultures Gold

Cultures 2: Die Tore Asgards (2002)
Geschichten aus der Cultures-Welt (2002)
Reise nach Nordland (2002)
Das Achte Weltwunder (2003)
Cultures: Die Abenteuerbox (2003)
Cultures: Die Saga (2003)

Zu empfehlen sind meiner Meinung nach Cultures Gold und Cultures: Die Saga .. dieses ergibt dann ein wunderbares Komplettpaket.

Nun fragt ihr euch bestimmt .. wieso diesmal nur etwas über ein Spiel ?

Dieses Spiel wird von keinem Hersteller mehr verkauft und sollte schon längst wieder in Vergessenheit geraten sein, aber hier denkt man vollkommen falsch. Um dieses Spiel hat sich eine Community entwickelt, welche meiner Meinung nach eine Erwähnung hier verdient hat. Die Besonderheit dieser Community besteht darin das es reinweg um Spieler und um ambitionierte Hobbyentwickler handelt und es sich hierbei nicht im geringsten um finanzielle Aspekte dreht ..  eine kleine Gruppe von Leuten reicht aus um eine kritische Masse zu erreichen wenn es mal nicht ums Geld geht …

Zu finden ist diese Community mit sehr vielen Downloads und einem Forum und .. und .. und hier :

und das neueste Projekt “Zu Hause in Cultureshausen” hier

Fazit : Totgeglaubte leben manchmal ganz lange und nun lasst uns mit unserem Helden Bjarni und dem Minidrachen Norbert die Welt retten … habt Spass beim Spielen und verfallt nicht der Sucht

Euer Woxi

Fra Holbæk Amts Venstreblad:

Ophidset debat i parlamentet

Der er ikke meget bemærkelsesværdigt at se ved den lille høj på Mårbjerg uden for Nakke nær Rørvig.

Højen hæver sig ganske få meter over det omkringliggende landskab, og hvis det ikke var fordi, nogen havde opsat et massivt træbord – og for den lille marksti, der løber ud til højen – ville den vandrende næppe overhovedet lægge mærke til, at man nu var nået frem til et “sted”, og ikke blot passerede hen over et bump på vejen.

Men ifølge Kurt Sørensen fra Lokalhistorisk Arkiv i Nykøbing er der al mulig grund til at lægge mærke til den lille høj. Her mener han nemlig, at prototypen på det danske folketing opstod for over 1.500 år siden. Det såkaldte Isøre-ting.

- Normalt regner man det islandske Altinget som verdens ældste parlament. Men Altinget havde faktisk de norske Gulating som forbillede, og Gulatinget var selv inspireret af et andet ting, nemlig Isøre-tinget. Saxo skriver om en konge, der blev valgt på Isøre-tinget helt tilbage omkring år 500. Dermed er Isøre-tinget to til tre århundreder ældre end Altinget, fortæller Kurt Sørensen.

Valgt til konge efter Rolf Krakes død
Navnet Isøre kommer af “is-øerne”, og hentyder til Nakke og Nørrevang, der dengang var to øer, der lå i indsejlingen til sundet mellem Nykøbing og Rørvig.

- Isøre Havn var en vigtig havn på det tidspunkt. En del af den kongelige flåde lå således for anker her. Men forbindelsen til havet var også vigtig, fordi det var den måde, man rejste på i de tider. Folk kom fra hele landet til Isøre-tinget for at være med til at vælge de danske konger og vedtage love for landet, fortæller Kurt Sørensen.

Ifølge nogle af romantikkens historikere skulle alle danske mænd over 14 år kunne have været med til at vælge de danske konger. Senere blev det sådan, at det var stormændene, der mødte op på tinget og traf beslutninger, men Isøre-tinget bevarede sin position frem til 1200-tallet, hvor det blev afløst af Danehoffet. Inden da var mange skelsættende beslutninger dog truffet ved Isøre-tinget.

- Tinget nævnes som sagt første gang af Saxo. Det er, da den svenske kongesøn Høder – efter Rolf Krakes død med en kæmpemæssig flåde – sejlede til Isøre, bemægtigede sig havnen og lod sig “vælge” til konge af det danske folk, siger Kurt Sørensen.

Menneskeofringer på tingpladsen
Saxo er den eneste skriftlige kilde, som nævner Isøre-tinget allerede så tidligt i verdenshistorien, men Kurt Sørensen mener alligevel godt, at vi kan stole på hans oplysninger – i hvert fald til en vis grad.

- Saxo er intet sandhedsvidne. Han skrev århundreder senere om begivenhederne og var farvet af sin egen tid, men hvis man beslutter sig til at tage ham på ordene, så må vi undersøge, om det, han skrev, kan passe. Navnene og geografien, han beskriver, er korrekt, ligesom navnene er med til at understøtte hans forklaring, fortæller Kurt Sørensen.

Mårbjerg stammer således fra Moorbjerg, der igen kommer af ordet mord, der oprindeligt betød offerdrab.

- Man ofrede både mennesker og dyr på tingpladsen dengang. Dermed var tingpladsen hellig, og et ord givet her var et ord, man gav til guderne og derfor ikke noget, man kunne løbe fra, fortæller Kurt Sørensen.

Hvordan kan det så være, at Isøre-tinget er gledet ud af vores kollektive bevidsthed, mens næsten alle kender til det islandske Altinget?

- Det er kort fortalt et spørgsmål om god markedsføring. Samtidig havde man på Island den fordel, at øens skriftkloge meget tidligt begyndte at nedskrive tingene. Saxo skriver jo først om Isøre-tinget i år 1200, siger Kurt Sørensen.

Foredrag v/ Lasse Sonne, mag.art., ph.d.-stipendiat.

I dette foredrag vil jeg se nærmere på, hvorledes Danmark anvendes i hjemlige såvel som udenlandske kilder fra vikingetid. Det vil bl.a. blive diskuteret, hvorvidt Danmark lader sig entydigt afgrænse samt hvorvidt Danmark må forstås som en geografisk eller politisk betegnelse – og så kommer vi heller ikke udenom de to Jelling-sten.

Bemærk, Middelaldercirklen er flyttet til lokale 16.1.114.

Foredraget afholdes mandag den 1. december 2008, kl. 17.05, i lokale 16.1.114 på gamle KUA. Gratis adgang.

Forslag til videre læsning

• Albrectsen, Esben. ”Harald Blåtand og Danmark”. Struktur og Funktion. Festskrift til Erling Ladewig Petersen, 17-26. Odense University Studies in History and Social Sciences vol. 174. Odense Universitetsforlag. 1994.
• Lund, Niels. ”’Denemearc’, ’Tanmarkar But’ and ’Tanmaurk ala’”. People and Places in Northern Europe 500-1600. Essays in Honour of Peter Hayes Sawyer. Ian Wood & Niels Lund (red.), 161-169. The Boydel Press. 1991.
• Müller-Boysen, Michael. ”’On thæt Bæcbord Denamearc’. Politische Geographie von Bord eines Wikingerschiffes aus betrachtet”. Mare Balticum. Beiträge zur Geschichte des Ostseeraums in Mittelalter und Neuzeit. Festschrift zum 65. Geburtstag von Erich Hoffmann. Werner Paravicini (red.), 21-37. Kieler Historische Studien 36. Jan Thorbecke Verlag. Sigmaringen 1992.

Det skjer noe ved Ymsingating i dag, noe har hendt. Så da må man møte opp og se hva det er som er på færde i skogen. Vikingene hadde tingvoll, hvor de samlet seg for å bestemme lover og ta opp saker i forbindelse med forbrytelser. Ofte var slike steder også samlingspunkt for folk i andre sammenhenger også, her ble det gjort handel og mennesker opprettet nye bånd. Det mest kjente ting sted som enda finnes, finner vi på Island og øya Man i UK. Les mer om tingvoll.

Something is happening up on Ymsingating today, something has happend. SO we have to go and see what`s happening in the forest. Vikings had “tingvoll” (assembly) a place where they did decide laws, and judged people for the crime they had done. Often was this also a place for people to gather to get in contact with others they not saw that often, or make new bonds and get to know each other. The best known places we find this to day is on Iceland and on Island of Man in UK. Read more about tingvoll.

Kønsroller mere moderne i vikingetiden end i de efterfølgende 1000 år

Forfattet af Hrafn

     I mindst tyve dokumenterede grav fund, har man fundet blandede gravgaver.

     I nogle af gravene er der fundet en blanding af ting; våben (sværd, økser, lanser osv.) og en blanding af mande- og kvindetøj. I andre mandegrave er der fundet perler, spænder og armbånd, og i kvindegrave er der fundet sværd og skjold. En fælles faktor ved disse grave er, at der i det nærliggende område er fundet grave med de traditionelle gravgaver for kønnene; altså våben ved mænd og spænder og perler ved kvinder.

      I lyset af disse fund, må man vel nok konstatere, at der i vikingetiden var en mere flydende grænse mellem kønnene, end for hvad de næste tusind år op til 1960’erne kunne accepteres i samfundet. Det viser igen, at accepten af kristendommen i Danmark medførte en slavebinding af vores sind, frihed og seksualitet.

Kildeliste:

 http://www.ulfhednir.dk/levhis_vikinger_i_dametoej.html

Jeg er mere end én gang stødt på forestillingen om, at reenactment bare “er noget amerikansk”. Der er da nok næppe tvivl om, at denne måde at opleve historien på er mere udbredt og har stolte traditioner i USA, hvor også formidling via Living History er stærke. Men vi har skam også reenactere her til lands i form af fx vikingekampgrupper, der drager omkring og viser deres kunnen ved markeder m.m.

Ved lørdagens slag om Trelleborg vandt først Svend Tveskægs hær – og senere på dagen kong Harald Blåtands. Det kan enhver jo se ikke er særligt historisk. Dels forudsætter vi, at det virkelig var et afgørende slag mellem far og søn, og at det fandt sted netop her. Men …. de kan selvfølgelig ikke have vundet begge to. Mindst én af fremstillingerne er historisk ukorrekt. Og har den slags så en plads på en kulturarvsinstitution? Ja, bestemt!

Re-enactment er dels en måde “at opleve historie” på, men det skaber samtidigt et rum, hvor man kan forholde sig anderledes til historien. Den militære tilgang er – vist? – den mest fremherskende blandt reenactere. Nogle vælger at genskabe slag m.m. præcis som de fandt sted og med det udfald, som kampen fik den gang. Andre vælger, som vikingekrigerne her, at forholde sig kreativt til begivenheden og simpelthen lade den bedste hær vinde, som den ville have gjort i fordums tid. Dette kontrafaktiske element er spændende.

Det er ellers sjældent, at vi får lov til at arbejde med historie på en måde, der ikke er præget af faktualia. Historieformidlingens grundlag er, at vi godt véd hvordan det var, og af at nogen gerne vil overdrage denne viden i så korrekt form som muligt til andre. Det kan sagtens være sjovt og oplevelsespræget, men det skal også være rigtigt. Derved kan historie let få et præg af noget dødt, lidt intellektuelt tungt, som skal “læres”. Fordi vi godt véd, hvad det er, der kan eftervises gennem skriftlige kilder og fund. Men er der ikke et stort og uudnyttet potentiale i “den historiske leg”? Muligheden for at forestille sig, hvordan verden kunne have udviklet sig, hvis alt nu var gået anderledes ?

Der er masser af læring i at forholde sig kontrafaktisk til historie. Man er selvfølgelig nødt til at sætte sig ind i fakta – hvis man er krigerisk reenacter: hvilke våben en hær havde etc. etc. Men med legen og kreativiteten kommer også bevidstheden om, at historiens udvikling ikke har været givet på forhånd. Den kunne have udviklet sig i andre retninger, hvis potentialer var blevet udnyttet anderledes, hvis andre personligheder havde fået mere indflydelse … hvis…hvis nu fx Harald Blåtands mænd havde dræbt Svend Tveskæg? Hvordan var det så gået med vikingetogterne til England, danegælden…?

Et vigtigt formål, både i skoleundervisning og for kulturarvsinstitutioner er “lære” elever og brugere at reflektere over mennesket som “historieskabt og historieskabende”. Et stærkt grundlag er at lege med fakta, kaste brikkerne op i luften på ny, se hvordan de lander og tænke videre ud fra et helt andet grundlag.

( … og hvis man forresten vil vide, hvad der er fakta omkring Trelleborg, så har Sydvestsjællands Museum selvfølgelig en glimrende tekst, der fortæller hvad vi ved.)

Arkæologien har gyldne tider. Både Indiana Jones og Nationalmuseets oldtidssamling er blevet genfødt. Begge er en fryd for øjet. Men i modsætning til Spielberg, så sprudler Nationalmuseet ikke af fortælleglæde. Den ”nye” oldtidssamling udvider ikke ens historiske horisont eller tænder en på fortiden. 

På de flotte, farverige plancher er tekstforfatterne mere fascinerede over mosen, hvor fundet er gjort, end af menneskene og samfundet, der har brugt fx Dejbjerg-vognene. Fx så er der udstillet skeletter af kvinder, som fik drikkelse med i graven. Men om oldtidens mennesker har pattet hunokser, drukket mosevand eller brygget øl, det ved jeg ikke. I museumsbutikken får man dog et lille spor. For der kan man købe ”ægte” vikinge-mjød – hvad fanden det så eller er for noget!?  

Jeg går ud fra, at livet og samfundet i oldtiden har været fattigt og beskidt og primitivt. Men i oldtidssamlingen er der en så stor overdådighed af ravsmykker, at de bogstaveligt talt er bunket oven på hinanden. Og smykker og kunsthåndværk ligger i lange baner i montre efter montre, sal efter sal, så appetitligt præsenteret og lækkert belyst, at man næsten forledes til at tro, at bronzealder-kvinder har brugt fritiden på at ose rundt i datidens udgave af Hundige Centeret hos Hvitfeldt Guld og set på tidlige udgaver af Georg Jensen smykker.

Og når man har været næsten hele udstillingen igennem – og munden, der i starten stod åben af benovelse, er blevet til et lille gab af kedsomhed – så ender man i ”Vikingetiden.” Og så vil jeg gerne have forklaret: Hvad er en viking i modsætning til andre personer fra jernalderen? Umiddelbart skiller de sig ud ved at være et folkefærd, der sejlede rundt og tævede britter, grundlagde byer, samlede det danske rige og gjorde befolkningen kristne i stedet for at tro på aser, dyrke jorden, gå på jagt og udveksle store mængder fint dekorerede artefakter, ligesom alle de andre i jernalderen…. Kort tid inden man kommer til rummet, der gør op med asetroen, har man set et smukt udstillingslokale, der fortalte om soldyrkelse – hvor folk troede, at en fisk vækkede solen om morgenen, heste trak solen gennem dagen, og en slange førte den bort om natten. Men pludselig er solguden værk, min skoletids sagn om Odin og Thor er ikke blevet nævnt med et ord, til gengæld har nogen – muligvis mens alle andre så på smykker – rejst en runesten i Jelling og gjort alle danerne kristne?!

”Vikingetiden”, og de ting som forbindes med den, er så stor en del af dansk selvforståelse, at man enten må man være så modig og højrøvet at man tør prøve at overbevise folk om, at der ikke er noget, der hedder ”vikingetiden” – det hedder alt sammen jernalderen. Eller man må omfavne begrebet og vise det som en særlig dansk periode og/eller udgave af jernalderen. Under alle omstændigheder skal man tage det alvorligt, give det plads og bruge ressourcer på det. Det gør Nationalmuseets oldtidssamling ikke. 

Hvis man er til oldtid og arkæologi så er der selvfølgelig også den mulighed, at man kan gå ind og se den genopstandne Indiana Jones’ jagt på et krystalkranium og en tilhørende skat. George Lucas, Steven Spielberg og Harrison Ford tager – i modsætning til Nationalmuseet – sine brugere/fans alvorligt og giver dem, det de kommer efter. Hvis man sammenligner den med de tidligere Indiana Jones-film, så er den – mindst – på højde med et’eren og tre’eren, og den binder hele serien sammen med en flot sløjfe. Den har også sine Spielberg-øjeblikke med det særlige himmelske Spielberg-lys og hans fantasifulde fortælleglæde med billeder, man enten aldrig har set før eller billeder, der er henvisninger til andre elskede film.

Hvis man sammenligner ”Indiana Jones og krystalkraniets kongerige” med de eventyrfilm, der har været i de 19 år siden Indy’ sidst svingede pisken, så holder den standarden. Den kan godt konkurrere med ”Mumien”, ”Da Vinci Mysteriet” (en skuffelse), ”Ringenes herre” (noget opreklameret lort), ”Pirats of the Caribbien”, ”Narnia” (den er for børn), ”Det gyldne kompas” (en skuffelse), ”National Traesure” og ”Harry Potter”.   

For arkæologien og interessen for oldtidens skyld er det også godt, at der findes film som ”Indiana Jones”. Det er godt at se, at arkæologer i teorien godt kan være nogen, der interesserer sig for spændende historier; og ikke alle sammen er fimsede typer, der mest går op i, at deres hundredvis af enslignende fund bliver præsenteret i den rette belysning.

Af Per Vad

Så oprandt dagen, hvor WDs Vikingecenter officielt åbnede. En pattegris roterede over bålet og der var mjød og øl til alle. Vikingecentret er bygget så historisk korrekt som det har været muligt og de besøgende var imponerede over alle detaljerne.

Der var sat skilte op med tekst på både dansk og engelsk, der fortalte om de forskellige bygninger. Trykkede man på musik playklappen, så strømmede der sprød historisk musik ud af højttalerne. I en bod solgtes gratis vikingetøj til både mænd og kvinder.

Hele vikingecentret er bygget af Fob Oh, der har lagt mange mange timer i både byggeriet men også i at fremskaffe dokumentation om vikingetiden. På billedet ses Fob Oh i fuld “uniform”.

Selvom Vikingecentret nu er åbnet, så vil Fob Oh fortsætte med at udbygge og ændre området. På sigt vil vi også forsøge at arrangere forskellige events som f.eks. konkurrencer og måske rollespil. Er der en rollespilsekspert til stede?

Her i eftermiddag var jeg til min første reception i SL. Det foregik i WD Vikingecenter, som netop har slået dørene op for publikum. Stedet er lavet af en privatmand med interesse for perioden og for byggeri/scripting i SL. En virtuel reception er en sjov oplevelse. I dette tilfælde var der sat gratis animerede krus, horn og tallerkner frem således at gæsterne kunne tage én. Når man tager genstanden animeres ens avatar og laver drikkebevægelser eller putter kød i munden med en kniv. Mange går rundt uden at “tale med hinanden” via chatten, men bruger istedet voice eller “hvisker” med hinanden – evt. med flere ad gangen – via IM.

Stedet er lavet med stor sans for små detaljer – bla. en svalerede oppe under loftet på ét af husene.  Bålet, der ryger og knitrer, smedens hammerslag som genlyder over stedet.  Flere af husene er forsynede med tekster, der kan skiftes mellem dansk og engelsk, og som i ethvert museum/besøgscenter er der naturligvis en museumsbutik, hvor man kan købe souvenirs. Men ikke alt er vikingetid: Lidt uden for selve vikingeområdet ligger en bronzealderhøj og en sten med helleristninger. Nogle transparente lurblæsere optræder som “Ånder fra bronzealderen” og lader deres lur lyde i dette endnu ældre område, som derved tydeligt viser at stå “udenfor” vikingetiden periodemæssigt. Der er iøvrigt også plads til lidt humor - for handelsmanden sælger guldhorn

Jeg har ikke selv nået at granske stedet i detaljer – er heller ikke den rette periodekyndige til det – så hvis vikingetidsinteresserede falder over denne post og har besøgt centret er de naturligvis meget velkomne til at at kommentere omkring udseende og autencitet…. og på mulighederne for at opbygge og benytte tilsvarende steder læringsmæssigt. Hvis ikke slideshare havde været usamarbejdsvillig havde der været et slideshow fra begivenheden.

Det tegner rigtigt spændende, ikke mindst fordi de besøgende avatarer virkede meget interesserede, gik omkring og kommenterede, læste skilte og spurgte konstruktøren om forskellige genstandes autencitet og historie. Han forklarede og snakkede med flere, og én af gæsterne sammenlignede stedet med Lejre Forsøgscenter i RL.

På søndag den 9. marts kl. 16 åbner WDs vikingecenter officielt. Mange har allerede været forbi og følge opbygningen, og den er nu nået så langt, at vi åbner dørene permanent.

Vikingecentret er bygget af Fob Oh, der bl.a. har støvsuget de lokale biblioteker efter materiale om vikingetiden, for at gøre centret så autentisk som muligt. I centret findes bl.a. et langhus, et grubehus, en smedie og ikke mindst et skibsværft til vikingerne berømte langskibe.

På søndag vil der være uddeling af gratis vikingetøj, og vi opfordrer alle til at være historisk korrekt påklædt. Endvidere er der gratis vikingesmykker samt alt det mjød, I kan drikke. På gensyn!

Foredrag i Middelaldercirklen

En tur med Vikingeskibet Havhingsten fra Roskilde til Dublin

ved Niels Bjerrum, Cand.Scient.Pol – Cand.Mag i Historie

Oplevelsen og udfordringerne i forbindelse med at sejle Havhingsten fra Roskilde til Dublin vil blive fortalt af en deltager.
Læs mere på www.havhingsten.dk

Oplægget finder sted mandag d. 3. december, kl. 17.01 i lokale 15.1.61 på KUA.

Foredrag i Middelaldercirklen:

Fra viking til ridder

ved Michael Gelting, mag.art, arkivar.

Foredrag, der udgangspunkt i Michael Geltings foredrag ved middelalderkonferencen i Kalamazoo maj 2007.

Oplægget finder sted mandag d. 10. september, kl. 17.01 i lokale 15.1.61 på KUA.

Linky: Kalamazoo 2008

af Mogens Engelund, 24. april 2007    -    HOME  -  Tilbage til forsiden!

Sejlkyndige har vurderet at “Havhingsten fra Glendalough” under ideelle omstændigheder kan skyde en fart på omkring 20 knob (det er faktisk godt 37 km i timen) og det er ganske meget for et sejlskib af denne type.

Det er dog ikke hidtil lykkedes at nå op på mere end omkring 15 knob (det er dog knap 28 km i timen), men såvel skib som besætning er fortsat unge, og der er endnu flere uprøvede muligheder for at trimme både skib, sejlføring og besætningens koordineringsevne så skibets manøvredygtighed og fart kan maksimeres.

Vendinger skal helst foregå uden at tabe for megen fart, men med en så lang vandlinie kan det være vanskeligt at foretage hurtige eller snævre vendinger uden at tabe fart. Det er et af de områder, der trænes rigtig meget i, og hvis man betragter vendingerne, så vil man ofte kunne se, at de kun sjældent foretages udelukkende ved drejning af ror og sejl, men at vendingen suppleres med støtte fra årerne. Det betyder, at rigtig mange gaster er involveret i en vending.

Havhingstens er forsynet med 2 x 30 årer, men de sidder næsten for tæt, så det er vanskeligt at ro med alle årer aktiveret uden at hver enkelt roer kommer til at genere den foran siddende og selv blive generet af den bagved siddende.

Dem, der tidligere har prøvet at være om bord på Havhingsten, har stort set alle bemærket skibets fleksibilitet og elasticitet. Blot ved at stå i den ene side af skibets forende eller bagende og gynge lidt, bevirkede at skibet vred sig under denne gyngen. Under Havhingstens gyngen henover bølgerne viste det sig at skibets vriden simpelthen var næsten for meget for skibets tekniske konstruktion, så naglerne skubbede sig simpelthen ud af deres leje. Nu kunne man synes at man da blot kunne se på erfaringerne fra det oprindelige skibsfund om konstruktionen, men desværre mangler netop disse dele fra det restaurede skibsvrag Skuldelev 2-4, som i realiteten er det vrag, som der var mindst bevaret fra (derudover var vraget brækket over i to dele, hvorfor man i første omgang antog at der var tale om to selvstændige skibsvrag). Blot omkring 25% er bevaret, og netop de dele, som evt. har været stabiliserende er ikke bevaret. Derfor har man her i foråret eksperimenteret og forsynet skibets for- og bagende med stabiliserende afstivninger i form af et par store egeplanker.

Skibet har plads til et mandskab på omkring 80 mand, og har formentlig kunnet medbringe helt op til 100 krigere uden den helt store bagage. Sommerens sejlads vil vise, hvor sødygtig skibskonstruktionen er under større afstande, men allerede erfaringerne fra sidste års store testsejlads over Kattegat og Skagerak til Sverige og Norge viste en stor sødygtighed.

Bygning af Havhingsten sammenlignet med vikingetidens langskibe

En af kilderne til bygning af de store langskibe er Olav Trygvessons Saga, som beretter om bygning af det legendariske langskib “Ormen hin Lange”, som godt kan have været af cirka samme størrelse som “Havhingsten”. Tidligere beregninger antog godt nok, at Ormen var en del længere, men denne antagelse var bl.a. baseret på at årene ikke var placeret så tæt ved hinanden som på Havhingsten. Men fundet af et endnu længere skib (på 36 meter) i 1997 under anlæggelsen af Museumsøen i Roskilde viste at man beherskede teknikken til bygning af rigtig store langskibe.

Sagaerne beretter, at “Ormen hin Lange” blev bygget på en vinter, hvilket blev anset for ganske enestående. Sagaerne beskriver byggeprocessens organisation således. Øverst stod en bygmester med det overordnede ansvar. Ansvaret for stævn og køl var uddelegeret til en stævnsmed, mens en række skibssmede stod for bygning af skibet. Dertil kom skovhuggere, der fældede de specielt udvalgte træer, planke- og glathuggere der huggede plankerne til samt generelle og specialiserede skibsværftsarbejdere, der stod for at flytte og organisere tømmer og planker samt fastgøre planker med træpløkke og søm.

Ifølge Vikingeskibsmuseet er der medgået omkring 27.0000 effektive arbejdstimer til bygning af Havhingsten (i perioden 2000-2004), men de vurderer at såfremt bygningen havde været baseret på en bygmester, 10 skibssmede og diverse medhjælpere, ville skibet kunne være bygget på omkring syv måneder. Dertil kommer produktion af tovværk, sejl, tjære og diverse udstyr, som må formodes at være produceret sideløbende. Det var på ingen måde hovedformålet med rekonstruktionen af langskibet “Havhingsten” at underlægge sig sådanne kvantitative formål. Det var i stedet det primære formål at afprøve de kendte skibsbygningsteknikker fra vikingetiden for at vurdere om disse var tilstrækkkelige til at kunne bygge en så stort skib, for dermed at afdække nogle at de mangler der fortsat eksisterer i vor viden om, hvordan de gjorde. At en af sidegevinsterne ved bygning af “Havhingsten” så afdækker, at det ikke blot er muligt, men at det også er muligt på den omtrentlige produktionstid, som datidens beretningerne fra Sagaerne beretter, gør blot projektet endnu mere sandsynligt og troværdigt, ligesom de foretagne vurderinger af arbejdsmetoder, m.m. udvier en bestandig større sandsynlighedsfaktor.

Når alt dette er præciseret, så er det ret indlysende, at det krævede både magt og rigdom at bygge, bemande og udruste et langskib. De langskibe, der omtales i sagaerne, er således også beskrevet som bygget af konger eller stormænd og i sidsnævnte tilfælde ofte på kongens bud. Udrustningen beskrives som omfattende og yderst værdifuld, for ud over våben og andre former for militærudstyr (sværd, buer, pile, spyd, økser, ringbrynjer og skjolde) var det af afgørende betydning for aktionens succes, at medbringe tilstrækkelige mængder af proviant, telte, tæpper og personligt udstyr.

De fleste gaster eller krigere medbragte formentlig eget våbenudstyr, men der var formentlig meget udstyr, der skulle efterses, repareres ligesom der utvivlsomt foregik en del nyanskaffelser. Dette indebar, at udrustningen af skibet involverede en bred skare af lokale håndværkere, deriblandt grovsmede, våbensmede, snedkere, buemagere, bødkere, vævere, agerbrugere, bryggere, slagtere og fiskere. Den generelle ordning om at en lang række familier var indskrevet til at stille en våbenfør mand til projektet indbar at presset på de store projekter blev bredt fordelt over en lang række familier, ofte en meget stor del af familierne i det kontrollerede lokalområde.