Jeg kommer rett og slett ikke overens med mandager. Våknet i dag, svimmel på tredje dagen og jeg har virkelig ingen anelse hvorfor. Legen min sier alltid bare at jeg må drikke mer vann, men drikker jeg mer vann enn jeg gjør daglig nå, så blir jeg rett og slett flytende. Som mange år før, så konkluderer jeg med at det er mørketiden sin skyld for så fort vi går mot lysere tider blir jeg bedre, men inntil da, får jeg klare meg med vann, klementiner og minner om sol og varme.

Storesøster og meg i Spania.. mmmm, brun og varm!

Grunnen til lite blogging er vel at helgen ikke har vært spesialt innholdsrik ettersom verken humøret eller formen tilsier at jeg skal gjøre noe som helst.

Lørdag morgen var jeg voldsomt trendy og spiste frokost med Fredrik på Bagel and Juice etter at jeg hadde drømt at jeg spiste bagel til frokost sammen med Fredrik. Det var en snodig drøm, tror ikke dere har godt av å høre den.

Lørdag kveld var Heidi på besøk og vi sløvet bare foran tv’en og så film, eller vi så deler av filmer ettersom alle var dårlige skuespillere på lørdag.

I går var jeg hos mamma på middag, med Rolf på slep. Pappa var hjemme han og, men likevel så sier jeg alltid at JEG var hos MAMMA. Sånn er det bare. Det er alltid så deilig med søndagsmiddag hos mamma, jeg kan for noen timer late som jeg er barn igjen. Jeg lider av akutt bli-voksen-skrekk!

Konklusjonen for denne helgen tror jeg må være at uansett hva jeg drikker på lørdag er jeg dårlig og svimmel på søndag. Egentlig mer dårlig når jeg drikker masse vann på lørdag enn når jeg drikker masse av ting kroppen egentlig ikke har godt av. Snart gir jeg opp å være snill med kroppen min når den ikke gidder å være snill tilbake!

“Pip,pip,pip,pip,pip,pi,pip,pip,pip,pip,pip”

klokken er 6.00

Nå må jeg stå opp for å rekke å dursje, spise, og ordne meg. kaffen er ferdig. jeg spiser, drikker kaffe og leser den lokale avisen. kaffe trenger jeg. Ser meg i speilet. Begynner å bli en del rynker nå. Dette har jeg ikke tid til. Jobben begynner snart.

Klokken er 8.00

På jobben er det fult stress hele dagen lang. Å sjefen er like sur som vanlig. jeg er snart ferdig på jobben for i dag. Dette har jeg gledet meg til hele dagen.

Klokken er 16.30

Jeg er hjemme å har startet med middagen, noe enkelt idag. jeg leser ferdig avisen jeg begynte på til morgenen i dag. Jeg er ferdig spist med middagen nå. Jeg tar en ny kopp kafe, å tenker på livet, hvorfor sier alle at jeg er så velykket når jeg ikke føler det sånn selv, joda kanskje jeg er det. jeg har jo fin bil, Stort og fint hus, jeg sliter heller ikke med penger.

Grunnen til at jeg ikke skrev på noen dato er at det er ikke nødvendig, for det har ikke skjedd stort annet de andre dagene.

Bare for å ha sagt det først som sist, jeg er ikke voksen! Uansett hva som står på førerkortet mitt er det bare løgn, jeg er så absolutt ikke voksen! Mamma er voksen og pappa og alle lærerne jeg har hatt og sjefer, biblotekaren er voksen, menneskene med stresskoffert som jeg møter på bussen hver morgen og vaktmerstern i blokka er voksen, men jeg, jeg er ikke voksen!

Uansett, nå jobber jeg jo bare med sånne voksne folk. På sfo var alt annerledes, der var alle ikke-voksne sånn som meg. Til og med sjefen var litt ikke-voksen. Men her er altså alle voksne. Jeg føler meg litt sånn ehm.. malplassert til tider, så min redning i hverdagen er rett og slett bare å nikke og smile. Jeg merker at jeg nikker og smiler og sier “hei” så mye på jobb at jeg har begynt å gjøre det ellers og, spesielt når jeg går til bussen etter jobb, da tar jeg med selv i å se på folk jeg møter og gi dem en skikkelig “bob”

Tror jeg fortalte for en stund siden at jeg hadde funnet meg enn venn, eller i hvertfall så later vi som. Han er kjempemorsom å prate med, men når man er blandt alle de andre voksne menneskene, er også han plutselig voksen. Da er plutselig “hallaaaa” byttet ut med et meget høflig “hei”. Jeg har allerede fotalt om mr stalkerobject og som jeg er sikker på jeg har sett før, vel, jeg har ennå ikke funnet ut hvor jeg har sett han, så jeg jobber videre med saken.

Jeg kan medele at både mr stalkerobject og vennen er med og spiller fotball, så jeg visst hvem hele 2 stk var før jeg møtte opp. Planen med fotballen var jo delvis å få seg venner, noe som ser ut til å funke. I dag har jeg sett igjen en hel haug av gutta, jeg visste ikke at de faktisk jobbet her.. Så jeg har slått av en liten chat i kantinen, i heisen og på kjøkkenet i 6. etg. Wow!

Ina har telt seg frem til at det er 3 fotballtreninger til før det er julebord, så det burde være tilstrekkelig til å ikke dø av redsel når den store dagen er her. Om noen ikke skulle være klar over det, så hater jeg å henge rundt med fremmede mennesker, de er skumle og kommer mest sannsynlig til å spise meg før eller siden og jeg er helt elendeig på smalltalk, det blir bare kleint!

Sånn siden alle andre er voksne, så slenger jeg inn et bilde hvor jeg ikke er det!! Er du voksen??

Foto: Joakim Fjeldli

Nå har jeg registrert meg på Bloggurat, hva nå det skullevære nyttig for…

Igjennom alle menneskesinn; en horisont,
en solnedgang vi aner over knivseggen
der barndommens land ble skåret
mot voksenlivets krav om flukt …

- fra den riktige verden
og inn i nabolagene der galskapen,
der ensomheten, der frykt og
fortvilelse bor, der frådende raseri
åpner sine avgrunner i oss.

Flyktninger med kniver var vi,
men nå er vi vendt tilbake
til barndommens ekte landskap,
og vi bærer nysmidde døpeskjeer
i landet der alle sjeler bor.

- Hattfjelldal 6.november 2009
(til Cecilia og Heikka)

Da var jeg på plass på min nye jobb. Jeg har blitt møtevertinne og føler meg meget så trendy! Jeg har tatt på karrierekvinneklær, fått mitt eget kontor og min egen pc, btw pc er uvant… Jeg har til og med fått min egen mobil og et trendy adgangskort med bilde av meg selv på =) Jeg føler meg viktig! Ettersom det er høstferie er det lite folk på bygget her, så jeg har mye tid til å surre rundt og rote meg bort. Har fikset et møte i dag og ryddet på kontoret mitt. Sjekk så trendy!Nerd som jeg er har jeg satt opp laptopen med en ekstra skjerm så jeg alltid har møteplanen åpen =D Mangler et par personlige objekter bare, så er det et perfekt kontor=) Tror jeg kan trives her…

Joo forresten, min meget så hyggelige sjef spanderte lunsj på meg i kantinen i dag, så jeg har sosialisert med en liten gjeng skravlete damer …

Fantasi vs. virkelighed. Altså forstået  som to modsatrettede poler.

Det er vist det vi alle har lært. Og oven i hatten at virkeligheden er større, bedre, stærkere, vigtigere og meget mere voksen i forhold til fantasien. At de to modpoler på en måde hænger sammen og samtidig kæmper i mod hinanden om opmærksomheden til/over nuet.

For mig er fantasi og virkelighed to sider af samme sag. En dobbelthed. De er ikke modsatrettede og mod hinanden. De er på samme side og suppler hinanden, er tæt sammenflettede og lige vigtige for helheden.

For mig er der modsætninger, som yin og yang, hvor det ene har sammenhæng og modspil mod den anden.

Og så er der de helt fantastiske dobbelheder, sammensluttende nærheder, som forbundet i et hele.. som enkeltvis er noget andet men ikke i modspil mod.

Måske kan jeg lettere forklare det sådan her.

Jeg har to billeder af min biologiske far.

Det ene billede ligger i en kasse med gamle fotografier jeg har. Det forestiller min far ung og i sin militæruniform og familieligheden er slående.

Det andet billede, er et barndomsminde. En børnetegning (egen kreation) af mig, min mor, min lillebror og oppe på en sky storsmilende, sidder min far og vinker ned til og passer på mig.

Begge billeder repræsenterer for mig, min far. De repræsenterer også dobbethederne ved fantasiens- og virkelighedens verdeners nære glidende bånd. De hører sammen, side om side indflettet og glidende ind i hinanden.

Jeg levede som lille i to verdener, to meget forskellige verdener og alligevel tæt sammenknyttede. Den virkelige verden, som du og jeg kender..og så fantasiens verden. Jeg befandt mig lige godt i begge verdener og kunne trække elementer fra den anden verden med mig, uanset hvilken verden jeg befandt mig i.

Min far døde. Han og blev begravet og jeg savnede ham. Men han flyttede også, sådan helt konkret og for altid, over i fantasiens verden.  Og der skete en ændring, han ændrede efterhånden udseende, han blev til ham der sad på skyen, som jeg tegnede utallige tegninger af i børnehaveklassen  og i dag husker jeg intet om ham fra fotografiet.

Jeg har derimod små sporadiske glimt af min børnetegnings-far. Ham som jeg fortalte mine hemmeligheder og kvaler, legede med og som jeg hele tiden vidste, sådan helt langt dybt ind i mit barneindre – at han passede på mig. Det vidste jeg på den måde, som børn bare VED noget.

Som barn sprang jeg ind og ud mellem virkelighed og fantasi. Der var ingen vægge, ingen hindringer og ind i virkeligheden, kunne jeg sagtens have den hund med jeg kælede for eller alle de andre fantasifulde skabninger, fra fantasiens verden.

Jeg var fuldt ud klar over at der var forskel på de to verdener.. den ene var mere leg end den anden.

Der skete vel det, som sker når man er en lille, fantasifuld, følsom og sansende menneske, at man opdager, at der findes mange som slet ikke kan følge en. Man dæmper den, skruer ned for den.

I de senere år har fantasien langsomt fået sin fulde plads tilbage.

Uden alle de kendte modsætningers mod og medspil, uden de vidunderlige sensuelt sanseåbnende dobbeltheder, uden fantasien tætforbundne nærhed med virkeligheden kunne jeg ikke:

- udforske og være opdagelsesrejende i ingenmandsland.

-   sanse så dybt og sensuelt i mit indre dyb.

-  smage så detaljerede nuancer i et stykke chokolade eller de frydefulde kropslige safter.

- åbne mig uden forbehold og lukke helt opfor min “bog”, vise mig til for “min læser og lærers” blik, kyndige hænder og læber.

- overgive mig helt til den totale nærhed, så inderlige intime intimitet.

- elsker stort som småt.

- være til stede i nuet.

- grine og fnise i tæt nærvær, af blufærdighed, af inderligheden, af det.

- min sansning ville kun være af hovedsageligt ydre og tænkt påvirkning.

- seksualiteten ville være tom uden fantasien… ville mangle den  glød, lysten til lege.. rummets glæder og intime nuancer. Nærheden ville være lunken og overfladisk.

- jeg ville ikke få kuldegysninger på arme, når jeg fornemmer andre menneskers voldsomt kontrollerede indre mure og den vulkan af ulmende undertrykte selv bag.

Jeg stoler mere og mere på mine fornemmelser, på min krops reaktioner på andre og på mig selv… jeg har lært at lytte meget bedre efter, til hvad fantasien fortæller mig.

Fordi i fantasiens verden kan jeg tillade mig mærke og fornemme, ting som i den virkelige verden skal kunne dokumenteres, være håndgribelig, konkret, logiske.

Som fantasien er vokset op og har fået mere plads i mig, er det som om, jeg er blevet mere hel. Et mere helt menneske. Mere hel mig.

Jeg er blevet meget mere rummelig på ufatteligt mange fronter, især dem der kræver indlevelse og fantasi, for at forståelsens lys kan forstås og rummes. Jeg er også blevet mere påpasselig og mindre rummelig overfor de, som jeg fornemmer vil virke skadende på mig.

LilleQ

I dag har jeg vært riktig så flink husmor =) Etter jobb ryddet jeg og fikset stuen så det ble riktig så koselig (jada Rolf, det var mitt rot, men jeg har fremdeles ryddet og fortjener ryddepoeng) Så var det middagslaging, Rols favoritt, kyllingwok=D Og nå i kveld slo jeg til med vaffellaging<3 selvfølgelig servert med hjemmelaget jordbærsyltetøy! Vil si jeg har oppfylt kravene som husmor og god kone i dag…

Kunne ikke sagt det bedre selv… Skulle tro Nemi leste tankene mine om dagen..

jeg får visst ikke gjøre bildet større, så om du ikke klarer å lese den, finnes den i større her

Gikk nettopp forbi det gamle huset til bestevenninna mi, gikk forbi lekeplassen vi lekte på og skogen der vi plukka blåbær.
Alt var så enkelt før. Hva visste vel vi om hva som venta oss? Vi hadde bare leking i tankene våre.
Leken er borte og voksenlivet står for tur, hva vil det bringe?

Jeg savner barndommen..

Var det nå det var på tide å bli voksen?? Så følg med…

Sterk

*smaker på ordet*

Får stadig høre at jeg er det, og får ikke bestemt meg for om det er bra eller ikke

-å være så uendelig..sterk.

Gudene skal vite at jeg i alle fall skulle ønske jeg slapp å være det mange ganger. Men så kommer det situasjoner med mine nære hjerter,  hvor jeg forstår hvorfor ryggsekken _var_ så innmari tung den gang, der jeg gikk og ante fred og ingen fare. Så kan jeg plukke. For jeg vet nøyaktig hvor jeg har hva, i disse koffertene. Og da kom det jo til nytte …for noen…ikke sant?

Jeg har begynt å bli voksen. Sånn på ordentlig. Sånn at jeg vet at jeg ikke trenger å bære andres bør….ofte for de som ikke gidder å pakke i ryggsekk engang, men som lesser på med kofferter. Gamle…henger ikke sammen…men jeg har båret dét, dét og plastposer.Hey,til og med noe løsøre hist og pist. Og ikke pokker om jeg slapp. Ikke pokker om jeg hvilte. Det var jo dé som slet, som hadde denne tunge, utilnærmelige baggasjen.

Og jeg er sterk

Nå vet jeg at det veldig trygt å være så sterk, fordi det betyr at jeg er trygg i meg selv. Forankret. Og for andre, selve ankeret.

Tidligere var jeg overbevist om at det dreide seg om å bære …for andre…alltid andre. Jeg er meg. Jeg har båret. Jeg kan. Og jeg er STERK!  Men nå har jeg grenser. Nå vet jeg så mye, mye mer.

Jeg tror jeg får gå over til noe annet nå….dersom jeg skal bli værende i samme bransje. Jeg skal lære de å gå faktisk. Selv. Fortelle de; Hei du, se ned..du har egne ben!

Da hadde de blitt overrasket da

Skal jeg have disse sølfarvede knive? Eller dem her – de er lidt mere moderne? Hvad slags sofa skal min stue have? Vil jeg have gardiner eller ej?  Hvilken farve skal jeg male mit værelse? Bare hvid, eller måske lysegrøn?

Ja, mange spørgsmål dukker op, når man skal til at flytte hjemmefra. I starten kan det være nyt, sjovt og spændende, men så banker realiteten på døren, og det sjove kan forsvinde.

Noget jeg ikke bryder mig om ved dansk kultur/danske traditioner, er flytningen. Så snart man fylder 18, får man bombarderet en masse spørgsmål på sig om man nu ikke skal flytte hjemmefra, om det ikke er tid til at blive voksen og selvstændig, om man ikke skal tage at sige farvel til mor og far og finde sit eget sted at bo. Hvorfor al det hastværk? Er der måske en uskreven regel om, at man skal skynde sig og flytte hjemmefra, når man når en vis alder?

Mange forbinder det, at finde sit eget sted at bo, som at blive voksen og moden. Jeg synes ikke nødvendigvis disse to ting har noget med hinanden at gøre. Jeg skriver af ren erfaring, da jeg slet ikke mener, at mine venner som er flyttet hjemmefra, er blevet hverken mere “voksne” eller modne. De er næsten blevet det modsatte, nogle af dem.  Nogle af dem har nemlig fået mere frihed til at gå ud døgnet rundt, være sammen med venner konstant, og gøre præcist hvad de har lyst til. Ja faktisk er nogle af mine venner blevet en del barnligere, hvis jeg skal være helt ærlig. Dette gælder selvfølgelig langt fra alle der tidligt flytter hjemmefra.

Jeg er så træt af venner og/eller bekendte der skal fortælle en, hvor “voksent” det er at flytte hjemmefra, og at de nærmest er forargede over, at jeg, som næsten 20-årig stadigt bor hjemme hos mine forældre. Så er det at jeg tænker: Sidder disse folk virkelig og fortæller mig, at jeg er “barnligere” eller mindre moden end dem, blot fordi at jeg stadig bor sammen med mor og far?

Dette er ikke for at prale, og dette behøver ikke nødvendigvis at være positivt, men alle der sådan set kender mig godt, siger, at jeg er meget ældre end min alder. Selv dem der kender mig bedst, min egen mor og far, siger dette. Men eh..Efter visse folks tankegang kan dette ikke passe, da man åbenbart stadig er et lille barn, hvis man bor hjemme hos papá y mamá. Jeg har aldrig prøvet at være “mere” voksen eller lignende. De ting jeg siger og gør er blot noget, der forekommer mig naturligt. Tænker man måske ikke som en på sin egen alder, er dette ikke nødvendigvis noget man fremtvinger i sig selv, men blot noget naturligt. Forskellige mennesker, forskellige tanker. Jeg mener endvidere, at det miljø man har levet i/lever i, og ens opdragelse er de faktorer, der spiller ind her.

Så kommer vi dertil, hvor nogle mennesker vil sige, at man som ung hurtigt skal flytte hjemmefra, for at være mere..Selvstændig. Hvad vil det egentlig sige at være selvstændig? Og kan man egentlig ikke være selvstændig, selv om man bor i sine forældres hjem? Jeg hører ofte denne her: “Jamen jeg lærer også at blive selvstændig..At vaske tøj, at gøre rent, at lave mad, at betale mine egne regninger..” Er dette virkelig hvad folk kalder at være ’selvstændig’? Jamen så har jeg da været selvstændig i mange år nu! Tak, mor og far! Jeg bliver egentlig lidt irriteret, når jeg hører lignende. Hvad har man så gjort alle disse år man har boet hos mor og far? Vil man først vaske tøj, lave mad, rengøre osv. når det er ens “eget” hjem? Kunne man virkelig ikke gøre dette hjemme hos mor og far? Sjovt nok synes mange også at alle disse ting slet ikke er så sjove igen, efter nogle få måneder.

Dette indlæg skriver jeg egentlig pga. en venindes kommentar her forleden . Hun fik at vide at jeg skal studere på Københavns Universitet, og hun sagde, at det nu altså var på tide at flytte hjemmefra. Eh..Hvis JEG selv har det fint nok med den lange vej til skole og alt andet, hvorfor skal folk så blande sig? Blande sig, som de gjorde sidste år jeg startede på CBS…Samtlige elever var forargede over, at jeg boede sammen med mine forældre..Puha nej, hvordan kan man som uni-studerende bo hos ens forældre? Chokerende! Jeg kommer sikkert til at opleve det samme i år..Nå, lad folk snakke, for sagen er den, at jeg har det utroligt godt med mine forældre, og jeg er dybt taknemmelig for at have dem og bo med dem..Hvem ved..En dag kan man måske længes efter disse dage.

Til slut er der at sige, at jeg ikke mener, at man som 35-årig skal sidde og være en nassende hjemmeboende. Ikke at jeg mener, at man nasser, når man er hjemmeboende. På et tidspunkt skal man jo flytte ud. For mit vedkommende bliver det dog foreløbigt kun ved to tilfælde: hvis jeg dør, og dermed selvfølgelig skal væk fra mine forældre, eller hvis jeg skal giftes, og skal bo sammen med min ægtefælle.

…Hastværk er lastværk.                                                                      

Nå har jeg blitt voksen =S I dag har jeg kjøpt meg ny vaskemaskin.. jeeej! Den er veldig fin da =D seeeeeeeee

Avskjedssøknad svart på hvit!

Søker herved om å få slutte som voksen. Jeg har bestemt meg for å gå tilbake til å bli åtte år, med de plikter som inngår i dette.

Jeg vil kunne gå på McDonalds og tro at jeg sitter på en firestjerners restaurant.

Jeg vil la pinner segle om kapp i en bekk, og jeg vil bygge et slott av gamle kartonger.  

Jeg ønsker å tro at nonstop er morsommere enn penger siden man faktisk kan spise dem.  

Jeg har lyst til å sitte under en stor eik sammen med noen kompiser og selge saft til forbipasserende en varm sommerdag.

Jeg vil vende tilbake til en tid da livet var enkelt og lett å leve; da det meste handlet om farger, pluttifikasjonstabellen, rare rim og regler, og veldig lite bekymring, siden du ikke visste hva du ikke visste, og du brydde deg i alle fall ikke om det.

Du kunne være bare glad siden du var lykkelig uvitende om alt som kunne gjøre deg urolig eller bekymret.

Jeg vil tro at verden er et eneste stort tivoli.
At alle mennesker er til å stole på, gode og ærlige.

Jeg vil gjerne tro at alt er mulig.. Jeg vil kunne lukke øynene for det som er vanskelig og tungt, og jeg vil kunne bli glad og oppspilt over småting igjen.

Jeg vil leve enkelt og lett igjen. Jeg vil ikke at min dag skal bestå av datahavarier, fjell av papirarbeid, deprimerende nyheter, forsøk å overleve flere dager hver måned enn det finnes penger til,
regninger, sladder, sykdom,
og tap av nære og kjære.

Jeg vil tro på latteren, klemmer, vennlige ord, sannhet,
rettferdighet, fred, drømmer, snøengler og på fantasien.

Ja, her er så mitt sjekkhefte, mine kredittkort, bilnøklene og mine papirer.
Jeg slutter i stillingen som voksen fra og med i dag.

Om du av en eller annen grunn vil diskutere dette med meg, så er du nødt til å fange meg først, så ……..
……”Ta meg om du kan!”

Jeg var 16 år da jeg flyttet hjemmefra! 16 fantastiske år sammen med den trygge familien min. Det var mamma som vasket, ryddet lagde middag og fikk meg opp om morgenen. Pappa, ja han…. vel han sov for det meste på sofa’en, men han var jo med å dekket av bordet en gang i blandt. kanskje… Jeg var heldig! Og jeg var lat! Kjempelat, hehe!! jeg måtte nesten aldri gjøre husarbeid og de gangene jeg måtte var det bare å rydde på plass i oppvaskemaskinen eller noe…

Men those happy days skulle snart bli snudd på hodet, da jeg som 16 åring flyttet hjemmefra for å gå på KVS-Lyngdal, en internatskole!  De første dagene var spennende og full av nye inntrykk og nye venner. Men så kom dagen, dagen jeg måtte vaske klær! Kriiise :S Dette var jo litt nytt for meg så jeg måtte ringe til mamma for å få instrukser! Heldigvis gikk det ganske alright. Etterhvert som jeg ble vandt med å vaske klær, dukket andre problemer opp! Rommet mitt begynte å bli mer rotete for hver dag som gikk og det var ingen som ryddet!(?) Jeg måtte rydde det selv. Og bare noen timer senere så det helt likt ut igjen xD

Jeg holdt det gående i 1,5 år på skolens internat. Jeg måtte nemlig flytte i egen leilighet etter å ha fått meg jobb som krevde at jeg jobbet i skoleferiene, og siden det var i mot skolens regler at jeg fikk bo på skolen i feriene, ble resultatet utflytting.  Og hvilken frihet!!  Etter å ha bodd i denne leiligheten i ovet 1 år, kan jeg ikke få utrykkt nok hvor herlig det er å bo for seg selv!! Når jeg sammenligner de tre siste boplassene mine de 4 siste årene, er denne løsningen absolutt best!

Jeg kan jo bare nevne en ting, klokka er 09.00, jeg har nettop stått opp og spiser SJOKOLADE TIL FROKOST!! hehehe.. LIVET er herlig!!

Selv om jeg savner at mamma vasker klærne mine, handler og vasker opp og at foreldrene mine har inntekta i huset, er det en himla frihetsfølelse å tjene penger og fø seg selv!

Jeg tror jeg begynner å bli “voksen”

Vel, vel… nå må jeg ikke ta gleden på forskudd! Til neste år blir det internat på meg igjen, og hvem vet hvilke sprell ei jente som spiser sjokolade til frokost kan finne på da??!!

Til alle på KVS!! JEG KOMMER TIL Å SAVNE DERE SÅ UTROLIG MYE!! Og btw, hvis du er ny her; LES det forrige innlegget mitt!!

love life xox Ida

Jeg er like glad hver fredag, da skal jeg lissom slappe av, sove lenge og nyte helgen. Før jeg vet ord av det er det mandag. Plutselig har det gått en uke, en måned og år. Det føles som i går at mormor sa at da man ble gammel gikk tiden så fort. Men det er iallefall 25 år siden. Den gangen ristet jeg på hodet og truet meg gjennom en ukes ferie med de gamle på fjellet. Det føltes som en måned.

Ja, jeg begynner vel å bli gammel da…

Mer og mer forstår jeg at hver alder har sin sjarm.

Da jeg var unge var det full fart, guttejente som jeg var. Opp i trærne, bygde hytter, sykla om kapp og sloss med gutta. Det var nok mer enn èn gang jeg kom hjem med hull i hode eller skrubbsår på hele kroppen. Jeg kan ennå huske ordene til faren min. “Gale hunder får revet skinn”. Det var ikke mye trøst å få der i gården, nei. Jeg falt ned fra stillaser, pumpa for fluortabletter( den gamle typen på 70 tallet smakte kjempegodt) og jeg sagde ned det nyplanta treet til naboen. Jeg drev med en rekke forskjellige idretter, og målet var alltid det samme. Jeg skulle være best!

Ungdomstiden. Fortsatt full fart, med litt andre interesser. Gutter og fest. Jeg hadde utrolig mange “stiler” denne tiden. Først den helt vanlig jenta med 501 og Milet jakke. Rosa faktisk. Så traff jeg en “Heavyfreaker” og gikk over til stramme ola bukser, naglebelte, skinnjakke og svart hår. Herregud, hvor jeg må ha sett ut.  Deretter hadde jeg en merkelig stil med strikka gensere, fortsatt trange bukser, six pence arvet etter bestefar og palestina skjerf. Etter et langt opphold fra trening, var jeg inn i type joggebukser og joggesko igjen. Caps. Det varte ikke så lenge da.. Jeg fant min egen boheme stil, regner med at jeg var som tatt ut av ukebladene fra 1969. Om sommeren var det luftige kjoler og blomstene i håret. Skjerf rundt hodet og Lennon briller. Manglet bare gitaren. Tok til og med et gitarkurs, men hadde ingen evner der gitt. Jeg har nok delevis holdt den stilen i årenes løp, det og treningstøyet.

Jeg husker jeg traff en gutt som var spesielt opptatt av stjernetegn og den slags til gutt å være. Etter å fått vite at jeg var Vannmann, så det ut som det gikk opp et lys for han. “Ja, selvfølgelig, det burde jeg ha skjønt! Bare å se på klesstilen din det! Ingenting som hører sammen, men gud, hvor vakkert det er på deg!” Til tross for at det langt fra var noe kompliment, er det faktisk noe av det søteste noen har sagt til meg!

Som voksen har jeg ikke alltid vært så selvsikker.Jeg har alltid følt meg mye dårligere enn andre. Kanskje det kom av at jeg var veldig ung da jeg fikk min eldste datter.Jeg var 19. Når hun begynte på skolen, var alle de andre foreldrene mye eldre enn meg. Så der var jeg utrolig usikker.Følte meg ikke så inkludert og at de tok meg som en ungdom. Da hadde jeg en del konflikter med meg selv. Men etter hvert som jeg har blitt eldre har jeg blitt tryggere på hvem jeg er. Hvilken erfaringer jeg har gjort meg i livet, til tross for mange som jeg ikke er så stolt av har bragt meg dit jeg er i dag.

Vel, det var en oppsummering over livet til nå. Hvem er jeg i dag? For meg er det vanskelig å si hvem jeg er i dag. Men alle erfaringene og prossessene jeg har vært gjennom har formet meg. Selv om jeg er trygg på hvilken grenser jeg setter for meg selv og andre, er det vanskelig å komme på ett godt svar på det.

Jeg har funnet en ro jeg ikke har hatt hverken som barn eller ungdom. Har ikke lenger det behovet  å være best, men JEG skal være fornøyd. Jeg tror nok jeg har en rimelig grei moral og er glad i mennesker. Stadig på søken etter et underliggende budskap og er ikke så opptatt av hva jeg ser, men hva jeg ikke kan se. Altså det som ligger bak. Bak masken, bak “sannheten”. Jeg elsker å filosofere under digre trær. Merkelig det der. Trær med store røtter fasinerer meg! Det første bildet jeg malte, var ett tre. Kalte det “The Dark Side & The Bright Side”. Treet var delt i to, den ene siden spiret i grønt og den andre siden var grå og “død”. Det var meg.

Vel dette er meg, Kate, som livet har formet meg. Om noen år, er jeg en annen. Da skal jeg se tilbake på denne bloggen. Og kansje tilføye mitt nye meg. Vi er stadig i forandring!

Etter å tatt denne oppsummeringen over livet, ja så kjenner jeg meg ganske fornøyd. Om jeg har de små rynkene rundt øynene eller de som synes når jeg smiler, så er jo det bare livet som har satt sine spor. De forteller litt om meg

Nå er lillebroren min konfirmert og i følge gamle “lover” også voksen.
I følge lederen av kurset, han konfirmerte seg borgerlig, så skal han nå klare seg på egenhånd og tjene sine egne penger.
Hehe, nå får vi se hvordan det går. Han er nokså hjelpesløs og lat.

I går holdt vi selskap for han og søskenbarnet vårt.
Mye folk, mye mat og masse kaker stod på menyen.
Kakemomsen som jeg er, så var kakene selvfølgelig høydepunktet.

Han fikk mye penger, så han er godtfornøyd med helga.
Akkurat nå skulle jeg ønske det var meg som hadde alle de pengene, for jeg skal nemlig på en liten shoppingtur i morgen.

Noen bilder fra bilder fra helgen

Skal du/har du vært i konfirmasjon i år?

Hei.

Idag må jeg skrive et voksent innlegg, selv om jeg ikke engang vet hvordan et voksent innlegg skrives. For idag er jeg nemlig blitt voksen. Jeg vet ikke hvordan det skjedde. Eller hvorfor det skjedde, men jeg vet når. Jeg sto i dusjen, og tenkte på alt mellom himmel og jord, slik jeg alltid gjør når jeg dusjer. Så datt det plutselig ned en følelse i meg. “Voksen”, het visst den følelsen, for den følelsen gjorde meg voksen og seriøs. “Nå er du voksen, Patricia”, sa følelsen til meg, så da får jeg vel høre etter.. Slutt på tull, fjas og barnslige rykninger, heretter er det kun seriøsitet som gjelder.

Eller ikke… Hva er egentlig forskjellen på ungdom og voksen? Hvordan oppfører en voksen seg?

Og her kommer dagens YouTube klipp. Som skrevet igår, er det en film fra Røde Kors Ungdom.

Det er altså deltakerne som bestiller oss fra Røde Kors Ungdom, også drar vi dit i landet hvor dem er. Det er deltakerne som spiller hoverollene som flyktninger, mens vi fra RKU spiller biroller som får dem videre i spillet. Som oftest er det konfirmanter som er deltakere, men i helga er det elever på Bjerkely Folkehøyskole som skal få gjennomgå. Gleder meg.

Blogges!

Jeje, jeg har en uke igjen, så er jeg ikke lenger 16. Vet ikke helt hva jeg syns om det, jeg liker på en måte å være 16. Du er ikke voksen, men du er heller ikke liten lenger. Selvom 17 ikke er noe spesielt, så er du jo fortsatt litt mer “voksen”, og folk forventer at man tar mer ansvar. Ansvar, jeg? Jaok..

Jeg savner å være mindre, når du var liten og ikke hadde større bekymringer enn de 5 matteoppgave som skulle være ferdig til neste uke. Nå er det bare så utrolig mye mer å tenke på, og alt du sitter igjen med er alle de gode minnene fra når du lekte boksen går i skogen med vennene dine. Jeg vil ikke bli voksen..

Samtidig gleder jeg meg til å bli 18, når ingen skal si meg hvor jeg skal være eller hva jeg skal gjøre. Man har fullstendig frihet, og bestemmer over seg selv 100%. For å si det sånn, jeg skal ikke tilbringe så mye mer tid her på hytta om ett år!

Forresten blir jeg feit av å være her. Jeg sitter rolig hele dagen og dytter i meg is, godteri, mat, kake osv osv. Jeg vil hjem å jogge, det er snart bikinisesong!

Jeg sier det igjen; 1 uke til bursdagen min, folkens!

- Marthe