Selv om det regner, så er jeg så inderlig glad. Klokken er bare elleve på formiddagen, og jeg har hele dagen foran meg. Begynte med en tur, stakk innom butikken og kjøpte fersk frokost mens jeg hørte på Harry Potter på iPoden, og Shona, som hadde stått undet utenfor ble så glad for å se meg igjen da jeg kom ut, at bare den logrende halen hennes gjorde dagen perfekt! Fri, frank og freidig, det er meg! Ja, utenom det faktum at leiligheten ser ut som en svinesti.

Forøvrig melder VG om at p-piller for menn snart vil lanseres – og det på tide! (Men jeg skal være litt kjedelig og si at jeg reagerer litt på utsagnet “Til nå har p-piller utviklet for menn vært hormonelle og gitt bivirkninger. Noen har gitt økt aggressivitet, og andre har ført til at testiklene har skrumpet. Dette frister ikke noe særlig for de fleste menn.” Jeg kan ikke, her jeg sitter, tenke på noe prevansjonsmiddel for kvinner som ikke har bivirkninger eller som er uten hormoner – med unntak av femidomet, som visstnok skal være ganske vanskelig og bråkete å bruke likevel. Men for all del – menns krympende testikler er mye viktigere enn kvalmen, hodepinen, humørsvingningen, blødningsforstyrringen, de ømme og hovne brystene, vektøkningen, ødemdannelsen, kvisene, blodproppen, den økte risikoen for hjerteinfarkt, den økte risikoen for brystkreft og livmorhalskreft som vi kvinner får av (den forventede) bruken av p-piller*. Nei, krympende testikler… Det kan vi ikke ha noe av! Jeg kan forresten avsløre at bivirkningene p-piller har på kvinner ikke frister særlig for oss heller. Wow. Jeg bare sier det, altså. I parentes.) Men det selvsagt flott at det kommer flere alternativer for mannfolka også. Helt ærlig!

*Bivirkningene fant jeg på Wikipedia – men det var bare for å sette ord på dem. Alle kvinner som har vært borti pillene har nesten helt sikkert opplevd flere av dem!

Edit: Isobel og Lothiane har skrevet om liknende ting. Les, les!

Ah, det vanskligste valget en jente kan ta… hvilken kjole, hvilken kjole, hvilken kjole… Man har naturligvis (helt urealistiske) bilder i eget hode om akkurat hvordan kjolen skal se ut, men med mindre man er mester i enten å sy selv, eller å tegne/forklare for sydame, må man rett og slett få hendene skitne, og begynne letingen femten måneder i forveien.

Hittil har kjoleletingen bare foregått på internett for min del, men om et par uker blir det leting og prøving i hvite butikker, hvor man må vaske hender og bein, etter å ha tatt av sko og ytterklær før man får komme inn. Litt skummelt synes nå jeg da. (Har alltid sett for meg at det er særdeles tynne, nevrotiske, middelaldrende damer med farget hår og stram frisyre som jobber i disse brudesalongene, men det får vi avkreftet eller bekreftet når besøk er overstått.)

Så jeg har i hovedsak sett etter hvilken type kjole jeg kunne tenke meg, og har kommet frem til en, men jeg røper ikke hvilken helt enda.

Men jeg kan spørre deg, hvilken av disse ville du valgt?

Denne?

Denne?

Denne?

Denne?

Denne?

... eller denne?

Jeg har en gladnyhet å komme med, en gladnyhet for meg i hvertfall. Jeg kom meg inn på arkitektskolen, etter utfyllinger av flere kompliserte søknadsskjemaer og et usedvanlig skummelt intervju. De valgte meg, og tjuefem andre heldige personer ut av to hundre pluss søkere. BAS – here I come!

Skolen starter 1. september, men allerede 2. drar hele klassen på telttur. Fire ukers telttur. Fire uker. Kald sovepose, søkkvåte klær, vind og regn, fremmede mennesker, ingen do, ingen dusj – telttur i EN MÅNED!!! Oh lord, hvordan skal dette gå? Vil det ta seg særlig dårlig ut dersom man bakker ut etter dag to..?

Jeg fikk en link til en video av mamma i dag, og jeg må dele den.

Den var en av de mest rørende og fascinerende videoene jeg noen gang har sett. Jeg kunne virkelig ikke fordra naturfag på skolen, men hadde undervisningen vært lagt opp på Harvard-måten, hadde jeg hatt helt andre følelser til faget. Kos deg med videoen. Tenk at dette skjer i hver eneste celle akkurat nå.

Jeg kom tjue minutter for tidlig til en forelesning her om dagen, og ble sittende ved siden av en jentegjeng som snakket om hva de skulle finne på etter at dette kurset var over. (Grunnen til at jeg spisset ørene og hørte ekstra godt etter var fordi en av jentene nevnte at hun ville inn på akritektskolen, hvor jeg har søkt meg inn. Grrr…) Samtalen gikk etterhvert over på hva de i hvertfall ikke skulle gjøre. Lærer. Nei, fysj.

“De som går på lærerskolen har ikke karakterer til annet,”

“Hvem er det som vil bli lærer?!”

“Bare dumme mennesker.”

Jeg har absolutt ingen planer om å bli lærer selv, men jeg må si at jeg reagerte ganske kraftig (inni meg) på mye av det disse jentene klarte å lire ut av seg.

Dum?

Lærerens rolle i samfunnet er etter min egen mening en av de viktigste. Og dersom disse jentenes oppfatning av denne rollen er representativ for hva folk ellers mener om lærere og lærerstudenter, synes jeg dette er ganske foruroligende. Da må noe forandres, og statusen lærere har må førhøyes.

Videre synes jeg det er noe ganske ekkelt over det å sitte og fordømme en “folkegruppe” eller andre menneskers valg. Det kan være mange ulike grunner til at noen velger å bli lærer. Det har ikke nødvendigvis noe som helst med karakterer å gjøre. Man skal ha en viss grad av sosial intelligens, men skal kunne mye, man skal ha tekk med mennesker og barn, grei selvtillit og være bortlæringsdyktig. Er dette noe å kimse av?

Eller er det faktisk slik at lærerne vi sender barna og ungdommene våre til er fullstendig sprø i nøtta?

Smart.

Det er tid for visninger, prospekter, meglere, stygge og fine leiligheter, og sist men ikke minst- timesvis på finn.no. Jeg skal kjøpe leilighet, men prosessen fram dit er full av krumspring, mye tankekjør og en håndfull erfaringer.

Jeg skal innrømme en ting for dere. Jeg skulle bli voksen, skikkelig voksen før jeg fant ut hva “ingen gjenboere” betydde. Vet ikke hvorfor, men har aldri i grunnen spurt noen om betydningen, ei heller slått opp ordene/googlet. I det stille har jeg vært innpå mange forklaringer og grublet fælt. Lenge trodde jeg at det betydde at de som hadde bodd der før, ikke kunne bo der igjen. Men fattet aldri hvorfor det skulle være en regel?? Hva hadde de gjort som var så galt?? En venninne mente bestemt det betydde at huset var klarert for gjenferd og vesener som ville komme igjen. Slo meg aldri til ro med den forklaringen heller, og søkte videre. En stund trodde jeg det stod: gjengboere og skjønte hvertfall ingenting. Ville de berolige meg om at det ikke bodde noen fra A og B-gjengen i blokka??? Så til alle dere som har bikka 30 og enda ikke har fått mer dere hva det betyr, så kan jeg fortelle:

Det betyr rett og slett at du ikke har noen leilighet rett ovenfor deg og naboer som kan titte inn.

Hvorfor står det ikke bare ingen innsyn? Så hadde jeg sluppet og lure i 30 år…

Når dette er klarert, så gjenstår det bare å forstå alle reglene omkring budgivning, forkjøpsrett osv før jeg er klar for å kjøpe! Apropo forkjøpsrett, hver gang jeg snakker med en megler så vil tungen min det slik at den krøller seg litt ekstra og alltid får lyst til å si forkjørsrett. Slår aldri feil og jeg føler meg like dum hver gang! Greit jeg er glad i å kjøre bil liksom, men måte på. Og hvorfor er det ikke angrerett når man har gitt bud, har aldri likt “bordet fanger”..

Og når man går på visning og kommenterer en sprekk i veggen, så er det så herlig med meglere som kjekt kan bekrefte at det er ikke en sprekk. For så å veive med armene, peke og skravle høyt om hvor flott, gjennomgående og lys leilighet det er. Snakk om å være flinke på avledning! Noen meglere fotfølger deg og snakker deg i senk om ting en egentlig kan se selv, så hjernen blir opptatt av å irritere seg over dem slik at man ikke ser alle manglene med leiligheten. Sikker på det er en strategi. Det har vært noen ganger jeg får lyst å snu meg å si; hold kjeft, jeg hører ikke engang hva jeg tenker med stemmen din susende i hodet hele tiden. Men er jo snill jente.

Men ikke til alle meglere er en plage riktignok. Mange meglere er som kjent vakre vesen. Velkledde og godluktende, dog litt glatte og høye på pæra. Men alle som kjenner meg vet at dresskledde menn med godlukt får meg til å snu meg og gjerne snuse litt i deres retning. Jeg var på en visning på Lambertseter, hvor selve leiligheten ikke var spesielt fin. Megleren derimot var en fryd for øyet, så jeg passet nå på å være der litt ekstra lenge og inspiserte hver krik og krok. Ja, var ikke måte på hvor mange spørsmål jeg klarte å stille mannen om dette vraket av en leilighet. Det var like før jeg sa til han; “Får jeg deg med på kjøpet om jeg kjøper leiligheten?” Er glad impulskontrollen slo inn, for hvor flaut ville ikke det vært, både å ha sagt det, og ha kjøpt leiligheten på grunn av en urvakker megler…

Apropo prospekter.. kan man virkelig kalle et bad fra 2000 nytt?? I såfall kjører jeg rundt i en flonka ny bil! Og en ting har jeg funnet ut. Ordet pen eller fin på finn.no har lite eller ingenting med skjønnhet og gjøre. Vi må bruke sterke ord som strøken før det begynner å ligne noe in RL.

Jeg har latt flere drømmeleiligheter gå fra meg med klump i magen. Jeg venter på gofølelsen og overbevisningen om at jeg velger rett. Til nå har den ikke slått 100% inn. Det er vanskelig å bestemme seg for en leilighet når den blir solgt dagen etter man har sett den og man stort sett har inspisert den i underkant av en time…Jeg er slik at jeg liker å drøvtygge på ting og ikke bare kaste meg rundt. Men inntil jeg tørr ta skrittet så blir jeg en rev i å skrive meg på lister, flørte med meglere og skule på de andre som også på er visning. For uansett om jeg ikke skal ha leiligheten eller ikke, så er det jaggu litt morsomt å late som for skremme de andre litt.

Vi fikk vite det i går, jeg har vært spent i lang tid. Kan det være sant??? Bildet har ikke jeg tatt. Jeg har ikke engang besøkt og sett dem ennå. Men vi har valgt hvilken vi vil ha. Vi skal besøke nurket neste søndag, men de er ennå ikke leveringsklare, så vi skal ta den med hjem når vi kommer hjem fra julefeiring i Frankrike. Som jeg gleder meg!!! Altså; ei jente. Forslag til navn, som vil funke på både norsk og engelsk (muligens også på fransk)? HJELP!

Den ene dag går man ud af børnehaven og begynder i skole, med tjavset hår, sår på knæerne og gylp på hagesmækken. Den anden bliver du voksen og dine veninder skal pludselig giftes! Så begynder tiden ligssom at indhente én.

Jeg husker tydeligt hvordan det var, at gå i de små klasser i folkeskolen. Husker mine lærere gennem børnehaveklassen, 1. klasse og helt op til 9. klasse. Det føles som igår at jeg tog min afsluttende eksamen på Bagterpskolen i Hjørring, og satte sejl mod gymnasiet, og nye, mere spændende eventyr, og så er jeg endda også ved at være færdig der. 3g slutter om en otte måneders tid.

Nu sidder jeg på Hjørrings helt nye bibliotek, i Metropolen som de begyndte at bygge for noget der minder om 4 år siden, og jeg husker da tydeligt at der ikke lå nogen stor, hvid betonklods dér tidligere. Men nu gør der. Jeg var i dag i byen for at købe en bryllupsgave. Ikke til en kusine der langt om længe skal giftes, “du skal giftes inden du fylder 40, så du har travlt!“-agtigt,  nej. Det er såmænd min gamle makker jeg trænede jiu-jitsu med for et par år siden. I en alder af kun et par og 20 år. Så mærker man pludselig tidens drøje hug til maven. God morgen! Nu begynder det sgu at blive alvorligt!

Når dine veninder begynder at skal giftes – tusind gange tillykke forresten! – så ved man også at der ikke er langt til pensionsopsparinger, selvangivelser og skattesvig.

Men i og for sig, ved man det jo godt. Måske skal man tage det alt sammen med et gran salt. Vi bliver jo ikke yngre end vi er nu. Så kan vi lige så godt følge flowet.
Men det var sgu tider, dengang man ikke havde alle de bekymringer, der nu engang følger med en voksen persons liv.

Nylig hjemvendt fra England i sommeren 1991, skilsmisse og mor til en handicappet dreng født i maj 1988, et barn, jeg godt vidste ikke var som andre. Helt og aldeles desillusioneret valgte jeg alligevel at tage kampen op med livet. Instiktivt vidste jeg, det ikke ville blive let, at de næste mange år ville blive en kamp med og mod systemet, som jeg ikke havde mange chancer for at vinde.

Det skete i de dage, at socialrådgiverne overgik til Ny Løn. Jeg blev uddannet til at følge flokken i juni 1996, da havde jeg været igennem 3½ års uddannelse på S.U.

Der var ikke megen hjælp at hente indenfor det sociale system til dette foretagende. Selvom min gamle læge mente, der var stor brug for en revalidering til uddannelse grundet sociale forhold, ville min daværende hjemkommune ikke bevilge en sådan. Han skrev endda, at fik jeg og barnet ingen hjælp, ville det få store sociale konsekvenser senere i vores liv. Jeg er nu udbrændt og stresspensioneret socialrådgiver… !

Nu var det mere reglen end undtagelsen ude på landet i de små kommuner, dengang i forrige århundrede, at man bevilgede efter, hvem man kunne lide og hvem man mente, havde fortjent en ydelse fra kommunekassen. Lovgivning og andet så man stort på. Dette lyder måske utroligt, men jeg har det fra ind til flere medarbejdere og tidligere kolleger fra små kommuner, og det er ganske vist ! Kunne socialudvalgets medlemmer ikke lide dig, så fik du ingen hjælp !

Min søn blev undersøgt først gennem småbørnsrådgivningen for handicappede børn under 7 år ved Fyns Amt. Der mente man, han havde en organisk hjerneskade, men helt sikre var de ikke. Vi blev derfor henvist til Det Børnepsykiatriske Hus v. OUH i 1994, og diagnosen var ganske klar. En organisk hjerneskade, mental retardering i sinkeområdet, store udviklingsforstyrrelser etc.

Jeg kan huske, at da jeg fik beskeden om resultaterne af undersøgelserne fra OUH, sad jeg helt alene til mødet. På vej hjem i bussen sad jeg bare og stirrede frem for mig, jeg kunne intet huske af hele turen.. jeg var i chok. Havde jeg kørt bil den dag, så var jeg kørt galt, det er helt sikkert. Ingen at tale med, da jeg kom hjem. Ingen hjælp fra forvaltingen, selvom de ved et senere udskrivnignsmøde på OUH fik besked på at finde aflastningsfamilie med udvidet kapacitet til også at passe min søn, når han var syg, jeg skulle på arbejde etc, fuldtidsstøtte til sønnen i børnehaven, og endda også viden om tabt arbejdsfortjeneste i fald jeg skulle få brug for det, når jeg begyndte ude i det pulserende.

Aflastningsfamilie og fuldtidsstøtte til min søn i børnehaven… forget it.

Hjælp til at bearbejde traumet over at have fået et handicappet barn og hvad det betyder for ens fremtidige liv … forget it.

Alt dette måtte jeg klare helt alene og samtidig passe en uddannelse og senere et himmelråbende hårdt job. Jeg forstår godt, nu, jeg ser tilbage, at jeg brændte ud. Jeg kunne næsten ikke andet.

Min søns far ville ikke vide af sin handicappede dreng, så ham kunne jeg udelukke allerede meget tidligt i forløbet.

Min familie forsøgte at støtte så godt de kunne, men deres bearbejdningsfase gik først for alvor igang for et par år siden. Accepten af, at deres eneste barnebarn er handicappet tog dem nok 10 år. Desværre fik jeg hele “skylden” for min søns adfærd og problemer. Hvis jeg ikke var sådan en “dårlig” mor, så havde han nok ikke alle de problemer. Det er desværre en meget almindelig reaktion, jeg ved det godt. Men det har ikke hjulpet på vores forhold, som i dag, af blandt andet denne grund, er ikke eskisterende.

Jeg fik desværre ikke flere børn, selvom jeg nu meget gerne ville have haft et par stykker til. Der kom heller ingen mand, der var værd at samle på. Gewiss, der var et par stykker, en psykopat og en “mucho-man”.. så er valget ligesom ikke til stede, vel ! Først nu har jeg mødt ham, jeg skulle have. Og nu kan jeg ikke få flere børn… Sådan er skæbnen desværre også.

At have et handicappet barn betyder ikke ret mange venner, og derfor ikke noget socialt voksenliv. I alle de år, jeg var alene, var jeg i biografen 3 gange med en ven/veninde for at se en decideret voksenfilm. Vi taler 15 år her. Mit liv stod på Stand-By, mens jeg sørgede for at tage mig af min handicappede dreng.

Han er en dejlig ung mand nu, min søn. Og jeg ved, jeg har gjort et monsterstort stykke arbejde for ham. Jeg har “ofret” mit liv, mit hjerteblod, for at hjælpe min søn på vej, for jeg har gjort det med en moders uforbeholdne kærlighed til sit barn.

Ville jeg gøre det igen ?….. JA !

Ville jeg gøre det uden hjælp igen ?… Så absolut ikke ! Jeg ville råbe og skrige om hjælp på forvaltningen, og smide deres grimme keramikaskebægre efter sagsbehandleren for at få noget hjælp. Og jeg ville have NADA skrupler over min opførsel !

Har vi følt os oversete og ikke hørt, sønnen og jeg …… Ja, hvad tror du, der læser det her ?