To av karakterene: The Dreamer og The Ringmaster

Det fortryllende nysirkuset Cirque du Soleil kommer til byen! Fikk nettopp nyss via nyhetsbrevet til Oslopuls (Aftenposten) om at Cirque du Soleil kommer til Norge igjen. Dette blir Cirque du Soleils andre forestilling i Norge. Forrige gang de var her var høsten 2007 med forestillingen Delirium. Da solgte de ut to fullsatte Oslo Spektrum. Denne gangen prøver de på fire med forestillingen Saltimbanco.
Forestillingene finner sted torsdag 8. oktober – søndag 11. oktober 2009.

Dette er hva Wikipedia skriver om sirkuset:

“Cirque du Soleil (fransk for «solens sirkus») er et kanadisk underholdningsimperium lokalisert i Montreal, Quebec, i Canada, som ble grunnlagt i 1984 av to tidligere gateartister; Guy Laliberté og Daniel Gauthier. Cirque du Soleils forestillinger faller innenfor sjangeren nysirkus og består av sirkusnumre som flettes sammen til en handling. Det legges mye arbeid i musikk, kulisser, kostymer og helhet i hver oppsetning.”

Fildeling og delirium

I 2007 tok min bedre halvdel og meg selv plass i Oslo Spektrum for å oppleve Cirque du Soleils “Delirium”. Vi hadde tidligere lastet ned dvd’er med Circque du Soleil, og betalte med glede prisen for å se dette live. Det er slik at om det ikke hadde vært for torrent-filene jeg lastet ned, så hadde ikke vi endt opp på dette showet og betalt for 2 billetter. Billettene den gangen kostet 600 kroner stykk, men for det kommende showet har vi oppgradert til de beste plassene og betaler 2000 kroner. Tilsammen blir det 3200 kroner til sirkuset som de har fått av meg takket være The Pirate Bay. Tenk litt over det du som er motstander av fildeling (motstander av fildeling og fremskritt for menneskehetens beste).

Nå er det slik at jeg ikke lenger har alle detaljene i hodet, men etter å ha frisket opp minnet ved hjelp av internett kan jeg gjengi noen av inntrykkene og faktaene fra Delirium i 2007: Delirium var et show som baserte seg på multimedier og det teatralske bestod av remixer fra eksisterende Cirque du Soleils musikk og forestillinger. Showet var koreografert av Mia Michaels, som du kanskje husker fra dommerpanelet i det amerikanske TV programmet “So You Think You Can Dance”.

Trapseshow

I motsetning til andre Cirque du Soleil show hvor musikerne står på siden av scenen og hovedsaklig er ute av syne, så var musikerne i Delirium aktive deltagere i showet. Dessverre var musikken ikke så mystisk og fengende som den pleier å være i deres show, men det skyldtes nok at musikken bestod av remixer. De hadde også lagt vokal på endel av de musikken – et valg jeg syntes ikke var spesielt vellykket. Musikken går kontinuerlig under Cirque du Soleils show, og er med på å skape og underbygge magien og dramatikken som så ofte oppstår. Akrobatikken som foregår på scenen kan slå pusten ut av deg, og om du under forestillingen tar en sniktitt på noen av de andre tilskuerne, kan du komme til å se vidåpne øyne og munner på rekke og rad -så imponerende kan showet være!

Saltimbanco – å hoppe på en benk

Delirium var, som nevnt, mer musikkbasert enn de andre showene til Cirque du Soleil hvor man som oftest følger en historie fra begynnelse til slutt og hvor dramaturgien spiller en større rolle enn koreografien. Det skal derfor bli et gledelig gjensyn da de igjen tar turen til Oslo, denne gangen med showet Saltimbanco. Saltimbanco kommer fra det italienske “saltare in banco”, som ifølge ryktene skal bety: “å hoppe på en benk”. Saltimbanco utforsker det urbane og dets utallige former: menneskene som bor der, deres særegenhet og likhet, familier og grupper, maset og kjaset i gatene og den overveldende høyden til skyskraperne. Når det gjelder mas og kjas i gatene og den overveldende høyden på skyskrapere, så må nok Osloborgerne ta fantasien til hjelp (om de da ikke har vært på besøk i en storby et sted i verdens største land: utlandet) ettersom det skal godt la seg gjøre å finne noe av dette i lille Oslo (trygge Oslo, stygge Oslo som Jokke formulerte det) . Vel, Saltimbanco skal visstnok ta tilskuerne på en allegorisk og akrobatisk reise til hjertet av byen ved hjelp av et visuelt barokt vokabulær og eklektiske karakterer – en imaginær by hvor mangfold representer håp.

Det beste med sirkuset er kanskje at ingen dyr blir plaget og tvunget til å gjøre unaturlige ting. Det er jo ingen dyr med i noen forestillinger, kun mennesker. Meget dyktige mennesker.

Kjøp billetter:
http://www.billettservice.no/html/artist.htmI?l=EN&artist=SALTIMBANCO
Vinn billetter:
http://oslopuls.aftenposten.no/kunst_scene/article197016.ece
Les mer om sirkuset:
http://en.wikipedia.org/wiki/Cirque_du_Soleil
http://www.cirquedusoleil.com

Dette innlegget (postet 06 Juni 2009) vil bli repostet da sirkuset er i Norge, slik at jeg kanskje kan oppdatere innlegget med en liten anmeldelse (jeg vil ikke love noe enda, da vi får se hvordan tidsskjemaet ser ut i oktober, men billettene er selvsagt sikret).

Se klipp fra Saltimbanco:

————————————————————————————————

Oppdatering: Her er anmeldelsen jeg lovte av Saltimbanco:

Min bedre halvdel har følgende å si om showet: “Jeg synes det var fint. Det forrige showet hadde flere effekter og var mer fascinerende, men dette showet var meget fargerikt og humoristisk. Det jeg liker ved Cirque du Soleil er at hvert show er forskjellig og overraskende.”

Jeg sier: Saltimbanco manglet den store akrobatikken jeg forbinder med Cirque du Soleil, men akrobatikken som var i showet var vel gjennomført. Scenen i Oslo Spektrum er uansett for liten for de helt store stuntene. Likte spesielt delen med balansekunst på sykkelen, og en hvor de brukte en huske til å hoppe og sprette over hverandre med og den delen hvor to menn balanserte på hverandre – ut fra lyden å dømme hørtes det ut som om det var en del kvinner i salen som også var imponert av de gutta, men balansekunstneren på sykkelen var best. Kostymene var fargerike og fine. Jeg fikk ikke tak i historien i showet (var det i det hele tatt noen historie?) Morsomt med sjonglering. Imponerende med 7 baller. Det var litt for mye pantomime i showet, selv om det sikkert var morsomt for han tørrpinnen fra publikum som ble dratt opp på scenen.

Når det gjelder seteplassering i Spektrum har jeg følgende å si: Vi satt på 4 rad og ble snytt. Betalte haugevis for billettene, kun for å se bakhuet til ei høy kjerring som hadde ungen på fanget. 4 rad er den siste raden nede på gulvet, ved 5 rad begynner trappetrinna slik at man får bedre utsikt enn på en gjennomsnittlig norsk bygdekino. Dette ødela endel av showet frem til første pause. Etter pausen satt vi oss på noen ledige plasser på femte benk. Har du betalt for å sitte på tredje eller fjerde rad har du blitt grundig lurt av Oslo Spektrum.
Heldigvis at det var ledige plasser slik at vi fikk byttet, ellers hadde hele kvelden vært spolert av dårlig utsikt og nakkestrekk!
Og, som sagt, scenen i Oslo Spektrum er litt i minste laget for Cirque du Soleil.

http://www.vg.no/rampelys/artikkel.php?artid=574881

Dag to av Visuelt (fredag som var) var noe labrere enn dag 1. Det vil si i ett foredrag  før lunsj var veldig gøygøy- etter lunsj var det også et par gode foredrag.

Slik så dagen ut:

Fredag 8 mai

Jepp jepp jepp jepp jepp. La oss fortsette på listen over favorittfilmene mine. Passelig nok viste de faktisk Pulp Fiction på NRK3 i går, dagen etter at den ble presentert i innlegget mitt. Ikke akkurat tilfeldig, kan jeg tenke meg. Så du skal ikke se bort fra at NRK3 eller en annen kanal snart slår til og viser

Collateral (2004)

http://www.imdb.com/title/tt0369339/

Regi: Michael Mann

Manus: Stuart Beattie

Med: Tom Cruise, Jamie Foxx, Jada Pinkett Smith, Mark Ruffalo, Peter Berg og Bruce McGill.

Spilletid: 120 min

Michael Mann er kanskje regissøren jeg omtaler som favoritten min, i hvertfall når det kommer til den visuelle looken på filmer. Der jeg syns han får til stilen sin aller best er Miami Vice, men The Insider og Heat er andre eksempler. I tillegg kan han skryte av å ha laget Ali, The Last of the Mohicans, Thief og den første filmen om Hannibal Lecter, Manhunter. Den ble kanskje overskygget av The Silence of the Lambs, pga den geniale rolletolkningen til Anthony Hopkins, men Manhunter er absolutt en god film.

I hovedrollene finner vi Tom Cruise (Magnolia, Rain Man) og Jamie Foxx (Ray, Jarhead). I tillegg har vi Jada Pinkett Smith (The Matrix Reloaded), som da er kona til Will Smith. Se også opp for Bruce “Jack Dalton” McGill, og Jason Statham og Javier Bardem (No Country for Old Men) i småroller.

Vincent (Cruise) er en leiemorder som skal drepe fem mennesker i Los Angeles i løpet av en natt. Han bestemmer seg for å bruke en drosje til å kjøre seg rundt. Den uheldige drosjeføreren blir Max (Foxx), som egentlig skulle ha taxijobben som en mellomting til han fikk spart opp penger til et limousinfirma, men så har han blitt sittende fast i jobben. Max forstår etterhvert hva som foregår, og blir et gissel, sikkerhet (collateral) som Vincent må beholde til han er ferdig med oppdraget.

Dette er etter min mening en av Cruise’s aller beste roller, om ikke den beste. Nå som det i senere tid har kommet fram at mannen er splitter pine gal personlig, så tar ikke det akkurat bort noe av prestasjonen som iskald leiemorder. Det som er så fint med karakteren, er at han har masse argumenter for å rettferdiggjøre det han gjør. Underlig nok er han jo akkurat det Max trenger for å våkne fra tilværelsen sin. Jamie Foxx spiller også veldig bra i rollen som Max. Det er disse to hovedrolleinnehaverne som bærer hele filmen, og de gjør en fantastisk jobb. Resten av castet er fullstendig troverdig, men så er det ikke fullt så mye som kreves av de heller.

Helt siden jeg hørte om filmen første gang, syns jeg det virket som en utrolig interessant historie. Nå ble det dessverre aldri til at jeg fikk sett denne på kino, selv om jeg hadde veldig lyst. Men jeg husker at jeg så den på dvd med et par kamerater da den kom ut, også så jeg den faktisk igjen alene neste dag. Jeg syns fremdeles det er en av de bedre historier jeg har sett på film, i det minste blant de som holder det innenfor såpass få karakterer.

Dynamikken inne i den drosjen er helt enestående, og ulik noe annet jeg har vært borti. Manuset er veldig bra, og samtalene mellom Vincent og Max er rett og slett en fryd å se på. Det er sjelden en kan bli så involvert i begge karakterene når de har så forskjellige synspunkt.

Det visuelle er som sagt noe av det jeg liker aller best med Mann sine filmer. Mesteparten av Collateral er spilt inn digitalt, altså ikke på film. Mann sier det hjalp dem å spille inn filmen i lite lys, siden digital video fungerer bedre enn film med lave lysmengder. Jeg syns det ser helt vidunderlig ut. Det er nesten umulig å forklare, men det er noe med fargene, spesielt på himmelen, og teksturen på ting som jeg liker veldig godt.

Så vil jeg gjerne vise fram det som er en av favorittscenene mine fra filmen:

Selvfølgelig er det tatt ut av sammenheng, og fungerer mye bedre i filmen. Stemningen i scenen er helt utrolig, når bilen bare stopper, og disse prærieulvene kommer løpende over gaten. Begge de to i bilen ser ut til å ha en dypere forståelse av det som skjer, og “Shadow on the sun”, begynner å spille. Jeg vet ikke helt hva det skal bety, men jeg vet jeg liker scenen veldig godt.

I tillegg til alt som er nevnt, har filmen noen veldig gode og spennende actionsekvenser, der ingenting føles særlig sikkert. Det er definitivt en bra ting.

Filmen ble nominert til 2 Oscar, Beste klipp og Beste mannlige birolle (Foxx). Det mener jeg nesten er ran på høylys dag. For meg var dette lett den beste filmen i 2004, og Tom Cruise spiller en fantastisk rolle, som burde fått en nominasjon. På IMDb har den 7.8/10 med 81 102 stemmer, også overraskende lavt. Så jeg vil si dette er en undervurdert moderne klassiker. Se traileren nedenfor, og se denne filmen.

Har du usedvanlig god smak? Har du sett Collateral? Da er det bare å legge igjen sin positive kommentar der du sier hvor god den er.

Nu har jeg fået min infarøde forbindelse fra telefon til computer til at vide, så nu kommer de billeder, jeg tit jeg ønsket mig at kunne inkludere i mine indlæg. Klik på billederne for større version.

Her er mit sæde til Michel Camilo-koncerten, som nævnt i dette indlæg.

Her er mit måltid, som nævnt i dette indlæg.

Netkebabben, som nævnt i dette indlæg.

Et billede taget ud af vinduet i Martins garage, som nævnt i dette indlæg.

Belgien, landet der flyder med mælk og kakao, som nævnt i samme indlæg.

Billeder af mine sko, fra en regnvåd dag, jeg kunne have nævnt i dette indlæg.
(Billederne er taget i Stade. Gæt i øvrigt hvilken side, der vender udad…)

Min nye bas, som nævnt i dette indlæg.

Så skete det, der skulle vise sig at blive min fedeste koncert-oplevelse nogensinde. Det kunne jeg måske godt have en forventning om i forvejen, men som jeg nævnte i forbindelse med min seneste koncert før denne, går jeg til ret få koncerter, og dem jeg går til, er risikofrie og garanter for, at jeg vil synes at det er musik efter min smag. Jeg tager ingen chancer og er til gengæld villig til at betale hvad det koster i mange tilfælde.
Koncerten denne gang var med SMV, som jeg forklarede lidt om i History in the making og albummet er som sagt momentvist noget af det bedste jeg nogensinde har hørt og koncerten levede op til forventningerne. Alt ved koncerten var head-bopping (måske med undtagelse af visse elementer af Stanley Clarkes lange solo-spot på sin kontrabas, som var lidt rubato i perioder), og det skinnede ret tydeligt igennem, at vi har at gøre med tre af de største bassister i verden. Det er bassister, som har et uforligneligt groove, men som også er virtuoser på deres instrument og har meget overskud til at lave soloer og den slags. Bassister der hører til verdens elite befinder sig gerne kun i eliten i den ene af kategorierne, men alle disse tre folk er i tops i begge kategorier, hvilket er ret sjældent og én af grundene til at de topper samlet set efter min mening.
Det jeg måske især vil huske langt ud i fremtiden fra denne koncert var at jeg, da koncerten var slut, snakkede med Victor Wooten. På Thebassvault havde han været online samme dag ved 5-tiden om morgenen og da han spurgte de tilstedeværende om vi havde været ude at se dem på deres verdensturné, kunne jeg jo svare at jeg faktisk kom til Hamburg senere den dag for at se dem. Dertil svarede Victor: “Oh Clemen is in Hamburg, okay good. Hey Clemen, make sure you come and say Hi to me, okay?” Så det gjorde jeg . 13 timer senere startede koncerten og da den sluttede efter næsten 2½ time kom de tre bassister ud til et bord, hvor der blev solgt CD’er og plakater, og skrev autografer. Der var en mindre kødrand af mennesker uden om bordet, men da de havde fået deres autografer, gik de naturligvis igen og jeg kom længere frem i køen. Jeg startede helt ude i den ene side resulterende i, at jeg lige pludselig stod under en halv meter fra Marcus Miller med hverken bord eller mennesker imellem mig og ham. Derfra kunne jeg få ham til at skrive en autograf og række den videre til Stanley Clarke, så han kunne gøre det samme. Jeg kunne også have kildet ham på ribbenene, men det gjorde jeg ikke. Senere gik jeg ud af køen og startede et nyt sted for at komme tættere på Victor Wooten vel vidende, at jeg havde intentioner om at hilse og præsentere mig selv. Da jeg præsenterede mig selv som “Clemen from Thebassvault” sagde han “Oh yeah, nice to meet you. Thanks for getting up early.” og gav mig hånden, derefter spurgte jeg om, om han havde fået noget søvn fordi jeg vidste at han ikke var gået i seng endnu, da han var online tidligere på dagen. Han havde også kun sovet omkring to timer, fordi han skulle tidligt op, og så snakkede vi lidt om dét. Så det var en god oplevelse, at møde en mand, som i høj grad har været mit måske største idol i mine første år som bassist og nok den mand, jeg har lært mest af om bas og musik generelt, og finde ud af at han er en meget flink, imødekommende og tilgængelig person uden for scenen. Men det var jeg nu godt klar over på forhånd ud fra hans omdømme, og derfor var jeg heller ikke nervøs for at snakke med ham, selvom jeg på vej ud til bilen kom i tanker om noget, jeg ville have sagt til ham. Men det gør jeg nu tit i forhold til alle mulige andre situationer.

Her er min billet med autograferne

I torsdags var jeg til en af de sjældne koncerter, jeg tager til. Sidst jeg var til koncert, var i 2004, hvor jeg så Maceo Parker på Train i Århus (som en slags lille gave til mig selv, da det faktisk var på min fødselsdag), da jeg generelt ikke er typen, der går til koncerter med mindre det er helt store navne inden for my kind of music (eller bands med kendte bassister, men kommer ofte ud på ét), og så kan det være forholdsvis ligemeget hvad det koster. Til gengæld har jeg så også rimelig høje krav Jeg ville også vildt gerne have været til denne her koncert, men jeg var ude at cykle en lille tur på det tidspunkt. Jeg mødtes med et par gamle venner i Århus i timerne op til koncerten startede, hvoraf den ene sagde, at han max ville give 40,- for en koncert, men til gengæld går til langt langt flere end jeg. Det er naturligvis også anderledes når man bor i en storby, der er så koncertvenlig, som Århus fx er det.
Jeg har ventet til idag med at skrive om koncerten, da jeg tog et billede med min telefon af, hvor godt mit sæde rent faktisk var, men den infarøde forbindelse på min computer vil åbenbart ikke modtage nogle bestemte billeder. Men man kan tage dette billede fra anmeldelsen på Århus Jazz Festivals egen side og gå 6-8 sæder til venstre for fotografen, altså sædet præcis foran Michel Camilo selv, og så ét mere til venstre, så sad jeg dér.

Nok en gang via. whoateallthepies.tv:
Remi Gailliard – freestyle footballer

Genialt.

Sikke dog en skør mand…

Klokken er godt nok næsten to, men ordet “formiddagskaffen” tager sig bedre ud i overskriften.

Det første handler om billeder og er en samling af 50 flotte af slagsen. LINK.

Det andet handler om verdens statistikker og bliver opdateret løbende. Lige nu (kl. 13.56) står den daglige spammail tæller på 73,3 mia. Det er mange. Jeg har fået 16 af dem. Andre statistikker vil vise, at omkring 6,9 mio. er døde af HIV i tidens løb, mens rygning alene i år har 1 mio dødsfald på samvittigheden. Stof til eftertanke, men det siger jeg selvfølgelig også fordi jeg ikke fatter hvad idéen i rygning er… LINK.

Som formodet, kommer der nu en lille opfølger på turen. Den har ladet vente på sig fordi jeg gerne ville have de billeder med, som Lasse har været så venlig at sende til mig.
Jeg ville gerne lukke turen fra min bevidsthed og knytte kommentarer i samme retning, men det kan jeg ikke. Jeg har ikke rigtig fået det mere på afstand nu end lige da jeg var kommet hjem, tværtimod er jeg nærmere blevet en kende mere skuffet, fordi jeg nu er definitivt besluttet på at sælge min cykel og afskrive seriøs cykelsport fra min fremtid. Jeg kunne i hvert fald godt bruge nogle af pengene mens jeg stadig kan sælge al udstyret samt cyklen til en nogenlunde pris.
Overordnet slår det mig dog, at grunden til min ærgelse også er, at jeg vitterligt så dette hersens projekt som en once-in-a-lifetime ting og at jeg derfor havde meget specifikke idéer om, hvad jeg gerne ville. Det kan (vil) selvfølgelig virke krævende og måske snobbet for andre, men det har jeg ikke været villig til at ændre på og ser heller ingen grund til at skulle have gjort det. Men så meget, desto større ærgelse bagefter når tingene ikke går som man gerne ville have haft det. De andres syn på turen var meget mere fleksibelt og taktisk klogt på nogle områder. Der var margin for fejl og ændringer i holdninger osv. Det havde jeg ikke så meget af og det burde jeg klart have haft, hvis turen skulle være en ubetinget succes – i hvert fald når der var den uenighed, som der var. Det var en personlig fejl begået i blåøjethed at tro, at det nok skulle ordne sig. Min fejl.
Jeg er af den holdning/personlighed, at jeg må finde hvile i visheder, hvis jeg skal fremmane ekstraordinære kvaliteter hos mig selv. Da jeg begyndte at spille bas var det fx også med en vished om, at jeg rent logisk måtte kunne finde ud af det når jeg kom fra en så musikalsk familie og når jeg havde en generelt god forståelse for musik og måske specielt rytmik dengang. Uanset om det passede eller ej, så jeg ingen grund til at acceptere, at jeg ikke skulle kunne lære en bestemt sang fx. Det gav ingen mening for mig, hvorfor i alverden det skulle kunne forholde sig sådan. Derfor er jeg også blevet relativt god (i al beskedenhed) og det skyldes i høj grad, at jeg stolede på mig selv og fandt stor selvtillid i visheden om, at jeg havde talent og var lærenem. Og ud af visheden springer også uanede mængder gejst, lyst, viljestyrke, målrettethed, energi og overskud, som jeg ellers ikke ville have. Tro kan som bekendt flytte bjerge, men kun hvis den er stor nok. Denne cykeltur var én af de få ting, jeg er gået helhjertet ind til og derfor vidste jeg at alle tekniske/fysiske/praktiske problemer ville kunne overkommes.
Under forberedelserne til turen mødte jeg tit argumentet om, at jeg jo havde cyklen, grejet og formen, så hvorfor ikke bare tage afsted? Men hvis man tænker sådan, så træffer beslutningen sig selv i stedet for, at man selv gør det 100%, en slags “nu er jeg jo alligevel på et vist punkt i forberedelserne, så kan jeg jo lige så godt bare gøre det”-mentalitet, og det var ikke helt nok for mig. Det er halvhjertethed, som man kan bruge i et utal af situationer, men (jeg kunne) ikke i denne. Essensen må vel være ngoet i retningen af, at kommunikationen var alt for mangelfuld og vi vidste for lidt om hinanden inden turen gik igang. Og ærlig talt vidste jeg nok også for lidt om mig selv, eller jeg har i hvert fald ikke sat ord på alle mine tanker før nu her bagefter, og nogle tanker vidste jeg ikke, at jeg havde. Fx vidste jeg ikke, hvad jeg tænkte om at sove i telt, jeg havde bare accepteret det som en del af kompromiset, hvis det kunne vedblive at være, at vi cyklede hele vejen. Men det krakkelerede jo ret hurtigt og så gjorde mange små bække en stor å. Men stadig var det også naivt af mig, når det kun var mig, der brændte for at det skulle være således. Det må jeg erkende og bebrejde mig selv, hvis nogen skal bebrejdes for noget. Det er i hvert fald den modne og svære ting at gøre.
Anyways, her kommer et par udvalgte billeder fra tiden mellem Köln og Paris:

Her mødes vi på banegården i Köln

Vores vandrerhjem i Köln med cykler på værelset og Kölner Dom lige uden for vinduerne

Vores gigantiske og vildt upraktiske kort (med en dreng på)

Gruppebillede fra første samlede dag

JD og Chris foran “Dom-fabrikken”

Lasse får taget nogle gode billeder over skulderen mens vi kører

Brosten i Tyskland

Chris på vej op ad en bakke i den famøse skov, jeg generelt havde kaperingsvanskeligheder med

Cykelskilte i det cykelvenlige Tyskland

Den semi-katolske kirke

Lasses kreative og vindstille frokoststue

Stilhed før (sne)stormen hos Martin Reumers

Stilhed efter (sne)stormen

Kakaomåltidet

Tunmåltidet samme dag

Det er grineren at køre på rulletrapper med cyklerne. Der skal bremses.

Vores lille tomandsværelse i Paris

Foran Notre Dame

Foran Eiffeltårnet

Vores lidt større ottemandsværelse i Paris

Den gale japaner med cyklen

Sådan skal en skærm vist ikke se ud…

Jeg reklamerer i grunden ikke nok for 101greatgoals.com.
Det er en blog hvor der, udover (bogstaveligt talt) alverdens mål, er mange interessante clips fra fodboldens verden på et dagligt opdateret plan. To ting af ugentlig forekomst, jeg ynder at se er fx Showboat og Skill Skool. Begge dele bliver lavet af programmet Soccer AM på Sky Sports. Showboat er driblinger, hælafleveringer, saksespark og alskens små finesser fra ugens løb. I Skill Skool tager én af værterne ud til ungdomsafdelingen i fodboldklubberne rundt i England og sætter to af spillerne op mod hinanden i en tre-runders battle i tricks og skills. Resten af holdet vurderer så ved jubel-måling, hvem af de to kombatanter der har vundet. Det er meget underholdende.

Denne uges Skill Skool kommer fra Hull City AFC, ham til højre er vild nok.

På det seneste har Christiano Ronaldo stået for minimum to af detaljerne fra Showboat og i denne uge er der tre. Se det her:

Natten til tirsdag var der igen koncert på Thebassvault.com, denne gang var det på Higher Ground i Burlington, Vermont. Anledningen var, at Victor Wootens nye CD Palmystery udkom 1. april. Jeg har pre-orderet den, men den er ikke kommet endnu, så jeg fik mig en lille smagsprøve på hvad der er i vente. Aftenens band lineup bestod af Victor Wooten (bass & vocals), Anthony Wellington (bass), Derico Watson (drums), Saundra Williams (vocals), Regi Wooten (guitar) og Steve Weingart (keys).
Det er altid en oplevelse at følge med på Thebassvault når ens bas-helte folder sig ud eller bare hænger ud og denne gang var bestemt ingen undtagelse, også fordi jeg var bedre forberedt end jeg plejer at være. Jeg havde timet det lidt i forvejen mht. søvn og havde linet omgivelserne op med en blød stol, dyne og kakao. Og så en omgang god musik, kunne jeg kun gå ud fra. Den første halvanden times tid fra jeg logger på til showet starter, hører vi ipod for at teste lydsignalet. Det er Mike Stern – These Times der kører og den er rigtig fed faktisk. Jeg tror jeg køber den.. Richard Bona som både bassist og vokalist er i hvert fald en genial idé.
Som en lille intro (læg mærke til ringetonen fra 0:16-0:19):

Der testes lydsignaler

Lydmanden Jack påstår at vi hører Jack and the Jacktones

Under brugernavnet “robynm” finder man Vics søn Adam, som vel er ca. 7 år

Showet går igang

Jeg fik øjnene mere op for at zoome ind denne aften, her på Derico i cam 3 samt Vic, Ant og Saundra i cam 4

Et sjældent syn: Vic alene med mikrofonen, ingen bas (i cam 4)

Pianosolo

Trommesolo

Herefter bevæger de sig over i Shout-style musik

Og tilbage i lidt mere drumming

Da Adam går i seng (formoder jeg), bliver “robynm” til Kaila, Vics ældste på omkring 10-11

Guitarsolo med Regi eller “The Predator” som én kalder ham (gæt hvorfor…)

Bass solo

I soloen laver Vic sit stunt med at stemme alle strengene langt ud og lave en slags percussion-solo som her – og stemme dem tilbage igen

End of show

Vic kommer ud og siger hej (i cam 1, selvom det er meget utydeligt). Han runder af med at sige “OK, gotta go. Tell your friends about Thebassvault, Kaila go to bed!”

Se dét… er et selvmål!

Fra kampen mellem Debrecen og FC Fehervar i den ungarnske pokalturnering.

Så kom turen til at Marcus Miller skulle blive gæst på Thebassvault.com. Traditionen tro fik man en mail om det på forhånd og denne gang tænkte jeg, at jeg kunne spørge lidt rundt om folk ikke lige skulle have et kort abbonement (det korteste koster ca. 75 dkr, hvilket jo ikke er alverden) og oprette en bruger inden Marcus Miller og Stanley Clarke ville komme online i forbindelse med, at de er ved at indspille et eller andet sammen med Victor Wooten. Det endte dog med, at Stanley ikke kunne nå det, så det var “kun” Marcus. Marcus Miller er jo (foruden sin hat) kendt for at slappe i langt størstedelen af sit spil, men til gengæld med uforligneligt groove og uden behov for at være flashy i modsætning til mange andre, der slapper. Tjek fx:

Scoop

Eller her med både Vic og Stanley.

4:54 dansk tid – Steve kommer online

Derico Watson, trommeslager for og ven af Vic og Steve. Derico har bl.a. spillet med Kirk Franklin foruden Vic og Steve

Marcus Miller, bassist extraordinare er online (og uden sin pork pie hat…!)

Marcus, siddende med sin Signature MM-Jazz Bass, jammer en del undervejs

Ved Marcus’ side er også en lydtekniker, hvis navn jeg ikke fangede

Og en anden lydtekniker, hvis navn jeg heller ikke fangede

Marcus får øjnene op for, at han kan kommunikere med folket og rykker tættere på

Marcus jammer lidt videre

Der sås tvivl om, hvor Vic befinder sig og han pointerer, at det er ham, der holder kameraet

Snakken falder på extended range basses, at både Marcus og Vic er kendt for at spille 4strenget næsten hele tiden, mens Steve er kendt for at spille (båndløs) 6strenget. Steve henter sin 12strengede.

Marcus tager imod requests og spiller sin sang “Free”

Vic fortæller, at han lige har snakket med en mand, som ejer en musikbutik i New York, som har fået fat i Jaco’s originale (stjålne) gamle Jazz Bass, som en mand havde afleveret efter at have fundet den i Central Park. Billedet er fra Vic’s mobil

Der klappes af Marcus og slænget i studiet. Steve er også på vej videre

Derico fortsætter, i stor begejstring for Thebassvault-konceptet, med at tage imod spørgsmål og snakke med folk. Han er stadig så involveret i lovsangs og kirke-bands, som turnéer og detslige tillader ham at være. Der åbnes desuden op i de tomme kamera-slots, det er brugeren “Jazzman18″ i Cam 1

Kalendereksposisjon: En ny film, bedre og bedre, fram mot jul, slik at Runes ”best of 2007”-liste avsløres. Utvalgt fra filmene Rune har sett på kino i år.

I dag er det 21. desember, dermed får dere den 4. beste filmen 2007:

#4 – 300

http://www.imdb.com/title/tt0416449/

Trailer:

Regi: Zack Snyder

Manus: Zack Snyder, Kurt Johnstad og Michael Gordon

Med: Gerard Butler, Lena Headey, Dominic West, David Wenham og Vincent Regan

Spilletid: 117 minutt

Først og fremst, en av de beste trailerne noensinne? Ja, det vil jeg påstå. For en fantastisk markedsføring! Fra regissøren av remaken av Dawn of the Dead, som jeg også gjerne vil få sett så fort som mulig. 300 er basert på en grafisk roman (ja, tegneserie) av Frank Miller, mannen som også har skrevet bøkene om Sin City. I likhet med Sin City har mesteparten av 300 blitt spilt inn foran green screen, og så har det blitt brukt datagrafikk for å gjøre filmen så lik den grafiske novellen som mulig.

Hstorien er veldig enkel, og lett basert på virkelige hendelser. Perserne, med sin enorme hær, kommer mot Hellas, og Sparta. De ledes av den selverklærte gudekongen Xerxes. Kong Leonidas, leder av spartanerne, de beste krigerne i verden, vil ikke gi seg sånn uten videre. Han får ikke tillatelse av prestene å gå i krig under en hellig festival, så han tar med seg sine 300 beste uten lov, for å møte perserne i et smalt fjellpass. 300 mot en million…

Det som har gjort mange menesker sinte, er at de har lagt til fantasyelementer, og at det ikke er historisk korrekt. Det syns jeg er en tåpelig ting å klage på, siden filmen er basert på en grafisk roman, og ikke direkte på virkeligheten. Jeg for min del tar gjerne i mot monstre av ulike slag. Det som derimot er dårlig med filmen, er manuset. Det er flust av kule linjer i traileren (THIS – IS – SPAAARTAAAA!! Og TONIGHT – WE DINE – IN HELL!!!), men det funker ikke like bra når hele filmen nesten kun har sånn dialog. Det er kanskje noe de burde vurdere å endre fra tegneserien.

Men unntatt det, er filmen et perfekt eksempel på å fullstendig klare det den prøver på. Mesteparten av filmen er en laaang kampscene, og det er akkurat sånn vi vil ha det. Dette er filmen som tar den helt ut, kun har de fantastisk kule kampsekvensene igjen og igjen. Det er koreografert og underholdende. Selv om mesteparten av filmen er væpnet kamp, blir det aldri kjedelig.

For ikke å snakke om hvordan filmen ser ut, visuelt. Bra. Den ser veldig bra ut. Fargene, alt. Det er som et 117 minutters langt kunstverk, 2 timer med malerier jeg syns ser bra ut. Når det gjelder skuespillet, er det ingenting å klage på. De fleste involverte har jo gått gjennom en ganske heftig treningsperiode, for å se ut som de gjør. Noen heterofile menn syns kanskje det er ubehagelig å se menn løpe rundt og sloss i lite mer enn en lærunderbukse, men det vil mest være et tegn på egen seksuell usikkerhet, spør du meg. Jeg skal innrømme at Xerxes (til høyre) ikke er en type jeg ville vært komfortabel med å møte i en mørk bakgate. Eller hvor som helst.

Denne filmen har jo fått en del internett-hype, og jeg bringer dere derfor en trailer for den barnevennlige versjonen av filmen:

Konkurransen:

Ottar Karsten Hostesaft: The Prestige (?), American Gangster (?), Death Proof (5) og The Bourne Ultimatum (7)

Dabju: The Prestige (?), American Gangster (?), 300 (4) og The Bourne Ultimatum (7)

Dette avgjør jo konkurransen, og jeg kan utrope dabju som vinner! New Energy-sjokolade til deg i premie!

Den Høye Fotograf’s dom: 9/10

Andres dom:

IMDb: 8.0/10 (med nesten 150 000 stemmer)

VG: Terningkast 3 (anmeldelsen nevner ”homoerotiske bilder”. Det er vel ikke homoerotikk før du, som mann, blir tent av det. Men det er greit, bare ikke lyv for deg selv, Morten. I tillegg tar jeg med sitatet ”Filmen ber oss om å heie på spartanerne, men gidder ikke forklare oss hvorfor vi bør gjøre det.”. Det er jo åpenbart. Perserne er moralsk forkastelige, har tenkt å ta over spartanernes land og har monstre i hæren sin. Spartanerne er latterlig mye mindre i antall, og beskytter altså landet sitt mot invasjon. Morten Ståle Nilsen, du har ikke fulgt med i det hele tatt.)

Dagbladet: Terningkast 5

Kommentarer og synspunkter mottas med glede, og følg med i morgen for plass nummer 3!

Amazing Food Facts

På The List Universe er der af og til interessant læsning i listeform, ovenstående er i hvert fald overvejende aha, men også lidt lol. Se fx punkt 9:

9. Feast
The Fact: The largest food item on a menu is roast camel

The camel is stuffed with a sheep’s carcass, which is stuffed with chickens, which are stuffed with fish, which are stuffed with eggs. This feast is sometimes featured in Bedouin weddings.